For Romantik og Historie Bind 20

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

For Romantik og Historie
Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels ]ensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels ]ensen

K. z TSK ASE SR e

* 2
— 5: vw ”
= 2 in * *
& ss 2
Es 5 8
X
-

b

H. P. Holst:

Bor Vomantik og Pistorie.
Tyvende Bind.

Kjøbenhavn.
J. Cohens Bogtrykkeri.
1878.

-

Bd INS

|
8 ceNTO TE Nosstese 8 EK
* 7 .

Indhold.

Side
Nytaarspreſeut til en Dame. Af H. P. Holst 3
„Tante Guttraud“. Efter S. Moſenthal, ved Be:
rendt Salomooe n eN 5
Fangen paa Hohen-Urach. Ved Adjunkt Chr. Rams⸗
ga ard Bx 0 28
Biſpen paa Holum. Af Georg H. Madſen 58
La vernice fa tutto. Af H. C. Stil ling 68
En hiſtoriſk Forudſigelſ m „ 86
Pſalme. Af H. C. Anderſren 95
Julenat. Af Chriſtian Juul nn. 9⁵
To Verdener. Af Miſs ThackeraB hkk 99
En ſollys Erind ring. 166
Et Brev af Beethoverrnnn . 188
Johanne, Dronning af Neapel og Grevinde af Provence. 195
Af en forhenværende Upfalaſangers Optegnelfſer 214
André Maubert. EnFortælling af George Bautier. 255
Digte af Chriſtopher Boe ck. 299
Den forſte Sky. Ved Th. Scheelund 307
Ella Wilſon En Forteellin aqa. 521
Fra to Kunſtnerfeſter:
1) Cantate, af H. P. Hole. 584

2) En Skaal for Kvartetten, af Chr. K. F. Molbech. 388
5) Ved Feſten for Chr. Hanſen, af Carl An⸗

derſen e 00 SYNES RA NNE 589

Side.

Den ſidſte Roverridder i Krain. Ved - aͤͤů 2 395
Ella Wilſon. En Fortælling efter C. de Variguy ved
rr »RØBELGE SSP EGER MERRESERERR 120
Foraarsdigte af Emanuel Geibel, overſ. af A. Zin ck. 491
Hpiere end Kirken. En Fortælling... aaa. 494
Marie Thereſias Død. Overſ. af Ann 539
Sneeſtormen. En Fortelling af Alexander Puſchkin 547
Sarah Bernhardt. Af H. P. Hola. 504
Kun fire Oord! Af Karl Emil Franzos 575
Portraiter:

Fr. Spielhagen: Paul Lindau. Giufeppe Verdi.

Joh. Ludv. Runeberg. Nicolaus Lenau. F. N.
Clanſen.

—— —

É

Fr. Spielhagen.

.
—

—— ESTERE HEE

Aytaarspresent

til en Dume.
Af
5. P. Holst.

Man har mig ſagt, at Alt, hvad ſelv De fager,
Paa Sieblikket De igjen bortſkjcenker —

Med de to Smaating, Talen her er om,

Jeg haaber dog, at lidt De Dem betenker.

Den ene er en Kurv — giv den kun frit
Til Den, der ei fortjener Deres Hjerte;
Den anden er et Hjerte — giv det heelt
Til Den, der deler Deres Lyſt og Smerte.

Men tenk Dem on og giv ei Hjertet Den,

For hvem en Kurv bor ſtaae parat og ferdig,
1*

4 Nytaarspreſent til en Dame.

Og lad for Guds Skyld Den ei Kurven fage,
Der fremfor Alt er Deres Hjerte værdig.

Dog ſkader det juſt ei, han fager en Kurv,
Og at ved Kurven han fortvivlet ſukker,
Naar Hjertet ligger ſmukt derindeni,
Saadau ſom her, ſaaſnart han den oplukker!

” e ieee elle

„Tante Guttrand“

Efter S. Moſenthal.

Jeg mindes endnu den Dag idag, at i min
Fodeby, ſom talte en overveiende proteſtantiſk, en
ringe katholſk, men en betpdelig jodiſt Befolkning,
falbod Omegnens Fiſkere udelukkende for de Sidſt⸗
nævnte hver Fredag deres Barer ved den ſaakaldte
„Fiſkeſteen“. Jodiſte Kokkepiger med mere eller mindre
rene Haaruet, jodiſke Husfcedre med mere eller mindre
rene Lommetorkleder bare derfra et ſtort Contingent
uf „Sabbathsfiſke“ til deres Hjem. Fiſkeretten havde
et feſtligt Preg. Fiſkens Kvalitet holdt Skridt med
Feſtens Storrelſe. Laxen havde Eneret til at ſerveres
ved de tre hoie Feſter; de mindre Feſtdage maatte
tage til Takke med Karper i ſpartanſk Sauce; de ugent⸗
lige Sabbather med Barber og Skaller. Dog uden
Henſyn til denne Rangforordning tilberedte min Moder
dem egenhændig, og min Fader paaſtod, at Ingen

6 „Tante Guttraud“.

paa Jorden kunde lave en Fiſkeſauce „à la Mo'er“.
Selvbevidſt og det ikke uden Grund, tog min Moder
det hvide Forklæde hver Fredag Formiddag paa, og.
jeg og min Soſter klyngede os faſt op til hende, hol—
dende ved Forkledels Ender for at være Vidne til
hendes Kogekunſts underfulde Virkning. Hvergang
min Moder tog de forud ſkaarne Fiſkeſtykker ud af
den blauke Mesſingkjedel og ordnede dem ſymmetriſk
pan et langt Fad, lagde hun det pregtigſte Hoved—
ſtykke til Side paa en ſerlig Tallerken, garnerede det
med Log og Citronſtiver, heeldte det over med den
kryddrede, vellugtende Sauce og ſtillede det hen paa
det rent ſkurede Anretningsbord, ſtedſe med de ſamme
Ord: „til Tante Guttraud“.

Hver Uge nod vi det lidet misundelſesveerdige
Skueſpil roligt at fee pan den Tribut, min Moder ydede,
uden at kunne begribe den Tvang, der paalagdes os,
ſtedſe at have at gjore med hovedloſe Fiſke. Tante Gut—
traud var Bedſtemoders Soſter, ſom boede med fin
ſyge Mand og to ældre Dottre i en lille Gyde neer—
ved den gamle Synagoge, i en faldefærdig Hytte, ſom
hun aldrig forlod. Saa ofte Moder omtalte hende.
ſkete det med den ſtorſte Pietet, til hvilken vi Born
ogſaa bleve holdte uden at forſtage det eller at udfritte
hende om Sagens ſande Grund. Ja, den hellige
Asrbodighed blev endog til Frygt, naar vi med Moder
efter Gudstjeneſten klattrede op ad den gamle, vak—
lende Trappe, ſom iſtedetfor Rekvcerk kun havde et

„Tante Guttrand“. 7

Toug, til Tante Guttraud, for at hun, efter Moders
Opfordring, kunde give os ſin Velſignelſe.

Endnu den Dag idag ſtager den Erindring liv—
ligt for min Sjæl, ja, jeg ſporer endog den Lugt, der
fyldte Verelſet, ſom vi ikke betraadte uden Modbyde—
lighed. Lugteſandſen har en merkelig tro Hukommelſe.
Idet jeg nedſkriver disſe Linier, indaander jeg igjen
hin Atmoſpheere af Kuldamp, Lampeos og Kamferlugt,
ſom dengang, — det er nu 50 Aar ſiden —, faldt
mig for Bryſtet, og ſom, ſaa ofte jeg gjeſter Fattig⸗
dommens Bolig, uvilkaarlig tilbagekalder i min Er⸗
indring Tante Guttrauds Billede. Verelſet var lavt
og dybt. Fra Loftets fværtede Tværbjelfer hang en
ſyvgrenet Mesſinglampe ned; fra to af dens Mun—
dinger dampede en Olieflamme, ſom kaſtede et grelt
Lys ned paa det med en hvid Dug dekkede Bord, medens
den ovrige Deel af Verelſet fortonede fig i et dem—
rende Halvmorke. Over det ormſtukne Gulv var der
ſtroet Sand, ſom uhyggeligt knirkede under vore Fodder.
J det ene Hjørne af det ſtore Verelſe blusſede en
Stenkulsild, og ud af Ovnens Aſkedor ſtodte Vinden
nu og da kvelende Rogſkyer; i det andet Hjørne ſtod
en Himmelſeng, behengt med Kattunsgardiner, i rode og
blaa Tærninger, i hvilken Tantes Mand, — vi kaldte
ham aldrig Onkel — fan ſyg af Gigtſmerter, Hender
og Fodder indſvobte i Kamferpuder. J en polſtret
Lœderſtol fad Tante, ikke langt fra Sengen. En tyk,
i fort Leder indbunden Bonnebog holdt hun i fine

8 „Tante Guttraud“.

Hender, og medens hun endnu mumlede ſin Bon,
reiſte hun ſig for at hilſe pan os. Moder gav hende
Haanden med en Bevegelſe, ſom om hun boiede ſig
dybt for den gamle Kvinde, der blidt lagde min Moders
Hoved paa ſin Skulder og foer gjentagne Gange med
Jin Haand hen over hendes Bande, „Velſign un mine
Born, Tante Guttraud,“ ſagde hun hvergang, thi
den nedboiede gamle Kvinde ſyntes at vente paa denne
Opfordring. Hun adlod og traadte hen til os til
den lyſere Del af Verelſet og velſignede os, medens
vi frygtſomme holdt os til Bordranden.

Tante Guttraud havde en middelſtor og flant
Figur, ſom dog ſyntes lidt krummet eller ſnarere ned—
brudt. En mork Kattunskjole ſluttede fig faſt til hendes
Legeme. Over Bryſtet ſlyngede ſig uden Kunſt et
hvidt Torklœede, ſom gav hendes blege Anſigt et vor:
gult Anſtrog. Et fort Pandebaand omfluttede om⸗
hyggeligt Haaret, og en hvid Tyllskappe indrammede
det ſkarpttegnede, fornemme Anſigt. Neſens Linia⸗
menter vare fan, fine, at den lignede gjennemſigtigt
Elfenbeen, og de ſmalle Læber viſte, naar hun talte,
ſkjontformede Tænder. Under hendes ſtolt hvælvede
morke Oiebryn lyſte et Par dunkelbrune Sine, duggede,
ligeſom af Taarer. To magre, voxgule Herder hvi⸗
lede nu paa vore Hoveder. Hjerteligt og ſjelfuldt
loftede hun ſine Bine til Himlen. Hendes Leber be⸗
vegede fig fan ſagte under Velſignelſen, at vi
kun horte Fluernes Surren omkring Lampeblusſet

—

„Tante Guttraud“. 9

og det monotone Suk fra den Syge, hvem Senge—
draperierne ſkjulte. Saa trykkede hun et Kys paa
vor Pande, medens vi med barnlig Undſeelſe forte
hendes knoglede Haand til vore Læber. Med neſten
lyͤdloſe Skridt gik den gamle. Kvinde hen til et Glas⸗
ſkab, gjennem hvis dunkle Ruder man ſkimtede et Par
farvede Kaffekopper, og fremtog til os fra en gammel
Skuffe to Borsdorfer Wbler, med hvilfe vi forſloge
Tiden, medens min Moder, tvungen til at tage Plads,
begyndte en halv hviſkende Converſation med min
Tante.

„Hvorledes har De det, kjere Tante?“

„Gud være lovet, ikke værre. Den ſlemme Gigt
er haardnakket, iſer ved Efteraaret, men Gud hjælper
nok!“

„Har De ſovet noget i Nat?“

„Kun lidt; gamle Folk trænge ikke til megen
Søvn. „Han“ ſover ogſag kun lidt, men han har
Appetit, Gud vere lovet, og Fiſkene ſmager ham.
Der er jo heller Ingen, der koger dem faa godt, ſom
min Betty.“

„Kjœre Tante, ſpis nu engang hos os; De har
allerede lovet mig det faa længe.”

„Ja, engang, naar jeg kun kan komme bort fra
„ham“. Jeg ſender Dig hellere et af Pigebornene;
de ſye fig blinde, — vakkre Born. Gud velſigne
dem!“

„Hvorledes befinder De Dem, Tante Guttraud?“

10 „Tante Guttraud“.

„Jeg? Gud være lovet, at det ikke ſtager værre
til med „ham“. Velſignet være de Syges Lege og
velſignet været Den, ſom opliver den Syge og ſtotter
den Svage!” Og hun hævede fin udtorrede Haand
over min Moders Hoved, ſom ydmygt ſenkede fig for
den gamle Kvindes taarefyldte Blik.

Det banker paa Doren, Moder reiſer ſig. Wblerne
ere ſpiſte. Vi aande friere, da vi gjennem den ſnevre
Dor træde ud i Gyden. „Born! Tante Guttraud
er helgenkronet blandt Israels Kvinder,“ ſagde min
Moder.

Vi feſtede Lid til hendes Ord. Man tilbeder
jo Helgener, uden at ſporge om Grunden dertil!
Born forlange heller ingen Beviſer. Grandtante fik
og kun Betydning for vort Barndomsliv, naar det
gjaldt Fiſkehovedets eller Wblets Storrelſe; ellers ſtod
hun vore barnlige Interesſer meget fjernt. Men ſelv
dette gik i Glemmebogen, ſaaſnart Moder tildeelte os
en rigelig Portion, — ikke af den med faa mange
Been opfyldte Fiſk —, men af Saucen „à la Mober“.

Hvor fandt jeg ikke Alt forandret og fremmed,
da jeg efter 20 Aars Fraverelſe fra Univerſitetet
vendte tilbage til min Fodeby. Døden havde, ledfaget
af fin tjenſtvillige Haandlanger Choleraen, gjort en
rigelig Hoſt. Min elſkede Fader hvilede derude paa

. 2

„Tante Guttraud“. 11

Kirkegaarden; mange Andre havde omſfiftet det Time—
lige med det Evige, men deres Navne havde min
Hukommelſe neppe bevaret. Mit Feddrehus ſtod for-
ladt; mine Brodre vare dragne ud til fremmede Lande,
min Soſter gift. Dog virkede min Moder, afholdt af
Alle, paa denne nu faa ode Plet; thi hendes Hjerte
ſlog for hele Menneſkeheden. Hun var bleven Brend—
punktet for hele Familiens ſpredte Straaler, et Forſyn
for de Undertrykte og Nodlidende i hele Menigheden.
Det var et tungt Sieblik. Taus kaſtede jeg mig i
hendes Arme. Vi ſorgede indbyrdes for ikke at fane
de gamle Saar igjen til at blode. Men Tausheden
voldede kun ſtorre Smerte og gjorde Luften i den
lille Hytte endnu mere trykkende og kvelende.

„Lad os gage til Vore!” ſagde Moder. Jeg
onſkede dog ikke, at hun fulgte med, — men hun
ſmilede.

„Det er min ſeedvanlige Spadſeretour,“ ſagde
hun, „Kirkegaarden er min Have, mit Perſepolis.“

En Times Vei fra Byen ligger den jodiſke Kirke⸗
gaard paa en Hoi, bekrandſet af en Egeſkov. Naar
man ikke agter at gjore Routen gjennem den ſmudſige
Landsby, kan man ogſaa nage den ved at gane over
en Eng, omgiven af gamle Poppeltræer. Engen var
overſaget med utallige Blomſter. Moder bar ſtedſe
hos fig Noglen til Kirkegaardens Port tilligemed den
til hendes Have. Vi vare mellem Bekjendte. Fra
alle Gravminder lyſte bekjendte Navne os imode.

12 „Tante Guttraud“.

Bed min Faders Grav fældede vi rigelige Taarer og
gik nu med lettet Sind gjennem en Rakke af Grave,
idet vi hiſt og her opſankede en lille Sten, for at
lægge den til Minde paa en eller anden Slegtnings
og Bens Grapſted. Endelig ſtandſede min Moder
ved en liggende Mindeſten, hvis hebraiſke Inſkription
Tidens Tand havde medtaget jaa ſterkt, at det ikke
var mig muligt at læfe den, indtil min Moder med
taarekvalt Stemme ſagde: „Tante Guttraud“.

Pludſeligt vaktes i mig en Erindring fra min
Barndom, og den gamle Kvindes Billede i det hemmelig—
hedsfulde Slor traadte atter frem for min Sjæl.
Ligeoverfor Dødens uoploſte Gaade følte jeg for forſte
Gang i mit Hjerte en Trang til at fritte om Aar⸗
ſagen til Forherligelſen af denne „Helgenkvinde i
Israel“. Jeg fatte mig ved Grapſtenens Rand og
drog min Moder til mig ned i Skyggen af en Grede—
pil, ſom hun ſelv havde plantet der.

„Hvad er det med Tante Guttraud og din fromme
Hengivenhed, ſom ſelv nager ud over hendes Grav?
Hvor ophoiet maa ikke denne Kvinde have været,
naar en Sjæl ſom din boier fig [aa erbodigt for hende?“

Ganſke forffræffet foer min Moder ſammen, da
hun horte denne Sammenligning. „Jeg kan ikke
ſammenlignes, mit Barn, med denne Helgenkvinde.
Guds Naade har forundt mig ſjelden Glæde af mine
Born, og min Smerte var ſtedſe kun en ſaadan, ſom
treffer fan Mange. Men hun! Hun var den meſt

„Tante Guttrand”. 13

taalmodige Lidende og Trofaſthedens Heltinde. Et
Offer, ſom Kjarligheden forlanger, forſtage vi let,
fordi vi troe os ſterke nok til at udove den. Tante
Guttrand er eneſtagende; hun har ſelv offret fig paa
Trofaſthedens Alter. Jeg har aldrig fortalt Eder,
Born, om hendes Skjœbne, thi hendes Helgeuglorie
dekker vor Families Skamplet; et Barneſind ſkal ikke
bedroves ved Skildringer af menneſkelige Vildfarelſer
og Misgjerninger. Men da Du nu har bedre Blik
pan Livets Lys⸗ og Skyggeſider, vil jeg roligt for—
tælle Dig hendes Lidelſeshiſtorie. Tante Guttraud,
ſom var en ældre Soſter til min Moder, — din
ſalige Bedſtemoder —, velſignet vere hendes Minde!
— blev gift i en lille Landsby, ikke langt fra Hoved⸗
ſtaden. Kun af og til horte vi fra hende, og da
hendes Mand dode, boſatte hun ſig her med ſine to
Dottre. Hun eiede Jan meget, at det netop var nok til
at fore et tarveligt Liv. Hun var meget ferm i Alt,
hvad. der hedder Perleſtikkeri, og Pigebornene ſogte
deres Erhverv ved at ſye for fremmede Folk. Hun
var, trods ſine 40 Aar, en ſmuk Kvinde. Hendes
majeſtetiſte Gang mindes jeg endnu.

Det var nu pan den Tid, da Kong Jerôme her
holdt ſit Hof, at en Mengde Eventyrere fra Frankrig
og Elſaß boſatte ſig her. J den nye Deel af Byen
aabnedes Boutiker, fan glimrende, at de kunde kappes
med dem paa „Frankfurter Zeil“, — naturligviis var

14 „Tante Guttraud“.

det Alt Gjogl og Svindel. To jodiſke Brodre fra
Elſaß havde aabnet den ſkjonneſte Forretning, og det
vakte ſtor Opſigt i Menigheden, at den Ene af dem
forlovede ſig med Tante Guttraud. Det var ham
viſtnok meſt om at gjore, at komme ind i vor Familie,
ſom, ſkjondt uformuende, alligevel horte til de meſt
agtede i hele Menigheden. Ogſaa var Tante Gut—
traud, med ſin hvide Bryllupshue, en ſtadſelig Kvinde.
Dengang var jeg endnu en ung Pige og daudſede paa
Bryllupet, ſom holdtes paa Raadhuusſalen; min
Moder, — velſignet være hendes Minde, — kom be—
drovet og hovedryſtende hjem fra Bryllupet. Den
pompoſe Feſt havde nedſtemt hendes muntre Sind, og
Brudgommens Væfen behagede hende ikke. „Det var
ikke ſunget for hans Vugge,“ ſagde hun, for dermed
at betegne Parvenuen. Og desverre havde hun ſpaget
altfor rigtigt. Tantes ægteffabelige Liv var ikke
lykkeligt. Hendes blide, ſtolte Hjerte ſaaredes ofte af
hans Raahed, ja, man fortalte endog, — ſkjondt hun
haardnakket nægtede det, — at han haandgribeligt
mishandlede hende. Steddottrene troſtede ſig med
deres ſmukke Kjoler og med, at de ikke behovede at
ſye for Andre. Tante beholdt fit ligefremme Veſen
ſom ellers, men den nye Onkel faldt ikke i vor Smag,
og vi gjeeſtede dem kun meget ſjelden.

Den „franſke Tid“ var forbi. Churfyrſten blev
igjen ved de Allieredes Hjælp indſat i ſine gamle
Rettigheder. Jeg var blandt de „hvide Piger“, ſom

„Tante Guttrand“. 15

modtoge ham ved „Weſerporten“. Men Tiderne havde
efter Datidens Mening forandret ſig til det Verre.
Det weſtphalſke Hof havde bragt mange Penge i Om—
lob. Da Odſelheden horte op, ſtandſedes ogſaa Vel⸗
ſtandskilden; den ene ſtore Boutik efter den anden
lukkedes lidt efter lidt. Den ſamme Skjebne ramte
Elſaßerne; den ene af Brødrene gjorde fig uſynlig,
medens den anden forarmedes mere og mere, og jo
fattigere han blev, deſto brutalere behandlede han
Tante, ſom med from Hengivenhed underkaſtede ſig
den haarde Skjcbne. Hun ſtikkede atter Roſenguir—
lander af Perler i Silkepunge, ſom hun ſelv bar
tilfals, og Dottrene oprettede en Syſkole og ſyede
igjen for fremmede Folk. Bilde En af Familien ræffe
hende en Almisſe, da viſte hun Giveren beſkeden og
fornem tilbage. „Han“ ſorgede tilſtrekkeligt for Sine.

Allerede et heelt Aar havde jeg været gift, og
din gode Fader tillod gjerne, at jeg ydede hende
nogen Hjeelp. Naar „han“ var fraværende, og det
hendtes nu hele Uger, beſogte jeg ſtakkels Tante, hvis
runde Anſigt den indre Sorg terede og blegede; men
aldrig kom der et Klageſuk over hendes Leber. Kun
i Smug vovede jeg i Kjokkenet at putte de ſmaa For⸗
raad af Kaffe og Sukker, jeg medbragte, i hendes
Dottres Lommer, i hvis varme Underkjoler jeg gjen⸗
kjendte Moderens Kleder. Derfor bar hun ſagtens
ſelv ved Vintertid en tynd Kattunskjole. Naar man
ſpurgte hende, hvor hendes Mand var, ſagde hun, at

16 „Tante Guttraud“.

han var reiſt „ind i Landet“ for Forretningers Skyld.
Det troede hun nu ſikkert jelv, men med denne „Reiſen
ind i Landet“ ſtod det anderledes til, og den Ene
tilhviſtede den Anden Noget om, at han vendte hjem
med Penge i Lommen og med Guldkjede og Signet.
Du veed nu, mit Barn, at dengang havde hver tydſk
Landſtrimmel fit eget Toldveſen; ſaavel fra Hannover
ſom fra Frankfurt vare vi afſperrede, og Varerne,
ſom rigeligt kom til os fra Hamborg, maatte ved
Grendſen i Landwehrhagen fortoldes meget haoit.
Da gaves der en Mængde Sfjulejteder, hvorhen
Smuglerne ved Nattetid bragte deres Forraad og op—
hobede dem i underjordiſke Magaſiner, hvorfra de ad
Smugveie bleve forte til Byen. Grendſejcgerne vare
Dag og Nat pan Benene, for at fane Fingre i disſe
Fyre og at opdage deres Gjemmeſteder, og det ſaa—
meget ivrigere, ſom Tyvekoſter ſammeſteds fandt ud⸗
merket Afſœetning. Straffen mod Smuglere og Helere
blev ſtedſe ſtrengere haandheevet, og der gaves ingen
Pardon for den Paagrebne.

Da rygtedes det en Dag, — det var juſt Ugen
forend de ſtore Feſtdage, — at Politiet ved Landwehr⸗
hagen havde opſnuſet en Smuglerbande, og at Hoved—
mændene lenkede bleve forte til Byen. Det var mig
nu ligegyldigt, og da en huuslig Kvinde ikke fager
megen Tid til at ſee ud pan Gaden, fan vilde det
Skue, der frembod fig, fuldſteendigt have undgaget
min Opmaerkſomhed, hvis jeg ikke tilfældigt havde

„Tante Guttraud“. 17

poleret Vinduerne. Paa en Fjellevogn, eskorteret af
Grendſepoliti, bleve Fangerne transporterede over
Torvet til Caſematterne. Men Pobelens Skrig og
Gadedrengenes Hylen, hvorigjennem Udraabet „Jidde,
Jidde“ trængte til mine Oren, bevægede mig til at
kaſte et Blik paa de Fangne, og havde jeg dengang
ikke holdt mig ved Vindueskarmen, faa vilde jeg af
Skrak været ſunken ſammen, thi paa Vognens forreſte
Benk fad „han“ med korslagte Hender, bundne med
et Reb — min ſtakkels Tante Guttrauds ulykkelige
Mand.

Jeg behover ikke at ſige Dig, at jeg var fuld—
ſtendig ſom lamſlaaet. Der blev en Allarm i Byen,
værre end ved den frygteligſte Ildsvaade. Udenfor
Dorene og fra Vinduerne udſlyngede Naboerne Skjelds⸗
ord mod „ham“ og Joderne. Jeg rullede Gardinerne
ned, da din Fader vendte hjem fra Contoiret, ſaa bleg
ſom et Lig. Hele Menigheden var ligeſom lynſlagen,
thi naar en Jode hos os har begaget en Forbrydelſe,
fan maa ſtrax hele Menigheden undgjelde derfor.
Din Fader fortalte mig, at „han“ i længere Tid
havde været Hovedet for denne Smuglercomplot. „Stak⸗
kels Tante Guttraud!“ var Alt, hvad jeg kunde ſige.

„Gaa over til hende,“ ſagde din godmodige Fader
til mig. Jeg gik, og, ſaavidt jeg mindes, var det den
forſte Gang, at jeg gik barhovedet over Gaden. Paa
Veien derhen overtenkte jeg, hvad jeg ſkulde ſige, for

2

18 „Tante Guttraud“.

at troſte hende, men der faldt mig intet Andet ind,
end: „Stakkels Tante Guttraud“.

Da jeg kom op, fandt jeg Pigerne i Fortvivlelſe;
modbydeligt klang deres bittre Ord og Forbandelſer i
mit Øre. Moderen var gaaet bort, hvorhen? til Poli—
tiet, til Fængflet eller til Menighedens Forſtander, det
vidſte de ikke. De havde allerede længe mærket Uraad,
ſtiondt han vortodſlede paa fin egen Perſon disſe
uredeligt erhvervede Penge og aldrig bragte Noget
med fig til Hjemmet; et dybt Had havde de altid
baaret til ham. Men Moderen var forblindet; hun
taalte ikke, at der ſagdes noget Ondt om ham, ikke
fordi hun elſkede ham eller anfaae ham for bedre,
end han var, men hendes blinde Underkaſtelſe
og Troſkab var bleven til en taabelig Lideuſkab. Nu
vare de Alle vancrede, og det Fornuftigſte, de kunde
gjøre, var at drukne fig i Fulda! — Med ſtor Au-
ſtrengelſe lagde jeg Baand paa deres uhyggelige Skri—
gen; Doren aabnedes, og Tante traadte ind.

Jeg var forbauſet over at ſee hende ſaa modig
og neeſten uforandret; hendes Anſigt var kun blevet
lidt blegere; under de ſtore, brune Sine havde der
lagt fig en morkeblaa Ring, og Vienlaagene ſyntes
ligeſom ſtadig at ſittre. Gredende faldt jeg hende
om Halſen; Pigerne forſtummede pludſelig.

„Min gode Betty,“ ſagde hun med rolig Stemme,
„Gud prøver mig [vært, men hvad Gud gjør, det er

„Taute Guttraud“. 19

velgjort.“ „Har Gud gjort det?“ ſtreg den Leldſte
med krampagtig, hjerteſkerende Latter,

Moderen reiſte ſig i ſin fulde Hoide. „Fordommer
Du ham, inden vore Fjender ſelv have fordomt ham?
Er det allerede afgjort, at han har forbrudt ſig?
Og ſelv om han har gjort det, for hvem har han da
ſtyrtet fig i Ulykkfe? For at ſkaffe os gode Dage.
Fordi han var bedrovet over at ſee Eders ved Syning
forſtukne Fingre, har han — jeg vil ikke udtale det,
Gud være ham naadig! Men naar Menneſkene ikke
have Barmhjertighed og naar de Andre, — Gud for—
barme ſig, — fordomme og lade ham i Stikken, ſaa,
— jeg er hans Huſtru og har ſvoret ham Trofkab.
Jeg vil ikke høre et ondt Ord om ham, eller, ſaa
ſandt der lever en Gud, jeg lader mig indeſperre i
Caſematterne hos ham.“

„Tante Guttraud,“ udraabte jeg, og mine Taarer
flod af Beundring for hendrs Trofaſthed; jeg vilde
gribe hendes Haand, men hun trak den heftigt ud
af min.

„Hvorover undrer Du Dig? ſagde hun overraſfet,
„ſom om der var noget Stort deri? Ere vi Hed—
ninger, ſom kaſte Steen paa deres eget Afkom? Jeg,
er, Gud være lovet, en jodiſk Kvinde og veed, hvad
der ſtaaer ſkrevet. Tal dog med din Mand, Bettyleb!
Han er afholdt af Borgermeſteren. Hos Menighedens
Forſtander har jeg ſelv været, — men forgjaæves;
han ſiger, at de ikke tor blande ſig i Sagen, men at

2*

20 „Tante Guttraud“.

de ere glade over, naar man kun lader dem gaae i
Ro; men Feegſelscommisſairen, ſom gaaer for at
være en ſtor Jodefjende, han horte roligt pan mig
og har tilladt, at jeg tor bringe ham Suppe, ſaa
længe han ſidder; ſaa behøver han dog i det mindſte
ikke at ſpiſe forbudte Ting. Og nu undſkyld, Betty-
leb! Jeg maa ud i Kjokkenet og koge Suppen.“

Hun gik ud, og da jeg forlod dem, ſaae jeg,
hvorledes hun i det morke Kjokken omhyggelig ſatte
Gryden paa, ſom om det gjaldt at koge Suppe til et
ſygt Barn.

Moder ſtandſede med fin Fortælling; men efter
en fort Stund vedblev hun: „Du maa ikke troe, Barn,
at det er forbi dermed; det Frygteligſte, men ogſaa
det Skjonneſte, kommer forſt nu.“

Procesſen varede hele Uger; Intet hjalp mod
Indicierne og Arreſtanternes egen Tilſtagelſe. Der
opdagedes ſlemme Ting, ſom onde Menneſker for—
ſtorrede ved egne Tilſcetninger og bragte i Omlob,
jaa at de ſnart nagede til den ſtakkels Kvindes Oren
Dog forandrede det aldeles ikke hendes Voeſen. Daglig
bragte hun ham Maden og fik endog af Commis⸗
ſairen Tilladelſe til at ſee ham og til at tale med
ham i Vidners Paahor. Men hun talte kun Troſte⸗
ord; mild og forſonende indgjod hun ham Mod, og
hun havde visſelig heller ikke talt anderledes, ſelv om
der havde været Vidner tilſtede. Ellers veg hun ikke
fra Hjemmet, modtog ingen Beſog og falbod heller

„Tante Guttraud“. 21

ikke mere ſelv de broderede Punge, ſom havde foftet
hende ligeſaa mange Taarer ſom Perler. Kun Nytaars⸗
aften gik hun ſom ellers til Synagogen. De fromme,
pyntede Koner vege vel af Veien for hende, men hun
lagde ikke Merke. dertil, og hun ſtod ſom ſedvanligt
pan fin Plads, uden at fee op fra Bonnebogen. Kun
ved de Ord i Bøn: og Bodslitanien: „Fader og Konge,
hufk paa, at vi kun ere af Støv”, løftede hun fine
Øjne faa ſjelfuldt og indtrængende op til Himlen,
ſom om hun vilde nedbede Guds Barmhjertighed over
alle Stovets Born.

Kort efter Lovhyttefeſten faldt Dommen. De
Fleſte, ſom anſaaes for „Forforte“, flap med en let
Straf derfra; Ophavsmendene bleve idømte 10 Aars
ſtrengt Zængjel og — jeg gruer endnu ved at udtale
det — i 3 Timer at ftaae paa aaben Gade i „Gabe—
ſtokken“.

Denne Dom gjorde et frygteligt Indtryk paa
Menigheden. Havde han ikke været Jode, — ſaaledes
hed det overalt, — faa vilde denne Skjendſel, ſom
man i de ſidſte 10 Aar ikke havde oplevet, ikke have
truffet ham. Men Regjeringen fang dengang fit „Te
Deum“ for den friſkvundne „tydſke Frihed”, og den
var bleven ſaa bigot, at den ikke blot feirede den 18de
October med Gledesblus paa „Kratzenberg“, men
ogſaa gjerne havde brændt alle Joder paa Baalet.
Din gode Fader lob atter hen til Borgermeſter Schom⸗
burg, en friſindet Mand, tog to Deputerede fra Menig⸗

22 „Tante Guttraud“.

heden med ſig og tiggede Borgermeſteren om at befrie
Menigheden for denne Skjendſel. Pobelen kunde be—
nytte den til Opror og ſlaage Ruderne ind hos Jo—
derne. Borgermeſteren traf pan Skulderen; han vidſte
altfor godt, fra hvad Side Vinden bleeſte; „der var
Intet at gjøre, og for de Andres Sikkerhed fkulde
der nok ſorges.“ Iblandt Slegtningene "blev der
ſamlet 100 Daler, ſom man gav til Churfyrſtens
indflydelſesrige Kammertjener, for at han ſkulde lægge
et godt Ord ind for ham. Pengene ſtak han vel i
Lommen, men det blev ved den afſkyelige Dom.

Ingen Ord formaage at udmale de Lidelſer, jeg
udſtod i denne Tid; timeviis fad jeg om Natten og
græd i min Seng, og kun et Blik hen paa min Mand
og mine Born ſkjenkede mig atter lidt Ro, faa at jeg
faldt i Søvn. Tante Guttraud vakte min ſtorſte Be⸗
undring, naar det lykkedes mig at mode hende og at faae
hende i Tale pan hendes Gang til Caſematterne.
Hun var ſaa rolig og gudhengiven, ligeſom om kun
et Lyn eller Dødsfald eller en uforſkyldt Tilfkikkelſe
af-den Almægtige havde truffet hende. Pigerne vifte
ſig ikte for Nogen. Maden, ſom vi dagligen efter
Tour ſendte til dem, kom ſtedſe urort tilbage i Wad:
kurven.

Forſtkommende Fredag Eftermiddag fkulde det
frygtelige Skueſpil gaae for fig. Dengang ſtod det
gamle Raad⸗ og Domhus med fit hoie Skifertag og
med fit lille, ſpidſe Taarn endnu paa Torvet paa

„Tante Guttraud“. 23

Hjørnet af „Fiſkergaden“. Under Uhrfkiven ſtod det
ſmukke Ordſprog: „Een Mands Ord ere kun halve
Ord”. Jeg veed ikke, om Du endnu mindes bette,
men det laa ligeoverfor det Sted, hvor dine ſalige
Bedſteforceldre levede. Og juſt der paa Hjørnet var
der et Taarn, ſom udenfor var tilgittret og indvendig
forſynet med en Væg, ſom kunde vendes; bunden til
denne, blev da den ſtakkels Synder med blottet Bryſt
ſtudt frem, givet til Pris for Maengdens Ukvemsord
og udſat for Pobelens Steenkaſt. Denne afffyelige
Fremgangsmaade, ſom oprorer de menneſkelige Folelſer
og ophidſer de dyriſke Lidenſkaber, havde den fromme
evangeliſke Regjering atter indfort, efterat de guds—
fornegtende Franſkmeend hapde affkaffet den. Og der
ſkulde „han“ nu udſtilles, han, ſom desværre horte
til vor Familie, der aldrig havde kjendt til nogen
Skamplet. Den Dag fvinder aldrig af min Erindring,
den var for hele Menigheden verre end ſelve Dagen,
paa hvilken vi mindes Jeruſalems Odelceggelſe. Jo⸗
dernes Butikker vare lukkede; Ingen viſte ſig paa
Gaden; ſelv Børnene holdt man hjemme af Frygt
for, at de paa Veien fra Skolen ſkulde lide nogen
Overlaſt af Gadedrengene. Jeg maa tilſtaage, Barn,
at det forekom mig uværdigt at blive hjemme og kun
tænke paa min egen Sikkerhed, medens den ſtakkels
Tante Guttraud visſelig pintes af Kummer og Lidelſer.
Naar det er et gudbehageligt Vork at gage til den
Doende, — hvor tor man da overlade En til ſig

24 „Tante Guttraud“.

ſelv, hvis Sjæl doer en tuſindfoldig Dod. Jeg ſagde
det til din Fader. „Gjor ſom Du vil,“ ſagde han,
„jeg ffal nok imidlertid pasſe pan Bornene.“ Jeg
kaſtede mit Shawl om mig, lob over Gaden, uden at
ſee mig om, men Doren var tillaaſet, jeg bankede og
tog i den forgjeves. Naboerſken, Skredermadamen
Engelbrecht, kom ud paa Trappen og ſagde, at Pige⸗
børnene havde ſkudt Slaaen for indenfra, og den
ſtakkels Kone var gaaet bort. — Bort! Bort! hvorhen?
Veed man det? „Et fortvivlet Menneſke er utilregne⸗
ligt og veed ikke, Hvad det gjør,” ſagde Md. Engel:
brecht, idet hun traf paa Skuldren. „Ak Gud! det
gjør mig ondt for den ſtakkels Kone.“ Med uforrettet
Sag gik jeg med endnu tungere Hjerte derfra. Vil
Du troe det, Barn, jeg frygtede ſelv for, at denne
Helgeninde kunde have gjort en Ulykke paa fig ſelv.
Men hvor flammede jeg mig, da jeg fif at vide, hvad
hun havde gjort.

Timen flog; en ſtor Mtængde Menneſker bølgede
pan Torvet; den brutale Hob glædede fig til det bru—
tale Skueſpil og fang Smedeviſer om Jøderne.
Politi og Militair holdt Orden, og Veien til Raad—
huſet var ſperret. Fra et ſtort Vindue opleſte en
Retsbetjent Dommen, og Mengden jublede; nu dreiede
den ſkjcebneſvangre Væg lig i fine Herngſler, og med
blottet Bryſt, Hovedet ſcenket til Jorden og med et
Anſigt, ſom det i Fengflet vildtvoxede Skjceg endnu
mere vanſirede, traadte den Ulykkelige frem. Paany

„Tante Guttraud“. 25

udſtodte Mængden et endnu vildere Hyl. Allerede
boiede Nogle fig ned for at tage Steen og fafte dem
paa Forbryderen, — da aabnede fig Raadhuſets lille
Dor og Tante Guttraud traadte ud i det med Sol—
dater afſperrede Rum, men iſtedetfor at pasſere igjennem
det, blev hun ſtaaende ved „Gabeſtokken“, løftede fig
med den torre og knoglede Haand iveiret paa Jern⸗
gittret og ſtod nu paa Skampladſen, ſynlig for Alle,
tæt ved Siden af fin Mand, hvem hun havde til-
ſvoret Troffab under Brudehimlen. Saaledes ſtod
hun i flere Timer, men ikke fortvivlet, nei, ganffe
rolig, ſom om det var det Naturligſte af Verden.
Saaledes ſtod hun med Dinene feſtede paa ham, der
Jaae hen til hende, medens tunge Taarer, ſom han
ikke formaacde at aftorre, trillede ned i hans Stjæg.

Det var, ſom om et Lyn eller rettere ſom om
en Lysſtraale fra Gud havde truffet Mengden.
Skjeeldsordene og Hylet forſtummede pludſeligt. „Hans
Kone! Hans Kone! Hans uſkyldige Kone!“ tilhviſkede
den Ene den Anden, og faa mange luſfkede fig bort,
at Soldaterne ikke mere havde nogen Uleilighed med
at holde Pladſen ryddelig.

Preſten Matthias, ſom paa Veien til Aftenmesſen
i „Broderkirken“ horte, hvad der var pasſeret, traadte
nærmere til og tog Hatten dybt af.

Som en Lobeild gjennemfloi det hele Menigheden,
og lidt efter lidt ſtrommede Alle ſammen paa Torvet.
Man følte ikke længer nogen Skam, og man var ſtolt

26 „Tante Guttraud“.

af denne Adfærd. Lignende Forbrydelſer havde man
hort overalt og til alle Tider; men uhort var et ſaa—
dant Martyrium af den ecgteſkabelige Troſkab. Der
blev en ſtille Beundring; man ryſtede med Hovedet,
den Ene nikkede til den Anden, der hørtes dybe Suk,
og den gamle Rabbiner loftede ſine Hender iveiret
og udraabte: „Nu er jeg dog bleven faa gammel,
men alligevel veed jeg ikke, hvilken Velſignelſesformel
jeg ffal udtale over denne Handling.“ Jeg troer
endnu paa, at det ſkete paa Borgermeſter Schomburgs
Forlangende, at Tiden blev afkortet, og at Staklen
forſvandt for Mengdens Sine. Nu vilde Mængden
gjennembryde Spalieret. De havde visſeligen baaret
Tante Guttraud hjem paa Henderne, men hun var
forſvunden gjennem den ſamme Dor, ad hvilken hun
var traadt ud.

Manu ſogte hende forgjeves, ſkjendt Forſtander
og Menighed nu paa engang kunde finde Veien til
hende. Hun var hos „ham“ i Cellen eller indeluk⸗
kede ſig med Sine. Engang fandt jeg hende efter
mange frugtesloſe Forſog, og jeg ſank uvilkaarligt ned
paa Knef, ligeſom ved Knefaldet paa Forſoningsdagen,
men hun ſendte mig et haardt Blik og ſagde: „Betty,
Du forſynder Dig fvært! Hvad vilde din Moder, —
Fred være med hende, — tænke? hun var ti Gange
bedre end jeg!“

Da Churfyrſtinden blev fodt, bleve Mange be⸗
naadigede, og Straffetiden afkortedes. Da kom „han“

„Tante Guttraud“. 27

ogſaa fri. Men i de fugtige Caſematter vare hans
Hender og Fodder blevne veerkbrudne, og ſaaledes
henlaa han den øvrige Deel af fit Liv, ſom Du jo
ſaae, indhyllet i Kamferpuder og pleiet, ligeſom et
ſygt Barn, af ſin trofaſte Kone. De levede af eu
Aarsrente, ſom Familien havde ſkudt ſammen.

Kort efterat Du forlod vor By, endte „han“
ſine Lidelſer. Men ogſaa den taalmodige Lidendes
Livsopgave var fuldendt; og da hun ikke havde mere
at virke for her paa Jorden, kaldte Gud hende tilbage
til fit faderlige Skjod. Den eldſte Datter er Lerer⸗
inde. i en Arbeidsſkole, den yngre gift med en Skole—
lærer.

See! der har Du Hiſtorien om den Helgeninde,
der hviler under denne Sten.“

Moder reiſte ſig; bagved Egeſkoven gik Solen
ned, og dens Affkedsſtraaler ſpeilede fig i min Moders
vaade Sine. „Gives der endnu ſaadanne Kvinder i
Israel?“ ſpurgte hun.

Jeg ſaae taus op til hende og trykkede varmt
hendes kjerlige Hender.

Ved Berendt Salomon.

28

Fangen pan Mohen⸗Arach.
Ved
Adjunkt Chr. - Ramsgaard.

Natten imellem Langfredag og Paaſke Loverdag
1590 red fer ſterke Karle under Fakkelſtin op ad den
ſteile Vei til Borgen Hohen-Urach. Føreren for Toget
red foran; efter ham fulgte fire Karle, der havde en
Mand imellem fig, hvis mægtige Skikkelſe var ind⸗
hyllet i en lang Kappe af ſort Taft, ſaaledes ſom
lærde Mend dengang havde for Skik at bære dem;
den ſjette Rytter fulgte efter i en Heſtelcengdes Af⸗
ſtand med et blankt tveægget Sværd i den ene Haand
og en Fakkel i den anden. Af den hele Maade, hvor⸗
paa Toget var ordnet, og af den Omſteendighed, at
den Mand, Rytterne havde imellem fig, ikke alene
havde Hænderne bundne, men tillige Sinene tildekkede
af en ſaakaldet ſpanſk Hætte, var det let at forſtage,
at det var en Fange, der blev bragt til Hohen-Urach,

Fangen paa Hohen⸗Urach. 29

og det en Fange af Betydning, da man ellers neppe
havde valgt en faa uſedvanlig Tid til Reiſen eller
truffet fan omfattende Forholdsregler for at hindre
en Flugt.

Det var i Virkeligheden en betydelig Mand, man
paa den Maade bragte op til den gamle, ftærfe Borg.
Det var den keiſerlige Pfalzgreve Nicodemus Friſchlin,
den for faa beromte Doctor i Medicinen og Philoſo⸗
phien, den lærde Aſtronom og Profesſor i Tübingen,
den hoit priſte, med Laurbær kronede Digter, tidligere
Hertug Ludvig af Würtembergs Yndling, Hofdigter
og Drikkebroder. Alt dette havde Friſchlin, den würtem⸗
bergſke Virgil, ſom han med Rette kaldes, været, men
nu var han ſtyrtet ned fra fit hoie Stade. Længe
havde han, forviiſt fra Würtemberg, vanket om fra
Sted til Sted og kjempet med Nod og Elendighed,
og tilſidſt var han paa Befaling af den ſamme Hertug,
der tidligere i jaa hoi Grad havde ſkjenket ham fin
Gunſt, bleven faengflet i Mainz og foreløbig bragt
ſom Fange til Borgen Hohen-Würtemberg. Hin Lang⸗
fredag Nat blev den ulykkelige Digter afleveret i den
frygtelige würtembergſke Feſtuing Hohen-Urach.

Den forſte Anledning til den berømte Lærdes og
høit ſkattede Digters Fald gav en Strid, der var op⸗
ſtaaet mellem ham og den adelige Overfoged i Tü—
bingen, Fritz Herter von Herteneck, af hvem Friſchlin
var bleven dodelig fornermet ved et Gjeſtebud. Dybt
krenket over denne Medfart havde den lærde Pro⸗

30 Fangen paa Hohen⸗Urach.

fesſor i en latinſk Tale til Bondeſtandens Roes, ſom
han ovenikjobet lod trykke, tilladt fig nogle heftige
Angreb paa Adelſtanden i Almindelighed; han havde
faldt Adelsmendene Bondeplagere og Tyranner og
bvændemærfet dem ſom ugudelige, uvidende og troloſe
Menneſker, der vare iſtaud til at ove enhver Kjeltringe⸗
ſtreg, Synd og Laſt. Disſe Udfald fremkaldte en ſand
Forbittrelſesſtorm hos Landets Adel og navnlig blandt
de Adelsmænd, der vare boſatte i Tübingen og den
nermeſte Omegn; i Spidſen for dem ſtod Hofdommeren
Burchard von Anweil og den allerede nævnte Fritz
Herter von Herteneck. Forſt ſogte de at gjendrive
Friſchlins Angreb ved et Moͤdſkrift af en ſachſiſt
Theolog, Marcus Wagner, der mod et glimrende
Vederlag paa deres Vegne forfattede en Opſats med
Titelen: „Kort, enfoldigt, bondeagtigt Svar paa den
unyttige, bagvaſkende og forncermelige Snak og Kvekken
af en usſel Fro, der falder fig Nic. Friſchlin, laurbeer⸗
kronet Digter, keiſerlig Pfalzgreve og Profesſor ved
en berømt Hoiſkole i Tydſkland“. Dette Skrift, hvori
Friſchlin ligefrem blev ſigtet for Opror og ſtkildret
ſom en anden Thomas Münzer, havde kun tilfolge,
at der kom endnu mere ud af Sagen. Triſchlin be⸗
ſvarede det imod ham rettede Smadeſkrift ganſke i hin
Tidsalders uparlamentariſke Polemiks Aand med et
ikke mindre hadſk „Grundfaſt, ſandfcerdigt og nodven⸗
digt Svar paa en ære= og ſkamlos Opfkrift af Marx
Waguer, en Præjt, der falder fig Theolog og Hiſtoriker“.

Fangen pan Hohen⸗Urach. 31

J dette Skrift betegnede han Marx Wagner ſom en
„forloben Knægt, der pan Grund af Kirkeran, og fordi
han i Skotland havde klippet Blade ud af gamle Bøger
i forſtjellige Kloſtre, ſtulde have været hængt”, og han
gav ſin Modſtander en fan grov Medfart, at han
forſtummede for beſtandig.

Ved dette Moͤdſkrift var det imidlertid ikke lyk—
kedes Friſchlin at gjore godt igjen, hvad han havde
forbrudt ved fine Angreb paa Adelen. Han ſogte
rigtignok at forſone Adelsmendene ved et færligt
Forſvarsſkrift, hvori han ftræbte at tage Braadden fra
det, han havde ſagt i fin Tale til Bondeſtandens Roes,
idet han paaſtod, at han altid kun havde figtet til
Enkeltmand, ikke til hele Standen; men han kunde
heller ikke nu afholde fig fra fornermelige Yttringer,
idet han f. Ex. haanligt lod ſig forſtaage med, at Adels⸗
mændene aabenbart havde misforſtaaet hans Tale, da
kun de ferreſte af dem forſtod Latin. Fremdeles an⸗
vendte han ogſaa i dette Skrift endeel Kraftudtryk,
der aldeles umuliggjorde den tilſigtede Forſoning og
endnu mere opbragte Adelen. Adelsmendene i de
tydſke Kredſe, i Serdeleshed det ſchwabiſke og fran⸗
kiſke Ridderſkab tilligemed Ridderne i Wetterau og
Rhinkredſen, henvendte fig nu med ſpulſtige Klage⸗
ſkrivelſer til Hertugen af Würtemberg og fordrede, at
han ſkulde tvinge „den lognagtige Wreſkjcœnder, der
havde angrebet, forhaanet og kaſtet Snavs paa hele
det tydſte Ridderſkab“, til at falde ſine Udtalelſer

32 Fangen pan Hoheu⸗Urach.

tilbage og ſtraffe ham, ſom han fortjente, pan Wre
og Liv.“

Hertug Ludvig blev i hoi Grad ubehagelig berørt
ved denne Anmodning om at træde op mod hans
kjere Digter. Han afviſte de indgivne Klager, men
ſaage fig dog nødt til at gjøre Adelen enkelte Ind—
rommelſer. Han tog ikke mere, ſom Tilfeldet tid—
ligere hyppig havde været, Friſchlin med paa Jagt,
indbød ham ikke til Hoffet, men gav tvertimod Be-
faling til at nægte ham Adgang, og da han ilede til
Stuttgart for at forſone Hertugen, blev han afviiſt af
Dorvogteren paa Slottet. De trykte Eremplarer af
hans Tale til Bondeſtandens Priis bleve paa Her:
tugens Befaling beſlaglagte, og det blev paalagt Se—
natet for Univerſitetet i Tübingen „med Alvor og
Iver at arbeide hen til, at Friſchlin for Fremtiden
holdt fin uforſkammede Mund og ikke ſkrev, udgav
eller lod trykke Nogetſomhelſt uden Hertugens og Se—
natets Vidende.

Ved disſe Forholdsregler kom den lidenſkabelige
Digter og Lerde i ſtort Opror. Uden at endſe Her⸗
tugens Forbud, indgav han et Klageſfrift til den tydſke
Keiſer og ſendte et Exemplar af den beſlaglagte Tale
og Forſvarsſkriftet med, og i ſin Egenſkab ſom laurbeer⸗
kronet Digter og Pfalzgreve anraabte han den keiſer⸗
lige Majeſtckt om Ret og Retfærdighed ſamt om Be⸗
ſkyttelſe mod Adelens Angreb og Forfolgelſer. Dette
Skridt blev ſtjcebneſvangert for Friſchlin. Hertug

Fangen paa Hohen-Urad). 33

Ludvig blev meget forbittret, da han fik at vide, at
Friſchlin havde handlet mod hans klare og beſtemte
Befalinger. Han lod ham ufortovet ſtevne for Senatet
i Tübingen og fordrede, at han ydmyg fulde bede
om Forladelſe og erklære, at han fremdeles „vilde
være Hertugen og Senatet lydig ſom en underdanig
Tjener“. Friſchlin var for ſtolt til at gage ind der⸗
paa, og han bad Hertugen om Afſked for at kunne
„ſoge Tilflugt under den keiſerlige Majeſtets og det
romerſte Riges udſpendte Ornevinger“, ſom han ſlut⸗
tede fit Svar til Hertugen. Han afgav ligeoverfor
Senatet en lignende trodſig Erklæring, da det i en
hertugelig Afſendings Nœrverelſe kaldte ham til Regn⸗
ſkab. Friſchlin ſkal desuden have yttret, at „Orne⸗
vingerne ere ſterkere end Hjortetakkerne“, det paaſtaae
hans Fjender ialfald, og denne Hentydning til det
würtembergſke Vaaben kunde ikke undlade at ophidſe
Hertugen yderligere, ſaameget mere ſom Friſchlins
Embedsbrodre ved Univerſitetet, iſeer den hadſke Pro⸗
fesſor Martin Cruſius, nu ogſaa lode ſig henrive af
lav Misundelſe og holdt paa, at den dem langt over⸗
legne Digter og Lærde ſkulde fjernes fra fin Stilling.
Endſkjondt Friſchlin ſenere angrede fin Hidſighed og
erklærede fig villig til at opfylde Hertugens Forlan⸗
gende ſamt undertegnede et i den nævnte Aand affattet
Document, gik Hertug Ludvig dog ind paa at meddele
fin forhenværende Yudling Afſked, da Stenderne i

Krain kaldte den hoileerde Doctor Nicodemus Friſchlin
3

34 Fangen pan Hohen-Urad).

til Rector for deres Hoiſkole i Laibach. J Sommeren
1582 forlod den beromte Mand Univerſitetet i Tü⸗
bingen, hvis Bryd han under fin fjortenaarige Virk⸗
ſomhed havde været, og dermed gjorde han det forſte
Skridt henimod Ulykken.

J Laibach blev han modtaget med ſtor Hader,
og den mye Rectors Ry ſkaffede Hoiſkolen en meget
forøget Frekvents, men det varede ikke længe, for det
paa Grund af Forholdene blev umuligt for Friſchlin
at udfolde der en gavnlig og velſignelſesrig Virkſomhed,
og Opholdet i Laibach blev ſnart gjort aldeles umuligt
for ham. Ridderſkaberne i de tre Kredſe Schwaben,
Franken og Rhin ſamt i Wetterau, ſom vare i hoieſte
Grad forbittrede over, at Hertugen af Würtemberg
havde afviiſt deres Klager, rettede til Stenderne i
Krain et fælles Andragende, Hvori de fordrede, at
„Krainerne ikke maatte taale Friſchlin i deres Land,
men at de ſkulde bortviſe ham fra deres Enemeerker,
da de ellers vilde henvende fig til Keiſeren“. Steen⸗
derne i Krain afviſte vel denne Henvendelſe, men den
ſkaffede dog Friſchlin mange Fjender blandt Landets
Adel, og disſe bagvaſkede og forfulgte ham uophorlig,
ſaa at han tilſidſt i Harme over den Uretferdighed,
man vifte imod ham, forlangte fin Affked, der ogſaa
blev ham tilſtaaet, ſkjondt med ſtor Beklagelſe fra de
Myndigheders Side, der vare ham overordnede.

Efter et næften toaarigt Ophold i Laibach greb
Friſchlin Vandringsſtaven og drog tilbage til. fit

Fangen paa Hohen⸗Urach. 35

Hjemſted Tübingen, hvor han haabede at fage fin tid—
ligere Lœreſtol tilbage. Han rettede ſtrax efter fin
Ankomſt en underdanig Bon til Hertugen om atter at
faae Anſcttelſe, men der var for Sieblikket ingen
Profesſorpoſt ledig, og Hertugen bad ham haabe paa
Fremtiden. Friſchlin offrede ſig da af Nod og Trang
til anden Virkſomhed og ſyslede ifær med Udgivelſen
af fine i det latinſke Sprog affattede dramatiſke Verker.
Der var fem Skueſpil: Rebecca, Suſanna, Hildegard,
Priscian og Julius, der allerede tidligere vare blevne
opforte i Stuttgart ved Hertug Ludvigs Hof og havde
vundet ſtort Bifald. De bleve trykte i Straßburg
hos Bernhard Jobin, ſom det dengang var Skik og
Brug, paa Forfatterens egen Bekoſtning. Skjondt han
ikke led noget Tab ved dette Foretagende, blev han
dog ſkuffet i fin Forventning derved at fortjene det
Fornodne til Underhold for ſig ſelv og ſin talrige
Familie. Han kom i ſtor Nod, Hvorfor han gjorde
Forſog pan at fane Auſettelſe ved Skolen i Straßburg,
Hvor han havde taget Ophold. Men uagtet han havde
varme Anbefalinger fra høit anſete Skolemend, navnlig
fra den udmærkede Rector for Gymnaſiet i Straß⸗
burg, Johann Sturm, nagede han dog ikke fit Maal.
J ſin Fortvivlelſe henvendte han ſig atter til Hertugen
af Würtemberg og bad ham endnu en Gang om en
Anſcettelſe i Tübingen ſamt om et Laan pan 100
Gylden. Nu yukedes Hertugen over fin ulykkelige

Digter; han lod ham ikke blot udbetale den forlangte
3 *

36 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Sum, men udnævnte ham til extraordinair Profesſor
ved Univerſitetet i Tübingen, ſkjondt de af Cruſius
bearbeidede Profesſorer proteſterede derimod. Hans
Lon var ringe, men dog tilſtreekkelig til et anſtendigt
Udkomme, og Hertugen udnævnte ham desuden fort
efter tillige til würtembergſk Hofdigter, hvilken Stil⸗
ling paa Grund af hans Jernflid og ualmindelige
Skaberevne gav ham rig Leilighed til at foroge ſine
Indtegter. Det fane nu ud, ſom om han atter kunde
fane Lov til at fore en rolig og nyttig Tilvœrelſe, men
hans Fjender undte ham ingen Ro. Adelen forfulgte
ham med dobbelt Had, fordi han ſom for ſtod i Naade
ved Hoffet. Ligeledes maatte han lide under Cruſius'
og nogle andre Embedsbrodres Misundelſe, da de
laane deres Indtegter formindſkede for den aandrige
Lerdes Skyld, ſaaſom Studenterne kempede for at
faae Plads ved hans Forelæsninger, medens de ſelv
talte for tomme Benke. Adelen og Profesſorerne
ffyede Derfor intet Middel til at fortrænge ham af
Hertugens Gunſt og fra hans Embede, og da de
ingen hederlig Udvei kunde finde, greb de til Bag⸗
vaſkelſe og falffe Beſkyldninger.

Den 4de Januar 1586 indgav Univerſitetets Senat,
rigtignok efter en ſterk Oppoſition fra et Mindretals
Side, et Andragende til Hertugen om, at Friſchlin
maatte blive fat under Tiltale for et Mord, han for⸗
meentlig havde begaaet pan en Tjeneſtepige. For at
give denne Sigtelſe et Skin af Sandſynlighed, frem⸗

Fangen paa Hohen⸗Urach. 37

forte man endeel uſandferdige og opdigtede Bi⸗
omſtendigheder og urene Beveggrunde fra Friſchlins
Side.

Denne Anklage bragte naturligvis den lidenſkabe⸗
lige Friſchlin i voldſomt Opror. Han fandt det under
fin Verdighed at forſvare fig mod en ſaadan Be⸗
ſtyldning, og da man meddeelte ham, at han ſnart
vilde blive belagt med Arreſt, ſeirede hans opblus⸗
ſende Vrede over hans ellers fan rolige Overleg, og
for forſt og fremmeſt at værne om ſin perſonlige
Frihed, flygtede han den 4de Marts fra Tübingen og
begav fig til Frankfurt. Derpaa havde hans Fjender
netop gjort Regning, og den fortrolige Meddelelſe
om Udſigten til Fengſling var ſandſynligviis given
ham paa Foranſtaltning af dem. Hans Flugt, ſom
han ſenere kaldte en af de taabeligſte Streger i hans
Liv, blev nu anſeet for et farligt Vidnesbyrd om
hans Brode, og endſtjondt han ſtrax fra Frankfurt
tilſtillede Hertugen en ſkriftlig Retferdiggjorelſe, var
det ham umuligt derved at udviſke det flette Indtryk,
hans overilede Flugt havde gjort. Han gjorde lige⸗
ledes kun Ondt verre ved en glimrende latinſk Elegi,
han nogle Dage ſenere udſendte mod fine Anklagere,
og ſom indeholdt en Mengde af de groveſte Forner⸗
melſer mod mange hoitſtaagende Perſoner, men iſeer
mod Profesſorerne og Senatet i Tübingen. Dette
Skridt havde nemlig til Folge, at Senatet indgav en
Klage over Friſchlin for Fornermelſer i Ord, og at

38 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Hertug Ludvig paany blev forbittret paa ſin Hofdigter,
der atter havde ſyndet ſaa haandgribeligt mod det
ham givne Tilhold at holde ſin „uſtyrlige Mund“ i
Tomme. Hertugen anſaae ham nu for uforbederlig
og unddrog ham den ſidſte Reſt af ſin Bevaagenhed,
og Friſchlin var ikke iſtand til at forſone ham, da
han kort Tid efter bad Hertugen om Tilgivelſe og
tillige, dreven af Nod og Armod, bonfaldt ham om
Tilladelſe til med Sikkerhed for ſin Perſon at vende
tilbage til Tübingen. Hertugens Vrede tog tvertimod
endnu mere til, da man underrettede ham om, at
Friſchlin, uden at oppebie Svaret paa ſit Andragende,
ſtolt og trodſig var vendt tilbage til ſit Hus i Tü⸗
bingen, og at han der opførte fig, ſom om hau i
Virkeligheden havde faaet frit og ſikkert Leide. Dig⸗
teren blev derfor paa Hertugens Befaling af Under⸗
fogden Daicker og Borgermeſteren Kienlen affordret
Ord og Haandſlag paa at holde fig rolig i fit Hus,
indtil Underſogelſen imod ham var affluttet.

J tre Uger fad Friſchlin arreſteret. Den 7de
Juli indfandt Underfogden og Byſkriveren fig med to
Vidner i hans Huus, for at meddele ham Hertugens
Beſlutninger. De forelæfte ham et vidtloftigt Akt⸗
ſtykke, der, uden at gage nærmere ind pan den egent⸗
lige Gjenſtand for Underſogelſen, indeholdt en fuld⸗
ſtendig Fortegnelſe over alle de Synder, han havde
begaget eller ſkulde have begaaet. J Spidſen ſtod
hans Fornermelſer mod den hoie Adel, ſom indeholdtes

Fangen paa Hohen⸗Urach. 39

i hans Tale til Bondeſtandens Priis, derneſt hans
ſtadige Stridigheder med Profesſorerne og Senatet
og tilſidſt haus gjentagne Opſctſighed mod Hertugens
udtrykkelige Forbud imod at udgive og offentliggjore
Nogetſomhelſt paa Tryk uden hans Bidende. Hertugen
havde dog ikke iſinde at fare frem mod ham med al
den Strenghed, ſom han fortjente for alle disſe For⸗
ſeelſers Skyld, men paa Grund af fin medfødte Mildhed
ſtillede han ham de tvende Vilkaar „enten at under⸗
kaſte ſig en Underſogelſe efter alle Rettens ſtrenge
Former og den deraf folgende Straf eller at udſtede
en Forſkrivning, hvori han lovede for beſtandig at
forlade Hertugdommet ſamt forpligtede ſig til hverken
i Tale eller Skrift at angribe eller bagvaſke Hertugen
eller hans Raader og Tjenere eller ſine egne tidligere
Univerſitetsfeeller“.

Paa de nævnte Ovrighedsperſoners Sporgsmaal
om, hvilken Lod han valgte, erklerede Friſchlin, at
han beſtemte ſig for den ſidſte, efterſom han nok kunde
indſee, at han under en retslig Forfolgelſe af Sagen
hverken vilde nyde Ret eller Retfærdighed, da Her⸗
tugen faa beſtemt Havde ſtillet fig paa hans Mod⸗
ſtanderes Side.

Det blev derneſt kundgjort Friſchlin, at Hertugen,
hvis han paa nogenſomhelſt Maade handlede mod den
Forpligtelſe, han nylig havde indgaaget, forbeholdt fig
Ret til „at fare frem mod ham ſom mod en Meen⸗
eder, der havde brudt fit Ord og fit Segl, og til at

40 Fangen paa Hohen⸗Urach.

anvende alle loymeesſige Midler mod ham, hvor han
end maatte opholde fig”.

Den beklagelſesverdige Digter og Lærde gik og⸗
faa ind paa denne Betingelſe, og han underſkrev
denne Erklæring og forſynede den med fit Segl, uden
at tenke paa, at han ved dette Skridt berovede ſig
ſelv al Magt og Ret ligeoverfor fine Modſtandere,
og uden at ane, hvilke Folger der kunde flyde af
denne Handling. Faa Dage efter drog den ulykkelige
Mand bort fra Tübingen og ſit Hjem i Schwaben,
uden at vide, hvorhen han fkulde vende fig. Efter et
fort Ophold hos Biſkoppen af Speier, der ſkattede
baade ham og hans Lærdom hoit, begav han fig over
Worms og Mainz til Frankfurt, for udelukkende at
ſysle med poetiſke Arbeider og deres Udgivelſe. Men
ſkjondt det var herlige Aandsproducter, han ſendte ud
i Verden, bragte de ham kun ringe Indtægt; hans
Midler til fit Underhold ſmeltede mere og mere ſam-
men, og han ſank ſnart ned i den dybeſte Armod.
Han prøvede da paa at faae Anſettelſe i Marburg, Casſel,
Erfurt, Leipzig og tilſidſt i Dresden, men forgjeves,
da hans Fjenders Had allevegne fulgte ham i Helene
og tilintetgjorde hans Beftræbelfer. J ſin Fortvivlelſe
begav han ſig endelig til Prag, hvor han haabede at
hæve fin faldne Lykkeſtjerne paa Grund af hans Stil⸗
ling ſom keiſerlig Pfalzgreve; men han havde heller
ikke Held med fig der, uagtet han fandt en god Mod⸗

Fangen paa Hohen-Urad. 41

tagelſe ved Keiſerhoffet og i et Brev til den würtem⸗
bergſke Kantsler Melchior Jäger undertegnede. fig
„Hs. K. K. Majeſtcts bohmiſke Hiſtoriograf og Bib⸗
liothekar“. Dette Embede haabede han nemlig at
fage, men uagtet alle hans Anſtrengelſer og Intriguer
mod den lærde Hugo Clotius, der bekledte denne Poſt,
blev det ved Haabet. Da hans Stilling i Prag blev
mere og mere ſorgelig, tog han ſin Tilflugt til Witten⸗
berg, hvor Lykken endelig atter ſyntes at ſmile til
ham. Her lykkedes det ham at opnaage en Poſt ſom
Privatdocent, og det varede ikke længe, for han havde
den Glede at ſee fine Forelæsninger over Rhetorik og
Poeſi beſogte af en talrig og glimrende Kreds af
Tilhorere.

Friſchlins Vilkaar bleve dog ikke bedre; da han
ikke havde nogenſomhelſt faſt Indteegt, ſank han ſtadig
dybere i Nod og Elendighed, faa at hans Huſtru, hvis
det gaaer an at feſte Lid til hans arrige Fjende
Cruſius's Optegnelſer, fane fig mødt til lidt efter lidt
at bantfætte eller ſelge fine ſidſte Smykker og Koſt⸗
barheder. Friſchlin efterkom derfor med Glæde en
Kaldelſe til Staden Braunſchweig, for hvilken han
kunde takke ſin Ven Dr. Polycarpus Leyſer, der ſam⸗
tidig med ham havde ſtuderet i Tübingen, havde været
hans Embedsbroder i Wittenberg og nu var Super⸗
intendent i Braunſchweig. J Marts 1588 forlod han
Wittenberg, for at overtage Styrelſen af den ſaakaldte
Martinsſkole i Braunſchweig, og denne Lereanſtalt

42 Fangen paa Hohen ⸗Urach.

tog ſnart et meget ſterkt Opſving i Elevtal paa Grund
af den nye Rectors ſtore Lœrergaver. Uagtet han
i faſt Lon kun havde den ringe Sum af omtrent 300
Kroner og desuden Halvdelen af Skolepengene af
omtrent 600 Elever, havde han dog her atter opnaaet
en agtet og ſikker Stilling, i hvilken hans Formues⸗
omſtendigheder ogſaa kunde have forbedret ſig, hvis
han Havde kunnet lægge Baand paa fin rappe og
uſtyrlige Tunge, og ijær hvis det havde været ham
muligt af tæmme fin Stridbarhed og Spottelyſt. Man
havde allerede i Tiibingen lagt ham til Laft, at han
var altfor kaad og uſtyrlig ved Bægeret og ved Gilde⸗
bordet, og denne Svaghed flæbede endnu ved ham og
blev en bekjendt Sag, for han endnu ret var bleven
hjemme i Braunſchweig. Han var ved et Gjeſtebud
faa uforſigtig at foreleſe nogle af ham ſelv forfattede
Smedeviſer, der indeholdt en aaben og ufordulgt
Forncermelſe mod en af Tydſklands regjerende Fyrſter.
For at undgaae at blive fat faſt i den Anledning,
ſaae Friſchlin fig nodſaget til i Mulm og Morke at
flygte bort fra Braunſchweig, og Cruſius havde den
Fornoielſe at kunne indføre i fine Optegnelſer om
Friſchlin: „umulig i Braunſchweig“.

Nu var den udmerket begavede Lærde atter uden
Embede og Udkomme, og han vankede om i nogle
Maaneder og friſtede Livet paa en mere end kum⸗
merlig Maade, faa at han, hvis man kan ſtole paa
Cruſius's Optegnelſer, endog maatte gribe til Bettel⸗

Fangen paa Hohen⸗Urach. 43

ſtaven. Gan blev tilſidſt faa ydmyget og knuſt, at
han fane fig foranlediget til at henvende fig til fin
tidligere Velynder, Hertugen af Würtemberg, med
Bøn om en naadig Hjælp, „den være end nok ſaa
ringe“.

Hans ydmyge Begjering fandt ikke blot intet
naadigt Øre, men den blev endog afviift i en faa
frænfende Form, at den ulykkelige Digter blev. i hoieſte
Grad opbragt og forbittret. Uden at tage mindſte
Henſyn til den Forpligtelſe, han havde indgaget til
„hverken at angribe eller bagvaſke Hertugen eller
hans Raader“, ſtilede han fra Speier den 20de Marts
1590 til det hertugelig würtembergſke Cancelli, hvor⸗
fra han havde modtaget den ſaarende Afvisning, et
lynende Svar, hvori han fremforte de masſiveſte Grov⸗
heder mod dem, der havde undertegnet den unaadige
Skrivelſe til ham (det til ham udfærdigede „deoretum“
kaldte han ſaaledes et „Drecketum“), og beſkyldte dem
for Stolthed, Overmod og Letfeerdighed.

Denne Skrivelſe afgjorde Friſchlins Skjebne.
Efter ſine Raaders Tilſkyndelſe befalede Hertugen
Underfogden i Vaihingen, Endriß Schmidt, ſom den
Mand, der formeentlig var bedſt ſkikket til et ſaadant
Hverv, da han ſaavel udmærkede fig ved Kempe⸗
krœefter ſom ved Snuhed og Henſynsloshed, „at lægge
Haand paa Nicodemus Friſchlin og bemægtige fig hans
Perſon, hvor han kunde treffe ham“.

Endriß Schmidt udforte den ham meddeelte Ordre

44 Fangen pan Hohen⸗Urach.

paa en ſaadan Maade, at han i fuldt Maal retferdig⸗
gjorde den Mening, Hertugen og hans Raader nærede
om ham. Han gay fig ſtrax med nogle beredne Karle
paa Vei til Mainz, hvorhen Digteren haade begivet
fig fra Speier, og da han hos Churfyrſten havde er—
holdt Tilladelſe til at jætte Friſchlin faſt, red han en
Tirsdag Morgen i Slutningen af Marts til Friſchlins
Bopæl og forelceſte den intet Ondt anende Digter fin
Herres Befaling til at fore ham tilbage med fig til
Wiirtemberg, for at han der finde lide fin Straf for
at have krenket de af ham indgaaede Forpligtelſer.
Friſchlin foer heftigt op og beraabte fig paa fit Pfalz⸗
grevediplom og de Dermed forbundne Rettigheder.
Men Endriß Schmidt brod ſig ikke i mindſte Maade
om haus Privilegier og Diplomer; han lod ſine Svende
gribe ham og ſatte ham forſt i Forvaring i Jern⸗
taarnet. (Dette ſtaaer endnu tæt ved Rhinen og er i
den nyere Tid overladt Foreningen for Hiſtorie- og
Oldtidsgranſkning, efterat det i længere Tid havde
tjent til Militairfcengſel.) Efterat Underfogden havde
indhentet nye Inſtructioner, tog han efter tolv Dages
Forlob fin Fange ud af Fængflet og tiltraadte med
ham Reiſen over Höchſt, Stockſtadt, Amosbach, Buchen
og Möckmühl til Feſtningen Würtemberg, hvor han
indtraf ved Aftentid Palmeſondag den I2te April.
Borgfogden paa Hohen-Würtemberg, Lorenz Mar⸗
ſchalk, der nu fik den ulykkelige Digter under ſin Op⸗
ſigt, behandlede ſin Fange med ſtor Henſynsfuldhed.

Fangen paa Gohen=Urad. 45

Han anviſte ham et anftændigt Verelſe, lod ham ſpiſe
ved fit Bord, ja gav ham endog Lov til at modtage
Beſog og om Dagen at bevæge fig frit paa Borgens
Omraade. En faa menneſkekjerlig Fremgangsmaade
ſtred imidlertid baade imod Hertugens og hans Raa⸗
ders Anſkuelſer; disſe vilde tvertimod have „den
raſende Poet“ Holdt i ſtram Toile. Borgfogden fit
derfor efter faa Dages Forlob Befaling til at lade
Fangen under ſikker Bedekning bringe til Hohen⸗
Urach, og denne Ordre lod Marſchalk oieblikkelig bringe
i Udforelſe Langfredag Aften Klokken 10, endſkjondt
Friſchlin befandt ſig ilde, og et frygteligt Tordenveir
brød los i det Sieblik, Toget ſatte ſig i Bevegelſe.
Hohen⸗Urach, hvoraf der nu kun er Ruiner til
overs, var en mægtig Borg, ſom laa ban eu frit
ſtaaende, omtrent halvtredie tuſinde Jod hoi Klippe
ovenfor den eldgamle By Urach. Den beſtod af tre
over hinanden liggende og hinanden indeſluttende Af⸗
delinger, den ſaakaldte nedre, ovre og indre Borg,
der hver enkelt vare omgivne af en Ringmur, medens
den yderſte tillige var omgiven og vernet af en Vold
med Grave. Kun mod Veſt, i Retning af det ſaa⸗
kaldte Brühl, var der kun en enkelt Mur, da Naturen
her værnede bedre om Borgen, end Menneſkeheender
kunde have formaaet det. Her fandtes nemlig den⸗
gang og findes endnu neſten lodrette taarnhoie Klippe⸗
vægge, ſom umuliggjorde enhver fjendtlig Fremrykning
paa denne Side. Hohen-Urach var ſaaledes i lige

46 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Grad ſterk ved Natur og Kunſt og en af de faſteſte
Klippefeſtninger paa den Tid, Hvorfor den ligeſom
den nærliggende Borg Hohen-Neuffen blev benyttet
ſom Statsfengſel for færlig vigtige Fanger.

Klokken 3 om Morgenen ankom Fangen under
ſterk Bevogtning, ſom tidligere fortalt, til Hohen—
Urach, og naar Hertugen gjorde Regning paa, at den
der befalende Borgfoged, Hans Wilhelm von Wildnau,
kaldet Vol, vilde behandle den fangne Digter mindre
lemfeldigt end den flinke Marſchalk, tog han ikke feil
deri. Uagtet det var faa tidligt paa Morgenen, ſtod
Vol vieblikkelig op, da han fif Melding om, at Ade-
lens forhadte Fjende var kommen, og begav ſig ned
til den yderſte Port for i egen Perſon at tage ſin
Fange i Beſiddelſe.

„Saa har jeg Jer da endelig, J kvekkende Fro!“
udbrød han ved Synet af den fængjlede Digter. (Med
Ogenavnet „Fröſchlein“ blev Digteren ofte benevnet
af ſine Fjender paa Grund af dette Ords Lighed med
Navnet Friſchlin.) „Jeg velſigner den Dag, der gav
Eder i min Vold, J letferdige Gabflab! Jeg fkal
ordentlig ſole Eder i Eders Tale til Bondeſtandens
Priis her paa Hohen-Urach og ſorge for, at J under
Eders, ſom jeg haaber, langvarige Fangenſkab ſkal
befinde Eder faa flet ſom muligt!” ah

Friſchlin loftede ſit Hoved og tilkaſtede den Mand,
der ſaaledes vovede at ſpotte hans Ulykke, et lynende
Blik. „Jeg kan vel forſtaae,“ ſvarede han, „at J

Fangen ban Hohen⸗Urach. 47

efter Evne vil ftræbe i den antydede Retning; men
netop ved at ſpotte en Ulykkelig og ffjælde en Fange
ud beviſer J, Hr. Hans von Wildnau, Sandheden af
det, jeg paaſtod i den nævnte Tale, at enhver Skjendſels⸗
daad kan ventes af en Adelsmand!“

„Hund!“ ſvarede Borgfogden purpurrod af Vrede,
„usle, bjeffende Koter! Vover Du at fornærme mig
paa det Sted, hvor jeg raader? Vent, jeg ſkal vænne
Dig af dermed! Skrub Dig ind i dit Hul; der ſkal
Du blive ſaa mor, at Du ikke mere kan gjoe, men
blot pibe!“

Derpaa bod han Friſchlin at folge efter og forte
ham over tvende Gaardspladſer og gjennem mat op⸗
lyſte Gange til en tung, jernbeſlaaet Dor, ſom en
Slutter aabnede for ham. Et lidet, omtrent fire
Skridt langt og ligeſaa bredt, af en oſende Lampe
oplyſt Rum kom tilſyne, og en Steentrappe paa tre
Trin forte derned. Vol ſtrakte Armen ud og betydede
Friſchlin, at han ſkulde ſtige ned.

„Derned?“ ſpurgte Digteren baade forbauſet og
forbittret. „Skal det være min Bolig?”

Med et Skuldertrœk ſvarede Vol: „Fanger faae
Arreſter, ikke Boliger.“

Friſchlin dæmpede fin Harme og gik derned.
„Jeg feer ingen Seng,“ ſagde han og tilkaſtede den
haanligt ſmilende Borgfoged et ſporgende Blik.

„IJ ſkal fane et Knippe Halm,“ ſvarede denne
med Armene korslagte over Bryſtet, „ja for min

48 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Skyld gjerne hele to; dem maa J tage Plads paa,
naar J foler Lyſt til at ſove.“

„Min Herre!“ foer Friſchlin nu op, „et ſaadant
Fangehul vilde vere usſelt for en Rover og Morder,
og jeg er ingen af Delene. Jeg fordrer en anſtendig
Bolig, et ridderligt Fængfel, ſom det tilkommer en
Fange af min Stand!“ ;

»Anftændig Bolig, ridderligt Fcengſel?“ udbrød
Borgfogden med et Haanſmiil. „Med hvilken Ret
kan J fordre et ridderligt Fernngſel?“

„Keiſeren har ſmykket mig med Digterens Laurbeer⸗
krands, og jeg er keiſerlig Pfalzgreve!“ raabte Friſchlin,
idet han ſtolt og ſelvbevidſt loftede ſit Hoved.

„J er et Menneſke, ſom har fornærmet min naa⸗
dige Herre og hans fornemſte Raader og bagvaſket
hele den hoie Adel,“ ſvarede Vol med Eftertryk,
„mere er J ikke i mine Dine!“

„Jeg gaaer ikke ned i dette Fangehul,“ ſkreg den
i hoieſte Grad forbittrede Digter. „Jeg ſtotter mig
paa de Privilegier, mit Pfalsgrevediplom har fkaffet
mig!“

„Hans fyrſtelige Naade Hertugens Befalinger
have hos mig Overvegten over Eders Privilegier!“
var Vols kolde Svar. „De ere klare og tydelige nok:
jeg ſkal kaſte Eder i Fengſel, og J er her for at
lide Straf, ikke for Jornoielſens Skyld!“

„Det er ikke,“ raabte Friſchlin ryſtende af Harme,
„og kan ikke være Hertugens Mening, at jeg fkal

Fangen paa Hohen⸗Urach. 49

mishandles her paa en faa oprorende Maade, jeg,
ſom ſaalenge har været hædret med hans Venſkab!
Vogt Jer for at overſkride hans Ordre!“

„Det er Hertugens Sag at bedomme, hvorvidt
jeg gjør det!“ ſvarede Vol, „men J praler forgjæves
af min naadige Herres Veuſkab; det er forbi dermed,
thi han ſender ikke ſine Venner til Hohen⸗Urach.
Derfor fremad, ned med Jer!“ foiede han til med
barſkt Stemme og pegede atter med fin udſtrakte Arm
ned i det fugtige og morke Hul.

„Jeg gaaer ikke ned i dette Feengſel!“ ſvarede
Friſchlin beſtemt og vendte fig om for at træde tilbage.

J ſamme Sieblik gav den ophidſede Borgfoged
imidlertid Digteren et Stod for Bryſtet, faa at han
tumlede ned ad Trappen ind i Cellen og ſtyrtede
omkuld paa det haarde Leergulv. Raſende reiſte han
fig op, men Doren blev med ſtor Larm flaaet i og
ftænget.

Friſchlin havde allerede vanfmægtet i tre Uger
i fit usle Fangehul uden Luft, Lys og Seng, da „den
godmodige Soldebroder“ Hertug Wilhelm endelig for-
barmede fig over fin forhenværende Ven og gav Be⸗
faling til, at Borgfogden pan Hohen⸗Urach ſkulde
bringe fin Fange til et bedre Verelſe, give ham en
Seng og give ham Lov at bruge Skrivetoi og Papir,
for at han pan ſedvanlig Viis kunde hengive fig til
aandelige Sysler. Men han befalede tillige, at Alt,
hvad Friſchlin ſkrev, ſkulde forelægges ham, „for at

4

50 Fangen paa Hohen⸗Urach.

man kunde lere hans Sindelag og Tenkemaade at
kjende.“

Vol adlod ugjerne ſin Herres Befaling. Ifolge
Cruſius's Beretning bragte han ſin Fange hen i en
file Stue over Borgporten, ſom ialfald udmærkede
fig fremfor hans hidtilvoerende Fangehul derved, at
det hverken manglede Lys eller Luft. Det eneſte
Vindue var tet tilgittret, og den tunge Dor var for:
fynet med tre ſtore Slaaer. Borgfogden var oven—
ikjobet ſaa forſigtig at forſyne Kakkelovsaabningen
med en Jerndor, der blev lukket med en Tverſtang
og en Hengelaas.

Friſchlin vaagnede ligeſom til nyt Liv, da han
efter faa lang Tids Forlob atter kunde nyde friff Luft
og glæde fig ved Dagslyſet. Han fattede nyt Mod
og Haab og ventede, at hans Skjebne atter vilde
vende ſig til det Bedre; Hertugen vilde nok ſnart ikke
blot ſkjcenke ham Friheden, men ogſaa igjen unde
ham fin Naade ſom i gamle Dage. Han gjorde
derfor efter en ſtor Maaleſtok Brug af det Skrive—
materiale, man havde forundt ham, og ſyslede fra
den tidlige Morgen til den ſildige Aften med Jernflid
med Udforelſen af en Tanke, han havde fattet i Be⸗
gyndelſen af ſit enſomme Fangenſkab, nemlig med et
vældigt latinſt Epos om Israels Folks Kongehiſtorie
efter Samuels, Kongernes og Kronikernes Bøger.
Affattelſen af dette Digt, det ſkjonneſte af Friſchlins
Arbeider, ſom han gav Navnet Hebraeis, og hvis tolv

Fangen paa Hohen⸗Urach. 51

Boger med ikke mindre end 12,500 Hexametre han
fuldendte i den utrolig korte Tid af ikke fuldt fire
Maaneder, udgjorde i denne Tid Fangens eneſte Tids⸗
fordriv, hans eneſte Troſt i hans Ulykke. Fordybelſen
i hans Tankers Rigdom og Fylde lettede ham hans
enſomme Tilverelſe, og Bevidſtheden om ved denne
Virkſomhed at have ffabt et ſtort og udodeligt Veerk
loftede ham op over de Lidelſer, hans Fangenſkab
voldte ham. Denne Bevidſthed var mægtig og levende
hos ham, og i en Henvendelſe til ſin Velynder Lands⸗
hovmeſter Melchior Jäger yttrede hau blandt Andet,
at „dette Vært vilde beſtage fan længe ſom Himlen
og Jorden, medens de dalevende Menneſkers Been
vilde ſmuldre hen til Stov og Aſke.“

Dette ſit ſidſte Arbeide tilegnede Friſchlin Hertug
Ludvig i det Haab, at Fyrſten af Glæde derover ſkulde
jætte Skaberen af et fan betydeligt Veerk i Frihed.
Denne Fortroſtning udtalte han i nogle Vers, han i
den Anledning rettede til ſin Landsherre. Han bad
den naadige Fyrſte ikke at nægte at modtage det ſtore
Digt i tolv Boger af „den würtembergſke Maro“ og
ikke at glemme ſin fangne Digter, men have den Naade
at loſe „ſin Virgils“ Lenker.

Digtet vandt Hertugens hoieſte Bifald, men
Friſchlin blev dog ſtuffet i fine Forventninger. Hertug

Ludvig lettede hans Fangenſkab i enkelte Henſeender,

men han blev ikke fat i Frihed. Da ſank den ulßykke⸗
lige Digter ned i mat Fortvivlelſe, en uovervindelig
4*

— — SR

52 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Lengſel efter Huſtru og Born greb ham, og han
nærede en grundet Frygt for aldrig mere at gjenſee
dem. Fra dette Sieblik modnedes den Beflutning hos
ham at befrie ſig ſelv, en Beſlutning, der ſtulde gjore
en brat Ende paa hans Liv.

Sondagen den 29de November 1590 beſluttede
Friſchlin at udfore ſin Plan. Der var kommen en
ny Borgfoged til Hohen-Urach, og von Wildnau var
bleven forfremmet til Commandant pan Hohen-Aſperg.
Denne Begivenhed blev naturligviis feiret ved et
vældigt Drikkelag paa Feſtningen. Fra fin enſomme
Celle kunde Friſchlin hore den glade Begerklang ſaavel
i Hoienloftet ſom fra Svendenes og Tyendets Stuer;
han horte lyſtige Drikkeviſer paa alle Kanter og
haabede at kunne iveerkſctte fin Flugt i Nattens Morke,
naar den beruſede Befætning laa i dyb Sovn. Der
kom rigtignok noiagtig til den foreſkrevne Tid, Klokken
fem om Eftermiddagen, da det begyndte at blive morkt,
en Karl af Vagtmandſkabet ind i Fangens Celle, for
at foretage det regelmesſige Efterſyn og endnu en
Gang lægge til Ilden i den kempemesſige Kakkelovn.
Fra den Tid af havde Friſchlin ingen Forſtyrrelſe at
frygte fra den allerede ſterkt beruſede Karls Side.
Han tog derfor i Haſt Lagenerne og Tepperne af
Sengen og begyndte at ffjære dem i ſmalle Strimler
med ſin Pennekniv. Disſe ſnoede han ſammen og
knyttede Stykkerne til hinanden, ſaa at han fit fig
gjort et Toug af tilſtrœkkelig Styrke og Længde til at

Fangen paa Hohen:Urad). 53

fire fig ned over Borgmuren og derved fætte fig i
Frihed, hvorefter han følte den heftigſte Længfel. Da
Klokken ſlog ni, var han netop ferdig med fit Arbeide.
Det var ham paalagt ved dette Klokkeſlet at flukke fin
Lampe, men han behovede ved denne Leilighed nogen
Belysning, om den end var nok ſaa mat, hvorfor han
ſtillede Lampen under den eneſte Stol, han Havde i
Verelſet, og hængte fin lange Kappe over den, faa
at der herſkede fuldſteendigt Morke i det lille Rum.
Han fatte fig derpaa, ryſtende af Bevegelſe, paa fin
Seng og lyttede med fpændt Opmeerkſomhed til Larmen
i den ſtore Sal paa Borgen, der tog mere af, efter⸗
ſom Deeltagerne i Gildet en efter anden bleve ſterkere
og ſterkere betyngede af Drikkevarerne.

Endelig ſvandt den ſidſte Tone af Dritkkeviſerne,
og der indtraadte dyb Stilhed; Friſchlin ſtod op. Die⸗
bliklet var kommet til at vove et Forſog paa Flugt.
Med ſtor Forſigtighed trak han ſin Kappe lidt bort
fra Stolen, hvorunder han havde ſtillet Lampen, faa
at en Lysſtribe kunde falde paa Kakkelovnen, hvor⸗
igjennem han havde tænkt paa at iværffætte fin Flugt
Han lagde raſk fin Haand paa den overſte Deel af
Kakkelovnen, og med et voldſomt Ryk rev han den af.
Ilden var allerede fuldſteendig gaaet ud, men Jernet
var varmt endnu; Friſchlin lod ſig imidlertid ikke
ved denne Omſtendighed forſtyrre i ſit Arbeide. Stykke
for Stykke tog han Kakkelovnen ned med fan liden
Støj ſom mulig, og fart var den rigtignok meget

54 Fangen paa Hohen⸗Urach.

ſmalle Aabning ind til Skorſtenen fri. Forſt ſtak han
ſit Toug gjennem Aabningen, og derpaa lykkedes det
ham at trænge derind med fit [være Legeme. Han
kunde ikke undgaae at ſaare fig paa Murværket, men
derpaa agtede han ikke; han naaede længere og længere
frem, og endelig ſtod han paa den anden Side af det
ſmalle Hul.

Han ſtandſede nu et Sieblik for at ſamle Kræfter
efter den uhyre Anſtrengelſe og lytte efter, om der
nærmede fig Nogen. Alt blev ved at vaere dodſtille.
Saa lavede han fig til at klavre op igjennem Skor—
ſtenen, og han folte ſig for, om der var noget Holde—
punkt at fane fat paa for Hender og Fodder; derved
kom han til at ſtode mod Kamindoren, og den aab—
nede ſig mærfværbdigt nok. Den beruſede Karl havde
om Eftermiddagen glemt at ſette Jernſtangen for,
eller han havde maaſke anſeet det for overflødigt ſtadig
at anvende denne Forſigtighed, ſom han faa ofte
havde brudt fit Hoved med at huſke til ingen Nytte.
J ſtor Haſt greb Friſchlin ſit Toug og traadte ſagte
ud af Kaminen ind i den beelmorke Gang. Forſigtig
folte han ſig for ved Enden af den, hvor et mat
Lysſkin tydede paa Tilſtedevcœrelſen af et Vindue.
Han aabnede det, og det var ikke tilgittret.

J det neſte Sieblik ſad Friſchlin i Vindues⸗
karmen. Mork og ſtille laa Borggaarden under ham,
og den eneſte Lyd, der trængte fig frem til hans Øre,
var de af en heftig Storm ryſtede Grantrœers Suſen,

Fangen paa Hohen⸗Urach. 55

ſom lod til ham fra Bjergſkoven rundt om Borgen.
Friſchlin overveiede, om han ſkulde offre en Deel af
ſit Toug og fire fig ned i Gaarden eller lade fig
falde, og han valgte den ſidſte Udvei, da Vinduet
efter hans Beregning neppe kunde ligge meget hoit
over Gaardspladſen, medens Ringmuren, ſom han
ſkulde ſtige over, efter hvad han kunde ſlutte fig til,
maatte være af en meget betydelig Hoide, hvorfor han
ikke mente at kunne undvære noget Stykke af fit
Toug. Han fattede derfor hurtig den Beſlutning, at
fvinge fig ned fra Vindueskarmen, og lod fig falde ned
i Gaardsrummet.

Det var et Spring paa Liv og Dod, da Hoiden
var langt betydeligere, end Friſchlin havde ventet; men
han var dog jaa heldig at komme uſkadt derfra. Uden
Toven ilede han nu over Borggaarden hen til Ring⸗
muren, hvor han efter nogen Sogen i Nærheden af
Heſteſtalden fandt en Trappe, der forte til et Galleri,
ſom fandtes bagved Murkronen. Han ſteg raſk op.
Han boiede fig over Murtinden og ſogte med et hur⸗
tigt Blik at gjennemtreenge det dybe Morke, der laa
under ham, for om muligt at danne ſig en Foreſtilling
om Murens Hoide. Al hans Stirren var imidlertid
forgjæves,, Dybet gabede kulſort under ham, og kun
Toppene af Grantrœerne, ſom han horte ſuſe neden⸗
under fig, bragte ham paa den Formodning, at Dybden
maatte være: meget betydelig. Alligevel beſluttede
Friſchlin at vove Flugten netop pan bette Sted. Han

56 Fangen paa Hohen:Urad).

ſlyngede fit Toug faſt om Murtinden, befalede fin
Sjæl Gud i Bold og ſvang fig op paa Murkronen.
J dette Oieblik horte han Lyden af Skridt, der ſyntes
at nærme fig hurtigt; en pan Galleriet opſtillet Skild—
vagt, der under Indflydelſe af Trætheden og Vinen
var falden i Søvn, vaagnede netop nu ved et reent
Tilfælde og horte Larm i Nerheden, uden at ane, at
den var Folge af et Flugtforſog.

„Hpem der?“ raabte Soldaten, da han kom
nærmere.

Uden at give noget Spar, tog Friſchlin med et
faſt Tag Touget imellem ſine Hender og ſtyrtede ſig
ned fra Muren. Det Ryk, han gjorde i Touget, var
for ſtœrkt, og Friſchlins Legeme var for tungt for
Touget. Dette gik itu umiddelbart under Murtinden,
og den ulykkelige Digter ſtyrtede ned i den gruelige
Afgrund, der netop paa dette Sted, ſom vendte ud
imod Brühl, var allerdybeſt.

Neſte Morgen fandt man Friſchlins frygteligt
lemleſtede Liig hængende paa Klippen. Han maa
være dod dieblikkelig; thi foruden flere Brud paa
Arme og Ribbeen og fvære Saar paa Hoved og Bryſt,
havde den ulykkelige Mand knekket Nakkebenet. Han
opnaaede kun en Alder af 43 Aar.

Von Wildnau indgav ſtrax til Hertugen en Be⸗
retning om denne ſorgelige Begivenhed, og ifolge
hoieſte Befaling blev Nicodemus Friſchlins jordiſke

Fangen baa Hohen⸗Urach. 57

Levninger den 4de December jordede paa Urachs
Kirkegaard „paa en ſerlig Plads ved Muren“.

For længe ſiden er hans Grav forſvunden, og
intet Menneſte i Urach er mere iſtand til at viſe Nogen
det Sted, hvor den ulykkeligſte af alle ſchwabiſke Dig⸗
tere endelig fandt Ro og Hvile efter ſit Livs mange
Omſkiftelſer. J flere Aarhundreder var denne betyde⸗
lige Digters Navn nedſunket i Glemſel, og forſt i den
nyere Tid ere Nicodemus Friſchlins Værter atter komne
til Wre og Verdighed. Chriſtian Friederich Daniel
Schubart, Hohen-Aſpergs Friſchlin, var den forſte, der
vakte Mindet tillive om den glemte Digter, idet han
fra fit Fengſel ſpurgte, hvor Friſchlin, hans Broder
i Mand og Sfjæbne, laa begraven. Senere forher⸗
ligede Juſtinus Kerner de ſchwabiſke Digteres Older⸗
mand ved et ſfjont Digt, og fra den Tid af er Friſchlin
ikke alene opſtanden fra de Døde, men han har end-
ogſaa vundet den ÜUdodelighed, hans Verker have
fortjent.

58

Bispen paa Polum.

Af
Georg H. Madſen.

Saa afſides end Island er beliggende, undergik
denne O, der af Naturen ſynes at være bejtemt til
at ſtage udenfor alle Verdensbegivenheder, dog ikke at
blive berort af den ſamme Strid mellem Stat og
Kirke, ſom i Middelalderen herſkede i det øvrige
katholſfe Europa. Vel vare Islands Geiſtlige ikke
Fremmede, men Indfodte og dertil Mend af Landets
fornemſte Slægter, men alligevel udeblev ikke Kampen;
den blev kun ſaameget heftigere, ſom den ofte antog
Charakteer af Familieſtridigheder. Saalcenge Island
bevarede fin Selvpſtendighed, lykkedes det imidlertid
ikke Prœſteſtanden at beſeire de mægtige Stormend.
Ei af de meſt charakteriſtiſfe Epiſoder i denne Kamp
er det Forſog, Gudmund Areſen, den femte Biſkop
paa Holum, Islands nordligſte Biſpeſtol, gjorde paa

Biſpen paa Holum. 59

at hæve fig over Hopdingerne, et Forſog, der blev til
hans egen Fordervelſe.

Gudmund blev fodt 1160 paa Gaarden Grjota
i Horgaadal paa Nordlandet. Hau var ikke ret
gammel, da han miſtede fin Fader, og da den Arv,
der ved denne Leilighed tilfaldt ham, var hoiſt ube⸗
tydelig, mente hans Frender, at det var bedſt for
ham, at han blev holdt til Bogen. Hans Farbroder,
en Prœſt ved Navn Ingemund, tog fig da af hans
Opdragelſe og Uddannelſe. Men ſkjondt der fortælles
flere Træf fra hans tidligſte Barndom, ſom fkulle
varſle om den vordende Biſkop, var Gudmund dog
mere for verdslig end for geiſtlig re. Længere
Tids Sygdom bragte ham dog paa andre Tanker, og
da han var 25 Aar gammel, lod han fig præftevie.
Snart meldte allehaande Jærtegn om den unge Preſts
Hellighed. Herved tiltog naturligviis hans Anſeelſe,
ſaagat hans Sognefolk engang, da han vilde forlade
fit Preœſtekald og drage et andet Sted hen, fik Bi
ffoppen til at holde ham tilbage, uagtet han allerede
havde givet ham Tilladelſe til at reiſe.

J Aaret 1201 døde Biſkop Brand paa Holum.
Hine mange Jertegn og ikke mindſt Gudmunds Ven⸗
ſkab med Nordlandets megtigſte Hovdinger bevirkede,
at man vilde vælge ham til Brands Efterfolger.
Men det faldt ligeſaa vanſkeligt nu at fane ham til
at ville være Biſkop ſom for til at være Prœſt. Da
Tidenden om hans Valg blev bragt ham, blev han

60 Bifpen paa Holum.

greben af en ſaadan Ræbfel, fortælles der, at han
hverken kunde ſove eller ſpiſe af lutter Forfeerdelſe.
Da der var en anden Preſt, [om Enkelte onſkede
valgt, ſogte han endog ſelv at formage denne til at
modtage Valget. Men netop nu forkyndte nogle nye
Jertegn det ſom Forſynets faſte Beſlutning, at han
ſtulde være Biſkop, og da den indflydelſesrige Kolbein
Tumeſen, ſom havde den afgjorende Stemme, havde
taget den ſamme Beſlutning, lod Gudmund fig tilſidſt
overtale. Den Dag, han gav fit Samthykke, blev der
holdt ſtort Gilde hos Kolbein paa hans Gaard Vide—
myre. Gudmund fad i Hoiſedet, og Kolbein bar ſelv
Maden frem og bredte Dugen for ham. Ved et
Uheld blev Dugen reven i Stykker. Kolbein gjorde
ſtrax en Undſkyldning, fordi han lagde en faa flet
Dug for faa hoicerverdig en Herre, hvortil Gudmund
ſmilende bemeerkede, at det vilde ſikkert gage hans
Biſpedomme ligeſom Dugen.

Denne Spaadom ſkulde ſunart begynde at gage i
Opfyldelſe. Gudmund var i Aaret 1203 ikke ſaa⸗
ſnart kommen hjem fra Norge, Hvor han havde mod—
taget Indvielſen, for det viſte ſig, at Biſpen „var
mere herſkeſyhg og mindre eftergivende, end Kolbein
havde ventet“. Denne mente at have gyldigt Krav
paa en Pengeſum hos en Præft i Holum Stift.
Preſten havde imidlertid ikke ſamme Mening om
Fordringens Lovlighed og tog fin Tilflugt til Bi⸗
ſkoppen, der frikjendee ham. Det var en Kraeenkelſe,

Biſpen paa Holum. 61

ſom Kolbein ikke havde ventet; Folgen blev, at nu
vilde han have Praſten ſtraffet og bragte Sagen
under Forhandling paa Althinget. Her modte Bi—
ſkoppen i fuldt Ornat og nedlagde et hoitideligt For-
bud mod, at den verdslige Magt gav fig af med at
domme en Geiſtlig. Thinget brod ſig imidlertid ikke
om hans Forbud, men fældede alligevel Dom over
Bræften. Den folgende Dag negtede da Biſkoppen
Kolbein og Alle, der havde deeltaget i Domfeldelſen,
Adgang til Gudstjeneſten. Det gjorde imidlertid ikke
ſynderlig Virkning paa Kolbein; forelobig gjorde han
dog intet Videre ved Sagen og drog hjem. Men ud
paa Hoſten kom han med ſine Folk til Holum og
erklerede de Mænd fredloſe, ſom havde Omgang med
den domte Preſt, der havde ſogt Beſkyttelſe paa
Biſpeſceedet. Gudmund lod fig imidlertid ikke forknytte
deraf, men beſvarede Kolbeins Erklæring med at lyſe
ham i Ban. For denne Gang lykkedes det dog begges
Venner forelobig at hindre alvorlig Strid, idet de
fik Kolbein bevæget til at overgive Sagen til Bi⸗
ſkoppens Dom. Gudmund idømte da fin Modſtander
en temmelig ſtor Bode, for hvis Betaling flere Bonder
gik i Borgen.

Kolbein betalte dog ingen Bode, tvertimod varede
det ikke længe, for han paany tilligemed et Par andre
Hopdinger. Hall Klappjärnsſon og Preſten Sigurd
Ornesſon, begik flere Voldſomheder i Stiftet. Den
truende Feide blev dog ogſaa denne Gang forebygget.

62 Biſpen paa Holum.

Hidtil havde Gudmund faa nogenlunde bevaret Over⸗
magten og begyndte nu at troe fig ſikker. Han var
Islœender faa godt ſom ſine Modſtandere og kjendte
derfor ikke til at fare med Lempe. Mod Bonderne
viſte han ſtor Strenghed; jevnlig anklagede han dem
for mere eller mindre betydelige Forſeelſer, hvilket
tilſidſt gjorde hans Herredomme reent utaaleligt for
dem. Som Biſpen opforte ogſaa hans Mænd fig.
En Klerk forforte en Kvinde, og da hendes Broder
ikke fane anden Udvei til Hevn, henvendte han ſig
til Kolbein, der naturligviis ſtrax antog ſig hans Sag.
Dennegang var dog Gudmund villig til Forlig og
tilbod Bod, men Kolbein vilde ikke modtage Tilbudet;
„thi, ſagde han, det nytter intet at forlige fig med
Biſkoppen; han bryder ethvert Forlig.“

Flere af Biſkoppens Mænd bleve domfeldte paa
Thinge, men det frugtede ligeſaa lidt ſom de Ban—
ſtraaler, Gudmund udſlyngede mod Kolbein og hans
Feller. De Domfældte Havde Tilhold paa Holum,
og de Banlyſte gik i Kirke og bleve ſom hidtil be—
tjente af deres Preſter; flere af disſe vilde eller
turde nemlig ikke rette ſig efter Biſkoppens Befalinger.
Striden var ſaaledes ſtagende i nogen Tid. Da blev
der en Dag Møre i Holum Biſpegaard. Et Rygte
var kommet Gudmund for Ore, at Kolbein agtede at
gjeſte Holum med en betydelig Styrke. Biſkoppen,
der i Vieblikket havde flere Klœerke end Krigere hos
ſig, fandt det raadeligſt at komme bort i Tide og

Biſpen paa Holum. 63

drog nordpaa. Men Kolbein kom ikke, og Gudmund
vendte ſnart tilbage. Underveis havde hans Folk
rovet og plyndret flere Steder, ſelv beſogte han Sigurd
paa Modruvellir og tog flere Reliquier og Hellig—
Domme med fig, forat de ikke ſkulde beſmittes ved at
være hos de vanhellige Fjender. Sigurd og Arnor
Tumeſen ſendte Budſkab til Kolbein om Biſpens
Feerd, og nu blev det til Alvor med Toget til
Holum.

En Sommerdag 1208 drog da to ſtore Skarer,
den ene anført af Arnor og Sigurd, den anden af
Kolbein, op imod Holum. Flere Mænd, ſom Ogmund
Sneis, havde Venner pan begge Sider og ſogte at
mægle Fred. Herpaa vilde Kolbein ikke indlade fig,
for han fif de Mend udleverede, ſom vare blevne
domfeeldte, hvortil Gudmund lod ſvare, „at han ikke
vilde ſende fine Folk under Oxen“. Kolbein vilde
ikke engang lade Biſkoppen ſelv drage bort; ikke des⸗
mindre forſogte denne dog at undſlippe fulgt af 360
Mand, hvoriblandt 3 Abbeder, 2 Munke og neſten
40 Preſter foruden mange Klerke; der var vel des⸗
uden ikke faa kampdygtige Mænd i Skaren, men for
det meſte beſtod den af Drenge og Betlere.

„See, Kolbein, der rider Bifkoppen bort med
din Wre“, raabte een af Kolbeins Mænd. Denne
(od ſtrax fine Folk ſtige tilheſt og red med neſten
500 Mand henimod Biſkoppen. Denne vilde ride til
Side, men atter kom Kolbein ham i Veien. Nu var

— 2

64 Biſpen paa Holum.

Kampen uundgaaelig og fortes ſnart med den ſtorſte
Hidſighed paa begge Sider. Som Striden var hedeſt,
blev Kolbein ramt i Panden af en Steen. Han faldt
til Jorden, og da han mærlede, at Det vilde blive
hans Dod, forlangte han en Preſt. Da denne var
kommen til ham, ſpvoer han Forligsed, tog Sacra⸗
mentet og dode. Med Kolbeins Fald ſtandſedes
Kampen. Flere af hans Folk greb Flugten, andre
overgave fig og lovede Biſkoppen Lydighed; paa begge
Sider havde mange Mænd miſtet Livet. Med de fra
Kolbeins Mend erobrede Vaaben vendte Gudmund
ſig derpaa mod Arnor og Sigurd, der netop nu
ankom til Kamppladſen. Da de ſage, hvorledes det
var gaaet deres Forbundsfelle, ſogte de at undſlippe,
haardt forfulgte af Biſkoppen og hans Mænd. Den
folgende Nat indſage Sigurd og Arnor, at Biſkoppen
kom dem nærmere og nærmere og fnart vilde naae
dem; begge Anforerne ſnege ſig derfor bort fra deres
Folk og ilede ſydpaa. Hall Klappjärnsſon overgav
ſig tilligemed Reſten af Skaren og underkaſtede ſig
Biſkoppens Dom.

Biſkoppen glædede ſig nu over at have faaet fin
verſte Modſtander af Veien og ſtolede pan at have
faaet enhver Gjenſtridighed kuet. Havde han for
været ſtreng mod fine Uvenner, faa blev det nu meget
verre. Han idømte dem ſtore Boder, hvilke han lod
inddrive med yderſte Strenghed. De Mend, der ſkulde
indkreve Boderne, turde ikke indfinde fig enkelt⸗ eller

Biſpen paa Holum. 65

parviis hos de Skyldige, men kom i ſtore Flokke, og
jo ſtorre disſe vare, des voldſommere og vilkaarligere
var deres Ferd. De lod fig give Boder for For⸗
ſeelſer, ſom de ſelv fandt paa at beſkylde Vedkommende
for. Et Sted brændte de en Gaard; et andet Sted
Dræbte de en Bonde. Iſer udplyndrede de Sigurds
og Arnors Gaarde, hvis Beſiddere vare borte. Tvungne
af Overmagten maatte Bonderne betale Boderne; men
Utilfredsheden voxede og de ponſede blot paa Leilig—
hed til at tage alvorlig Hevn. Under disſe ſpendte
Forhold var det da meget naturligt, at Biſkoppen
fandt, at Bønderne ikke vifte ham den tilborlige Ly⸗
dighed, og det varede ikke længe, for han paauy an⸗
vendte Banſtraalen. a

Gudmund fik imidlertid ikke Lov til at nyde For⸗
delen af fin Seier ret længe: Sommeren var neppe
forbi, for ct nyt Uveir traf fammen over hans Hoved.
Sighvat Sturleſen paa Dale var paa den Tid Øens
mægtigite Hovding; ham bad nu de betrængte Bønder
om Øjælp. Sighvat erklærede ſig ſtrax villig til at
ftaae dem bi og indgik i det Siemed et Forbund
med Arnor Tumeſen og fem andre Hovpdinger, hvor⸗
iblandt hans beromte Broder, Snorre.

Der var Travlhed blandt Bønderne pan Nord-
landet den Vinter. Fra Gaard til Gaard gik der Bud
for at ſamle Folk, og Alles Tanker vare optagne af
den foreſtaaende Hevn og Befrielſe fra Biſpens Mag.

Vaaren kom, og da Paaſfen var forbi, ſamledes

5

66 Biſpen paa Holum.

de Forbundne og droge til Holum med en Skare paa
omtrent tuſinde Mand. Skjondt Gudmund maatte
vente et Angreb, var han dog ingenlunde mandſteerk
nok til at kunne byde en ſaadan Overmagt Spidſen,
ſaameget mere, ſom de fleſte af hans Folk havde for—
ladt ham i Vinterens Lob, og de Hovdinger, ſom
kunde være villige til at yde ham Hjælp, vare ſnart
talte. Den megtigſte af hans Venner, Ogmund Sneis,
vilde ogſaa denne Gang ſtaae ham bi; men det var
forudſeet af de Forbundne: de ſendte Folk til hans
Gaard og bemægtigede ſig hans Vaaben og Heſte og
tvang ham felv til at ſoge Flugten. Biſpen havde
dog efter bedſte Evne beredt fig til Forſvar, ſaaat
Angriberne, da de kom til Holum, fandt Gaarden
befeſtet. Nogle raadede til, at man ſtrax ſkulde an⸗
gribe, men een af de anſeteſte Mend iblandt dem,
Thord Bodvarſon, mente, at man burde noies med
ſom Udfordring at raabe Heerraab og udſette An—
grebet til neeſte Morgen, da ſikkert endnu flere af
Biſpens Folk, nu da Faren ſtod for Doren, vilde
forlade ham i Lobet af Natten. Raadet blev fulgt,
og det vifte fig at være godt, thi Mange fnege fig
om Natten bort fra Gaarden og ſluttede ſig deels til
Angriberne, deels ſogte de andetſteds hen. Gaarden
var altſag neſten blottet for Forſvarere, da Angrebet
fandt Sted tidlig den neſte Morgen; men de Faa, der
fandtes, forſvarede ſig med den ſtorſte Tapperhed.
Overmagten var imidlertid altfor betydelig, og efterat

Biſpen ban Holum. 67

flere Mænd vare faldne, trængte Angriberne ind. De
huſerede paa det Voldſomſte, hvor de kom frem, og op⸗
brød Dore, Kiſter og Aflukker. Biſpen ſelv ſtillede
de to Vilkaar: enten ſkulde han loſe dem af Ban,
Drage bort og aldrig mere vende tilbage, da ſkulde
ogſaa de af Thinget domfeldte Mænd, der havde ſogt
Skjul i den nærliggende Kirke, fane Fred, eller ogſaa
vilde de uden Skaanſel dræbe disſe Mænd og jage
Biſkoppen bort med Vancre. Intet af disſe Vilkaar
vilde Gudmund finde ſig i; hans Folk fik ham dog
til at lœeſe Miſerere over Fjenderne, men han til
foiede, at de ligefuldt vedblev at være i Ban. Snorre
Sturleſen, der var mildere ſtemt mod Biſkoppen og
vel nœrmeſt var gaaet med, fordi hans Frender faa
indſtendig havde opfordret ham dertil, tog fig nu af
ham og indbod ham til at ſoge Tilflugt paa hans
Gaard Reykholdt. Der var ingen bedre Udvei for
Gudmund, ſom ogſaa ſtrax tog mod Tilbudet, og man
lod ham da drage uhindret bort med Snorre.
Udenfor Kirken havde der paa Kirkegaarden fundet
en ikke mindre hidſig Kamp Sted end den ved Biſpe⸗
gaarden; paa begge Sider var der mange Faldne og
Saarede. Nu, da Biſkoppen var taget bort, kom
Arnor hen til Kirkedoren og opfordrede dem, der
vare derinde, til at overgive ſig, hvis ikke, vilde han
lade fine Folk ſtorme Kirken eller indeſlutte og ud⸗
hungre dem. Een af hine Mend, Svein Jonsſon,

erklærede fig villig til Overgivelſe, og de andre fulgte
57

68 Biſpen paa Holum.

hans Exempel, forat ikke Kirken ſkulde beſmittes af
Blod. De gik da Alle vaabenloſe ud og bleve tagne.
Svein gik ogſaa forſt i Doden. Man lemlaſtede
ham paa Hender og Fodder, men han lod ſig ikke
merke med nogen Smerte og bad med hoi Roſt fit
Ave Maria, hvorefter han koldblodig med fremrakt
Hals modtog det drebende Hug. To andre bleve
ligeledes halshuggede; Reſten fik Fred, idet Anforerne
heri rettede fig efter hverandres Onſker. De Dom:
feldtes Lig lode de ligge under aaben Himmel i to
Maaneder, men deres egne Dode, der vare i Kirkens
Ban, og „ſom døde uden Anger og Tilgivelſe“, bes
gravede de i indviet Jord. Det ſkulde være Gjen⸗
gjeld, fordi Biſtoppen i over en Maaned ikke havde
undt Kolbein Tumeſens Lig en Plads ved Kirken.
Under Foregivende af, at Biſkoppen havde givet
Tilladelſe dertil, ſendte nu Arnor og Sigurd Be
faling til alle Preſterne, at de fkulde loſe Folk af
Ban, lœſe Mesſer og forrette Gudstjeneſten ſom ſed⸗
vanlig. Hvem der havde fulgt Biſpen og endnu var
i Live idømte de fvære Boder; Ogmund Sneis maatte
betale den ſtorſte Bod og endda forlade fin Gaard.
To Preſter og to Legfolk undgik kun ved Jernbyrd
at blive haardt ſtraffede. Jovrigt raadede begge de
nævnte Hovdinger efter Behag over Biſpeſcedet og
dets Eiendomme og fatte Folk til at indkrœeve Tien⸗
derne og Afgifterne. Gudmund ſendte fra Reykholt
Befaling til Holum, at man fkulde aflaaſe Kirken

Bifpen paa Holum. 69

og ikke holde Gudstjeneſte i den, fordi den var be⸗
ſmittet af de Drebtes Blod, og forbud tillige al
Begravelſe. Vel blev hans Befaling forſaavidt ſtrax
efterkommet, ſom man opreiſte et Telt paa Kirke⸗
gaarden og holdt Gudstjeneſte deri; men da Hov:
dingerne fik det at vide, befalede de, at Kirken atter
ſkulde aabnes, Begravelſe og al anden Gudstjeneſte
fremmes, og Bræfterne turde ikke Andet end adlyde.
Saaledes gik det over hele Stiftet, Biſkoppen ud⸗
ſtedte Forbud og fatte i Ban, men paa Magthavernes
Bud blev der intet Henſyn taget dertil. Flere Forſog
pan tilſoes at vende tilbage til Stiftet mislykkedes
for Gudmund, thi Arnor lod alle Havnene bevogte.
Han flakkede nu en Tidlang hjemlos og vennelos
fra Sted ttl Sted. Der ſkete Icertegn, og han gjorde
Mirakler, men de havde ikke mere den forrige Virk—
ning: Hadet var blevet for ſterkt, og ethvert Forſog
paa at flutte Fred mellem Arnor og Biſkoppen
ſtrandede.

Et Par Aar gik hen paa denne Maade. Imid⸗
lertid var der kommet Tidender til Norge om den
ſorgelige Forfatning, hvori Kirken befandt ſig paa
Island, og 1212 kom der Brev og Budſkab fra den
norſke Erkebiſkop Thorer til de ſyv Hovdinger. Han
beklager fig heri over det Skete, „hvis det er, ſom
laa Mange ſige, at ulcerde Mend have dømt ham
(Biſkoppen), ſkjondt ingen Mand kan domme ham
uden Paven og vi pan Pavens Vegne”. Ligeledes

— .. ⁵ :, “ '. . nmʃ.M O2 ß

70 Biſpen paa Holum.

Hager han over, at han ikke kan faae paalidelig
Beſked om Sagen: „naar vi give os i Færd med
at underſoge, hvoraf disſe Stridigheder reiſte ſig,
viſe Nogle een Vei, Andre en anden.“ Under Trudſel
om Straf opfordres nu de Syv til at mode i Norge
tilligemed Biſkoppen „Gud til Velbehag, den hellige
Chriſtendom til Frelſe, Eders Synder til Forladelſe
og hele Folket til Bedſte.“ Sluttelig paalcegger han
Arnor og dem, der have opkaſtet ſig til Herrer paa
Biſpeſedet, at forſyne Biſkoppen med de nødvendige
Midler til at komme ſommeligt til Norge.

Næfte Sommer reiſte Arnor. Gudmund begav
fig ogſaa paa Veien, men faa ſeent, at han flere
Gange blev dreven tilbage af Stormen. Forſt det
folgende Aar kom han til Norge. Foruden Arnor
var der endnu kun Een af de Syv, der adlød Erke—
biſpens Opfordring.

De Efterretninger, Erkebiſkop Thorer havde faaet
fra Island, maa ikke have talt til Fordeel for Gud⸗
mund, thi han blev ikke modtaget ſynderlig venligt.
Det var ikke blot hans Forhold til Stormændene, der
blev gjort til Gjenſtand for Underſogelſe, han blev
ogſaa beſkyldt for at ville have forandret Kirkeſkikkene.
En Klerk lod ham ſaaledes høre, at han havde tilladt
Kjodſpiſer paa Faſtedagen (Fredagen). Gudmund
benægtede det.

„Giver Du ikke Lov til at ſpiſe Kjod, naar
Juledag indtræffer paa en Faſtedag?“

Biſpen paa Holum. 71

„Visſelig gjør jeg det, thi hvad bliver der af
Morket, naar Lyſet kommer ind i Stuen?”

Den ſpidsfindige Kleerk taug, han folte ſig alle⸗
rede overvunden.

„Herrens Fodſelsdag,“ vedblev Gudmund, „er
en Feſtdag og ingen Faſtedag. Faſten flyer for Hoi⸗
tiden, ſom Morket for Lyſet.“

Med Erkebiſpen ſelv havde han andre vidtløftige
Forhandlinger om Dogmerne og Ritualet. Men han
vidſte ſaa grundigt at forſvare ſig efter Datidens
geiſtlige Logik, at Erkebiſpen ikke blot lod ſin Uvillie
fare, men endog fattede ſtor Godhed for ham og
ſorgede for at fane ham forligt med fine Modſtan⸗
dere, faa at han kunde vende tilbage til Holum.

Da Gudmund nu endelig atter kom til ſit Biſpe⸗
ſede, grundlagde han der en Skole under Ledelſe af
en Klerk ved Savn Thord Upſi. Modgangen havde
ikke gjort ham klogere eller forſigtigere i hans Færd;
ſnart ſamlede han paany en Deel Folk om ſig, hvilke
voldte ham ſtore Bekoſtninger og vare trykkende for
hans Bonder. Han fif derfor ikke Lov til at være i
Fred ret længe. Arnor Tumeſen havde kun nod⸗
tvungent fundet ſig i Biſkoppens Gjenindſceetelſe.
Næppe var han derfor kommen hjem fra Norge, for
han ſamlede de Misfornoiede om ſig og drog mod
Holum. De brod om Natten ind i Huſene og be⸗
megtigede fig Biſkoppen. Han ſatte fig til Mod⸗
værge og klamrede fig med Hender og Fodder til Dor⸗

ä — —— — . —

72 Biſpen paa Holum.

ſtolperne, men deſto ſteerkere traf Voldsmendene i
ham, jaa han blev aldeles lemleſtet. Endelig fif de
ham jlæbt udenfor, hvor de lagde ham paa en Slede
og kjorte med ham til Gaarden 48. Alle Biſpens
Folk jog de bort, ligeſaa Skolemeſteren og hans
Diſciple, efter at have truet med at brænde Skole—
huſet og enhver, ſom var derinde. Paa As blev
Gudmund indeſperret i et usſelt, morkt Kammer,
hvor han blev behandlet ſom den groveſte Forbryder.

Næfte Sommer udruſtede Arnor et Skib i
Hvidaa; enten med det Gode eller med det Onde
fulde Biſkoppen nu ud af Landet. Den udterede og
lidende. tredſindstyvegarige Mand blev lagt paa en
Baare og bundet mellem et Par Heſte for at blive
fort til Hvidaa. Underveis var han Gjenſtand for
den haardeſte Medfart; Forerne pidſkede fan længe
paa Heſtene, der bar ham, til de rev Baaren iſonder
og flæbte den ulykkelige Biſp over den ſtenede Hede
og over Moſer, jaa det var et Held, at han flap
med at brekke det ene Been, og under alt dette var
der ikke en Haand, der rorte fig for at hjælpe ham.
Da de kom til Hvidaa, blev han lagt ind i et Telt
og bevogtet, indtil han kunde komme bort med Skibet.

Paa Flatey, en O midt ude i den ſtore Brede—
Fjord, boede en Ven af Biſpen, ved Navn Eyulf
Kärsſon. Han fattede det Forfæt, at befrie Gud⸗
mund. Een af hans Svende, en forflagen lille Gut,
kaldet Skum den Lille, blev ſendt til Hvidaa for at

Biſpen paa Holum. 73

underſoge Forholdene. Han ffaffede fig Adgang til
Teltet og lagde noie Merke til Alt. Kort efter kom
Eyulf, forſynet med et tilſtrekkelig Antal Heſte til
Eſteholt, hvor han indtil videre ſtjulte fig i Stalden
hos en Bonde. Da han endelig fandt Tiden beleilig,
drog han derfra en Nat i Regn og Snee til Arnors
Telt. Skum kom ham imode og gav ham den for
nodne Underretning. Skjondt ſex Mand holdt Vagt,
lykkedes det dog Befrierne at ſnige fig ubemerkede
hen til Teltet og rykke dets Pele op der, hvor
Biſpens Leie var redet. Da Hovedgjerdet ſtodte lige
op til Teltveggen, var det en let Sag for Eyulf at
gribe ham om Halſen og træffe ham ud. Efter at
have iført ham en medbragt Chorkaabe og en hvid
Kjortel, blev han fat paa en Heſt, og de ilede derpaa
ſtyndſomſt bort. Skum blev tilbage og lagde fig i
Biſpens Seng. Naeſte Morgen undrede Vegterne fig

over, at „den Skjeeggede“ ſov faa længe; nogle af dem.

meente, at han maatte være meget ſyg, ſiden han faa
flet pasſede fine Bedetimer. Da de vilde fee noiere
til, opdagede de Skum. Han fortalte dem nu, at
Eyulf havde været der og taget Biſkoppen; men,
naar de vilde ſkynde fig, kunde de viſt nok nage ham
endnu, thi længere end 6—8 Miil kunde han dog
ikte være kommen, foiede han haanligt til. Arnor
blev opbragt, da han fi denne Underretning; men
der var nu intet Videre at gjore ved den Sag, han
reiſte derfor ſtrax hjem igjen, medens Biſpen og hans

74 Biſpen paa Holum.

Befriere drog til Flatey, hvor de holdt fig ſkjulte i
Skovene, indtil de fik Vished for, at de ikke bleve
forfulgte.

Bijfop Gudmund maatte nu paany ligeſom et
Dyr gane fra Gaard til Gaard, men faa godt ſom
Ingen vilde unde ham noget blivende Sted og de
gaa, der vare venligere ſtemte mod ham, kunde ikkun
midlertidig huſe ham. Han fik rigtignok ſamlet nogle
Folk om ſig, da han var kommen nogenlunde til
Krefter igjen og drog op for om mulig at komme i
Beſiddelſe af Holum. Men ſaaſnart han viſte fig,
vare de overlegne Fjender rede til at modtage ham
og efter en blodig Kamp ved Helgeſted Kirke blev
han atter dreven paa Flugt. Kun med Nod og
Næppe undkom han til Gaarden Odde, hvis mægtige
Beſidder Sigmund Jonsſon endelig undte ham et
Tilflugtsſted for den folgende Vinter.

Næjte Sommer, 1221, finde vi atter Gudmund
i Nordlandet. Med fine Venner og Ledſagere havde
han taget Ophold pan Malmay, en lille Ø i Skaga⸗
fjord. Herfra gjorde Eyulf Kärſon og Einar Skem⸗
ming et nyt Forſog paa at tilbagevinde Holum for
Biſkoppen. Det lykkedes dem virkelig efter en haard⸗
nakket Kamp, hvori Einar Skemming dræbte Sighvat
Sturleſens Son Tumi, der var ſat til at vogte Biſpe⸗
ſedet; men inden Gudmund kunde komme derind fra
Mälmay, havde Sighvat været der og fordrevet hans
Folk. Gudmund, der nu ikke længer følte fig tryg

Biſpen paa Holum. 75

ſaa nær ved Island, ſeilede da heelt ud til Grimsey,
en O nogle. Mile udenfor Islands Nordkyſt. Men
heller ikke her var han ſikker. Sighvat, der brændte
af Begjerlighed efter at hævne fin Sons Fald, kom
ogſaa derud og bemægtigede fig Biſpens Perſon.
Under Forhaanelſer og allehaande Mishandlinger blev
han flæbt ombord pan Sighvats Skib. Underveis
hævede Gudmund fine Øine mod Himlen og bad:

„Hevn nu Du mig, Herre, thi jeg Elendige
formager Intet mere.“

Som om hans Bon var bleven hort, opſtod
der pludſelig et ſterkt Uveir, faa at det kun med
den yderſte Anſtrengelſe og med Tabet af henved
fyrretyve Mand lykkedes Sighvat at nage Land. Da
han var kommen hjem, lod han Gudmund komme
ombord paa et Skib, der forte ham til Norge, hvor
han opholdt fig de folgende fire Aar.

Efter al denne Modgang ſkulde man have troet,
at Gudmund hellere vilde have tilbragt ſin Alder⸗
doms ſidſte Dage i Fred og Ro i Norge, men han
vilde endnu engang prove fin Lykkfe. De megtigſte
Mænd paa Island lage dengang i Feide med hver⸗
andre, han haabede derfor, at de vilde have nok at
gjore med denne Kamp og vendte da i Sommeren
1226 tilbage til Holum. Det lod virkelig til, at
hans Forhaabninger ſkulde blive til Virkelighed; thi
man lod ham være i Ro hele den folgende Vinter.

76 Biſpen paa Holum.

Næfte Sommer drog han til Althinget, hvor han
blev modtaget af Snorre Sturleſen og behandlet med
ſtor Venlighed. Men efter at han havde faaet hvervet
lig en Deel Tilhængere for at være belavet paa det
Verſte, lod hans gamle Modſtander, Sighvat Sturle⸗
jen, ham vide, at han af al Evne vilde forhindre
hans Tilbagekomſt til Holum.

Gudmund drog da til Stadarhol, hvor han blev
ſyg. Sighvats Broder Thord, der ligeſom Snorre var
mere velvillig ſtemt imod Biſkoppen og desuden laa i
Strid med Sighvat, lod ham paa Baarer fore til fin
Gaard, Hvamm, hvor der i alle Henſeender blev ſorget
for hans Sikkerhed. Saalcenge han var der, fandtes
der aldrig færre end 120 Mand paa Gaarden. Om⸗
lider blev der fluttet Forlig mellem Brodrene, og
Gudmund fik ved ſamme Leilighed Lov til at vende
tilbage til ſit Biſpeſede. Her tilbragte han nu nogle faa
Aar i Rolighed, indtil han vakte ny Misfornoielſe og i
Aaret 1232 atter maatte flygte. Forſt da Sturlungerne
fik andet at tænke paa i den haardnakkede Kamp, ſom de
i de folgende Aar forte indbyrdes, kom der roligere Dage
for Gudmund. Men han var nu over halpfjerdſindstyve
Aar gammel og tilmed haardt medtagen i de uafladelige
Kam pe, han havde fort, ſiden han blev Biſkop. J
ſine ſidſte Leveaar var han ſtadig ſyg, han tilbragte
Tiden neſten ſom Eueboer under daglige Andagts⸗
ovelſer. Syvoghalvfjerdſindstyve Aar gammel døbe
han 1237, efter at han i 34 Aar forgjæves havde

Biſpen paa Holum. 77

ſogt ſom Biſkop at hævde Kirkens Magt over de
ſtridbare Islœndere. Der ffete Icertegn ved hans
Grav, og efterhaanden ſom de forrige Stridigheder
glemtes, begyndte man at mindes hans Hellighed;
der er ſaaledes bevaret en Mengde Legender om
ham, og han kaldes i Sagaerne Gudmund den Gode.

1

78

La vernice fa tutto,
Af
H. C. Stilling.

Den tydſke Maler Wilhelm Tiſchbein kom i
Aaret 1781, 30 Aar gammel til Italien, hvor han
efter nogle Aars Forlob boſatte ſig i Neapel og
forblev der faa længe, at han af fine Landsmænd
fik Tilnavnet „Neapolitaneren“. Det var ved den
Tid, at Opdagelſen af og Udgravningerne i Pompeji,
Herculanum o. ſ. v. vakte hele den dannede Verdens
Opmeerkſomhed, drog ſtore Skarer af Kunſtnere og
Lærde til Syden og foranledigede en fornyet, længe
ukjendt Interesſe for Oldtidens clasſiſke Kunſtveerker,
og med disſe for Kunſt i Almindelighed. Der havde
været en lang Periode, hvori Kunſten i Italien, ſom
i alle andre Lande, havde været nedſunket i dyb
Forfald og vegeterede ukjendt og upaaagtet af Folkets
ſtore Masſe, men nu var et nyt Liv vaagnet,
man anerkjendte Kunſtens Berettigelſe og hoie Be⸗

La vernice fa tutto. 79

tydning og ſogte ved alle Midler at løfte den igjen

af deus fortrykte Tilſtand.

J Aaret 1789 dode den gamle Directeur for
Kunſtacademiet i Neapel. Tiſchbein var iblandt An⸗
ſogerne om den ledige Poſt, og, ſtjondt Udlending,
blev han efter en Concurs med de ligeledes an⸗
ſogende Indlendinge, ſom den Seirende, udnævnt til
Academiets Directeur, hvilken Poſt han bekledte indtil
1799, da han efter Franſkmendenes Beſettelſe af
Neapel forlod Italien. Tiſchbein var vel ikke noget
ſtort Talent, men han var en korrekt Tegner; han
componerede og malede med en vis behagelig Lethed,
og var ſin Kunſt inderlig hengiven. J Forening
med den engelſke Geſandt Hamilton udgav han Af
bildninger og Beſkrivelſer af de beromte Samlinger
af antike Vaſer, ſom Engleenderen havde ſammen⸗
hobet med lidenſkabelig Iver og ſtore Pengeoffre; han
var iøvrigt pan mange Maader virkſom og ſom
Academiets Directeur paa fin rette Plads.

Det var imidlertid intet let Hverv, Tiſchbein her
havde paataget ſig, thi han maatte fra Grunden af
reorganiſere det forældede, neſten hendode Kunſt⸗
academi; Lokale, Underviisningsapparater, Lerexe,
Elever, Alt blev nyt, og ſom det ſnart vifte fig, blev
Alt bedre med det ſamme. Eleverne, ſom folte deres
Meſters Værd, bleve ham meer og meer hengivne og
i Staden vakte det nye Academi almindelig Opmerk⸗
ſomhed. Der var truffet den Indretning, at Publikum

80 La vernice fa tutto.

kunde overvære Aftenunderviisningen, og Benkene
udenom de efter den levende Model tegnende Elever,
vare ſtadigt opfyldte med tauſe og opmeerkſomme Til⸗
ſtuere. Interesſen for Academiet og med det for
Kunſt i Almindetighed var i ſterk Tiltagende blandt
Neapels Indvaanere. Kunſten, ſom faa flænge havde
været overſeet og forglemt, var nu paa engang
kommet i Mode, Alle talte om den, Enhver vilde
være Kunſtkjender og gjerne efter Evne agere Mæcenas;
ifær var Portraitfaget i Anſeelſe. Men Tiſchbein ſom
Academiets Directeur Havde imidlertid fuldt op af
Bryderier af alle Slags, og ikke altid formagede han
at værne om Kunſtens Verdighed, naar f. Ex. en
eller anden umoden Elev tillod fig at agere Meſter
ligeoverfor et ukyndigt Publikum. Tiſchbein har felv
derom fortalt folgende lille Hiſtorie:

Det var Skik i Neapel at Lotteri⸗Collecteurerne
havde Kongens og Dronningens Portraiter ophængte
i deres Butiker. En Collecteur havpde beſtilt to ſaa⸗
danne Portraiter hos en af Academiets Elever ved
Navn Giovanni. Denne var en Begynder, men han
var fattig, og, glad ved den Fortjeneſte ſom Beſtillin⸗
gen lovede ham, paatog han ſig den uden at betenke,
om han ogſaa formagede at udføre den. Kongens
Portrait blev forſt færdigt, og Giovanni modtog Be⸗
talingen derfor, men da han nogen Tid efter modte
hos Collecteuren med Dronningens, vilde denne ikke
modtage det, men paaſtod at det ikke lignede, og at

La vernice fa tutto. 81

det ſaavel ſom Kongens Portrait vare Fufferarbeider.
Den fornærmede og hidſige Kunſtner tyede ſtrax til
en Procurator, af hvilke Neapel altid har havt Over⸗
flod, og en Proces blev vieblikkelig indledet im od
Collecteuren.

Medens denne Proces ſtod paa, indfandt Giovanni
ſig en Dag hos Tiſchbein i hans Hjem, fortalte ham
det Forefaldne og meddeelte ham, at Portraitet nu
ifolge Dommernes Forlangende ſkulde fremſtilles for
ham, Academiets Directeur, for at han kunde bedomme
dets Værd eller ikke Verd. „De er Fader for alle
os unge Kunſtnere“, lagde han til, „jeg fætter min
Lid til, at De vil være paa mit Parti og ſorge for
at Collecteuren bliver domt til at betale det beſtilte
Arbeide“. Tiſchbein lovede at gjore ſit Bedſte, men
gjorde ham tillige opmeerkſom paa, at han maatte ſee
Billedet, forinden han kunde have nogen Mening om
Sagen. Neppe var Maleren gaaet bort, fan indfandt
Collecteuren ſig. „Jeg kan umuligt modtage Billedet“,
ſagde han, „intet Menneſke kan faae mig til at hænge
et ſaadant Smoreri op i min Butik eller til at be⸗
tale det; De, Hr. Directeur“, foie de han leende til
„vil ſnart fane at fee, hvad det er for Toi, Hr
Giovanni har makket ſammen“.

Naeſte Morgen kom den unge Maler igjen til
Tiſchbein og gjentog ſin Bon. — „De veed, at jeg
gjør for Eder, hvad jeg formaager“, ſvarede Tiſchbein,
„men det behager mig ikke ret, at De paa ſaadan en

6

82 La vernice fa tutto.

Maade har indladt Dem paa en Proces; vil Deres
Modpart ikke have Billedet, ſaa vilde jeg i Deres Sted
ikke have forſogt paa at tvinge ham; imidlertid lad mig
nu forſt ſee Deres Arbeide“. Giovanni lob da for
at hente det, og Tiſchbein ſaae nu et Makverk, der i
Stymperagtighed langt overgik Alt, hvad han kunde
have ventet. Han ſagde reent ud til Giovanni, at
han ikke nokſom kunde undre ſig over, at han ikke
ſkammede fig ved at ſtille et ſaadant Fufkerarbeide
frem, men endog vilde tiltvinge ſig Betaling derfor
ved en Proces. „Men“, foiede han til, „dette Toieri
ſkal ikke fremſtilles i Retten, det man ſtrax paa
Stedet tilintetgjores til Deres eget Gavn, thi bar
De det over Gaden, og Lazaronerne fik det at ſee,
ſaa vilde de myrde Dem, naar de erfarede, at det er
deres ſmukke Dronning, ſom De har maltrakteret paa
den Maade, og jeg kunde friſtes til at ſige, at der
ſkete Dem Deres Ret. Efter hvilket Maleri har De
copieret det?“ ſpurgte Tiſchbein endelig. „Ikke efter
noget Maleri, men efter Hukommelſen“, var Svaret.
— „Hvor har De da ſeet Dronningen?“ — „Flere
Gange naar hun kjorte forbi; hun er blond, og ſaa⸗
ledes har jeg malet hende.“ — „Men det er jo ikke
Haar, De har malet, det er en Tot Hor, der hænger
ned over Panden, og er det en Mund? er det en
Neſe? og de Huller der, ſkal de foreſtille Sine?“ —
og ſaaledes vedblev Tiſchbein en Tidlang at revſe
den nheldige Kunſtner. „Men hvad fful jeg da

La vernice fa tutto. 83

gjore?“ ſpurgte denne endelig ſpagfeerdig; „der er
ikke Tid til at male et andet Billede, thi om tre
Dage ſkal det fremlegges i Retten, og jeg har ikke
Udſigt til igjen at fane en anden Beſtilling, naar
dette mit Arbeide casſeres.“ Ved disſe Ord kunde
han ikke længer tilbageholde fine Taarer.

Tiſchbein havde imidlertid Medlidenhed med den
ſtakkels Stymper. „Vi maae ſee at ſkaffe Raad“,
ſagde han; „her er Lærred, der har De Palet og
Farver, og her er et Portrait af Dronningen, ſom
De kan copiere; jeg ſkal nok være Dem behjelpe⸗
lig, og nu raſk til Arbeide!”

Hvem var gladere end Giovanni! Under Meſte⸗
rens Veiledning gik Arbeidet raſk fra Haanden;
Billedet blev færdigt og paa den berammede Dag
var det opſtillet i Retten, hvor hver af Modparterne
modte med ſin Advokat. Portraitet var forelobigt
tildekket. Giovannis Sagforer fremkom forſt med ſin
Klage over at Collecteuren vægrede fig ved at betale
et beſtilt Billede og dertil frænfede Kunſtneren ved
at foragte dennes Arbeide og paaſtaae, at Portraitet
ikke lignede Hendes Majeſtcet Dronningen. — Nu tog
Modparten Ordet: De Herrer Dommere, ſagde
han, vilde ſtrax ſelv fee, Hvor flet Billedet var
malet, ja jaa flet at intet Menneſke kunde fee, hvem
det ſkulde foreſtille, faa at Collecteuren hverken kunde
være bekjendt at hænge det op i fin Butik eller

overhovedet modtage og betale det. — „Viis Billedet
6*

—

84 La vernice fa tutto.

frem,“ ſagde den ene af Dommerne. Maleren tog
Portraitet og holdt det frem, men ſaaledes at hans Mod⸗
part ikke kunde fee det. Dommerne forbauſedes ved at fee
det ſmukt udførte Billede og yttrede høit deres Beundring
over den ſlagende Lighed. Collecteuren og hans Advokat
loe og gottede ſig, idet de antoge den almindelige
Beundring for Ironi, men Dommeren vendte fig
imod dem og ſagde: „Naar De ikke vil have Billedet,
jaa tager jeg det paa Stedet og betaler det med
Fornoielſe, thi et faa lignende Portrait af vor ſkjonne
Dronning har jeg længe ikke feet, og det er intet
Under, at Academiets Directeur har udtalt ſig til
Gunſt for dette Billede.“ J det ſamme vendte han
Billedet om imod dem, og hvem formager at ſkildre
deres Forbauſelſe over den ubegribelige Forandring ?
„Ja nu“, ſagde de, „ſeer det rigtignok anderledes ud,
det er jo et heelt andet Maleri; men hvorledes
kan dog en ſaadan Forvandling være foregaget?“
ſpurgte de Maleren. „Har jeg ikke ſtrax ſagt Dem
det“, ſvarede denne; „har jeg ikke ſagt Dem, at Por⸗
traitet var fuldkommen ligt, men at det endnu ikke
havde faaet la vernice (Fernis), dog De gjorde en
Larm ſom Beſatte; De vilde ikke høre mig, og vare
nær ved at kaſte mig paa Doren; nu har Billedet

faaet Fernis, og der ſeer De Virkningen!“ — Kan
da Fernis gjøre flig Forandring og frembringe
ſaadan Lighed? — „Viſtnok, la vernice fa tutto (Fer⸗

nisſen er Hovedſagen)! dengang vare alle Farver ind-

bun iini E

La vernice fa tutto. 85

flaaede, men Fernisſen bringer dem atter frem, og da
ſeer man forſt, hvad et Maleri duer til.“ — Det havde
de aldrig troet, at Fernisſen kunde gjore den Virk⸗
ning. — Alle de Onmſtaaende bekraeftede imidlertid
hoit, at Fernisſen var Hovedſagen. Sicuro, la vernice!
la vernice fa tutto! — „Det har jeg ikke vidſt,“
ſagde Lotteri⸗Collecteuren, „men da det nu engang er
ſaaledes, faa modtager jeg med Fornoielſe Billedet
og betaler hvad det koſter.“

Procesſen var ſaaledes endt til alle Parters Til⸗
fredshed og til den unge Malers Berommelſe. „See“,
ſagde man, „hvorledes Hans Majeſtcet vor Konge
ſorger for de ſkjonne Kunſter! Siden det nye Academi
er oprettet, fremſtaaer der Talenter blandt vore unge
Folk; de lere at bruge Farverne og — Fernis, —
Evviva Sua Maestà!“

86.

En historisk frormsigelse.

Den ſveuſke Konge Carl den Tolvte havde paa
fit bekjendee Tog mod Rusland opflaaet fit Hoved—
kvarteer i Smorgony i det nuværende Gouvernement
Wilna, hvor han forblev en heel Maaned, rimeligviis
fra 22de Februar til 23de Marts 1708.

Han havde ryddet godt op i Sachſen og Polen
og revet den polſke Krone af Hovedet pan en daarlig
Fyrſte for at jætte den paa fit eget. Nu havde han
Lyſt til at tilfoie fin Dodsfjende, den mofkovitiſke
Czar, ſamme Skjebne. .

Da Carl dvelede længe i Smorgony, blev denne
By fnart Samlingspunktet for Svenſkere og Polakker
af enhver Alder og Stand. Blandt Andre kom der
ogſaa en ung Mand, Svenſker af Fodſel, der havde
ſtuderet ved Univerſitetet i Upſala. Hans Navn er
ikke bleven overgivet til Efterverdenen, endſkjondt der
knytter fig et ſelſomt Minde til hans Perſonlighed,
og vi ville ſimpelthen falde ham „Smorgonyeren“.

En hiſtoriſt Forudſigelſe. 87

Der var noget meget Hemmelighedsfuldt i denne
Mands BVæfen, og da det ſtemmede med hans In⸗
teresſer at ſtille det i et ſaa ſkarpt Lys ſom muligt,
var ethvert Middel dertil ham velkomment; han gik
altid ſom i Dromme, talte helſt om ſcelſomme Ting
og forſtod at ſette fig i en vis Reſpect i de Kredſe,
der ſtod ham aabne. Han gav ogſaa hele Verden at
forſtaae, at han var i Beſiddelſe af Spaadomsgave,
og at han havde en Nogle, der kunde aabne ham
Veien til Fremtidens dybeſte Hemmeligheder.

Eudſkjondt denne Mands underlige Egenſkaber
ſnart bleve bekjendte i Carls Hovedkvarteer, Havde
han dog det Uheld, at man flet ikke ſkjcenkede ham
nogen Anerkjendelſe paa de Steder, hvor han helſt
gad vinde den. Han opſogte indflydelſesrige Per⸗
ſoner, for at de ſkulde ffaffe ham Audients hos Kongen,
han talte vidt og bredt om de vigtige Oplysninger,
hvilke han ſom ivrig ſvenſk Patriot paa ingen Maade
kunde forholde fin Landsherre, han ſkildrede fine
Meddelelſers Vigtighed med de meſt levende Farver,
men Alt var forgjeves. De Perſoner, der havde
kunnet ſkaffe ham Audients hos Kongen, kjendte dennes
Tenkemaade, der ubetinget forkaſtede enhver Spaadom,
og vidſte forud, at Smorgonyeren faa meget ſikrere
vilde komme i en baade for ham ſelv og Kongen
ubehagelig Stilling, ſom Carl, der var beruſet af fin
Seir over Rusſerne ved Holowezyn, kun dromte om

f.92n2 —— —

8 —————ꝛꝛ—————ðzx“vꝝ—ß;rðẽS ¶ ů—᷑2ͤůÄX—ß[lu

88 En hiſtoriſt Forudſigelſe.

ſtadige Seire og Triumfer og ikke vilde unde ſig Ro,
for han havde ſtodt Czaren fra Tronen.

Jo mindre villige Carls Omgivelſer viſte ſig til
at laane Øre til Smorgonyerens Onſker, deſto bitrere
klagede denne over fin Vanſkjebne. Om hans Klager
end juſt ikke vare ſkikkede til at blodgjore Hjerterne,
jaa vakte de dog hos mange en vis Nysgjerrighed
efter at lære Beſkaffenheden af hans Meddelelſer
at kjende.

Til disſe Nysgjerrige horte Carl den Tolvtes
Hofprœſt Nordberg.

„J har valgt et ubehageligt Tidspunkt,“ bemeer⸗
fede Nordberg en Dag, da han havpde Leilighed til at
underholde. fig med Smorgonyeren. „J maa dog
vide, at Kong Carl, bortſeet fra den Omſtendighed,
at han afſkyer ethvert Sandſigeri, for Oieblikket ſysler
med de driſtigſte Planer. Det havde været heldigere
at benytte Leiligheden, forinden vor Konge havde
aabnet Fjendtlighederne mod Rusland.“

„Det kunde jeg ikke,“ ſvarede Smorgonyeren;
„dengang ſtod det anderledes i Stjernerne. Jeg ſaae
Seir og Berommelſe vente vort Fedrelands Faner,
hvilket ogſaa hidtil er blevet os tildeel ligeoverfor
Rusſerne, og jeg fane de ſkjonneſte Laurbær pryde
vor Konges Pande. Nu derimod” ....

„Og nu?“ ſpurgte Nordberg.

„Nu,“ forſikrede Smorgonyeren i en meget
hemmelighedsfuld Tone, „nu ſeer det ud, ſom om

Eu hiſtoriſt F ovudfigelfe. 89

Sverrig maa ſynke ned fra den Hoide, hvortil Carls
Driſtighed og Mod har hævet det, til den uberomme⸗
lige Lidenhed, hvori det for befandt fig.”

„Saa fortæl dog, hvad J veed!“ bad Nordberg.

„Ja til Kongen, men til intet andet Menneſke!“
ſvarede Smorgonhyeren fort.

Nordberg fvarede i en lidt vred Tone: „Det
er ikke min Bane at trænge ind pan Nogen. Naar
jeg imidlertid onſker at erfare den Hemmelighed, der
efter Eders Sigende kan have fan uberegnelige Følger
for vor Konge og vort Fadreland, ſaa maa J ſtrive
det paa min Fadrelandskjorligheds Regning og hen⸗
fore det til den Omſtendighed, at jeg gjerne vil
ſkaffe Eder en Samtale med Kongen, hvis jeg i
Eders Meddelelſe kan ſkimte Noget af en ſaadan Be⸗
tydning, at det berettiger mig til at gjøre et fligt
Skridt for Eder.“

Smorgonyeren ſyntes et Sieblik at fæmpe med
fig ſelv, og tilſidſt fattede han den Beſlutning at
aabenbare ſin Hemmelighed.

„J maa gjøre Eder det klart, at jeg kun meget
modſtrœbende aabenbarer Eder min Hemmelighed, fordi
det var mit faſte Forſcet i en hemmelig Samtale at
indvie Kongen i den Fremtid, ſom han og vort
Fedreland gaaer imode. Hvis J imidlertid troer, at
J kan være mig behjelpelig med at fane en ſaadan
Samtale, vil jeg i al Almindelighed antyde Eder vor
Stilling i den allernermeſte Fremtid. Den er ingen⸗

90 En hiſtoriſt Forudſigelſe.

lunde lys, og en ſtor Ulykke venter os, hvis Kongen
ikke Hurtigt ſtandſer Fjendtlighederne. Kongen vil
levere Moſkoviterne et Slag og — tabe det! Storſte—
delen af de Krigere, der ikke falde pan Valpladſen,
kommer i Fangenſkab. Tilſidſt gaaer hele Heeren
tilgrunde, men Kongen kommer derfra med Livet og
frelſer fig ved Flugten. Han vil trætte fig tilbage
til et Naboland, men med et faa ringe Folge, at han
kun ſeer tre eller fire Perſoner ved ſit Bord.“

De ſidſte Ord udtalte Smorgonyeren med ſtort
Eftertryk.

„Det er morke Udſigter!“ ſvarede Nordberg.
„Lad os imidlertid haabe, at Stjernerne, dengang
Fremtiden viſte fig for Eder i en ſaa betenkelig
Skikkelſe for Kongen og Krigsfolket, mage have været
overtrukne med Skyer og indhyllede i Taage, faa at
det ikke har været Eder muligt med al Eders Dyg—
tighed at faae et fandt Indtryk af Himmellegemernes
indbyrdes Stilling.“

Nordberg lo, men Smorgonyeren ryſtede paa
Hovedet.

„Jeg bilde for mit Fedrelands Skyld onſke, at
jeg var en falſk Profet,“ forſikrede han efter nogen
Toven; „jeg onſker desuden, at J, ærværdige Herre,
ikke maa komme til at angre Eders Mistro og til at
beklage, at J ikke har ſkaffet mig Adgang til Kongen.
Jeg ſeer, at J Intet finder i mine Antydninger, der
kan ſtemme Eder gunſtigt for mine Duſker, lev ſaa

En hiſtoriſt Forudfigelfe. 91

vel da! Giv Eder kun hen til Eders Dromme om
Seire og Triumfer og bed til Gud, at J ikke maa
komme til at mindes mig, naar det er for ſilde at
folge mine Raad.“

Smorgonyeren gik bort i Vrede; han hapde
gjort det ſidſte Forſog paa at komme i Kongens Ner⸗
hed, og det var ſtrandet ſom alle de foregagende.
Nordberg anfaae ham for en upaalidelig, maaſkee
ſindsforvirret Perſon og var ikke bange for at paa⸗
Drage fig Samvittighedsnag ved at dolge Smorgo—
nyerens Spaadomme for Kongen.

Det varede imidlertid blot eet Aar og nogle
Maaneder, for man kunde gjore den Jagttagelſe, at
Carl gik ſin Undergang imode i Rusland. Fjenden
havde med egen Haand antændt Steder og Lands⸗
byer, odelagt Markerne, nedtraadt Seden og for⸗
vandlet vidtſtrakte Landſkaber, der ellers rummede
Himlens rigeſte Velſignelſe, til ſorgelige Orkener.
Sult og Sygdom gjorde Indhug paa Svenſkernes
Gær og bortrev en Mængde af Kongens Tropper;
hertil kom Slaget ved Liefna i Palatinatet Mſcislau,
hvor General Löwenhaupt miſtede ti tuſinde Mand.

Endelig kom Pultawas Beleiring. Kongen blev
farlig ſaaret i Benet, og kun et i Sandhed heroiſt
Mod var iſtand til at gjore en Amputation unod⸗
vendig. Rusſerne traf imidlertid Foranſtaltninger til
at undſœtte Pultawa; den 8de Juli 1709 led Svenſterne
et. frygteligt Nederlag, og Carl maatte flygte til

3

92 En hiſtoriſt Forudſigelſe.

Besſarabien. Kun nogle faa Trofaſte kunde folge
ham, den overveiende Deel laa pan Valpladſen eller
vandrede til Siberien, og kun et ringe Antal af dem,
der vare ſaa ulykkelige at falde i Fangenſkab, gjenſaae
deres Fedreland.

Smorgonyerens Forudſigelſe gik ſaaledes paa en
ſorgelig Maade i Opfyldelſe.

93

Psalme.

Af H. C. Anderſen.

(Denne ſmukke Pſalme, der er leveret mig fra en righoldig

Autografſamling, ſkrev Anderſen under et Sommerophold hos

Fru Neergaard i 1864. Den er et Vidnesbyrd om hans

Stemning efter Modtagelſeu af den ulykkelige Efterretning
om Als's Overrumpling og Indtagelſe)

Jeg har en Angſt ſom aldrig før,
Som ſtod jeg foran Dodens Dor
Og maatte ind og ſtyrte ned

J Morke og i Enſomhed.

Jeg rives frem med Stormens Haſt,
O Herre, Herre, hold mig faſt.

Alt Ondt i mig det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde, kom fra dig;
De Andres Skyld jeg nok opfkrev,
Men ei mit eget Skyldnerbrev.
Hvor har jeg for mig ſelv hver Dag
Beſmykket godt min egen Sag.

94

Pſalme.

Jeg tredes ſkal af Dødens Hel,
Forſt da ſig lofte kan min Sjel,
Læg „Fadervor“ ſom Duens Blad
Mig paa min Tunge, gjor mig glad!
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra!

—

„„ Es ' . s ß ; p èò:⁊ꝶñ , m ¼:¼'' ß

95

Julennt.
Af Chriſtian Juul,

(født den 30te October 1813, død den 22de October 1854).

Hvi tindrer i Nat Guds Stjerner ſmaa
Saa klart og ſelſomt fra Sky? —

De mindes den Stund, de Barnet ſaae

J Krybben i Davids By;

De mindes den Stund, da fra Sſtens Hjem
De ledte de hellige Konger frem

At hilſe Guds Sjeeleſols Gry.

De mindes de Glimt, hin ſterke Sol
Skod ud fra Midnattens Skjul,

Saa Morgnen klared' fra Pol til Pol
Med Vaar for Hjerternes Fugl.

Og alt ſom i Sferernes Dands de gage,
Det er, ſom onſked' de Store og Smaa:
Gudsfred og en lykkelig Juul!

|

var 1 N.

Wee aH

an

5
12400 *

-
323 1 frå

3 e ene e a
vd e 5 1. n.

indau.

Pau L

99

To Werdener.
Af
Miſs Thackeray.

En Eftermiddag ſtandſede Doctor Rich ſom ſed⸗
vanlig udenfor Hr. Dumbletons Bolig, red ind gjennem
Jerngitterporten mellem de allerede blomſtrende Sy⸗
ringer og ſtod af ved den ſtore Stentrappe. Han
ringede pan og ſpurgte, om Miſs Berners var hjemme.

Man forte ham ind i Salonen. Det var et
ſmukt, langagtigt Verelſe i Stueetagen, fuldt af Sofaer
og magelige Stole; Vinduerne gik ud til Haven, og
Solen kaſtede i dette Sieblik fit fulde Lys ind gjennem
Trœerne. Venggene vare prydede med Portraiter af
Familien Dumbleton, hvis Medlemmer havde levet i
disſe Værelfer, vandret i denne Have, og ſom nu
havde overladt deres Pladſer til Andre. Alt var faa
hyggeligt, Ilden brændte klart i Kaminen, og Horatia
ſad i en ſort Floils Dragt i Nerheden af den.

77

100 To Verdener.

Hun reiſte fig, for at hilſe pan Doctoren. Da
han fane hende komme ſaaledes hen imod fig, om—
ſtraalet af det fulde Lys fra Vinduerne, ſyntes han,
hun lignede et Billede, han havde ſeet et eller andet
Sted .. . Eller, havde han feet det i Dromme? Hvor:
dan det nu end var, han var vis paa, hun vilde ſige
til ham: „Vi ſkal nu reiſe, farvel.”

„O, Doctor Rich,“ ſagde hun og rakte ham
Haanden, „jeg er ſaa bedrovet! Tante ſagde mig nys,
at vi ſkulde tage bort.“

„Naa,“ ſvarede han, ganſke bverraſket over at
ſee det gage i Opfyldelſe, han havde tenkt paa, „det
gjor mig meget ondt at miſte min Patient. Og jeg

vilde juſt have ſagt til Dem idag, at De kunde langt;

bedre helbrede Dem ſelv end jeg. Alt, hvad De
trenger til, er at bevæge: Dem hver Dag, fore et
regelmesſigt Liv og ... have noget at beſtille. Det
er Ting, ſom jeg ikke kan lade Apothekeren ſende
Dem.“

„Men hvor kan det falde Dem ind, at jeg
mangler Beſtjeeftigelſe?“ ſagde Horatia ganſke for—
undret.

„Er det da ikke Tilfældet med de fleſte Damer?”
ſagde Doctoren ſmilende. „Finder jeg dem ikke alle
indelukkede indenfor fire Veegge ſom Fanger og be:
ſkjeftigede med allehaande unyttige Smaagarbeider, for
at fane Tiden til at gage? Dette Verelſe er' ganſke

—

To Verdener. 101

viſt et meget ſmukt Fengſel, men det er altfor varmt
til at være ſundt.“

„Ja, De har Ret, jeg er visſelig en Fange,“
ſagde Horatia, „men jeg forſikkrer Dem, at jeg ogſaa
arbeider ſtrengt.“

Doctoren ſage noget tvivlende ud.

„Maa jeg fortælle Dem, hvad jeg tager mig for?“
vedblev hun. „Det er ikke forſte Gang, De har talt
ſaaledes til mig.“

„Det er, fordi det er noget, jeg længe har lagt
Marke til, og jeg kan ikke undlade ſtadig at gjentage,
at Kvinder i Deres Stilling have ikke nok at beſtille,“
ſvarede Doctor Rich.

„Fordi De ikke forſtager Dem paa det, Doctor.
Hor nu f. Ex. hvorledes mit Liv gaaer; jeg er jo
ikke Herre over et eneſte Sieblik. Jeg maa ſtadig
være paa Ferde, fore Brevvexling, modtage eller
gjøre Beſog, tage ud til Middag, ſpadſere . .. J
Selſkabstiden er jeg næften hver Aften ude; om For⸗
middagen maa jeg i Butikkerne eller ſkrive Breve;
om Eftermiddagen ffal jeg kjore en Tour. Jeg er
aldrig ene. Altid ſkal jeg ledſage Tante, tale, høre,
være ſnart hiſt, ſnart her. Er det ikke Arbeide nok
for ti Kvinder og ikke meget for meget for en ſtakkels
overanſtrengt Skabning ſom jeg?“

Doctor Rich var meget overbærende med fine
Patienter og ifær, naar det gjaldt Horatia; han ſagde
derfor venligt: „Ja, det er ganſke viſt et redſomt

102 To Verdener.

Liv. Men kan jeg ikke hjcelpe Dem? Kunde jeg ikke
forefkrive Dem en mere fornuftig Maade at leve
paa?”

„Aa nei, der er Ingen, ſom kan hjælpe mig, og
Intet, ſom kan frelſe mig,“ ſagde Miſs Berners.
„Jeg er faa tret, faa opflidt. Da jeg er fuldſtendig
afheengig af min Tante, maa jeg rette mig efter hende
i enhver Henſeende.“

„Men De kunde maaſkee,“ ſagde Doctoren nolende,
„maaſkee ...“

„Nei,“ udbrod Horatia, „jeg vil aldrig gifte mig,
hvis det er det, De mener. For en halv Snes Aar
eller mere ſiden kunde jeg have teenkt derpaa, men nu

. nu, jeg ſkammer mig ved at fee Folk i Anſigtet,
naar Tante forſoger ... Aa, hvad er det for Taabe—
ligheder, jeg der ſiger! . . . Nei, det maa blive ved at
gaae, ſom det gaaer. Der bliver ingen Hvile for
mig, for jeg .. .“ og hun braſt i Taarer ...

„Dockoren ryſtede pan Hovedet og gik hen til et
af Vinduerne. Han tog Gardinet til Side, lukkede
Vinduet helt op og ſage ud i Haven. Derpaa gik
han et Par Gange op og ned i Varelſet og fatte fig
ſaa ved Kaminen. Det var en ſtor, gammeldags
Kamin, ſom i mere end to Aarhundredrer havde ſeet
Medlemmerne af Familien Dumbleton rundt om ſin
Arne. Oven over den var der et Portrait af en
Dame med puddret Haar og et Perlehalsbaand paa,

To Verdener. 103

ſom ſyntes at ſee ned paa Datteren med et venligt
Smil.

Horatia havde kaſtet fig ban en lav Sofa og
torrede ſine Taarer. Den friſke Luft, der trængte ind
i Verelſet, gjorde hende mere godt end alle Ord.
Da hun blev mere rolig, ſage hun op, og da Doctoren
bemceerkede det bekymrede Udtryk i hendes morke
Oine, folte han en dyb Medlidenhed med hende. J
nogle Sieblikke tav han ſtille, men derpaa ſagde han
med ſagte Roſt, ſom om fan havde taget en ſtor Be—
ſlutuing:

„Jeg troer, jeg vil kunne hjælpe Dem, hvis De
tillader det. Iſtedetfor at være et Straa, der- hvirvles
om af Strommen, var det ikke bedre at blive et Anker
i faſt Grund? Kunde De ikke have Lyſt til at blive
en Leges Huſtru?“

Horatia rodmede ſterkt og lagde overraſket Hovedet
ned i Sofaens Puder for at ſtjule ſin Bevegelſe.
Doctoren vedblev at tale roligt, idet han tilfokede, at
han aldrig havde lagt ſtor Vegt paa Standsforſkjel

Hat han ikke indſage, hvorfor en fornem Dame ikke
ſkulde lere Livets Virkelighed at kjende. „Thi,“ til⸗
foiede han med et Smil, „den Stilling, jeg kan til⸗
byde Dem, er meget beffeden.”

Han var ſom ofteſt lidt vidtloftig i fin Tale,
men den Dag var han ſnart færdig og ventede nu,
hvad Horatia vilde fvare.

„Jeg er ganſke overraſket,“ ſagde hun endelig,

104 To Verdener.

idet hun beſtrebte fig for at tale roligt. „Jeg.
veed ikke ... De kjender mig jo ikke, Doctor Rich.“

Denne ſvarede beſtandig ganſke rolig, at han
længe havde teenkt paa at gifte fig, at han ikke kunde
vente, at hans lille Husholderſke, hans Soſter Berta,
længe vilde blive hos ham, at der ikke var Nogen i
Nabolaget, han ſyntes om, og at det forekom ham, at
den Plan, han havde omtalt, vilde gjore dem begge
To lykkeligere, end de Hidtil havde været.

Hans Tone var faa rolig, — ſom ſedvanlig naar
han var bevæget, — at Horatia ikke ret fik nogen
Anelſe om, at denne Ro ſfjulte et fyrigt og hengivent
Hjerte med ridderlige og lidenſkabelige Folelſer .. .;
hun vidſte ikke, at det var en Skat, ſom blev budt
hende, og at den ſimple Landsbylege ſtod ligeſaa hoit
over hende ved ſin blide Natur ſom ved ſin mandige
Kraft, fine Talenter og fin Iherdighed.

Med brændende Kinder fane hun opmerkſomt
pan ham. Han var en noget foer Mand af Middel—
hoide med et velvilligt Anſigt og et venligt, men dog
ſkarpt Blik; hans Stemme havde en eiendommelig blid
Klang, der endnu ſyntes at gjenlyde for hendes Oren,
efterat han havde ophørt, at tale.

Derpaa gjenkaldte hun fig det med Vedbende
bedeekkede Hus, ſom hun engang havde ſeet "paa en
Tour med Fru Dumbleton. Hun forſogte at tanke fig,
hvorledes Dagen vilde gaae i dette fredelige Tilflugtsſted,
og fin egen ſtille Tilverelſe efter ſaa mange Aars

To Verdener. i 105

Larm og Bevegelſe, fin Ro efter faa mange Anſtren⸗
gelſer, en virkelig Ven iſtedetfor mere eller mindre
ligegyldige Bekjendtſkaber. J bette Øieblit vilde hun
have været mindre friſtet til at modtage en Mands
Tilbud, fom Havde nok af Verdens Goder. Da hun
var bleven rolig nok til at kunne tale, ſagde hun ikke
det Nei, der forſt var forekommet hende ſom det
eneſte mulige Svar.

„Jeg kan ikke . ..“ mumlede hun, „jeg kan ikke
give Dem et beſtemt Spar nu. Jeg ffal ſende det
. . . jeg ſkal ſkrive. Jeg maa tale med de Andre; jeg
beder Dem, tag bort, for de komme ...“

Doctor Rich ſtod op, bukkede alvorligt og gik.
Hans jevne Opdragelſe gjorde ham her god Tjeneſte;
han forblev fuldkommen rolig og Herre over fig ſelv,
medens Horatia ſkjcelvede og neppe kunde blive Herre
over fin Beveegelſe. Da han var borte, gik hun oven⸗
paa, gjennem de ſtore Rum til ſit Verelſe. Der
hortes ingen Lyd rundt om hende; hun faae kun de
ſtore Egetres Dore, Familieportraiterne pan Væggene
og de ſtore Vinduesfordybninger, hvorfra man ſaae
ud over Egnen paa den nedgagende Sol og Treernes
Toppe.

Hun ſtod ſtille og faae ud. Foran hende ſlyngede
Veien ſig ſom et Belte midt gjennem Skoven; hun
ſaae en Rytter fare hen ad den, indtil en Omdreining
fuldkommen ſkjulte ham. Hendes Blik ſtirrede endnu
nogen Tid ud i Landſkabet, men uden at hun havde

106 ' To Verdener.

nogen Bevidſthed om de Gjenſtande, det modte. Store,
purpurbremmede Skyer ſtege op i Synskredſen, det
luftede op og ſuſede gjennem Treernes Grene, medens
Kragerne ſkreg i deres Reder. Dagens Lys ſluktes i
hele ſin Straaleglands, og Stjernerne begyndte at
tindre pan den morke. Himmel. Men alle disſe For—
andringer vakte ikke Horatia op af hendes Drommeri;
kun da Solen helt var forſvunden bag Træerne, be—
merkede hun til fin ſtore Overraſkelſe, at hun neſten
havde fattet en Beſlutning, at det, ſom forſt var fore—
kommet hende faa umuligt ... det, ſom endnu Dagen
i Forveien ſyntes hende faa nopnageligt, det var nu
i hendes Magt, Hvis hun havde Mob til at gribe
det .. . til at modtage denne rolige Tilværelfe, denne
fredelige Lykke, ſom — det havde hun ſagt fig ſelv
tuſinde Gange — aldrig vilde blive hende til Deel.
Den ſtakkels af Bolgerne omtumlede Baad var plud—
ſelig ved en ſikker og rolig Havn; endnu buldrede
Havet, Vindene og Bolgerne larmede og brodes ...:
men hvad angik denne Larm hende nu? Hun var
landet paa en lykkelig Strand, Hvor hun vilde blive
beſkyttet og forſvaret, hvis hun vilde blive der. Ja viſt
vilde hun det; thi om hun end neppe havde Driſtighed
nok til at blive, Jan havde hun endnu mindre til
atter at drage ud og trodſe Uveirets Magt. Maaſkee
overdrev Horatia ſit foregagende Livs Sorger og Moi—
ſommeligheder; men viſt er det, — og det gjentog
hun ofte nok, — at hun med ſine to og tredive Aar

To Berdener. 107

var gammel nok til ſelv at beſtemme fin Skjebne.
Hun folte Taknemlighed mod ſin Tante, ſom hun
ſkyldte fan mange Aars edelmodige Kjærlighed, men
ſelv kunde hun dog bedre end Nogen bedomme ſin
Stilling. . .. Og alt medens hun gjentog for ſig ſelv,
at hun ikke var utaknemmelig, begyndte hun at tenke
over, hvorledes hun ſkulde faae en Billet ſendt til
Doctoren, og hvorledes hun ſkulde bære fig ad med'
at meddele ſin Tante, Lady Whiſton, og ſin Couſine
den frygtelige Nyhed. k

De to Damer fom feent hjem fra Byen og begav
ſig ſtrax til deres Verelſer, for at klæbe fig om til
Middagsbordet. Horatia havde kledt fig om med
nerveus Haſt og var i altfor ſtor Bevegelſe til at
holde fig rolig. Hun vandrede hurtigt frem og til—
bage i Salonen i fin hvide Kjole og beſtrebte fig for
at fane Mod og finde Ord til at fortælle fin Familie,
hvad der var heendt. Hun lagde neppe Mærke til, at
Huſets Herre, Hr. Dumbleton, ſtille traadte ind og
kaſtede ſig i en Leeneſtol. Hau blev endelig træt af
at ſee hende ſaaledes fare frem og tilbage. Det var
en ung Mand af et meget tiltalende Ydre, ſom ſed—
vanligviis var taus, men dog ogſaa godt forſtod af
ſvare forſtandigt og ſtundom at gjore fine Sporgs⸗
maal, naar han fandt for godt. Det hendte da ogſaa
denne Eftermiddag.

„Hvad er der paafærde, Horatia? Er der Noget
gaaet Dig imod?“

108 To Verdener.

Horatia ſtod pludſelig ſtille, vendte ſig imod ham
og ſage et Minut ſtift paa ham uden at ſvare. En
Time tidligere ſyntes hun, at hendes Beſlutning var
fattet, men nu tovede hun og var nær ved at for—
andre den, hellere end at beſlutte fig til at meddele
Jin Tante den, faa redſomt forekom det hende. Men
der aabnede fig jo en ny Vei for hende; Henrik
Dumbleton var jan god! Maaſkee vilde han hjælpe
hende. Under alle Omſteendigheder vilde han give
hende et godt Raad.

„Du kan hjælpe mig,“ ſagde hun endelig. „En
Gang i mit Liv har jeg endelig forſogt at tage en
Beſtemmelſe, og nu veed jeg dog ikke, hvorledes jeg
ſkal bere mig ad.“

„Det overraſker mig,“ ſvarede Dumbleton med
et Smil; „Du veed da ikke, hvad Du vil?“

„Siig mig,“ udbrod Horatia pludſelig, „vilde
Du finde det meget taabeligt, at en Kvinde, ſom ...
Antag, at Du er en Kvinde paa over tredive Aar ...“

„Nei, det gaaer virkelig ikke,“ ſvarede han.

„Hor mig,“ vedblev Horatia. „Tonk Dig en
Pige, ſom ikke mere er ung, ſom intet eget Hjem har,
og ſom i mange Aar ikke har kjendt til rigtig at være
elffet for fin egen Skyld. Tro ikke, at jeg intet Hjerte
har . .. min Tante har altid været Godheden ſelv,
og jeg vil evig være hende taknemlig derfor, men ...“

„Men Alverdens Taknemlighed vilde ikke kunne

To Verdener. 109

beſtemme mig til at leve med hende, hvis det er det,
Du mener,“ ſagde Dumbleton.

„O Henrik!“ ſagde Horatia og ſaae ham lige
ind i Anſigtet; „vil Du ſynes, at det er meget taabe⸗
ligt af mig, derſom .. . ſiig mig, vilde der være noget
Upasſende for en Kvinde i min Stilling i en For⸗
bindelſe ...?“ — Hun fif Taarerne i Vinene, og
Dumbleton faae, at hendes Hender ſkjcelvede. Han
følte fig rørt og beſluttede at komme hende til Hjælp,
hvis det var muligt.

„Hvem er det?“ ſpurgte han ikke uden Uro over
Svaret. :

„Doctor Rich,“ ſagde Horatia, idet hun rodmede
ſom en tyveagarig Pige.

„Derfor var det altſaa, han kom her?“ ſvarede
Dumbleton forbauſet.

„Synes Du ikke om ham?“ ſpurgte Horatia i
en bonfaldende Tone.

„Jeg troer, Rich er et prægtigt Menneſte,“ ſagde
Dumbleton noget langſomt, „men det forekommer mig
ikke, at han handler klogt. Eders Forhold ere meget
forſkjellige, Katia; Du maa faa til at tage helt ander
ledes fat, men jeg antager, at Du er forberedt
derpaa.“

„Ja viſt,“ ſagde Horatia. „Du er fan god,
Henrik; jeg vovede ikke at haabe, at Nogen vilde
høre faa taalmodig paa mig.“

Horatia var ganſte viſt lidt overraſket over, at

110 To Verdener.

hendes Fetter ikke gjorde flere Ophevelſer. Opdragen
ſom hun var, forekom Forſkjellen i deres Stilling
hende langt ſtorre, end det virkelig var Tilfældet.
Hun ſyntes, hun udførte en Heltedaad; hun havde en
ubeſtemt Folelſe af, at hun var en Fyrſtinde, der
ſteg ned fra fin Throne . .., at hendes Befſlutning
gjorde hende ſtor Wre, . . . at det var en overor—
dentlig Gunſt, ſom Doctor Rich maatte være i hoi
Grad taknemlig for . ... Og dog havde Doctor Rich
ſagt den fulde Sandhed, da han forſikkrede Horatia
om, at han ikke lagde ſynderlig Vogt paa Stands—
forffjel. Han folte en virkelig Beundring og den
ommeſte Hengivenhed for Miſs Berners, men han
brod ſig kun ſaare lidt om, at hun var Niece af en
Baronesſe og Couſine til forſkjellige Perſoner af hoi
Fodſel: denne Merkelighed havde han neppe engang
offret en Tanke.

Han nermede ſig nu ſit Hjem ad den ſmalle
Vei med en Rælfe Træer med tæt Lovverk paa begge
Sider; hiſt og her glimtede Stjernerne frem, og
Vinden ſuſede mellem Grenene; men han var ganſke
optagen af Tanken om denne ſmukke og yndefulde
Kvinde, der havde vundet hans Hjerte. Han elſtede
hende for hendes egen Skyld og ikke for Andet; han
bilde have taget hende til Huſtru, ſelvb om hun var
fodt i en Hytte. Men hun modtog ham viſtnok mere
for det, han kunde give hende, end for hans perſonlige
Verd. Hun ſamtykkede i at ægte ham, ikke fordi han

To Verdeuer. 111

var brav, om og dygtig, ikke fordi hun vilde gjøre
ham lykkelig og være ham en god Huſtru, men fordi
hun haabede, at han kunde forſkaffe hende den Lykke,
hun ſukkede efter. Ved at gifte ſig giorde hun ganſke
viſt Affald paa mange Ting, men hun opgav jo kun
fin Stilling, fordi hun var træt af den; hun gjorde
det for ſin egen Skyld.

Saaſnuwart der var faldt tilbords, kom Lady Whiſton
og fjendes Datter ned. Hr. Dumbleton bod fin Sviger—
moder Armen, de to andre Damer fulgte efter dem
ind i Spiſeſalen. Et Sieblik blendedes de af Lyſenes
Glands, Solvptoiet og Blomſterne, ſom bedeekede Bor:
det, men det var ſnart forbi, og man tog Plads.
Lady Whiſton var en gammel lille Dame, ſom altid
var i Bevegelſe, Datteren en elſkverdig, lidt trivelig
ung Dame, ſom ſelv holdt meget af at tale og taal⸗
modig beſvarede fin Moders Ordſtrom; Hr. Dumble⸗
ton ſkar for og blandede ſig kun lidt i Samtalen.
Horatia kunde neppe ſamle ſine Tanker faa meget, at
hun kunde folge den ...

„Jeg er frygtelig træt,” ſagde Lady Whiſton.
„De veed, Henrik, at jeg ſlet ikke er ſterk, og dog
har jeg i Formiddags været i Byen; jeg har gjort
Indkjob i aver to Timer' og fan ſpiſt Frokoſt hos Beau⸗
ville's. Der traf jeg Jane Parſon, ſom abſolut vilde
have mig med i Muſeet og derfra til Marochettis
Atelier. Saag har vi endnu gjort en Mengde Vi—
ſitter; vi har ogſaa været hos Lady Ferrar, hvor vi

112 To Verdener.

lige fik Tid til at drikke en Kop The, thi der traf
jeg Vognen og Auguſta, ſom ventede mig ved Porten.
De maa endelig bede Lady Jane om at tilbringe
nogen Tid her; hun er ſaa rar.“

Hr. Dumbleton ſage fortrœdelig ud, og hans
Kone ſtyndte ſig med at forandre Emnet for Sam—
talen og ſagde:

„Naa, fjære Ratia, hvad har Du da beſtilt hele
Dagen?“

Horatia ſaae ned i fin Tallerken, og Hr. Dumb:
leton fane paa hende.

„Har Doctor Rich været her?“ ſpurgte Lady
Whiſton.

„Ja,“ ſagde Horatia.

„De Folk ere ſaa fordringsfulde,“ ſagde den
gamle Dame. „Jeg haaber, Horatia, at Du har
ladet ham forftaae, at vi nu tage bort og ikke have
mere Brug for ham. Gud veed, hvor ſtor hans
Regning bliver. Det er jo ikke engang en rigtig
Doctor, ſkjondt han kalder ſig ſaa; og de Folk maa
holdes i Reſpekt.“

Horatia blev ildrod i Hovedet; det morede Dumble⸗
ton, og. Samtalen fortſattes nu ſnart om det Ene,
ſnart om det Andet. Men det var ligeſom en Stjæb-
nens Styrelſe, at Lægerne ſtadig kom paa Tapetet;
med hver Ret kom der en ny Hiſtorie om dem frem.
De meerkeligſte Sygdomme i den fornemme Verden
blev forhandlede i alle Enkeltheder; men Horatia horte

To Verdener. 113

ikke noget deraf, hun fad ſom i Drømme og vakkedes
kun, naar Doctor Richs Navn nævnedes. Var da
hendes Sfjæbne beſtemt? Skulde denne nye Verden
aabnes for hende? Var hun allerede en Fremmed
her, fordomt til at forlade dem Alle, at bryde alle
de gamle Baand, leve dette ukjendte Liv, ſom blev
tilbudt hende? Det forekom hende, ſom om det ingen
Virkelighed havde.

Da Damerne forlod Bordet, reiſte ogſaa Dumble⸗
ton fig mod fin Sedvane, og idet Horatia gik fordi
ham, hviſkede han: „Jeg ſkal ſige det til min Sviger⸗
moder.“

Horatia blev ſtagende i Forverelſet; hendes Hjerte
bankede heftigt, og idet hun vendte fig om mod Glas⸗
børen, faae hun op til den morke Himmel. Det havde
regnet, Skyerne ſpredte ſig ad, og Maanens Straaler
kom frem bag Træerne, medens enkelte Vindſtod lød
over Enge og Marker. Der hang en Lampe i For⸗
verelſet, der ſaae ud ſom et Slags Tempel, i hvilket
Horatia i fin hvide Kjole var Preſtinden, ſom for⸗
ſogte at læfe fin Skjcebne i Stjernerne, — fin Skjcebne,
ſom andre Folk i dette Sieblik ordnede efter deres
Forgodtbefindende. J Salonen fordømte den over⸗
raſkede, forvirrede og forbittrede Lady Whiſton hende
uden Barmhjertighed til at forblive gammel Pige ind⸗
til hendes Dages Ende, medens Dumbleton med ſin
blide, men faſte Stemme bortgiftede hende ligeſaa

uigjenkaldeligt til Doktoren. Hans Kone holdt ſnart
8

114 To Verdener.

med ſin Moder, ſnart med ſin Mand, medens Horatia,
der var den, hvem Sagen meſt angik, ſtod udenfor
og fane paa Maanen og Skyerne. Endelig ſtod
Dumbleton gabende op og forlod ligegyldig Verelſet.
Han kom mud til fin Couſine, ſom ubevægelig ſtod ved
Glasdoren; hun ſkjcelvede, da han nærmede fig.

„Jeg ſender et Bud til Stationen,“ ſagde han.
„Hvis Du onſker det, kan han tage et Par Linier
med, ſom kunne berolige den ſtakkels Doctor. Der er
Blœk og Pen i mit Verelſe.“

Han tændte en Cigar og gik udenfor, medens
Horatia begav fig til haus Verelſe. Hun fatte ſig
ned, tog langſomt Pennen, holdt Haanden for Sinene,
og medens hun neppe ſaae paa Bogſtaverne eller ret
vidſte, hvad det var, ffrev hun:

„De man hjaelpe mig med at afvæbne min Tantes
Brede; jeg har beſtemt mig til at komme til Dem .
jeg veed, jeg kan ſtole paa Dem.“

27

Horatia.

Hun lagde Brevet ſammen og forſeglede det;
derpaa gik hun ud med Billetten i Haanden. Dumble⸗
ton tog den med et Nik og gav den til en Tjener,
han kaldte pan, med de Ord: „Afleveer det hos Doc⸗
tor Rich, naar Du ſtal til Stationen, og naar Du
kommer der forbi paa Tilbageveien, fan ſporg, om
der er noget Svar.“

Horatia forſtod i dette Sieblik, at Loddet var

To Verdener. 115

kaſtet, at hun havde undertegnet og forſeglet fin
Stjæbne.

J famme Wieblit ſagde Lady Whiſton, ſom det
var lykkedes, da Svigerſonnen var borte, at overbeviſe
ſin Datter, med ſtor Beſtemthed: „Vi reiſe ſaa imorgen
eller iovermorgen; jeg vil ikke ſee Horatia igjen i
Aften; jeg er altfor misforneiet med hende, og hun
maa opgive denne latterlige Plan.“

Det var allerede meget ſent, da der endelig lod
Heſtetrav udenfor Doctorens Hus. Hans Soſter Ro:
berta begyndte at blive kjed af ſin lange Samtale
med hans Medhjælper, Hr. Caton, og ſkyndte fig ud
til Broderen og kysſede ham kjerligt, medens Caton
fulgte langſomt efter. J det Dieblik, da James, træt
og urolig, ſatte Foden til Jorden, folte han et uſigeligt
Behag ved at blive fan kjerligt modtaget. Syntes
ikke dette Hjem, der ſaaledes aabnede fig til Velkomſt
for ham, at ſige: ,, Træd ind, her har Du Ret til at
være og til at blive elſket; hvad der end hender Dig
udenfor, Du er altid velkommen her, kom og glem nu
din Frygt, din Sindsbevegelſe og Uvished!“ ;

„Nu da, James Rich,“ ſagde Caton til ham,
„Du indbyder mig til Middag Kl. 6 og kommer forſt
ſelv Kl. 8!“

„Jeg ... jeg kunde ikke komme for; jeg blev
opholdt,“ ſvarede Doctoren. „Berta, lad dem rette an.“

Faa Minutter ſenere ſad de omkring et Bord,
bedælfet med Roſer, og hvorpaa der ſtod en neſten

8*

116 To Verdener.

helt forbrændt Bedekolle; Betty vartede op, men lod
meget tilbage at onſke. Tiltrods derfor og ſtjondt
Retterne kun vare tarvelige, var Maaltidet dog helt
fornoieligt.

Da det havde regnet, kunde Berta ikke gage ud
i Haven, ſom hun var vant til efter Bordet. Medens
de to Herrer bleve ſiddende i Spiſeſtuen, gik hun da
ind i Dagligſtuen og tog fat pan fit Arbeide. Imens
hun ſyede, faldt hun i dybe Tanker ... hun tenkte
paa, hvad dette Liv egentlig forte til. Fra ſin Plads
horte hun de to Mænds Stemmer; hun kunde ſkjelne
ſin Broders klare Roſt fra Catons mere fraſtodende.
. . . Vilde det være muligt, at hun nogenſinde kunde
komme til at elſke denne Stemme, ſom hun elffede
den Andens? Hendes Traad braſt . . . nei, nei, aldrig!
Ingen vilde blive for hende det, hendes Broder var.
Hvorfor ſkulde hun elſke nogen Anden; hun kunde jo
altid leve med ham. Juſt ſamme Formiddag, medens
de ſpadſerede ſammen i Haven, midt imellem Blom⸗
ſterne og Solſkinnet, havde de havt en lille Strid om
den ſtakkels Caton, ſom hun flet ikke ſyntes om, men
Broderen derimod. Naar han var alvorlig og be—
drovet, faa holdt hun næften af ham; men naar han
var altfor venſkabelig, munter og lod Munden lobe,
hadede hun ham næften. Selv James indrommede
undertiden, at den unge Mand ſatte vel lidt Pris
paa de ydre Former.

Det er meget vanſkeligt beſtemt at angive den

—

To Verdener. 117

merkelige Forſkjel — faa ſtor tiltrods for dens kun
ringe virkelige Betydning —, der findes mellem Men⸗
neſker, ſom boe paa det ſamme Sted, tale det ſamme
Sprog og have de ſamme Folelſer. Ved Siden af
de Folk, man kalder den ſtore Verden, er der endnu
Menneſker, der deltage i Selſkabslivet, derpaa dem,
der leve udenfor dette, og endelig det egentlige Folk.
Doctor Rich, hans Soſter og hans Compagnon horte
ikke med til den egentlige Selſkabskreds og havde dog
bæret meget lykkelige. Horatia var en Dame af
Verden .. . af en Kreds, ſom ikke havde ſtjenket hende
Lykke, men ſom havde givet hende visſe Vaner og
Tilboieligheder, der gjorde hende helt forſkjellig fra
Roberta og ſtillede hende over denne i Alt, hvad der
angik den ydre Form. Doctoren ſelv var over fyrre⸗
tyve Aar gammel; han havde været anſat ſom Lege
ombord paa et Skib, der gik til Indien. J femten
Aar havde han flakket om ſnart hiſt, ſnart her; han
havde lært Livet at fjende mellem alle Slags Men⸗
neſker, lige neſten fra nøgne Vilde til de fineſte
Damer i Silkekjole, og hvis Erfaring, Iheerdighed,
gode Evner og en god Opdragelſe ikke efter en ſaa⸗
dan Aarrckkes Kampe danne en Gentleman, faa er
det vanſkeligt at ſige, hvad der endnu ſkal foies til.
Den ſtakkels Caton havde ikke været ſtillet faa heldigt,
han havde kun fin Iheerdighed og fin Kjærlighed til
Doctoren, ſom han havde pleiet, da denne kort for

Soſterens Ankomſt havde havt Kopperne — en Om⸗

118 To Verdener.

ſteendighed, ſom burde have gjort Berta mere tak—
nemmelig.

Hvis hun ſtrax Havde viiſt den unge Lege Vel—
villie, ſaa er det ſandſynligt, at hendes Broder ikke
havde ſyntes om det; men da hun let ikke brød fig
om ham, faa vifte der fig den beſynderlige Modſigelſe,
at Doctoren juſt roſte ham beſtandig og idelig indbod
ham. Den ſamme Formiddag havde hau juſt ſagt til
Berta, at hun maatte være meget taabelig og ſtor paa
det, naar hun ikke ſatte Pris paa en ung Mand, der
var ſaa god og hederlig ſom Caton.

„Det er muligt, at jeg er en Tosſe, James, men
Du veed godt, at jeg ingen fornem Dame er .. .; jeg
hader de fine Damer," ſagde Berta, for hvem dette
Emne var meget ubehageligt.

De kom juſt fra Frokoſten og gik ude i Haven,
James med fin Cigar og Berta med en Kurv fyldt
med Roſer i Haanden. Doctoren tang et Sieblik, der⸗
paa ſvarede han:

„Men de har jo aldrig gjort Dig noget Ondt;
hvorfor vil Du da hade Folk, ſom Du ſlet Intet
fjender til?“

Berta fane lidt forundret paa ham over den
Tone, han ſagde det med.

„De har maaſkee aldrig tilfoiet mig noget Ondt,”
ſagde hun lidt forvirret; „men jeg foler mig altid
ilde berort af dem.“

„Det er jo taabeligt, kjere Berta!“ ſvarede han

To Verdener. 119

og vendte ſig pludſelig om; „det er da din Feil og
ikke deres. . .. Men jeg kan ikke blive her længer;
lad os fane noget Ordentligt til Middag! Caton kom⸗
mer idag, og Du maa ikke ſulte ham .. . og heller
ikke ſkjeendes med ham.“

Derpaa forlod han hende, og Berta horte ham
ride bort .. .; men hun vidſte ikke, at han ilede fin
Fremtidsſkjcebne imode.

— Roberta var meget huslig; hun var af en
blid og tenkſom Character, og lykkelig ved Livets
ſmaa daglige Interesſer. En fredelig Sommeraften,
et kjerligt Ord af Broderen, undertiden en Roman,
et Beſog af en Veninde, eller en Tour til London,
det var hendes Hovedfornoielſer. Hendes Smaaſorger
angik altid Huſets Fornodenheder eller de Fattige i
Nabolaget, og faa undertiden naar hendes Broder
vilde have, at hun ſkulde aflægge et af de faa meget
frygtede Beſog hos Familien Dumpleton eller pan en
anden af de ſtore Gaarde i Omegnen, der var be:
boede af lignende Uhyrer. Hun var flittig og pas⸗
ſede Huſets Gjerning godt og var ogſaa vel udruſtet
af Naturen; men hun havde ikke Halvdelen af de
Talenter, ſom Miſs Berners glimrede med. Medens
hun ſtille opfyldte ſine Pligter, forſomte Horatia det
ofte, men gjorde ſig rigtignok ſaa voldſomme Bebrei⸗
delſer, fordomte fig til en Mængde Savn og tog de
kjckkeſte Beſlutninger; men derved blev det ogſaa, thi
Udforelſen kom kun .. . i Indbildningen. —

120 To Verdener.

Den ſkjebneſvangre Dag var da hengaget, og
Berta ſad og ſyede, medens hun ventede paa, at de
to Herrer ſtulde komme ind fra Spiſeſtuen. Pludſelig
kom der Nogen forbi Vinduet, der blev ringet, og
Betty bragte et Brev ind, ſom hun lagde paa Bordet.
Imidlertid lavede Berta Theen til, og de to Læger
kom nu ind; Caton ſatte ſig hos hende, medens James
tog Brevet og gik ind i fit Studereverelſe, Efter
fem Minuters Forlob kaldte han paa hende, og hun
lob ind til ham.

Han ſtod endnu med Brevet i Haanden; hans
Dine ſtraalede, og der var et ganſke ſœreget Udtryk i
hans Anſigt.

„Berta, der er hendet mig noget, ſom gjør mig
meget lykkelig,“ ſagde hau og rakte hende Haanden.
Hun tog den, idet hun faae kjœrligt op til ham med
en ſporgende og overraſket Mine.

„Der er En, ſom har lovet at ville vere din
Soſter, og ſom Du maa elſke, fordi Du holder faa
meget af mig.“ vedblev han ſmilende, uden at lægge
Meerke til Bertas forſkrokkede Anſigt.

„Hvem er det, James?“ ſpurgte hun med ſtjel⸗
vende Stemme.

„Du kjender hende, min Kjære; Du har feet
hende hos Dumbletons. Du vil holde af hende, ikke
ſandt? Og Du vil hjælpe mig med at gjøre hende
lykkelig?“

Berta flap hans Haand med beende Sjerte.

To Verdener. 121

Gun havde hos Dumbletons feet en elegant ſmuk
Dame, ſom, da hun havde talt med hende, havde
vakt en Folelſe hos hende, ſom om hun var dannet
af Kanter .... en fiin Dame .. .. hun, ſom hadede
dem! . . . . en af disſe ſkrekkelige Skjonheder fra
London .. .. Hvad havde dog James gjort! ....
Hvor kunde han tenke paa en ſaadan Daarfkab!

Hun kaſtede ſig om ſin Broders Hals og frem⸗
ſtammede: „O, jeg haaber at Du ffal blive lykkelig ...
at hun vil gjore Dig lykkelig! Men hvorfor har
Du flet ikke talt et Ord til mig derom, ſagt mig
det for?“

„Jeg fattede forſt Beſlutningen i Eftermiddag og
ſagde hende det; i dette Sieblik har jeg faaet hendes
Svar,“ ſagde Broderen, idet han blidt unddrog ſig
hendes Favntag.

Berta fane endnu engang paa ham med et kjer⸗
ligt Blik; det forekom hende, ſom om det var ſidſte
Gang, og at Horatias Mand ikke mere vilde blive det
ſamme Menneſte ſom hendes Broder James. Hun
gik ſtille ud af Verelſet, thi hun folte, at hun fik
Taarer i Oinene, og hun vilde ikke have, at han
ſkulde ſee det.

Medens bette foregik i Legens ſtille Hjem, fad
Horatia og talte med fin Conſine.

„Du maa hjælpe mig, Auguſta,“ ſagde hun, „og
forſvare mig. Jeg forſikkrer Dig, jeg vil blive lyk⸗
kelig. Du veed, at jeg altid har længtes efter at

122 To Verdener.

leve ſtille paa Landet, og at jeg engang haabede at
gifte mig med en Præjft.”

„Men Du har ikke altid onſket en Landsbylcege
til Mand,“ ſvarede Auguſta.

„Det kommer jo ud paa Eet,“ ſagde Horatia
livligt. „Jeg vil tage mig af de Fattige og Skolerne,
og faa bliver jeg fri for denne kjedelige, eensformige
Kreds med dens dræbende Fornsoielſer.“

„Men efter nogen Tids Forlob vil dit Liv blive
endnu mere kjedeligt.“

„Nei,“ ſvarede Miſs Berners i en afgjort Tone;
net ſaadant Liv er naturligt og ſundt, medens dette
her er imod Naturen, uſundt og trættende. Du maa
fee at fane min Tante til at blive god igjen, Auguſta;
nu kan det dog ikke gjores om .. .. Henrik har ſendt
mit Brev afſted.“

„Alt er da altſaa i Orden?“ udbrød Auguſta
meget troſtet, thi hun var altid glad, naar Folk tog
deres Beſlutning uden at tage hende med paa Raad.
„Ja, faa maa jo Mama tilgive Dig.“

Den gode lille Kone ſkyndte fig ind til Lady
Whiſton og havde en lang, lang Samtale med hende,
ſom endte med, at der blev kaldt paa Horatia. Da
hun forlob Værelfet, var hun meget bleg, men der
var et triumferende Smiil om hendes Mund; thi den
gamle Dame havde givet efter.

„Du vil jo dog gjøre, hvad Du har Lyſt til,“
havde hun tilſidſt ſagt; „men det maa Du vide, i vor

To Verdener. 123

Kreds vil Du miſte din Plads. Jeg vil engang
imellem komme til Dig, naar jeg har Tid og Lei⸗
lighed; hvad det angager at forlange mit Samthkke,
faa er det jo noget Tosſeri. Jeg tilſtager, jeg havde
haabet noget Bedre for Dig.“

„Men Du vil dog nok tilgive hende, Mama,“
ſagde Auguſta bonfaldende.

„Jeg kan ikke give min gamle Lege Ufffeb, hvis
det er det, hun venter,” var Svaret. „Men hvad
gik der dog egentlig af Dig, Horatia, da Du indlod
Dig paa denne latterlige Hiſtorie?“

„God Nat, kjcre, gode Tante,“ ſagde Horatia
pludſelig og trykkede den gamle Dame i ſine Arme.
„Jeg kan ikke ſige Dig, hvad det var, jeg vilde, men
Sagen er nu engang afgjort. God Nat, Auguſta.“

Hvad hun vilde? Hun vilde have Lykke, Hvile,
et fredeligt Hjem og Kjerlighed .... og nu var
alt dette hendes! Da hun gik forbi ſit Speil, kaſtede
hun et Blik i det. Var dette ſtraalende, foryngede
Anſigt da virkelig ogſaa hendes eget, bette gamle,
livstrœtte Anſigt, hvis flove Blik hun havde mødt i
jaa mange Aar?

Faa Dage efter rullede en Vogn hen ad Veien
fra Dumbleton til Wandsworth. Auguſta kjorte ſelv
ſine Ponyer og tog med ſin Couſine hen for at ſee
Horatias nye Hjem. Det var et deiligt Solſkinsveir,
og hele Verden ſyntes at ſtraale rundt omkring dem.
Horatia fab ſmegtende, lenet tilbage i Sædet, altfor

124 To Verdener.

lykkelig til at tale. Hun ſtirrede ligegyldigt paa
Skyggerne, der bevægede fig fremad med hende, paa
Ponyernes Hoveder, paa Træerne og Huſene i det
Fjerne, paa Børnene og de Forbigagende, der kom
forbi. „Det er ſom et Fee⸗Eventyr,“ tænkte hun
en Prindſesſe, ſom kjorer en Tour .. .. Hvad bliver
Enden paa Hiſtorien?

Endelig kom de til en Bivei, Auguſta dreiede
ind paa den; de kjorte ad en ſmal Vei med Skygge
og Lys og ſtandſede endelig ved en Gitterport, ſom
forte ind til et Hus af rode Murſten fra Dronning
Annas Tid, overalt omſlynget af Vedbend og med
Vinduerne aabne til alle Sider. Det var da altſaa
hendes Hjem .... „Er det ikke nydeligt?” ſagde
Auguſta nog pegede paa Huſet.

Doctoren var ikke hjemme, men Miſs Berta var
nede i Haven, ſagde Pigen og vilde hente hende.

„Nei,“ ſagde Horatia hurtigt, „vi gane ned til
hende.“

De to Damer ſteg af. J det Sieblik Horatia
gik over Dorteerſkelen, tenkte hun med Gyſen paa, at
det var det forſte Skridt, hun gjorde i ſit nye Liv.
For et Minut ſiden Havde dette Liv endnu været
ſkjult bag Doren; men nu da Betty havde aabnet
Doren, laa Begyndelſen der. De to Damer feiede
den lille Gang med deres lange Silkekjoler, de kaſtede
et Blik paa Doctorens Hatte, der hang paa Knagerne,
paa et Par ſmaa Sideverelfer, hvis Dore ſtode gabne,

To Verdener. 125

paa Sofaen med Heſtehaars Betrœk, pan de ſimple
Stole, det lille Klaveer, de chineſiſke Kopper paa
Kaminen, nogle Blomſter i en ſimpel Vaſe pan Bordet.
Auguſta fandt det Altſammen meget prægtigt, og da
de kom ud i Haven, udbrod hun:

„Hvilken deilig Udſigt, Ratia, det er neſten alt
for ſmukt!“

„Jeg ſyntes bedre om, hvis Udſigten ikke var
ſaa ſtorartet,“ ſagde Horatia med et dybt Suk.

„Det er Skade, at Haven er lidt forſomt,“ ved⸗
blev Auguſta og ſaae fig om.

Ganſte viſt voxede Roſerne og Kaalen ſammen i
den venſkabeligſte Forvirring; Kaprifolium flyngede
ſig op ad Murene, Peterſillie, Pebermynte og Safran
groede langs med Bedene. Haven var ingenlunde
ordnet med Smag; den havde tre ſmalle Gange, der
alle forte hen til den lave Mur, ſom omgav den. J
den yderſte Ende var der en Lovhytte, helt bedeeket
med Vedbende og Kaprifolium, og der ſad da Berta
med en Straahat paa og leſte i en Roman. Hun
løftede Sinene op, da hun horte Skridt, og faae en
elegant kledt Dame for fig. Hun følte ſtrax, at det
var Huſets tilkommende Herſkerinde. Hvor hun var
ſmuk! Heltinden i hendes Roman kunde ikke ſammen⸗
lignes med hende. Hvilke glimrende Bine og hvilket
yndigt Smil!

Roberta havde kun feet hende een Gang for;
dengang havde hun ikke ſyntes om hende. men nu

126 To Verdener.

forſtod hun godt, at James havde ladet fig bedaare
af denne yndige Kvinde, ſom gjorde Affald paa al
ſin Storhed for hans Skyld.

„Jeg er kommen for at fee mit tilkommende Hjem,“
ſagde Horatia og talte hende Haanden. Roberta tog
den rodmende og ſagde:

„James har ſagt mig det. Jeg haaber, De vil
blive lykkelig her; ſynes De ikke godt om det gamle
Hus?“ — For hende havde det jo Altſammen en
fortryllende Nude.

Man gik ſnart igjen ind i Verelſerne, og Roberta
viſte dem omkring overalt. Der var ikke meget, ſom
fandt Naade for de to Damers Sine, med Undtagelſe
maaſkee af de gamle udſtaarne Stole i Spiſeſtuen.
De trængte endogſaa ind i James's Studereverelſe,
og det forekom næften Roberta ſom en Vanhelligelſe.
Hun kom ſelv kun derind ved hoitidelige Leiligheder,
naar hun ſkulde have Penge, ſige Farvel til fin Broder,
eller havde faaet Lov til at ſtove Bøgerne af. Hun
tillod aldrig Pigen at rore ved Noget derinde. Ved
Siden af var der et lille Kammer, hvor Berta ſom
Barn havde faaet Lov til at ſidde, medens James
arbeidede, og det var en hel Feſt for hende! Hvor
ofte havde hun ikke ſtaaet pan Taaſpidſerne, for at fee
fig i Speilet over Kaminen! Og nu ſage hun, iſtedet
for fit eget frygtſomme Anſigt, to prægtigt kledte
Damer i det, ſom rodede omkring overalt, faae lige⸗

To Verdener. 127

gyldigt paa Moblerne, vendte Bogerne og loe og
ſnakkede.

„Det er et rigtigt gammelt Ungkarlehus,“ ſagde
Horatia, uden at ane hvor ondt det gjorde den unge
Pige. Men Damer paa tredive Aar have en ſeregen
Evne til at ſaare meget unge Piger, og Roberta var,
trods fine tyve Aar, ſaare ung. Hun ſkyndte fig der⸗
for ud i Kjokkenet for at forlange The og gjenvinde
ſin Fatning.

„Bring den ind i Salen, Betty; hvis min Broder
var her, vilde han ſette ſtor Priis paa det.“

„Det er virkelig fͤrſte Gang jeg hører, at man
ſkal drikke The, for man har ſpiſt til Middag,” ſvarede
Betty og gav et veldigt Stod til et Kar, ſom ſtod
paa Bordet.

Berta ſkyndte ſig ind igjen og vedblev at viſe
ſine Gjeeſter om, indtil Theen kom. Men Betty bragte
den ind, uden at viſe den mindſte Omſorg for, hvor⸗
ledes den var rettet an, og det ſtakkels Barn ſaae
godt det Smil, hvormed de to Damer betragtede
Arrangementet. Tiltrods for ſin Sorg forſogte hun
dog at ſmile, og da James Rich ſnart efter kom hjem,
kunde han fuldſteendig troe fine unge Aars Drøm
virkeliggjort: en lykkelig lille Familie i det fædrene
Hjem, en ſmuk Kvinde, ſom modtog ham med et glad
Smil, og Berta lykkelig ſom hendes Soſter. Han
havde ikke tænkt pan en ſaadan Gloede, da han red
hjemad, og det var med det lykkeligſte Smil, at han

128 To Verdener.

hilſede paa Horatia forſte Gang under ſit eget Tag.
Da han ſaae ind i fin Forlovedes ſmukke Anſigt,
maatte han ſporge fig ſelv, om det virkelig ogſaa var
ſaa, at hun vilde blive hans Huſtru. Han bod hende
kjœrligt velkommen, og Horatia, ſom var rørt og hen—
rykt over hans Omhed, blev elſkverdig, blid og hjertelig.
Da Vognen endelig forte de to Damer bort, ſtod Doc⸗
toren i Doren og fulgte hende med Øinene, ligeſaa
lykkelig og vis paa deres fremtidige Lykſalighed ſom
Horatia ſelv.

Bilde det have været anderledes, hvis Doctoren
havde kunnet forudſee Fremtiden? Det var endnu Tid.
Hvis man kunde have fortalt ham de to Aars Hiſtorie,
der fulgte efter hans WEgteffab, vilde han da have
holdt fig tilbage? Neppe. Han var faa kjœk og ufor⸗
ſigtig, at han ikke vilde have troet derpaa; og ſelv
om han havde vidſt Alt, hvad der vilde komme, var
han dog gaaet fin Skjcebne imode med det ſamme
Mod, ſom fod ham bære den, da den var kommen
over ham.

Ogſaa Horatia var beſtemt paa at ægte Doctoren
tiltrods for de talrige Advarſler, hun HE Men hun
vilde Intet hore. Hendes Tantes Klager, Bebreidelſer
Redſelsudbrud, Suk ..., hendes Slegtninges uophor⸗
lige Beſog, der ſtadig kom derud fra Byen for at
hindre dette Wgteffab og hvis det gjordes nødig, at
træde denne fordringsfulde Doctor ned under deres
Heſtes Hove — Intet kunde rokke hendes Beſlutning.

To Verdener. 129

„Jeg begynder at tenke paa, at Du juſt ikke
gjor noget godt Parti, Horatia,“ ſagde Doctoren en
Dag til hende. „Har Du ogſaa rigtig tenkt over, at
Du fra nu af kommer til at høre til dem, ſom maae
arbeide? Du vil fane det Samme at beſtille ſom
Berta, ſee til Maden og ſaadant Noget.“

„Jeg er ældre end Berta, og jeg er ogſaa ander⸗
ledes opdragen,“ ſvarede hun. „Det er en Vildfarelſe
at troe, at Tonen altid behøver at være i ſit Kjokken,
for at Alt kan gage godt . . .. Men hvor vil Du nu
hen?“ vedblev hun, glad for at flippe fra dette Emne,
ſom hun hadede.

„Jeg ſkal fee til en Syg en halv Milsvei her⸗
fra; det er en af Catons Patienter, ſom er meget
daarlig.“ Ø

„Jeg ſynes ikke rigtig om Hr. Caton,“ ſagde
Horatia.

„Det er en prægtig ung Mand, en ufleben Dia⸗
mant,“ ſvarede Doctoreu; „han har engang frelſt mit
Liv, og derfor maa Du vere venlig imod ham, men
ogſaa af andre Grunde, Horatia.“

Han forlod hende med ct venligt Nik og mere
indtaget i hende end nogenſinde.

Da Caton begyndte at tale til ham om Wgte⸗
ſkabet og kom med Advarsler med Henſyn til Stands⸗
forſkjel, afbrød James ham heftigt og ſagde:

„Hvad vil det ſige, at Enhver ſkal blive i Jin

Kreds? En Gentleman er en Dames Lige, hvor for⸗
9

130 To Verdener.

nem hun end er. Naar hun ægter mig uden Ind—
vending, hvad gaaer det ſaa Dem an? Det er aldrig
til nogen Skade at have en god Opdragelſe og at
Fjende noget til Livet udenfor fin egen ſnevre Kreds.”

„Men Deres Soſter ...“ begyndte Caton.

Men Doctoren afbrod ham: „Det vil kun have
en god Indflydelſe paa min Soſter, naar hun lerer
Verden lidt bedre at kjende. Hun holder altfor meget
af fit Husveſen.“

Han vidſte meget godt, hvad Caton teenkte om
Roberta.

Sex Uger hengik nu lykkeligt for James og
Horatia, men meget langſomt for Roberta. J hele
denne Tid kempede hun en heltemodig Kamp, ſom
Ingen anede: hun fæmpede med ſig ſelv, det ſtakkels
Barn, og modtog alle Slagene.

Caton gjettede, at hun ikke var lykkelig, og en
Dag kom han for at trøfte hende; men han havde
lagt fit Anſigt i faa alvorlige Folder, at Berta udbrød
i Latter ved hans forſte Ord og ikke paa nogen Maade
vilde indlade ſig med ham om denne Gjenſtand. Hun
vilde ikke engang forſtaae ham, da han forſogte at tale
om det, der laa ham endnu mere paa Hjertet. Den unge
Pige undgik Alt, hvad der havde det mindſte Skin af
Folelſe. Inderſt i ſit Hjerte ſyntes hun viſtnok godt
om ham, og hun tenkte maaſkee engang i Tiden paa
at gjore ham lykkelig; men i tyve Aars Alderen er
Livet fan langt, Synskredſen jaa vid, der er endnu

— SEE

To Verdener. 131

Tid nok til at elffe og hade. WEldre Folk ere mere
utaalmodige; kun Ungdommen kan vente. Roberta
tænkte kun paa Fremtiden, naar en ſkinſyg Folelſe
ligeſom tyugede paa hendes Sind; hun meerkede godt,
at hun ikke var den Samme ſom tidligere, at Livet
ikke var faa ſtille og fredeligt, ſom hun hapde indbildt
ſig det.

Jo nærmere Tidspunktet for Brylluppet kom,
deſto mere ſorgmodig blev den ſtakkels Berta. Hendes
tankefulde Dine ſogte idelig Broderens Blik og fulgte
ham overalt. Aftenen for den hoitidelige Dag boiede
hun ſig ned over ſin Broder, medens han ſad og ar⸗
beidede, og mumlede nogle uforſtagelige Ord, afbrudte
af Hulken.

„Min kjereſte Berta,” ſagde James, „vi ville
bede Gud om, at han vil gjøre os Alle lykkelige.
Græd ikke, taabelige Barn! hvor kan Du troe, at Noget
nogenſinde kan forandre min Kjerlighed til Dig.“

Denne Nat ſov Berta roligere, end hun længe
havde gjort. —

— Doctor Richs Bryllup ſtod i Putney en kold
Vinter Formiddag. Hr. og Fru Dumbleton, Berta,
nydelig med ſin lille hvide Hat, og et Par andre
Venner vare de eneſte indbudne Perſoner. Efterat
Hoitideligheden var forbi, tog Berta hjem, pakkede ſit Toi
og kjorte med Toget til den Landsby, hvor hendes Sted⸗
fader opholdt ſig. Hendes Moder, der ikke var James's

Moder, men havde været hans Faders anden Kone,
gt

132 To Verdener.

var anden Gang bleven gift med en kjedelig, trette⸗
kjer Maud, ſom ikke tog fig af noget ſelv, men for⸗
drede meget af Andre. Han holdt meget af ſine egne
Born, men brod ſig ikke ſtort om ſin Steddatter, og
det var ſandſynligviis derfor, at Fru Baron havde
ſamtykket i at ſkille fig fra Berta, ſom var hendes
Yndling. Hun var imidlertid henrykt over at fee
hende komme tilbage, og da Berta kom til Præfte-
gaarden, ſtod Moderen i Doren, for ſtrax at trylle
hende i fine moderlige Arme, medens alle Brødrene
og Soſtrene indfandt ſig i et Optog, for at byde hende
velkommen. Juleferien var begyndt, og alle Drengene
bare da hjemme; det var derfor en ſtoiende og kjerlig
Flok, ſom omringede Berta. Den unge Pige kunde
neppe forſtaae, at det kun var en Tid af to Timer,
der ſtilte hende fra disſe Skinſygens, Omhedens og
Uroens Kampe, ſom havde pint hendes Hjerte, medens
hun med Bettys Hjelp pakkede fine Sager ſammen
og fældede hede Taarer.

Det varede fun fort, inden hun after følte ſig
ſom hjemme i Præftegaarden. Hun hjalp fin Moder,
der fra Morgen til Aften havde travlt med at ſorge
for ſin egen Familie, for Sognebeboerne og for
Skolerne; hun ſkar Kleder til Landsbyens Born,
indovede Juleſangen og hjalp i tre Dage ſine Soſtre
med at pynte den gamle Kirke med Vedbend og
Chriſttorn.

Flere Maaneder hengik. James ſkrev oftere til

——————

To Verdener. 133

hende, og hun modtog endogfan et Par Breve med
Horatias ſmukke Haandſtrift. Det nygifte Par var
for længe ſiden vendt tilbage, havde indrettet ſig
meget behageligt og haabede at deres unge Soſter
ſnart vilde komme til Wandsworth og blive der, ſaa
længe hun havde Lyſt. James tilfoiede: „Caton taler
om at ville aflægge Dig et Beſog; jeg antager, Du
vil ſee ham med det Forſte.“

Disſe ſidſte Ord gjorde Fru Baron meget urolig,
thi hun vidſte ikke, hvorledes hendes WÆgtejælle vilde
optage den unge Læges Opmerkſomhed. Kvinderne
ere ſom ofteſt mere gjeſtfrie end Mændene; men ved
denne Leilighed var det dog ikke alene Glæden over
at modtage et Beſog, ſom ſatte Fru Baron i Uro.
Den unge Lege var ti Aar yngre end James, han
havde en meget god Stilling, og hun var overbeviiſt
om, at han ikke kom til denne afſides Landsby alene
for at fee hende og hendes lidet elffværbige Mand.
Og det havde hun Ret i. Da Doctor Caton kom,
bad han ftrax om at fane Berta i Tale, og den unge
Pige indfandt ſig ogſaa. Men hun traadte ind i
Verelſet med et jan fraſtodende Veſen og vifte Jan
liden Glæde over at fee ham, at han beſluttede at
tage bort igjen, uden at omtale ſin egentlige Henſigt
med Beſoget.

„Hvorledes har James det nu?“ ſpurgte Fru
Baron, for dog at begynde en Samtale.

Doctoren traf pan Skuldrene og ſvarede: „Jeg

134 To Verdener.

kommer nu meget ſjelden hos ham, thi hans Frue
modtager mig altid ſaa fornemt. Dog kan jeg ikke
aldeles opgive vort Venſkab; det forekommer mig, at
han lider, ja, jeg troer, han begynder at angre ſit
Abgteſkab.“

„Saadanne Bgteſkaber lykkes ſjelden,“ ſagde Fru
Baron med et Suk.

„Det er juſt, hvad jeg altid har ſagt, og hvad
der har ſaaret ham ſaa meget,“ ſagde den unge Mand.
„Jeg holder ikke af en Kone, ſom mener, at hun
egentlig ftaaer over fin Stilling. En Kone fſtal tage
ſig af ſit Huus og ſin Mand, men det gjor Fru Rich
ikke. Det var ganſke anderledes i Miſs Bertas Tid.
Nu gaaer Alt, ſom det bedſt kan; og Maden, den
Fjender jeg, den er forfærdelig, Jeg er dog ikke
krœeſen, men forleden var det mig virkelig umuligt at
røre en Bid.“

Roberta antog vel, at Catons Beretning var
noget overdreven, meu hun blev dog meget bedrovet
derover. Det var imidlertid kun altfor ſandt. Hvis
Horatia var bleven tidligere gift, vilde det maaſkee
bære' gaaet bedre, men for en Kvinde i hendes Alder
er det umuligt pludſelig og fuldſtendig at forandre
ſig. Naar man har tilbragt hele ſit Liv i Lediggang,
har været for magelig til endogſaa at hjelpe fig ſelv,
jan bliver man ikke paa een Gang virkſom og flittig
og faner en Husmoders Egenfkaber.

Berta gjorde et kort Beſog hos ſin Broder, ſom

— PE

To Verdener. 135

var til alle Parters Tilfredshed, men da hun kom
hjem igjen, følte hun dog en ſtor Wngſtelighed for
Broderens Fremtid. Fra James havde hun viſtnok
ikke hort nogen Klage; men Berta havde troet at be⸗
merke, at hendes Svigerinde begyndte at blive træt
af fin nye Stilling, ligefom det havde veret Tilfældet
med hendes tidligere. Da Horatia og James giftede
fig, havde de begge foregjøglet fig et Samliv, der
langtfra ſvarede til Virkeligheden. James ventede fig
i Horatia en god og fortryllende Huſtru, kjcerlig mod
Alle, med Interesſe for hans Planer, tilfreds med ſin
Skjœbne og glad ved fin Mand. Han tenkte fig hende
beſkjcftiget paa tuſinde Maader med Arbeide for de
Fattige, med Raad, Hjælp og Opmuntring; han tænkte
ſig hende ſom en god og trofaſt Veninde i Alt, hvad
der var godt og ophøjet. „Det ligger i hendes Natur,
ſagde han til fig ſelv; jeg kjender hende ligeſaa godt
ſom mig ſelv.“

Horatia havde ogſaa teenkt fig en Tilvereſſe paa
fin Maade. Klædt ſimpelt, men dog elegant, vilde
hun modtage fine Venner med huslig Ynde og om⸗
forme ſin Bolig til et lille Trianon. Hun vilde give
nydelige ſmaa og billige Middagsſelſkaber, have et
Croquetſpil ude paa Gronſperet, og ſenere vilde hun
vende tilbage til ſin Selſkabskreds. Indtil da vilde
hun være ligefrem, elffværdig, uafhængig og ifær i
Begyndelſen viſe fig meget tilfreds med fin Beflutning
og fin Mand. Denne var rigtignok noget ufleben.

136 To Verdener.

men hun ſkulde nok forandre ham, og det vilde dog
være forunderligt, om hun ikke med fin fornemme
Slægt ſkulde faae ham bragt iveiret med Tiden .
hvem kunde vide? maaſkee til en rig Mand. Men
lidt efter lidt blegnede hendes Dromme for Virkelig⸗
heden; hun begyndte at finde denne rolige Havn alt—
for rolig, kun forſtyrret af Kjævlerier med Tyendet.
Hun holdt ganffe viſt ikke af ſtoiende Selſkaber, men
hun var ikke vant til en faa fuldſtendig Stilhed,
eller, hvad der var endnu verre, til den beſynderlige
Kreds i Nabolaget: de unge Damer, ſom kaldte hende
min Kjere og vare forbauſede over Alting, de
ſimple Matroner med deres lattermilde Mænd, og jaa
denne Hr. Caton, der var den utaaleligſte af dem
alleſammen. Heldigvis havde hun dog endnu ſine
egne Bekjendte.

James vedblev imidlertid at dromme. Han ſad
paa Benken udenfor og røg fin Cigar og tænkte paa
de lange, yndige Aftener, hvor han fra fin Plads
ſkulde høre Horatia ſpille for ham. Han ſaae Huſet
fane nyt Liv ved hendes Nerverelſe, tenkte fig de
livlige Samtaler, der ſkulde afloſe den tidligere Stilhed
eller den ſtakkels Robertas Hverdagspasſiar. Den
. Fjære Berta vilde jo vinde ligeſaa meget ved For⸗
andringen ſom han! Var det virkelig ogſaa muligt,
at al denne Herlighed var hans? at hans Huſtru
var derinde i Stuen og hed Horatia? Han lagde
Cigaren fra fig og ſage ud igjennem Vinduet, for at

To Verdener. 137

overtyde ſig om, at det ikke var et Hjerneſpind, frem⸗
bragt af Rogen, Roſernes Duft eller det yndige
Sommerveir. Et Lieblik efter vendte han fig igjen
om og byggede ingen Luftkaſteller meer; thi Horatia
var der rigtignok, men med Lady Whiſton og Datter.
Denne Sladren, de bruſende Kjoler og Vognen for
Doren, alt det var intet Drommeſyn, det var den rene
Virkelighed . . . . og han fatte fig igjen paa fin Plads.

„James!“ raabte Horatia ud af et Vindue;
James vendte fig om og ryſtede paa Hovedet.

Horatia kom ud og ſpurgte ham, om han ikke
vilde tale med hendes Tante. Men Doctoren ſparede,
at han havde noget at beſtille.

„Hun vilde gjerne have, at vi ſtulde ſpiſe til
Middag hos hende idag,” ſagde Horatia og lagde
ſin Haand paa hans Skulder. „Hun venter Lord
Holloway.“

„Vi ſpiſte jo til Middag der igaar, og neſte
Uge ſkulle vi til ſtor Frokoſt der; find paa en Und⸗
ſlyldning og ſiig nei.“

„Men det er af ſtor Betydning for din Fremtid,
at Du ſtifter Bekjendtſkaber; det talte vi juſt om der⸗
inde,“ ſagde Horatia rodmende. „Lord Holloway lider
forfærdeligt af Gigt.”

„Det vil jeg ogfan komme til, hvis jeg ſtal ſpiſe
hver Dag hos din Tante. Du kan tage derhen, hvis
Du har Lyſt, og faa kan Du meget bedre gjøre Cour
til Lorden, naar jeg ikke er tilſtede.“

——

— ———— ——

138 To Verdener.

„Hvor kan Du dog komme med ſaadant Noget!
Naturligviis maa jeg tage alene derhen, naar Du ikke
vil med, men det er jaa loierligt, og jeg ſynes flet
ikke om det.“

„Hvorfor lader Du da ikke bære?” ſagde Doc⸗
toren med et venligt Smil, medens hun rynkede
Panden.

„Min Tante vilde tage det ilde op,“ ſvarede
Horatia og vendte fig bort; „jeg maa faa ſige hende
det, og det er meget ubehageligt.“

James ſaae efter hende med et noget underligt
Blik, da hun ſtolt og feiende forſvandt gjennem Doren,
men mumlede dog lidt efter ved ſig ſelv: „Ja, hvor⸗
for ſkulde hun egentlig ikke have Lyſt til at gage?“
Og ſkjondt han vel kunde have fvaret fig ſelv derpaa,
gjorde han det dog ikke. Det er det Klogeſte, hverken
at opkaſte eller beſvare ſaadanne Sporgsmaal.

Horatia kom hjem Klokken 1 om Natten. Hendes
Mand var endnu ikke gaaet tilſengs, men fad i fit
Studereverelſe med Caton. Vinduet ſtod aabent, der
brændte et Lys paa Bordet, og en ſeeregen gjennem⸗
trængende Lugt fyldte Verelſet. Horatia var misfor⸗
noiet derover og vifte det tydeligt. Caton reiſte fig
med en ſaa alvorlig Mine og gjorde et jaa fraſtodende
Buk for hende, at hun folte ſig endnu mere ilde ſtemt.
James ſaae ogſaa meget alvorlig ud, men rakte hende
dog Haanden med et Smil.

— 1

To Verdener. 139

Hun indhyllede ſig i ſit ſtore hvide Overſtykke
og vendte Ryggen til Caton.

„Hvad er det, De have for ſammen, James?
Hvorfor ſidder Du for aabent Vindue? Det var kjede⸗
ligt, at Du ikke tog med mig; Lord Holloway var
virkelig overordentlig elſkvcerdig, og ...

„God Nat,“ ſagde pludſelig Caton. „God Nat,
Fru Rich,“ gjentog han, idet han gik ud af Doren.

„Dette Menneſke er utaa ...,“ begyndte Horatia,
men blev afbrudt af fin Mand, ſom i en træt Tone
ſagde til hende, at han ikke var bleven oppe for at
forſvare ſine Venner, og at han vilde til Ro.

„Hvor underligt han taler til mig,“ tenkte
Horatia.

Næjte Dag tog Doctoren til Byen og kom forſt
hjem til Middag. Han var taus og noget nedflanet,
og da Caton kom om Aftenen, lukkede de fig inde i
nogen Tid.

Horatia kunde ſlet ikke lide den unge Mand, hans
Nerverelſe forekom hende utaalelig. Det tog Doctoren
meget ilde op, da hun en Dag yttrede det, og ſagde:
„Hvorfor har Du da egentlig fattet et ſaadant Nag
til ham?“

„Fordi han er altfor fortrolig og blander ſig i
Ting, ſom ikke angaae ham,“ ſvarede Horatia.

„Men hvad ſiger Du da om Lady Whiſton?“
ſagde Doctoren heftigt. ;

Horatia ſvarede bittert, og denne lille Strid

VdV

140 To Verdeuer.

endte med, at James befluttede ikke at tage med fin
Kone til en Feſt hos Dumbletons. Men da hun ſagde
Farvel, for hun tog bort, fandt James hende ſaa
ſmuk og fortryllende i hendes hvide Dragt, at han
ikke kunde modſtaae Lyſten til at ſee hende blive be-
undret og beſtemte ſig til ſenere at tage derhen, hvis
det blev ham muligt.

Horatia havde iovrigt ſlet ikte noget imod at tage
alene bort, thi hun befandt ſig egentlig langt bedre i
den gamle Kreds uden ſin Mand. Saaſnart hun var
ankommen, indfandt de gamle Venner ſig for at hilſe
pan hende, to fordums Tilbedere udbade fig en Dands
hos hende, og Dumbleton bod hende Armen, for at
fore hende ind og nyde en Forfriſkning. Hun følte
fig atter omgivet, beundret og det med en Varme, der
var i ſtaerk Modſtrid til hendes Wgtefeelles Alvor
og Kulde.

„Naa, hvordan gaaer det hjemme med Huſets
Styrelſe?“ ſpurgte Dumbleton.

„Aa, tal ikke til mig derom,“ ſvarede Horatia;
„det ligger ſlet ikke for mig ...; og faa tænk, James
er undertiden gnaven og ſkjender.“

De befandt fig juſt i et ſtort, oplyſt Driphuus,
fuldt af Træer, Planter og Blomſter. Man kunde i
Afſtand høre Muſikens dæmpede Toner; den deiligſte
Duft og et blidt, demrende Lys fyldte dette fortryl⸗
lende Sted, medens man gjennem Glastaget kunde ſee
Stjernerne tindre. Horatia var aldeles fortryllet;

To Verdener. 141

hvad der for havde kjedet hende fan meget forekom
hende nu fom et Eventyr fra Tuſind og een Nat.

En Fetter af hende, en fordums Tilbeder, kom
hen til hende og kunde neppe kjende hende igjen, ſaa
vidunderlig ſmuk og lykkelig faae hun ud. Han bod
hende op til Dands; Horatia modtog glad og ſtraa—
lende hans Arm, medens Henrik Dumbleton fulgte
hende med Øinene, lidt i Tvivl om det var et virkelig
lykkeligt Wgteſkab, han havde været med til at bringe
i Orden.

Horatia valſede imidlertid rundt, ganſke beruſet
af Oieblikkets Nydelſe, og ſtillede ſig derpaa med Fet⸗
teren ved et aabent Vindue for at afkjole ſig. De
begyndte at tale ſammen om gamle Tider med den
Fortrolighed, ſom fælles Erindringer vokke; og Fet⸗
teren bebreidede hende, at hun havde forladt dem.
Folte hun da ingen Fortrydelſe derover, ſpurgte han,
og havde hun rent opgivet ſine gamle Vaner, for at
ſlutte fig til nye?

„Nei, nei, nei!“ udbrod Horatia ivrigt. „Det er
en Daarſkab at gifte ſig under ſin Stand. Det er
forſt naar man føler fig eneſtagende og uforſtaaet
midt imellem Menneſker, der ere vante til at tage
Alt, ſom det bedſt kan falde, at man begynder at op⸗
bage, hvilken Betydning disſe Forſtjelligheder have, og
hvor uovervindelige de ere. Sedvaner, der hele mit
Liv igjennem have forekommet mig fuldſteendig natur⸗
lige, ſynes dem ſelſomme og merkvcerdige. Der er en

142 To Verdener.

vis Mistœnkſomhed hos dem, ſom jeg ikke kan forklare
. . . en underlig Lavhed, Fortrolighed, ſimpel Spog ...“

„Men hvorledes har De nogenſinde kunnet gjøre
det!“ udbrød Fætteren. „Det er jo redſomt. De
maa komme tilbage til os, De. veed, at vi altid ...“

J ſamme Oieblik reiſte En, ſom fad udenfor Vin⸗
duet, ſig hurtig op og gik bort.

„Jeg taler iffe om min Mand,” ſagde Horatia
og rodmede. „Det er paa Bekjendte af Huſet, jeg
tænker, Menneſker, jeg ikke kan blive fri for. Der er
f. Ex. hans Stedmoder, ſom for nogen Tid ſiden kom
i Beſog hos os og paa en upasſende Maade vilde
blande fig i Alt. Og faa er der en redſom Doctor
Caton, ſom er i hoi Grad uforſkammet. Det er
utaaleligt.“

„Stakkels Horatia,“ ſvarede Fætteren og ſaae
medlidende pan hende.

Muſiken begyndte igjen, og de Dandſende ilede
til deres Pladſer. Udenfor gik Enkelte omkring og
talte ſammen; Lampernes Skin lyſte mellem Træerne,
ikke det mindſte Vindpuſt bevægede deres Grene, og
hiſt og her fane man hvide Skikkelſer viſe fig og atter
forſvinde i Morket. Horatia blev ſtagende ubevægelig
med Hovedet ſtottet til fin Haand; Fetteren lænede
ſig ud af Vinduet, men pludſelig lyttede han og ſagde:
„Horte De ikke Noget?“

Anden Gang lod der et klagende Skrig tydeligt
henne fra Parken.

To Verdener. 143

„O, gaa og ſee, hvad det er,“ ſagde Horatia;
„hvad kan det dog være?”

Der var ligeſom et Liebliks forventningsfulde
Stilhed; men ſaa lod atter Muſiken, og man horte
de ſummende Stemmer; ſelv Horatia havde neſten
glemt fin Uro, da Fætteren kom tilbage.

„Det var ikke Noget,“ ſagde han; „det var En,
ſom fif ondt, og en Dame blev forſkrœkket herover og
ſkreg. Doctor Rich var der med en anden Lege.“

„Min Mand!" udbrød Horatia overraſket.

„Man ſagde, at den Syge var bragt hjem,“
vedblev Fœetteren. — „Har De Lyſt til at dandſe
endnu en Vals?“

— Da Horatia kom hjem, fandt hun en lille i
Haſt ſkreven Billet kun med de Vid: „Vent mig ikke
i Nat, jeg har Forfald. J. R.“ — Da Doctoren
kom hjem neſte Dag, var han bleg og fane. daarlig
ud, ſom om han havde vaaget hele Natten.

„Hvem var det, der var ſyg?“ ſpurgte Horatia,
„hvem fik ondt?“

„Det kan jeg ikke ſige Dig,“ ſvarede Doctoren.
„Caton har beſorget det. Jeg ſelv har havt meget
at gjore og er ikke rigtig vel ſelv, Horatia. Jeg vil
lægge mig.“

„Du har da været hos Dumbletons i Aftes?“
ſagde Horatia.

James ſparede ikke; han feſtede fit Blik paa fin
Kone med et underligt Udtryk og forlod derpaa Verelſet.

|
;
i
'
I

8

144 To Verdener.

Horatia fik ikke at vide, hvad der var foregaaget den
Aften, men det forekom hende, at hendes Mand heelt
havde forandret fig efter denne Feſt, og ſnart ønffede
hun levende, at Berta ſkulde komme tilbage.

Da Roberta forſte Gang Havde beſogt fin Broder,
var Moderen med, og dennes uheldige Bemeerkninger,
ſom havde ſtodt James og hans Kone ſaa meget, vare
en god Lære for hende, til at hun ikke ſkulde bære fig
lige ſaadan ad. Hun var forovrigt gjerne bleven i
Preſtegaarden, men da Stedfaderen horte, at der var
kommet Brev fra James, mumlede han, at det jo var
det Bedſte, hun tog derhen, naar de onſkede det faa
meget; og faa var hun reiſt. Hun holdt jo desuden
faa meget af fin Broder, at hun gjerne vilde være
gaaet til Verdens Ende for ham. Roberta fandt
Horatia misfornøiet og kjed af det, James var ned-
flaaet og ikke raff, Huſet i alle Henſeender i Uorden,
og. Tjeneſtetyendet forſommeligt. Huſets Frue hapde
ſmukke Talemaader om Alt, men hun forſtod ikke at
bringe fine Leerdomme i Udovelſe.

„Ethvert menneſkeligt Veſen har Rettigheder,”
ſagde hun ofte, „og Tjeneſtefolkenes blive ofte krœnkede.“

Deraf fulgte, at der blev læft Romaner og Sligt
i Pigernes Stue, medens der var ſmudſigt og uordent⸗
ligt overalt — ganffe anderledes end i den Tid, da der
kun blev taget Henſyn til den ſtakkels Doctors Rettig⸗
heder.

Berta følte, at det neſten var hende umuligt at

To Verdener 145

tie til alt dette. Hun var ofte ner ved at grede,
naar hendes Broder kom ſeent hjem og dog maatte
vente en Time paa fin Middagsmad. Han ſaae ſygelig
ud, og hans Ydre havde rent forandret fig; hun kom
næften til at hade Horatia og vilde ſelv ikke anerkjende
de gode Egenſkaber, hun dog uimodſigelig var i Be
ſiddelſe af. Dennes Taalmodighed var ſaaledes uro
kelig; hun fandt ſig ganſke roligt i den unge Piges
betydningsfulde Blik og bittre Bebreidelſer. Hun
ſaae, at hendes Mand Holdt af fin Soſter, og hun
vilde ikke bedrove ham ved at yttre ſin Uvillie imod
hende. Hun undrede ſig ofte over, at James ſyntes
at foretreekke fin Soſters Selſkab for hendes. Og
dog mente Horatia at ſtage langt over fin unge Sviger⸗
inde; Havde hun ikke langt mere Aand, var hun ikke
ſmukkere og bedre opdragen? Viſtnok, men hun beſad
ikke den ſjeldne Gave ſom denne at gjøre Alt hygge—
ligt, hun var ikke faa blid og rolig, fan opoffrende
og kjerlig.

- Medens Horatias ſmukke, mørke Dine ikke havde
Blik for alt det, der foregik omkring hende, medens
hendes fine og hvide Hender aldrig befattede ſig med
hvad der horte til hendes Wgtefelles Velvere, hen⸗
randt Dagene i deres vante Gang, og James Rich
udførte fin vanlige Dont, undertiden med et Suk,
naar han ſaae paa fin fortryllende Kone. Ak, han
havde ikke havt Lykke med fig! Han faae klart fine

Skuffelſer, fæmpede daglig med fin Sorg derover og
10

ͤ — ͤ˙Np—²ĩ—;— 1111 Ü— 7˙Ü˙—tꝗp N — Ä!

146 To Verdener.

forſogte at lukke Øinene for denne ſorgelige Side af
fin Tilvœrelſe. Horatia, der faa hurtig opdagede
Andres Feil, var fuldftændig blind for fine egne:
hun gjorde ſig ingen Skrupler, men ſagde Alt, hvad
hun tænfte, og tænkte egentlig kun paa, hvad der be—
hagede hende. Hun talte uforbeholdent til fin Mand,
til Dumbletons om fine feilſlagne Forventninger, om
Alt, hvad hun ikke ſyntes om, men ifær om fin Uvillie
mod Doctor Caton. Siden Bertas Tilbagekomſt kom
den unge Mand ſtadig, og Horatia, der ingen Lyſt
havde til at fane en ſaadan Svoger, ſagde det til Ro—
berta, ſom gap fig til at lee, rodmede og ſparede, at
hun var ganſke enig med hende. En Dag talte ogſaa
Horatia til fin Mand derom, men han fvarede med
en adſpredt Mine:

„Caton er et prægtigt Menneſke og meget dygtig;
jeg er forreſten bange for, at Berta ikke bryder ſig
ſtort om ham. Men han kommer jo ogſaa egentlig
til mig, Horatia.“ —

Da Horatia ſamme Eftermiddag gik i Haven,
havde hun den Wrgrelſe at ſee den unge Lege ſidde
nede i et Lyſthus, fordybet i Samtale med hendes
Mand. Snart havde hun ogſaa en anden Aergrelſe.
Da hun ganſke uventet havde arvet nogle hundrede
Bund Sterling, vilde hun ſtrax anvende dem til at
kjobe en Vogn og fane en heel Deel Nyt til Huſet.
Hendes Mand vilde ikke gage ind derpaa, men onſkede,
at denne Sum urørt ffulde forblive i Banquierens

To Verdener. 147

Hender. Hun kunde nok ei Liden fane Brug for den,
ſagde han. Men hun kunde ikke forſtaage denne be⸗
ſtandige Lyſt til at ſpare; han gik ingen Steder, tog
Alting faa noie og vilde neppe engang tillade, at hun
engang imellem bad nogle af ſine Slegtninge. Efter⸗
haanden blev Horatia mere og mere utaalmodig, det
trættede hende, og hun begyndte at anſee fit Wgteſtab
for en Feiltagelſe og onſke ſin tabte Frihed igjen
tilbage.

Paa Roberta var hun ogſaa ſkinſyg, ſkjondt hun
ſelv havde onſket hende tilbage. Den unge Pige fane
godt, at der var noget Alvorligt iveien, men hun gav
den ſtakkels Horatia hele Skylden. Det forekom
hende ogſaa, at Doctor Caton vidſte mere, end
han vilde ſige; mere end een Gang havde hun
grebet ham i at ſee viſt paa hende, medens hans Miner
udtrykte en ſorgmodig Medlidenhed; en Dag, da hun
mødte ham paa Veien, var det endogſaa tydeligt, at
han vilde tale til hende, men da hun hurtigt gik forbi
ham, betænkte han fig og vendte fig raſk om, medens
hun ikke turde vende tilbage og ſporge ham, af Frygt
for at det ſkulde være det gamle Emne, ſom hun ſtadig
omhyggeligt undgik.

En Dag ſad hun ved Vinduet og ſyede, medens
Horatia laa pan Sofaen og læfte. Solen ſkinnede
ſmukt ind i Verelſet, og bette frembød et fredeligt
Skue med dets Blomſter og Bøger, Tausheden og de

to unge Damer. Pludſelig lagde Horatia Bogen bort
10*

— 4 —

148 To Verdener

og begyndte en Samtale, ſom bragte Blodet til at
ſtromme op i Bertas Kinder, medens hun ivrigt ved—
blev at ſye.

„Det er en Skam,“ ſagde Horatia, „at jeg ikke
ſelv kan vælge mit Selſkab, og at jeg er nødt til at
ſee et Menneſke her, der er mig fan meget imod ſom
Doctor Caton. Hans Familiaritet er virkelig utaalelig.
Selv idag kom han op til mig og ſagde, at jeg maatte
viſe mere Omhu for James. Du og din Broder kunne
ikke forſtaae, hvor det kreenker mig, . ... hvor jeg
trenger til en mere pasſende Omgang."

„Du har jo James,“ ſvarede Roberta

„James er en fortræffelig Mand,” ſagde Horatia
og tog fig op til Panden med en fortredelig Mine;
„men han har ikke levet ſom jeg og kjender ikke noget
til alle de Ting, jeg har været vant til hele mit Liv.
Jeg favner Sympathi og føler mig ofte faa ene.“

Et mere klartſeende Menneſke end Berta vilde
bedre have forſtaaet Horatia, men den unge Pige folte
fig ſaaret, og hendes længe tilbageholdte Smerte brød
endelig frem, og hun ſparede, uden ret ſelv at vide,
hvad hun ſagde:

„Du vover at beklage Dig ... Du, ſom er kom⸗
men hertil og kun har bragt James Kummer og Sorg;
Du, ſom ikke kan forſtaae ham og fætte Priis paa hans
gode Hjerte. Det er det bedſte Menneſke, og han
fortjener at blive elffet, han er faa taalmodig, faa
blid, og Du forſommer ham, ſom ingen anden Kone

To Verdener. 149

nogenſinde har forſomt ſin Mand. Du gjor Intet
for at være ham til Støtte. Naar han kommer træt
hjem om Aftenen, plager Du ham kun med dine Klager,
thi Du tenker kun paa Dig ſelv, Horatia. Jeg kom⸗
mer maaſkee aldrig mere tilbage til dette Hus, men
jeg maa udtale mig, thi mit Hjerte er briſteferdigt
ved at fee alt dette. Naar han træt og modig træder
ind, har Du ikke et kjerligt Blik at modtage ham
med; Du lægger neppe Meerke til ham uden for at
ſige: James, luk Doren og ſee til Ilden, eller lignende
Ting. Jeg havde altid troet, at James's Kone ſkulde
blive det ſtolteſte og lykkeligſte Voeſen paa Jorden,
men Du har bragt mig ud af Skuffelſen ...“

Det var for meget for Horatia, og hun ſvarede
harmfuldt:

„Ganſke viſt maa Du ikke komme her igjen, Ro⸗
berta, medens jeg er her. Du taler om Ting, der
flet ikte angaae Dig, og Du burde have tiet ſtille.
Jeg er fuldkommen iſtand til at bedomme min Mands
Fortjeneſter, uden at Nogen behøver at fremhæve dem
for mig. Men det falder mig undertiden ind, Roberta,
at en af os gjorde bedſt i at rømme Pladſen. Bliv,”
vedblev hun; „jeg er ikke ganſke vis pan, at det er
mig, ſom Hal blive.”

Hun reiſte ſig i hele ſin Hoide, ſamlede ſine Boger
og Papirer og gik majejtætiff ud af Doren.

Da James kom noget tidligere hjem end ſed⸗

vanlig, fandt han kun Roberta i Stnen, og hun gred

— — . —

150 To Verdener.

bitterligt. Horatia var paa fit Verelſe; hun havde
Hovedpine, blev der ſagt, og med Middagsmaden
havde det kun daarlige ÜUdſigter. Roberta ſogte for-
gjæves at ſtandſe ſine Taarer.

„Jeg vil tage bort,“ ſagde hun, „jeg vil reiſe
endnu iaften. Det er altfor ubehageligt for Horatia
at have mig her i Huſet. Jeg har baaret mig meget
galt ad, og det gjor mig meget ondt, James. Jeg
vil gjore Alt, hvad Du vil; jeg vil bede hende om
Tilgivelſe og om at maatte komme af og til herhen,
for jeg holder mere af Dig end af nogen Anden i
Verden. Ver blot ikke vred pan mig, kjcreſte James.“

Doctoren gik ind til ſin Kone; da han kom ud,
var han meget bleg og bed fig i Leberne. Horatia
havde modtaget ham med Bebreidelſer og gjentaget
alle fine gamle Klager, men det kunde jo ikke nytte
noget, havde hun ſagt tilſidſt.

„Det er bedſt, Du ſtrax ſamler dine Sager, Ro⸗
berta,“ ſagde Doctoren med et dybt Suk. „Jeg ffal
ſelv bringe Dig til Banegaarden, jeg vil ſee Dig reiſe.
Klokken er kun fire; naar Du fan. være der inden
Klokken fem, er Du hjemme endnu ved Dagen. Jeg
troer, det er bedre, end om Du bliver her. Naa, græd
ikke, mit Barn, Alt ſkal nok blive godt. Kom nu,
Berta.“

Han gik ind i fit Studereverelſe, lukkede Doren
af, kaſtede fig i fin Leneſtol og lod fit Hoved tungt
ſynke ned imod Bryſtet. Hans Puls bankede heftigt

To Verdener. 15 1

og han havde ondt ved at beherfſke fin Bevagelſe.
Hans Kones Bebreidelſer og lidenſkabelige Harme
havde bragt ham heelt ud af fig ſelv; og nu at fjerne
Berta, ſom han næften betragtede ſom fin Datter, at
forblive ſaa ganſke ene, mere afſondret end nogenſinde
for, det var altfor forfærdeligt for hans bløde Sind.
Da Tiden kom til Afreiſen, kom han ligefan rolig ſom
ſedvanlig ud af fit Verelſe og gik ind for at ſige
Farvel til Horatia. Men hun vilde ikke ſvare ham,
og han kom da ned til fin Soſter, hjalp hende op i
den lille Vogn; og ſaa tog de afſted.

Da de vare i Nerheden af Banegaarden, modte
de Caton, der kom ridende. Doctor Rich holdt et
Oieblik og bad ham om at komme hjem til fig ſamme
Aften Klokken ni. Han boiede ſig derpaa over til
ham og tilhviſkede ham nogle Ord. Idet Berta hilſte
den unge Læge med et Smil, undrede hun fig over,
hvad det kunde være for en Hemmelighed, og hvorfor
Caton havde feet pan hende med et faa ſelſomt Ud⸗
tryk, og om det var, fordi hun reiſte. Ak! vilde hun
nogenſinde kunne tilgive fig ſelv? Hvor hun lengtes
efter at gjenſee fin Moder, at kunne fortælle hende
Alt, fane Skjcend af hende, ſom hun fortjente det,
men faa igjen modtage hendes Tilgivelſe og hendes
Kys ſom et forkjclet Barn. Hun ſukkede fan dybt,
at hendes Broder gav fig til at lee.

„Naa, Du lille Nar,“ ſagde han; „glem nu Alt,
hvad der er foregaaet, jeg ſkal nok ſorge for, at Horatia

—
1

—.—
— . RENE
—— — — — —

152 To Berdener.

ikke bliver ved at være vred paa Dig.“ Efter et Par
Minuters Ophold vedblev han: „Troer Du, Berta, at
Du nogenſinde kan komme til at holde af Caton?
Han er maaſkee noget uſleben, men hjertensgod; og
han er Dig af Hjertet hengiven.“

„Jeg holder ogſaa rigtig af ham,“ ſvarede Berta
ſmilende; „men jeg kan dog ikke gifte mig med ham.
Maaſkee med Tiden, naar Du bliver ved at roſe ham
rigtig meget ...; men nu er vi der.“

Efter nogle Dieblikkes Forlob Havde Berta kysſet
fin Broder, og hun fulgte ham med Oinene, medens
Toget ſatte fig i Bevegelſe. Hun lænede ſig ud og kunde
endnu en fort Tid ſee hans kjerlige og ſmilende An⸗
ligt, derpaa forſvandt han for hendes Blik, og nu
rullede hun bort fra ham og fra hans Sorg og Be-
kymringer.

Imidlertid vendte James tilbage i dybe Tanker,
og da han kom hjem, var Horatia ſtaaet op. Men
hun var i et aldeles fortvivlet Humeur og ſyntes, at
hun blev gjort ſtor Uret. „Var han da virkelig lykke⸗
ligere, for jeg kom her?“ ſpurgte hun fig ſelv. „Han
har jo ikke ſagt Nei dertil. Da jeg opgav Alt for
hans Skyld, troede jeg dog i det mindſte, han vilde
elſke mig.“

Hun lod fit Haar falde ned, ſpobte fig ind i et
Shawl og gik ud i Luften. „Det vil gjøre mig godt,”
tenkte hun, da hun aabnede Havedoren; og hun gik
ned ad den Gang, ſom forte til Lyſthuſet. Paa

To Verdener. 153

Benken lan der en Bog, ſom enten James eller Berta
havde glemt; Doctoren gik undertiden derned for at ryge
en Cigar, og Roberta holdt meget af at ſidde der om
Formiddagen med ſit Sytoi; men Horatia hadede dette
Sted og kom der aldrig. Veiret var koldt og fugtigt,
og den unge Kone ſkyndte fig igjen op i Huſet. Hun
folte ſig forſtemt, men dog ikke mere ſaa forbittret,
ſtjondt hun ganſke viſt var forundret over at opdage,
at hun ikke havde kunnet gjøre fin Mand ykkelig.
Haanligt ſagde hun til fig ſelv, at han trængte til en
Husholderſke ſom Roberta og ikke til en Wgtefelle;
at, hvis han virkelig havde været lykkeligere for fit
Abgteſkab, var det vel det Bedſte, at hun forlod ham
nu. Hun følte fig faa nedtrykt, og beſtandig vendte
den Tanke tilbage, at det dog havde været bedſt for
dem begge To, hvis de aldrig havde faaet hinanden.
Hvor havde hun dog havt ſine Tanker, da hun havde
forladt Alt for denne almindelige Mand?

Da han traadte ind i Verelſet, fad hun i Sofaen
med Haanden under Kinden, og for dog at ſige Noget,
ſpurgte hun, om de vare komne tidsnok. Da han
havde bejaet det, vedblev hun: „Du maa ſige til
Berta, James, at hun aldrig igjen maa tale til mig
paa en ſaadan Maade.“

„Hun mente ikke noget Ondt dermed,” ſvarede
han; „hun er meget bedrøvet over, hund der er fore⸗
gaaet, og har paalagt mig at ſige Dig det.“

„Ja, det kan nok være,” ſagde Horatia; „jeg er

154 To Verdener.

ogſaa bedrøvet over, hvad der er hændt. Det har
ſagt mig .. . jeg forſtaaer nu ...“ og hun brød ud i
Taarer.

Den ſtakkels James kaſtede ſig ned i en Leneſtol
og ſagde med dyb Bekymring i alle Miner: „Bliv
ved .. . fortæl mig alle dine Sorger, min ſtakkels Kone
... Hvad er det, Du nu forſtager?“

„At vi ikke have forſtaget at gjøre hinanden lykke⸗
lige,“ ſvarede Horatia heftigt. „Jeg vilde have kunnet
udholde ſelv at være ulykkelig; men det piner mig at
tænke, at Du ... at Du var lykkeligere, for jeg kom
her
„Men det er ikke Tilfældet; jeg har været lykke⸗
ligere, efter at Du er kommen her,“ ſagde James,
hvis blide Rolighed ikke et Oieblik forncegtede fig. Jeg
har været mere lykkelig og mere ulykkelig, thi jeg har
baade havt dine og mine egne Sorger at bære.”

„Det er ikke jaa, James, jeg kan fee det paa dit
Anſigt; og jeg har taget min Beſlutning. Hvad der
end ſleer, faa ville vi være Venner, men jeg vil vende
tilbage til min Tante. Roberta forſtager at pasſe et
Hus, hun er en Slave af ſine Pligter; lad hende
komme tilbage; hun vil være Dig til mere Gaun end
din Kone. Horer Du?“ vedblev hun beſtandig mere
ophidſet. „Jeg vil bort, fordi jeg onſker at være
din Veninde og ikke din Husholderſke; fordi det er
bedſt, at Folk ſkilles ad, naar de ikke pasſe ſammen.“

„Deri er jeg ikke enig med Dig, Horatia,“ ſagde

To Berdener. 155

Doctoren langſomt og faae pan hende med et eget
Üdtryk. „En lang Vane nærmer tilſidſt to Vosner
til hinanden; fælles Virken fremkalder de gode Egen⸗
ffaber, og naar to Wigtefæller trofaſt ſtrœbe at gjore
deres Pligt, faa finde de ogſaa tilſidſt deres Lytte
deri. Set, at vi ſkilles ad — maaſkee for beſtandig,
thi Guds Veie er urandſagelige — hvad ville vi da
vinde derved? Et enſomt, ligegyldigt Liv, uden Maal
og Med. Men naar vi derimod kempe ſammen i
nogen Tid, Horatia, ſaa ville vi tilſidſt lere at holde
af hinanden, eller i det mindſte at bære over med
hinanden. Kan Du da beteeke Dig et Lieblik der⸗
paa?”

„Det vilde jeg ikke heller,“ ſagde Horatia hulkende,
„hvis ikke Roberta var; men mod hende har jeg ingen
Pligter. Vi kunne jo ogſaa gjenſidig holde af hin⸗
anden, James, ſelv om vi ikke leve ſammen; jeg vil
altid blive ved at være din bedſte Veninde.“

Den ſtakkels Doctor vidſte ikke mere, hvad. han
ſtulde ſige; han reiſte fig op med et dybt Suk og for⸗
lod Verelſet. Horatia kaſtede fig ned paa Gulvet og
ſtjulte fit Anſigt i fine Hender.

„Han vil ikke tilſtage det,“ ſagde hun til ſig ſelv,
„men jeg veed, han vil blive lykkeligere uden mig.
Han er altfor god for mig, ja viſt er han, altfor god.
Jeg kan hverken elſke ham eller forſtage ham, og jeg
gjor ham ulykkelig. Hvor han ſeer ſyg og modfalden
ud! Og det er min Skyld .. . men det er ogſaa hans,

156 To Verdener.

naar jeg ikke er lykkelig. Hvorfor har han bragt mig
herhen? Jeg maa bort, det vil dog være det Bedſte
for os Begge. Ja, jeg maa bort, jeg vil bort.“

Imidlertid gik James hurtigt op og ned i Haven.
Han kaſtede engang Øinene ind ad Vinduet og ſage
ſin Kone heelt betagen af Sorg. Hvorledes ſtulde
han gjøre hende lykkelig? Det var jaa vanſkeligt at
ſvare derpaa. Han følte, at hun neppe fortjente
Kjærlighed og ſagde pan ſamme Tid til fig ſelv, at
den Omhed, ſom er fortjent, jo ikke mere er Omhed.

Han gik igjen ind til Horatia, men hun blev lig⸗
gende uden at fee op. Han løftede hende op og
ſagde: „Men rorer der ſig da ikke nogen Folelſe hos
Dig for mig, Horatia? Du vil da lade mig være ene
og ulykkelig! Saa reis, hvis Du ſynes ſaa; men jeg
ſiger Dig, Du vil ſnart fole Dig mere ulykkelig, end
Du er nu. See nu paa mig og fiig, hvad Du har
iſinde.“

Hvor han fane bedrovet ud, og hvor han var
god og overberende! Horatia kunde ikke modſtaae; hun
maatte give efter. Vel onſkede hun endnu at reiſe,
at vende tilbage til det tidligere orkesloſe Liv; men
hun havde dog hverken Hjerte eller Mod til at ſige
det. Hun ſvarede ikke, men lod fin Mand beholde
hendes Haand, og han anſage hendes Taushed ſom
et Samtykke i at blive.

„Vi ville ikke mere tale derom,“ ſagde han.
„Jeg gaaer ned i Haven for at ryge en Cigar; om

To Verdener. 157

lidt vil jeg gjerne have en Kop Thee; kald paa mig,
naar den er ferdig.“ Dermed tog han ſin Hat
og gik. gf
Horatia faae ham gage forbi Vinduet, derpaa
ringede hun og ſagde, at der ſkulde laves Thee, faa
fatte hun fig ved Kaminen og ſtirrede paa Gloderne.
Det nyttede jo ikke noget at tenke pan at drage bort,
han vilde ikke lade hende gage, og hun maatte da
holde ud ved denne Arne indtil Enden. Hvor hendes
Mand var god og taalmodig imod hende! Var det
da umuligt at elſke ham? Hvorfor vilde han dog
ikke hellere lade hende tage bort? Hvorfor onſkede
han dog faa meget, at hun ſtulde blive?

Hun kunde hore hans Skridt ude paa Gruſet, og
pludſelig begyndte hun at gane i Rette med fig ſelv.
Hun bebreidede ſig, at hun ikke forſtod at hygge om
ham; havde det ikke været langt bedre, at han havde
faaet en rigtig huslig Kone? Pigen bragte Theetoiet
og Lys ind, og Horatia vedblev at være et Rov for
de meſt modſtridende Folelſer. Hun ſtod imidlertid
op for at lave Theen til, rørte op i Ilden og ordnede
ſit Haar for Speilet. Derpaa gik hun hen og bankede
pan Vinduet, for at falde paa James.

gem Minuter efter gik hun atter hen til Vindnet

og ſaae ud; det regnede. Hun lukkede Vinduet op og

følte ſtore Draaber ſlaae fig i Anſigtet. Hendes
Mand var da vel gaaet ind igjen og var i fit Verelſe.
Hun gik ud i Gangen, men hans Hat hang der ikke;

158 To Verdener.

derpaa ſkyndte hun ſig hen til hans Dor og bankede
paa; da Ingen ſparede, lukkede hun op, men Verelſet
var morkt og tomt. Horatia gik atter ind i Daglig—
ſtuen, for endnu at vente lidt; Theemaſkinen ſnurrede,
og Lyſene viftede, for hun havde glemt at [uffe Vinduet.
Da hun gik hen for at gjore det, trængte et heftigt
Vindſtod ind i Stuen.

Der var ſaa uhyggeligt i Verelſet, og Horatia
begyndte at længes efter, at James ſkulde komme op.
Havde han forladt Haven? Nei, faa havde hun nok
Jeet ham komme forbi. Hun gik atter hen til Vinduet
og kaldte ud. Derpaa tog hun en Bog og begyndte
at læfe, men holdt dog ſtadig Øie med Vinduet. En—
gang ſyntes hun, at hendes Mand ſtirrede ind i Stuen,
men det var kun et Sandſebedrag! Den Bog, hun
havde taget, var anden Deel; pludſelig faldt det hende
ind, at forſte Deel laa nede i Lyſthuſet, og hun kom
da til at tenke paa, at James formodentlig Havde
ſogt Ly der for Regnen. „Det er jo taabeligt, at
han ikke kommer op,“ ſagde hun til ſig ſelv; „jeg vil
ſelv hente ham.“

Hun tog et vandtæt Overkaſt paa og gik ud i
Haven. Det var morkere og regnede ſterkere, end
hun havde troet, og et Sieblik tænfte hun paa at
vende om; men hun fortſatte dog fin Vei. Lidt æng=
ſtelig gik hun ned ad Gangen, og var neſten vred
paa fig ſelv, fordi hun var gaaet ud. Lyſthuſet fane
i Morket ud ſom en ſtor ſort Masſe; hun kom til at

To Verdener. 159

ryſte, da hun naaede det, det var ligeſom hun kunde
ſtjelne noget der i Morket.

„James!“ ſagde hun med ffjælvende Stemme;
„hvorfor er Du der, James?“ Hun var nu ganſte
nær og kunde ogſaa virkelig ſkjelne hans blege Anſigt.
Men hvad var det, han gjorde jo ikke nogen Be—
vegelſe, ſyntes flet ikke at ſee hende, ſtjondt hun var
ganſke nær ved ham. Forfeerdet ſtrakte hun Haanden
ud og rorte ved haus iskolde Anſigt ...

Faa Minuter i Forveien havde han med Smhed
bebreidet hende, at hun vil de forlade ham; hans Blik
havde ſorgmodigt hvilet paa hende, han havde med
Venlighed og kjerligt udſtrakt Haanden til hende! Og
nu, hvor var han nu? Kunde han hore hendes Skrig,
hendes Forferdelſesraab over den Afgrund, der ſkilte
dem ad?

Snart lod ilſomme Skridt ned ad Gangen, og
Folkene kom lobende med en Logte. Pludſelig faldt
dens fulde Lys paa Doctorens blege Anſigt; det op—
lyſte Lyſthuſet, Slyngplanterne, Benken, det livloſe
Legeme hvilede paa, og Horatia udftødte et dumpt
Skrig og faldt uden Bevidſthed om paa den vaade
Jord.

Dagen begyndte at grye, da hun atter aabnede
Dinene og faae fig om med et forvildet Blik. Et Sie⸗
blik forſtod hun ikke ret, hvor hun var; men derpaa
faae hun, at hun lag paa Sophaen i Dagligſtuen.
En Pige laa pan &næ foran hende; Havedoren ſtod

160 To Verdener.

aaben, og Morgenvinden trængte ind i Verelſet. Alt
var fan koldt, morkt og tauſt omkring hende, faa at
hun et Oieblik ſyntes, at det var hende, der var død,
og ikke James! nei ikke James! En mandlig Roſt
mumlede ved hendes Hoved: „Hun kommer til ſig ſelv!“
Hun ffjælvede af Glæde, thi hun ſyntes, det var hendes
Mands Stemme. Hvad hun mindedes, var altfor
rœdſomt til at tœnke paa, altfor forfærdeligt til at
være fandt! Blodet vendte tilbage i hendes Kinder,
hun reiſte fig op og fremſtammede hans Navn. Men
hun fik intet Svar; Ordene hendode paa hendes Leber,
de ænder, ſom badede hendes Hoved, ſtandſede, og
af denne Taushed, denne pludſelige Stilhed forſtod
hun Alt, at den, hun havde faldt paa, maaſkee hørte
hende, men ikke kunde fvare, at han aldrig, aldrig
vilde komme tilbage til hende. Og greben af en
dodelig Angſt, af en fortvivlet Smerte huſkede hun
nu Alt, hvad der var hendet.

Caton, ſom neten havde hadet hende, ſom havde
lovet ſig ſelv at blive hendes Dommer, fordi hun
havde drebt fin Mand og fyldt hans Livs ſidſte
Timer med Bitterhed; Caton, ſom i fin Harme havde
tænkt paa at ſige hende Sandheden, hvis ingen Anden
vilde gjøre det; ... ſelv han kunde nu ikke finde et
haardt Ord at henvende til hende. Han ſtod ved
hendes Side, jane medlidende paa dette blege, for⸗
trufne Anſigt, ſom laa paa Hovedpuden med det morke
Haar i Uorden, og face hende pludſelig bedekke An⸗

To Verdener. 161

ſigtet med Henderne og ryſte ſom et Eſpelov. Hvor⸗
ledes turde han opkaſte ſig til Dommer ligeoverfor en
ſaadan Smerte? Iſtedetfor at henvende de ſtrenge
Ord til hende, ſom han havde forberedt fig pan, ſagde
han blidt:

„Ja, Frue, Doctoren har længe frygtet det. Dog
cengſtedes han ikke for fig felv, men for dem, han
elſtede. Det var en Hjerteſygdom, og ber var intet
Haab om Helbredelſe. Han vidſte det, men han vilde
aldrig tillade, at De fik det at vide. Han var den
bedſte, den ..“

Den unge Mand kunde ikke ſige mere, han vendte
ſig om og gik hen til Vinduet. Længe tav de Begge;
endelig ſagde Horatia med ſvag Roſt:

„Jeg vilde gjerne ſee Roberta; kan der ikke ſtraz
gage Bud efter hende?“

„Jeg ſendte ſtrax et Telegram, og hun kommer
endnu i Formiddag. Jeg ſkal nok tage imod hende
og bringe hende herhen.“

Horatia reiſte fig after op og gik vaklende hen
til Doren. .

Caton ſtandſede hende og ſagde: „Hvor vil De
hen? Vil De op i Deres Verelſe?“

„Hvor jeg vil hen? ... Hvor?“ udbrød den
ſtakkels Kone og ſank ned paa en Stol. „Gaa, jeg
beder Dem,“ ſagde hun hulkende; „men lad mig vide,
naar Roberta er kommen ...“

Det var forſt den unge Pige, ſom bragte Horatia
11

162 To Verdener.

ud af den Forſtenelſe, Smerten og Angeren havde
ligeſom lammet hende med. Roberta forte hende ſtum
og ſkjeelvende ind i Verelſet ved Siden af, hvor Alt
var ſaa fredeligt, at deres Hulken ſtandſede, ſaa helligt,
at det ſyntes en Vanhelligelſe at klage. Kun een Gang
udbrød Horatia pludſelig: „Tilgiv mig, James!“ og
faldt paa Kno; derpaa feſtede hendes bonfaldende og
ſtirrende Blik fig paa Robertas blege Anſigt. Den
unge Pige ſmilede ſvagt, bukkede fig ned og gav hende
et ſoſterligt Kys.

„O, Horatia!“ ſagde hun, „hvad nytte nu vore
Klager ham? i den Verden, hvor han nu er, er der
kun Fred og Kieœrlighed.“ —

Horatia var længe ſyg, og Roberta pleiede hende
med den ommeſte Kjærlighed. Med Tiden kom hun
fig dog igjen og beredte fig paa at fore fit tidligere
Liv: det var det ſamme Liv, men hun var ikke mere
den ſamme Kvinde. Og ſkjondt James var ſtilt fra
det jordiffe Liv, vedblev han dog at leve i deres
Hierter, ſom han havde elſket. Roberta ſage ham
endnu, kunde høre hans blide Stemme og tenkte paa
ham med endnu ſtorre Ømhed end tidligere.

En Dag gjentog Caton for Berta det, han alle—
rede havde ſagt til Horatia, at James i længere Tid
havde følt fig alvorlig ſyg, og at han, ſkjondt han
vel ikke havde anſeet Faren for fan ner foreſtagende,
dog havde bragt fine Sager ſaaledes i Orden, at han
kunde ſikkre deres Fremtid, ſom han holdt af.

To Verdener. 163

„Naar har han forſte Gang vidſt? ...“ ſpurgte
Roberta tøvende. Hendes Dine fyldtes med Taarer,
da Caton ſvarede, at han havde havt det forſte Anfald
en Aften, da de ſad ſammen i Broderens Studere⸗
værelfe. „Fru Rich,“ foiede han til, „var den Aften
i Selſkab hos fin fornemme Familie; „jeg huſter, at
hun talte om nogle Perſoner, hun havde været ſammen
med der, da hun kom hjem.“

„Hun vidſte flet Intet?” ſagde Berta.

„Maaſkee veed De heller ikke, at han. havde et
Anfald med Beſpvimelſe ved den ſtore Feſt hos Dumble⸗
tons,“ vedblev Caton med et Suk. „Den næfte: Dag
tog han til London, for at tale med en Lege der.
Jeg er ikke ganſte vis paa, at han har gjort rigtigt i
at holde Sagen jaa hemmelig; han havde forbudt mig
at tale; men een Gang var jeg dog lige ved at ſige
Dem det.“

Berta mindedes da den Dag, hvor hun havde
modt ham paa Veien og ilke vilde ſtandſe og tale
med ham. Tingene havde forandret fig meget ſiden
den Gang; nu gik de ſammen ved hinandens Side ad
den Sti, hvor de tilfeldigviis havde modt hinanden,
og Roberta tænkte ikke paa at vende om. Mod Veſt
laa den med Gyvel overſagede Slette, Gesſene ffræp-
pede, den nedgagende Sol belyſte de forſtjellige Veie,
ſom lob til forſtjellige Sider, og deels forte ud til
gronne Enge, deels til Landsbyerne eller London, ved

hvis larmende Naboſkab den ſtille Landforſtad ſyntes
11*

164 To Verdener.

endnu mere rolig. Floden fkiller London fra disſe
Strokninger, og Folk, der kom fra Byen, ſyntes, naar
de gik over Broen, at efterlade deres Forretninger og
Bekymringer bag dem, for mere frit at indaande den
friſke Landluft.

Caton og Roberta gik ſammen paa en af Veiene
og talte ſorgmodigt med hinanden. Den unge Leges
Stemme var bevæget; at gane ſammen med Roberta
og dele hendes Sorg, det var vel paa en vis Maade
en Lykke; men ſelv det kunde ikke vare længe. Hun
vilde bort, Horatia ogſaa, og Caton, ſom nu ffulde
beboe det gamle. Huus, til hvilket der knyttedes faa
mange ſorgelige Erindringer, tænkte med Smerte paa,
at han ikke mere fulde gjenſee fin Ven, at Roberta
aldrig vilde komme til at elffe ham, at Livet var faa
triſt, og at han vilde onſke, at hans var endt. Uden
ret at gjøre fig Rede derfor, ſagde han neſten Alt,
hvad han tenkte paa; det var neſten en Troſt at
kunne beklage ſig, naar Berta horte derpaa. De vare
nu komne til det Sted, Hvor de ffulde ſkilles; Berta
ſtod ſtille og ſagde ham Farvel, idet hun rodmende ſaage
paa ham med et frygtſomt Blik. Caton rakte hende
Haanden og ſagde: „Det er da ſidſte Gang, vi ſkulle
gaae ſaaledes ſammen; De drager til denne Side, jeg
til den anden, og maaſkee ſkulle vi aldrig mere gjenſee
hinanden!“

Der var i hans Stemme en ſorgmodig Bebreidelſe;
Berta blev atter bleg og vendte Hovedet bort.

To Verdener. 165

En Flot Fugle floi hen over dem, medens de
ſtode der og ſagde hinanden Farvel; de vare ene; en
gammel graa Heſt gresſede ved Groftekanten, en
Flok Ges ſkreppede ved en Vandpyt, og det var det
Eneſte, der forſtyrrede Stilheden paa dette enſomme
Sted. Men Berta gik ikke; hun blev ſtaagende, uden
at kunne beſtemme ſig til at blive, men dog endnu
mindre til at gage. Hun tøvede, overtenkte og ven⸗
tede; og hun vidſte neppe, hvad hun derved i Taushed
tilſtod, for hun løftede Oinene op og modte Catons
ſtraalende Blik, der henrykt var fæftet paa hende.

166

En sollys Erindring.

Min Beſkjeftigelſe ſom Landſkabsmaler har fort
mig til mange deilige Steder i mange forſtkjellige Egne
i Verden. J mit Atelier i Hjertet af London, hvor
ingen anden Lyd end Stpien fra Gaden trænger ind
til mig gjennem det aabne Vindue, hæve fig for min
Erindring de purpurfarvede Hoie, de ſtille Søer og
ſolrige Landsbyer, — jeg kan næjten høre Larmen af
et Vandfald eller det fjerne Kvcegs Brolen. Hundrede
lykkelige Sommerdage fremſtille ſig for mig, men
mellem dem er der nogle, ſom er langt ſmukkere og
lyſere end andre. Disſe tilbragte jeg ved Bredden
af en engelſk Flod, hvor jeg plantede min hvide Regn⸗
ſkjerm og blandede mine grønne og blaa Farver hele
Juni og Juli Maaned igjennem. Scenen vifer lig
levende for min Tanke, medens jeg ffriver.

Gift og her var der bygget en ſtiv hvid Bro
over Strømmens bløde Krumninger, den tunge Sluſe
aabner fig langſomt for åt løslade den indeſperrede

En ſollys Erindring. 167

Baad; Herreſedets velvedligeholdte Park ſkraaner ned
mod Bredderne, i nogen Afſtand de ſommergronne
Skove og bagved dem de taageagtige Hoie. J For⸗
grunden af mit Billede ftaaer en Pigeſtikkelſe i en
ſimpel Sommerdragt; en ſaadan Skikkelſe fremſtiller
ſig i Almindelighed for os, troer jeg, naar vi gjen⸗
falde os disſe leengſt forſvundne Sommerdage.

Jeg fad pan min Feltſtol ved en Vei nærved
Floden og optog en Skizze af en gammel rod Mur
med en Port, ſom var bygget i det tolvte Aarhun⸗
drede for at bevare Munkenes hellige Enſomhed, da
jeg forſte Gang fane hende. Solen var ved at gaae
ned og kaſtede pludſelig en flygtig Straale gjennem
Træerne i Baggrunden henover min Mur og farvede
den gamle Vedbend og den ſorte Green, ſom hang ned
over den, med et yndigt Skjer — og ſaa kom hun!
Hun gik tet forbi mig, idet hun kaſtede et ſtjaalent
Blik paa min Skizze og derpaa frygtſomt ilede videre.
Hun bar en tarvelig Dragt og en bredſtygget Hat og
holdt en lille Skizzebog i Haanden.

Formodentlig Herremandens eller Prœſtens Datter;
det var en nydelig Pige! tænkte jeg og vedblev roligt
at tegne videre paa min Mur, uden at ane, hvilken
Indflydelſe dette føde Anſigt fulde fane paa mit Liv.

Neſte Dag kom hun atter, denne Gang ledſaget
af en franſk Dame, ſom jeg ſenere horte havde været
hendes Lererinde og nu var bleven hos hende ſom
Selſkabsdame. Madame kom lige hen til mig og

168 En ſollys Erindring.

ſpurgte paa fin lette franſke Maade, om jeg vilde
være Jan artig at tillade hende og Mademoiſelle at
ſee paa min Skizze, — denne Mur nærede de en
ſerdeles Fortjærlighed for. Jeg ſparede naturligviis
yderſt hofligt, medens jeg dog i mit ſtille Sind haa⸗
bede, at de ikke vilde forſtyrre mig længe, da jeg var
kommen paa den Tid af Dagen for at gribe det ſer—
egne Lys, ſom jeg ikke for Alt i Verden vilde gage
Glip af. Begge Damerne betragtede den af Hjertens
Lyſt. Madame var begeiſtret og erklærede, at Billedet
var henrivende — fuldendt. Den unge Dame talte
ikke i nogen Tid, men tilſidſt udbrød hun: „Det er for⸗
underligt ligt! Ak, naar jeg tenke paa, hvilken hæslig,
ſtiv Tingeſt, jeg tegnede af den i forrige Uge.“ Medens
hun talte, ſkjulte hun fin lille Skizzebog, formodentlig
af Frygt for, at jeg ftulde bede om at fee Indholdet,
men dertil havde jeg aldeles ingen Lyſt; jeg foretrak
at ſee paa Eierindens Anſigt. Trælfene vare ikke
meget ſmukke, men det var det yudigſte Anſigt, jeg
nogenſinde har feet. Haaret Havde ikke den rodlige
Farve, ſom man i Regelen mener, at vi Kunſtnere
fværme for, men en almindelig bruun. Trakkene
lignede ikke i mindſte Maade en Madonnas, og Teinten
var ikke blændende hvid. Men jeg troer, Fortryllelſen
laa i det lille Hoveds Form, Øielangenes Senkning,
og Mundens og Sinenes halv undſeelige Udtryk.
Medens jeg betragtede hende, tænkte jeg, at jeg ikke
kunde have onſket at forandre noget ved dette Anſigt,

— — — —

En ſollys Erindring. 169

og dog vilde en Kritiker viſt have fundet Mangler
ved hvert Træt.

„Tuſind Tak!“ ſagde begge Damerne tilſidſt, og
derpaa gik de bort, — jeg blev atter alene paa Veien.
Da jeg havde feet efter dem, til de vare forſvundne,
vendte jeg igjen tilbage til min Mur, men den ſaae
kjedelig og uinteresſant ud. Lyſet havde ffiftet og
var forſvundet, og Veien ſyntes ode. Jeg reiſte mig,
ſamlede mine Tegneapparater ſammen og gik hjem til
den lille Kro, hvor jeg boede, for at anvende det
ſvindende Daglys til at udarbeide mine Murſteen.

Jeg opdagede ſnart, at den unge Dame var eneſte
Datter af Sir George Eden, Sognets Herremand og
Eieren af det ſtore Slot med Gresplainen, der ſkraa⸗
nede ned mod Floden og de tilſtodende Kloſterjorder.
Han fandt ogſaa ſnart mig og mine Skizzer, udtalte
ſtor Interesſe for dem og indbod mig til at beſoge
fine Enemerker. Han ſagde, at han onſkede et godt
Aquarelbillede af Slottet alene, og at han netop ſyntes
udmeerket godt om min Stil. Da jeg dengang var
en Begynder og mine Beſtillinger paa Malerier vare
faa og med lange Mellemrum, begyndte jeg at troe,
at min Udflugt, ſom nærmeft var et odſelt Indfald,
da jeg begyndte den, dog var et heldigt Foretagende.
Jeg bragte min Mappe op til Slottet for at viſe
Damerne den, og medens vi ſtode ved et Bord i den
ſmukke, ſeyggefulde Have under et prægtigt Kaſtanietrœ,
bladede de i mine Tegninger og udbrode hvert Die-

170 En ſollys Erindring.

blik i nye Beundringsudraab. Jeg følte mig ſerdeles
ſmigret. Jeg havde boet i London og ſtuderet der,
hvor Maaleſtokken er ſaa hoi, at man ikke venter
ſynderlig Anerkjendelſe for Noget, og hvor Ens Arbeider
altid betragtes med kritiſke Blikke, ſelv af Ens Vel⸗
yudere; derfor opvakte disſe Damers ubetingede Be—
undring en ganſke ny og meget behagelig Folelſe hos
mig. „De forftaae fig jo ganſke viſt ikke meget der⸗
paa,” tenkte jeg, „men man kan altid betragte dem
ſom en Typus paa den dannede Deel af Publicum,
der beſoger Galerierne, og naar Alt kommer til Alt,
er det den offentlige Smag, man onſker at behage.
Jeg begynder at troe, at jeg engang vil blive en almen⸗
hudet Maler.“

Det Neſte, der ſkete, var, at Sir George an⸗
modede mig om at boe hos dem en lille Tid, faa
kunde jeg tage fan mange Skizzer, jeg onſkede, til mig
ſelv og ham og tillige underviſe hans Datter, ſom
efter hans Mening havde ſtore Anlæg for Tegning,
men aldrig havde havt Leilighed til at uddanne dem.
Det lod til, at ſiden hans Huſtru for nogle Aar ſiden
døde, havde han aldrig havt Lyſt til at tage til London,
og ſaaledes havde den franſke Dame veret Miſs
Edens eneſte Leœrerinde, og Tegning var ikke hendes
ſterke Side. Jeg var naturligviis ſcerdeles glad over
at have gjort et fan gunſtigt Indtryk i alle Henſeender
og gik villigt ind paa det behagelige Forſlag. —

„Nu bliver De nodt til at lade mig ſee Deres

En ſollys Erindring. 171

Skizzer,“ ſagde jeg til Miſs Eden, da Sagen var
ordnet.

„O nei, jeg beder Dem!“ udbrød hun og blev
blusſende rod. Men jeg trængte paa, og med megen
Rodmen og en Meengde Undſkyldninger for hver af
de merkveerdige ſmaa Frembringelſer, ſom om de havde
været en Forbrydelſe, tillod hun mig at gjennemſee den.

„Hun har ikke faa lidt Anlæg, ikke fandt?” ſpurgte
den kjeerlige Fader.

„Farveblandingen er ikke faa daarlig,“ ſvarede
jeg, „men Frokenen har aldrig leert at tegne.” Thi
hvor meget jeg end beundrede Miſs Eden, kunde jeg
dog ikke være blind i den Retning. „Jeg maa holde
Deres Datter til lige Linier og Begyndelſesgrundene
i Perſpectivtegning.“

Hun faae ſkrekkelig ſkuffet ud, og jeg tilfoiede
haſtigt: „Men hun kan ſidde hos mig, medens jeg
ſkizzerer, og male for fin egen Fornoielſe, det hjælper
Altſammen.“

Følgelig blev det ordnet ſaaledes, at jeg ſkulde
give hende Underviisning i Begyndelſesgrundene hver
Morgen, og ſiden efter ſkulde hun ledſage mig til de
forſkjellige ſmukke Steder, hvor jeg onſkede at tage
Skizzer. Dette var mine lyſe Sommerdage, da jeg
intet andet tænkte paa, end det nærværende Siebliks
Skjonhed og Nydelſe.

Madame fulgte os paa alle vore Excurſioner,
men naar vi ſade under et Træ i Haven og tog for⸗

172 En ſollys Erindring.

ffjelige Udkaſt af det ſmukke gamle Hus, vare vi ofte
alene i timeviis — hun og jeg. Sir Georg, med ſit
bronzefarvede Anſigt og ſin graa Dragt, kom hyppigt
hen til os for at ſee, hvorledes det gik os, og det lod
til, at han altid var henrykt over mine Frembringelſer
og ſin Datters Fremſkridt. Jeg troer aldrig, det faldt
ham ind, at der kunde være nogen Tanke om Fare
for hende i denne beſtandige Samveren med den unge
vandrende Kunſtner. Uagtet al hans Hoflighed og
Velvillie forekom min Stilling ham faa uendelig fjern
fra hans eneſte Datters, at han ligeſaa let vilde have
tenkt ſig, at der var Fare for hende i at ſpadſere
med Gartneren. Madame maa ſagtens have ſeet
klarere, men hun foretrak at behage fin Yudlingselev
for Sieblikket ved ikke at ſpille Spionens Rolle, og da
hun domte Mademoiſelles Folelſer efter ſin egen over⸗
fladiſte Maaleſtok, tenkte hun, at Tilboieligheden for
Tegnelœreren vilde forſvinde, ſaaſnart han var borte,
men Udbyttet for Tegningens Vedkommende blive til⸗
bage. Hvad Tegnelcererens Folelſer angik, fan vare

de en aldeles ligegyldig Sag. Hvis han ikke kjendte

fin Stilling og holdt fig i den, havde han fun fig ſelv
at dadle derfor. Saaledes udtyder jeg i det mindſte
hendes Opforſel, men dengang velſignede jeg hende
kun, fordi hun ikke altid paatvang os ſin Ledſagelſe,
og tenkte, at hun var en fornuftig og ſkjonſom Perſon.

Jeg var ſaa fuldftændig optagen af Sieblikkets

En ſollys Erindring. 173

Glæde og af at have det føde Anſigt ved min Side,
at jeg lukkede mine Oine for Fremtiden.

Miſs Eden var faa aldeles ligefrem og fordrings⸗
los, der var en faa fuldftændig Mangel paa Alt, hvad
der kunde ligne Protegeren i hendes Veſen fra det
forſte Bieblik, jeg blev foreſtillet for hende, at jeg
umuligt kunde tœenke paa den Afſtand, der var imellem
os, ſelv medens jeg aftegnede den ſtatelige Bygning,
hvis Herſkerinde hun var. Hun kijendte ikke til For⸗
maliteter; hun viſte tydeligt, at hun anſage mig for
ſin Lige i Fodſel og Opdragelſe og ſin Overmand paa
Grund af min Kunſt. Hun paatog ſig ingen Verdig⸗
hed, men paa den anden Side var der ikke det mindſte
Koketteri i hendes Veſen. Hun talte til mig, ſom hun
vilde have talt til en af ſine Veninder — om alle
Slags Emner, idet hun ligefrem og uden Forbehold
meddeelte mig fine egne ſmaa Interesſer og Anlig⸗
gender og gjorde mange Spørgsmaal angagende mine
Beſkjcœftigelſer og mit Liv i London.

Alt, hvad der angik min Kunſt, Fortællingen. om
mine Studier i Kenſington⸗Maleriſamling og paa det
kongelige Akademi ſaavelſom Beſkrivelſen af mit
Atelier interesſerede hende ſcerligt. Jeg troer, at det,
der tiltrak mig meſt hos hende, var den ſtore Forftjel,
der var mellem hende og de unge Piger, jeg kjendte
i London, ſom ere ſaa godt inde i Alt, at de ikke fole
nogen videre Interesſe for Nogetſomhelſt. Endogſaa
hendes Maade at udtrykke fig paa var ganſke for⸗

174 En ſollys Erindring.

ſtjellig fra deres, — hun forklarede fin Mening fuldt
ud, iſtedetfor at overlade til En ſelv at gjætte, hvad
hun mente. Jeg troer, at ikke engang den ſvageſte
Tilnermelſe til et ſimpelt Udtryk nogenſinde var
kommet over hendes Læber. Der lag et ſtort Trylleri
i hendes Tilfredshed og Ro. Sandt nok gik der hende
Intet imod, — omgivet ſom hun var af enhver Be-
kvemmelighed og Overdaadighed, og med en Fader,
der forgudede hende; men de fleſte unge Piger vilde
dog have meent, at hendes Liv var ubeſkrivelig kjede⸗
ligt, uden Fornoielſe eller Forandring af nogen Slags.
Hendes Fader havde nemlig trukket fig ſaa meget ſom
muligt tilbage fra al Selſkabelighed ſiden hendes Mo⸗
ders Dod, havde ganſke opgivet fit Hus i Byen og var
ſunket ned til at blive en flet og ret Landmand, der var
helt optaget af fin Avlsgaard og fin Vildtſtand. Hun
betragtede alt dette ſom Noget, der fulgte af ſig ſelv.

Altid munter, altid fornoiet med hvadſomhelſt, jeg
foreſlog, var hun paa een Gang min henſynsfulde
Vertinde og min ſelvtillidsloſe, beundrende Elev. Vi
følte os fuldkommen lykkelige ſammen, medens vi fade
der i Haven i Skyggen af Kaſtanierne eller et ſtort
Cedertrœ; den grønne Gresplet og de brogede Blomſter⸗
bede lage foran os, og Solen ſkinnede, og Fuglene
ſang. Det ſyntes, ſom om det maatte vere det Rette,
ſom om vi vare beſtemte til hinandens Selſkab, og
jeg troer, at Ingen af os fane en eneſte Dag ud i
Fremtiden, — vi modtog Lykken, ſom den kom. Det

— . cu

En ſollys Erindring. 175

var en uendelig lykkelig Drøm, medens den varede,
men tilſidſt vaagnede jeg op, eller ſnarere, jeg tvang
mig ſelv til at vaagne.

Hun havde talt til mig om fit eget Liv og om
Tabet af fin Moder.

„Min Fader er meget god og kjerlig,“ ſagde
hun, „og det er Madame ogſaa; men jeg længes under⸗
tiden efter et Menneſke, ſom er paa min Alder. Jeg
vilde gjerne opgive alt dette,” tilfoiede hun og ſaage
ſig omkring, „for at faae en Broder eller Soſter, og
jeg vilde flet ikte bryde mig om at være fattig.”

Det var forſte Gang, hun havde udtrykt nogen
Utilfredshed med ſit Liv, og forſte Gang, at hun lige⸗
frem havde hentydet til fin Faders Rigdom, og Noget
i denne Tankeforbindelſe lod mig føle en pludſelig
Smerte.

Jeg tænkte paa mine to Verelſer i Newman⸗
Street, og Modſeetningen mellem den Fremtid, font jeg
ſkulde tilkeempe mig, og hendes luxurieuſe Liv, bragte
mig paa een Gang til klart at føle den umaadelige
Afſtand, der var imellem os. Da foer den Tanke for
forſte Gang gjennem min Sjel, at jeg var et egen⸗
fjærligt Umenneſke. Jeg vidſte, at det var haabloſt
at tenke paa nogen Forandring i vor Stilling overfor
hinanden, at jeg hverken i hendes Faders eller i
Verdens Dine kunde nogenſinde med Rette haabe at
turde vinde hendes Kjerlighed, og dog gjorde jeg det
virkelig med Overlceg hver Time paa Dagen, Hvis

176 En follys Erindring.

jeg behagede at paadrage mig fremtidig Elendighed
for at nyde Oieblikkets Glæde, havde jeg i det mindſte
ingen Ret til at forlede hende til at handle paa ſamme
Maade. Var Sandheden ikke den, at jeg drog For⸗
deel af min Stilling og misbrugte den Tillid, ſom Det
brave, umistænfjomme Herremand havde havt til mig?
J dette Anfald af Selvbebreidelſe ſvarede jeg hende
i en tor, forretningsmeesſig Tone: „De maa heller
fuldſtendig flette den Himmel ud med en ſtor Penſel;
De vil aldrig fane Noget ud af de Skyer. De fkulde
ikke tale ſlet ſaa meget — undſtyld, at jeg ſiger det.“

Jeg ffal aldrig glemme det forundrede, bedrovede
Udtryk, der kom over hendes Anſigt ved disſe Ord,
men hun forſtod Vinket og ophorte at tale.

Jeg gav hende en ſtor Penſel, men hendes Haand
ſtjelvede faa ſtœerkt, at hun ikke kunde benytte den.

„Vil De gjore det for mig?“ ſpurgte hun i en
lidt klagende Tone, ſom om hun var bange for atter
at blive ſat i Rette.

Gud veed, det var et fvært Oieblik. Jeg længtes
med en neſten uovervindelig Styrke efter at kaſte min
Palet og Skizzebog fra mig og drage hende og hendes
underlige ſmaa Skyer hen til mig, og fortælle hende,
at jeg elſkede hende hoiere end Alt i Verden og
ſporge hende, om hun vilde opgive Alt for min Skyld.

En indre Stemme ſagde mig, at hun ikke vilde have
ſtodt mig tilbage, men denne

Overbeviisning lod mig

En ſollys Erindring. 177

kun ſee min forrige Opforſel i et endnu mere for—
agteligt Lys. Jeg tog Bogen og Penſlen fra hende.

„Saaledes, — paa denne Maade,“ ſagde jeg
„Slet det heelt ud og begynd paany. (Ak, kunde jeg
blot ligeſaa let have udſlettet de forbigangne Uger.)
Driſtigt! driſtigt! . .. Saa! De kan udføre Forgrunden,
medens det torrer,“ tilfoiede jeg, og vi toge atter
begge fat paa vore Penſler.

De ſtore Gresplainer og lyſe Blomſterbede lage
omkring os, ligeſaa ſtore og lyſe ſom for nogle faa
Minuter ſiden, Træerne kaſtede de ſamme bløde Skygger
paa Gresſet, og Lyſet blinkede mellem de fig ſagte
bevægende Blade, og Fuglene fang ſom før, — men
Alt ſyntes forandret. Det var ſom om en kold Strom
var kommet imellem os, og ſom om hvert Diebliks
Taushed gjorde den bredere. Men hvor ulykkelig jeg
end folte mig, ſtyrkedes min Beſlutning ved hvert
Penſelſtrog: jeg vilde gjore den Skade god igjen, ſaa
vidt det ſtod i min Magt, ſom jeg faa tankeloſt
havde gjort.

Jeg kunde ikke tage bort ſtrax, thi ſaa havde jeg
brudt min. Forpligtelſe og kunde have vakt Mistanke.
Nei, jeg maatte blive, fuldføre mine Üdkaſt og under⸗
viſe Miſs Eden. Hvis hun Havde været ældre, eller
mere ſelvtillidsfuld eller i mindſte Maade koket, vilde
jeg ikke have følt den Selvbebreidelſens Kval, ſom
overvældede mig i dette Øieblik. Tilſidſt brød jeg

Tausheden ved at ſige i en munter Tone:
12

178 En ſollys Erindring.

„Jeg ſynes, vi gjøre bedſt i at arbeide ſtrengere
og tale mindre, nu da min Afreiſe ſtager for Haanden.
Jeg vilde gjerne bringe Dem ſaa vidt ſom muligt,
fan De kan undvære mig; De ſtoler altfor meget paa
min Hjælp,”

Hvert Ord, jeg talte, og min egen Stemmes
muntre Klang lød ſom en hul Spot, men jeg frem⸗
tvang Ordene og Tonen. Jeg mente det godt, men
jeg vidſte, at det maa have forekommet hende grendſe⸗
loſt haardt og gruſomt. Jeg folte, at hun var altfor
ligefrem til at kunne forſtaae min Tankegang, og at
hun kun vilde optage mine Ord ſom en fold Af
viisning.

Jeg gjorde mig Flid for ikke at fee pan hende,
men jeg kunde ikke undgaae at ſee, at en Taare faldt
paa den endnu vaade Himmel paa hendes Maleri.
Fra det Øieblif af var hendes Veſen forandret, al
hendes Spogefuldhed og Frihed, al hendes Fortrolighed
ophorte, men der var Noget over hende, ſom det var
meget [vært at udholde, — en forøget Mistillid til
fig ſelv, et alvorligt, bønligt Blik, ſom om hun gjerne
vilde have ſpurgt, Hvorfor jeg var faa forandret lige-
overfor hende, men ikke for Alt i Verden vilde have
overſkredet Grendſen for den jomfruelige Værdighed
ved at gjøre nogen Tilneermelſe.

Det forſte Par Uger af mit Beſog var floiet af⸗
ſted, jeg vidſte neppe hvorledes, men de ſidſte fjorten
Dage henſneg fig langſomt. Tilſyneladende tilbragte

En ſollys Erindring. 179

vi Tiden ganſke pan ſamme Maade. Jeg underviſte
endnu ligeſaa ufortrodent Miſs Eden hver Morgen.
Efter Luncheon ledſagede hun mig ſtadigt og gjorde
Udkaſt ved min Side. Vi mødtes Alle ved Middags⸗
bordet og pasſiarede med Sir George. Om Aftenen
muſicerede vi, ſpillede Beſique eller ſpadſerede i Haven.
Hun var endnu beſtandig min venlige Veertinde og
opmerkſomme Elev, men jeg lagde Meerrke til, at hun
undgik at være ene med mig faa meget ſom muligt, uden
at det ſkulde faae Udfeende deraf, men Madame for⸗
ſtod fuldkommen hendes Onſker og udførte dem punkligt.

„Vi vil tage Plads under Kaſtanietreeet, Madame,“
var nok til oieblikkelig at bringe den gode Dame og
hendes Feltſtol efter os.

Det var en haard Strid, men for hendes Skyld
vilde jeg ikke give efter. Hvis jeg havde elſtet hende
mindre høit, vilde min Beſlutning maaſkee være bleven
ſvekket. Det haardeſte af Alt var at afholde fig fra
at gjøre den mindſte Hentydning til mine Beveg⸗
grunde. Jeg kunde have gjort det paa tuſinde Maader,
et bedrovet Blik vilde have veret tilſtrekkeligt til at
jade hende forſtaae mig — faa megen Sympathi var
der imellem os, — men jeg vidſte, at medens enhver
Forklaring vilde have været en ubeſfrivelig Lettelſe
for mig, vilde det dog have "været uendelig meget
værre for hende.

„Hun maa ikke faae den ſvageſte Anelſe om, at
12+

180 En ſollys Erindring.

jeg elfter hende,“ tænkte jeg; „jeg maa forlade hende
ligeſaa fri, ſom jeg fandt hende.“

Jeg ſiger ikke, at jeg havde Ret eller Uret i denne
Synsmaade, men mine Begreber om Are vare ſaa—
ledes den Gang, og jeg troer nok, at de ere klarere
og mere beſtemte i den tidligere Deel af vort Liv end
ſenere.

Jeg bevarede eet Haab. Hvis den Dag nogen:
ſinde oprandt, da jeg havde vundet en Stilling, ſom
i mindſte Maade var hende værdig, og hvis hun
endnu var fri, vilde jeg komme igjen og ſoge at vinde
det tilbage, ſom jeg nu frivillig gav Afkald paa. Jeg
folte, at jeg aldrig kunde tage nogen anden Huſtru;
hvis jeg iffe kunde vinde hende, maatte min Kunſt
være Alt for mig.

„Kan De ikke blive hos os endnu en Maaned?“
ſpurgte Sir George i en indtrængende Tone. „Amy
gjør ſaa gode Fremſkridt, og det interesſerer hende
faa meget, at det forekommer mig en Skam at afbryde
Undervisningen.”

Og paa den fineſte Maade lod han mig forſtaae,
at jeg ikke ſtulde komme til at fortryde det. Han maa
have troet, at jeg var en mageloſt lovende Kunſtner,
da jeg forſikkrede ham, at jeg ikke paa nogen Betin⸗
gelſe kunde blive borte fra London en eneſte Uge til,
paa Grund af mine Forpligtelſer, og han lykonſkede
lig uden Tvivl til, at han faa hurtigt havde opdaget
mine uſeedvanlige Fortjeneſter. De Vanſkeligheder,

Eu ſollys Erindring. 181

jeg gjorde, ſyntes kun at forøge hans Onſke om at
beholde mig.

„Kan Du ikke overtale Mr. Hervey til at blive
hos os lidt længere, Amy?“ ſagde han, oienſynlig i
den Tanke, at Ingen kunde afflane hende Noget. Hun
ſage iveiret, idet hun ſkiftede Farve, og ſagde:

„Gid jeg kunde. Men vi maae ikke vere ubillige.
Mr. Hervey har maaſkee en anden Elev, ſom venter
paa ham, og ſom er mere verd at underviſe, end
jeg er.“

Havde hendes Ord nogen anden Betydning? Det
lignede ikke hende, ſom var faa ligefrem; men dog
forekom det mig, at der laa noget mere i Tonen end
i Ordene. Jeg ſvarede hofligt og holdt faſt ved den
Dag, der var beſtemt til min Afreiſe. Sir George
trængte ind paa mig om dog at komme igjen næfte
Aar, men ieg ſagde, at det var min Henſigt at reiſe
til Skotland.

Den ſidſte Dag kom, den ſidſte Undervisningstime
var forbi, de ſidſte Strøg paa min Skizze af Huſet
vare udførte. Jeg ſamlede mine Sager ſammen og
ſagde aldeles mekaniſk alle de nødvendige Hofligheds⸗
formler om min Verts og Vertindes Venlighed og
den Glæde, deres Bekjendtſkab havde forſkaffet mig.
Jeg troer ikke, jeg gjorde mig ſkyldig i nogen For⸗
ſommelſe, men det Hele forekom mig ſom en uhyggelig
Drøm.

De ſtode og fane mig kjore bort, — Sir George

182 En ſollys Erindring.

og hans Datter — og jeg vendte mig om for ſidſte Gang
for at ſee den fine, boiede Skikkelſe og det ſode Anſigt,
ſom jeg ſaa gjerne altid vilde beholdt ved min Side.
Jeg ſaae, at hun lagde fin Arm i ſin Faders, da de
ſtode der ſammen; det var en ubetydelig Handling,
men dengang ſyntes jeg, at der lad meget deri. Jeg
tenkte, det kunde betyde, at han ſkulde være Alt for
hende, nu da jeg var borte, og det indgjod mig det
ſtore Haab, at hun maaſkee vilde være mig tro gjennem
de kommende Aar, og at den taagede Fremtid maaſkee
giemte en Lykke for os begge, ſom vilde mere end op—
veie disſe bittre Timer.

Haabet gav mig fornyet Liv og Kraft. Jeg ar⸗
beidede, ſom der Intet var til i Verden, der hed For⸗
noielſe eller Opmuntring, og i det folgende Aar fvæt
kedes min Iver ikke et Sieblik. Jeg havde Held med
mig ſom Kunſtner, men jeg tilſkriver dette mere min
Flid end mit Talent. J disſe Dage horte jeg leilig⸗
hedsviis om hende, hvis Billede altid ſtod for mig og
opmuntrede mig til at holde ud. Sir George beſogte
mig flere Gange i mit Atelier, naar han var paa en
Forretningsreiſe til London, og han beundrede mine
Oliemalerier ligeſaa meget ſom mine Aquareller. Han
betragtede mig uden Tvivl ſom fin Protegs. Han
talte altid om ſin Datter og fortalte mig, hvor meget
det glædede hende at høre, at jeg gjorde Lykke. Til⸗
ſidſt fortalte han mig, at han ſnart vilde tage hende
med, for at hun kunde ſee mine Malerier.

En ſollys Erindring. 183

„Hendes Tante ſiger, at hun for lenge ſiden
burde have være preſenteret ved Hoffet o. ſ. v., jaa jeg
har leiet et Hus i Park Lane for Saiſonen,“ ſagde
han. „Det er en ffrælfelig Tortur, — Noget, jeg
hader, men jeg haaber, De vil fole Medlidenhed med
os og ſee ind engang imellem, fan vi kunne faae os
igjen en fornuftig lille Pasſiar.“

Han talte ſom om mine Beſog vilde være lig en
Oaſe i Orkenen, og jeg kunde ikke lade være at ſmile
ſorgmodigt ved mig ſelv, da jeg fuldt vel vidſte, at,
hvor oprigtigt han end mente det i Vieblikket, vilde
vort Samliv kun blive kort, naar de forſt vare etab⸗
lerede i den ſtore Hvirvel.

Sir George bragte virkelig engang ſin Datter til
mit Atelier, men jeg var ude. Derpaa afgav jeg mit
Kort i Park Lane, hvorefter jeg modtog en Indbydelſe
til Middag. Jeg gik derhen, og det var den eneſte
Gang, jeg fane Miſs Eden i hele Saiſonen — faa
vidt forſkjellige vare vore Bekjendtſkabskredſe. Jeg
ſaae hende modtage fine Gjeſter i et ſtort, glimrende
oplyſt Værelfe, omgiven af Atlaſk og Forgyldning,
iſtedetfor af grønne Træer. Iſtedetfor den tarvelige
Morgendragt, hvori hendes Billede altid viſte ſig for
mig, bar hun et udſogt Toilette. Hun var maaſkee
lidt hoiere og ſlankere og lidt mere formel i fit Veſen,
men her ophørte ogſaa Forſkjellen. Jeg ſaage oieblik⸗
kelig, at det var den ſamme rene Perle, — indfattet

184 En ſollys Erindring.

maaſkee altfor pragtfuldt, til at den kunde viſe ſig til
Fuldkommenhed, men dog i fig ſelv ganſke den ſamme.

Vi talte meget lidt med hinanden, thi hun havde
en gammel Herre tilbords og ſad langt fra mig; jeg
holdt Øie med hende, hemmeligt, men faa ufravendt,
at jeg i dette Sieblik ikke har den mindſte Erindring
om, hvorledes min Borddame ſaae ud. Hun kan have
været ung eller gammel, ſmuk eller ſtyg, jeg fane
hende flet ikke, ſkjondt jeg haaber, at jeg var høflig,
ſom det ſig bor. Da vi kom op i Dagligſtuen, vexlede
jeg et Par Ord med min Vertinde. Jeg troer, hun
kom hen til mig og begyndte Samtalen. Jeg ſpurgte
hende, hvorledes det gik med hendes Skizzeren og til⸗
foiede: „Deres Fader ſiger, De er meget flittig.“

„Ja,“ ſvarede hun med noget af det gamle, tanke—
fulde Blik. „Jeg arbeider for at behage ham, men
jeg bryder mig ikke meget derom nu. Det er kjedeligt
at gjore Udkaſt ganſke ene, og det er fan længe ſiden,
jeg havde nogen Undervisning. Jeg havde haabet, at
faae nogle Timer i London; men det forekommer mig,
at her ikke er Tid til Noget, og min Fader ſiger, at
De har altfor travlt nu, til at De kan plages med
Elever.“

Det var ſandt, at den Tid, da jeg gav Under⸗
visning, var forbi, og det glædede mig, at hun og
hendes Fader erkjendte det; det ſyntes at bringe mig
et lille Skridt nærmere Maalet. Jeg gav et let, hof⸗
ligt Svar, — jeg kunde ikke ſtole paa mig ſelv, ſaa

En ſollys Erindring. 185

jeg turde ikke ſige meget, — og derpaa kom en af
Gjeſterne hen for at tale med Miſs Eden. Jeg holdt
Øie med hende, medens hun vendte ſig fra en Gjeſt
til en anden, men der var Intet i hendes Veſen, ſom
kunde opvekke min Skinſyge, og jeg vendte hjem med
nyt Haab i mit Hjerte.

Det folgende Aar fane jeg hende ſlet ikke, da hun
reiſte udenlands med ſin Fader. Aaret efter dette var
det, at jeg gjorde Lykke. Jeg kom pludſelig i Mode.

Det Maleri, ſom ſkaffede mig et Navn, var ud-
fort efter min lille Skizze af Kloſtermuren. J For⸗
grunden havde jeg anbragt en ung Pige med en Skizze⸗
bog. Hendes Stilling og Træf vare ſom min Models,
men det ſenkede Hoved og Sienlaag og Mundens Uo—
tryk vare, ſaa vidt ſom jeg var iſtand til at gjengive
dem, Miſs Edens, ſaaledes ſom hun pleiede at ſee
ud, naar hun ſad ved min Side i hine lyſe Sommer⸗
dage, der nu ligge jaa langt tilbage.

Der var umaadelig meget Arbeide paa Maleriet;
Murſtenene, Vedbenden og Lavarterne vare udførte
med en Raphaelſk Noiagtighed, men den Lykke, det
gjorde, troer jeg fyldtes Virkningen af Lyſet, ſom det
faldt over Kanten af den gamle Mur og hen paa
den unge Piges Haar.

Medens jeg malede Billedet, følte jeg, at det var
uendelig meget bedre end noget af mine tidligere Ar⸗
beider. Jeg var faa heldig at faae det hængt paa
et godt Sted paa Akademiet, og jeg troer, det blev

186 En ſollys Erindring.

mere omtalt end noget andet Maleri, med Undtagelſe
af vore ſtorſte Maleres. Jeg længtes uophorligt efter
at Edens ſkulde komme og være Vidne til min Be⸗
rommelſe, og jeg havde ikke længe at vente. Kort
efter at Galeriet var blevet aabnet, og medens jeg
dvelede nær ved den lille Hob, ſom ufravigelig ſamledes
om mit Billede — Berommelſen var ny nok for mig,
til at jeg ikke ſtulde føle ſtor Glæde ved at høre de
Bemeerkninger, ſom det opvakte, — ſaae jeg hende.
Hun ſtod foran de ovrige og betragtede mit Arbeide
ſtift. Jeg trængte mig ſtrax hen til hende.

„Synes De om det?“ ſpurgte jeg med ſagte
Stemme, medens jeg beholdt den Haand, hun gav mig,
inden i min. Det var forſte Gang, jeg havde tilladt
mig at lægge nogen Folelſe i mit Veſen, ſiden hin
Dag under Kaſtanietrœet; men ſelve Skuepladſen for
min Berommelſe gav mig Selvtillid. Farven foer op
i hendes Kinder. Hun trak haſtigt ſin Haand til ſig,
og idet hun vendte fig halvt fra mig, henvendte hun
ſig til en Herre, ſom ſtod tet ved.

„Det er Mr. Hervey, den Kunſtner, ſom har ud—
fort dette deilige Maleri,“ ſagde hun til ham, og idet
hun atter vendte ſig til mig, tilfoiede hun: „Mr.
Hervey, tillad mig at foreſtille Dem min Mand.“

Jeg kan ikke noiagtig ſige, hvad der hendte efter
dette. Jeg vidſte, at en hoi Herre, der faae meget
elegant ud trykkede min Haand varmt og udtalte en
velafrundet Lykonſkning, og jeg troer, at jeg ſvarede

En ſollys Erindring. 187

pan en pasſende Maade, men der var en Taage for
mine Oine, og Skikkelſerne, ſom bevægede fig omkring
mig, og de jtilleftaaende Figurer paa Væggene hvirv⸗
lede rundt i en forvirret Masſe.

Saaſnart jeg uden Anſtod kunde, forlod jeg mit
Selſkab og gik ud paa Gaden. Jeg veed ikke, hvilken
Vei jeg gik, — hvorſomhelſt, — det var ligegyldigt.
Mit Livs Drom var forbi. Skjondt jeg tuſinde Gange
havde jagt mig ſelv, hvorledes det efter al Sandſyn⸗
lighed vilde ende, var Slaget ikke mindre nu, da det
virkelig var kommet.

Hende kunde jeg naturligviis ikke et Lieblik
dadle. Hvis Nogen havde handlet urigtigt, var det
mig ſelv. Mine Begreber om Wre havde muligviis
været overſpoendte. Kunde jeg blot have faldt den
Aften i Park Lane tilbage, vilde jeg have handlet
anderledes, men min Henſigt var god, og Gud veed,
at det var en haard Kamp.

Siden den Gang har jeg aldrig malet noget Bil⸗
lede, der kunde ſtaae ved Siden af dette ene, og jeg
troer, at jeg aldrig nogenſinde kan gjore det; min
Kunſt er mig meget dyrebar, fan meget mere, ſom
ingen Familiebaand ſtille ſig mellem den og mig. Jeg
veed, at Amy er lykkelig Huſtru og Moder, og jeg
kan ſee tilbage til Hine lyſe Junidage med en tak⸗
nemmelig Folelſe.

—— — - — — — ᷑ —

188

Et Brev af Beethoben.

(Siden Aaret 1827 afholdes der aarlig i Paris en muſi⸗
kalſt og religiøs Høitidsfeft huer 26dDe Marts — Beethovens
Dodsdag — til Erindring om denne udødelige Genius, der,
ſom Bladet Temps ved denne Leilighed udtaler ſig, var „en
Stemme fra oven, beſtemt til at løfte Menneſkenes Hjerter
og Tanker op til Gud.” Det nedenſtaaende Brev fra B. til
hans kjcreſte Ungdomsven, Dr. Wegeler i Coblenz, er ved
denne Anledning kommet for Dagen og reproduceres herved
med photographiſk Troſkab, da det giver Leſeren et mært:
værdigt Indblik i denne ſjeldne Kunſtners Charakteer og Liv
og viſer, hvor edel og hsihiertet han var, hvad ogſaa hans
Compoſitioner paa Forhaand giver Vished om. Det er ſtrevet
i Beethovens 50te Aar.)

Wien, d. 23. Febr. 1800
Min gode, kjœre Wegeler!

Modtag min inderlige Tak for din kjerligheds⸗
fulde Erindring! Hvor lidt har jeg gjort mig fortjent
til den, og dog er Du ſaa god, at Du ikke lader Dig
afſtrekke ved Nogetſomhelſt, ſelv ikke ved min utilgive⸗
lige Efterladenhed; men Du vedbliver beſtandig at være
den ſamme trofaſte, gode og redelige Ven. Tro ikke,
at jeg nogenſinde kunde glemme Dig, ja Eder alle,
der ere mig faa dyrebare; nei ingenlunde! Der gives
Dieblikke, hvor jeg uendeligt længes efter at være hos
Eder og tilbringe nogen Tid i Eders Midte. Mit
Fædreland, den yndige Egn, i hvilken jeg forſt ſaae
Dagslyſet, ſtager endnu ligeſaa levende for min Sjel,

— Fyr.

— ål

Et Brev af Beethoven 189

ſom da jeg forlod den og Eder, og det vil blive den
lykkeligſte Dag i mit Liv, paa hvillen jeg gjenſeer
Eder og vor „Fader Rhin“. Jeg tor uden Anmas⸗
ſelſe forſikkre Eder, at J fkulle gjenfinde mig bedre,
ikke blot ſom Muſiker, men ogſaa ſom Menneſte; og
naar Velſtand og Lykke atter har holdt fit Indtog i
vort kjere Fædreland, faa vil jeg kun anvende min
Kunſt til Fordeel for de Fattige. Lykkelige Tidspunkt!
Hvor glæder jeg mig til denne henrivende Dag, der
ſkal bringe mig Dig og dette livſalige Formaal endnu
nærmere !

Du onſker Underretning om min nærværende Stil⸗
ling. Nu vel! Den er ikke ilde. Siden ſorrige Aar,
hvor utroligt det end vil forekomme Dig, har L.. ...
været min varmeſte Ven og er vedbleven at være det
(ſmaa Misforſtagelſer har der jo nok vanket, men de
have kun tjent til at gjøre vort Venſkab mere inder⸗
ligt), og han har opſparet mig en Sum paa 600 Gylden,
ſom jeg kan tye til, naar jeg finder det nodvendigt.
Mine Compoſitioner indbringe mig en heel Deel, og
jeg har flere Beſtillinger, end jeg ſeer mig i Stand
til at udføre. Fem til ſex Forleggere kappes om mine
Verker, og jeg kunde, derſom jeg vilde, forſterke Con⸗
currencen. Man kjobflager ikke med mig: jeg forlanger,
og man betaler. Det er en herlig Ting, ſeer Du vel.
Geraader for Exempel en af mine Venner i Nod, og
min Pung er netop lens, ſaa jeg ikke ſtrax kan komme
ham til. Hjælp, da behøver jeg blot at ſœtte mig ned,
og hurtig er Hjelpen tilſtede. Til al Ulykke har en
misundelig Dæmon, mit flette Helbred, lagt en Anſtods⸗
ſteen for min Fod. I de ſidſte tre Aar er min Horelſe
daglig bleven ſvagere og ſvagere, og til denne Lidelſe
kommer min Underlivsſvaghed, hvoraf Du nok veed,
jeg tidligere laborerede, og ſom nu har bragt mig i
den elendigſte Forfatning. En beſtandig Dysenteri

190 Et Brev af Beethoven.

(Blodgang) berover mig alle Kræfter. Min Læge vilde
hjælpe paa min Mave ved ſtyrkende Midler og pan
mine Øren ved Mandelolie; men alt bette hjalp til
Intet: Dovheden er tiltagen, og mit Underliv er ikke
helbredet. Saaledes blev det ved indtil forrige Efter—
aar, og jeg var ofte Fortvivlelſen nær. Da raadte
en Ignorant af en Doctor mig til at bruge folde og
en duelig Læge varme Bade: de ſidſte gjorde en vid⸗
underlig Virkning. Mine Underlivsſmerter aftog, og
min Horelſe tiltog. Men hele denne Vinter har jeg
igjen havt det elendigt: jeg folte frygtelige Smerter i
Indvoldene og faldt aldeles tilbage i min forrige Til-
ſtand. Da dette havde fortſat fig i fire Uger, hen⸗
vendte jeg mig til Doctor Varing, Keiſerens Livchirurg.
Jeg tænkte, at min Sygdom egnede ſig til chirurgiſk
Behandling, og jeg havde overhovedet fattet Tillid til
denne Mand. Og virkelig lykkedes det ham at befrie
mig fra den heftige Dysenteri. Han forordnede mig
varme Bade, i hvilke der kom en Flaſke ſtyrkende Es⸗
ſents: men jeg fik ellers ingen Medicin. Kortſagt:
jeg føler mig raſtere og ſteerkere, men i mine Oren
bruſer det Nat og Dag. Jeg kan med Sandhed ſige:
det er et elendigt Liv, jeg forer! J de ſidſte to Aar
har jeg ſkyet alle Selſkaber, fordi det er mig umuligt
at ſige til Folk: jeg er dov. Var min Kunſt ikke
Muſiken, faa kunde det endda være, hvad det var, men
for den, der dyrker den Kunſt, er det end haard Him⸗
lens Straf. Og hvad vilde mine Venner, hvis Antal
ikke er ringe, vel ſige, naar de fik det at vide? For
at give Dig en Idee om denne utrolige Dovhed, ſaa
vil jeg blot omtale, at jeg maa ſette mig i Theatret
meget ner ved Scenen for at høre, hvad Sangeren
ſiger; jeg horer ikke Inſtrumenternes høie Toner og
Stemmerne, naar jeg er nok jaa ner, og, meekeligt
nok, gives der dog mange Folk, der i Samtalen ikke

111i mi

Et Brev af Beethoven: 191

bemerke min ſorgelige Feil. Da jeg er bekjendt for
at være diſtrait, faa tilſkriver man min Diſtraction AL
ting. Og dog hører jeg neppe engang, naar Nogen
taler noget ſagte: jeg horer nok Tonerne, men for⸗
ſtaaer ikke Ordene, og naar Nogen ſkriger, fan er det
mig aldeles utaaleligt. Hvad det ſkal blive til, veed
kun Vorherre. Varing ſiger, at min Tilſtand i hvert
Tilfælde ffal blive forbedret, ſelv om jeg ikke kommer
mig ganſke. Jeg har allerede ofte forbandet min Til⸗
veœrelſe, men Plutark har hjulpet mig til at reſignere;
jeg vil, ſaafremt jeg kan, trodſe min Skjcebne, men
der vil dog altid gives Oieblikke i mit Liv, i hvilke
jeg vil fole mig ſom den ulylkkeligſte Skabning.

Jeg beder Dig, ikke at tale til Nogen om denne
min Tilſtand; jeg betroer Dig den ſom en Hemmelighed.
Det vilde være mig behageligt, om Du traadte i Brev⸗
vexling med Varing derom. Skulde min Tilſtand blive
varig, da kommer jeg neſte Aar til Dig; Du ſkal da
leie et Hus til mig i cen ſmuk Egn paa Landet, og
da vil jeg i fer Maaneder være Bonde; maaſkee for⸗
andrer det [min Tilſtand; hvis ikke]! da Reſignation!
Hvilket usſelt Hjcelpemiddel! og dog vil det være det
eneſte, der levnes mig. Vil Du tilgive mig, naar jeg
bebyrder Dig, hvis Stilling er ubehagelig nok i For-
veien, med denne Venſkabstjeneſte?

Stephan Brenning er nu her, og vi komme nekſten
daglig ſammen. Det virker meget velgjorende paa
mig, daglig at tilbagekalde de gamle Folelſer og Er⸗
indriuger. Han er virkelig bleven et vakkert ungt
Menneſke, der beſidder Kundſkaber og har Hjertet paa
rette Sted. Vi har alle bidraget dertil mere eller
mindre.

Jeg har nu en ſmuk Bopel, der gaaer ud til
Baſteien, og derved fager en dobbelt Bærd for min
Helbred. Du jfal fane din Antiochus og tillige en

— —— ů

—

192 Et Brev af Beethoven.

heel Deel Muſik af mig, derſom Du finder, at det ikke
koſter Dig for meget; ſkriv mig kun, hvad jeg har at
gjøre, og jeg ſkal ſende Dig alle mine Veerker, der nu
allerede danne en ret betydelig Samling, ſom endda
foroges daglig. Til Bytte med min Bedſtefaders Por⸗
trait ſender jeg Dig hans Barnebarns, mit, din Bees
thovens, der altid med Liv og Sjæl tilhorer Dig.
Med det Forſte ſtriver jeg til Chriſtopher for at
ſlaae Takten for ham i Anledning af hans
Galſkaber. Jeg ſkal ogſaa ſtrive til den gøde Laura.
Aldrig har jeg glemt en eneſte af Jer, JElſtelige og
Gode! ſelv naar jeg intet Livstegn gav fra mig; men
Du veed nok, Brepſtriveri har aldrig været min Sag.
Mine bedſte Venner have i Aaringer intet Brev faaet
fra mig. Jeg lever kun i mine Noder: naar det ene
er færdigt, er det andet allerede begyndt. Saaledes
ſom jeg nu ſkriver, laver jeg ofte tre fire Sider paa
een Gang.

Hils Ries hjertelig fra mig: jeg ſkal ſnart ſkrive
Dig noget beſtemt til angagende hans Son (Compo⸗
niſten), endſtjont jeg troer, at han i Paris ſnarere
end i Wien vil gjøre fin Lykke. Wien er overlasſet
med Kunſtnere, og det bliver ſelv de dygtigſte vanſke⸗
ligt at flaae fig igjennem der. Til Efteraaret eller i
Vinter vil jeg ſee, hvad jeg kan gjore for ham; thi
da vende Alle tilbage til Staden.

Lev vel, min gode og trofaſte Wegeler! og vær
overtydet om evigvarende Kjeerlighed og Venſkab hos

i din
Beethoven.

.

255

Giuseppe Verdi.

195

Johanne, Dronning af Jenpel og
Grebinde al Probence.

J et gnult Voxſegl, der hænger ned under et
gammelt Document, ſeer man et Billede af Johanne,
„af Guds Naade Dronning af Jeruſalem og Sicilien,
Grevinde af Apulien, Provence og Forcalqujer“. Dron⸗
ningen er fremſtillet ſiddende pan en Throne eller en
antik Stol; to Lover, hendes Families Vaabenmeerke,
ligge udſtrakte for hendes Fodder. Johanne bærer
den kongelige Krone paa Hovedet, i den ene Haand
har hun Sceptret, i den anden Verdenskuglen med
et Kors paa; hun er ifort en lang Kjortel, ſom bolger
pragtfuld ud til Siden og falder folderigt ned omkring
hende. Hendes Blik ſtirrer ſtift ud i Rummet; det
er, ſom om hun var ſtegen op af Graven, for atter
at gribe Kjendetegnene paa fin kongelige Magt.

Det Liv, Dronning Johanne af Neapel, Grevinde

af Provence, forte, er et heelt Drama. Hun blev
137

196 Johanne, Drouning af Neapel.

fodt i Aaret 1325, var en Datter af Hertug. Karl af
Calabrien og Barnebarn af Kong Robert. Efter hiin
Tids Skik var hun, kun ſyv Aar gammel, bleven
trolovet med fin et Aar ældve Fetter Andreas, en
Son af Kong Karl Charobert af Ungarn. Det var
en politiſk Forbindelſe, der forte til et Agteſkab, ſom
i Tiden ſkulde knytte flere mægtige Familiers Inter⸗
esſer ſammen. Da Johanne var fjorten Aar gammel,
var hun alt en yndefuld vinde af henrivende Skjon—
hed; ogſaa hendes Mand var udviklet, og hun elfkede
de ridderlige Feſter og Glæder; hendes Hjerte var
ligeſaa varmt og lidenſkabeligt ſom den ſtraalende
Sol, hun levede under. Andreas var opdraget i
Ungarns morke Skove, midt imellem disſe halvvilde
Folkeferd; han var ſtolt og hildet i Preſteveſenets
Garn og gjorde Fordring paa ſelv at fore Regimentet
i Henhold til fin nedarvede Ret, ſom han anſage for
ligeſaa lovlig ſom Johannes. Det var den forſte
Anledning til Ufred og Uenighed, idet nemlig Johanne
ved Bedſtefaderens Dod, 1343, arvede Neapels Throne,
medens Andreas ikke blev kronet, men kun bar Titel
af Hertug af Calabrien.

Den fortryllende Dronning Johanne havde fattet
Kjerlighed til Prindſen af Tarent, Ludvig af Anjou.
Det var en ſmuk, anglo⸗normanniſk Riddersmand, ſom
levede ved Hoffet i Sicilien, hvor han udmerkede fig
ved fin Driſtighed og ridderlige Færd. Johannes og
Prindſen af Tarents lidenſkabelige og lonlige Kjer⸗

Johanne, Dronning af Neapel. 197

lighed blev begunſtiget af en Kvinde, ſom ſpiller en
vigtig og hemmelighedsfuld Rolle i dette Drama.
Det var en Catalonierinde, Datter af en fattig Fiſker;
hun fed Philipina, var kun en ſimpel Vaſkerkone, men
af overordentlig Skjonhed, og Hertuginden af Cala—
brien havde valgt hende til Amme for ſin Son. J
Neapel og paa Sicilien bevaredes endun det gamle
Roms Seeder, og Ammen ſpillede en vigtig Rolle
der; Philipina blev derfor almegtig ſom den For:
trolige i Hertuginden af Calabriens Elſkovseventyr,
og hun bevarede den ſamme Gunſt hos Kong Robert
af Neapels anden Huſtru, Dona Sancha af Arragonien.
For at belonne hende for hendes mange Tjeneſter
gav Dronningen hende den unge og ſmukke Catabono,
Kongens Slotsfoged, til Wgtemand. Det var en ung
Saracener, der var fodt paa Sicilien, hvor der fandtes
en talrig Mængde af dem baade ſom Trelle og Fri⸗
fødte; denne var ſom Barn bleven kjobt af den nor—
manniſke Grev Catabona, og han havpde forſtaget at
vinde ſin Herres Gunſt i ſaa hoi Grad, at han
doende hapde ffjænfet ham ſit Navn og fine Verdig⸗
heder. Han forſtod ogſaa at vinde Kongens Mndeſt,
ſaa at denne flog ham til Ridder med ſin egen Haand
og billigede hans Forening med Philipina.

Catabona ſteg til hoie Voerdigheder og blev Kro—
nens Storſenechal; hans Wgtefelle, Catanerinden,
ſom Folket kaldte hende efter den ſiciliauſke By
Catanea, ældedes vel, men var beſtandig lidenſkabeligt

——— —Ä— — — — — —— ——— — —

198 Johanne, Dronning af Neapel.

hengiven til Intriger, og hun fik nu ogſaa det Hverv
at lede den unge Johanne og lere hende de ſiciliauſke
Sæder og Skikke at fjende. Catanerinden fik ſnart
Magt over fin nye Herſkerinde, thi hun forſtod at
ſmigre heudes Forfeengelighed, at begunſtige hendes
Lyſt til Fornoielſer og altid at væve rede til at viſe
hende de loulige Tjeneſter, ſom den lidenfkabelige
Kvinde næppe ret vilde tilſtaae for fig ſelb. Hun
blev da ogſaa den Fortrolige i Elfkovsforholdet til
Prindſen af Tarent.

Paa ſin Side havde Andreas til Rigshowpmeſter,
en af de vigtigſte Poſter ved Hoffet, en Vaſal af
ungarſk At, ſom fkaltede og valtede med Riget efter
eget Forgodtbefindende. J den ſiciliauſke Kronike
kaldes han Broder Robert, og hans Indflydelſe paa
Fyrſten var bleven fan fordeerrvelig, at det anjou—
normanniſke Ridderſkab ikke mere vilde finde fig i
dennes Tyranni. De mægtige Herrer, ſom beherſkede
Sicilien med Erobrerens Ret og havde de ſtore Lehn
der, beſluttede da at tage fig ſelv tilrette, og en al—
mindelig Sammenſpeergelſe mod Lehnsherren udbrød.
Tidlig om Morgenen den 18de September 1345 ind-
fandt Lehnsbaronerne ſig i Paladſet Caſerta, hvor
Andreas holdt Hof med Johanne; han var endnu ikke
ſtaaet op, men de fkikkede Bud ind til ham og for⸗
langte, at han ſkulde komme ud til dem, da de havde
vigtige Statsſager at forhandle med ham. Neppe
var Andreas traadt ind i Verelſet, for fer Mænd

Johanne, Dronning af Neapel. 199

med Maſker for Anſigtet tvængte fig om ham; hans
ynkelige Skrig lod gjennem hele Paladſet, men Alt
forblev tauſt. Man kaſtede ham en Slynge om Halſen,
kvalte ham, og hans Lig blev klynget op paa Paladſets
Muur. Under alt dette forholdt Dronningen ſig
ganſke rolig, ja udgjod ikke en Taare. Efter
nogle Beretninger ſkal hun have været vidende om
Sammenſvpeergelſen og billiget den, da hun nærede et
dybt Had til Andreas og gjerne vilde have ham
ſkaffet af Veien; men andre Kronikeſkrivere forſikkre
Derimod, at hun flet ingen Deel havde deri, og at
det kun var de utilfredſe Stormænd, ſom ſtyrtede
hendes Egteherre. Denne Voldsdaad havde imidlertid
været faa offentlig og var bleven udfort paa en faa
vederſtyggelig Maade, at de Skyldige ikke kunde und-
gage at drages til Anſvar. Domſtolene i Neapel
üudtalte Dodsdommen over dem og ligeledes over
Senechalens Huſtru, den gamle ſnedige Kvinde, ſom
man mente ſtod i Forbindelſe med dem med Jo⸗
hannes Vidende. Hele Sagen blev dog dreven meget
hemmelighedsfuldt, og de forfkjellige Sagn ere hin—
anden modſigende.

Naeppe var Andreas i Graven, for Johanne,
ſom nu ikke mere mente at behove at lægge noget
Baand paa fin Lidenſkab, ægtede Prindſen af Tarent,
der i det almindelige Omdomme blev anſeet for en
af Forerne for det kongemorderſke Complot. Det
vakte overalt ſtor Harme, og den myrdede Fyrſte

200 Johanne, Dronning af Neapel

fulde ſnart finde en Hævner i fin Broder Ludvig,
den kjekke Konge af Ungarn. Han ſamlede fine
Magnater, en kraftig og tapper Race; en ſort Fane
blev heiſet op paa hans Palads's hoie Taarne, og
pan dette morke Sorgens Banner havde man malet
den blodige Scene fra Paladſet i Caſerta, hvor Dron⸗
ning Johanne var fremſtillet felv forende Morderne.
Fulgt af ſine Vaſaller drog Ludvig af Ungarn igjen⸗
nem Tydſkland og Italien, og ſnart ſtode Ungarerne
ligeoverfor den neapolitanſke Gær med Prindſen af
Tarent i Spidſen. Men hans Skarer ſplittedes ad,
næjten uden Sverdſlag, da de ſage Kongen af Ungarns
Sorgebauner vaie.

Alt aabnede fig uu for den halvvilde Her, ſom
uſtandſeligt trængte frem; ſelv Neapel var truet, da
Johanne fattede den Beſlutning at forlade Italien og
drage til fit ſkjonne Grevſkab Provence, for at ſoge
Beſkyttelſe og Hjælp der. Provence var dengang
rigt og i en lykkelig Tilſtand. Landet havde lidt
meget under Albigenſer-Krigen, men nu vare Byerne
blevne gjenophyggede og Kloſtrene iſtandſatte; enhver
Stad havde gjenerhvervet fin Frihed og faaet fine
borgerlige Forhold ordnede. Da Borgerne i Mar⸗
jeile faae de neapolitanſke Galeier, ſom bare deres
retmœsſige Herſkerinde Johanne, nærme fig deres Havn,
heiſede de Flag paa Byens Taarne og beredte fig til
at fylde hende med ſtor Pomp og Bragt; Conſulerne
modtoge hende under en Thronhimmel af Guldmor.

Johanne, Dronning af Neapel. 201

Da hun ſteg iland, var hun pragtfuldt flædt og havde
den kongelige Krone paa Hovedet; hun beſteg en hvid
Pasgenger, prægtigt optommet, ſom hun ſtyrede med
Ynde; og hun tog Bolig i et henrivende Landſted,
La Blanche, ſom laa ved den lille Flod Jarret's
Bredder. Johanne holdt lidenſkabeligt af Jasminer;
hun ſov under et Loptag, der kunſtigt var dannet af
Krandſe og Blomſter.

Modtagelſen var da overalt glimrende; Provence
var lykkeligt over at bringe den edle Grevinde fin
Hilſen og Hyldeſt. Johannes Skjonhed var hen—
rivende; hun elſkede faa omt fin anden Wgtefælle,
Prindſen af Tarent, at han næppe nok kunde gjen⸗
gjælde hendes lidenſkabelige Kjcrlighed. Grevinden
beſogte Provences gamle Hovedſtad Aix, hvis borger⸗
lige Forhold netop vare blevne ordnede; hun kom
ogſaa til den keiſerlige Stad Arles, hvorfra hun
under glimrende Feſtligheder drog til Avignon, for
at aflægge et Beſog hos Paven, ſom dengang opholdt
ſig der. En eneſte Tanke ſyntes at opfylde hele
Johannes Sjæl: hun vilde gjenerobre Kongeriget
Neapel, ſom hun havde tabt. Det var hende derfor
af ſtorſte Vigtighed for enhver Priis at ſkaffe Penge
tilveie; og Grevinden af Provence, ſom alt var i
Gjeld til Byen Marſeille for nogle hundrede tuſind
Guldgylden, indledede en Underhandling med Pave
Clemens VI. om en Pengeomſcetning. Hun tilbod at
ſcelge ham Staden Avignon, hvor Paverne havde

202 — Johanne, Dronning af Neapel.

opflaget deres Reſidents, og hvor de ventede paa, at
de mægtige Forvirringer i Italien, ſom Welfernes og
Ghibellinernes Stridigheder afſtedkom, omſider ſkulde
ophore.

Paverne eiede alt de Landſtrœkninger, der horte
til Grevſkabet Avignon, og kun Byen ſelv var bleven
under Greverne af Provences Herredomme. Men
Noden Drev nu Johanne til at ſoge at fage Penge
pan enhver Maade, og hun ſolgte da Byen Avignon
til Paveſtolen for firſindstyvetuſind Guldgylden. Det
var ikke nogen Skjenk eller Gave, ſom oftere er blevet
meddelt, men et frivilligt Salg og det for klingende
Mont; Johanne bar ikke bleven forledet dertil, men
hun indlod ſig pan denne Sag, fordi hun derved blev
ſat iſtand til at hverve en ny Armee og med den

gjenvinde Neapel. Marſeille's Borgere fik en Deel

af Pengene, for dermed at udruſte en Flaade Galeier,

ſom ſkulde ſtikkte i Soen med Stadens Banner.

Man havde bragt i Erfaring, at Kong Ludvig
af Ungarn og hans toilesloſe Bander af Tydſkere og
Slaver havde gjort ſig meget forhadte blandt Sici—
lianerne og Neapolitanerne, og at der var udbrudt
en voldſom Opſtand. Paa ſamme Tid hærgede ogſaa
en frygtelig Smitſot Italien. Intet kunde nu holde
Johanne tilbage; hun længtes efter Neapels ſkjonne
Sol og ſtraalende Egne, og hun gik da ombord paa
en af de marſeillanſke Galeier; efter en hurtig Over—
fart ſteg hun iland ved Sorentos Bredder. Overalt

Johanne, Dronning af Neapel. 203

blev Dronningen modtaget med jublende Begeiſtring;
det provencaljfe Ridderſkab fulgte hende i mægtige
Skarer, og ſuart var Riget befriet for de ungarſte
Bander, der havde indgydt Befolkningen ſaa ſtor

Redſel. Johanne holdt fit Indtog i Neapel i Slut⸗

ningen af Auguſt Maaned 1348, og fra nu af forlod
hun ikke dette Rige; naar hun nu og da gjorde en
Üdflugt til Provence, jan var det kun for at ſamle
Tropper der eller udſkrive Penge, thi hun havde ſtadig
Brug for begge Dele.

Hendes Styrelſe af Riget var baade faſt og
kyndig og forſtandig. Mange Bygningsværker bleve
udførte i Neapel, ſaaledes det nye Slot, der ragede
op over Byen og beſkyttede den. Johanne vandt
Folkets Kjærlighed; men der var beſtandig en blodig

Erindring, ſom ikke vilde vige fra hendes Sjel; det.

var Ungeren over hendes Wgtefelle Andreas's Mord.
Skjondt man ikke havde noget Beviis for hendes
Medviden, faa var det dog den almindelige Mening,
at Forbrydelſen var begaaget med hendes Villie, ja
egentlig under heudes Sine. For at bringe disſe
Rygter til Taushed, beſluttede Johanne at lade Sagen
underſoge i Provence. Hun fkikkede da nogle af fine
betroede Mænd til Paven med Bon og Opfordring
om, at han fkulde lade anſtille Efterforſtninger og
optage Vidneforhor om den uheldſvangre Begivenhed
i September 1345. Det pavelige Hof opfyldte Dron⸗
ningens Onſke, og de indledede Underſogelſer forte

—

204 Johanne; Dronning af Neapel.

da til det Reſultat, at Johanne tilſtod, at hun ikke
havde elſket fin Mand, at hun forgjeves havde ſogt
at bekeempe denne Modbydelighed, og at det uden
Tvivl var ved Troldom, at denne Utilboielighed var
blevet næret; dernælt, at de Sammenſvporne kjendte
dette Had og havde betjent fig af hendes kongelige
Navn for at udføre den forfærdelige Gjerning, men
at Dronning Johanne ingenſinde Havde beſudlet fin
Haand med fin WÆgtefælles Blod. Som Folge deraf
frikjendees hun ved en Kjendelſe af den pavelige
Domſtol for enhver Medſkyldighed — i det mindſte
i Gjerning — i denne Forbrydelſe. —

Dronningen havde god Brug for alle de pro—
vencalfte Stridskrœfter, ſom udfoldede fig under hendes
Banner, thi Neapel og Sicilien bleve paany truede
af et Indfald af Ungarerne. Kong Ludvig kom igjen
i Spidſen for ſine Magnater, for atter at gribe den
Krone, han alt. havde været i Beſiddelſe af. Krigs—
lykken var vexlende, og Kongen blev ofte Seirherre;
men tilſidſt blev han ſtandſet i fin raſke Fremrykning
af den lille faſte Plads Averſia, der var beſat af
et Corps tappre provencalſke Riddere. Ludvig miſtede
mange Folk og begyndte ogſaa at have Mangel pan
Levnetsmidler; han indlod fig da i Underhandlinger
med Johanne og anerkjendte hendes Herſkerret, men
pan den Betingelſe, at Thronen ſkulde gage i Arv til
Dronning Johannes og Andreas af Ungarns Barn,

ſom imidlertid dode tre Aar efter. Kong Ludvig lod

Johanne, Dronning af Neapel. 205

ſig ogſaa meddele Enkelthederne ved den pavelige
Dom og erkjendte nu, at efter hvad der i denne
Sag var oplyſt, naar alle Omſtendigheder toges i
Betragtning, maatte han indromme Dronningens
Uſtyldighed.

Det var ret en lykkelig Tid for Kongeriget
Neapel, medens Dronning Johanne ſtyrede Staten,
omgiven af Provencalere og Mændene fra Anjou.
Hun var ſmuk og livslyſten, og Tiden gik faa herligt
med Feſter og Optog, ſkjonne Ridderſpil og Dyſtlob,
hvor de mandhaftige Herrer kappedes om at vinde
Priſen. Og Kronikerne fortalte ogſaa om, hvor mange
Forbedringer og nyttige Forandringer der indfortes,
faa at det udtomte Rige ret igjen begyndte at blomſtre
op i dette Tidsrum. Dronningen befriede Folket fra
det tyranniſke Aag, ſom Lehnsveſenet havde lagt paa
Dets Skuldre: det var lovloſe Tilſtande i disſe Tider,
hvor de hoie Baroner neſten herſkede uindſkrenket,
men hun ſogte at raade Bod derpaa ved at give ret⸗
ſerdige Love og ſoge at ordne de borgerlige Forhold
paa en eedelmodig Maade, faa at Alles Tarv bedſt
kunde fremmes, medens hun tillige ſogte at vælfe
Folkets Sands for en hoiere Udvikling, dog nermeſt
rigtignok kun ved mere blændende og beruſende For⸗
lyſtelſer. Hendes eget Liv var ogſaa kun en liden-
ſtabelig Rus; hendes Kjerlighed til hendes anden
Agtefelle, Prindſen af Tarent, var heftig, og hun
bevogtede ethvert af hans Skridt med en lunefuld

206 Johanne, Dronning af Neapel.

Skinſyge, der forbittrede hele hans Tilværelje, Han
dode ogſaa ung, og der hengik kun nogle Maaneder,
da hun indgik et tredie WEgtejfab, tiltrods for hendes
Lofter til Kong Ludvig af Ungarn. Hendes Valg
faldt denne Gang paa Greven af Majorca, Jaimes
af Arragonien; han var af provencalſk Æt og ned—
ſtammede fra den Rakke af katalonſke Grever, ſom
havde erhvervet fig ſaa ſtor Yndeſt i Provence.
Dronning Johannes lange Fraverelſe havde i
Syden alter gjenvakt den ſteerke Kjærlighed til Fri:
heden, fan at bande Adelen og Byerne, der vare
blevne vante til at ſtyre fig ſelv, hapde ſluttet fig
ſammen til nafhengige Forbund. Dronningen havde
nok at gjøre med at ſtyre Neapel, og hun overlod da
Provence til ſig ſelv; Marſeille var igjen blevet en
fri Republik under en Podeſta, ſom efterhaanden lod
udgaae de merkelige Beſtemmelſer, der ordnede alle
So⸗ og Havneforhold. Aix. Arles og Forcalquier
erklærede fig for uafhengige Byer. Nu mente ogſaa
Keiſer Karl IV i Tydſkland, at SOieblikket var kommet,
til at han kunde gjøre fin gamle Net gjeeldende med
Henſyn til Overherredommet, og han drog da (1365)
til Paven i Avignon; ſenere lod han ſig ledſage til
Arles af Greven af Savoyen og Hertugen af Bour⸗
bon og blev kronet der til Konge af Erkebiſpen af
Arles. Den keiſerlige Stad udfoldede al ſin Pomp
og Pragt; Provence gjenlod af Jubel, og Turneringer
og Dyſtlob vexlede med andre Feſtligheder. Kroni⸗

Johanne, Dronning af Neapel. 207

kerne fortælle om, hvorledes der i Anledning af denne
Kroning fandt Skalke- og Narrefeſter Sted midt
imellem Roſer og blomſtrende Gyvel, disſe halvt
hedenſke, halvt chriſtelige Skueſpil, ſom ret horte til
Middelalderens Folkeforlyſtelſer. Keiſer Karl IV's
Kroning var den ſidſte offentlige Handling, ſom melder
om Keiſernes Overhoihed over Provence; Berettigelſen
dertil havde de ſom Ceſarernes Arvinger i Rom.
Dette Land var faa ffjont og herligt, med en
yppig prangende Natur, ligeſom en Silkekjortel udſyet
med koſtelige Stene, fan at Enhver, der kun havde
den mindſte Berettigelſe, ſogte at erhverve ſig det.
Og det var mægtige Herrer, der forſogte at gjøre
deres Ret gjældende. Saaledes Kong Edvard III.
Son af England, Hertugen af Leiceſter, ſom paakaldte
ſin Bedſtemoder Eleonores Rettigheder og drog ind
i Languedoc med Ild og Sværd ligetil Nismes; derpaa
Hertugen af Anjou, en Broder til Kong Karl V af
Frankrig, der for ſit Vedkommende gjorde Fordring
pan Kongeriget Arelat med Hovedſtaden Arles, ſom
var blevet afftaaet til ham af Keiſer Karl IV. Han
drog kjcekt frem med fine Mend fra Gascogne og
Anjou og opplantede Frankrigs Liliebanner i Tarascon.
Men det ædle provencalſke Ridderſkab traadte fjæft i
Skranken for at forſvare ſin Frihed og fine Rettig⸗
heder mod enhver Fjende. Det foretrak desuden at
ſtaae under Johanne af Neapels Herredomme; thi det
var en Styrelſe, der var for fjern, til at den kunde

208 Johanne, Dronning af Neapel.

indgyde nogen Frygt. Det var ogſaa Tilfældet med
Stederne, hvorpaa man faae et Exempel i det fri-
villige Skridt, ſom Byen Aix gjorde ligeoverſor
Dronningen. Da Johanne nemlig var meget odſel
og ſtadig var i ſtor Pengeforlegenhed, afhændede hun
efterhaanden Grevernes Krongodſer i Provence; men
derover blev Byen Aix urolig, og den fkikkede derfor
ſom Afſending en af fine indſigtsfuldeſte Mænd, ved
Navn Roſtang, til Dronningen, for at bede hende at
hørg op med disſe Overdragelſer. Hun gav ogſag
et hoitideligt Lofte derom; og for at viſe, at det var
hendes beſtemte Villie, at Saadant ikke mere ſkulde
ſkee, bemyndigede hun Beboerne af Staden Aix's
Commune til ſelvb med Magt at modſette fig ſaa—
danne Afſtagelſer, om de end vare hjemlede ved lov—
gyldige Documenter med hendes Haand og Segl.

Da Stederne i Provence nu ſaaledes vare hen⸗
viſte til dem ſelv, fan gjorde de ogſaa Brug af deres
uindſkrenkede Rettigheder og bod de indtrængende
Fiender kjekt Spidſen. Byen Arles jane fig ogſaa
iſtand til at modſtaae Greven af Anjou's Skarer;
den hævdede fin Uafhængighed og gjorde fig værdig
til fit ſmukke Vaabenſkjold: en ſiddende Guldlove i
blaat Felt. Aix, der ſtadig var Hovedſtaden, bevarede
fit Vaabenmeerrke, de fire Pele, og foiede dertil en
hoiere fremragende, ſom i fin overſte Trediedeel var
gjennemſtukket ved en Tverſtang i Form af et Guld—
kors. Marſeille havde ſom Bymerke et blaat Kors

Johanne, Dronning af Neapel. 209

i hvidt Felt til Forſkjel fra Toulon, der har et Guld—
kors i himmelblaat Felt. Denne ſidſte By er jo af
romerſk Oprindelſe og ſkylder Telo Marcius fin
Grundleggelſe; den blev hærget i det tolvte og tret
tende Aarhundrede, men blev gjenopbygget og befeſtet
af Greverne af Provence. J det Hele kunne mange
flere Steder nævnes, ſom alle ved deres Vaaben⸗
mærker gjenkalde ſkjonne Erindringer fra en ſvunden
Tid; det er ligeſom de gamle Familiers Skjoldmerker,
der minde om Riddertidens Bedrifter og de forfkjellige
Slegters Forbindelſer.

Dronning Johanne vedblev at ſtyre Kongeriget
Neapel og Apulien med ſtor Anſeelſe, og hendes
Wgteffab med Jaimes af Arragonien varede i tretten
Aar. Aarene vare ſkaanſomt gledne hen over hende;
hun var endnu en kraftig Kvinde, meget ſmuk og be-
ſtandig lidenſkabelig i fin Attraa; hun tog da en
fjerde Agtefcelle, nemlig den unge Fyrſt Otto af
Brunsvig af germanſk Wt, en Son af Hertug Henrik
af Brunsvig. Det var en mandig og kjek ung⸗
dommelig Skikkelſe, men Neapolitanerne ſaae dette
Valg med Mistillid, og Paven folte ſig meget ſaaret
derover. Alt i lang Tid engſtedes Pavedommet ved
at ſee, hvorledes den tydſke Indflydelſe beſtandig
gjorde fig mere gjældende Syd for Alperne, og alle
Beſkyldningerne mod Johanne for hendes Deel⸗
agtighed i den ſkumle Begivenhed i Caſerta vaktes
igjen.

14

210 Johanne, Dronning af Neapel.

Dronning Johanne havde nu itke laenger Haab
om at fane en Livsarving, og hun maatte da ſoge en
Stotte udenfor Riget; hun antog derfor i Sons Sted
og ſom fin Efterfolger Grev Ludvig af Anjou, en
Son af Kong Johan den Gode af Frankrig og Broder
til Karl V. (1380). Dette uventede Valg ſaarede
ogſaa Neapolitanerne dybt; de havde nemlig haabet
at faae en Konge i Karl Durazzo af en indfodt
Slægt, der beſkyttedes af Kong Ludvig af Ungarn,
og ſom hun alt tidligere havde udnævnt til fin
Arving og givet fin Soſterdatter Margrethe tilegte
(1369). Pave Urban, der ogſaa frygtede den franſke
Indflydelſe i Italien, tog Parti for Durazzo; han
truede Johanne med offentlig Beſkjcemmelſe og kro—
nede uden Toven Karl Durazzo til Konge. Un⸗
garerne ilede til for at underſtotte denne. Forgjaves
ſamlede Dronningen nogle neapolitanſke Lehnsmend
om ſig under Hertug Otto af Brunsvigs Anforſel;
de vare kun ringe i Tal og ikke ret til at ſtole paa.
De forlode da ogſaa hendes Banner for at gane over
til Kong Karl; og Johanne var da ſaaledes ladt
alene midt imellem ſine raſende Fjender.

Man kan endnu i Neapel ſee Dronning Johannes
faſte Slot; dets Ruiner, ſom beſkylles af Bolgerne,
ere ſtore og vidtſtrakte; det morke Taarn ſpeiler ſig
i de klare Bande. Johanne havpde indeſluttet fig der
indenfor de megtige Mure, medens Neapolitanerne
bragte Durazzo Stadens Nøgler. Man var i For⸗

Johanne, Dronning af Neapel. 211

aaret 1382. Fra Frankrig drog den af Dronningen
beſtemte Efterfolger i Haſt ned over Alperne, for at
komme hende tilhjclp og erobre den Krone, der var
ham beſtemt, medens en marſeillanſk Flaade paa tre⸗
ſindstyve Galeier beredte fig til at angribe Neapel.
Den 24de April 1382 leverede Otto af Brunsvig
Ungarerne et Slag; men han tabte og faldt ſom
Fange i deres Hender uden noget Haab om, at han
mere kunde vente nogen kraftig Hjælp. Forladt af
Alle aabnede Johanne ſit Slots Porte og overgav ſig
frivillig til Karl Durazzo, juſt i det Oieblik, da man
i Bugten ved Neapel fil den ſteerkt væbnede pro⸗
vencalſke Flaade i Sigte. Durazzo modtog Dronning
Johanne med ſtor Wrbodighed, da han haabede, at
hun vilde apfordre Ridderne og Flaadens Forere til
at anerkjende ham ſom Greve af Provence. Men den
faldne Dronning vifte ſtor Faſthed og Verdighed;
hun opfordrede ingenlunde Provencalerne til at
anerkjende Durazzo for deres retmeessſige Greve, tvert-
imod erklœrede hun Flaadens forſamlede Forere, at
deres eneſte Overlehnsherre var Hertugen af Anjou,
til hvem de ogſaa ſkulde aflægge Hyldingseden. Nu
begyndte Durazzo at true; men den kjekke Dronning,
ſom vel indſaage, hvad hendes Skjebne vilde blive,
men dog ikke vilde ſvigte fit Løfte, erklærede for anden
Gang, at Hertugen af Anjou, den af hende valgte
Arving til Kronen, var den eneſte og ſande Over⸗

lehnsherre. „Naadige Herrer og Riddere,“ ſagde hun,
14*

—7— — ⁰

212 Johanne, Dronning af Neapel.

„jeg veed, hvilken Skjcebbne der venter mig; ſiger da
til Hertugen, at han maa komme og hene mig paa
den Rover, der holder mig fangen.“

Johanne havde da en Forndfolelſe af den blodige
Hevn, ſom ventede hende af den ubonhorlige Fjende.
Da den marſeillauſke Flaade havde fjernet fig, ſendte
Karl Durazzo Dronningen ſom Fange til Slottet
Murano. under Bevogtning af nogle Ungarere, der
vare deres Hertug hengivne. Der forblev hun til
Midten af Mai Maaned, da Franuſkmeendene under
Hertugen af Anjou rykkede frem for at befrie hende.
Men det var nu forſilde. Ifolge nogle Beretninger
blev hun efter en hemmelig Befaling dræbt og ophængt
af Ungarerne paa ſamme Maade ſom hendes forſte
Mand: efter andre Sagn blev hun kvalt mellem to
Madratſer, for at hendes Skrig ikke ffulde blive horte.
Hvorledes det nu end var, faa endte hun fit Liv i
Mai 1382, og efter dette frygtelige Drama var der
ikle mere Tale om Dronning Johanne af Neapel uden
ſom Heltinden i et vildt og blodigt Eventyr.

Mindet om Johanne lever endnu paa mange
Maader. Et Aarhundrede ſenere malede Leonardo da
Vinci et herligt Billede af hende, men hun er dog
mere tro gjengivet i det omtalte Segl, der hører til
et Document, ſom opbevares i Kloſteret Saint-Victor,
og af hvilket Hiſtorikeren Ruffi i fit omhyggelige Værk
om Marſeille har ladet tage et udmeerket Stik. Men
i Neapel lever hun endnu i fine Bygningsverker;

Johanne, Dronning af Neapel. 213

overalt mindes man om, hvad hun har gjort, ved
Kirkerne og de offentlige Bygninger, hun har ladet
opfore; thi hun var ingen almindelig Kvinde. Hun
var begavet med en overordentlig Iheerdighed, i al
hendes Færd var der noget Uſedvanligt, og hendes
Lidenſkaber vare voldſomme, ſaaat hendes Liv, navnlig
under hine Tidsforhold, maatte give et morkt Billede
af hele denne Tidsalder. Dronning Johanne levede
jo kun lidt i Provence, og det kom, ſom alt ſeet, juſt
de ſtore Byer til Nytte, da de derved næjten alle fik
frie Forfatninger og bleve republikanſke; hun var da
egentlig kun Grevinde af Provence af Navn. IJ de
Beſtemmelſer, hun havde truffet i fit Teſtamente, be⸗
kræeftede hun Huſet Frankrigs Rettigheder til Konge⸗
riget Neapel, og de bleve da Oprindelſen til de lang⸗
varige Krige i Italien, ſom forſt endte med Frants I,
medens Provence ogſag forſt over to hundrede Aar
efter hendes Dod blev en Provinds af Frankrig under
Ludvig XII's Regering.

214

It en korhenberende Upsalasangers
Optegnelser.

1.

Den 27 de Auguſt 1867 ſad jeg om Efter⸗
middagen i mit enſomme Læfeværelfe paa anden Sal
i et gammelt Huus i en fnever og kroget Gade i
Staben Orleans, og forſogte forgjæves at beſtille
Noget. Jeg Havde i flere Uger boet i en Penſion,
i hvilken flere andre Spenſke for mig med Moie og
Befvær havde ſtuderet det franſke Sprog. Og i Sand⸗
hed, ingen Bopel kunde have en Beliggenhed, der var
bedre egnet til Studeringer; thi den Gade, hvori den
laa, var ſtille og ode, og der fandtes Jutet, ſom
kunde lokke En til at kaſte et Blik ud af Vinduet.
Det var neſten ubehageligt at ſee derud. Mellem
vaklende gamle Huſe, juſt ikke af den maleriſke Art,
lob en ſmudſig og ujevn Steenbro med en Mendes
ſteen i Midten, hvor alt muligt Affald og Feieſkarn

Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer. 215

kaſtedes ud fra Gaardene, og hvor det fik Lov at
ligge, indtil enten en velvillig Regn ſkyllede det bort,
eller det ſamledes af en tung Vogn, ſom i den Hen⸗
ſigt hver Lordag rullede langſomt gjennem Gaden.
Og denne Vogns Rullen en Gang om Ugen udgjorde
neſten hele den Bevegelſe, Gaden havde at fremviſe,
naar undtages de enſomme Fodtrin nu og da af en
eller anden ſtille Vandrer, ſom begav fig til eller fra
ſin Bopæl.

Dog, idag kunde jeg ikke beſtille Noget. Jeg
var beſkjceftiget med at ſkrive Franſk, for at min Vært
og Lærer, Monſieur M., kunde gjennemgage det om
Aftenen. Men jeg lagde hvert Sieblik Vennen fra
mig og ſank hen i andre Betragtninger, ſom hverken
havde Noget at gjore med Grammatik eller Ordbog.
— Og hvad tenkte jeg paa? — Jo, jeg havde ſamme
Morgen leſt i et Pariſerblad, at Upſalaſtudenterne,
„les étudiants d'Upsal, jeunes gens, portant des
casquettes blanches“, vare ankomne for at deeltage i
den internationale Concurrence i Chorſang, ſom var
bleven arrangeret i Anledning af Verdensudſtillingen.
Den franſke Avis lan paa Bordet foran mig; jeg tog
den hvert Sieblik i Haanden og læfte after og atter
den forte Beretning, til jeg næften kunde den udenad,
og endda vilde jeg neppe iroe mine egne Sine. Ganſke
viſt var jeg ikke uvidende om, at en ſaadan Pariſer⸗
reiſe Havde været paa Tale. J de fer eller ſyv
Maaneder, i hvilke jeg for at ſtudere Sprog havde

216 Af cu forhenværende lipfalafangerg Optegnelſer.

opholdt mig i England og Frankrig, hapde jeg flere
Gange i Breve hjemmefra hort Sagen nævne; men
jeg havde altid været i Tvivl om, hvorvidt den vir⸗
kelig vilde blive til Noget, og tillige, om den ogſaa
burde finde Sted; thi hele denne Concurrence fane
mig noget mistenkelig ud. J de franſke Aviſer, ſom
jeg havde fæjt, havde der ſaagodtſom Intet ſtaget
Derom, og jeg havde hort, at der ingen tydſke Sang⸗
foreninger ventedes, ſaaat efter al Rimelighed de Con—
currerende vilde komme til at beſtage alene af franfke
Arbeiderſangforeninger (ſaakaldte „orphéonistes“). En
ſaadan havde jeg hort i Orleans og fundet, at den ſtod
langt under de fleſte ſpenſke Arbeiderſangforeninger.
Det Hele fik derfor for mig Udſeendet af international
„Humbug“, faa at jeg ikke rigtig kunde dele den
Enthouſiasme, hvoraf de ſvenſke Blade ſtrommede
over. — Men da jeg nu leſſte i Pariſerbladet, at
Studenterne virkelig vare komne, ſlog jeg paa engang
om og grebes uvilkaarlig af en underlig Folelſe. Der
fab jeg i et enſomt Verelſe, mange hundrede Miil
fra Sverrig, beſtjeftiget med franſke Stiilovelſer, og
læfte pan engang i en Avis, at et Par Timers Vei
fra mig, midt i Verdensſtaden Paris, befandt der fig
en Skare ſvenſke Ynglinge med hvide Huer og klang⸗
fulde Stemmer, en udvalgt Flok af den herlige
Upſalaſangs Dyrkere. Jeg ſelv var en gammel
Upſalaſanger, ſom for blot et Aar ſiden havde for—
ladt Ungdomsbyen, og mangen Valborgsaften havde

Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer. 217

jeg under flyvende Funer og klingende Toner vandret
op ad Slotsbakken Arm i Arm med netop de ſamme
Sangere, ſom uu vare i Paris. J Paris! Og de
havde vor gamle Anfører Arpi med ſig, det var jeg
vis pan — og den velbekjendte Taktſtok med Solv—
beſlaget havde han ſikkert ikke glemt hjemme. Ja
maaſkee endogſaa Vaxlund ſelv var med! En heel
Herſkare af Minder begyndte at vaagne hos mig her
i mit ſtille Værelfe, og gamle ſpenſke Toner begyndte
at klinge fra de franſke Meubler omkring mig, hoiere
og hoiere, ſom om de vare forhexede. „Vären år
kommen“, „Vintren rasat“, „Stä stark, du ljusets
riddarvakt“ bruſede i vældigt Chor frem gjennem
Stuen, ſaaat min Naboes melancholſke Floite ganſke
overdovedes, og jeg ſelv maatte op og marchere.
Jeg havde ligeſom den forhenværende Dragonheſt
hort Signaltrompeten, og jeg vilde drage ind i Ge—
leddet og vilde, at disſe ungdommelige Toner ſkulde
erobre Frankrig og tage Paris med Storm. Nordens
gamle Vikingeſind gik igjen, ſyntes mig, i denne ung⸗
dommelige Feerd, og jeg brændte af Lengſel efter at
tage Deel i det Erobringstogt indenfor Sangens
Verden, ſom nu ſkulde gage for fig. Viſtnok havde
man talt om en Preœmie paa 20,000 Frances; men
det tænkte jeg ikke paa — jeg troede ikke engang
derpaa — nei, jeg vilde, at den ſvenſke Sang ſkulde
ſom en friſk Nordenvind fare igjennem disſe blaſerede
Pariſeres Hjerter og voekke dem; jeg vilde, at vore

218 Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer.

Fyrretreers Suſen, vore Fosſers Larmen og Nokkens
Harpeklang ſkulde bæres frem paa disſe Toner og
ligeſom renſe Luften paa Paris' Boulevarder.

Til Paris! til Paris! tenkte jeg; jeg vil ſynge
med i deres Rekker, og fager jeg ikke Lov til det,
vil jeg idetmindſte hore dem og nyde godt af deres
Triumph. — Min forſte Tanke var Reiſepenge. Uvil⸗
kaarlig greb jeg efter min Portemonnaie, en gammel
brun og ſtyg Tingeſt med Staallaas, kjobt hos Roſen⸗

berg i Upſala; — men, erindrende dens Tilſtand,
vovede jeg ikke at ſee i den; jeg folte blot lidt paa
den — den var tynd — meget tynd. Jeg Havde

længe ventet paa en lille Sending fra Sperrig, men
den var ikke kommet, og jeg var, hvad man kalder
udtømt. Jeg fatte mig ſtille og roligt ned i min
Stol igjen og grundede, og Enden paa min Grublen
blev naturligviis, at man uden Reiſepenge ikke kan
gjore en Reiſe, og at altſaa min glade Pariſerfart
maatte indſtilles. Den bruſende Sang, ſom mine
gamle Minder havde fremtryllet, var hort op; de
franſke Meubler ſtode tyſt og ſtille og fane ſpogende
paa mig, og jeg horte atter blot Floiten, ſom nu
gjorde Triller og Lob, ſom om den vilde drive Gjeek
med mig. Snart taug ogſaa den. Da begyndte en
nesviis franſk Flue at ſumme omkring mig; den ſatte
fig paa min Neſe; jeg fangede og dræbte den, og nu
blev der ſtille ſom i Graven.

Da bankede det pan Doren. Jeg ſprang op og

Af en forhenværende Upſalafangers Optegnelſer. 219

raabte „Kom ind“, og ind traadte min Vert, Monſieur
M., med Noget, ſom lignede et Brev, i Haanden.
Han rætfer mig det artigt og ſiger: „Her er et Tele⸗
gram til Monſieur; det er lige kommet nu.“ Et
Telegram! Et ſaadant havde jeg endnu ikke faaet
paa hele min Udenlandsreiſe. Jeg agabner det, noget
urolig tilmode; mon det er fra Sverrig og indeholder
det noget Sorgeligt? Nei, nei, det er fra Paris, og
Indholdet er folgende: „Arpi og dine Kammerater
onſke, at Du ſtrax kommer hid og deeltager i Sangen.
Reiſen og Opholdet her fager Du godtgjort. Mange
Hilſener.
Sen A

Nu var det mig, ſom blev glad. Jeg maatte
omfavne Nogen, og bums! kaſtede jeg mig i Armene
paa min hæderlige gamle Vært, omſluttede inderligt
haus magre Knokler og ſnurrede flere Gange rundt
med ham. Han troede viſt, at jeg var bleven gal,
hvad jeg ikke kan forteenke ham i, og raabte halv
aandelos: „Qu'avez vous, monsieur, qu'avez vous,
monsieur, — qu'est-ce qu'il y a?“ — Jeg blev nu
rolig og fortalte ham det Altſammen, og han deeltog
hjerteligt i min Glæde, men lo iſcer af Omfavnelſen
(hvilket ſiden blev en af hans muntre Hiſtorier, naar
han havde Fremmede). Tilſidſt viſte jeg ham ſelve
Telegrammet, og ifølge en lykkelig Indſkydelſe tog jeg
paa ſamme Tid min Portemonnaie frem og vifte ham
den — idet jeg holdt den ſaaledes mellem Tommel⸗

220 Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer.

og Pegefingeren, at den var fynd ſom et Blad Papir
— og De kan tenke Dem, at den flinke gamle Mand
virkelig forſtod mig og ſtrax tilbod at laane mig den
lille Sum, ſom Jernbanetouren til Paris koſtede —
og derpaa gik han leende fin Vei. Om nogen franſk
Skriveovelſe var der ikke Tale den Aften — jeg havde
nemlig befluttet at reiſe med det forſte Morgentog
Klokken halv ſyv. Talesvelſerne vare derimod ud paa
Aftenen ſaameget deſto livligere.

2.

Henimod Kl. 6 den neſte Morgen vandrede jeg
med lette Trin til Jernbaneſtationen, trods den tidlige
Tid ledſaget baade af Monſieur og Madame M.,
begge venlige og ſmilende, ſkjondt de neppe havde
ryſtet Sovnen af Vinene. Franſkmeendene ere de
hofligſte Menneſker paa Jorden. En Landsmand af
mig, ſom boede i ſamme Penſion, ſov derimod ganſke
roligt i fin Seng — det være ham tilgivet! Jeg
havde den foregagende Aften ſogt at fætte Monſieur
og Madame ind i den ſvenſke Studenterſangs For⸗
tjeneſter, og de hapde tilſidſt neſten ligefaamegen
Interesſe for Concurrencen i Paris ſom jeg og raabte
ved Afſkeden med glad Overbeviisning til mig: „Vous
remporterez le grand prix, c'est bien sår! Adieu!“

— Toget ſatte ſig i Gang, Madame viftede af alle

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 221

Krefter, og hun har ſikkert aldrig viftet til en gladere
Pasſageer.

Morgenen var klar og ſmuk, og Toget ilede frem
mellem frugtbare Marker og Viinhaver, ſkyggefulde
Accaciehakker og frugtbugnende Zræer; jeg var jo midt
i det ſkjonne Frankrig. Henrykt betragtede jeg Alt
omfring mig og burde have ſtemt i med en franft
Sang til Wre for „la belle France“; men i mit
Hjerte klang det hele Tiden paa reent Svenſk: „sjung
om studentens lyekliga dar“ og den Sang fulgte
mig, i Sollyſet, mellem Viinbjerge og Frugthaver, fra
Station til Station, indtil jeg endelig naaede Paris
Kl. 11 om Formiddagen.

Allerede ved Stationen ſage jeg rundt omkring,
ſom om jeg havde ventet at finde en hvid Hue midt
i Folkevrimleu, og jeg lyttede til Pariſernes Snakken,
ſom om jeg ſtrax ſkulde fane Noget at hore om „les
étudiants d'Upsal", Men fnart huſkede jeg paa, at
jeg ikke var i en lille By, og ſkyndte mig hen til en
Droſchke — men hvorhen ſtulde jeg kjore? Jeg
vidſte ikke det Mindſte om, hvor Studenterne holdt
til, havde heller ingen Bekjendte i Byen, ſom kunde
hjælpe mig til at faae fat paa dem, og lod derfor
Kudſken kjore mig til Boulevard des Italiens, i det
Haab, at jeg dog mulig der kunde fane en hvid Hue
i Sigte udenfor en af Cafeerne. Da vi vare naaede
derhen, bad jeg Kudſken kjore langſomt afſted, medens
jeg, her i Paris' Lyspunct, alene ſpeidede efter hvide

222 Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer.

Huer. Endſfjondt jeg kom fra den tarvelige Gade i
Orleans, havde jeg dog hverken Die for de hoie og
prægtige Huſe med Balkoner i alle Etager, eller for
de tætte Rekker af Træer, ſom pan begge Sider omgav
Gaden, hverken for den blændende Luxus i alle disſe
glimrende Boutiker eller for den bølgende Menneſke⸗
masſe med alle dens vexlende Scener; mit Blik ſtreifede
let forbi al denne Pragt og Forvirring og kiggede
blot efter en ſvenſk Studenterhue, blot en eneſte. For⸗
gjæves. Intetſteds fane jeg Andet end Pariſerliv og
Pariſertoiletter, ikte Spor af Upſala eller af nogen
Hue, kjobt i Svartbäcksgaden, eller nogen Frakke, hvis
Snit mindede om Sirædder H. ſammeſteds.

Tilſidſt lod jeg Kudſken holde ved Fortouget.
Jeg havde nemlig faaet Øie pan en Politibetjent med
et ganſke fiint Ydre, Skjcg ſom Napoleon den Zdie
og desuden et tydeligt Udtryk af Intelligens og Ven⸗
lighed. „Pardon, monsieur le sergent", raabte jeg,
og da han ſtrax høfligt kom hen til mig ſpurgte jeg.
ham paa mit nu ganſke pæne Orleans⸗Franſk, om han
ikke kunde give mig nogen Oplysning om „les étudiants
d'Upsal“, ſom var komne hertil for ved „le concours
universel" i Chorſang at kjempe for „le grand prix“.
Politibetjenten ſperrede ganſke forbauſet fine Oine op
og gjentog mekaniſk: les étudiants d'Upsal — concours
universel — le grand prix — og faae derpaa lige
fra Fodſaalen til Isſen ud ſom et eneſte ſtort Sporgs⸗
maalstegn. Han havde aldeles tydeligt ikke hort et

*

Af en forhenværende Üpſalaſangers Optegnelſer. 223

eneſte Ord om hele Concurrencen. Det var for meget;
og jeg, ſom troede, at hele Paris ikke talte om Andet,
og at fremfor Alt en Politibetjent, ſom lignede Na⸗
poleon den 3die, maatte vide Noget om den! Jeg
ſpilede formodentlig Oinene ligeſaa forundret op ſom
Politibetjenten. Pludſelig fik han en Idee, gav mig
Tegn til at vente og ſkyndte fig ind i Cafeen, der
hvor jeg fuldt, og kom ſtrax tilbage med en elegant,
barhovedet, noget fedladen Herre, ſom aabenbart var
Værten ſelv. Denne nærmede fig med franſk Hof—
lighed, men tillige med et Udtryk af rolig Overbeviis—
ning, ſom tydelig nok ſagde: Sporg blot mig, er der
Nogen i Paris, der veed det, ſaa er det mig. Glad
over endelig at fane reen Beſked gjentog jeg mit Sporgs⸗
maal til ham, men til min Overraſkelſe ſpilede han
ved „les concours universel“ Oinene op med lige faa
ſtor Forundring ſom Politibetjenten, ved „les étudiants
d'Upsal“ traf han paa Skuldrene, og ved „le grand
prix vifte han mig Fladen af begge fine Hænder. —
Som om han havde faaet en god Idee ſpurgte han
mig derpaa, fra hvilket Land „les étudiants d'Upsal
vare, og da jeg ſvarede „la Suède“, ryſtede han paa
Hovedet og forſikkrede, at et ſaadant Land gaves der
ikke. Heri var dog Politibetjenten uenig med ham —
men han fif et overlegent Blik af den tykke Herre og
taug faa ſtille. Jeg nævnte derpaa de Hvide Huer.
Nu fik Cafeevortens Anſigt et andet Udtryk. „Ah!
les casquettes blanches“, udbrød han. Han havde

224 Af eu forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer.

den foregaaende Dag ſeet nogle unge blonde Menneſker
med hvide Huer inde i Cafeen, og man havde fortalt,
at det var „orphéonistes“ fra Schweiz, ſom vare
komne for at fee Üdſtillingen. Nu var det Politi—
betjentens Tour, og han raadede mig til, Hvis jeg
vilde have Oplysninger om Svenfke i Paris, da at
henvende mig til det ſvenſke Geſandtſkab. Det var
virkelig et fornuftigt Ord; jeg undrede mig over, at
jeg ikke felv havde tænkt derpaa, og da jeg hufkede
pan, at jeg havde Geſandtſkabets Adresſe ſkreven op
i mine Tegnebog, takkede jeg begge Herrerne i de
hofligſte Üdtryk, fik et ligeſaa artigt Svar, raabte
Adresſen til Kudſkeu, og afſted gik det igjen.

Jeg vil nu ikke omſtendeligt beſkrive, hvorledes
jeg endelig nagede Geſandtſkabshotellet og der i Atta⸗
chsen fandt en gammel Upſalaven, ſom gav mig Beſked
om Alting og naturligviis ogfaa om Sangernes Adresſe.
Hele Choret boede nemlig ſammen i en Art Caſerne
i en afſides Deel af Byen.

Jeg ſkyndte mig uu derhen med min trofaſte
Kudſk — den ſamme, ſom hapde kjort for mig hele
Tiden, og endelig ſtandſede vi udenfor en ſtor Ind—
kjorſelsport. Jeg afſkedigede her Kudſken, tog min
Vadſcek og ſpadſerede gjennem den ind i en umaadelig
ſtor Gaard, i hvis inderſte Deel jeg opdagede en ſtor
caſerneagtig Bygning, og henimod den ſtyrede jeg
Hurtigt mine Fjed. Jo nærmere jeg kom deſto mere
afſtrekkende faace den ud. Jeg begyndte at ſtige op

Af en forhenværende Upfalajangers Opteguelfer. 225

ad den ſmudſige Trappe, da jeg paa engang hørte
Nogen komme ned imod mig, brummende med dyb
Basſtemme: „Hör oss Svea, moder för oss alla“.
Om Svea ikke horte ham, ſaa gjorde jeg det dog og
det med Hjertens Glæde: nu havde jeg faaet det
ſikkreſte Tegn paa, at jeg var gaaet rigtig. Snart
ſtod jeg Anſigt til Anſigt med Sangeren, ſom var en
gammel Bekjendt af mig. Han vendte ſtrax om og
forte mig op ad Trappen ind i en ſtor Sal, der
nærmejt ſage ud ſom en Lade. „Her boe vi“, ſagde
han, „men der er Ingen hjemme; de ere alle borte
pan en lille Üdflugt; jeg var bleven forſinket og ſkulde
juſt hen og ſoge dem op. Eh bien! hvad ſynes Du

om vor Caſerne.“ Jeg ſaae mig omkring; det var et

ſtort, hoit Rum med bare Vegge, hvor man nogle
Fod fra Gulvet havde improviſeret- en Slags Hylde,
der ſom et Baand lob rundt om hele Salen. Paa
Gulvet ſtod langs med Væggene med nogle Fods
Mellemrum Seng ved Seng med den ene Ende ud
imod Verelſe, den anden ftøttet mod Veeggen, og midt
pan Gulvet ſtod et Slags langt Bord. Det Øvrige
var et Chaos af Kufferter, Vadſcekke, Vadſkefade,
Støvler, Borſter, Buxer, Skjorter, Stromper oſv. paa
Stole, paa Senge, paa Bord og Gulv. Dørene ſtode
aabne til et andet Verelſe indenfor, ikke fuldt faa
ſtort, men, ſaavidt jeg kunde ſee, indrettet paa ſamme
Maade.

Min Ven fatte fig paa en af de nermeſte Senge
15

— — —ê

226 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer.

og jeg pan en anden ligeoverfor; og un begyndte han
pan mine ivrige Sporgsmaal at fortælle om hele
denne merkverdige Færd, ligefra det Dieblik Tanken
derom opſtod i Upſala. Han fkildrede Begeiſtringen
derfor i hele Sverrig, fortalte om Afreiſen fra Upſala,
Concerterne under Touren gjennem Sverrig, om Lyk⸗
onſkninger, Viften og Bouketter, om Seilladſen over.
Oſterſoen, Jernbanefarten gjennem Tydſkland oſv.
Endelig Ankomſten til Paris, Begeiſtringen over at
ſee dette pregtige verdensberomte Babylon og tilſidſt
den almindelige Forbauſelſe da man traadte ind i
Caſernen, hvor der ved de i Paris værende Skandi⸗
navers Forſorg var ſkaffet Bopæl. Man havde nu
imidlertid fundet ſig godt tilrette, ſagde han, var
meft. ude omkring i Byen, og ved Hjemkomſten om
Aftenen meddelte man hverandre ſine Jagttagelſer.
Da blev hele Caſernen til en ſtor Bikube, i hvilken
det ſummede til langt ud pan Natten, og hvor Sam-
været desuden fif Liv gjennem Kaſten med Dyner,
forfriffende Bandtvætninger og nordiſke Tvekampe i let
Natdragt, ſamt tilſidſt i Nattens Stilhed og Morke
pludſelige Udbrud af Bas⸗ og Tenor⸗Soloer her og
der fra Sengene.

Hele Tiden, medens vi talte, vare vi blevne
akkompagnerede af en Slags Muſik pan Mesſing⸗
inſtrumenter, ſom ſyntes at komme fra Etagen neden⸗
under. Jeg havde ikke havt Tid at tenke derpaa, men
nu horte vi pludſelig et nyt vældigt Trompetſtrald

Af en forhenværende Upfafafangers Optegnelſer. 227

bruſe ind ad de aabne Vinduer og tydeligt nok komme
nede fra Gaarden, men neppe var min Forbauſelſe
herover forbi, førend et forfærdeligt Enſemble af
Mesſinginſtrumenter, overbydende de andre og ſpillende
et andet Stykke, ſtormede los paa vore Oren ſamme⸗
ſtedsfra. At tale mere var umuligt. Min Kammerat
begyndte at lee hjerteligt; jeg ſkyndte mig hen til
Vinduet, og derfra ſaae jeg nede i Gaarden tvende
Muſikkorps, hvert paa tolv til femten Perſoner, ſtaaende
nogle Favne fra hinanden og med Fortvivlelſens Iver
bleſende hver ſit Stykke, faa at det larmede og gav
Gjenlyd i de høie Steenhuſe rundtomkring. „Hvad
i al Verden er dog det“, raabte jeg i Øret paa min
Kammerat, thi uden at ffrige havde jeg ikke kunnet
gjore mig forſtagelig. „Det er vore Kammerater“,
raabte han leende. — „Vore Kammerater?“ — „De
ſkulle ligeſom vi deltage i Concurrencen paa det mu-
ſikalfte Omraade og boe, ſom vi, her i Caſernen. De
holde nu Prove for Coucurrencen.“ „Denne ſynes alle⸗
rede at være begyndt”, bemerkede jeg. — „Naa, hvilket
af disſe to Chor giver Du faa Fortrinet?“ ſpurgte han,
hvorpaa jeg naturligviis ſvarede, „det, ſom forſt tier“.
„Hele Caſernen“, vedblev han, „var fuld af ſaadanne
Muſikkorps og tillige af adſkillige Sangforeninger;
de vare neſten alle Arbeidere fra forſkjellige Egne
i Frankrig og vare komne hid for at kappes med
hverandre. „Du feer altſaa“, endte han, „at de ere

vore Tammerdter, om vi ogſaa mene, at vi er hoieſt
15%

228 Af en forhenværende Upfalafangers Opteguelſer.

pan Straa ſom de, der ſkulle kjcempe om den ſtorſte
Priis for Chorſang, Keiſerindens Priis, den ſtore
Verdenspriis“. Vi vare vendte tilbage til vore
Pladſer og fade i nogle Secunder hver i fine Tanker,
da der paa en Gang klang Kvartetſang i det Fjerne;
vi lyttede; det var velkjendte Toner: „stä stark du
ljusets riddarvakt“. Sangen ſyntes ligeſom at komme
dybt nede fra Bygningens Grundvold, men ſteg efter—
haanden hoiere og hoiere og kom nærmere og ner⸗
mere. Jeg blev ganffe varm om Hjertet, da jeg her
for forſte Gang efter lang Tids Forlob horte disſe
ungdommelige, fedrelandſke Toner — og det midt i
Paris. Det gamle Magaſin udvidede fig og lignede
ikke fig ſelv: det blev ſom en ſolbeſkinnet Mark, en
blaa Himmel hvælvede fig derover, og grage Bjerg—
toppe og ſtatelige Fyrretrœer traadte frem for mit
Øie, Sangen blev ftærfere og ſtœrkere „Men kommer
någon våra fjäll för nårat, Ak, med hyvilken for⸗
underlig Magt ſtormede disſe friſke Touer ikke ind
paa mig! De forte mig atter tilbage til denne ſollyſe
Ynglingeverden, i hvilken en ungdommelig Fedrelands⸗
kjerlighed, i hvilken ffjønne Forhaabninger og hemme—
lighedsfulde Anelſer aandes ud i Sang, og Vinger
voxe faſt til det unge Hjerte og løfte det hoiere og hoiere.
Ak! denne Tid, da man i Livets Mai med lette Fjed
brager ſyngende afſted og paa fin vaiende Jane bærer
Indſkriften: „Opad, fremad” — det er dog en herlig
Tid! Mangen En vaagner op deraf ſom fra en

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 229

barnagtig, ja, latterlig Drøm; men mangen En har
dens rene Duft fulgt efter denne Opvaagnen, fulgt
ham under en faſtere, en mandigere Gang mod et
klarere Maal.

Sangen blev nn kraftigere og kraftigere, ganſke
nær ved os lod det: „Vi svepa kring oss Sveriges
fann“ — da aabnedes Dørene, og Sangerne 6 eller
7 i Tallet traadte ind med de hvide Huer pan Ho—
vedet. Jeg fod dem ikke ſtutte, men tog raſk fat igjen
paa den ſidſte Repriſe: „och stupa vi på ärans bana“,
greb den neermeſte Sanger under Armen og traf dem
med mig i Marche rundt omkring Salen. Derpaa
ſagde vi Goddag til hverandre; de vare alle gamle
Sangerkammerater, med hvem jeg mangen Gang for
havde marcheret. Jeg var naturligviis kommen til
Paris uden hvid Hue; men med en vis Hoitidelighed
ſatte ſtrax en af Kammeraterne en ſaadan paa mit
Hoved; naturligviis maatte den indvies med en Sang,
og ſelvfolgelig kunde det kun ſkee med „Sjung
om studentens lyckliga dar“. Men netop ſom vi
med et rigtigt kjont pianissimo begyndte paa den anden
Repriſe, bruſte der en ſaa infernalſk. Storm af
„Mesſing“ frem fra begge Muſikkorpſerne mede i
Gaarden, at vi braſt i Latter og lod Sang veere
Sang.

Jeg ſkal nu ikke nærmere berøre, hvorledes vi
tilbragte Reſten af den Dag og de nermeſt paafol⸗
gende, deels med at ſee os om i Paris, deels med

230 Af en forhenværende Upfalafangers Opteguelfer.

Sangprover, for at gaae over til den egentlige Henſigt
med denne Skildring, at beſkrive den ſtore Seiers Dag.

3.

Den 30te Auguſt, lidt for Kl. 6 om Eftermiddagen
droge Skarer af ſvenſke Studenter, i Kjole og med
hvidt Halstorklede, med den hvide Hue paa Hovedet
og med Sommerpaletot paa Armen nedad Paris'
Boulevarder paa Veien til „salle Vauxhall", hvor
Concurrencen ſtuldes holdes. J en af disſe Skarer
befandt ogſaa jeg mig. Paa Boulevarderne var der,
ſom ſœdvanligt mange Menneſker og Masſer af elegante
Herrer og Damer fade omkring ved ſmaa Borde
udenfor Cafeerne. Det var ganſke morſomt at ſee
det forſtjellige Indtryk, ſom vor Optræden ſyntes at
gjore. Viſtnok havde En og Anden feet nogle af
disſe hvide Huer de foregagende Dage, men ikke i ſaa
ſtore Skarer, og nu tilmed i Feſtdragt. Nogle ſaage
yderlig forbauſede paa os; vi vare neppe Pariſere;
Andre forklarede i en ligegyldig Tone deres Naboer,
at vi vare „orphéèonistes“ og vedblev derpaa at nippe
til deres Glas, atter andre ſendte os blot i Forbi⸗
gaaende over Aviſen et ligegyldigt Blik, ſom ſyntes
at ſige, at vi ikke vare merkverdigere end ſaamange
andre Phœenomener, ſom man ſtundom fif at ſee under
Udſtillingen.

Tilſidſt kom vi da til det noget afſides liggende

Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer. 231

Kamplokale og traadte ind i en ſtor Sal, ſom alene
ſyntes at være beſtemt til Concertbrug, og ſom, ſtjondt
man idetmindſte ikke efter Pariſerforhold vilde kalde
den prægtig eller ſtatelig, dog var ganſke net og
hyggelig.

Mede i Salen var der endnu ikke kommet mange,
og de Enkelte, ſom fad hiſt og her paa de med Rodt
betrukne Benke, anſage jeg for at høre til de Chor,
der vilde concurrere, men de ſtore Gallerier, ſom lob
langsmed Salens to lengſte Sider vare aldeles be—
ſatte med Herrer og Damer. Leengſt borte i Bag—
grunden var der en Slags Tribune, hvor Dommerne
ſade omkring et ſtort Bord. Om de end ikke alle
vare fremragende Muſikere, med ſtore Napne og ſtor
Berommelſe — ſaaledes ſom de |venffe Studenter
Havde haabet, — faa vare de dog utvivlſomt Alle
deres Hverv voxne og i Beſiddelſe af god muſikalſt
Forſtand og Smag. J denne Kreds befandt fig, ſom
jeg ſenere fik at vide, den bekjendte Tonekunſtuer
Ambroiſe Thomas, endvidere den ſenere ſaa bekjendte
Jules Simon, ſamt naturligviis fremfor Alt Preſi⸗
denten ſelv, Baron Tailor, ſom havde bragt hele denne
Concurrence i Stand.

Om ſelve Ordningen af Veddeſtriden, pan hvilken
Maade den ffulde finde Sted, vidſte vi Intet; vi
havde intet Program faaget og heller ingen Meddelelſe
derom. Alt, Hvad vi vidſte, var at vi ſkulde ſynge
to Sange, Wennerbergs „Her oss Sven“ og Kjerulffs

232 Af den forhenværende Upfalafangers Opteguelfer.

»Brudefærden”, og at vi havde faaet Tilſigelſe af vor
Anforer til at mode der paa Stedet Kl. 6. Jeg fatte
mig med nogle Kammerater i den nederſte Ende af
Salen; de andre Medlemmer af Choret ſtode i ſpredte
Grupper rundt omkring. Vi ventede hvert Lieblik,
at vi ſkulde blive faldt frem for at ſynge, men heri
tog vi betydeligt feil. Jeg kan ligeſaa godt forſt form
ſidſt fortælle, at det varede over fem Timer, eller
med andre Ord til henimod Midnat inden vor Tour
kom, og da vare vi de ſidſte, der var tilbage. Denne
lange Venten, ſom vi forſt vare vrede over og anſaa
for en Forncermelſe, var tvertimod, efter den Maade,
hvorpaa Concurrencen var ordnet, en Wre for os,
ſom vi ſnart ſkulde faae at ſee.

Vi havde ſiddet en god Stund og ventet, da der
endelig ſporedes en Bevegelſe i Salen, og vi faae en
Skare Menneſter bevæge fig frem og ordne fig foran
Tribunen. De vare dog i det Hoieſte en Snees i
Tallet.

De ſtemte nu i og fang — derom kan ikke tviſtes
— aldeles jammerligt. Anforeren havde Vanfkelighed
ved at holde dem i nogenlunde Takt, Stemmerne
vare raae og novede, og Udforelſen forraadte i enhver
Henſeende, at det var Begyndere.

„Ja faa, det er med ſaadanne, at vi fkulle
kjempe“, ſagde min Nabo til Hoire, „hvad Nytte var
det faa til, at vi reiſte den lange Vei fra Upſala“;
„det er jo en reen Skandale“, tilfoiede en Anden, og

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 233

ſaaledes horte man rundtomkring; men vor Forban:
ſelſe voxede, da Sangerne efter Stykkets Slutning
bleve, om end kun ſvagt, applauderede fra Galleriet
paa den ene Side. Hvad mig angager, da blev jeg
faa forbauſet over, at et ſaadant Chor overhovedet
kunde være med til Concurrencen, at jeg gik hen til
Arpi og forlangte en Forklaring af ham, om hvorledes
Sagen egentlig forholdt ſig. Han oplyſte mig da om,
at de, ſom nys hapde ſunget ikke kappedes med os,
efterſom de ikke concurrerede i ſamme Klasſe ſom vi.
— Jeg fatte mig derpaa ned igjen mellem Arpi og
en af vore bedſte Tenorer, ſom fad ved Siden af
ham. Efter at det nævnte Chor havde ſunget et Numer
til, hvorefter der atter lod en ſvag Applaus, gik de
bort, og efter en kort Pauſe traadte et andet Chor
frem, ſom fang nekſten lige fan flet ſom det forſte,
men ligeſom dette hilſedes med lidt Bifald. — En
ny Pauſe, atter et Chor — noget bedre end de fore—
gaaende, men dog gjennemgaagende ſlet. Den ſvage
Applaus var tydeligt nok kun en Hoflighed. Damerne
fade fra Begyndelſen af ubevegelige og fane temmelig
betœnkelige ud.

Nu fulgte Chor paa Chor i jevn fremſkridende
Orden, og paa den Maade gik den ene Time efter den
anden; Sangen blev vel bedre og bedre, men endnu
forekom disſe Chor os at være altfor uværdige Med⸗
beilere til at indlade ſig i Kamp med. Det forſte, ſom
ret egentligt vakte min Opmerkſomhed beſtod af en

„% „„ W ĩ Kü%P“ ' — ß

— —— ͤ VN—H—

234 Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer.

Flok kraftigt byggede morkladne Maend med rode
Huer. De fang med en vis Kjekhed og Praeciſion,
om ogſaa Stemmerne vare noget rage og uboielige,
og ſagdes at være fra det ſydlige Frankrig.

Efter at endnu et Antal af forffjellige Sang—
foreninger meer og mindre gode, men tilſyneladende
langtfra farlige for os, havde ſunget, blev der en
længere Pauſe og vi troede, at nu var endelig vor
Tour kommen. En og Anden blandt os begyndte at
reiſe fig og ordue fit Toilette, da Navnet paa en
ny Sangforening, Schweizerchoret, blev raabt op, og
der opſtod en livlig Bevegelſe i Salen. Alle reiſte
flig oppe paa Gallerierne for at fane Øie paa San⸗
gerne, ſom i et Antal af 30 eller 40 droge frem
foran Tribunen. Hele deres Ydre vidnede om, at de
vare vante til at deeltage i flige Concurrencer og ſeire
i dem, og de ſaae i det Hele noget finere ud end de
foregagende. De begyndte nu at ſynge, og ſtrax ved
de forſte Toner mærkede vi, at det var noget Andet
end hvad vi havde hort tidligere. De fang med
megen Kvikhed, Smag og Sikkerhed, og vore Upfalaz
fangere lyttede med en heel Deel Spænding dertil,
medens En og Anden i min Nerhed begyndte at ſee
noget overraſket, ja endog en Smule urolig ud. Arpi
ſelv fulgte Sangen med den ſtorſte Interesſe, og ſage,
ſom det forekom mig, temmelig beteenkelig ud; — „de
ſynge rigtig godt,“ udbrød han flere Gange, medens
han ſtadig brugte Stemmegaflen. Da den ſidſte Tone

Af en forhenværende Upfalaſangers Optegnelſer. 235

havde ophort at lyde, fatte han hurtigt Gaflen til
mit Ore og udbrod fornoiet: „De holdt Tonen.“
Mere fik han ikke Tid til at ſige, thi nu lod der fra
begge Gallerierne en voldſom Klappen og Genfernes
Anforer bukkede til alle Sider. Dommerne ſage ganſke
glade ud, og rundt omkring blandt vore Studenter
bemerkede jeg en vis Uro og Bevegelſe, ligeſom jeg
ogſaa ſelv ikke var fri for at være en Smule beklemt.
Men det ſkulde blive endnu verre.

Da Schweizerne havde ſunget deres andet Stykke,
ſom gik endnu bedre end det forſte, lød der igjen en
ſteerk Applaus, ſom vedblev at lyde, medens Sangerne
gik bort fra Stedet ned i den anden Ende af Salen.
Derefter kom endnu et Par franſke Sangforeninger
med ſtatelige Navne, og det maa indrømmes, at de
fang fortræffeligt; jeg og mine Naboer lyttede dertil,

idet vor Angſt for hvad Udfaldet ſkulde blive ſtadig.

voxede.

Da nu en uſedvanlig lang Pauſe var indtraadt,
anſaae jeg det for givet, at vor Tour var kommen,
og vilde allerede reiſe mig fra min Plads, da Arpi
holdt mig tilbage med de Ord: „Belgiens Born have
ikke veret fremme endnu.“ „Les enfants de Belgique“,
fon jeg har hort fan megen Tale om, tenkte jeg, og
ſom formodentlig ſynge endnu bedre end disſe: da
er det ude med os. Jeg ſatte mig ned igjen, men
med min Ro var det forbi. Ventetiden blev mig
uudholdelig lang, og da jeg endelig fra Tribunen

—— —

236 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer.

tydelig horte Ordene „les enfants de Belgique“, gav
det et Gæt i mig. Knapt vare disſe Ord udtalte,
forend der pan Gallerierne og i Salen lod en Bifalds—
mumlen, ſom i Løbet af nogle Secunder blev ſterkere,
indtil det tilſidſt eudte i et dundrende Bifaldsraab
og Stampen i Jorden. Under dette Spectakel ſaae
jeg et prægtigt Banner komme frem i Trengſͤlen
under Pillerne og en ſtor Skare Hoveder med hvide
Halstorkleder langſomt bevæge fig afſted bagefter det.
Efterhaanden ſom de kom frem, voxpede Bifalds—
yttringerne i Styrke, og da det af omtrent 60 Mand
beſtaaende Chor traadte frem for Tribunen og deres
Anforer gjorde et zirligt Buk, medens Banneret
ſenkedes, voxede Bifaldet til en ſand Storm. Og
bette Banner var allerede i og for ſig en ært
værdighed, thi det var, faa at ſige, omhyllet af re
og Seirvindinger. Fra Spidſen af Stangen hang
nemlig en Mengde Solvmedailler ned, Minder om
tidligere Triumpher baade indenfor og udenfor Frank-
rig, fortaltes der, og disſe Medailler raslede paa en
for os ulykkeſpaaende Maade, da Banneret langſomt
ſenkedes. Hvad Sangerne ſelv angager, ſage de ud
til at daune et Slags Ariſtokrati, idetmindſte i Sam⸗
menligning med Fleertallet af de tidligere. De havde

med eet Ord et ganſke dannet Üdſeende. Jeg vil ikke

nægte, at jeg efter alle disſe Tegn at domme meente,
at Seiren maatte blive deres, og da de efter nogle
Dieblikkes ſpendt Forventning begyndte at ſynge, gik

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 237

min Formodning over til fuld Overbeviisning. De
fang med en i Sandhed beundringsværdig Sikkerhed,
Smag og Sammenhold. De havde. valgt et Stykke
af en Opera, noget, ſom nok kan lægge Beſlag pan
alle de Evner, et udmerket Chor kan vande over.
Det var fuldt af Vanfſkeligheder, ſom de ſyntes at
overvinde med den ſtorſte Lethed. Efter et hals—
brœkkende chromatiſk Lob, ſom Tenorerne gjorde ud—
merket egalt, og ſom det havde været en eneſte godt
ſkolet Stemme, — ſyntes Arpi at blive ganſke benauet
og hviſkede hurtigt i Øret paa mig: „om jeg ſaa
ovede mine Studenter i aldrig ſaa mange Aar, vilde
jeg dog ikke kunne lære dem at gjøre det efter.”
Disſe Ord, ſom jeg hujfer ligeſag tydeligt, fom om
de vare ſagte idag, gjenlod ſiden for mig under hele
deres Sang og var, ſyntes jeg, ligeſom Forkyndelſen
af vor Dom. Jeg auſage Sagen for tabt og fik
eiheller mere Mod, da der efter Stykkets Slutuing
udbrod et dronende Bifaldsraab. Og dog folte jeg
mig uvilkaarlig opfordret til at deeltage i Haand—
klapningen og Bravoraabene, hvilket ogſaag var Til
fældet med en ſtor Deel af mine Kammerater. Jeg
glæber mig over, at vi gjorde det, naar jeg teenker
paa den Maade, hvorpaa vi ſiden hilſedes af dem.

Da jeg nu ſaae omkring pan Kammeraterne,
vare de ganſke anderledes at ſee til end for et Par
Timer ſiden. Hiſt og her lagde jeg Merke til blege
Anſigter og nedſlagne Miner og intetſteds Spor af

238 Af en forhenværende Upſalaſangers Opteguelſer.

den forrige Overlegenhed og Sikkerhed. Ogſaa horte
jeg ner ved mig blive ſagt: „hvorfor reiſte vi dog
herned!” men denne Gang lød det paa en hel anden
Maade. Sporgende og forſagte fane vi pan hver⸗
andre, og bedre blev det ikke med os eſter Belgiernes
anden Sang, ſom gik ligeſaa udmerket og hilſedes
med endnu ſtorre Euthuſiasme af Tilhorerne. Vi
kunde ikke nægte, at Bifaldet var vel fortjent. Bel—
gierne blev af det jublende Bifald tvungne til i flere
Minuter at ftaae ſtille foran Tribunen, medens An—
føreren bukkede til alle Sider og Bauneret atter ſen⸗
kedes, fan Medaillerne raslede. Derpaa gik de hur—
tigt bort midt under Jublen, med denne ſikkre Hold—
ning, ſom tyder paa Folk, der er vante til at ſeire.
Sphinxerne paa Tribunen glemte naturligvis ikke
deres Værdighed; jeg havde alene lagt Meere til, at
En og Anden nikkede bifaldende, og at de engang
imellem ſtak de kloge Hoveder ſammen.

„Nu kommer vor Tour,“ ſagde Arpi til mig og
dem af vore Kammerater, ſom fade i Nærheden, og det
varede ikke længe, for der fra Tribunen ſagdes Noget
om „la classe superieure“ og derefter blev der raabt
hoit og tydeligt: »les étudiants d'Upsal.“ Vor Tid
var ſaaledes kommen, men vi vare i Virkeligheden ikke
meget oplagte til at træde frem; idetmindſte gik det
mig og alle omkring mig ſaaledes.

Imidlertid, vi maatte frem, og nolende reiſte vi
os fra vore Pladſer og gik hen til den Soilerekke⸗

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 239

hvorfra de Andre havde begivet ſig hen til Tribunen.
Der var uu aldeles ſtille i Salen. Blot da vort
Navn raabtes op, havde jeg lagt Merke til en ſagte
Mumlen fra Galleriet. Vi ſtillede os heller ikke op
i en fluttet Skare ſaaledes ſom de Andre, der var
Ingen der tog ſig for at ordne os, men vi gik frem
ſom det kunde falde ſig, temmelig mismodige. Da
indtraf der Noget ſom endnu gjor mig varm om Sjer—
tet, naar jeg tenker derpaa. En bekjendt ſvenſk Pia⸗
niſt, ſom var boſat i Hannover, men for Oieblikket
opholdt fig i Paris, og da han var en udmerket Mu—
ſiker, var godt kjendt af Studenterne, ſkyndte ſig, da
han ſage deres forſagte Miner, frem og tog Plads
ved et Par Piller, ſom Studenterne ſkulde forbi; og
herfra opmuntrede han den Ene efter den Anden med
ſine Tilraab og hjertelige Ord: „Var ikke bange —
fat Mod — J vil ſeire, det er jeg vis paa — J
ſynge bedre end disſe her“ oſv. Jeg var blandt
de Forſte ſom horte hans Ord og gif betydelig ro—
ligere og modigere frem, og da jeg vendte mig om,
jane jeg, at han blev ved at ſtage og opmuntre dem
paa ſamme Maade, indtil den Sidſte var pasſeret
— og jeg ſyntes neſten, at de, ſom gik lige bagved
mig, allerede ſaae mere kry ud.

Endelig kom vi frem midt for Tribunen og nu
hortes der en Mumlen af Overraſkelſe fra Galleriet,
formodentlig ved Synet af de hvide Huer og blanke,
ungdommelige Anſigter, og ſelv det fremmede Syn

240 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer.

af Folk, der vare komne langveis fra det ubekjendte
Land oppe imod Nord — men maaſkee ogſaa fordi
Mange ikke vidſte, hvad for forunderlige Veſener vi
egentlig var. Vi havde ingen Jane at hilſe med,
ingen Solvmedailler, der ringede for os — Alt, hvad
vi beſad, var den Guldmedaille, ſom hang paa vor
Anforers Bryſt. Jeg erindrer ikke mere, om Arpi
gjorde et elegant Buk for Dommerne og for Publikum,
ſaaledes ſom de andre Dirigenter, men jeg tvivler
derpaa, thi det lignede ham ikke, og ſikkert er det, at
han nu ogſaa havde Andet at tænke paa. Jeg huſter
kun, at hans Blik uroligt vandrede omkring mellem
Sangerne, medens han gjorde Tegn til dem, at de
ſkulde ordne fig. At mit Hjerte flog voldſomt, huſker
jeg ogſaa, og jeg er vis paa, at der ikke var Nogen
af de halvfems, med hvem ikke det Samme i meer
eller mindre Grad var Tilfældet.

Da Choret nu under en almindelig Taushed i
Salen havde ordnet fig, begyndte Arpi at fee fig om—
kring, ſom om han ſogte Noget. Man ſpurgte ham,
hvad det var han manglede: han vilde have en For—
hoining at ſtaae paa, for at hau, ſaaledes ſom han
var vant til, baade kunde overſee Sangerne og ſelv
fees af dem alle. En Franſkmand, ſom ſtod i Ner⸗
heden, anede hvad vor Tale var om, og ſelv paa
Tribunen fik man Kundſkab om Sagen, og der raktes
en Stol ned derfra, ſom Franſkmanden tog imod og
artigt ſtillede hen foran Arpi. J hele Salen ſyntes

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 241

man med fpændt Opmeerkſomhed at følge dette lille
Intermezzo, og da Arpi fkulde ſtige op paa Stolen,
var der ikke et Sie i Salen, uden at det jo var fekſtet
paa ham, og der herſkede en ſaadan Stilhed, at man
kunde have hort en Flue ſumme. Nu ſteg han op
med den ene Fod, nu med den anden — nu ſtod han
der, hoit over os Alle, rede til at give Tegnet, da
— kratſch — gik Stolen itu under ham med en
Larm, ſom gav Gjenlyd i hele Salen, — han for—
ſvandt for vort Blik og var ner ſtyrtet hovedkulds
ned; det ſkete dog ikke, men fra Galleriet hørtes en
tydelig og vedblivende Fniſen. — Hvem der imidler—
tid ikke folte ſig oplagt til at lee var Arpi, og heller
ifte nogen af os. Begivenheden var i Sandhed ikke
egnet til at opmuntre os, og ſikkert var der mange,
der uvilkaarligt betragtede den ſom et ſkjebneſvangert
Tegn paa, at det Hele vilde ramle ſammen.

Arpi tabte dog ikke Fatningen, om han end ikke
havde fin ſcedvanlige Courage. Hos os begyndte der⸗
imod Modlosheden under de nu paafolgende piinlige
Oieblikke at komme igjen endnu verre end for. Idet⸗
mindſte var det Tilfældet med Tenorerne, blandt hvilke
ogſaa jeg befandt mig. En tyk Tenor ryſtede faa
ſterkt i ſit veldige Corpus, at han ſatte alle os andre,
ſom vare pakkede ſammen rundt omkring ham, i en
ſittrende Bevegelſe, og vi bleve reent ud nodte til at
flytte os fra ham — vi havde virkelig nok af vor

egen Bevegelſe.
16

242 Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer.

Arpi havde imidlertid opgivet Tanken om at faae
en Forhoining at ſtaae paa og trængte fig nu ind
blandt Sangerne ligetil Basſerne helt bagude for at
give dem Tonen. Jeg kom herved til at kaſte et
Blik paa nogle af vore dygtigſte Basſer og var glad
ved ban deres Anſigter at kunne fee Noget, der
liguede Ro.

Endelig ſtod Arpi igjen foran os og havede
Taktſtokken. Alles Oine vare rettede pan den — nu
faldt den, og „Hör oss, Sven, moder för oss alla“ lod
fra Basſerne med en fan overvældende Kraft og
og Klang og med en ſaa beundringsværdig Preciſion,
at vi Alle ſom ved et Trylleſlag fik hele vort Mod
tilbage, og Tenorerne vare rede ſom een Mand med
deres gjennemtreengende — „Hör oss!“ Ikke engang
den Tykke dirrede længer. Nei, den vældige Kraft
i hans klangfulde Roſt lagde ſig ligeſom om de andre
Tenorſtemmer og drog dem med. Aldrig for var
denne Sang bleven ſunget ſaaledes. Vi horte ſelv,
hvorledes det gav Gjenlyd i Salen, ganſke anderledes
end under de foregaagende Chor, og vi følte, at hele
vort Hjerte var med i den Sang. Idetmindſte ſyntes
jeg at ſee en virkelig Begeiſtring lyſe i Sangernes
Oine. Her ſtode vi mange hundrede Mile fra gamle
Sverrig, midt i det forfinede Paris, hvor man neppe
kjendte mere til vort Land end Navnet, og fang bore
Folelſer for dette Land ud i Toner, ſom kunde bringe
det til at lobe koldt ned ad Ryggen paa alle de

Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelfer. 243

Fremmede — vare de end nok ſaa blaſerede. Da vi
vare komne til den tredie Repriſe, hvor Luthers her⸗
lige Pſalme: „Vor Gud, han er faa faſt en Borg“
træder ind med fulde bruſende Akkorder, følte jeg mig
loftet paa en Maade, jeg ikke kan beſkrive. Jeg var
et Oieblik tilmode — jeg beder om Tilgivelſe for
denne driſtige Indbildningskraft — ſom vare vi en
lille ſluttet Skare af Proteſtanter, der ſtode midt i
det fatholffe Land og, gjennemtreengte af Luthers
Aand, brode os en Bei med disſe Toner og disſe Ord,
i hvilke hon har nedlagt hele fin Tro; men ved neſte
Repriſe var Illuſionen forſvunden, og jeg var atter
greben af en Folelſe, ſom jeg med mindre Formaſte⸗
lighed kunde overlade mig til, nemlig Jedrelands⸗
kjerligheden, og da endelig de ſidſte Toner: „För dig,
o Moder, falla,“ brode frem med Chorets hele Styrke,
jaa at det gav Gjenlyd fra de franſke Vægge, for⸗
mager jeg ikke at beſtrive den ſtormende Jubel, ſom
udbrod.

Det var virkelig en ſaadan Storm, at Alt, hvad
vi i Løbet af Aftenen havde hort af den Art, kun
var en ſagte Suſen i Sammenligning hermed. Det
var en Enthuſiasme, ſom jeg aldrig for har veret
Vidne til. Haandklap og Stampen med Fodderne
rullede frem [om en Torden; men ikke nok hermed.
Herrerne reiſte fig op under høie Raab, og Damerne,
ſom ikke godt kunde deltage i Raabene, naar de fkulde

bevare den franſke „grace“, viftede alt hvad de kunde
16*

244 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer

med deres Lommetorklcder. Ja, ſelv Dommerne kunde
ikke længer bevare deres Værdighed, men reiſte fig
op fra deres Stole og toge enthuſiaſtiſk Del i det
almindelige Bifald.

En Folelſe, ſnarere af Hoitidelighed end af Over—
mod, bemægtigede fig os, om jeg ellers tor domme
fra mig ſelv og de fugtige Sine, jeg fane rundt
omkring.

Da den langvarige Bifaldsraaben endelig havde
lagt ſig, begyndte vi vor anden Sang, og nu var der
Ingen, ſom med Frygt og Bæven begyndte paa den.
Det var, ſom bekjendt, Kjerulffs ſkjonne „Brude⸗
færd" og denne duftende Sommerhilſen fra Norges
blaa Fjeldſoer blev ſungen ſaaledes, at Kjerulff og
hans Landsmend. hvis de havde hort den, vilde midt
i den franſke Sal have folt ſig hjemme blandt deres
Bjerge. Og for Franſkmendene fremmanede vi i denne
Sang et nordiſk Maleri, faa rent og ſmukt, at de
ſiktert begyndte at føle en Lengſel efter at drage
derop, ligeſom denne Leengſel viſtnok greb mangen en
En af os midt under Sangen; og da den ſidſte Akkord
lidt efter lidt tabte fig i et hendoende pianissimo,
indtil det blot hørtes ſom fjern Orgeltone eller ſom
en Suſen fra vore Graner, da laa der en nordiſk
Sommeraftens Stemning over Salen, ſom fyldte vore
egne Hjerter og ſikkert ikke lod Tilhorernes uberørte.

Den Henrykkelſe, ſom fulgte paa denne ſidſte
Sang, gav ikke den forſte Noget efter. Jeg vil ikke

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer. 245

gjentage Beſkrivelſen af denne endeloſe Jubel, ſom nu
tillige ſyntes at have faaet en vis Tilſetning af
Inderlighed; idetmindſte lagde jeg Merke til mange
hjertelige Nik midt under Mændenes Jubelraab og
Damernes Viften, og oppe fra Tribunen kom der nu
akkurat ſamme Bifaldsyttringer ſom nede fra Salen.
Dommerne overlode ſig til deres Folelſer og glemte
Kritiken. Ogſaa de havde Hjerter, ſom kunde rives med.

Det var Alt, hvad jeg i det forſte Sieblik efter
Sangens Slutning opfattede med et haſtigt Blik —
allerede i det næjte var der ikke længere Tid til ſaa⸗
danne Jagttagelſer, thi medens Bifaldsraabene lød
rundtomkring, ſtyrtede Belgierne fra alle Sider ind
iblandt os, og man kan lee eller blive rort, naar jeg
fortæller det, men de vare grebne af en ſpdlandſk
Begeiſtring, ſom ei kan beffrives. De ſtyrtede fig
over os, omfavnede blindt hen den Forſte den
Bedſte, de fik fat paa, trykkede os med Taarer i
Henderne, ſnakkede og geſtikulerede. Upſalenſerne,
ſom ikke vare vante til noget Saadant, ſtode i Be
gyndelſen noget betuttede og vidſte ikke, hvad de ffulde
gjøre, iſer da det Franſke, ſom de Fleſte ikke forſtode,
pan en Gang ſurrede dem om Øvene fra alle Gider;
men glade og rorte, ſom de var over deres Triumph,
reves de ſnart med af den franſke Enthuſiasme og
begyndte faa til Gjengjeld paa det Livligſte at om⸗
favne Belgierne til hoire og venſtre, og fnart var det
Hele et Virvar af ſammenſlyngede Arme, Hender,

246 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer.

ſom trykkedes, fugtige Oine og en Strom af varme
Forſikkringer og Takſigelſer paa Franſk og Svenſk,
ſom alene opfattedes med Hjertet, ikte med Øret. Og
under alt dette lod ſtadig Bifaldet fra Salen og
Gallerierne. Vor Dirigent Arpi var paa en Gang
oniſlynget af en heel Skare ſmaa Belgiere, ſom ſtredes
med hverandre om Pladſen omkring hans brede
Skikkelſe, og jeg fane haus Hoved rage op imellem
dem, nikkende til alle Sider, medens Taarerne ſtod
ham i Oinene, og hjertelige fvenffe Ord ſtrommede
fra hans Leber. Van ſamme Maade har en af mine
Venner blandt Primo-Basſerne fortalt, hvorledes han
og en Belgier under afvexlende Omfavnelſer under-
holdt den livligſte Converſation med hinanden, hver
paa fit Sprog. Hvad mig ſelv angager, formindſkedes
Glæden over dette Sieblik ikke deraf, at jeg jo kunde
forſtaae og gjøre mig forſtaaet, og de Franſkmeend
og Belgiere, jeg kom i Beroring med, ſtrommede over
af de varmeſte Forſikkringer om, at de aldrig havde
hort fan udmerket en Sang, at de vare os taknemlige
for disſe Toner og vilde bevare Mindet derom hele
deres Liv.

4.

Endelig blev Stemningen noget mere rolig, og
vi begave os lidt efter lidt Arm i Arm med vore høi-
hjertede Medbeilere hen og grupperede os paa Benkene
nede i Salen, for at afvente Forkyndelſen af de til⸗

Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer 247

domte Prœmier. Vi fif nu efterhaanden at vide,
hvad vi ikke havde vidſt for, at Concurrencen var
gaaet for fig indenfor 6 eller 7 forſtjellige Klasſer,
og at de, ſom forſt vare fremme, concurrerede for
Priſen i den laveſte Klasſe; derpaa var man ved⸗
bleven at gage op efter, Klasſe for Klasſe; til den
forſte Klasſe, til hvilken Belgierne og nogle af de
bedſte Chor Havde meldt fig; over denne Klasſe
endelig fandtes den, der var bleven faldt „la classe
superieure“ eller „la classe d'excellence“, og i den
havde vi concurreret — uden Medbeilere. Det havde
forſt veret Belgiernes Mening at melde ſig til denne;
wen da de havde hort os ſynge ved en Prøve (for
min Ankomſt til Paris), havde de opgivet det og vare
ſtegne ned til den næjte Klasſe. Denne Kamp uden
Medbeilere formindſkede ſaaledes ikke i vore Sine
Betydningen. af vor Triumph. J alle disſe Hemme⸗
ligheder var uden Tvivl vor Dirigent og maaſkee En
og Anden indviet ligefra Concurrencens Begyndelſe,
men det ſtore Flertal af os havde ingen Anelſe
derom.

Et lille Intermezzo, ſom pasſerede, medens vi
ventede pan, at Præmierne ffulde blive fordelte, maa
jeg dog tage med, ſkjondt det ucermeſt anganer mig
ſelv. Jeg var bleven torſtig og vel ogſaa en Smule
træt og gik derfor ud paa Gaden, for i en eller
anden nærliggende Viinkjelder at fane mig et Glas
Vin. Jeg fandt en temmelig ſimpel en i Huſet lige

248 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer.

ved Siden af og gik derind med min hvide Hue paa
Hovedet. Indenfor Diſken ſtod en gammel Kone.
„De er en af de Fremmede, ſom fang faa ſmukt“,
ſagde hun med Varme og greb begge mine Hænder.
„Lad mig takke Dem; megen Sang har jeg hort, men
aldrig nogen ſom denne“ — og Taarerne ſtode hende
i Oinene. Betaling for det Glas Vin, jeg drak,
vilde hun ikke have; vi ſkiltes ad ſom de bedſte Venner,
og jeg ſkyndte mig tilbage til Salen.

Jeg ſkal nu kun kortelig nœvne, hvorledes de
forſtjellige Premier indenfor hver Klasſe forkyndtes
fra Tribunen, medens Seierherrens Navn hver Gang
hilſedes med Bifald, hvorledes dette Bifald blev al—
deles bedovende, da Belgiernes Seier forkyndtes, idet
ogſaa vi ivrigt deltoge deri med Haandklap og Bravo—
raab, for ikke at ſtaae tilbage for vore edle Rivaler
— ſamt endelig hvorledes en dundrende Torden af
Applaus og Raab pan en aldeles afſindig Maade
fyldte Salen, da det tilſidſt blev meddelt, at Keiſer⸗
indens Guldmedaille, Priſen i „la classe superieure“
var tildelt „les étudiants d'Upsal“.

Skulde jeg udtale min Mening om hvad der
udgjorde og endnu udgjor Trylleriet ved den ſvenſke
Studenterſang, hvad det var i denne, ſom henrev
Frauſtmendene og fkaffede os den førfte Pris, uagtet
deres egne Chor i flere Henſeender vare os over⸗
legne, hvad det Techniſke angager, faa var det vel
forſt og fremmeſt de originale og friſke Compoſitioner

Af en forhenværende Upſalaſangers Optegnelfer. 249

med deres ægte nordiſke Præg, hvilket var noget Nyt
og Tiltreekkende for de Franſke, endvidere de friſke,
klangfulde Stemmer, blandt hvilke navnlig Basſerne
gjorde ſtor Opſigt, og endelig den ungdommelige Ild
og Begeiſtring, der befjælede hele Sangen, ſom om
der ſlog et Hjerte i hver Tone. Disſe tre Momenter
ſavnedes derimod i veſentlig Grad i Belgiernes og
Schweizernes Sang, faa fortræffelig den forøvrigt var.

Det er ogſaa bekjendt, hvorledes vi med en Del
Franſkmeend og Belgiere midt om Natten droge afſted
til Café Suéde, hvor ber afverlende blev funget og
holdt Taler baade paa Franff og Svenſk — endogſaa
for Politiet, ſom tilſidſt trængte ind og vilde gjøre en
Ende paa den ſildige Feſt.

Jeg ſkal ligeledes kun nævne, hvad der videre
pasſerede os de folgende Dage: Beſoget i Kloakerne
og Katekomberne, vor Optræden den 31te Auguſt paa
den ſtore Opera, hvor endog Orkeſtret ſom een Mand
lagde Inſtrumenterne fra ſig og deltog i Klapningen,
fremdeles Feſtballet ſamme Aften hos „Belgiens
Born“ og endelig den folgende Dag Uddelingen af
Seiersbelonningerne i „Pré Catalan“ og Concerten
paa Opera lyrique, hvor Choret hoſtede nye Laurbær,
ſamt til allerſidſt den hjertelige Afſkedsfeſt i Cafe
Suede, arrangeret for Studenterne af Landsmænd i
Paris.

Den neſte Dag var der ſtor Pakkeſcene i Ca⸗
ſernen, og henved Klokken 1 reiſte hele den hvidhovede

250 Af en forhenværende Upfalafangers Opteguelfer.

Sangerſkare, med hvem jeg ſendte mine varmeſte
Hilſener til Sverrig. Hvor mange Hender trykkede
jeg ikke til Afſted, hvormange hvide Huer viftede ikke
gjennem Vinduerne paa Vognene! Et Vieblik efter
ſtod jeg alene tilbage og fane blot Rogen bølge afſted
efter dem. Da havde Paris ingen Tillokkelſer mere
for mig; jeg ſkyndte mig afſted til den ſondre Bane-
gaard for at vende tilbage til Orleans og meddele
Monſieur og Madame M. mine Triumpher. —
Snart efter rullede jeg med Jiltogsfart afſted til
Orleans. Da jeg nærmede mig Byen, begyndte mit
Hjerte at banke af Utaalmodighed efter at fortælle
min brave Vert om den ſtore Seier, og jeg tenkte
pan, om han ikke ffulde være gaaet ned for at tage
imod mig. Jeg havde nemlig ſendt ham et Telegram
om min Ankomſt. Ganſke rigtigt! Da Toget rullede
ind paa Stationen, ſtode bande Monſieur og Madame
og min Landsmand F. der, tilligemed et Par unge
franſke Damer, ſom kom i Familien. Nu blev der
en Viften, og jaa ſnart Toget ſtandſede, begyndte jeg
ſtrax gjennem Vinduet med min nu forfærdelig heeſe
Stemme at fortælle, at jeg havde vundet den ſtore
Pris i Sang — men afbrødes ſtrax af en munter
Latter, hvorpaa Monſieur M. tog Ordet i mit Sted
og begyndte hoitideligt at oplæfe Beretningen om vor
Seier af en Avis, ſom han havde i Lommen. Jeg
ſprang nu ud af Vognen og modtog hjertelige Lyk—
onſkninger fra alle Sider. Monſieur M. kysſede

Af em forhenværende Upſalaſangers Optegnelſer. 251

mig efter franſk Skik paa begge Kinderne, hvorefter
jeg naturligvis gjorde det Samme ved ham og nær
i min feſtlige Stemning havde ladet det gage hele
Kredſen rundt. Derpaa tiltraadte vi Veien hjem,
jeg med Monſieur og Madame hver under en Arm,
og ſaaledes droge vi i hoitideligt Optog gjennem
Orleans Gader, medens jeg med de livligſte Farver
fortalte om vor Seier, og det paa et Franſk, ſom
med ſouverain Foragt for Formlære og Syntax vrim⸗
lede af „Bukke“; idetmindſte afbrodes jeg nu og da
pan de alvorligſte Steder af en hjertelig Latter fra
min værdige Lærer.

Om Aftenen havde Madame arrangeret en bril-
lant Souper, hvorved der til re for mig blandt
Andet ſerveredes med alle Slags Frugter, ſom hun
vidſte, jeg var en ſtor Elſker af, og Monſieur modte
med en ypperlig Flaſke Viin og holdt paa fortræffeligt
Franſt en Feſt⸗ og Lykonſkningstale, ſom endte med
„vive la Suède, vive les Etudiants d'Upsal“, hvorpaa
jeg ſvarede paa et ligeſaa feſtligt, men ikke fuldt faa
godt Franſk og fluttede med „vive la France, vive
Monsieur et Madame M.“

Da jeg ſagde Godnat til min Vert, tog jeg
ganſke ſtolt min gamle brune Portemonnaie, ſom nu
var fuld af det Bidrag, jeg i Paris havde faaet af
Sangerkasſen, op af Lommen, og betalte min Gjeld
til ham; hvorpaa den venlige gamle Mand lo og
erklerede, at baade jeg og min Portemonnaie havde

252 Af en forhenværende Upfalafangers Optegnelſer.

efter Pariſerreiſen faaet et feſtligere ÜUdſeende, og
han haabede, at vi maatte beholde det.

Efter den Tid ſavnede vi aldrig Stof til Tale⸗
ovelſe hos Monſieur M. Det gamle, glade Thema,
ſom ſtadig gik igjen med Variationer, var „Reiſen
til Paris“ og den „ſtore Seier“ — og den Reiſe
og den Seier glemmer jeg aldrig.

253

André Maubert.

Forſte Capitel.

Jeg var ni Aar gammel, da min Fader dode.
Vor Nabo, Advokat Louchet, tog mig hjem til ſig;
han lod mig ifore forte Kloeder, og holdende mig ved
Haanden, fulgte han og jeg efter Ligvognen, ſom forte
os ud til Kirkegaarden, hvor min ſtakkels Moder havde
hvilet ſiden min Fodſel. Omtrent tredive Perſoner,
hvis Anſigter vare mig ubekjendte, fulgte os. Da Alt
var forbi, og vi ſtode omkring den aabne Grav, ſaae
jeg mange medlidende Blikke hvile paa mig; jeg horte
nogle troſtende Hverdagstalemaader, jeg ſage gjennem
Taarer de Tilftedeværendes Bevegelſe; de ſkiltes, efter
at have trykket hverandre i Henderne, og gik bort i
ſmaa Grupper. Jeg ſtod alene tilbage med min nye
Beſkytter. Jeg folte for forſte Gang min Forladthed,
og jeg hulkede høit. Han borttorrede en Taare, forte
mig hurtigt bort, trods min Modſtand, og bragte mig
til en Vogn, ſom ventede paa os. Jeg laa ſyg hos
ham i to lange Uger, En Eftermiddag bragte man
mig ban Lægens Ordre ned i Haven, hvor Foraarets
forſte Sol ſkinnede; jeg lob ſtrax hen til Stakittet for
at ſee over til vort Hus, hvor Skodderne endnu vare

254 André Maubert.

lukkede; Arbeidsfolk gik ud og ind, berende vore
Meubler ned paa en ſtor Auctionskarre. Da Alt var
bragt ud, kliſtrede En af dem en gul Plakat paa
Doren; Advokaten overraſkede mig grædende; han
ffjændte eftertrykkelig pan Tjeneſtepigen, ſom ikke havde
tenkt paa at unddrage mig dette Skueſpil, derpaa vifte
han mig et Brev:

„Store Nyheder, André! Imorgen reiſe vi til
Paris.“

Paris! bette Navn torrede oieblikkelig mine
Taarer; min Fader havde ofte nævnt det for mig i

ſine lange Beretninger, Hvori han, medens vi om

Aftenen ſade ved Kaminilden eller i Lyſthuſet, gav
mig en uklar Idee om et Slags jordift Paradis, ſom
loves de artige og flittige Born. Advokaten kunde
ikke undertrykkte et Smil, da han faae min Over⸗
raſkelſe, eller uden Tvivl udtrykte mit Anſigt en
grœendſelos Glæde, uden at jeg ſelv vidſte det. —

„Vi reiſe til Paris,“ — gjentog han. — „Jeg
vil e Dig til de eneſte Slegtninge, Du har til
bage, og Du ſkal for Fremtiden boe hos dem.“ —

3 Paris?“

J Paris. Dette Brev er fra Hr. Florimond
Michot, din Moders Onkel. Jeg har meldt ham
den Ulykke, ſom har ramt Dig; han ſtriver mig til,
at han venter Dig, og at han vil tage ſig af din
Opdragelſe.“

Min Fader Havde aldrig talt til mig om Onkel
Florimond og hans Soſter Clarisſe, uden med en vis
Ironi; jeg kjendte dem ikke, og uden ſelv at vide
hvorfor, gav jeg mig igjen til at grede. Advokaten
rynkede Banden, og da jeg fane ham misfornsiet,
ſagde jeg frygtſomt: — „Jeg vilde meget hellere
blive her hos Dem.“ —

Han gjorde en utaalmodig Bevegelſe: — „Det

ure si

Andre Maubert. 255

er umuligt; det er ikke til at tenke paa.” — Han
var ikke rig, og han havde fer Born at ernære, men
jeg var endnu ikke i den Alder, da man gjor Be—
regninger, og jeg begreb ikke hans Afſlag. Han leſte
min Onkels Brev op for mig. Jeg har oſte ſenere
læft det igjen, thi han gav mig det; det var ſkrevet
med en ſikker Haand, og Stilen var ikke fri for at
være hoitidelig. Min Onkel Florimond begyndte med
at undſkylde, at han ikke havde bivaanet min Faders
Begravelſe, men Efterretningen om hans Dod var
forſt naget ham for ſilde; han overtog, ſaavel i fit
eget ſom i fin Soſter Clarisſes Navn, Forpligtelſen
til at vaage over det forælbrefofe Barn og behandle
ham ſom en Son; han forlangte, at man ufortovet
ſkulde ſende mig til Paris. — „Vi mage altſaa,“ —
tilfoiede Advokaten, — „reiſe til Paris i Morgen
med Middagstoget.“

Jeg forſtod, at det vilde vere til ingen Nytte
at gjore Indvendinger, og jeg vendte taus tilbage til
Haveſtakittet for endnu en Gang at betragte det Hus,
ſom jeg nu aldrig mere ſkulde gjenſee.

Om Reiſen har jeg kun bevaret en taaget Er—
indring. Forandringen, alt det Nye omkring mig
overvandt efter nogle Timers Forlob den Sorg, jeg
havde følt ved at forlade vor lille By. Jeg hufker,
at jeg udbrød i Beundring, da vi henimod Aften naaede
Paris og jeg fra Nordbanegaarden opdagede de tilſto—
dende Korsgader med deres mangfoldige oplyſte Boutikker
og Caféer, hvor Vognene med forſkjelligfarvede Lygter
krydſede hverandre; jeg troede mig henflyttet til et af
de Feelande, jeg havde leſt om i Eventyrbogerne. Vi
ſtege op i en Hyrevogn, ſom ſyntes mig hundrede
Gauge ſmukkere end Ujfepots Karet, og jeg kunde
indbilde mig, at jeg var Prinds Charmant. Vi kjorte
igjennem de oplyſte Gader og Boulevarderne, der

256 André Maubert.

vrimlede af en ſtoiende Menneſkemasſe; derefter nagede
vi de rolige Kvarterer; her var ingen Spadſerende,
ingen Stoi, ingen Lys, Drommen udſlettedes lidt efter
lidt — „Nu ere vi i Marais,“ ſagde Advokaten;
„— nu ere vi ſnart ved Maalet.“ —

Endelig ſtandſede vognen. Han underſogte Hus—
numret og lod mig ſtige ud.

Vi ſtege langſomt op ad en uendelig lang, mørk
og [næver Trappe; vi vingede paa, og en gammel
Tjeneſtepige lukkede ob. Jeg var faa bange, at jeg
næppe vovede at træde ind: Advokaten ſtodte mig
foran fig, og jeg horte et Udraab af Overraſkelſe; —
„det er Andre Maubert!“ — og en lille Dame med
en umaadelig Kappe med gule Baand kom lobende
mig imode og omfavnede mig: det var min Tante
Clarisſe. Onkel Florimond viſte ſig forſt efter
nogle Minuters Forlob; han kom kun langſomt, ind—
hyllet i en Sloprok; hans Anſigt ſyntes mig vel
ſtrengt, men jeg havde denne Aften ikke Tid til at
anſtille lange Betragtninger eller til at ſtudere min
nye Familie; Trætheden overvandt min Nysgjerrighed,
og jeg faldt ſnart i Søvn i en ſtor Seng under en
tyk Edderdunsdyne.

Den neſte Dag maatte jeg tage Afſked med Advo—
katen, Hvad der igjen voldte mig Smerte; det ſidſte
Baand, der bandt mig til Fortiden, var briſtet; jeg
ſtulde begynde et Helt nyt Liv. Onkel Florimond
holdt en Tale til mig om Reſignation, og Tante
Clarisſe ſtoppede mig med Slikkerier for at troſte mig.

Den forſte Tid var frygtelig. Vant til Ve⸗
vegelſe, til friſk Luft, til Frihed, kvaltes jeg neſten i
bette morke og triſte Verelſe, hvor Alt var gammelt,
hvor Alt ſtod paa fin beſtemte Plads, og hvor man
levede et methodiſk, afpasſet, regelret Liv, hvor Solen
kun trængte ind ſom af en Feiltagelſe, efter forſt at

André Maubert. 257

have fundet Vei igjennem en tredobbelt Barricade af
Skodder og Gardiner. Hvilke Timer tilbragte jeg
ikke, ſammenkroben i en Leneſtol fra det forrige Aar—
hundrede, med at lytte til Stueuhrets monotone Tik⸗
tak, eller med at betragte Perpendiklens regelmesſige
Bevegelſe mellem de to hvide Marmorſoiler, ſom bar
en forgyldt Apollo, der kjorte Solvognen. Jeg dromte
om mine Lege, om de lange Spadſeretoure i Selſkab
med min Fader, om de blomſtrende Træer i vor lille
Have, og jeg græd. Onkel og Tante kunde ikke for⸗
ſtaae min Melankoli; de anſage mig for det lykkeligſte
af alle Born. Og jeg blev i Sandhed forgudet.
Senere indſage jeg, hvilken umaadelig Adſpredelſe jeg
pludſelig havde bragt ind i disſe to Gamles ens⸗
formige og kjedſommelige Liv; min Ankomſt havde
bragt en vis Interesſe ind i den triſte Tilverelſe, de
henflæbte ved hinandens Side, affondrede fra den øvrige
Verden, uden Kjerlighed, uden nyttigt Arbeide, uden
Fremtidshaab, kun knyttede ſammen ved Banens ſucevre
Baand, deres Minder og deres Had til Menneſfene,
ſom havde overladt dem til dem ſelv. Born elfke
de Folk, ſom elſke dem; jeg glemte efterhaanden i en
Slags Slovhed mine tidligere Glæder, og ſelv det
mærkværdige Paris, ſom tumlede fig fan Skridt fra
mig, og ſom man ikke tænkte paa at viſe mig.

Jeg naaede ſaaledes mit trettende Aar. Man
erklerede nu, at Tiden var kommen, da man burde
tœnke paa alvorlige Studier. Sagen var, at jeg faa
godt ſom ingen Kundſkaber havde, da min Fader ikke
havde havt Tid til at lære mig ſtort. Det blev
beſluttet, at jeg ſkulde tage Undervisning hos Hr.
Ouvrard, en almindelig agtet Mand, ſom havde en
Skole i vort Nabolag. Til min Indtredelſe i Verden
forſynede man mig med en uhyre Paletot, ſkaaret
aldeles efter ſamme Model, ſom den min Onkel bar,

17

258 André Maubert.

noiagtig efter en Mode, ſom var gaaet af Brug for
tredive eller fyrgetyve Aar ſiden, hvorfor jeg ogſaa ved
min Indtredelſe i Clasſen hos Hr Ouvrard ble hilſet
med et Latterudbrud, ſom gjorde mig aldeles forvirret.

„See der! Den lille Gubbe!“ raabte en af mine
nye Kammerater.

„Gabriel, vil Du deklinere mig „le petit vieux“,
udbrød oieblikkelig Hr. Ouvrard.

Denne myndige Tone oprettede igjen Stilheden;
jeg blev atter rolig; jeg folte, at jeg blev beffyttet.
Men i Fritimen maatte jeg dyrt betale min korte
Glæde; for at hævne lig, ſammenkaldte Gabriel alle
Eleverne, de ſluttede Kreds om mig sog dandſede rundt,
medens de loe og ſtadig fang det ſamme Omkved:
„Den lille Gubbe!“

Tilnavnet beholdt jeg, og jeg bar det i to Aar.
Skjondt jeg gjorde hurtige Fremſkridt, tog man mig
ude af Skolen, netop da jeg begyndte at overvinde
min Keitethed. Tante Clarisſe, ſom atter fane ſig
overladt til ſit enſomme, kjedſommelige Liv, lod ikke
ſin Broder Riſt eller Ro, forend hun fik mig tilbage;
hun indbildte ham, at jeg blev overanſtrengt, og at jeg
kom i ſlet Selſkab, ſaa at han beſluttede at beholde
mig hjemme og ſelv at lede min Undervisning; han
følte Enſomheden ſaavelſom hun og onſkede intet
hellere end at fane en Beſkjeftigelſe. Hr. Oüvrard,
ſom holdt af mig, og ſom forudſage, hvilke ſorgelige
Folger denne Beſlutning vilde have for mig, forſogte
at overtale min Onkel; men naar Onkel Florimond
en Gang havde fat fig Noget i Hovedet, uyttede det
ikke, at man modſagde ham, og han blev vred, da Hr.
Ouvrard begyndte at tale om den nye Pedagogies
Fordringer. — „Min Neveu fkal vide, hvad jeg veed,
og han ſkal lære, hvad jeg har leert.“

André Maubert. 259

„Den Underviisning man nod i Deres Tid, er
ikke tilſtrekkelig nutildags.”

„Hvad vil det ſige? Vare Folk fra min Gene—
ration da Dumrianer og Uvidende?“ Disputen blev
heftig, og Onkel gik i otte Dage og brummede over
Folk, der bildte ſig ind at vide Alting bedre end deres
Forgengere.

Vi tilbragte flere Uger med at ſamle de ſtovede
Lexica, der vare ſpredte om i Bibliothekets Kroge,
og de ærværdige Grammatiker, der udbredte en for⸗
gjemt Pergamentsduft. Jeg ſavnede i hoi Grad
Skolen. Jeg holdt af mine Kammerater; til Trods
for deres Drillerier, havde jeg hos dem fundet Stoien,
Bevegelſen, Samkvemmet med Ungdommen; Alt blev
mig nu atter berøvet. Jeg havde ifærdeleshed ſluttet
mig til ham, der hed Gabriel, og ſom forſt havde
givet mig det latterlige Tilnavn; han var letſindig,
en ſtor Spilopmager, men han havpde det bedſte Hjerte
af Verden; jeg nærede et virkeligt Venſtab for ham,
fordi han ved flere Leiligheder havde taget mig i
Forſvar og vendt fig mod Spotterne.

Jeg tilbragte min Fritid fordybet i gamle Bøger
og Collegiehefter, jeg faae faa godt fom Intet til
Verden omfring mig, jeg gik kun ud om Sondagen,
for at foretage de adſtadige Spadſeretoure i Skridt⸗
gang mellem mine to Hovmeſtre, beffyttet mod Kulde
og Varme, langt borte fra Menneſker, fra Fornoielſer,
fra Livet. Jeg holdt meget af Muſik; man aabnede
igjen Klaveret i Dagligſtuen, man hentede fvære, ind—
bundne Nodeboger ned fra Loftet, ſom indeholdt en
fuldſteendig Samling af alle gamle Romancer og for⸗
glemte Operaer; til denne Fornoielſe hengav jeg mig
i Mangel af bedre. Kun ſjelden modtoge vi Viſiter
af nogle gamle Venner, ſom en Gang imellem kom
for at ſpille et Parti Kort. Disſe Selſkaber, hvor

17*

260 Andre Maubert.

man uophørlig roſte alt Forbigangent paa Nutidens
Bekoſtning, hvor man latterliggjorde Alt med Bitter⸗
hed, var mig kun til Plage; jeg foretrak Enſomheden.
Jeg havde ffabt mig en daglig Adſpredelſe ved i Huſet
ligeoverfor at betragte en lille Pige, ſom jeg fane
legende og ſpogende fra Morgen til Aften; jeg iagttog
hende opmerkſomt, nysgjerrigt, lykkelig ved at for⸗
visſe mig om, at der ikke udelukkende levede Oldinge
paa Jorden, og at jeg ikke var den Eneſte i Verden,
der begik den Feil at være ung.

Hun var vidunderlig ſmuk; hun havde ſtore,
blaae Dine, fulde af Liv og Varme, deiligt blondt
Haar, der faldt i Kroller rundt om hende; men dette
har jeg forſt ſenere bemærket. Den Gang taenkte jeg
ikke derpaa; naar jeg jane hende, følte jeg en Glæde,
ſom jeg ikke ſogte at udgrunde, og hvis Betydning
jeg var uvidende om. Hun betragtede ogſaa mig, og
naar hun opdagede mit lange Anſigt, trykket op mod
Ruden, opklaredes hendes Anſigt af et Smil, ſom fik
mit Hjerte til at banke af Glæde hele Dagen.

Andet Capitel.

En Sondag, netop da vi kom hjem fra vor
ugentlige Spadſeretour, face jeg en ſtoiende Skare
komme hen imod os fra Gadehjornet; Alle raabte og
hujede i Munden paa hinanden. — „Nei, ſee der!
den lille Gubbe!“ lod en mig velbekjendt Stemme.

Jeg opdagede Gabriel, der gik ved Siden af
min lille Naboerſke. Han fjernede fig, efter forſt at
have nikket til mig. Hun vendte ſig to eller tre
Gange om, hun lyttede til en Hiſtorie, ſom han for⸗
talte hende, og ſom ſyntes at more hende meget, —
uden Tvivl var det min.

Den næfte Dag, ſaaſnart jeg var kommen ud

André Maubert. 261

af Sengen, foer jeg hen til Vinduet: hun var allerede
ved ſit; vore Blikke modtes; jeg trak mig hurtigt
tilbage. Jeg følte Vrede imod Gabriel, ſom havde
gjort hende bekjendt med mit latterlige Tilnavn, og
pan den anden Side folte jeg en vis Glæde ved
Tanken om, at hun havde hort Tale om mig. Min
Frygtſomhed ſteg mere og mere de folgende Dage; .
jeg viſte mig ikke mere, jeg holdt mig ſkjult bag Gar—
dinerne, ſaaledes at hun ikke kunde opdage mig, og
jeg kom forſt ud af mit Skjul, lykkelig ſom en Konge,
naar hendes Sine forgjeves havde ſogt mig. Jeg
pinte min Hjerne med at udfinde, i hvad Forhold hun
ſtod til Gabriel; Baandet, der knyttede dem ſammen,
lod til at være meget intimt, og jeg troer neſten, at
jeg, uden at vide af det, folte en Smule Jalouſi.
Jeg oppebiede den folgende Sondag med en
feberagtig Utaalmodighed, vis paa, at Noget vilde ſkee.
Min Forudfolelſe bedrog mig ikke. Henimod Klokken
tolv fif en kraftig Ringen paa Dorklokken Tante Cla⸗
risſe til at fare ſammen; Gabriel traadte ind: —
„Goddag, Du lille Gubbe, Du er altſaa ikke død?”
Vi ſnakkede frit ſammen; han fortalte mig, at han
var Fætter til min Naboerſke; hun hed Marguerite,
og hun var den WÆfdite af ſyv Born; hendes Fader,
Hr. Pariſot, var Direkteur i Handels- og Agerdyrknings⸗
miniſteriet, og Gabriels Gudfader og Formynder. Han
bad mig tilbringe hele Dagen ſammen med ham;
Onkel Florimond vovede ikke at nægte fit Samtßykke.
Vi gik ud ſammen for at gjennemſtreife Paris's
Promenader. Hvilken deilig Dag! Blodet lob raſkere
i mine Aarer; Luften var friſkere, Solen varmere og
mere ſtraalende. Vi ſkyndte os hen til Spermen;
han vifte mig de Fornoielſer, ſom Ingen havde tenkt
paa at lade mig ſee; han lo af min Overraſkelſe, af

262 André Maubert.

min Begeiſtring og min Glæde. „Du lille Gubbe,
Du lille Gubbe!“ gientog han atter og atter.

Jeg var forvirret, ude af mig ſelv, beruſet af
Friheden; jeg folte en Forvandling foregaae i mig,
ſom engſtede og foruroligede mig. Henimod Aften
ſlog vi igjen ind paa Veien til Marais; Gabriel
havde allerede tidligere ſagt mig, at vi ſkulde ſpiſe
til Middag hos hans Slægtninge. Jeg blev reven
ud af Drommen, Synet af det gamle Hus, jeg be—
boede, mindede mig om Virkeligheden; min Frygtſom⸗
hed ſtormede ind paa mig, jeg vilde undſlage mig for
Invitationen; men han blev vred og tvang mig til at
folge ham. Skjondt jeg havde ſamlet alt mit Mod.
medens vi ſtege op ad Trappen, folte jeg mig dog
friſtet til at tage Fluglen, da Doren i det Samme
gik op, og jeg ſtod Anſigt til Anſigt med Marguerite,
ſom betragtede mig med fine ſtore, nysgjerrige Vine.
— „Den lille Gubbe!“ ſagde Gabriel, idet han
prœeſenterede mig med en komiſt Alvor. — Jeg følte,
at jeg blev rod op over begge Oren. Da jeg igjen
løftede Oinene, ſom jeg havde holdt faſtheftede mod
Jorden, bemerkede jeg, at Marguerites Kinder blusſede
lige faa ftærft ſom mine, og dette gjorde et be—
hageligt Indtryk paa mig, ſtjondt jeg ikke kunde for⸗
klare mig ſelv hvorfor.

Hr. Pariſot's og hans Huſtrues hjertelige Mod—
tagelſe bragte mig igjen en Smule i Ligevægt. Vi
gik tilbords; jeg vovede næppe at tale, vant til de
tauſe Maaltider, jeg hver Dag holdt mellem min
Onkels Avis og den Kalkelovnsſkjerrm, bag hvilken
Tante Clarisſe ſogte Ly. Jeg horte paa den livlige
Samtale, paa Bornenes hoiroſtede Latter. Hvor
denne Livlighed dog var morſom, og hvor den gjorde
mig godt! Jeg længtes efter at kunne tage Del i den,
men Vanens Magt holdt mig tilbage. Da Middags⸗

André Maubert. 263

maaltidet var tilende, fang man, og hvor bange jeg
end var, kunde jeg dog ikke lade være at tage Del i
denne improviſerede Concert. Jeg fang med ſkjel⸗
vende Stemme de Romancer, Tante Clarisſe hapde
lært mig; hun havde ſelv foredraget dem i fine unge
Dage; hun betragtede dem ſom non plus ultra af
Muſik, og jeg blev pinlig overraſket ved den Mod⸗
tagelſe, der blev dem tildeel. Bornene ſkoggerloe, og
Gabriel udbrod: — „Smukke Lirekasſemelodier! Nu
ſkal Du høre noget Andet.”

Han fatte fig til Fortepianoet; han ſpillede Dandſe
og Sange for mig i en flyvende Fart! Jeg kunde
næften ikke ſtaae ſtille. Man foreſlog at dandſe. Ak!
jeg kunde hverken Polka eller Vals. — Og hvorledes?
Ikke engang Menuet eller Gavotte?

Man begyndte at underviſe mig, jeg var meget
keite; men naar Gabriel lo af min Übeheedighed,
undlod Marguerite aldrig at tage mig i Forſvar;
jeg vilde gjerne have faldet hundrede Gange, for at
høre hendes Stemme beklage og undſkylde mig. Jeg
vilde flet ikke have tænft pan at gage, hvis ikke min
Onkel pludſelig var traadt ind; han var bleven urolig,
da jeg ikke kom hjem til ſedvanlig Sengetid, og kom
for at hente mig. Man viſte ham al mulig Hof⸗
lighed, og han tog mig hjem med. Jeg fulgte ham
med jæntet Hoved, ſkamfuld over i min Alder at
være bleven behandlet ſom et Barn, fortvivlet over,
at denne ſmukke Dag, ſom hapde ladet mig fee ind i
et helt nyt Liv, var tilende.

De folgende Dage forlob meget triſt. Huſet
ſyntes mig morkere, Timerne længere end ſedvanlig.
Jeg vilde være heuſunken i den Melancholi, ſom
havde grebet mig, hvis jeg ikke flere Gange hver
Dag havde opdaget Marguerite ved hendes Vindue;
jeg pasſede hende op med en ſand Feber. Hvergang

264 André Maubert.

hun vifte fig, trængte ſom en Solſtraale ind i den
Grav, hvor jeg levede og færdedes. Der paakom
mig en taabelig Lyſt til at ſynge, dandſe og lee ret
af Hjertensgrund, jeg ſammenlignede min Tilverelſe
med hendes og mine nye Venners, jeg vilde ogſaa
have elſket den ſtoiende Glæde. Hvorfor beſad jeg
ikke, ſom alle andre, Liv og Munterhed? ....

Gabriel gjentog ſine Beſog, og der opſtod et
virkeligt Venſkab imellem os. Han havde nu endt
fine Studier og havde forladt Hr. Ouvrards Stole.
Hans frimodige Charakteer gjorde ham Enſomheden
utaalelig. Hau morede fig over Eiendommelighederne
i min Opdragelſe og over den Overlegenhed, det gav
ham over mig. Han fortalte mig om ſine Fornoielſer,
om fin vaagnende Aergjerrighed og fire ungdomme⸗
lige Forelſtelſer; han reciterede ſine Yndlingedigtere
for mig; jeg kjendte kun de gamle Clasſikere, hvis
Verker prydede Onkel Florimonds Bibliothek; han
laante mig det Halve af ſit, og jeg tilbragte hele
min Tid med at ſluge disſe Boger, der talte et
Sprog, vidt forſkjelligt fra det, man havde vænnet
mig til, og de vakte nu, hvad der ſlumrede i mig, og
fremkaldte en aldeles ukjendt Sindsbevegelſe. Hvilken
Verden aabnede ſig ikke for mine Dine! Tilverelſen,
ſom kun hapde viſt fig for mig ſom en graa, taaget
Dag i et Slags Tusmerke, antog nu ſtraalende
Farver, ſom blændede mig; jeg havde beruſende
Syner, jeg fkimtede Kjerligheden, jeg gjettede alle
dens ſtore Daarſkaber; en Slags Morgenrode op—
lyſte pludſelig den Nat, Hvori man indefluttede mig.
Man opdagede ſnart den Forvandling, ſom foregik i
mig. De Gamle, med hvem jeg levede, fane kun
Livets tunge, hjertekvelende Proſa; jeg forſvarede i
Begyndelſen modigt min Begeiſtring mod deres kolde
Jornuft; men min Onkel omſtyrtede uden Barmhjer⸗

André Manbert. i 265

tighed mine Afguder og erflærede mig, at Digterne
kun ere Idealiſter, ſom domme Alt forkert, eller
Charlataner, ſom udbrede Daarlighed blandt Men⸗
nefkene. Han lærte. mig fra fin Forſtands ophoiede
Standpunkt, at menneſkekjerlig Selvopofrelſe, der
altid bliver miskjendt, kun er latterlig, at det er
Daarſkab, at ſtrœebe efter Hoihed og Ret midt i al
den Smaalighed og Sfjændighed, ſom er opdynget
paa enhver Vei her i Verden, at Kjerlighed kun er
en behagelig Gjenſtand for Digterne at beſynge, og
at man fkal vogte fig for den ſom for en Lande⸗
plage, der kun bringer Smerte og Fortvivlelſe med
ſig. Da jeg fortalte Gabriel om den Kamp, man
havde rettet imod mig, havde han kun ſaarende
Drillerier; jeg folte mig krenket ved at hore dem, jeg
havde Agtelſe for, behandles med faa ringe Wrbodig⸗
hed: dette nedſatte Digterne i min forvirrede Hjerne.
Lidt efter lidt beroligedes mit Sind; Horizonten ind—
ſucvredes paany for mit Blik og antog atter den
graalige Farve, hvori jeg altid tidligere havde
jeet Den.

Jeg manede ſaaledes mit tyvende Aar; jeg var
Mand af Aar og af Bært, men jeg havde endnu
knap feet Livet. Den Underviisning, jeg haude faaet
fra min Barndom, havde ikke vakt Interesſer hos
mig, og jeg levede roligt, uden at beklage mig,
ſtolende paa Fremtiden, ſkjondt jeg ikke nærede noget
beſtemt Haab. Den vilde maaſtee have bragt mig,
hvad jeg ventede, derſom Gabriel var bleven i min
Nerhed; men Gabriel reiſte bort med Randſelen paa
Nakken, for at beſoge Italien. Da de forſte Krigs⸗
raab lod, kom han til mig; hans Sie ſtraalede, hans
Kind glodede af Begeiſtringens Ild: — „Kom med
mig, Du lille Gubbe! Vi tage bort ſammen, med den
ſamme Bataillon, vi folges add...

1 ———

266 André Maubert.

Tante Clarisſe udſtodte et Redſelsſkrig, da jeg
talte til hende om vor Plan, og i fulde fire og tyve
Timer vedblev hun at hulke og bonfalde mig om at
ſpare hendes ſidſte Dage for denne Smerte. Min
Onkel talte til mig med ſtorre Strenghed; jeg plai—
berede min Sag paa det Bedſte, men min ungdomme—
lige Veltalenhed nyttede Intet, han var mere urokke⸗
lig end en Klippe. De ſtore Ideer om Heder og
Frihed fil ikke hans ſtivnede Hjerte til at banke, og
han paaſtod, at alle Aarhundredets krigeriſke Begiven⸗
heder, ſom han ſelv havde været Vidne til, kun havde
været blodige Narreſtreger. Hans Udtalelſer kjolnede
min Begeiſtring; min Tantes Taarer gjorde Reſten.
Jeg vil være ærlig; de ffvæmmede mig ved at faae mig
til at troe, at det vilde vere en ſikker Maade at
offre mit Liv paa. Da jeg efter to Dages Kamp
ſtod overfor Gabriel, ſvarede jeg ham kun: — „Jeg
kan umuligt folge Dig.... a

Han ſvarede ikke; men hans Blik hvilede tungt
paa mig. Han reiſte alene. Jeg kom i Vane med
at aflægge hyppige Beſog hos vore Naboer; man
læjte der de Breve høit, ſom han ſendte fra Italien,
hvori han fortalte om fin Indtredelſe i Regimentet,
fin Sindsbevegelſe ved det forſte Kanonſkud, Be⸗
geiſtringen under Slaget, Glæden og Triumphen.
Jeg ſaage ikke uden en hemmelig Harme, hvorledes
Marguerite opmerkſomt og engſteligt lyttede til disſe
Oplesninger, ſom bragte hende i Begeiſtring. Under⸗
tiden ſyntes hendes dybe Blik at ſporge mig om
Grunden, hvorfor jeg Havde holdt mig tilbage fra
disſe hederfulde Eventyr, og der overfaldt mig da
en edel Vrede ſaavel imod dem, hvis Forſagthed
havde hindret mig i at reiſe, ſom imod min egen
Svaghed. Naar jeg ſov, forefvævede der mig Drømme,
hvori jeg, kledt i Harniſk ſom de gamle Helte, kjcem⸗

André Maunbert. 267

pede for at vinde Marguerite; med Sværdet i

adſplittede jeg de oſterrigſke Soda er dn rEE
ER hende og ſpottede min Feighed. i

Krigen var tilende; Gabriel, ſom i Sla

Solferino havde tilkjcempet fig Eereskorſel. >
ſendt i Garniſon til en By i det Øjtlige; hans Breve
bleve ſjeldnere, og de dalede fra Poeſiens Hoide ned
til den jævne Proſa. Man ophørte med at leſe
dem høit. Marguerite blev igjen, ſom hun tidligere
havde været imod mig, og vor Kjærlighed ſtred lang—
ſomt og roligt, men regelmeesſigt fremad. Jeg var
ikke mere uvidende om mine Folelſer og kunde heller
ikke tvivle om hendes, ſtjondt endnu ingen Forklaring
havde fundet Sted imellem os. Min Frygtſomhed væn-
nede fig til denne Ro, ſom vedvarede i flere Aar. Jeg
var lykkelig ved at elſke og onſkede ingen anden Lykke.

Tredie Capitel.

En Morgen, da jeg, ſtaaende nær ved Vinduet,
forgjeves ventede pan Marguerite, ſom ikle viſte ſig,
voekkedes min Tante, ſom ſov i fin ſtore Leœneſtol af
en ſaadan Stoi, ſom aldrig var bleven hort i vor
fredelige Bolig; det var Gabriel, ſom traadte ind,
ſlebende fin ſtore Sabel efter fig paa Gulvet; han faae
godt ud og bar Officeers⸗Epauletter. Han ſtandſede
foran Tante Clarisſe, ſom, forſkrekket over denne
ſtoiende Fremtrœden, ſkjclvede over hele Legemet,
hilſte hende militairik, med Fodderne ſluttet ſammen
og den hoire Haand til Huen, gjorde derpaa venſtre
om mod mig, pegede med en triumpherende Mine paa
Korſet, der prydede hans Bryſt og ſagde med et
Latterudbrud, der lød ſom en Fanfare: — „Nuda!
André Maubert? Du ſeer nu, at man ikke altid doer.“

Han havde i Sandhed en ſtatelig Fremtreden,

268 André Manbert.

en rank Holdning, brede Skuldre, og pan den hoire
Kind, lidt over den forte Mouſtache, ſom bedakkede
Leben, gav en mindre Skramme ham et virkeligt
martialfk Udſeende. Jeg kaſtede et ſtjaalent Blik i
Speilet; jeg forekom mig ſelv at fee ud ſom en OL
ding ved Siden af ham; vi vare dog lige gamle.
Han fortalte om Slagene, han havde deltaget i, og
min Tante, der var meget ubehagelig berort ved en
faa ſtoiende Gjeſts Nerverelſe, ffjælvede let, da han
foreſlog at tage mig med, for at vi atter kunde til⸗
bringe en glad Dag ſammen ligeſom tidligere.

Vi gik ud ſammen, og paa Spadſeretouren gjorde
han mig med en naiv Stolthed opmerkſom paa al den
Are, man vifte hans Uniform; han fortalte mig vidt
og bredt om fine Krigs- og Kjerlighedseventyr, og
jeg tenkte ved mig ſelv, at derſom man ikke havde
modſat fig mit Onſke, havde jeg nu uden Tvivl lige—
ſom han kunnet have Epauletter, Kors, Mouſtacher og
en Skramme, og jeg vilde da være æret og agtet af
Alle og elſket i Scerdeleshed af Kvinderne.

Marguerites Navn blev kun nævnet een Gang
imellem os. Gabriel fortalte mig, at hans Slegtninge
havde været pan Jernbaneſtationen for at modtage
ham; jeg udbrød uforſigtigt: — „Saa var det altfaa
derfor, at jeg ikke fane Marguerite!“

„Sage? Hvor?”

Han udtalte dette Sporgsmaal haardt og koldt;
hans ODienbryn traf ſig ſammen. Jeg ſtammede:

„Ved Vinduet ...... ==

Der [aa i hans Spørgsmaal en Brede og Mistanke,
ſom bragte mig til at ſee til den anden Side; der
opſtod en pinlig og forlegen Pauſe. Det var ham,
der igjen begyndte; han talte kun om ligegyldige
Ting, men han var adſpredt og ikke ſaa hjertelig
ſom for.

André Maubert. 269

Vi ſpiſte til Middag med Familien; det havde
været forud aftalt, thi Alt ſkulde være ſom i gamle
Dage. Han tog den Plads ved Bordet, ſom var be—
ſtemt til mig, ved Marguerites Side; under hele
Maaltidet forfulgte han mig med Drillerier og kaldte
mig uafbrudt „lille Gubbe!“ Tilſidſt paaduttede han
mig, at jeg ikke havde havt Mod til at blive Soldat;

jeg afbrod ham: — „Det, Du der ſiger, er ikke
ſandt, det veed Du godt.“
„Ja, Du har Ret; det er langtfra ..... åg

Saae han i dette Øicblif at Marguerite ſendte
mig et bifaldende Smil, og var han jaloux? Han
tilfoiede oieblikkelig, idet han igjen ſlog ind i fin
ironiſte Tone: „Jeg glemte, at Du ikke har anden
Mening end din Onkel og Tante. Det var dem, der
var bange for Dig.“

Marguerite kunde ikke undertrykke et Smil, ſaa⸗
vel ſom alle de Andre. Jeg led frygteligt; jeg kunde
ikke nægte for mig ſelv, hvor ſtor Overlegenhed en
jaa ſtatelig og ſmuk, ung Mand, ſelv i Marguerites
Dine, maatte have over min ringe Perſon, han, ſom
bar Uniformen med Anſtand, ſom lige havde til
kjempet fig Korſet og fine Epauletter, ſom beſad
Munterhed og Mod, Alt hvad der behager Kvinderne.
Efter Desſerten dandſede man; det var en gammel
Skik, og da jeg, trods min Underviisning, dog var
vedblevet at være den daarligſte Dandſer, der exiſterede,
trak jeg mig tilbage for at ſkjule mit Tungſind til et
afſides Verelſe, der brugtes til Bibliothek. Hvor⸗
længe mine Drommerier varede, veed jeg ikke. Jeg
følte pludſelig en let Beroring; jeg fane op: Mar⸗
guerite ſtod lige ved mig, hendes Kinder blusſede
endnu af Dandſen, hun lagde Fingeren paa Munden,
for at byde mig Taushed. — „Jeg har ſogt at
flippe bort; jeg vilde tale med Dem. Gabriel har

270 André Maubert.

været ſlem imod Dem; De maa ikke bære Nag til
ham derfor, hans Triumph idag beruſer ham.“

„Aa, det er ikke hans Drillerier, der har be—
drovet mig.“

„Ah!“

Hendes Blik hvilede nysgjerrigt pan mig. Jeg
veed ikke med Vished, hvad mit udtrykte, maaſkee
talte det altfor levende, thi hun fjernede ſig, gik rundt
om Bordet og ſtillede ſig bagved den Leneſtol, hvori
jeg fad, faaat jeg ikke kunde fee hende. — „Jeg har
ofte ſagt til Gabriel,“ fortalte hun, „at han ikke er
retferdig imod Dem, at han gjor Uret i at gjore
Nar af Dem, og at De er mere at beklage end at
dadle.“

Hun kalte med ſaamegen Godhed og Blidhed, at
jeg igjen følte mig lettet. Jeg havde aldrig hort en
Moders Stemme, og Tante Clarisſe havde ſelv i
hendes kjerligſte Oieblikke, aldrig formaaet at ud⸗
trykle ſaamegen Omhed og Varme. — „Gabriel er
Dem hengiven,“ vedblev hun. „De feer nok, at han
meſt er kommen tilbage til Paris for at opſoge
Dem. Men De kjender hans Charakteer; han tenker
ikke over, hvad han ſiger.“

Jeg lyttede taus, forbauſet over paa engang at
ſee denne unge Pige, fra hvis Leber jeg aldrig
havde hort andet end Latter og Sang, faa alvorlig
og bevæget. Hun fortſatte, ſom om hun ikke havde
ventet paa Svar! — „Jeg kjender Dem godt, De er
ſvag, og De tor ikke afryſte det Aag, ſom tynger
Dem. Deres gode Hjerte fordommer Dem til den
ſorgeligſte Tilvœrelſe af alle, alene, i Deres Alder,
at leve mellem gamle Folk, ſom ikke mere forftane
Ungdommen.“

„Ak ja! ganſke ene!“

„Hor engang, De trænger til et Hjem ſom vort,

André Maubert. 271

hvor der er Born, hvor man leer og ſpoger fra
Morgen til Aften. De vilde ſnart ophore med at
være „den Gamle", ſom Gabriel ſiger; De vilde faae
at fee, at det er godt at være ung 5

Jeg gik vel med en Idee, ſom lenge havde be-
ſkjeftiget mig og ſom jeg dvælede ved med Glæde;
men for Alt i Verden vilde jeg ikke have vovet at
betroe mig til hende. Jeg hapde reiſt mig, jeg frem⸗
ſtammede: — „Jeg er forældreløs ......

„De har ikke andre Slegtninge end Deres Onkel
og Tante?“

„Nei.“

„Men Venner?“

„En gammel Ven af min Fader, Advokat Louchet!
men han boer i en Udkant af Provindſen, og in

„Og?“

„Jeg vil ikke forlade Paris.“

„Hvorfor?“

Frygtſomheden bandt min Tunge og jeg fagde
hende ikke, at det var, fordi jeg ikke vilde fjernes fra
hende; men jeg faae paa hendes Forlegenhed, at hun
havde gjættet mine Tanker. Da det nu var hende,
der taug, fattede jeg Mod.

„Det er kun eet Middel, hvorved jeg kan ſkabe
mig en anden Fremtid; det er ved at gifte mig.“

„Ja,“ ſagde hun tovende; „De bor gifte Dem.“

Hun ſtod lidt eftertenkſomt, derefter fattede hun
fig lidt efter lidt og ſagde med dæmpet Stemme: —
„En Kvinde, ſom virkelig elſkede Dem, vilde fane
Energi og Kraft for Dem, og vilde af Dem ffabe en
Mand, ſom Ingen ſkulde have Ret til at lee af, og
ſom vilde blive de Andre overlegen ... 1

Jeg mindes kun ſom en Drom, hvad der nu
foregik, og endnu i denne Time erindrer jeg kun een
Ting — at jeg afbrod hende — „De! alene De!“ —

—

272 André Maubert.

og at vi, da vi horte Gabriel kalde inde fra Salonen:
„Marguerite, hvor ſkjuler Du Dig dog?“, ſtode
Haand i Haand, Læbe mod Læbe.

„Min Gud!" udbrød hun, „hvorleenge har jeg
været her? Hvad ffal jeg ſige?“

„Sandheden!“

„Nei, det er umuligt. De veed altſaa ikke, at
Gabriel har forladt Garniſonen og er kommen til
Paris for at anholde om min Haand? Det er en
gammel Familieplan, ſom Fader og Moder nodig op—
give; det bliver nodvendigt, at Afſflaget kommer
fra ham.“

„Vil han gage ind herpaa?“

„Han elſker mig ikke.“

„Er De vis derpaa?“

„Ganſke vis. Gabriel er en Libertiner, ſom
troer, at han elſter alle Kvinder, men ſom i Virkelig⸗
heden Ingen elfker.“

Doren gik op; Gabriel ſtak Hovedet ind: „Hvad
foretager J Eder her ſammen?“

„Vi tale om alvorlige Sager,“ ſvarede Margue⸗
rite beſtemt.

„Ah! og tor man ſporge om hvad?"

„Jeg ſkal ſige Dig det ſiden.“

Gabriel ſmilte tvungent; han fjernede ſig med
Marguerite, idet han lod ſine Sporer klirre.

Den neſte Dag kom han hen til mig, haus Anſigt
var alvorligt. Han gik ſtrax ind paa Sagen. —
„Jeg havde igaar Aftes en Forklaring med Margue—
rite. Hun har ſagt mig Alt. Jeg onſker ikke at
ægte hende mod hendes Onſke, eller at væbne mig
mod hende paa Grund af en Beſtemmelſe, der kun er
tagen af hendes Forceldre. Hun foretrœkker Dig, og
jeg trekker mig tilbage "i

Jeg vilde udtrykke min Erkjendtlighed, men han

André Maubert. 273

ſtandſede mig med en Haandbevegelſe. — „Du eljfer
hende, ikke ſandt?“

„Kan Du tvivle?”

„Ja, jeg tvivler derom, fordi dit Hjerte ikke
ſynes mig ſkabt til at rumme en ſaadan Varme. Du
elſker hende alvorligt, ſom en Mand, og Du er rede
til at gjore Alt, til at taale Alt for hendes Lykke?“

„Jeg er beredt.“

Han betragtede mig ſtivt, ſom om han vilde for⸗
visſe ſig om Oprigtigheden af mit Onſke. — „Det er
godt; men der er endnu Et. Du har Formue, Mar⸗
guerites Forceldre eie Intet. Du kjender dem, de ere
ſtolte; de ville aldrig ſamtykke i at gjore den forſte
Tilnœrmelſe til Eder.“

„Hvorfor ſkulde de ogſaa det? Det er os, ſom
maa gjore det forſte Skridt.“

Gabriel trak paa Skulderen. — „Det kan Du
ikke tænfe paa; disſe Mumier ville modſette fig dit
Giftermaal.“

„Du troer?“

„Ja, det troer jeg, thi de ville rimeligviis kun
gifte Dig med en Soſter til Methuſalem. Hor nu,
hvad jeg vil ſige Dig; da jeg fremfor Alt onſker
Marguerites Lykke, har jeg overtalt hendes Forældre,
uden at ſige dem, hvad her er foregaget, til at aflœgge
din Onkel og Tante en almindelig Viſit, hvortil vort
Venſkab og Naboſkabet giver en rimelig Grund. Saa⸗
ledes er Bekjendtſkabet formelt indledet, og det bliver
da din Sag at lede det og at viſe Charakteer ..... 4

Han dreiede atter og atter paa fin Mouſtache
for ikke at forraade den Bevegelſe, han var i. —
„Farvel!“ ſagde han pludſelig.

Han dreiede rundt paa Helen og gik, inden jeg
havde ſamlet mit Mod for at holde ham tilbage.

18

—

274 Andre Maubert.

Fierde Capitel.

Jeg vidſte, at min Onkel Florimond og Tante
Clarisſe ikke holdt af fremmede Anſigter; derfor var
jeg ikke uden Frygt ſor, hvad Reſultat Sammenkomſten
vilde fane. Jeg kunde derfor ikke lade være at kaſte
et uroligt Blik hen til dem, da Marguerite og hendes
Moder traadte ind; deres Anſigter, ſom opklaredes af
et fuldt Hoflighedsſmil, vare mere nigjennemtrenge—
lige end Sphinxernes. Hvad mig angager, faa var
jeg aldeles betagen. Det ſyntes mig, ſom om der med
hende var trængt Lys, Luft og Ungdom ind i vor
morke Leilighed; jeg troede at ſee de gamle Portraiter
ſmile i deres forgyldte Rammer; Stueuhrets Perpen—
dikel ſyntes mig at fremſkynde fin Gang, ſom om den
vilde gage i Takt med mit Hjertets Banken; de gamle
Leneſtole ſtrakte ligeſom deres Arme ud for at byde
hende velkommen. Hun var flædt med en udſogt
Smag, hun havde aldrig ſeet ſmukkere ud. J Be-
gyndelſen lidt forlegen, gjenvandt hun ſnart fin Mun⸗
terhed og ſit Smil; hun ſogte med Flid enhver Lei—
lighed, Samtalen gav hende, til at viſe, at hun ikke
var uvidende om Noget af, hvad en velopdragen ung
Pige bor vide, ſaavel i ſelſkabelig ſom i huslig Hen—
ſeende. Da hun gik bort, hviſkede hun ubemærket til

mig i Forverelſet: — „Er De tilfreds?“ — „Slaget

er vundet,” — ſparede jeg.

Forſt ved Middagsbordet talte man om Dageus
Begivenhed; i vort ensformige Liv gjorde en ſaadan
ny Viſit formelig Epoke. — „Unge Piger nutildags
ere meget flygtige og ubetydelige,” ſagde Tante Cla⸗
risſe med Eftertryk.

„Meget flygtige og meget ubetydelige,” gjentog
Onkel Florimond ſom et Echo.

„De tænfe kun paa Pynt og Fornoielſe,“ vedblev

me

André Manbert. 275

Tante Clarisſe, fortjættende denne Duet, hvoraf hver
Sætning ffar mig i Hjertet.

„Og hvilket Toilet! Der er hverken Smag eller
Elegance.“

„Huſker Du, Florimond, min blaa Silke⸗Spencer.

»Jeg ſeer den endnu. Den var ſaa ſimpel og
ſmuk. Jeg tankte oieblikkelig pan den ved at betragte
denne Dukke, der neſten var iført Mandfolkeklœder.“

„Tal ikke derom! Det er oprorende. Saae Du,
at hun havde en Blomſt i Knaphullet paa fin Paletot?“

Onkel Florimond, hvis Tour det nu var at tale,
noiedes med at kaſte et Blik op mod Himlen, ſom om
han ikke kunde finde Ord til at udtrykke fin Redſel.
Jeg troede nu at kunne falde ind. — „Men Onkel,“
ſagde jeg, „alle unge Piger klede fig ſaaledes nu,
der er ikke noget Extravagant deri.“

Han afbrød mig med en for ham uſedvanlig
Heftighed.

„Ja ſaadan er de unge Menneſker! Fordi det
behager Moden at foreſkrive en ſaa beſynderlig Smag,
faa er det nødvendigt, at J ſtrax antage den uden
Betcenkning, og at hele Verden finder den magelos!“

„Tilgiv, Onkel, det er ikke ..... .
„Gager jeg maaſkee med Mandfolkepaletot?“
ſpurgte Tante Clarisſe. — „Setter jeg Blomſter i

mit Knaphul?“

„I Deres Ungdom fulgte De ſikkert Tidens Mode.“

„Dengang var den fornuftig.”

„De kan ikke forlange, at en ung Pige nutildags
ſtal gage med Deres Mantiller og Kaaber.“

„Min fjære André, derſom Du vil tale i denne
Tone, faa ville vi, om Du fan ſynes, ikke længer
fortſæctte denne Diſput. Du finder Fri Marguerite
Pariſot fuldkommen; det har Du Met til. Du er endnu
i den Alder, hvor man Intet fjender og ikke forſtager

18”

276 Andre Maubert.

at vurdere; men de Gamles Mening er ikke ſaa al
deles at foragte, ſom Du ſynes at troe, og al din
Begeiſtring ſkal ikke hindre mig i at beholde min
Mening.“

„Din Tante har Ret,“ faldt min Onkel ſtrax ind.
„Gud være lovet, de unge Piger i vor Tid havde en
beſkeden Fremtreden; de blandede fig ikke til enhver
Tid i Samtalen, de paraderede ikke med deres For⸗
ſtand og Kundſkaber. Nu er Alt forandret, det veed
jeg vel; men det er kun ſorgeligt, og Du fager mig
aldrig til at bifalde den Slags.“

Jeg taug; ved at ſpare havde jeg kun forlænget
til ingen Nytte en Samtale, ſom var meget pinlig,
og ſom med eet Slag tilintetgjorde mine kjcreſte For⸗
haabninger. Jeg var vant til at høre tale med Bitter
hed om Alt, hvad der var ungt og ſmukt, men aldrig
var jeg bleven faa gruſomt ſaaret. Jeg gjenſaae
Marguerite efter nogle Dages Forlob. —

„Nuvel?“ — ſpurgte hun.

Jeg bar mig faa keitet ad, at hun oieblikkelig
fattede Sandheden. — „Jeg har mishaget?“

„Nei.“

„Lyv ikke.“

„Onkel og Tante ere nogle ſere gamle Folk; de
have deres egne Ideer om enhver Ting og ere for⸗
ſkjellige fra alle Andre.“

„Jeg mishager vel ikke Dig derfor?“

„Marguerite, hvor kan Du troe?“

„Ja, ſaa er Alt godt.”

Hun ſmilede, men jeg fane godt, at hun var be⸗
drovet. Jeg var ſelv forvirret, raadvild. Jeg maatte
taale ſtadige Angreb, og der gik ikke en Dag, uden
at man i Samtalens Lob lod et eller andet ſpydigt
Ord falde med Henſyn til hende.

Onkel og Tante underrettede mig endelig om,

André Maubert 277

— det var en Torsdag, jeg huſker det faa tydeligt, —
at de om Eftermiddagen havde iſinde at gjengjelde
den Viſit, man havde gjort dem. Gribende det førfte
det bedſte Paaſkud, der faldt mig ind, gik jeg ud og
ilede ſtrax over til vore Naboer, hvor jeg kom hoilig
i Forlegenhed med at forklare mit Wrinde, da jeg
ikke aabent turde tilſtaae, at jeg kom for at forberede
Alt til Kampen. Marguerite havpde lige iført fig en
ny Kjole, ſom hendes kunſtferdige Fingre ſelv havde
forarbeidet, og ſom kledte hende fortreffeligt. J Liv⸗
ſtykket, ſom uden Tvivl var mere udſtaaret end den
omtalte blaa Spencer, var hun ifærd med at feſte en
lille Buket Roſer, ſom fik mig til at gyſe. — „Jeg
beder Dig, Marguerite, læg denne Buket tilſide.

„Hvorfor dog?“

„For at Tante Clarisſe ikke ſkal rynke pan Panden,
naar hun ſeer den.“

„Du veed, at jeg elſker Blomſter. Jeg bærer dem
altid pan Bryſtet. Det er et meget uffyldigt Koketteri.
Hvad Ondt kan din Tante ſee deri?“

„Ja, hvad veed jeg? Man gjorde det vel ikke,
da hun var ung.“

Marguerite rev Buketten af med en vred Mine;
jeg udſtrakte Haanden for at tage den fra hende og
gjemme den ſom en Relikvie; men hun kaſtede den ud
af Vinduet, førend jeg kunde bemægtige mig den. —
„Disſe Fordringer ere, naar Alt kommer til Alt,
latterlige! Skal jeg ikke tage en ſtorblomſtret Kjole
pan og en Kappe med gule Baand, ligeſom din
Tante?“

Da hun ſaage en Taare i mit Øie, rakte hun mig
Haanden. — „Det var Uret af mig at blive vred;
jeg vil ikke volde Dig Sorg. Men Du er ogſaa
altfor ſvag!“

Trods denne Forſoning gik jeg dog forſtemt bort;

278 Andre Maubert.

det var vor forſte Strid, og jeg folte mig beleiret
af alle Slags tunge Anelſer. Onkel Florimond og
Tante Clarisſe gik paa den beſtemte Tid for at af:
lægge deres Viſit; de bade mig om ikke at folge dem.
Gud veed, med hvilken Utaalmodighed jeg ventede
pan deres Tilbagekomſt! De ſagde i Begyndelſen
Intet, og forſt lidt efter lidt kom de frem med deres
Indtryk. Alt havde mishaget og irriteret dem i dette
Hijem, ſom lignede deres fan lidt. Den Gjenſtand,
ſom laa mig meſt pan Hjerte, blev forſt ikke nævnt;
men det varede ikke længe, inden Tante Clarisſe ud—
brod: — „Denne Marguerite, ſom er ſaa koket ud—
ſtafferet, og ſom agerer huslig, medens hun ſynger
og traller ſom en Fugl, der hopper fra Gren til Gren,
er fuldſteendig et Product af Nutidens Ideer .... ni

Jeg havde pan Læberne at tilraabe hende: —
„Og jeg, Tante, er ogſaa et Nutidsbarn, ſom hun,
og ikke ſom De, fra den gamle Tid. Lad de Gamle
beundre Fortiden! men lad Ungdommen elſke Ung⸗
dommen!“

Men Modet ſvigtede mig; og desuden følte jeg
virkelig ogſaa lidt efter lidt pinlige Tvivl opſtaage hos
mig ſelv. Naar jeg ſpadſerede, iagttog jeg de unge
Piger, jeg modte, for at fee, om de lignede Margue⸗
rite, om de gik flædt ſom hun og havde ſamme Hold—
ning og Gang, ſtadig frygtende for at maatte give
min Tante Ret. Ulykkeligviis fif jeg ikke ſtort Ud⸗
bytte af disſe Gadeſtudier. Og hvor ſkulde jeg an⸗
ſtille andre? Jeg Havde omkring mig kun Oldinge,
ſom lignede hverandre, og hvoraf ſikkert Ingen lignede
Marguerite.

Jeg modte hende hyppigt; hun gik hver Morgen
ud for at gjøre Judkjob, ledſaget af en af fine yngre
Brodre eller af fin gamle Pige. Vi mødtes tilfældigt
en Dag paa det ſamme Fortoug; hun ſtandſede mig,

André Maubert. 279

vi udvexlede nogle Ord, begge blusſende rode; her—
efter fulgte, at disſe uſkyldige Moder gjentoge fig
daglig, hvor vi blot talede et Par Ord ſammen,
medens Alle og Enhver horte derpaa. Den Frihed,
hendes Forældre tillod hende, ſtodte min Tante og
Onkel i hoi Grad.

„See, det er Nutidsſkik! Man lader de unge
Piger gage paa egen Haand, iſtedenfor at holde dem
hjemme! Og ſaa undrer man ſig, naar de komme
paa Vildſpor!“

Jeg indvendte frygtſomt, at Faren maaſkee dog
ikke var faa ſtor; man bad mig tie: — „Du taler om
Ting, ſom Du ikke forſtaager Dig paa. Vi ere fire
Gange ſaa gamle ſom Du, og vi kjende Verden bedre
end Du. Tro dog, hvad erfarne Folk ſige.“

Jeg havde den dybeſte Reſpect for denne Er⸗
faring, ſom man fra Barn havde lært mig at ære
ſom en hellig Lov. Jeg tenkte alvorligt over, om
Marguerite ikke virkelig bar ſig uforſigtigt ad, og da
jeg ikke vovede at tale aabenhjertigt, af Frygt for at
hun ſkulde gjøre Nar af mig, tog jeg det Parti at
ſige hende Sandheden paa en forblommet Maade; jeg
begyndte at blive upræcis ved vore Moder. Hun
blev vred og ſpurgte mig om Grunden: — „Hvad
er der iveien? Hvorfor undgaaer Du mig?“

„Du er vel ikke vred paa mig?“

Nei

„Nuvel! jeg troer, at det ſtoder an imod
Formerne.“ i

„Naar jeg kommer her, faa er det for din Skyld,
for Dig, ſom jeg allerede betragter ſom min Husbond
og hvem jeg ene ſkylder Regnſkab for mine Hand⸗
linger . . . . og hvis Du virkelig elſkede mig, vilde
Andres Mening ikke forurolige Dig ix

„Du er uretfærdig, Marguerite!“

280 André Maubert.

„Men naar det er ſaaledes, vil jeg ophore at
gane ud; det vil være langt mere pasſende. Jeg
vil indordne min Kjærlighed under Etiketten. Det
var en Daarſkab, og Du har gjort vel i at erindre
mig om, hvad jeg [fylder Formen.“

Jeg traf hende nu kun i hendes Hjem. Skjondt
der endnu ingen Forklaring havde fundet Sted mel—
lem hendes Forældre og mig, vare de aabenbart ikke
uvidende om, hvad der var foregaget; Gabriel havde
udentvivl underrettet dem derom; de ſyntes beſtemte
paa at overlade til mig at bryde Tausheden, og jeg
folte godt, at jeg ikke i det Uendelige kunde forhale
denne ÜUdvexling; men min Svaghed opfatte den fra
Dag til Dag.

Femte Capitel.

Jeg ſaae ikke uden en alvorlig Wngſtelſe det
Oieblik imode, da jeg maatte gjøre min Onkel og
Tante bekjendt med mine Planer; jeg havde mang⸗
foldige Grunde til at troe, at disſe vilde faae en alt
andet end gunſtig Modtagelſe. Jeg kunde til Nod und—
være deres Samtykke, jeg var myndig; men de Ideer
om Underkaſtelſe, hvori jeg var opvoxet, hindrede
mig i at tenke ſaaledes; jeg eiede desuden Intet
uden den Formue, ſom de vilde efterlade mig,
og ſelv om Erkjendtligheden ikke gjorde mig det til
en Pligt at erholde deres Samtykke, fan tvang Nod—
vendigheden mig til det.

Der var endnu Et; jeg ſkammede mig overfor
Marguerite og iſerdeleshed overfor hendes Forældre
over min Lediggang og mit unyttige Liv. Jeg fryg⸗
tede for den Sammenligning, ſom nodvendigviis
maatte komme frem mellem Gabriels og min Stilling.
Arven, ſom jeg ſeent eller tidlig vilde fane, ſikkrede

André Maubert. 281

mig viſtnok en Velſtand, ſom kunde fritage mig for
at arbeide; men Kjerligheden havde gjort mig ær-
gjerrig, jeg dromte om Berommelſe, Kampen friſtede
og kaldte mig. Jeg talte til min Onkel om mine
Onſker; ved det forſte Ord ſprang han op af ſin
Lænejtol. — „Du veed ikke, ulykkelige Barn, hvilke
Kampe Du ubfætter Dig for. Vi efterlade Dig nok,
til at Du kan leve roligt og beſkedent deraf, fjernt
fra al Strid; tro mig, André, Intet kan lignes ved
en ſaadan Lytte.”

Jeg faae faa beſtemt ud, at Onkel blev alvorlig
forſtrekket. Dieblikket var afgjorende; jeg havde al
drig ſeet ham faa hoitidelig; han beholdt mig tre
lange Timer i fit Cabinet, et fandt hiſtoriſt Muſeum,
hvor han havde ſamlet om fig Minderne fra en heel
forſvunden Verden. Han fortalte mig, at han ogſaa
i fin Ungdom Havde følt den Feber, ſom nu havde
grebet mig, — at han ogſaa havde villet bane ſig en
Bei; men han havde overalt [eet Middelmaadigheden
ſeire ved Intriger, Partiſkhed og Gunſtbeviisninger
uddele Embeder og Rang, den ſande Fortjeneſte mis⸗
kjendt og beſeiret, Talentet opoffret for deres Fordeel.
ſom forſtod at benytte fig deraf; han havde forladt
Kamppladſen nedtrykt og ſonderknuſt, efterladende poa
Veien Stumperne af ſin Tro til Arbeidet og til hvad
han naivt kaldte fit „Geni“. Ak! hvilken hjerte⸗
ſkcerende Hiſtorie, og hvor den var iſtand til at mis⸗
troſte! Jeg tilbragte to ſovnloſe Nœtter, medens jeg
beſtandig Ord for Ord gjentog for mig ſelv denne
ſorgelige Fortælling. Der var i mit Indre et Inſtinkt,
ſom oprortes imod disſe troſtesloſe Theorier, ſom
man preœdikede for mig, der dunkelt aabenbarede mig
Kampens Varme, der tilhviſkede mig, at Menneſket er
fodt til at kjeempe, at der i Nederlaget ſelv er en

RER André Maubert.

Gleede, ſkjondt maaſkee bitter: Tilfredsſtillelſen af den
opfyldte Pligt.

Da min Onkel derfor efter en Uges Forlob
ſpurgte mig, om jeg havde overveiet, ſvarede jeg,
ſom for at hentyde til en Beſlutning, jeg ikke havde
taget: — „Alle Menneſker arbeide og kjampe.“

„For Mange er det en Nodvendighed, og Alle
ere ikke i Beſiddelſe af den ſjeldne Lykke, ſom er til—
falden Dig, at finde en Formue, der er tilſtrekkelig
til at ſikkre din Tilverelſe.“

„Det, der er nok til En, er ikke tilſtrekkeligt til
To; jeg kan jo gifte mig, faae Born .

Om jeg faa bliver hundrede Aar gammel, kal
jeg aldrig glemme den Sfræf, der afmalede fig i min
Onkeſs Træf. — „Gifte Dig!“ gjentog han flere
Gange, idet han betragtede mig, ſom jeg havde ſagt
det Forunderligſte i Verden; derpaa ryſtede han ſorg⸗
modig paa Hovedet og forlod Vinduet. — „Himlen
bevare Dig, André, fra en ſaadan Daarſkab!“

Jeg havde endnu ikke beſluttet mig til at
fremkomme med min Giftermaalsplan, da jeg en
Morgen bemerkede, at Marguerite gik ud med Pigen,
og at hun ved et Tegn befalede mig at folge hende;
lykkelig ilede jeg hen til hende i den Tro, at hun
havde glemt fin Vrede, at hun paany vilde tilſtaae
mig de Moder, hvori jeg i Begyndelſen havde fundet
ſaamegen Kraft, og ſom jeg ſenere faa frygteligt havde
ſavnet; jeg fluttede mig til hende, hun var forgrædt.
— „Jeg har en ſorgelig Nyhed til Dig,“ — ſagde
hun, „jeg har ſelv villet bringe Dig den, for at den
ſkulde ſynes Dig mindre haard. Min Fader ſkal i
et landokonomiſk Biemed foretage en Inſpektions⸗
reiſe i Algier; vi forlade Paris pan fem eller ſex
Maaneder.“

Hvis jeg pludſelig Havde ſeet mig levende be-

André Maubert. 283

gravet, kunde jeg ikke have folt en frygteligere Smerte
og Forladthed. Hun troſtede mig paa det Bedſte,
idet hun ſagde, at naar Alt kom til Alt, var Ad⸗
ſkillelſen dog ikke jaa lang, og at vore Planer kun maatte
udjætteg en fort Tid; men jeg fane godt, at hun var
mere nedſtaget, end hun vilde tilſtaae. Nogle Dage
efter kom Hr. og Fru Pariſot for at tage formel
Afſted. Onkel og Tante modtoge dem koldt og gjen⸗
giældte ikke Viſiten; jeg gik derover i deres Sted
den ſidſte Dag, ja neſten i den ſidſte Time. Mar⸗
guerite ſyntes meget bedrøvet; hendes Forældre og
Sodſtende derimod glædede fig Alle til Reiſen. Hun
benyttede ſig af denne Munterhed, ſom ffar mig i
Hjertet, til ubemerket at tale med mig. — „Vi ville,“
ſagde hun, idet hun ſtirrede mig ſtivt ind i Oinene,
„ikke ſees i et halvt Aar; jeg fværger Dig, at Du
ſkal gjenfinde mig aldeles ſom jeg er idag, og at
Intet ſkal være forandret hverken i mine Beſlutninger
eller i mine Folelſer.“

„Og jeg fværger ogſaa Dig, at

Hun gjorde en afvergende Bevegelſe. — „Sveerg
ikke.“

„Hvorfor? Troer Du ikke, at jeg kan aflægge og
holde den ſamme Ed ſom Du?“

„Nei, jeg troer ikke. Jeg har godt ſeet den For⸗
andring, der er foregaaget med Dig .

„Hvilken Forandring? Jeg elſter Dig beſtandig.“

Hun ſmilte vantro. — „Ja, Du elſker mig,
André, det veed jeg; men ikke ſom man bor elſke.“

Jeg tang, jeg folte den retfærdige Strenghed i
denne Bebreidelſe; hun vedblev: — „Det er ikke din
Sky ldd Ak! derſom jeg ikke ſkulde forlade Dig!
Men jeg reiſer bort, og Gud veed, hHvilfe latterlige
Ideer man vil bibringe Dig b min Fraverelſe.

284 André Maubert.

Jeg er her ikke for at forſvare Dig, og Du vil bukke
unden. Hvorfor har Du ikke tidligere talt til
min Fader?“

„Jeg har ikke kunnet; man kan ikke paa een
Dag omvende ....“

„Ak! Du tilſtaaer det endelig ſelv? Din Onkel
og din Tante ville ikke, at Du maa gifte dig?“

„Det har jeg ikke ſagt. De ville altid min
Lytte,”

„Ja, men de ville gjøre Dig lykkelig paa deres
Viis. De har odelagt din Ungdom; de har gjort
Dig ligeſaa gammel, ligeſaa melancholſk ſom de
ſelv ere.“

„Marguerite, ver lidt ſkaanſom imod dem, og
glem ikke, at jeg ikke tor hore paa, at man anklager
dem. Hvis de har nogen Uret, faa bor jeg glemme
det.“

Hun tog begge mine Hender: — „Hvor Du
er god!”

„Jeg er ikke 2

„Modſiig mig itke. Naar jeg har elſtet Dig,
naar jeg har foretrukket Dig for Gabriel, faa er det,
fordi Du var god, god indtil Svaghed .....

Hendes Fader kom til og afbrød vor téte-å-téte.
Hun forlod mig, idet hun efterlod i min Haand et
blaat Baand, ſom hun hurtigt havde taget af ſit
Haar, og ſom jeg kysſede med Varme, inden jeg
ſtjulte det. Det var vort Farvel. Den neſte Dag
ſov jeg, for forſte Gang i ſex Aar, ind, uden at
have ſeet hende.

Sjette Capitel.

Jeg var nu overladt til mig ſelv, og den ſtore
Kamptime nærmede fig. Jeg vidſte forud, at jeg i

André Maubert. 285

min Tante vilde finde en uforſonlig Modſtander;
hun nærede et afgjort Had imod ethvert Ægtejfab.
Hun havde dog i fin Ungdom meer end een Gang
forſogt at erobre en WÆgtefælle; men Skjebnen havde
beſtandig været hende ugunſtig, og efter abffillige
tabte Slag var hun forblevet ugift. De Forhaab-
ninger, hun i ſaamange Aar havde næret, havde da
forvandlet fig til en dyb Antipathi. Hun havde en
heel Samling af gribende Hiſtorier om de Krankelſer
og Skuffelſer, der vente ſelv de meſt lovende og
bedſt ſluttede Forbindelſer. To eller tre Gange om
Dagen maatte jeg fra nu af høre bidende og ſpydige
Bemærkninger; aldrig havde hendes Pudlingsthema
bragt hende ſaaledes i Begeiſtring. Jeg vilde ikke
høre derpaa; Tante Clarisſes ſkarpe Roſt for⸗
fulgte mig fra Morgen til Aften, tiltvang ſig
min Opmeerrkſomhed og nodte mig til at udholde
hendes mistroſtende Forelcesninger; om Natten foer
jeg op af Sovne, naar hendes morke Billede blandede
fig i mine Drømme. Hver Morgen, naar jeg vaag⸗
nede, ilede jeg til Vinduet, hvor jeg i ſaamange
Aar havde ſeet Marguerite, i Haab om igjen at
opdage det Smiil, ſom ene kunde forjage mine Syner;
men ak, Vinduet aabnedes ikke, og jeg var ene.

Efter fire Maaneders Forlob fif jeg et Brev
fra Marguerite gjennem den gamle Tjeneſtepige. Hun
ſtrev hemmelig til mig, ſagde hun, meget forbittret
over min Tavshed, lengſelsfuld efter at faae at vide,
om jeg ikke allerede havde glemt hende, eller om jeg
forfulgte vore Planer; hun ſpottede paa en blid Maade
over mit Gammelmands-Veſen, over min Kulde, men
der gik igjennem disſe Drillerier en tungſindig Tone, ſom
rorte mig. Jeg indaandede længe Duften af hendes
Papir; det ſyntes mig at udſprede Ungdom, og jeg

286 André Maubert.

ſolte nyt Mod. Da min Tante ved Middagsbordet
begyndte fin daglige Prediken imod WÆgtejfabet, vovede
jeg at fætte en fortrædelig Mine op, ſom opvakte
Onkel Florimonds Vrede. — „Unge Folk nutildags
gjøre gjerne Nar af de Gamles Anfkuelſer; forſt naar
Touren kommer til dem ſelv at blive gamle, erkjende
de det Rigtige deri.“

„Jeg kan ikke troe, Onkel, at Agteſkabet aldeles
ingen Glæder har.“

„Hvad veed Du derom? Kjerligheden ſvekkes og
forſvinder; der bliver kun det materielle Livs ſorgelige
Virkelighed tilbage.“

„Exiſterer den ikke for Alle, ſaavel for de Ugifte
ſom for de Gifte?“

„Den er mindre trykkende for de Ugifte, thi de
har intet Anſvar; de har Hvile og Frihed.”

„De har Enſomheden og alle dens Skuffelſer.
Er det da Intet for en Mand at have en Huſtru,
ſom deler Livets Provelſer med ham, ſom ſtotter ham,
troſter ham og opliver hans Mod? Er det da Intet
at leve op paany i ſine Born, at have en Familie at
opdrage, at fole et Maal for ſin Tilverelſe?“

Jeg talte med en inderlig Oprigtighed. Onkel
Florimond og Tante Clarisſe udvexlede urolige Blikke.

„See der!“ ſagde min Onkel, — „har vi Dig⸗
ternes Ideer. Det er med disſe Daarſkaber, at de
bringe fan mange unge Menneſker, der ellers kunde
være lykkelige, til Fortvivlelſe. Huſtruen er en tung
Byrde for Manden, og Bornene ere kun en Kilde til
Elendighed og Sorg. Sporg dem, ſom have Erfaring.“

Altid denne utaalelige Erfaring, ſom lukkede
Munden paa mig, og ſom, ſtjondt jeg allerede længe
havde været i den Alder, da man kan udtale fin
Mening, endnu fordomte mig til at ſpille Elevens
ynkelige Rolle overfor fin Cærev. Det var vel min

André Maubert. 287

Agt ſtrax at ſvare pan Marguerites Brev; men jeg
ſogte forgjeves at gjenfinde den Varme, det i Be⸗
gyndelſen havde indgydt mig. De forlegne Fraſer,
min Pen med Vanſfkelighed nedſkrev, forraadte trods
mine Anſtrengelſer Vaklen og Tvivl. Jeg ſondexrev
den ene Klade efter den anden, og jeg opfatte det,
bedrovet og forbittret. Jeg kunde dog ikke haabe, at
Fremtiden vilde bringe mig bedre Raad eller man-
digere Beſlutninger; men jeg havde dette ubeſtemte
Haab, ſom alle Svage og Übeſtemte, der tilbringe
deres Liv med at opfætte at tage Beſlutninger til den
næjte Dag, ſom da aldrig kommer. Efter nogle
Maaneders Enſomhed forekom Wgteſkabet, hvori jeg
tidligere havde ſeet min Befrielſe og Lykke, mig kun
ſom en tung Lenke. Derſom jeg havde følt den
ſamme Kjærlighed ſom tidligere, vilde jeg ikke have
tovet med at knytte med lukkede Oine den Knude,
ſom, naar jeg ſkulde troe alle de Prophetier, man
fyldte mine Oren med, vilde forſkaffe mig et ſorgeligt,
bittert Liv; men den fkarpe, uophorlige Kritik, ſom
Marguerite var Gjenſtand for, og hvis Uretferdighed,
jeg ulykkeligviis ikke kunde erkjende af Mangel paa
Omgang med en yngre og friffere Verden, havde
efterhaanden fuldfort fit Lærk, og jeg havde efter⸗
haanden miſtet den Tillid, ſom i Begyndelſen havde
holdt mig oppe.

J min Modloshed var jeg bleven greben af en
levende Kjærlighed til nogle Romancer fra gammel
Tid, ſom jeg havde fundet blandt vore Noder, og ſom
priſte Kjerlighedens Magt. Disſe ſmegtende Sange,
ſom jeg hver Aften nynnede ved Pianoet, ſyntes at
tale til mig om Marguerite og forfriſkede mit Hjerte;
men de kvalte ikke min Tantes ſpottende Latter og
Onkel Florimonds ironiſke Bemcerkninger. Hvormeget
jeg end gjorde mig Umage for ikke at hore dem,

288 André Maubert

miſtede jeg dog en Dag Taalmodigheden, og da Onkel
netop havde omtalt en af mine Ynudlingsſange med
Haan, ſvarede jeg ham: — „Den er dog over hun⸗
drede Aar gammel og maa ſelpfolgelig være god.“

Han lod, ſom om han ikke bemerkede den bittre
Spot i mit Svar, der til enhver anden Tid vilde
have opbragt ham til det Yderfte, og han noiedes
med at ſvare med den ſtorſte Ro: — „Min Son,
der har til enhver Tid været Daarer, ſom har troet
van Kjarligheden og ſom ere blevne til Nar for deres
Lettroeuhed.“

Jeg yttrede ikke et Ord; Onkel Florimond havde
en vis belærende Maade at ſige den Slags Ting paa,
ſom ikke tillod noget Svar, og ſom gav dem Üdſeende
af nomtviſtelig Sandhed. Men langt fra at være
tilfreds med min Underkaſtelſe, begyndte han de fol⸗
gende Dage atter Angrebet; jeg maatte opføre med
mine fjævre Sange for ikke hver Gang at høre den
ſamme ſpottende Tale. Han havde dog felv elffet i
fin Ungdom; hans Fortællinger vidnede derom; men
han havde glemt den Lykke, han havde nydt, og min⸗
dedes nu kun, da han var ene, Skuffelſen og Tilſide⸗
ſœttelſen. Da jeg horte op med at ſynge, troede han
at have overbeviiſt mig, og dette forſte Held op⸗
muntrede ham kun; han indbildte ſig at opfylde en
Pligt ved at meddele mig ſine Erfaringer, og han
blev vred, naar jeg vifte en utaalmodig Mine. —
„Antager Du da, at jeg altid har været gammel, og at
jeg ikke har kjendt Kjerligheden? Men hvad forftaaer
Du i din Alder.“

Han ſyntes at antage, at man vedblev at være
Barn, indtil Ens Haar bleve hvide, og derſom jeg
havde vovet at udtale Marguerites Navn, vilde han
have lukket Munden paa mig med de Ord: — „Ind⸗
bildninger, Borneſtreger, Koketteri, o. ſ. v.“

André Maubert. 289

Hvad min Onkel ikke vidſte, frygtede jeg for
ſelv at kunne gjette. Jeg havde i ſovnloſe Netter
Side for Side gjeuleeſt min egen Roman, og jeg
havde forgjcves ſogt at udfinde, hvorfor min ringe
Perſon var bleven foretrukket for den ſtraalende,
ſmukke Officeer. Jeg var mig min Übetydelighed be⸗
vidſt, og min medfodte Frygtſomhed bevarede mig
mod dumt Praleri. Hvad vi havde antaget for Kjeer⸗
lighed, var det ikke ſimpelthen medlidende Interesſe,
ſom maatte opſtaae hos en kjerlig Sjæl, der var
modtagelig for enhver Folelſe, paa Grund af mine
ſmaa Lidelſer og min tidlige Alderdom. Og hvilfe
Skuffelſer maatte jeg da ikke vente, at Fremtiden
vilde bringe denne Kjerlighed? Jeg burde have ſtaget
imod, afryſtet det Liglagen, hvori man indhyllede mig,
kaſtet denne uretfærdige Mistillid til Jorden, ſom
nophorlig ved Siden af den elſkede Kvindes Billed
ſom en Trudſel viſte mig Billedet af den opoffrede
Rival, rede til at tage en glimrende Revanche; det er
ſandt. Men man havde lært mig at mistvivle om
Alt, ikke at troe pan Kjerligheden, i Wgteſkabet kun
at fee en Kamp, hvori ſelv den meſt elſkede Acgte⸗
fælle altid ender med at blive forraadt og beſeiret.
Ak! derſom jeg i dette Oieblik, om det faa kun var
for et Minut, havde kunnet ſee Marguerites frimodige
Oie fæftet paa mig, derſom jeg havde kunnet høre
Lyden af hendes Stemme, derſom jeg havde kunnet
fole et af hendes varme Haandtryk, ſom fik Blodet til
at flyde raſkere i mine Aarer, vilde alle onde Aander
være flygtet bort fra mig.

To Maaneder forlob ſaaledes; min Bevegelſe og
min Vaklen var paa fit Hoieſte, da man bragte mig
et nyt Brev. Jeg folte i Begyndelſen en inderlig
Glæde; men min Glæde varede kun fort. Marguerite
bad mig i fan, hoitidelige Ord om en endelig For⸗

19

290 André Maubert.

klaring; jeg fandt i disſe korte Linier ingen af de
kjerlige Ord, ſom jeg havde ventet; hun gjentog, at
hun allerede længe for fin Afreiſe havde bemærket
den Forandring, der var foregaaet i mig, og hun bad
mig nu tage en afgjorende Beſlutning. — „Jeg har
efterladt Dig et Baand,“ — ſkrev hun, — „ſom Pant
paa det Lofte, der binder os til hinanden. Derſom
Du er trofaſt, og det kun falder Dig vanſkeligt at
ffrive, faa ſend mig det; jeg vil da vide, hvad dette
Tegn paa vor Forening har at betyde, jeg vil ſige
Alt til min Fader, og jeg ſkal komme og rive Dig
ud af dette Hjem, ſom udtørrer dit Hjerte. Derſom
det er anderledes, fan brand dette Baand, ſom da
ingen Betydning mere har; jeg vil vente i tre Uger,
modtager jeg i den Tid Intet, da kjender jeg din
Beſlutning.“ Senere, ſom om hun ſelv hapde folt,
at hun havde talt for haardt, hapde hun tilfoiet et
Poſtſcriptum, hvori hun i den opromte Tone, ſom
tidligere havde exiſteret imellem os, gav mig nogle
Beffrivelfer om deres Reiſe. Eet flog mig, — Ga⸗
briels Ankomſt; hans Regiment vav forflyttet til Afrika,
og han havde fluttet fig til dem. Min Onkels For⸗
tællinger havde opfyldt mit Hjerte med Mistanke;
jeg drømte kun om Forræderi. Denne Gabriels
uventede Ankomſt ſyntes mig Stadfeſtelſen paa alle
de Prophetier, man Havde opfyldt mig med. Jeg
tilbragte hele Dage med at vikle det blaae Baand
imellem mine Fingre, det, ſom fnart fkulde afgjore
min Skjebne. J mit Hjerte, der var ældet for Tiden,
var der kun en frygtelig Tomhed.

En Eftermiddag lod en militair Fanfare udenfor
vore Vinduer; et Regiment marcherede gjennem Gaden,
mine Dine faldt paa en Officeer, Hvis Holdning og
Uniform pludſelig vifte mig Gabriels Billede; jeg
ſaae en ung Pige, ſom ſtod udenfor det Hus, Mar⸗

Andre Maubert. 291

guerite Havde beboet, fmife til ham; betagen, jeg veed
ikke ſelv af hvilken Redſel eller Vrede, ilede jeg hen
til Kaminen, hvor det blaa Baand Iaa og ventede
paa fin Sfjæbne, og kaſtede det ind i Ilden. Det
blusſede op i en hoi, klar Flamme, ſom varede nogle
Minuter, det oplyſte mit Verelſe med et ſterkt Skier,
blev derefter ſvagere og ſvagere, døde hen og ſlukkedes.

Syvende Capitel.

Aaret var ikke tilende, forend et Kort meldte os
Gabriel og Marguerites Bryllup. Smerten, jeg folte,
var frygtelig, og jeg blev alvorlig ſyg. Da jeg gjen⸗
vandt mit Helbred, begyndte jeg atter den Tilverelſe, jeg
havde fort fra min Barndom. Oukel Florimond og Tante
Clarisſe pleiede mig med den kjerligſte Omhu. Alle
deres Beftræbeljer gik ud paa at forſkaffe mig den
Ro, hvori deres Alderdom fandt fin Glæde, og ſom
de indbildte fig, at jeg ogſaa maatte. fætte Priis paa.
Umaerkelig vænnede jeg mig atter til denne Ro; men
jeg havde været lige ved at være ung, og fra Tid
til anden bruſede det atter op i mig. Mit Tungſind
undgik ikke deres opmeerkſomme Billede, og de beſtreebte
fig for at troſte. Onkel Florimond Havde vennet fig
til at l̃eſe de Beretninger høit om egtefkabelige
Dramaer, ſom Aviſen daglig bragte, og hvergang fane
Tante Clarisſe op over ſine Briller hen paa mig med
et beveget Blik, ſom tydelig ſagde: — „See, det er
de Ulykker, ſom vor Erfaring har frelſt Dig for!
Er Du os ikke taknemmelig!“

Min Erkjendtlighed var ikke fan dyb, ſom de
onſtede; undertiden oprortes de over min Melancholi,
og de ſpurgte mig i en bitter bebreidende Tone: —
„Hvad mangler Dig da i din Lytte?”

Jeg tang; de kunde ikke forſtaae min Lidelſe.

19*

292 André Maubert.

Kunde jeg forklare dem den Folelſe af Misundelſe,
ſom fik mig til med Siet at folge de Par, jeg modte
paa Gaden, ſom gik Arm i Arm, omringet af Born?
Jeg ſagde til mig ſelv: — „Disſe Folk ere lykkelige
trods deres Slid og deres Sorger; de have et inder—
ligt Baand, ſom knytter dem ſammen, de leve.“ —
Jeg fattede oieblikkelig Beſlutninger om ogſaa at ville
leve; men naar fan Tanken om, at Marguerite var
en Andens Huſtru, kom over mig, og jeg forgjeves
ſogte en Redningsplanke, faldt jeg igjen tilbage i den
ſamme Apathi.

Aar efter Aar forlob, uden at jeg meerkede det.
Onkel Florimond, ſom havde naaet en hoi Alder,
forlod ikke mere fin Leneſtol; Tante Clarisſe hen—
flæbte ſit ſorgelige Liv, betynget af Alderens Svaghed.
Doden hapde bortrevet de gamle Venner, een efter een,
Enſomheden blev mere og mere folelig omkring os.
— Sorgelige Tilſtaaelſe! Undertiden greb jeg mig i
at tenke pan den Adſkillelſe, der ſnart maatte fore⸗
ftaae, ſom paa en Befrielſe. Varme Ungdomspuſt
bruſede undertiden op i mig, og jo ældre jeg blev,
des heftigere bleve disſe Folelſer. Jeg tilbragte Aftenen,
lauge Timer i de offentlige Ballocaler, hvor jeg be—
geiſtret lyttede til Qvadrillerne, til Polkaerne; disſe
beruſende Melodier knugede mig fra Hoved til Fod.
Om Sondagen gik jeg omkring ved Havnen for at
betragte de ſtoiende Skarer af Commis'er og Gri⸗
ſetter, ſom fornoiede droge ud paa Landet. Jeg horte
deres Latter, deres Sange, deres Vittigheder; jeg
mumlede: — „For ſilde“ — naar jeg ikke folte mig
greben af et vildt Raſeri, fan at jeg knyttede Hen—
derne: „Nei, det maa have en Ende!“

Men i det Oieblik jeg ſtod i Begreb med at
begaage en dum Streg, ſtandſede jeg, — ſkrœmmet af
den Skræl, man havde indgydt mig for Glæden og

Andre Manbert. 293

Sjærligheden, — holdt tilbage af Frygten for at
komme til at ſvigte min Pligt og den Omſorg, ſom
Erkjendtligheden paabod mig overfor de to Gamle,
der havde ffjænfet mig et Hjem. Jeg ilede bort fra
disſe forførende Syner, ſom lokkede mig og tilhviſkede
mig: „Kom med os; imorgen vil det vere for
ſilde.“ — Jeg lukkede mig inde, ſom i et Fengſel, i
vor triſte Bolig, ſom Sygdom havde gjort til et
Hoſpital; jeg ſogte i Lesning af de meſt ſpendende
Romaner at kvele de Længfler, ſom pinte mig. Jeg
havde uophørlig Marguerites Billede for Sie; det
forfulgte mig overalt. Jeg horte, at Gabriel havde
forladt Tjeneſten med Captains-Epauletter, at han
havde boſat fig i Paris ſom Chef for et induſtrielt
Foretagende, og at han var iferd med at fkabe fig
en ſtor Formue, tiltrods for min Onkels Prophetier,
ſom altid hapde forudſagt, at hans ſtoiende Tilboielig—
heder tilſidſt vilde bringe ham til Skafottet eller til
Galeierne. Jeg ſneg mig en Dag rundt omkring
Huſet, hvor han boede; men jeg var bange for at
blive opdaget og flygtede bort.

Doden, ſom flænge havde truet Tante Clarisſe,
borttog hende endelig; Onkel Florimond fulgte hende
ikke ſtrax i Graven, hans Liv udfſlukkedes Dag for
Dag i lange Aar, ſom jeg tilbragte ved hans Side,
uden at forlade ham. Han dode neſten hundrede
Aar gammel, og jeg ſtod ene for anden Gang, lige—
ſom da jeg var ni Aar; Advocat Louchet, ſom den⸗
gang havde været min Beſkytter, havde allerede længe
hvilet paa den lille Kirkegaard nærved min Fader og
min Moder; jeg eiede ikke En, jeg kunde flutte mig
til, ikke En, jeg kunde elſke, jeg havde intet Hverv at
opfylde, var ikke til Nytte for Nogen, og kunde kun
hengive mig til Egoismen. Jeg folte i det forſte
Oieblik en heftig Smerte; derpaa viſte der fig pludſe⸗

294 André Manbert.

lig midt i min Fortvivlelſe et Lys for mig. — „Jeg
kunde jo endnu blive ung.“

Jeg vil ikke ſkjule min Uret; jeg havde i dette
Oieblik ikke mindſte Tanke af Sorg over dem, Døden
havde berovet mig; Folelſen af Frihed fyldte pludſe—
lig mit Hjerte med en grendſelos Glæde. Et Navn
fvævede mig ſtadig pan Læberne: — „Marguerite.“

Jeg vidſte vel, at Marguerite ikke længer var fri,
og at jeg, ſelv om hun var det, ikke fænger vilde gjen⸗
finde hende ſom den, jeg havde elſket; men jeg var van⸗
vittig, jeg handlede uden Eftertanke, under Indflydelſe
af en Exaltation, der var mere heftig end nogenſinde.
Jeg ilede ſtrax til hende, uden at overveie hvad jeg
vilde ſige, eller hvorledes jeg vilde blive modtaget.
Tjeneren, der udentvivl blev forſkrekket over mit
forvildede Üdſeende, lukkede mig forſt ind efter lang
Beteenkning og fod mig vente i Salen; jeg ſogte
at ſamle mine Tanker, men uſammenheengende Planer
krydſede i min Hjerne. Maaſkee elſkede hun mig
endnu? Maaſkee var hun ulykkelig? Maaſkee kunde
jeg endnuu drage hende bort fra hendes Mand? Borne—
ſtemmer naaede mit Øre, Doren aabnedes, og Mar—
guerite traadte ind. Jeg havde nægtet at navngive
mig; da hun ſaage mig, kunde hun ikke tilbageholde et
Udraab af Overraſkelſe: — „De, André Maubert! ...
De her!“

Hun Havde ſtrax gjenkjendt mig. Men hvor var
hun forandret! Den ſtlanke, unge Pige, hvis Billede
mit Hjerte Havde bevaret, var nu en fyldig Kone;
Smilet havde forladt hendes Læber, og hendes Anſigt,
der for var faa muntert, havde nu et roligt, neſten
ſtrengt Udtryk Ved at ſee min Forlegenhed og Forvir—
ring, forſtod hun udentvivl den uvilkaarlige Trang, ſom
havde fort mig til hende, hun forte de to ſmaa

André Maubert. 295

Piger, ſom frygtſomt holdt ſig bagved hende, henimod
mig. — „See! det er mine to Yngfte . i

Og da jeg betragtede dem forbauſet uden at
tale, uden at rore mig, tilfoiede hun i en ſtolt Tone:
— „Jeg har endnu een Pige, der er ſtorre, og en
Son, ſom ſnart er tolv Aar gammel.“

Jeg boiede Hovedet og for at fane Tid til at
ſamle mig, fjærtegnede jeg Børnene. Der opſtod en
lang Taushed, ſom afbrodes af en hoiroſtet Stemme:
— „Ah! den lille Gubbe!“

Jeg ſtjclvede. Hvilke Minder! Gabriel var
traadt ind; Marguerite ſkyndte ſig at tage hans Arm,
hun ſtottede Hovedet mod hans Skulder og fvarede
ſaaledes med en Bevegelſe pan det ſtumme Sporgs—
maal, ſom min Nærværelje maatte fremkalde. Han
forſtod hende aaberbart, thi han ſmilede. Forlegen⸗
heden var gjenſidig; min Viſit blev ikke lang; man
omtalte ikke Fortiden, og jeg maatte ikke udholde
indiscrete Sporgsmaal. Jeg tog Affked, ſaaſnart det
var mig muligt. Da jeg holdt Marguerites Haand i
min, troede jeg. — maaſkee var det kun en Illuſion,
— at føle et let Tryk; hun havde havt Medlidenhed
med mig og favde villet give mig en ſioſte Troſt.
Jeg gik bort, mere beſtyrtet, end nedtrykt. Jeg havde
i min Enſomhed glemt at tælle Aarene, og nu gjen⸗
fandt jeg denne Marguerite, ſom i min Erindring
havde bevaret ſin Ungdom, ſom Moder til en Familie,
næften ſom en ældre Kone! Men fan maatte jeg jo
ogſaa være gammel? Tiden, ſom havde mærket hende,
var ikke gaget ſporloſt henover mig. Et virkeligt
Raſeri fyldte mit Hjerte — Gammel, forend jeg
havde været ung! Nei, det var umuligt! ... Jeg
kunde ikke elſke mere, men Gudſkeelov jeg kunde endnu
more mig!

Paris ſluttede netop en af fine muntre Sommer-

296 André Maubert.

dage; fra Concert: og Ballocaler ſtraalede mangfoldige
Lys, ſom fil den nedgagende Sol til at blegne, Or:
cheſtrene gjenlode under Champs Elyſées gronne
Træer; Alt var Stoi, Bevegelſe og Liv. Det var en
af disſe varme Aftener, da Hjertet ſvulmer, og Sand⸗
ſerne ophidſes; de Elſkende gik Arm i Arm, og midt
i denne glade Mængde forblev jeg, ſkjondt i Be⸗
ſiddelſe af den Frihed, hvorefter jeg ſaalcenge havde
havde ſukket, kold, ufolſom, ude af Stand til i mig
felv at fremkalde den faa dybt ſavnede Ungdom.
Jeg vandrede lenge omkring; tilſidſt gik jeg ind
i en Reſtauration, i Haab om pan Bunden af en
Flaſke Viin endelig at gjenfinde Livet. Bordene ved
Siden af mit vare Alle optagne af unge Mend og
Kvinder, og jeg folte en vis Lindring ved ligeoverfor
mig at ſee et gnavent Anſigt . . . . Jeg betragtede
det opmerkſomt. Det var mit eget Anſigt, gjengivet
af et ſtort Speil ligeoverfor mig. Dette graaſpreengte
Skjcg, disſe næften hvide Haar, Havde jeg ikke be⸗
merket i vor egen triſte Bolig, hvor Alt var gammelt,
hvor Alt ſtod i Harmoni med Meublerne, Ideerne,
Beboerne! Jeg opgjorde hurtigt et Regneſtykke, ſom
jeg ikke for havde tænkt paa. Jeg var fyrretyve Aar,
men jeg ſaae ud, ſom om jeg var halvtreds. Jeg reiſte
mig, uden at vore Maden, man havde bragt mig, jeg
ſlog ind paa Veien til Marais, jeg forſtod endelig,
at det var for ſilde.

Min Hiſtorie er her tilende. Jeg er vedbleven
at vere gammel ſom tidligere. Jeg vil doe, — og
Gud give, at det maa ſkee ſnart, thi Livet, ſom man
har bragt mig til at fore, er kun ode og tomt, —
jeg vil doe gammel, uden at have været ung.

George Vautier.

2

,
,

.
SÅ
2

2
CÉ
2.

2
.

.
2
,.

Digte af Christopher Voeck.

I. Til min guſtru
(paa hendes Fodſelsdag).

Engang jeg ſendte Sangens Bud
Som Fugle til Dig fra det Fjerne,
Igjennem Verdens Mulm og Slud
De ſogte Dig, min klare Stjerne.

Du vinked', Sangen kom Dig ner,
Og jeg fik Lov med Dig at dromme
Og ſende Sangens Fugleheer

Til Dig med Toner fulde, omme.

Og mangt et Drommeſflot blev: bygt
Med lyſe Haver, dunkle Skove,
Hvor vi har ſpermet tyſt og trygt

Og ploiet blanke Soers Vove.
200 *

299

g
i

— 41ĩV— — —

300

Digte af Chriſtopher Boeck.

Fra Drommens Baad, der bar os frem,
Som Noah Bud vi ſendte vide,
Om ei vort nye Fremtidshjem
Snart ſteg af Verdens Stromme ſtride.

Og fee, omſider fif vi Bud,

Hen til os Haabets Fugl fig nermed',
Og med et lille Myrtheſkud

J ſtille Flugt den om Dig fværmed”.

Vel kledte Myrthens Krands Dig ſmukt,
Og jeg vil aldrig glemme

Din hvide Dragt og Slorets Flugt

Og ſaa din ſode Stemme,

Dengang hint Ord Du hyiſted' bly,
Som blev vort Samlivs Morgengry.

Jeg glemmer ei dit Blik, hvis Ild
Som Hymens Fakkel brendte,

Dit Smil, der foer om Munden vild
Og kun til Glade kjendte,

Jeg glemmer ei den ſtille Gang
Med Dig, mens Orglets Tone klang.

Digte af Chriſtopher Boeck. 301

Dog Intet kledte Dig fan godt

Som forſte Morgenkappe,

Paa Snur den gynged' let og flot
Til dine Fodtrin rappe.

O, aldrig var jeg til en Feſt,

Som da jeg forſt hos Dig var Gjaſt.

Og hvor det flædte Dig at gane
Omkring med Fryd i Hjemmet!
Alting Du ſage med Glæde paa,
Og Juntet var Dig fremmed.

En huslig Vedbend blev Du net,
Der klynged' ſig til hver en Plet.

Ja hjemlig er din Sjæl og Aand,
Og hjemme bedſt Du trives,

Og hvad Du pleier med din Haand,
De bedſte Krafter gives,

Ja ſporger Folk, om Sol vi fik,
Da kan jeg pege paa dit Blik.

Min Tak til Dig, min ſode Viv,
Skal af min Virken ſtige:

Jeg offrer Dig mit hele Liv

Og Sjelens vide Rige.

Min Sang er kun et Forſpil, men
Min Gjernings Drama folger den.

4... ˙ ];] ͤùd! . g —Q—— 2

302 Digte af Chriſtopher Boeck.

II. Jerichos-Roſen.

Som Jerichos-Roſerne, ſtukked' i Vand,
Sig atter udfolde med Bladenes Rande,
Saaledes Erindringens bruſende Vande
Kan gjenfode Blomſter fra Fortidens Land.

Ja, visnede Spirer fra Ungdommens Vaar .
Og blegnede Blomſter fra Manddommens Alder
Kan vekkes til Liv, naar Erindringen falder,
Saa Fortiden atter for Diet os ſtager.

Og eengang ſkal Verden, der falmede hen,
Som Jerichos⸗Roſen af evige Vande

Sig hæve med nye og ſtraalende Strande,
Med gjenfodte Kræfter til Livet igjen.

Da fodes vel Danmark til lyſere Kaar

Med Fred over Vang og med Leddet i Lave,
Da ſtraaler det ſom Heſperidernes Have

J Glands af en evig, en blivende Vaar!

III. Udenfor Theatret.

Himlen var ſtraalende vinterblaa,

Den fane ud, ſom den fros fig til Glandſen,
Rimen henover Gaderne laa,

Hvor hvert Skridt var en ſnublende Dandſen.

Digte af Chriftopher Boeck. 303

Selv Fader Holberg var hvid ſom Snee
Af de Rim, der over ham hvilede;
Naar Solen fkinned', han ſyntes at lee,
Ad Rimene ſagtens han ſmilede.

Ved Oehlenſchleger to Skikkelſer ſtod,
Den Ene tyk og behagelig,

Den Anden tynd, og fra Isſe til Fod
J ſin Skindpels heelt ufordragelig.

Den Sidſte pilled' af Digterens Jod
Et Par Rim, ſom kritiſk han veiede,
Derpaa han taled' med Fynd og Mod,
Som han i Organet pleiede:

„Had gir man derinde? Kun Jux, min Ven,
Af det allermeſt tynde og vandede,
Kjedſommelighed og Poit gaaer igjen, —
Men, hvad gjores der for de Dannede?

Balletten kan jo være meget rar,
Man beſveres ei der af Tankerne,
Ideen er gjennemſtuelig klar,

Og man morer ſig ved Pusſelankerne.

Det vil ſige: engang imellem blot,

For bliver Balletten regjerende,

Saa ſpiller Theatret ſnart bankerot, —
Og det var dog irriterende.

304 Digte af Chriſtopher Boeck.

Holberg, ja Holberg er udſpilt, ja viſt,
Hans Vitzer og Platituderne

Dem kan ſ'gu Alle fra Kjelder til Kviſt,
Man kjender hans Fortrin og Lyderne.

Men engang imellem, lad gaa! han fik
Jo Betydning ſom den, der renſede
Luften, og ved hans ſatiriſke Blik

Jo ſtundom Lungen vi lenſede.

Og ſom Curioſum han nu bor ſees,
Morſkaben er meſt hiſtoriſt,

Af de gammeldags Üdtryk ſerlig der lees, —
Det er jo aldeles notoriſt.

Kun engang imellem, ſom jagt, lad gage,
Kan man taale de Holbergſke Vitzer,
Ligeſom ſtundom man maa til Søren ſlaae,
Og ſtundom man fager fig en Snitſer.

Men den Poet, under hvem vi ſtaa,
Han, Oehlenſchlaeger den Mæglige,
Han hører efter min Mening font Faa
Til de allermeſt nederdregtige.

Overvurderet han er complet,

Hans Digte reent kjedſommelige,

Hans Verker, naar undtates et enkelt ret net,
Fra forſt til ſidſt ufremkommelige.

Digte af Chriſtopher Boeck. 305

Der vil komme den Dag, da man ſmiler ad
Den Beundring, der ham ſtatuerede,

— Synes De godt om det Udtryk, hvad?
Juſt nu jeg det improviſerede. —

Forſtager fig, alligevel roſer man

Og giver ei efter for. Hadet —

De veed ſelv, Kjere, ei Andet gaaer an,
For ellers kom man fra „Bladet“.

„Aladdin“ ſage jeg, men frie mig vel

For ſaadant et usſelt Smor-Sammen!

Og af det er der gjort og gjores der Spræl,
Gudfader frie os dog — Amen!

Dog, ſkjondt vel Prœ'kenen nu er endt,
Vil jeg, blivende i min Liguelſe,

Over det nyere Drama, ſendt

Fra Paris, lyſe min Velſignelſe.

Det nyere Drama med Kjod og Blod,
Der har vi fuldbaaret Skikkelſen,
Som har i Livet den dybeſte Rod,
Kan de nagte det, kjereſte Nikkelſen?

Rentudſagt er det imod vort Kram
Som,“ — og her han nudſtrakte Haanden
Med gniſtrende Øjne og Mine ſtram
Og ſteerkt bevæget i Aanden.

. —— — — —

—

306 Digte af Chriſtopher Boeck

Da ſendte Phobus et varmende Smil,
Hvis Straale paa Digteren ſpillede,
Da losnedes Rimen, og med Il

J Talerens Haand ben trillede.

Der ſtod nu den arme, raadvilde Mand,
Sogende efter fin Lignelſe,

Der laa i hans Haand ſom en Draabe Vand
Det nyere Dramas Velſignelſe.

Han ſkiltes i Haſt fra den Anden fold,
Men den Glands, der varmer og fvæger,
Fik fra den ſtraalende Phobus pol
Baade Holberg og Oehlenſchleger.

307

Den forste Sky.

Efter det Engelſke ved Th. Scheelund.

„Det var for at bortrydde Vanfkeligheder ſom
denne, at Tontiner —“ „Saa for Pokker!“

Siddende ved min Skrivepult ſkrev jeg det Forſte
og raabte det Andet høit, utaalmodigt — ja, jeg kan
gjerne ſige vredt — thi Mattie var kommen ſpringende
ind i Verelſet, var lobet hen bag Ryggen af min
Stol og hapde ladet Henderne glide ned over mine
Øine med det Udraab:

„O, Dick, hvor Du maa ſkamme Dig! Det
var Dig, der havde lovet at komme op og klede
Dig paa!“ 4 KÆRE

„Jeg vilde virkelig onſke, at Du vilde være
mindre barnagtig!“ raabte jeg, idet jeg rev hendes
Heernder bort. „See, der er en Mat, ſom Du er
Skyld i, at der er kommen paa mit Manuſkript.“

„Aa, ver nu ikke faa gnaven!” ſagde hun leende
og valſede rundt i Verelſet, hvorved hendes ſmukke

308 Den førfte Sky.

Silkekjole rev en af de lette Stole omkuld. Hun
reiſte den muntert op igjen og kom fan hen til mit
Skrivebord, hvor hun tog en Roſe af en Blomſter⸗
kurv og begyndte at anbringe den paa Haaret.

„Jeg er ikke gnaven,“ ſagde jeg koldt, „men har

travlt med alvorligt Arbeide om Handelsveſen og
Pengeveſen. Man kan ikke altid være Sommerfugl,
ſom Du onſker!“

„Nei, det onſker jeg flet ikke, kjcere Dick,“ raabte
hun. „See fan! gaaer det nu an?“

Hun vendte den ene Side af Hovedet om imod
mig, for at jeg kunde ſee den lyſegule Roſe, hun
havde anbragt i fit krollede forte Haar, men efter at
have kaſtet et Blik paa den lod jeg mine Sine falde
paa Pulten og fortſatte Arbeidet paa min Brochure.
Jeg merkede godt, at hun ſtirrede paa mig, men det
tog jeg ingen Notits af, og ſaa kom hun igjen hen
og lagde Henderne paa mine Skuldre.

„Er Du vred paa mig, Dick?“ ſpurgte hun blidt.

„Vred? Nei!“ ſvarede jeg ntaalmodigt. „Jeg
bildte mig kun ind, jeg havde giftet mig med et voxent
Fruentimmer, og ikke med. et Barn.“

Der fulgte herpaa nogle Minuters Taushed, ſom
kun afbrodes af Pennens Kradſen paa Papiret. De
ſmaa Hender ſkicelvede lidt pan mine Skuldre, og jeg
havde nær iſtedetfor „De Reſultater, hvortil man
ved Planen for Tontiner er kommen —“ nedſkrevet
„Richard Marlow, hvor kau Du dog være ſaadan en

Deu førfte Sky. 309

fraſtodende Tolper?“ Men naturligviis ſtrev jeg det
ikke, men tænkte det kun, og derpaa følte jeg mig
vidunderlig tilboielig til at vende mig om, rive den
lille yndige Skikkelſe til mit Bryſt og bortkysſe de
Taarer, der, ſom jeg vidſte, ſamlede fig i hendes Sine.

Menu hvoraf det nu kom fig, faa gjorde jeg det
dog ikke, men vedblev med ſkummel Mine mit Skriveri,
thi jeg var gnaven, kjed af det og fortredelig. Jeg
havde begyndt paa et Arbeide, ſom fordkede vedhol⸗
dende Flid, og kunde ikke fane det til at gage fan
raſk, ſom jeg onſkede; iſtedetfor nu at ſoge Troſt og
Raad hos min Kone gjorde jeg ligeſom mange andre
ſvage Sjæle af mit Kjon: jeg lod min Skuffelſe gaae
ud over den forſte, den bedſte Gjenſtand omkring
mig, og det traf fig nu tilfældigt at være netop min
Kone. .
„Aa, fjære Dick, Du maa ikke være vred paa
mig. Jeg kan ikke gjore for, at jeg foler mig ſaa
ung og barnagtig, nagtet jeg jo nu er din Kone.
Jeg anſtrenger mig virkelig — aa, ſaa meget — for
at være ſom en voxen Dame, men Du maa hufke paa,
Kjere, jeg er jo kun atten og et halvt Aar.“

„Tretten og et halvt, ſkulde Du ſnarere ſagt,“
bemerkede jeg ſpydigt, ret ſom om en ond Aand brev
mig til at ſige bidende og ſpottende Ting, ſom jeg
vidſte vilde ſmerte den lille Stakkel; men om det end
havde gjældt mit Liv, havde jeg ikke kunnet lade
det vere. a

310 Den forſte Sky.

Der kom intet Spar — kun et lille Suk — og
Hænderne bleve tagne bort.

Jeg fortſatte mit Skriveri — men det blev dumt
Toi, ſom jeg vidſte, jeg maatte gjore om igjen.

„Var det ikke bedſt, om Du gjorde Dig iſtand
nu, Dick?“ ſpurgte Mattie forſigtigt. „Du ſagde for,
at Du vilde tage med, da jeg gik ovenpaa, og Wilſons
ville ikke ſynes om, at vi komme faa ſildigt.“

„Pokker i Vold med Wilſons!“ brummede jeg.

Der opſtod en ny Pauſe — kun udfyldt af det
evige Skrat! Skrat! fra en af de meſt ſtoiende Penne,
jeg nogenſinde har havt i Haanden — og derpaa
hortes et nyt lille Suk.

Mattie ſtod tet bagved mig, men jeg ſage ikke
til hende, og tilſidſt ſneg hun ſig ſagte hen til en
Stol og. fatte fig ned.

„Hvad vil Du nu tage Dig for?“ ſpurgte
jeg barſt. i

„Ikke Andet end vente paa, Dig, Fjære Dick,“
ſvarede hun.

„Du behover ikke at vente. Gaga kun; jeg tager .
ikke med. Siig, jeg har Hovedpine, eller hvad Du vil.“

„Dick, er Du daarlig?“ ſpurgte hun kjerligt og
kom atter hen bagved mig og lagde fine [maa Heender
paa mine Skuldre.

„Ja, jeg er — nei viſt er jeg ikke. Aa, lad uu
være at plage mig. Gan bare. Maaſkee jeg kommer
ſiden og henter Dig.“

Den forſte Sly. 311

Ny Pauſe.

„Kjcre Dick, jeg har mere Lyſt til at blive
hjemme, naar Du ikke tager med,“ ſagde hun mildt
tilſidſt.

„Og jeg har mere Lyſt til, at Du gaaer derhen,
ſelv om jeg ikke tager med,“ ſparede jeg vredt.
„Wilſons ere vore bedſte Venner, og jeg vil ikke have,
at der viſes dem nogen Tilſideſettelſe.“

„Hvorfor vil Du dog ikke tage med, kjere Dick?“
ſpurgte hun, og jeg kunde ſee, at hun ſtred tappert
for at holde Taarerne tilbage.

„Fordi jeg ingen Tid har til ſaadanne Narre—
ſtreger. See, nu har Du allerede ſpildt mig meer
end nok af min Tid, gaa un bare!“

„Skrat, ſkrat, ſkrat!“ ſagde den fordomte Pen,
medens jeg vedblev at ſkrive endnu mere Nonſens,
ſom igjen ſkulde kasſeres, men alligevel var jeg baade
for ſvag og for vred til ſom fornuftig Mand at holde
op, lobe ovenpaa, flæde mig om og derefter ledſage
miu lille Kone hen til det muntre Venneſelſkab et Par
Huſe længere nede i Gaden.

Hun havde glædet ſig til dette-Selffab ſom til
en Feſt. Og det havde ogſaa jeg, lige indtil det
gnavne Lune kom over mig, men efter at være gaget
ſaavidt ſom uu, folte jeg, at jeg ikke kunde trakke mig
tilbage, uden at det vilde fee flaut ud, og altſaa bar
jeg mig ad ſom andre Tosſer under lignende Om—
ſtendigheder og gjorde kun Ondt verre.

312 Den førfte Sky.

„Horte Du, jeg ſagde, at jeg onſkede, Du vilde
gage derhen alene?” ſpurgte jeg vredt.

„Jo, jo, Fjære Dick, jeg ſkal ogſaa gage, naar
Du onſtker det,“ ſvarede Mattie meget eftergivende;
„men jeg vilde rigtignok meget hellere blive hjemme.“

„Ja, men jeg forlanger, Du ſkal gage; de vente
Dig jo; gaa nu derfor — og mor Dig,“ lagde jeg
formildende til.

„Jeg kan ikke more mig, Dick,“ ſagde hun blidt,
„medmindre Du ogſaa tager med. Lad mig hellere
blive hjemme.“

„Jeg forlanger, Du ſkal gage!“ raabte jeg
heftigt. w

Hun fane paa mig med ſtore Taarer i de be—
drovede Oine, og derpaa kom hun hen til mig, boiede
ſig over mig og kysſede mig paa Panden.

„Kommer Du faa og henter mig, Dick?“ ſpurgte
hun mildt.

„Ja — nei — maaſfee — jeg veed ikke,“ ſvarede
jeg barſk, idet jeg tilbageviſte hendes Kjertegn; hun
ſtirrede paa mig, gik langſomt hen til Doren, gled ud

igjennem den og var borte.

Dermed braſt Trolddommen, der havde hvilet
over mig, og jeg foer op fra Stolen, men mere
crgerlig end nogenſinde. Jeg var nu vred paa hende,
fordi hun havde adlydt mig faa villigt, og aabnede
jagte Doren, men kun for at føre hende falde paa
Pigen og bede hende folge ſig hen til Wilſons.

Den førfte Sky. 313

Derpaa horte jeg dem gaae — horte Pigen
vende tilbage og Doren blive lukket, og nu var
jeg alene.

Alene? Strengt taget ilke, thi fan at ſige havde
jeg en Conference med mit opbragte Jeg, ſom endnu
rorte ſig i mig, og jeg ſpurgte mig ſelv, hvorledes
jeg dog havde kunnet lade en fortredelig Sindsſtem⸗
ning faae Magt over min bedre Natur og bringe
mig til at bære mig ſaaledes ad mod det føde lille
Veſen, der i de fer Maaneder, i hvilke vi havde
været gifte, aldrig havde feet pan mig med andre
Øine end Kjerlighedens.

„Kled Dig om og folg efter hende,“ var der
Noget i mig, der ſyntes at ſige, men jeg betvang det,
kaſtede mit Stkriveri tilſide, ſparkede Stovlerne af,
rev mine Tofler ud af Buffeten, ſtodte Leœneſtolen hen
foran den hyggelige Kaminild og kaſtede mig ned i
den. Og der ſad jeg faa med Fodderne paa Kamin⸗
riſten og Henderne i Lommen, gnaven, bitter og ube⸗
hagelig tilmode, og ſtirrede pan de brændende Gloder.

„Hun havpde ikke Noget at gane efter!” udbrod
jeg. „Hun vidſte, jeg var oppe hele forrige Nat for
at ſkrive paa den kjedſommelige Bog der, og at jeg
derfor var utilpas idag, og faa burde hun blevet
hjemme,”

Derpaa gjenkaldte jeg mig den ſidſte halve Time
og blev roligere, efterhaanden ſom jeg lænede mig

tilbage i Stolen og tenkte over, at det var mig ſelv.
21

——

314 Den førfte Sky.

der havde tvunget hende til at gane, det ſtakkels
Barn, og at det var min Skyld, at hun nu ſagtens
var meget bedrovet.

„Hun vil glemme det, naar hun er mellem alle
de Andre!“ ſagde jeg bittert, men jeg troede egentlig
ilke paa det, og tilſidſt fad jeg der og ſkjeldte mig ſelv
ud for Wfel, Idiot, Blind, Vanvittig, fordi jeg ſaaledes
havde faaet de forſte Fro til hvad der kunde blive et
heelt Upastrœ af huslig Tviſt og ødelægge vort Wgte⸗
[fab for beſtandig.

„Den ſtakkels lille Mattie!“ ſagde jeg tilſidſt;
„jeg vil ſidde oppe, til hun kommer hjem, og ſaa
ſige hende, at jeg bittert fortryder min Daarſkab og
beder hende om Forladelſe.“

„Men kan jeg ſom Mand ogſaa gjore dette?“
ſpurgte jeg mig ſelv. „Vil det ikke være en Svaghed?“

„Det er ligemeget,” udbrød jeg, „jeg vil gjøre
det! Man kan umuligt bedre viſe ſit Mod end ved
at tilſtaae, at man har Uret. Livet er altfor fort,
til at man ſkal fordeerve det med intetſigende Kjæev⸗
lerier. Og fæt nu, at hun blev ſyg iaften — hun,
min Øiefteen, ſom jeg elſker over Alt i Verden?
Eller ſet, at hun kom for ner til Kaminilden, og at
hendes Kjole fengede — faa, hvilken dum Idee!
Gud være lovet, hun er i Silkekjole og ikke i nogen
af disſe Spindelvevsmusſeliner!“

Jeg blev ſiddende og tenkte og tenkte, indtil jeg
pludſelig horte en Summen udenfor Huſet og derpaa

Den førfte Sky. 315

Lyden af lobende Folk. Det forekom mig, at jeg
horte Ordet „Brand“ blive gjentaget atter og atter,
og da jeg kom hen til Vinduet, var hele Gaden oplyſt
af Flammer.

Jeg floi ned ad Trappen og ud af Doren, men
kun for at finde Gaden heelt opfyldt med Menneſker,
thi et af Huſene lidt længere nede ſtod i lys Lue, og
jeg havde ikke gjort en halv Snees Skridt, for jeg
til min Skrak faae, at det var vore Venner Wilſons.

Der var ingen Sproiter endnu, men et Mylder
af Folk, der raabte i Munden paa hverandre og toge
ivrigt Deel i Begivenheden, og netop nu kom Red⸗
ningsmaſkinen trillende op ad Gaden.

Det var ogſaa paatide, thi da jeg naaede hen
til Huſet, raſede Ilden voldſomt i det, og Flammerne
kaſtede deres lange Ildtunger ud af Halvdelen af de
overſte Vinduer, medens der ved flere af disſe ſtod
Menneſker, der ſkreg ynkeligt om Hjælp.

Jeg kempede mig frem gjennem Hoben og for⸗
ſogte at lobe hen til Huſet, men en halv Snees
tjenſtagtige Perſoner holdt mig tilbage; Folkene med
Redningsmaſkinen provede paa at ſtille den op mod
Huſet, men den kunde ikke nage paa Grund af Haven,
der var imellem, og de maatte allſaa fee at fane dens
Hiul over Jernſtakittet, hvad der medforte en ſtor
Forſinkelſe.

„Lad mig gage!“ ſtonnede jeg til dem, der holdt

21*

316 Den førfte Sky.

mig. „Lad mig gage! Der er Nogen derinde —
Nogen i Huſet.“

„De kan ikke gjore nogen Nytte der,“ ſagde en
Politibetjent barſk. „Brandfolkene gjøre Alt, hvad
der kau gjores.“

Men jeg fled og ſtred ſom en Raſende og flap
endelig los, efter at jeg hele Tiden Havde været i
den frygteligſte Fortvivlelſe, da jeg vidſte at min
ſtakkels Glut var en af dem, der ſkreg om Hjelp fra
de overſte Vinduer, og at det var min Daarſkabs
Skyld, at jeg ikke nu var hos hende og kunde
frelſe hende.

Efter at have befriet mig fra dem, der holdt
paa mig, lob jeg hen til Redningsmaſkinen, men kun
for at erfare, at den Mand, der var ſtegen op af
den, netop var bleven flaaet tilbage af Flammerne.

„Det gaaer ikke,“ ſagde han; „vi mage prove
bagfra.”

Han var ifærd med at flæbe Maſkinen bort, da
jeg horte mit Navn „Dick! Dick!“ blive raabt med
en klagende Stemme, og uagtet man atter tog fat i
mig, ryſtede jeg mig dog los, ilede op ad Stigen,
medens Flammerne ſved og brændte mit Anſigt, og
naaede aandelos og forpuſtet det Vindue, hvor Mattie
ſtod og ſtrakte Heenderne ud imod mig.

Jeg fif det ene Been over Vindueskarmen i et Øie-
blik, hvor Vinden drev Flammerne bort, og flog min
Arm omkring hende; men idet jeg gjorde dette, gav Stigen

Den førfte Sky. 317

efter, gjennembrendt of de Flammer, der ſtrommede
ud fra Vinduet nedenunder, og jeg indſaae, at jeg
enten maatte ſpringe ned paa Gaden eller forſoge at
komme ned ad Trappen inde i Huſet.

Der var ikke lang Tid til at betenke ſig; altſaa
krob jeg ind, loftede Mattie op pan mine Arme og
folte hendes Kjole ſmuldre mellem Henderne paa
mig, idet jeg rorte ved hende, medens ſamtidig den
ſkrœkkelige Lugt af brendt Haar ſteg mig op i Neſen,
idet hun vendte fit forſtyrrede og ſvertede Anſigt om
imod mit.

„Dick, Dick!“ ſtonnede hun, „frels mig!“ og
dermed beſvimede hun.

Heldigviis var jeg ligeſaa fortrolig med Lokali⸗
teterne i det Hus ſom i mit eget; jeg arbeidede mig
altſaa gjennem Flammer og Rog hen til Trappen,
ſom det ogſaa lykkedes mig at nage i god Behold —
men nedenunder var Alt et enefte vildtopluende Ildſted.

Jeg veg et Lieblik tilbage, men denne Nedgang
var mit eneſte Haab, og jeg erindrede ſamtidig, at
den nederſte Etage endnu ikke var berort af Ilden;
det var kun Etagen umiddelbart under mig, der
flammede ſaa voldſomt.

Idet jeg derfor med et kraftigt Tag trykkede
min Skat tæt ind til mig, ilede jeg ned ad de bren⸗
dende Trapper, der knagede og gay efter, medens jeg
ſprang fra et Trin til et andet.

Det var en ſand Ildprove, men et Par Sekunder

318 Den førfte Sky.

ſenere var jeg nedenfor Flammerne og Havde naaet
Forſtuen, hvor jeg halvkvalt og giſpende arbeidede
for at komme hen til Gadedoren, naaede den og
faldt om.

Hvis jeg blot kunde fane denne Dor op, vidſte
jeg, at vi vare frelſte. Men jeg var udtomt, og den
hede Luft fatte fig faſt i Halſen paa mig og var
nærved at kvele mig. Jeg loftede Haanden op imod
Laaſen, men den faldt ned igjen. Jeg bankede fvagt
paa Doren, men Flammernes Brol var det eneſte
Svar, jeg fil, og da jeg gjorde en ſidſte Kraftan⸗
ſtrengelſe for ſtonnende og kempende at nage Laaſen,
blev jeg ligeſom draget tilbage ved Vegten af den
Byrde, jeg endnu beſtandig trykkede til mit Bryſt.

Dette var mere end et Menneſke kunde udholde;
jeg folte, at Enden var ner, og for endnu at foroge
mine Kvaler, begyndte Mattie at komme til fig ſelv
igjen og ligeſom at kempe med mig for ſit Liv,
medens hun beſtandig gjentog mit Navn og klyngede
ſig til mig, indtil —

„Dick — tjære Dick! Vaagn op! Hører Du,
vaagn op! Er Du daarlig?“

Jeg foer op og fandt Mattie klyngende ſig til
mig, og idet jeg trykkede hende tet til mit Hjerte,
trengte et dybt Suk fig frem af mit Bryſt, og jeg
kysſede hende heftigt den ene Gang efter den anden,
neppe iſtand til at troe mine egne Sandſer.

„O, Dick,“ ſagde hun med alle Tegn paa en

Den førfte Sky. 319

Uro, der endnu ikke havde fat fig, „hvor Du gjorde
mig bange! Jeg kunde ikke blive og ſpiſe hos Wil⸗
ſons, Kjere, thi det var mig umuligt at tenke paa
Andet, end at Du ſad her alene og var vred paa
mig. Og ſaa, Dick, ſaa — ſaa — folte jeg mig ſaa
elendig og liſtede mig bort og kom hjem, og her
finder jeg Dig liggende paa Ryggen, ſtonnende og
vridende Dig — Du vilde ikke engang vaagne, da
jeg ruſkede i Dig. Var Du daarlig?“

„Nei, flet ikke,“ ſagde jeg idet jeg atter og atter
kysſede hende, og ſamtidig fik jeg den forſte Fornem⸗
melſe af en ſtikkende Smerte i den ene Fod.

„Og faa har Du brændt Dig ogſaa, Dick — fee
blot paa din Fod.”

Det forholdt fig rigtigt: Taaen af den ene Tøffel
maatte have været i Berøring med Ilden, den var
brændt helt af.

„Men hør, Did — kjere Dick,“ hviſkede hun og
krob tættere ind til mig, „er Du nu mere vred paa
din lille Kone, fordi hun er faa barnagtig?“

Jeg kunde ikke ſvare, men kun takke Gud, medens
jeg trykkede hende faſtere og faſtere til mig.

„Mattie,“ hviſkede jeg tilſidſt med en meget hes
Stemme, „kan Du tilgive mig, at jeg bar mig ſaa⸗
ledes ad?“

Jeg kunde ikke faae ſagt mere, thi jeg forhin⸗
dredes af to blode Leber, der trykkede ſig imod
mine, og medens de hvilede der, ſvor jeg i mit Indre

320 Den førfte Sky.

en Eed, ſom jeg haaber, jeg ſkal have Kraft til at
holde, thi de virkelige Sorger ere ſaa mange, at det
vilde være Vanvid at forøge dem med indbildte.

Tilſidſt, da jeg var fri, tog jeg Roſen af hendes
Haar og lagde den i min Lommebog, idet jeg ſom
Svar pan de ſporgende Dine, der feſtede fig paa
mine, blot bemeerkede:

„Til Erindring om en frygtelig Drom.“

— Forreſten blev jeg da aldrig ſiden ferdig
med den Tontine⸗Piece!

321

Ella Milson.

En Fortælling.

J.
Plantagen Hilo, 26de Aug. 1874.
„Kjœre Neveu!

eg er to og halvfjerdsſindstyve Aar. Min
gamle Ven, Mac⸗Leod ſiger, at det er den Alder,
hvori man ſkal hvile; men Mac⸗Leod tager feil, og
jeg har ingen Lyſt til at hvile endnu. Jeg veed
imidlertid godt, at jeg ikke ſkal leve beſtandig, og jeg
har derfor tenkt paa Dig. Du maa være omtrent
fire og tyve Aar. Din Fader ffrev mig til i 1850
for at underrette mig om din Fodſel, men jeg ſvarede
ham ikke. Hvad ſkulde ogſaa det nytte? han havde
ved fine vanvittige Udgifter tilſat den Fedrenearv,
der var tilfaldet ham ſom Familiens Veldſte, og jeg
kunde derfor ikke med god Samvittighed gratulere ham
til, at han havde faget en Son, mere. Du havde
nemlig en Broder, der var fire Aar eldre end Du,

322 Ella Wilſon.

og hvis han havde levet, havde jeg ſkrevet til ham.
Din Fader er ogſaa død, og Du er nu den Enefte,
der bærer mit Navn, thi dine yngre Soſtre ville om⸗
bytte det med et andet, naar Leilighed dertil gives.
Det er en Lykke for Dig maaſkee og ganſke viſt en
Lykke for mig, at jeg ikke er gift. Efter Loven er
Du min Arving; men i Virkeligheden ſkylder jeg
Dig Intet, og da det ikke convenerer mig, at min
Formue ffal forodes i et Oieblik efter min Dod, har
jeg truffet nogle Beſtemmelſer i mit Teſtament om at
anvende den til gode og gavnlige Formaal. Imidler⸗
tid er der opſtaaet nogle Betenkeligheder hos mig og
jeg onſker derfor at fjende Dig. Belav Dig derfor
paa at reiſe bort ſaaſnart Du har modtaget mit
Brev. Du indſkiber Dig i Southampton til New⸗
York Derfra gaaer Du paa Pacifikbanen til St.
Francisco, hvor Du gager ombord paa den Damper,
der hver Maaned afgaaer den anden og ſextende.
Den vil bringe Dig til Sandwichsoberne, til Honolulu;
mine Agenter Dhrr. Brewer og. Compagni ville da
beſorge Dig hertil paa et af mine Skibe. Du mod⸗
tager mit Brev den femtende October; reis den forſte
November og Du vil da være her imod Udgangen af
December. Mine Banquiers i London, Dhrr Schultz
Brothers et Comp. ville forſtrekke Dig med hundrede

Pund Sterling til din Reiſe. En lignende Sum vil

der aarlig blive anviiſt til din Moder og ubdbetalt
hende med fem og tyve Pund Qvartalet. Siig hende

Ella Wilſon. 323

at jeg ikke er vred pan hende, fordi hun har giftet
ſig med min Broder. Naar Alt kommer til Alt, har
det været Skjœbnens Beſlutning, at en af os To
ſkulde gifte ſig, og jeg ſeer da hellere, at det er blevet
ham end mig. Farvel, min kjœre Neveu! jeg haaber,
at vi ſees ſnart, hvis det forreſten er efter dit Hoved.
Stephen Mac⸗Carthy.“
„Siig mig, Mac⸗Leod, om det er tydeligt?” -

Mac⸗Leod leſte, men ſagde ikke et Ord; han
vendte ſig derfor utaalmodigt om til ham og udbrod:
„Nu da?“

„Tydeligt? .. .. ja tydeligt er det, men det
er tort.“

„Finder De det tort? hvad vilde De da have,
at jeg ſkulde ſkrive til min Broderſon Herbert? Jeg
kjender ham ikke, og han veed maaſkee akkurat, at jeg
exiſterer. Jeg ſiger til ham, hvem jeg er, hvor jeg
er, hvad jeg onſker og hvilken Route han ſkal tage.
Det forekommer mig, at der mangler ſlet Intet.“

„Aa, nei ſaamen. Men en Neveu er da ikke
juſt en Dampmaſkine, ſom man beſtiller i Glasgow og
beordrer fig portofrit tilſendt. Deres Neveu har en
Moder, Soſtre, Venner, maaſkee endogſaa en Brud;
men alt det holder man ikke af at forlade med fjorten
Dages Varſel, for at gaae til Antipoderne.“

„En Brud!” gjentog Mac⸗Carthy, „det manglede
der blot. Har jeg havt nogen Brud, og jeg er to og
halvfjerds? Veed De ikke, hvormeget min Broder har

324 Ella Wilſon.

maattet undgjelde derfor? Hor, Mac-Leod, De er
ligeſaa ſentimental ſom en gammel engelſt Jomfru.
Hvis han har forlovet ſig, kommer han naturligviis
flet ikke, og faa bliver Reſultatet det, at mine Millioner
gane til Hoſpitalerne.“

Han lagde Brevet ſammen, forſeglede det, ringede
paa en Tjener, hvem han beordrede til at bringe
dette tilligemed utallige andre ombord” paa „Nettie“
der ſamme Aften fiulde afgaae til Honolulu.

Stephen Mac⸗Carthy tilhorte en adelig ſkotſk Fa⸗
milie. Som yngre Son havde han ikke arvet andet
efter. fin Fader end en ſterk Conſtitution, en kraftig
Villie og Lyſt til at erhverve ſig Formue for at raade
Bod paa den Uretferdighed af Skjeebnen, at han
havde faaet en ældre Broder. De yngre Sonner ud⸗
gjore Englands kraftigſte Stotter. De afgive driſtige
Coloniſter, utrættelige Afrikareiſende, de befolke Indien,
Auſtralien og Canada og bringe Moderlandets og
Familielivets Traditioner med ſig. Mac-Carthy havde
fort en eventyrlig Tilveœrelſe. Han havde forladt
England, da han var tyve Aar, og havde forgjerves
jaget efter Lykken i Melbourne og Sydney. Hvergang
han havde været lige ved at gribe den, var den
ſmuttet ham af Henderne igjen, uden at man kunde
ſige hvorfor, thi han var aktiv, retſkaffen, intelligent
og ualmindelig arbeidsdygtig. J Bombay og Cal⸗
cutta gik det ham paa ſamme Maade; han ſlog ned
efter den i Peru, men forgjeves. Langt om længe

Ella Wilſon. 325

ft han fat paa den i Mexico, og belert af Erfaring
lod han den ikke flippe fig ud af Hænderne. J 1849
kom han til Honolulu ombord paa en Brig ſom til
horte ham ſelv. Han ſolgte Ladningen fordeelagtigt,
laſtede den igjen med Sandeltrœ og ſendte den til
Hongkong med Ordre til at vende tilbage igjen til
Honolulu, hvor han imidlertid fortſatte ſine Indkjob
af Sandeltroe og havde fuldt op at gjøre med at
ſtudere Landets Resſourcer. To Ting overraſkede ham:
man kunde kjobe Terrain for godt Kjob, og Arbeids⸗
lonnen var billig. Han fik den heldige Tanke, at
dyrke Sukkerror og Bomuld. Hertil behovede han
ſtore Landſtrækninger, ſom let kunde overrisles, [ane
i Nærheden af en Havn og havde en talrig Befolk⸗—
ning, hvoriblandt han kunde rekruttere ſine Arbeidere.
Plantagen Hilo pan Øen Hawar forekom ham at
forene alle disſe Betingelſer. Han kjobte et umaade⸗
ligt ſtort Terrain, indforte Maſkiner, drainede og
plantede, og i 1874 var han en af de rigeſte Folk i
dette Archipelag. Alderen havde dog meldt ſig tillige⸗
med Formuen, og det havde bragt ham til at fee fig
tilbage, maale den Vei, der allerede var gjennemlobet,
og modnet hans Beſlutning, at ſkrive til fin Broderſon.

Fra Charakterens Side var han ſtreng mod ſig
ſelv og mod Andre, og i Penge ſage han kun en
materiel Bekreftelſe paa Held og flet ikke Andet.
Adelmodig til fine Tider, paalidelig ſom Ven og
umedgjerlig ſom Uven var han frygtet og agtet

326 Ella Wilſon.

af Alle, men kun lidet afholdt og brod ſig heller ikke
om at være det. Ingen kvindelig Indflydelſe havde
nogenſinde havt Magt over ham. Maaſkee var det
kun, fordi han aldrig havde havt Tid til at indlade fig
med det ſmukke Kjon. I ethvert Tilfælde betragtede
han Giftermaal ſom et Onde, et Onde, der under⸗
tiden kunde være nødvendigt, og Kjerligheden ſom en
Sygdom, og han pleiede at ſige, at det var en Syg—
dom, man helſt burde have faa tidlig ſom mulig lige—
ſom Meslingerne, fordi man faa var ſikker paa at
komme ſig hurtigſt. Efter hans Mening var Kvinden
Mandfolkenes fodte Fjende: var hun ung og ſmuk,
optog hun ham altfor meget og hæmmede hans Ar—
beidskraft. Han citerede gjerne Pope og Byron,
fordi det var dem, der af alle engelſke Digtere har
jagt de fleſte Ubehageligheder om Fruentimmerne.

Paa ſin Plantage Hilo levede han tilfreds og
ſaaledes, ſom han ønffede at leve. Han trængte ikke
til nogen anden Omgang end Mac-Leods, der var en
Stotlænder ligeſom han. J 1860 var han kommen
fra Mazatlan for at beſoge ſin Barndomsven. Det
var hans Agt at tilbringe tre Maaneder paa Plan⸗
tagen, men nu havde han været der i fjorten Aar og
tenkte ikke paa at forlade den. Der var heller Ingen
der ſavnede ham, han havde hverken Huſtru, Broder
eller Soſter; i det mindſte talte han aldrig om Nogen,
ſtrev heller ikke til Nogen, modtog heller ingen Breve,
men befandt ſig godt, hvor han var. De to Venner

Ella Wilſon. 327

ſkjcendtes ofte og vare ikke enige i noget Punkt, men
netop derfor vare de uadſkillelige.

Da Brevet var affendt, talte Stephen Mac-Carthy
ikke mere derom. Han havde ſkrevet det efter fin Vens
Tilſkyndelſe, hvad der var en lille Triumf for Mac⸗Leod,
hvilken han imidlertid ikke gjorde ſig til af. Uger og
Maaneder forlob. Endelig modtog Mac-Carthy en Dag
ved Frokoſten en Underretning om, at et af hans
Fartoier, der kom fra Honolulu, hapde ſignaliſeret, at
det havde Fremmede ombord.

„Det maa være min Broderſon,“ ſagde han til
Mac⸗Leod.

„Det troer jeg ogſaa. Hvis det er ham, har
han ikke ſpildt Tiden. Har De ikke iſinde at tage
ham imode?“

„Nei, Hvortil det? det vilde maaſkee genere ham;
i al. Fald er det viſt, at det vilde genere mig. Lad
blot Walter blive underrettet.“

Walter havde i tyve Aar været Husbeſtyrer paa
Plantagen. Han havde et meget talrigt Tjenerperſo⸗
nale under fin Commando, thi ſkjondt Mac⸗Carthy
var ſimpel i ſin Smag, holdt han dog af at leve paa
en ſtor Fod. Allerede ſom Barn og ungt Menneſke
havde han i fin Fabers Hus fort et ſaadant Liv, og
ſenere havde han, i Seerrdeleshed i Indien, beundret
den Comfort og Luxus, hvormed de fyrſtelige Kjob⸗
mend der udſtyre deres Paladſer i Calcutta og
deres Villaer paa Himmalaia, ſom de Fremmede ikke

— —

328 Ella Wilſon.

nokſom kunne beundre. Han havde vidſt ved fin
Jutelligents at opfatte dette Liv, og hans Bolig i
Hilo ſtod i ingen Henſeende tilbage for de engelſk⸗
indiſke „Bungalows“.

Opfort pan Skraaningen af en Hoi, der beherſkede
Dalen, Plantagen og Havet, var hans Bolig omgiven
af en bred Veranda, der beſkyttede de indre Værelfer
mod Solſtraalerue og frembød om Morgenen og
Aftenen en udſtrakt Terrasſe, hvorfra man havde en
vidunderlig Horizont for fine Sine. J Forgrunden
hvilede Viet ban Haver, der ſtraanede let nedad og
frembod en rig og kraftig Flora, hvori de tropiſke
Planter blandede fig med en Mængde europeiſke, der
ere vanſkelige at acelimatiſere, men ſom netop her
undertiden opnaae en vidunderlig Udvikling og Stor⸗
relſe. Længere nede fane man Bufſkadſer af morke⸗
grønne Orangetræer, af Pandanus med deres" træagtige
Blade, af Gaotræet med fine farveſtiftende Blomſter
og Caffetræet med fine rode Ber. Længere nede i
Dalen vuggede Sukkerrorene deres ſolvſkinnende Fjer⸗
buffe for Sovinden, og i Baggrunden ſlyngede en lille
Flod fig Hart og fkinnende i meandriſke Krumninger.
Floden havde ſit Udlob til Havet, der fjernt ude
veltede ſine ſtore og majeſtctiſke Bølger ind imod
Strandbredden. Talrige Fartoier, ladede med Plan⸗
tagens Producter gik op og ned ad Floden, og et Par
Skonnerter, der lage for Anker langt ude, modtog
deres Ladninger. Her fane man Grupper af Arbeidere

Ella Wilſon. 329

beſkjeftige demed at afmeie Sukkerrorene og lesſe dem
paa Vogne, og hiſt henne havde en Flok af halvnogne
Kanaquer travlt med at opploie Jorden og lægge
Fro og Spirer ned i Furerne, ſom de bagefter be⸗
dekkede med Muld. Som en Modfætning til denne
Travlhed ſtrakte fig tilvenſtre ſtore, tauſe og nigjennem⸗
trengelige Skove, der ligeſom indeholdt en Udfordring
fra Naturen til Menneſkene, hvis langſomme og taal—
modige Virkſomhed neſten altid ender med at beſeire
de Hindringer, ſom Naturen optaarner imod dem.

Skonnerten, hvis Ankomſt nylig var blevet ſig⸗
naliſeret, ſtyrede lige hen imod Flodens Landings⸗
plads, og deus ſtore Seil, der ſvulmede for Pasſat⸗
vinden, forte den hurtig til ſin Beſtemmelſe. Herbert
Mac⸗Carthy ſtod lænet til Relingen og betragtede
det afvexlende Panorama, der oprullede ſig for hans
Oine. Dalen udbredte fig foran ham, og ſnart efter
laa Plantagen med fine ffjønne Omgivelſer for hans
beundrende Blik.

Nogle faa Skridt fra ham ſad to Damer, en
Moder og en Datter, og betragtede ligeledes dette
Landſkab, der efter deres Samtale at domme var dem
noie bekjendt.

„Om et Kvarteer kaſte vi Anker,“ ſagde den
Yngſte.

„De er meget utaalmodig efter at komme i Land,
Miſs Ella,“ ſagde Herbert og vendte ſig til hende.

„Ja, ganſke viſt,“ ſvarede hun. „Hvem vilde
5 22

330 Ella Wilſon.

ikke være det efter at have tilbragt tolv Dage paa
Soen, imellem St. Francisco og Honolulu, og ſaa fire
Dage til paa Veien hertil.“

„Mig har denne Overfart forekommet meget
hurtig. Men,“ foiede han til, idet han reiſte ſig op,
„Alt fager jo en Ende i denne Verden, og om et
Kvarteerstid vil jeg ikke have Andet tilbage fra disſe
ſexten Dage, ſom jeg har tilbragt med Dem og Deres
Moder, end en eerbodig og taknemmelig Erindring.“

„Men vi vil vel ſagtens ſnart gjenſees, hvis
Deres Ophold her bliver af længere Varighed? Vor
Bolig ligger kun en Snees Miil herfra, og det maa
her betragtes ſom et Naboſkab. Vi fee ogſaa under⸗
tiden Herr Mac⸗Carthy, og ſiden De tager hen til
ham ....”

„Ja, ſom hans Medhjælper,” afbrød det unge
Menneſke hende hurtig, „og endnu veed jeg ikke, hvor⸗
vidt jeg behager ham. Jeg har desuden Grund til
at troe, at jeg ikke vil fane megen Frihed.”

Miſs Ella traf Dienbrynene ſammen og taug.

„Det vil dog glede os meget,“ ſagde Moderen,
„at ſee Dem igjen, hvis der tilbyder ſig nogen Lei⸗
lighed. Modtag vor Tak for Deres Opmeerkſomhed
imod os. Vi ere Begge meget taknemmelige for al
Deres Venlighed.“ Miſtreſs Wilſon rakte det unge
Menneſke Haanden, ſom han greb med en vis Be⸗
vegelſe. Miſs Ella tøvede et Oieblik, men rakte ham
derpaa ogſaa fin. „Vi ſees igjen,” ſagde hun.

Ella Wilſon. 331

Der kaſtedes Anker, og to ſmukke Baade lagde bi
ved Skonnerten, der i et Lieblik var omgivet af en
Masſe Piroguer, Smaafartsier, ſom Kanaquerne med
ſtor Ferdighed udhule af Cocustrœets Stamme. Fru
Wilſon og hendes Datter ſteg ned i den ene af Baa⸗
dene, hvor de modtoges af en gammel bhvidhaaret
Tjener. Deres Bagage bragtes ned i Piroguerne, og
Baaden fjernede ſig. Den unge Mand fulgte dem
med Sinene. Da de var kommet noget bort fra
Skibet, vendte Damerne ſig og hilſte endnu engang
paa Herbert, og ſtrax efter var Baaden forſvunden
mellem Flodens Krumninger.

„Alt er i Orden,“ ſagde Capitainen til Herbert,
„og Deres Kufferter ere bragte fra Bord.“

„Tak og farvel, Capitain,“ ſagde Herbert, og
nogle Minutter efter var han i Land og paa Veien
op til Plantagen, hvor han i Verandaen ventedes af
Mac⸗Carthy.

„De er vel den Perſon, jeg har ſkrevet til?“
ſpurgte denne.

„Ja, jeg er Herbert Mac⸗Carthy, Deres Bro⸗
derſon.“

„Det er meget godt. De er punktlig, og det
holder jeg af. Lad os nu forſt ſpiſe Frokoſt og fan
pasſiare.“ e

Uden at ſige et Ord ſatte Herbert ſig hen til
Bordet, ſom hans Onkel pegede paa, og i nogle fan

Sieblikke havde han expederet fin Frokoſt.
227

332 Ella Wilſon.

Han var hoi og velbygget, havde en ſmuk Pande,
fine Trek og et fornemt Veſen. Hans ſmukke blaae
Dine havde et ſkarpt Blik, der ligeſom paatrykte hele
hans Phyſiognomi et Preg af Faſthed og Energi.
Munden var fiint og correkt tegnet, men vidnede om
en Natur, der forſtod at beherſke fig ſelv.

Saaſnart Frokoſten var endt, reiſte han ſig og
gik hen til fin Onkel, der betragtede ham med Op⸗
meerrkſomhed.

„Naar forlod Du Southampton?“

„Jjorten Dage efter at jeg havde modtaget Deres
Brev.“

„Var Du tilfreds med mine Vilkaar ?“

„Ja . . . ellers var jeg ikke kommet. Men lige
ſom De har forbeholdt Dem hele Deres Handlefrihed,
vil jeg ogſaa forbeholde mig min.“

„Det er billigt. Hvad beſtilte Du i London?“

„Jeg arbeidede hos en Ingenieur, tegnede Kort
og corrigerede hans Planer og Overſlag.“

„Du har faaet en god Opdragelſe?“

„Ja, lige til min Fader døde. Derpaa maatte
jeg ſorge for mig ſelv og tillige underſtotte min
Moder og mine Soſtre.“

„Hvormange Soſtre har Du?”

„To.“

„Din Broder Robert var jo den eldſte?“

„Han var fire Aar ældre end jeg. Jeg har kun
kiendt ham overmaade lidt. Han var arbeidſom,

Ella Wilſon. 333

ergjerrig og vilde ophjælpe vore odelagte Finantſer.
Derfor gik han til Auſtralien, derfra til Indien, kom
ſenere tilbage til Californien og omkom i Elendighed
i Minerne.“

„Du er den Eneſte, der er tilbage af vort
Navn?”

„Den Eneſte.“

„Du veed, at jeg har en ſtor Formue?”

„Det har De ſtrevet mig til. Jeg har Deres
Brev hos mig, og jeg fjender Deres Henſigter. Hvis
De tillader, ſkal jeg nu udvikle Dem mine.“

Stephen faae et Vieblik forundret paa ham;
derpaa nikkede han.

„For det Forſte forekommer det mig aldeles
overflødigt, at man her fager at vide, at jeg er Deres
Broderſon. Jeg har ikke ſagt det til Nogen, og jeg
lagde Merke til, at Deres Agenter i Honolulu ikke
vidſte Noget om det. Man antager mig for en For⸗
retningsmand, ſom De venter fra England. Jeg onſter,
at man vedbliver at betragte mig ſaaledes. Mit
Navn er Herbert Douglaſs Mac-Carthy, men jeg har
ladet mig indſkrive ombord ſom Herbert Douglaſs.
Anviis mig en Forretning ſom jeg kan udfore og
hvormed jeg kan fortjene den Penſion, ſom De har
anviiſt min Moder. Om nogle Maaneder vil vi kjende
hinanden bedre.“

„Alt det forekommer mig meget fornuftigt. Min
gamle Ven, Mac⸗Leod, er den Eneſte, der veed, hvem

334 Ella Wilſon.

Du er, men Mac-Leod taler kun lidt og et Par Ord
af mig ere tilſtrœkkelige til at reſpectere din Incognito.
Dine Verelſer ſtaae parate, og Walter, min Hus⸗
beſtyrer, vil fore Dig hen til dem. Vore Maaltider
tage vi ſammen. Det vil ikke overraſke Nogen, efter⸗
ſom jeg ikke har andre Folk i mit Brod end ameri⸗
kanſte Mekanikere og Opſynsmeend, Folk uden ſynderlig
Dannelſe, der boe pan Fabrikken. Anvend nu denne
forſte Dag til at hvile Dig og indret Dig efter dit
Onſte. Klokken er nu ti, og vi ſpiſe Klokken fire.
FJarvel, Herbert Douglaſs! Du ſynes mig at være et
fornuftigt og omſigtsfuldt ungt Menneſke. Hvis din
Fader havde været ligeſom Du, havde det været bedre
for Eders Moder og for Eder Alle.“

II.

Den ældfte af Mac⸗Carthyerne, Herberts Fader,
havde faaet en ſmuk Fedrenearv. Folk gjorde den
endnu ſtorre, og han var af Naturen tilboieligere til
at troe paa Folks Snak end paa fin Banquier. Det
var imidlertid tydeligt, at hans Fader og Bedſtefader
havde levet langt over Evne. Gan betragtede det
ſom en Uretferdighed, at han ſkulde lide derfor, og
da hans Forretningsforer meddeelte ham, at han med
en fornuftig Oekonomi i nogle Aar kunde bringe en
Ballance tilveie i fit Budget, tilbageviſte han med Vrede
et fan uvelkomment Raad. Han havde endnu den
Udſigt, at gjøre et rigt Parti, og hans Navn og

Ella Wilſon. 335

Stilling i Verden gjorde det let for ham; men naar
Skjœbnen forſt begynder med at forfølge et Mennejte,
flipper den ham ikke.

Han forelſkede ſig i en fattig ung Pige og giftede
ſig med hende, tiltrods for alle hans Venners og
Paarorendes Foreſtillinger. Heri gjorde han vel, thi
i Mangel af anden Medgift ſtjcenkede hun ham
Kjærlighed og Lykke. Men hvad han gjorde galt i
var, at han vilde opretholde Familien Mac-Carthys
gamle Berommelſe for Gjeſtfrihed og Gapmildhed.
Det var en dyr Arv — det mærlede han forſilde,
og da han vilde bøde paa det Hul, der var kommet i
haus Finantſer, ved uheldige Spekulationer, ſaa viſte
det fig ſnart, at han flet ikke forſtod at ſpekulere.
Hvis han havde forſtaget det, var Reſultatet udentvivl
blevet det ſamme; viſt er det, at han var uheldig.
Indviklet i Operationer, hvis Udſtrekning han ikke
engang kjendte, og med en Masſe af udeſtagende For⸗
dringer paa ſig, tabte han Hovedet, blev ſyg og dode,
hvad der ikke ſkulde bidrage til at gjøre Forholdene
bedre.

Herbert Havde med Lethed kunnet frelſe fin Fa⸗
milies faſte Eiendomme, hvis hans Faders Forplig⸗
telſer ikke havde været ham hellige. Da hans ælbre
Broder var dod et Aar i Forveien, realiſerede han
Alt, betalte til den ſidſte Hvid, og da han gjorde
Regnſkabet op, vifte det fig, at han kun beholdt tilbage
en Rente af hundrede Pund, der neppe vare tilſtrekke⸗

336 Ella Wilſon.

lige til at ſkaffe hans Moder og Soſtre Brødet.
Familien Mac⸗Carthy etablerede ſig i en af Londons
Forſteder for ikke at ſkille fig fra Herbert, der var
blevet deres eneſte Støtte. Nogle gode Venner fkaffede
ham en Anſettelſe hos en Ingenienr. Hans Gage i
denne Stilling, og den lille Rente, han hapde frelſt
af det ſtore Skibbrud, ſatte ham iſtand til at leve,
men heller ikke mere. Paa dette Tidspunkt var det,
at han modtog ſin Onkels Brev. Den Penſion, der
tilbodes hans Moder, var tilſtrokkelig til hendes eget
Udkomme. Han ſelv var ung, virkſom og ergjerrig
og de Udſigter, der aabnede ſig for ham, vare ingen⸗
lunde at foragte. Det er fandt, at hans Onkels Brev
lod meget tilbage at onſke, og at Formen deri var
ligeſaa tor ſom Indholdet, men efter mange Raad⸗
ſlagninger og efter at hans Moder og Soſtre havde
fældet mange Taarer ved Tanken om Adſtillelſen, reiſte
han bort med et tungt Hjerte og inderlig bedrovet
over at ffulle forlade de eneſte Vesner, han elſkede
her i Verden. To Dage efter indſkibede han fig i
Southampton og afgik til Sydhavsøerne.

Hvad Fremtiden vilde bringe, anede han ikke.
Hvad hans Onkel angik, faa kjendte han ham, eller
troede at kjende ham. Han havde mange Gange
gjennemlæft hans Brev, han havde modent overveiet
hvert Ord i det og lagt en Plan for fin Opforſel,
ſom han ikke agtede at fravige. Ligefra deres forſte
Sammenkomſt holdt han fig den ftrengt. efterrettelig,

Ella Wilſon. 337

og dermed vedblev han. Han ſaae Plantagen efter,
underſogte Arbeidernes Fremgangsmaade, talte kun
lidt, men noterede deſtomere Alt, hvad der forekom
ham vigtigt. Hans ſpecielle Kjendſkab til Maſtin⸗
veſenet gjorde, at han hurtig kunde fætte fig ind i
de forſkjellige Methoder af Sukkerfabrikationen. Han
fandt der de Theorier anvendte, ſom han ſelv havde
ſtnderet. Hans klare og praktiſke Forſtand kom ham
her ypperligt til Hjælp, og inden fort Tid var han
fuldſteendig bekjendt med alle Detailler paa Plantagen.

Stephen fulgte ham med Nysgjerrighed, og Mac⸗
Leod med en taus Interesſe. Herbert var utrættelig,
han ſtod tidlig op, gik ſildig tilſengs og gjennem⸗
ſtreifede til Heſt Sukkermarkerne fra Morgen og til
Aften. Hans Onkel lod ham have ſin fuldkomne
Frihed. Ledſaget af en kanaquiſk Tjener ved Navn
Liho, ſom han ſelv havde udſogt fig blandt de talrige
Indfodte, der anvendtes i Sukkermollerne, tilbragte
han hele Dage med at fee Alt, underſoge Alt og
vaage over Alt.

Saaledes forløb flere Maaneder. Herbert var
ſnart uundværlig. J fit Forhold til de talrige Ar⸗
beidere paa Plantagen var han altid faſt og retferdig
og derfor ogſaa agtet og æret. Den gamle Stephen
afſtod ham ſnart en heel Deel af fin Myndighed
og behandlede ham med langt mere Opmerkſomhed,
end nogenſomhelſt Anden. Herbert modtog disſe
Wresbeviisninger [om Noget, der tilkom ham. Hoflig,

338 Ella Wilſon.

men kold, holdt han ſig uforanderlig til ſin Stilling
og gjorde aldrig mindſte Hentydning til de Familie⸗
baand, der forenede dem. Naar de talte ſammen,
dreiede deres Samtale ſig udelukkende om Forbedrin⸗
ger pan Plantagen. Forgjceves ſogte den Gamle, ved
flere Leiligheder, at fane Herbert til at tale om fig
ſelv, ſin Moder og fine Soſtre, men det lykkedes ilke.
Herbert forte altid Talen tilbage paa Forretningen
eller kom med et eller andet Paaſkud, der nodte ham
til at trœkke ſig tilbage.

En Morgen ſpurgte Stephen ham om, hvorledes
han agtede at tilbringe Dagen.

„Der er for Sieblikket kun lidt at gjøre,” ſparede
hau, „Arbeiderne ere efter Deres Forlangende ankomne
fra Honolulu for at reparere og renſe de ſtore
Kjedler. Jeg tenker at benytte denne Standsning i
Arbeidet til at gjøre en Tour til Manoa, hvor jeg
endnu ikke har været. Liho har ſagt mig, at der for
et halvt Aar ſiden er ſendt et halvthundrede Heſte
derhen, der nu ere i god Stand. Jeg har befalet
ham at udtage blandt Heſtene her alle dem, ſom det
er onſkeligt at fane paa Græs, og tager i den An⸗
ledning nogle Kanaquer med mig.“

„Det er meget rigtigt. Ideen er god og Vie—
blikket vel valgt. Men ſiden Du gaaer til Manoa,
vil jeg bede Dig gjore mig en Tjeneſte.“

„Med Fornoielſe.“

„Vil Du levere dette Brev til Miſtreſs Wilſon.

Ella Wilſon. 339

Hun boer i Nærheden af Manoa, paa den anden
Side af Dalen.”

„Naar jeg kommer dertil, ffal jeg ſtrax ſende en
af mine Folk derover med Brevet.“

„Nei, jeg feer hellere, at Du gaaer ſelv. Miſtreſs
Wilſon ſkriver mig til, at hendes Plantagebeſtyrer er
reiſt bort. Hun trenger til et godt Raad i en Sag,
ſom hun ikke nærmere har udviklet, og onſker at vide
min Mening. Det er god Stik imellem Naboer.
Jeg har kjendt hende længe, jfjøndt jeg feer hende
ſjelden. Men da jeg ikke ſelv kan tage derhen, vil
jeg bede Dig om at gaae i mit Sted; jeg ſkal give
Dig et Brev med til hende.“

„Jeg ſkal gjerne opfylde Deres Onſke, men fjender
forreſten Fru Wilſon.“ É

„Virkelig? derom har Du aldrig talt til mig.“

„De har ikke ſpurgt mig derom. Fru Wilſon
og hendes Datter vare Pasſagerer ombord paa det
Skib, der bragte mig hertil.“

„Du kjender Miſs Ella?“

„Som man kjender en ung Pige, hvem man
træffer ombord paa et Skib.“

„Hvad er din Mening om disſe Damer ?”

„Jeg har ſlet ingen. Antager De, at den Sag,
hvorom hun vil ſporge mig tilraads, gjor det nod⸗
vendigt, at jeg maa opholde mig der længere?”

„Det veed jeg ikke. Maaſkee kan den afgjores i
nogle Timer, maaſkee krœever den flere Dage. J det

340 Ella Wilſon.

Tilfælde vil Fru Wilſon viſe Dig al mulig Gjeſt⸗
frihed. Du tager derimod og lader mig kun vide
Beſked med en af Dine Kanaquer.“

„Godt. Naar jeg er færdig i Manoa, fager jeg
med Liho over til Fru Wilſon. Hvis jeg er nodt
til at blive der, vil Liho i Morgen bringe Dem et
Par Ord fra mig.“

„Det er godt. Farvel, Herbert Douglaſs.“

„FJarvel.“

Et Par Timer efter red Herbert bort, fulgt af
Liho og nogle Kanaquer. der forte en Snees Heſte
med ſig.

Veien, ſom fører fra Hilo til Manoa, gaaer
igjennem den Dal, hvor Plantagen befinder fig.
Veien gaaer temmelig brat nedad, løber langs med
Stranden, arbeider fig fan op til nogle ffovbeflædte
Hvifletter og ſnoer fig derpaa hen langs Siden af de
mægtige Skovſtrekninger. Hiſt og her er der Bu
ſtadſer af Tamarindetrœer, hvis tætte Skygge for⸗
hindrer alle Snylteplanter fra at trives, og hvis hoie
og glatte Stammer ſee ud ſom gothiſke Kirkepiller.
Det er under disſe morke Grene, at Kanaquerne for
et hundrede Aar ſiden tilbade deres Guder og i deres
overtroiſte Iver bragte dem Menneſkeliv til Offer.
Tilhoire rullede det ſtille Hav fine lyſeblaage Bølger,
medens en tropiſk Sol belyſte det vidunderlig ſtjonne
Landſkab, hvor Fuglene i deres ſtraalende Fjeder⸗
hamme flagrede fra Træ til Træ, medens Hjorder af

Ella Wilſon. 341

vilde Oxer langſomt bevegede ſig hen imod Vandings⸗
ſtederne og ſtandſede kun for at kaſte et mistænkeligt
Blik til de Reiſende, der forſtyrrede dem i deres Fred
og deres Enſomhed.

Herbert kunde ikke lade vere at beundre denne
ſmukke Natur, der var fan friff og ſaa ſmilende og
ſyntes at indbyde til Hvile og Betragtning. Han var
netop i den Alder, da Hjertet banker ſterkere ved
Synet af den ſkjonne Natur, og de mennefſkelige Evner
ſynes at ſmelte ſammen med Harmonien i det Hele.
Det er lykkelige Timer i et Menneſkeliv, og Erindrin⸗
gen derom ubflettes aldrig.

Fra Tid til anden vaagnede han af fine Drom—
merier og henvendte et og andet Sporgsmaal til Liho,
der lob taus ved Siden af ham. Liho talte ud⸗
merket Engelff. Han havde lært det i Californien,
ſom han ſaavel ſom mange andre Kanaquer havde be⸗
givet ſig hen til for at vinde Formue. Nogle Aar
for Herberts Ankomſt til Øerne havde Liho forelſtet
fig i en ung Pige fra Hava, hvis Fader eiede be⸗
tydelige Landſtrœekninger og en Snes Heſte, og ſom der⸗
for ogſaa fordrede, at hans Svigerſon ſkulde have
Formue. Liho var fattig og gik derfor til Californien.
Man horte ſenere, at Lykken havde begunſtiget ham,
og at han Havde været en af de forſte, der bearbei⸗
dede Minerne i Virginia⸗City; ſenere bleve Efter⸗
retningerne om ham mere beſtemte: flere Landsmænd
havde ſeet ham, talt med ham og modtaget Tjeneſter

342 Ella Wilſon.

af ham. Liho var nu rig og tenkte paa at vende til
bage for at gifte fig med den ſmukke Liliha. Man
ventede ham fra Dag til Dag, men der gik Maaneder
hen, og da han endelig kom, var han lige ſaa fattig,
ſom da han reiſte, og desuden ſyg, modlos, taus og
indeſluttet, men opfyldt af et ſaadant Had til Ameri⸗
fanerne, at man deraf med Rette eller Urette ſluttede,
at han var bleven et Offer for en eller anden Pankee,
der ſagtens Havde trukket ham med paa et Spillehus
og berovet ham Frugten af hans Arbeide. Liho ind—
fod ſig aldrig paa dette Thema; han opſogte kun
Liliha en eneſte Gang for at ſige hende, at han
elffebe hende beſtandig, men at Lykken havde fvigtet
ham, og at han vovede ikke mere at tenke paa 94
ægte hende. Liliha græd heftigt og ſogte at bringe
ham paa andre Tanker, men hendes Fader bifaldt
hans Opforſel og forſikkrede ham, at han havde hans
fuldſtendige Agtelſe. (
Udentvivl fandt Liho, at det var kun en daarlig
Erſtatning, thi fort efter forlod han Landsbyen Kona
og vandrede til Hilo. Hans naturlige Klogt var en
ſtor Aubefaling hos den gamle Stephen, der ſtrax
tog ham i fin Tjeneſte. Ogſaa Herbert lagde Merke
til ham, thi Liho var ikke blot en udmerket Rytter
og en utrættelig Jæger, men han Havde ogſaa to
andre koſtbare Egenſkaber: han var af Naturen
laug, og naar han talte, udtrykte han ſig lige godt
paa engelſk og kanaquiſk. Herbert gjorde ham forſt

Ella Wilſon. 343

til ſin Tolk og knyttede ham derpaa til ſig perſonlig,
da Stephen havde givet ham Lov til at vælge blandt
ſine Tjenere, hvem han ſyntes bedſt om. Liho ſluttede
ſig ſtrax inderligt til ſin unge Herre. Kanaquerne
ere af Naturen ſtolte og uafhængige og opfatte ingen-
lunde Tyendeforholdet paa ſamme Maade ſom Euro⸗
pæerne; men naar de blive vel behandlede, ere de
ikke deſtomindre de meſt udmerkede Tjenere. Herbert
havde kun havt ham i fort Tid, og Liho veg allerede
ikke meer fra hans Side; hans Erfaring og haus Kjend⸗
ſkab til Landet gjorde ham ſtore Tjeneſter. Ved hans
Djælp blev Herbert ſnart fortrolig med de Indfodtes
Sprog og de havaiſke Skikke, ſom Liho gjorde ham
bekjendt med paa deres daglige Udflugter.

Bed Ankomſten til Manoa ſkilte Herbert fig fra
Kanaquerne, der ledſagede ham, og begav ſig med
Liho til Fru Wilſons Bolig, der lag nogle Mile der⸗
fra. De kom igjennem en ſeyggefuld Dal, der gjen⸗
nemſtrommedes af en klar og dyb Flod. Den lob
ſtille hen igjennem en Skov af blomſtrende Citron⸗
og Apelſintrœer, der hvælvede deres Kroner hen over
dem. Pludſelig blev Herberts Opmeerkſomhed vakt
af regelmeœsſige Aareſlag, og et Sieblik efter ſage han
en ſmuk lille Baad, der blev roet af en ung Pige,
og i hende gjenkjendte han Miſs Ella. Ligeſaa for⸗
undret ſom han over dette uventede Mode, lod hun
Aarerne hvile, og idet Baaden beſkrev en lille Bue,

344 Ella Wilſon.

ſtandſede den tet ved det Sted, Hvor Herbert lige
ſom forſtenet ſtirrede paa dette ſmukke Syn.

Fruentimmerne ere i mange Retninger Mendene
overlegne, og iblandt andet ogſaa deri, at de Hurtigt
tage deres Parti. Der horer ikke meget til at fætte
dem i Forlegenhed, men de beſinde ſig hurtigt. Saa⸗
ledes blev Miſs Ella ogſaa i det forſte Sieblik for⸗
legen ved at treffe Herbert, men aldrig ſaaſnart
havde hun kaſtet et Blik paa ham, faa ſpillede der et
lille ondſkabsfuldt Smiil om hendes Leber. Hun
følte fig pan engang modig og kjeek, da hun ſaae
hvor frygtſom han var.

„Skal vi træffes her? er det Tilfældet, der fører
Dem herhen, eller kommer De for at beſoge min
Moder?“

„Det er rigtignok Tilfceldets Vært, men jeg
bringer dog et Brev til Deres Moder fra Hr.
Mac⸗Carthy, der har onſtet, at jeg ſtulde ſtille mig
til hendes Dispoſition i nogen Tid.“

„Min Moder vil blive glad over at ſee Dem,
og hvis De vil overlade Heſten til Deres Tjener og
med mig tage ned ad Floden, vil vi alligevel komme
forſt. Det er da ikke forſte Gang, at vi To ſeile
ſammen.“

Herbert lod ſig det ikke ſige to Gange, og ſnart
gled Baaden raſk hen i det dybe Morke, ſom de
af Lianer ſammenflettede Trætoppe udbredte. over
Floden.

Ella Wilfon. 345

Medens Herbert roede, kunde han ikke lade være
at betragte fin Ledſagerinde. Miſßs Ella fad bag i
Baaden og var oienſynlig glad over at kunne hvile
fig. Hendes fine Figur tog fig godt ud i den hvide
Kjole. Hun havde taget Straahatten af, og i hendes
blonde Lokker, der dannede et Diadem om hendes
hvide Bande, var der ſtukket en ſkinnende hvid Hibiscus⸗
blomſt, og en anden ſad i hendes Bælte. For at
kunne roe bedre, havde hun opſmoget Kjolecermerne
og kom derved til at fremviſe en ſmuk hvid Arm af
den reneſte Contur. Anſigtet havde en ſmuk Oval,
Munden var ſmuk og ſmilende, men hvad der gav
Anſigtet ſin egentlige Charakteer var hendes Blik,
der paa engang var freidigt, tillidsfuldt og ærligt;
man ſaae, at man havde en brav, kjæk og modig
Natur for ſig.

Fortabt i Beſkuelſen ſkyndte Herbert ſig ingen⸗
lunde med at bryde Tausheden; ja han glemte ikke
blot at tale, men endogſaa at roe.

„Brug Aarerne,“ udbrød Miſs Ella, „eller vi
blive ſiddende midt imellem Pandauustrceerne.“

Herbert vaagnede af fit Drommeri, og den lille
Baad foer igjen afſted ſom en Piil.

„Nu er De alt for hurtig. Huſk dog paa, at
Floden krummer fig beſtandig; vi har desuden en
lang Vei, og De man ſpare paa Deres Kræfter.”

„De holde nok ud, Miſs Ella. Men tillad mig
23

346 Ella Wilſou.

at ſporge Dem, om De har nogen Anelſe om, hvad
Deres Moder egentlig vil mig.“

„Jeg veed kun ſaameget, at Sagen dreier ſig
om Mr. Richard.“

„Og hvem er Mr. Richard?“

„Opſynsmanden paa vor Plantage. Han er fra⸗
værende for Sieblikket, og da han er os ganſke uund⸗
værlig, ſavnes han overalt.”

„Er Mr. Richard en Europceer?“

„Ja, en Englender ligeſom De; han er ualmin-
delig dygtig, tillige klog, velopdragen og pan Deres
Alder. Moder har den fuldſtendigſte Tillid til ham,
og jeg kalder ham hendes Favorit.“

„Virkelig,“ ſvarede Herbert med et let Anſtreg
af Misfornoielſe. „Er han ogſaa Deres?“

„Min? det har jeg virkelig aldrig tenkt over.
Han er elſtveerdig, forekommende, og tiltrods for ſine
mangfoldige Beſkjeftigelſer finder han dog altid Tid
til at efterſee min Baad og ſorge for mine Heſte.
Han opgiver mig ogſaa ſtadig, hvilke nye Bøger jeg
ſkal lade komme fra Boſton eller London, og hvilke
Partiturer der udkomme i Paris. Han er et mange⸗
ſidigt Menneſte, det kan jeg forſikkre Dem.“

„Det feer jeg ... og jeg misunder ham.“

„Hvorfor?b?““

„O, det maa jo være ham en ſeregen For⸗
møielfe at kunne beſkjeftige fig med Deres Moder og

Ella Wilſon. 347

Dem, at kunne interesſere ſig for hvad De foretager
Dem og paa den Maade altid have et Krav paa
Deres Taknemmelighed.“

Miſs Ella traf Dienbrynene ſammen.

„Jeg har,“ vedblev han, „for nogle Maaneder
ſiden forladt min Moder og mine to Soſtre, og jeg
kan derfor jaa langt borte fra Hjemmet godt fætte
mig ind i et lykkeligt Huusliv, der erindrer mig om
mit eget.”

„Jeg forſtaaer Dem,“ ſagde hun med et god⸗
modigt Smiil, „men jeg veed ikke, om Mr. Richard
deler Deres Folelſer. Han har aldrig talt til mig
om ſin Familie, og — det falder mig nu ind — jeg
har aldrig hort den mindſte Hentydning fra hans
Side hverken til Slægt eller Venner. Det er to Aar
ſiden, at han kom til min Moder og tilbod hende ſin
Tjeneſte; han havde en lang Samtale med hende,
hvorefter hun meddeelte mig, at hun havde anſat ham
ſom Overopſynsmand paa Plantagen. Hun ſagde til
mig, at de Breve og Oplysninger, han havde med—
delt hende, vare i hoi Grad anbefalende, og at han
var af en meget anſeet engelſk Familie, hvis Navn han
havde meddeelt hende; men hun bad mig om aldrig
at henvende noget Sporgsmaal derom til Mr. Richard,
men i alle Henſeender betragte ham ſom min Lige⸗
mand. See, det er Alt, hvad jeg veed om Mr.

Richard — og nu er vi ved Maalet.“
f 23˙

348 Ella Wilſon.

III.

Floden beſkrev pan dette Sted en ſmuk Bue, [om
man behændig havde benyttet til at danne en lille
Gavn. Bed en Steentrappe laae to ſmukke ſmaa
Fartoier under et Slags Telt, og i Nerheden deraf
var der opfort et ſmukt lille Badehus i Schweitzer⸗
ſtil. En bred Allee af kjempemasſige Roſentreer,
blandede med Hibiscus og Palmetrœer, forte op til
Fru Wilſons Bolig, der laa pan en Slette,

J faa Minutter havde de naget den gjennem
Haver, der loftede ſig i Terrasſer, forbundne med
hinanden ved Steentrapper. Fru Wilſons Bolig var
opfort af Træ, ſom neſten alle Huſene paa Sand⸗
wichsderne, og frembød et ualmindeligt koket og til⸗
talende Ydre. En hoi og bred Veranda trak fig langs
med Fagaden og begge Floiene. Den dannedes af
en let Colonnade, der igjen forſvandt under Lianer
og Slyngplanter. Glimrende tropiſke Blomſter ſkin⸗
nede frem af den grønne Masſe i lette Guirlander
og blandede deres ſtraalende Farver i hinanden. Et
vidtſtrakt Eſpalier af kempemesſige Caprifolier og
Roſentrœer udbredte ind ad til en tæt Skygge og ud
ad til et Mylder af Blomſter. Verandaen, der dan⸗
nede en ſtor Salon, var bedeekket med Straateæpper,
og chineſiſte Meubler, det vil ſige lange Stole og
Sophaer, der ogſaa ere blevne velbekjendte i Europa,
og ſom indbod til at hvile om Dagen og til at
dromme i de ſtjerneklare Aftener.

Ella Wilſon. 349

J denne Veranda fad Fru Wilſon og faae fin
Datter nærme fig, ledſaget af en Fremmed. Saaſnart
hun gjenkjendte Herbert, reiſte hun ſig og rakte det
unge Menneſfe venſkabeligt Haanden. Herbert leverede
hende Brevet fra Mac-Carthy, og hun leſte det ſtrax.

„Ella,“ ſagde hun efter at have leſt det, „ſorg
for, at Hr. Herbert kan flytte ind i Cottagen.“ Der⸗
paa vendte hun fig til ham og ſagde med den ſtorſte
Artighed: „De er min Gjeſt i nogle Dage; Mac⸗
Carthy har ſtrevet mig til, at De ſtiller Dem fore⸗
lobig til min Raadighed. Den Sag, hvori jeg trænger
til Deres Biſtand, vil medtage en Ugestid, ſaa megen
Tid kan De nok indromme mig, ikke ſandt?“ Herbert
ſvarede bekreeftende og bad blot om Tilladelſe til at
ſkrive nogle Linier, ſom hans Tjener Liho kunde
bringe hjem til Plantagen.

„De vil her finde Skrivematerialier. Siig til
Liho, at han kommer igjen i Morgen. Han ſtal boe
hos Dem, og De vil maaſkee nok kunne behøve hans
Tjeueſte. Medens De ſkriver Deres Brev, flal jeg
give de nodvendige Ordrer.“

To Timer ſenere galoperede Liho hjemad til
Plantagen, og Herbert tænfte med Fornoielſe paa, at
han i flere Dage ſkulde leve hue: med Miſs Ella
og hendes Moder.

Morgendeemring og Tusmorke exiſtere ikke under
Troperne. Dag og Nat folge paa hinanden uden
Mellemrum. Næppe er Solen forſpunden fra Hori⸗

350 Ella Wilſon.

zonten, for Morket udbreder fig, men denne pludſelige
Overgang har ogſaa fit Trylleri. Natterne ere jaa
ſmukke, Aftnerne faa behagelige. Naturen, der har
Jmægtet under Paavirkningen af de forterende Sol—
ſtraaler, vaagner til nyt Liv og fortſctter fit hemme⸗
lighedsfulde Arbeide. Blomſterne reiſe ſig van deres
Stilke og udſende deres Vellugt. En let Briſe hvisler
igjennem Skovens Blade og bortforer paa ſine Vinger
denne Vellugt, der opfylder Sletterne. Daturaerne
vugge ſagte deres fæmpemæsfige Hvide Blomſter,
hvis Duft er fan gjennemtrengende, at den ſpores
langt borte. Oxerne og Heſtene, der om Dagen flygte
ind i Skyggen af de ſtore Træer, vende tilbage til
Plainen og deres Grœsgange, ſom de forlade igjen,
naar Solen ſtaaer op. Forunderlige Conſtellationer,
der ere ubekjendte i Europa, ſtraale fra den dybe
Himmel, og ind imod Strandbredden valter det ſtille
Hav ſine lyſende Bolger.

Herbert fad ude pan Verandaen og pasſiarede
med begge Damerne. Fru Wilſon havde under Maal
tidet forklaret ham, hvad hun onſkede, at han ſtulde
udrette for hende. Plantagebeſtyreren Mr. Richards
Fraverelſe, der trak længere ud, end hun havde ventet,
tvang hende til at tage visſe Beſtemmelſer, ſom bragte
hende til at vakle. Hun bad Herbert om allerede
neſte Morgen at fætte fig i Virkſomhed og derpaa
meddele hende ſine Raad. Da Fru Wilſon var be⸗
roliget i dette Punkt, overlod hun og hendes Datter

Ella Wilſon. 351

fig til Fornoielſen af at ſamtale med deres Reiſe⸗
kammerat. De vare uysgjerrige efter at vide, hvad
Indtryk dette Land, ſom de ſaa tidt under Overfarten
havde talt om, havde gjort paa ham, og de onfkede
ogſaa at bringe ham til at tale om fig felv, fine
Planer og ſin Familie. Herbert paa ſin Side folte
ſig lykkelig over, for ſorſte Gaug ſiden han forlod
Europa, at finde ſig imellem ſympathetiſke Venner.
Denne kvindelige Indflydelſe, hvis velgjorende Virk⸗
ninger han ſaa ofte havde følt i fin Moders og fine
Soſtres Selſkab, gjennemtrængte ham paany. Alt,
hvad der omgav ham, forogede Fortryllelſen; uden at
forraade ſit Incognito, uden at ſige et Ord, der kunde
bringe Damerne pan Spor efter hans Hemmelighed,
talte han om fin Fortid, om de Uheld, der havde
berovet ham hans Formue, og om de Vessner i
Hjemmet, der vare ham dyrebare fremfor Alt.

Fru Wilſon horte paa ham med Velvillie, og
Ella med en Sympathi, ſom hun ikke ſogte at ſtjule.
Ogſaa de bleve mere meddelende, og han erfoer nu,
at Fru Wilſon havde været Enke i fire Aar; hun
havde forladt England for tyve Aar ſiden med fin
Mand, der var yngre Son af en rig Familie. Han
havde netop dengang arvet en betydelig Sum, der
ſatte ham i Stand til at forſoge Lykken i et nyt
Fedreneland. Han var taget til Indien med fin
unge Kone, men det hede Klima ſkadede haus Sundhed.
Forforte af de Skildringer, de horte om Saudwichs⸗

352 Ella Wilſon.

derne, beſluttede de at nedſctte fig der. Mr. Wilſon
erholdt af Regjeringen et betydeligt Terrain pan Øen
Hawaf. Hans forſte Forſog pan at dyrke Caffe
lykkedes over Forventning. Opmuntret ved dette Ud—⸗
fald gik han beſtandig videre og ſendte ſin Caffehoſt
til Amerika og Auſtralien, og da Doden overraffede
ham i en ung Alder, anſages han allerede for en af
de rigeſte Plautere i Archipelaget. Det var han i
Virkeligheden ogſaa. Plantagen gav betydelige Ind—
tægter, ſom en forventet Frihandels⸗Traktat med Nord⸗
amerika kunde bringe op til en ſpimlende Hoide. Ella
var fjorten Aar gammel, da Faderen dode. J det
forſte Sieblik tænfte Fru Wilſon paa at realiſere fin
Formue, for udelukkende at kunne leve for ſin Datter,
men Mac⸗Carthys Foreſtillinger holdt hende tilbage.
Det var jo ikke uſandſynligt, at den lenge ventede
Traktat kunde blive affluttet, og hun vilde da vende
tilbage til Europa med en betydelig Formue. Miſs
Ella pan fin Side tenkte dog kun med Frygt paa at
forlade et Land, hvor hun var fodt, og ſom hun
elſtede. Alt, hvad hun leſte, og hvad hun horte for⸗
tælle om Europa, havde kun ringe Tillokkelſe for
hende. Som et ægte Barn af Troperne, der var
vant til at leve i et uforligneligt Klima, forferdedes
hun ved Tanken om en Forandring, der iſtedetfor det,
ſom hun tabte, bod hende en Erſtatning, ſom hun
ikke ſatte Pris paa. Fru Wilſon gav ſaa meget hellere
efter for disſe Betragtninger, ſom hendes magelige

Ella Wilſon. 353

Natur gjorde hende uſfkikket til enhver raſk og energiſk
Beſlutning. Hun ſagde til ſig ſelv, at hendes Datter
var endnu meget ung, at de jo folte ſig lykkelige, og
at hun ſkyldte ſit Barn at afvente de ſtore Reſultater
af Faderens fremſynede Anſtrengelſer.

Herbert horte med Interesſe paa alt dette. Miſs
Ella var altſaa rig, meget rig; men hvad trængte hun
til Formue, og behøvedes der en gylden Ramme til
at indfatte disſe henrivende Træt? Maatte man ikke
ſnarere frygte for i den dybe Enſomhed, hvori hun
levede, at en eller anden Lykkeridder kunde indſuige
ſig i hendes Paradis? hvem var desuden denne Mr.
Richard, ſom den unge Pige ſaa freidig hapded talt
om, men hvis uafladelige Interesſe for hende forekom
ham faa beſynderlig? Han faldt endelig i Sovn, idet
han ſagde til fig ſelv, at alt bette vedkom ham jo
flet ikke; men han kunde dog ikke lade være at be⸗
breide Fru Wilſon, at hun kunde være ſaa uforſigtig
at tillade et ungt Menneſke, ſom hun dog ikke kjendte
noiere, at vinde beſtandig ſtorre Terrain hos ſin
Datter.

Den folgende Dag tog Herbert fat paa fit Ar⸗
beide. Han lod ſig give en noiagtig Fremſtilling af,
hvilke Arbeider der vare paabegyndte, og hvilfe
Expeditioner der ſkulde foretages, og med Lihos
Hjælp lykkedes det ham ogſaa at kunne give de nod⸗
vendige Ordrer, ſaa at Alt, hvad der var paabegyndt,
kunde fortſcettes. Dette Arbeide medtog hele Dagen,

354 Ella Wilſon.

og forſt ved Middagstid vendte han tilbage. Fru
Wilſon bifaldt Alt, hvad han havde gjort, og Miſs
Ella tilbød at ledſage ham den folgende Dag paa en
Expedition til en af Plantagens Farpagtergaarde, der
laa nogle Mile borte. Fru Wilſon gav fit Samtykke,
Liho ſkulde ledſage de unge Menneſker, og man ſkiltes
ad, efter at man var bleven enig om at tage bort
ganſke tidlig neſte Morgen.

Herbert indfandt ſig punktlig; men Miſs Ella
ventede allerede paa ham og tumlede i Gaarden ſin
Yndlingsheſt Diana, et ſmukt, ſorthaaret Dyr, der
ſyntes at være ſtolt af fin lette. Byrde.

„Jeg begyndte at frygte, at De havde glemt
vor Aftale igaar,“ ſagde hun til ham i en ſpogeude
Tone.

Herbert pegede paa den kolosſale Uhrſkive over
Indgangen til Verandaen.

„Ja, De har Ret — De er virkelig punktlig!
men lad os faa komme afſted, inden Solen kommer
altfor høit paa Himlen.”

Herbert adlod, og fan Øieblitke efter gik det i
ſterkt Trav op ad Bakken. Veien gif i Zigzag be⸗
ſtandig, og ferſt da de naaede Toppen, ſagtnede Miſs
Ella fit Trav, „Lad os ſtandſe et Øieblif under
den Tamarinde der, vore Heſte kunne da puſte ud
i Skyggen, medens jeg viſer Dem en vidunderlig
ſmuk Udſigt.“

Panoramaet, der agabnede fig for deres Blikke,

Ella Wilſon. 355

var af dem, man ikke glemmer faa let. Foran dem
bredte fig den vidtſtrakte Slette ved Waimai, der
afſluttes i Horizonten ved det gigantiſke Bjerg Mauna⸗
Loa, hvis ſneebedekte Spidſer overgage i Hvide alle
de meſt bekjendte Alpetoppe. Dets hvide Afſetninger
aftegnede fig ſkarpt paa den blaa Himmel. Et Skov⸗
bælte omgav dets Fod, derefter fulgte et Bælte, ſom
kun beſtod af Buſkvexter og Krat; og endnu hoiere
oppe Sneeregionen. Den lette Atmosphere ſyntes at
ophæve al Afſtand, og Siet hvilede pan engang paa
alle disſe Spidſer, der ere ſaa vanftelige at beſtige.
Til hoire tabte det ſtille Hav fig i et umaadeligt
Fjerne. Ikke et Seil var at ſee pan bets blaae Bølger,
der beſtylle Chinas og Indiens Strandbredder paa
den ene Side og Central-Amerikas Kyſter paa den
anden. Tilvenſtre bredte ſig de ſtore, tauſe og ube⸗
traadte Skove, der ſtrakte ſig op imod en Himmel,
ſom hverken kjender til Vinter eller Forandring i
Aarstiderne. Bag dem faa Dalen, ſom de nylig
havde forladt, i Skygge, og i Maleriets Baggrund
ſkimtede man den lille Flod, der ſnart ſkjulte fig i
Skyggerne og fart blinkede ſolvfkinnende frem i
utallige Krumninger.

Efter nogle Minutters Forløb fortſatte de deres
Ridt.

„Her kan vi endelig galopere,“ ſagde Miſs Ella og
gav fin Heſt Toilen, og nu gik det igjen raſk fremad

356 Ella Wilſon.

gjennem de gronne Prairier, til de naaede Forpagter⸗
gaardens Bygninger.

„Bravo, Mr. Herbert!“ udbrød Miſs Ella, „Dem
kunne vi gjore Noget af! Mr. Richard har altſaa
Uret, naar han paaftaaer, at de unge Menneſker i
Europa mangle Driſtighed, og at de ere bange for
enhver Anſtrengelſe.“

„Mr. Richard har en altfor daarlig Mening om
ſine Landsmend.“

„Det troer jeg med. Efter hans Udtalelſer ere
de unge Piger i Europa Dukker, der ikke bekymre ſig
om Andet end om deres Toiletter, og de unge Herrer
have kun een Lidenſkab, og det er at ffaffe fig Formue.
Det har foruroliget mig meget.”

„De bryder Dem altſaa ikke om at vende tilbage
til England?“

„Jeg veed det virkelig ikke. Undertiden gribes
jeg af Nysgjerrighed efter at ſee disſe Civiliſationens
Vidundere, hvorom der tales faa meget i de Bøger
og Aviſer, ſom vi leſe. Undertiden, og det er ſom
ofteſt Tilfældet, finder jeg mig ſaa lykkelig under
denne ſtjonne Himmel og bette deilige Land, at jeg
er bange for at gjore nogen Forandring.“

„Jeg forſtaaer Dem, Miſs Ella. Men maaffee
er Deres Frygt dog ugrundet. Det forekommer mig,
at Mr. Richard gjør fit Bedſte for at betage Dem
Lyſten til at beſoge Europa.“

Ella Wilſon. 357

„Hvorfor? hvad angaaer det ham, om vi tage
til Europa eller ikke.“

„Hvad det angager ham?“

„Ja, Mr. Richard er hverken min Broder eller min
Slægtning; han er desuden faa virkſom og klogtig, at
han altid er vis paa at gjøre fin Lykke. Moder har
fortalt mig, at han har afſlaget en langt mere ind—
bringende Stilling i Honolulu for at blive paa Hawal.
Han kan faae, hvad for en Poſt han har Lyft til.“

Herbert faae pan hende med Forbauſelſe. Hun
ſagde disſe Ord ſaa naturligt og ſimpelt, at han var
mødt til at tage dem ganſte bogſtaveligt, men det for⸗
andrede ikke den Antipathi han vedblev at føle for
Mr. Richard.

Om Eftermiddagen beſaage Herbert i Selſkab med
Liho og Stedets manager (Forvalter) Forp agtergaarden
der var i en udmerket Orden. Der var gjort visſe
ſindrige nye Forſog, der tiltrak ſig hans udeelte Op⸗
merkſomhed: man ſagde ham, at de ſtyldtes Mr.
Richard og at den Orden, der herſkede overalt, hid⸗
rørte fra hans hyppige Beſog. Fra det Sieblik af
var han vel ikke mindre forudindtaget imod Mr. Richard,
men han var dog overbeviiſt om, at Fru Wilſons og
hendes Datters Interesſer vare i dygtige Hender, og
at Plantageinſpecteuren var ſin Poſt fuldkommen voxen.

Miſs Ella havde heler ikke ſpildt Tiden. Hun
havde været i Honſegaarden og beſogt fine Yndlinger
og derfra gjort en Rundaf i Frugthaverne og kom

358 Ella Wilfon.

nu tilbage henrykt over en ny Plantning af Ferſken⸗
træer, ſom Mr. Richard havde overrafket hende med.
Alle de tidligere Forſog paa at acclimatiſere denne
Frugt bare mislykkede. Nu havde han fundet paa at
plante dem paa Hoiſfletten, og det var lykkedes over
Forventning. Da Herbert kom til, gjorde hun et
Forſog paa at bringe ham til at falde en mildere
Dom over Mr. Richard, men det lykkedes hende ikke.
Han var fan retfærdig at indromme, at Mr. Richard
var fin Poſt fuldſtcendig voxen, og at der herſfkede
den bedſte Orden pan Forpagtergaarden, men dermed
troede hau at have gjort nok, og forreſten horte han
med en flet ſkjult Misfornoielſe paa den unge Dames
begeiſtrede Lovptaler. Hun meerkede det godt, men
denne Kulde tilſkrev hun kun Mangel paa Kjendſkab
til Mr. Richards Perſon og Charakteer, og hun lovede
fig ſelv, at hun ſkulde benytte den forſte Leilighed,
der tilbod ſig, til at curere ham for hans Fordom.
Den kom hurtigere, end hun havde tenkt fig, thi paa
Tilbageveien forte Herbert ſelvb Talen hen pan Mr.
Richard.

„Det forekommer mig. Miſs Ella, at De har
ſagt, at Mr. Richard er ung?“

„Han er tredive Aar, troer jeg.“

„Hvorledes er han forreſten?“

„Üdmerket, efter min Mening. Hans Samtale
er interesſant. Han har reiſt meget, ſeet og oplevet
meget. Han er en udmerket Rytter og forbauſer

Ella Wilſon. 359

endog Kanaquerne ved ſin Smidighed og Styrke.
Intet formager at trætte ham, og hvis han ikke engang
imellem havde et Anfald af Melancholi, vilde han
være det behageligſte Menneſke at omgaaes, ſom man
kan tenke fig.”

„Hvad er Aarſagen til denne Melancholi?“

„Det veed jeg ikke; men naar det kommer over
ham, benytter han altid et eller andet Paaſkud
til at fjerne fig, til det er overſtaaet. Enten tager
han til Honolulu, for at efterſee vore Agenters Regn⸗
ſkaber, eller han gaaer paa Jagt i nogle Dage efter
vilde Oxer, men kommer aldrig tilbage uden at med⸗
bringe nogle ſmukke Bregner eller Fieldblomſter til
mine Rabatter eller mit Herbarium.“

„Haus onde Humeur kommer altſaa uden Grund
og gaaer bort uden Grund.“

„De er ikke retferdig, Mr. Herbert. Jeg ſiger
ikke, at det kommer og gaaer bort uden Grund; jeg
ſiger kun, at jeg kjender ikke Grunden.“

„Kunde det ikke være Deres Moder eller Dem
felv .. . der uden at vide det“

„Hvorledes ſkulde det være muligt?”

„Ja, hvor veed jeg det!“ ſparede Herbert med
nogen Forlegenhed; „maaſkee kan nogen Kulde hos
Deres Moder eller nogen Ligegyldighed hos Dem
være den hemmelige Grund ..“

„Nei, De er aldeles paa Vildſpor. De fjender
iffe min Moder, og De veed jkke, hvor uendelig god

360 Ella Wilſon.

hun er mod alle fine Omgivelſer. Hvad mig angaaer,
jaa har jeg aldrig havt ſelv den ubetydeligſte Trætte
med Mr. Richard. Jeg er altid eens og kan ikke i
mindſte Maade være Skyld i, at han undertiden kan
være i daarligt Humeur.“

„Men hvis alligevel ...“

„Hvad mener De? Jeg vil ſige Dem reent ud,
at jeg ærgrer mig over, Hvad jeg har ſagt. Hvis
Mr. Richard undertiden har et morkt Sieblik, faa er
det jo hans Hemmelighed. Jeg har aldrig ſpurgt
ham, hvad der er i Veien, og han har heller aldrig
ſagt mig det; men i ethvert Tilfælde vedkommer det
hverken Dem eller mig. Naar han tager bort i ſaa—
danne Sieblikke, faa er Grunden vel den, at han
frygter for at forraade ſig eller ikke holder af at
blive udſpurgt. Jeg burde have beholdt det hos mig
ſelv og allermindſt talt derom til Dem, der ikke fjender
ham og ikke ſynes ſynderlig vel ſtemt imod ham.“

Den unge Pige fane pan ham med et ſaa freidigt
og ſtolt Blik, at det bragte Herbert i Forlegenhed,
men han var altfor ærlig til ikke at føle hos fig ſelv,
at hun havde fuldkommen Ret.

Han taug et Oieblik; derpaa ſagde han: „Jeg
har Uret, Miſs Ella, og jeg fortjener den Tilrette⸗
viisning, ſom De giver mig. Kan De tilgive?“

Den unge Pige ſaae forundret pan ham, men
dog ſynlig tilfreds. „Vil De da ogſaa undſkylde min
altfor ſtore Heftighed?“ ſpurgte hun.

Ella Wilſon. 361

„Jeg har Jutet at undſkylde. De har ſagt mig
Sandheden, og den kan jeg høre og forſtaae.“

„Det haabede jeg, men nu ſeer jeg det. Moder
har ofte ſagt mig, at jeg brev Aabenhjertigheden altfor
vidt, og at det kun var en Ret og Pligt imod ...“

„Imod vore Venner,“ afbrod Herbert hende, da
han faac, at hun ſtandſede forlegen; men hvis jeg
vovede at bede Dem om at behandle mig ſom en
ſaadan, Hvad vilde da Deres Aabenhjertighed ſvare
dertil?“

„At jeg gjerne vil forſoge derpaa, uden at jeg
dog er vis pan Reſultatet. Med dette Forbehold vil
jeg gjerne behandle Dem ſom en Ven, Mr. Herbert.
Maaſkee blive vi det, og lad os da til en Begyndelſe
engang for alle blive færdige med bette Thema. De
er uretferdig imod Mr. Richard.“

„Ja.“

„Hvorfor?“ ,

„Fordi jeg misunder ham den Lykke, at han kan
ſee Dem hver Dag og leve ſammen med Deres
Moder og Dem, og fordi jeg ſammenligner hans
Skjcbne med min, der lever adſkilt fra dem, jeg elſter,
og uden at have Nogen, med hvem jeg kan tale om
min Moder og mine Soſtre.“

„Alt det forſtaaer jeg godt, og jeg beklager Dem.
Men nu kan De jo komme engang imellem til Manoa;
der kan De fortælle os om Deres Kjere, og naar
De kommer der, vil De treffe paa Mr. 9 og

*

362 Ella Wilſon.

De vil i ham finde en Kammerat, maaſkee en Ven
og i ethvert Tilfælde en Landsmand, med hvem De
kan tale om Deres Fedreland. og ſom langt bedre
end jeg er iſtand til at forftane Dem.“

„Nei, Miſs Ella.“

„Hvorfor ikke?“

„Fordi jeg vilde blive jaloux over den Hen⸗
givenhed, ſom De og Deres Moder nere for Mr.
Richard, og fordi jeg foler meget godt, at han har et Krav
paa Deres Taknemmelighed, medens jeg har ſlet intet,
og endelig fordi det Venſkab, De vilde ffjænfe mig,
altid vilde komme til at ſtaae tilbage, og fordi jeg
paa engang vilde fole mig lykkelig ved at komme her
og ulykkelig ved at vere ſammen med ham.“

„Jeg forſtager ikke, at det Venſkab, ſom vi har
for ham, i mindſte Maade kan være piinligt for Dem
eller i nogen Henſeende formindſke det Venſkab, vi
engang kunde komme til at nære for Dem.“

Herbert taug. Hun ſaae forundret paa ham og
ventede paa hans Svar.

„Nu da, Mr. Herbert, for ſvarede De faa raſt,
og nu tier De haardnakket?“

„Jeg frygter for at gjore Dem imod. Om jeg
end har ſagt Dem Sandheden, har jeg alligevel ikke
ſagt Dem den hele Sandhed, og dog troer jeg, at om
jeg end kan vinde Deres Venſkab ved en Overraſkelſe,
faa kan man kun bevare det ved at være fuldkommen
erlig. Da jeg nylig ſpurgte Dem om Grunden til

Ella Wilſon. 363

Mr. Richards Melancholi, iſtedetfor at tie, ſogte jeg
ad Omveie at komme til Sandheden. Det var ikke
ſmukt, og De har ſtraffet mig derfor, men De tilgav
mig, og derfor beder jeg Dem om at tillade mig
at tie.“

„Nei, jeg forlanger, at De ſkal tale. Hvis De
er gaaet ud fra en falſk Forudſœtning, ſkal jeg ſige
Dem det. Men jeg holder ikke af at høre, at de faa
Ord, jeg ſagde, ſkulde have foranlediget det.“

„De har altid Ret," ſpvarede Herbert ikke uden
Anſtrengelſe. „Jeg gik ud fra den Forudfætning, at
Mr. Richard, ved beſtandig at leve ſammen med Dem,
kunde forledes til at tage feil af ſine Folelſer og
betragte ſom Venſkab, hvad der ...“

„Det er nok ... jeg forſtaaer Dem ...“ [varede
Ella, idet hun betragtede ham ſkarpt. — Herbert
bukkede. — „Mr. Richard har aldrig talt et Ord til
mig, der kunde fortolkes pan den Maade. Der er
Intet i haus hele Forhold, der berettiger til en ſaadan
Formodning. Han har aldrig tilladt ſig at tale til
mig om Sligt, og hvis han gjorde det ... ſkulde jeg
nok bringe ham til at tie. —“ Med disſe Ord, der
ledſagedes af et ſtolt og udfordrende Blik, gav den
unge Pige ſin Heſt Toilen og foer afſted i Galop.
Herbert fulgte efter og uden at vexle et Ord vendte
de tilbage til Boligen, hvor Fru Wilſon ventede
paa dem. '

Aftenen forløb, uden at der med et eneſte Ord
24 **

364 Ella Wilſon.

blev hentydet til, hvad der var forefaldet. Herbert
ſogte forgjeves at udfinde, om Miſs Ella tilgav ham,
at han havde indladt fig pan et faa delicat Thema.
Enten det nu var tilfældigt eller efter Overlceg, men
Mr. Richards Navn blev flet ikke udtalt. Man talte
om Europa, Literatur, Muſik, kortſagt om alt Andet
end det, ſom Herbert var opfyldt af, og da han tog
Ufffed, var der Intet i den unge Piges Holdning,
der i mindſte Maade kunde oplyſe ham om, hvad
han ønffede at vide.

IV.

Den neſte Dag tilbragte han i den ſamme Uvis⸗
hed. Han ſaage Fru Wilſon og hendes Datter kun
ved Middagsbordet, men i dette Mellemrum havde
han, hvor beſkjeftiget han end var, anſtillet mange
Betragtninger. Han var kommet til det Reſultat, at
han ikke burde teenke pan Miſs Ella. Han fandt hende
fortryllende, men det var ikke nogen Grund og endnu
mindre nogen Undſkyldning. Miſs Ella var en rig
Arving, og han eiede Intet. Et Indfald af hans
Onkel kunde ſkjcenke ham en uhyre Formue, men det
var Noget, der laa ligeſaa fjernt, ſom det var uviſt,
og indtil da var han for alle Andre ſaavelſom for
lig ſelv ikke andet end en Forretningsforer for en
excentriſt gammel Mand. Var Miſs Ellas Hjerte
endnu beſtandig frit? og hvis det var det, var det
da ſagt, at hun vilde ffjænfe det til ham? Tenkte

Ella Wilſon. 365

man ikke paa, at hun ffulde ſlutte en glimrende For⸗
bindelſe ovre i England? Det var jo ikke for Intet,
at hendes Onkel, en rig Baronet i Susſex⸗Shire, be⸗
ſtandig forlangte af Fru Wilſon, at hun ſkulde bringe
ham hans Niece. Og denne Mr. Richard, ſom de
begge To talte om, denne ubekjendte og myſtiſke Per⸗
fon, hvem de ſkjcnkede ſaamegen Tillid, var han ikke
en farlig Rival? hvorfra ſkrer han ſig? hvad vilde
han? var han ikke forelſket i den unge Pige? Da han
havde driſtet fig til at udtale denne Formodning,
havde Miſs Ella ſvaret ham i en Tone, der afſfkar
alle yderligere Sporgsmaal, at Mr. Richard aldrig
havde tilladt fig at udtale ſaadanne Folelſer for
hende, men hvad beviſte det? ikke Andet, end at Mr.
Richard var en ſnu Perſon, der ikke vilde blotte ſig
ved overilet at benytte de Fordele, hans Stilling gav
ham, og at han foretrak at vente, til han var vis i
ſin Sag.

Af alt dette ſluttede han, at han gjorde bedſt i
at holde fig indenfor de beſkedne Greudſer, ſom han
et Sieblik havde ladet fig henrive til at overſkride.
Han havde glemt fig ſelv og glemt den Afgrund, der
adſkilte Herbert Mac⸗Carthy, der endnu for tre Aar
ſiden betragtedes ſom Arving til en betydelig Formue,
fra Herbert Douglaſs, der var Beſtyrer af en Plan⸗
tage paa Sandwichsderne. Han burde ſnareſt mulig
glemme de uforſigtige Ord, han havde talt, og den

366 Ella Wilſon.

driſtige Tanke, at et Venſkabsforhold var muligt
mellem Miſs Ella og ham.

Man ſeer, at Herbert ikke havde ſpildt ſin Tid
eller ſparet fig ſelv for at fee en ubehagelig Sandhed
ind i Sinene. Under hele Middagsmaaltidet var han
derfor taus og indeſluttet. Fru Wilſon meerrkede det
ikke, men Datteren, der havde bedre Bine, forundrede
ſig i ſit ſtille Sind over hans beſynderlige Veſen.

„Vi ventede Dem til Frokoſten,“ ſagde Fru
Wilſon til ham, „men Hushovmeſteren lod mig ſige,
at De blev borte hele Dagen; jeg frygter virkelig for,
at De anſtrenger Dem langt mere end nødvendigt,
faa meget mere ſom jeg idag har faaet et Brev fra
Herr Mac⸗Carthy, der underretter mig om, at Efter⸗
ſynet af hans Maſkiner vil endnu fræve noget længere
Tid, end han havde ventet, og at De derfor meget
godt kan offre mig en Ugestid eller to endnu, hvis
De forreſten ſelv ikke har Noget imod det.“

Endnu igaar vilde Herbert have været henrykt
over at kunne forlænge fit Ophold paa Manoa, men
i dette Oieblik, da han alene var opfyldt af Tanken
om, hvorledes han bedſt kunde trekke fig tilbage, kom
dette uventede Forſlag ham dobbelt ubeleiligt. At
gage ind paa det forekom ham umuligt, men at af⸗
fane det var heller ikke nogen let Sag. Hvilket Paa⸗
ſtud kunde han give, da det eneſte, der ſtod til
hans Raadighed, var ham afſtaaret ved dette Brev
fra Mac⸗Carthy? Det maatte han vel overveie. Han

Ella Wilſon. 367

gav derfor et undvigende og noget keitet Svar, der
bragte Fru Wilſon til at troe, at han i Dagens Lob
havde havt en eller anden Übehagelighed, ſom han
ikke vilde tale til hende om. Hun fordoblede derfor
Jin Opmeerkſomhed imod ham, udſpurgte ham med
ſaamegen Velvillie og horte paa ham med en ſaadan
Interesſe, at hans paatagne Kulde lidt efter lidt for⸗
ſvandt, og at han indſage, det var ham umuligt at
modſtaae ſaamegen Elſkverdighed.

Maaſtee havde hans Modſtand veret ſterkere,
hvis Miſs Ella ikke var kommet Moderen tilhjelp.
Hans ſorgmodige Mine overraſkede hende, og hun be⸗
breidede ſig hemmeligt, at hun Dagen iforveien havde
behandlet ham med nogen Stolthed og Overlegenhed.
Han havde været noget driftig i fine Nttringer, men
hun huſkede ogſaa paa, hvor ſmukt han havde tilftaaet
ſin Uret.

„Nu er der jo Intet, der falder Den til Hilo,
Mr. Herbert, og her kan vi jo ikke undvære Dem.
Moder er faa rolig og ſorglos, naar De er her og
forlader fig ganſke paa Dem. Her kommer desuden
faa ſjeldent Landsmænd, og da vi dog nu ere Naboer,
ſaa lad os lære at fjende ... og forftaae hinanden.”

Miſs Ella betonede disſe ſidſte Ord faa ſteerkt,
at hun ſeirede over alle Herberts Betenkeligheder.
Man opgiver ſaa let en Beſlutning, man har fattet
af Klogſkab, men ſom Hjertet proteſterer imod. Det
ſamme var Tilfældet her. Uden at ſige fuldſtendig

368 Ella Wilſon.

Ja, takkede han Miſs Ella med et Blik og Fru Wilſon
med nogle erkjendtlige Ord, derpaa blev han fig ſelv
igjen og overlod fig ganffe til Øieblitfets Indtryk.

Han var ikke den Eneſte, der maatte bøie fig for
den Troldom, ſom Miſs Ella var i Beſiddelſe af.
Under fin daglige Omgang med de Indfodte havde
han hurtig bemærfet, at om Fru Wilſon var elſket af
Plantagens Befolkning, ſaa var Miſs Ella forgudet.
Det var ikke nok, at hun talte Kanaquernes Sprog og
kom dem og deres Familier tilhjelp ved alle Leilig⸗
heder, men hun interesſerede ſig for Alt, hvad der
angik dem. Herbert vidſte, at Mr. Richard var lige⸗
fan upopulair, ſom Ella var tilbedt iblandt dem og
at hendes Mellemkomſt mange Gange havde forebygget
alvorlige Conflikter mellem ham og Arbeiderne. Af
Liho havde han desuden hort en Mængde Bevijer
paa den unge Piges Godhed og Hoimodighed, der ikke
kunde Andet end forſterke den Kjerlighed til hende,
ſom han endnu beſtandig antog for Beundring og
Venſkab. j

En Begivenhed ſkulde ſnart oplyſe ham om hans
virkelige Folelſer. Det hed pludſelig, at man ventede
Mr. Richard, og at han hvert Sieblik kunde vere til⸗
bage. Fru Wilſon lagde ikke Skjul paa fin Glæde
over denne Efterretning, men Mijs Ella hørte paa
den med Ligegyldighed. Det var imidlertid klart for
Herbert, at han burde benytte ſig af denne Leilighed
til at tage bort. Mr. Richards Tilbagekomſt gjorde

Ella Wilfon. 369

hans forlængede Ophold overflødigt, og der var derfor
ingen Grund for ham til at udfætte ſig for et Sammen⸗
træf, der var ham ligefrem ubehageligt, Hans Be⸗
flutning var fattet, og to Dage efter vilde han tage
bort. Miſs Ella vilde Dagen efter beſoge en fattig
gammel Kone, der boede nogle Miil fra Plantagen,
og hun havde beſtemt fig til at tage den korteſte Vei
og ſeile derhen i fin Baad. Herbert tilbod at led⸗
ſage hende, og hun tog imod det med Taknemmelighed.
Efter Frokoſten gik de to unge Menneſker ombord,
og Baaden gled piilſnart hen under det tætte Lovvork.
Aldrig havde den tropiſke Natur forekommet Herbert
faa henrivende ſkjon. Jo längere de ſeilede ind
imellem de ſtore Skove, deſto tættere bleve Skyggerne,
deſto mere beruſende Blomſterduften og Fugleſangen
deſto ſodere.

„Her har vi været engang for, Miſs Ella,“ ud⸗
brod Herbert.

„Ja, den Dag De kom. Jeg huſker godt Stedet,”
hvor jeg modte Dem, det er lidt længere nede, tæt
ved en Gruppe af Pandauustrœer. Veed De vel, at
De gjorde mig lidt bange?“

„Virkelig?“

„Det er fan ſjeldent at mode Nogen paa disſe
enſomme Steder, at Lyden af Skridt frembringer her
den ſamme Virkning ſom en dyb Taushed vilde frem⸗
bringe i en af Eders ſtore Byer i Europa. Men

370 Ella Wilfon.

jeg har Uret i at fige, at jeg blev bange: jeg blev
overraſket, og det er ikke ganſke det ſamme.“

„Nei, ganſke viſt. Men alvorligt talt, Miſs
Ella, er det ikke uforſigtigt af Dem at vove Dem
faa langt bort alene, eller frygter De ikke for et eller
andet ubehageligt Mode?“

Den unge Pige opflog en faa klar og ſolvklin⸗
gende Latter, at Fuglene uvilkaarligt ſyntes at ſtemme
i med.

„Ja, et bedre Svar kunde De ikke give mig,“
ſagde Herbert muntert; „jeg indſeer, at jeg har Uret
og glemmer beſtandig, at jeg er under Troperne og
ſextuſind Mile fra Hyde-Park.“ i

J Miſs Ellas Selſkab glemte Herbert ſnart
baade Sieblikket og det, der følger efter, og her nærmeft
Afreiſen den neſte Dag. Miſs Ella var faa for⸗
tryllende, at Herbert ikke kunde blive træt af at elſke
og beundre hende. Da de havde naget Hytten, hvor
den gamle Kone boede, fjernede Miſs Ella fig, medens
Herbert fatte fig hen i Skyggen af et Pandanustree
og overlod ſig til ſine Forhaabninger.

Han blev vælfet af et hurtigt Galop, og da han
vendte fig om, fik han Die paa en Rytter, der med
faſt Haand ſtandſede det utaalmodige Dyr.

„Om Forladelſe, at jeg forſtyrrer Dem, men er
den Baad, jeg ſeer dernede, ikke Fru Wilſons?“

„Jo, Froken Wilſon er der,“ ſvarede Herbert og

Ella Wilſon. 371

pegede med Fingeren paa Hytten, ſom den unge Pige
var gaaet ind i.

„Ah, det er godt! Tillad mig at praſentere
mig ſelv, jeg er Fru Wilſons Intendant; ſaa kjender
De maaſkee mit Navn?”

„Ja,“ fvarede Herbert og nævnede fit eget.

„Det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtſkab,
og jeg takker Dem meget, fordi De har villet asſiſtere
Fru Wilſon i min Fravarelſe, der traf noget længere
ud, end jeg havde ventet fra Begyndelſen. Af et
Brev fra Fru Wilſon veed jeg, til hvormegen Hjelp
- De har været hende.“

Under denne forte Samtale betragtede Herbert
den Nysankomne med al den Nysgjerrighed, ſom
Synet af en Landsmand fremkalder faa langt borte
fra Hjemmet, og med den Angſt, hvormed en Forelſket
betragter den, i hvem han troer at ane en Rival.
Han ſyntes ikke at være ganſke beroliget. Mr. Richard
var oienſynligt en fuldendt Cavalleer. Han var ifort
en mexikanſt Dragt, der ſad godt og fremhævede hans
ſmukke Figur og kraftige Bygning. Hans Anſigtstrek
vare regelmesſige men noget haarde, dog formildedes
det fkarpe og ſtrenge Blik af en fiintformet Mund.
Hans hele Fremtrœden vidnede om en energifſk, voldſom
Natur, der var vant til at herſke. Han ſteg af Heſten,
kaſtede Toilen til Kanaquen, der fulgte ham, og be⸗ ö
falede ham at ride hjemad.

„Jeg vil benytte mig af vort Mode,“ ſagde

372 Ella Wilſon.

han til Herbert, zog foretrælfe at vende tilbage med
Dem.“

Herbert bukkede uden at ſvare.

„De har kun i kort Tid opholdt Dem paa
Øerne?”

„Kun nogle Maaneder.”

„Kjender De Fru Wilſon?“

„En Smule; vi kom hertil ſammen fra St.
Francisco.“ :

Herbert troede, at fee et ganſke ejendommeligt
Udtryk i Mr. Richards Oine, da han ſagde disſe
Ord, men dette Udtryk forſvandt gieblikkelig, og hans
Stemme var ligeſaa faſt og ligegyldig ſom ſedvanlig,
da han henvendte det Sporgsmaal til ham:

„Har De opholdt Dem i Californien?“

„Jeg har kun tilbragt tre Dage i St. Francisco,
i Metropolitan⸗Hotel, for at vente paa Paquetbaadens
Afgang til Honolulu.“

„Er De Englender?“

„Ja,“ ſvarede Herbert med en utaalmodig Be—
vegelſe, ſom den Anden ſtrax lagde Merke til.

„Jeg ogſaa ... men der kommer Mißs Ella.“

Herbert havde allerede feet hende. Dette uventede
Sammentræf, den Overraſkelſe, hun vilde føle, og den
Maade, paa hvilken hun modtog Mr. Richard, maatte
jo opklare de Følelfer, hun nærede for ham; derfor
fod han Mr. Richard alene gane hende nogle Skridt

Ella Wilſon. 373
imode, medens hele hans Opmerkſomhed concentrerede
ſig paa den unge Pige.

Da hun fik Oie paa Mr. Richard, vinkede hun
venſkabeligt med Haanden; derpaa. vendte hun fig
igjen om til Hytten og vexlede endnu nogle Ord med
den gamle Kone. Endelig gik hun hen til den unge
Mand og rakte ham Haanden. Alt, hvad Herbert
kunde opdage i hendes Anſigt, var en let Overraſkelſe
og et ſvagt Üdtryk af Tilfredshed. Det forekom ham,
at Mr. Richard noget længere end nodvendigt holdt
hendes Haand i ſin, og at et lykkeligt Smil opklarede
hans Anſigt; men en jaloux Elſker opfatter gjerne
Sligt anderledes end alle Andre. Paa Veien hen
til Baaden fortſatte Mr. Richard uafbrudt Samtalen
med Miſs Ella. Han ſpurgte om tuſinde Details fra
deres daglige Liv ſom en Mand, der interesſerer ſig
derfor og har Ret til at fjende dem. Miſs Ella, der
blev overraſket af Herberts ſorgmodige Mine, ſogte
forgjeves at blande ham ind i deres Samtale. Mr.
Richard ſyntes, uden at det dog var paafaldende, at
ville holde ham udenfor det Hele, idet han overveldede
hende med Sporgsmaal.

Da Herberts forſte Wrgrelſe over, hvad han
med Ret eller Uret antog for en Taktik af Mr. Richard,
var forbi, fandt han det var rigtigt, at indſkrenke fig til
at ſpille en ſtum Rolle og lade ſig noie med at obſervere.
Maaſkee havde han endnu ved et hurtigt Tilbagetog
kunnet ſpare fig for de Lidelſer, ſom han ffimtede; -

374 Ella Wilſon.

men en ſaadan Klogſkab ſtemte hverken overeens
med haus Alder eller Tilboielighed. Han havde hverken
onſket eller ſogt at treffe ſammen med den unge
Dame. Hans ublide Skjcbne, hans Families Fattig⸗
dom og et Indfald af hans Onkel havde fort ham
hen til dette fjerne Land. Tilfældet havde villet, at
hau paa Reiſen ſkulde gjore Bekjendtſkab med Miſs
Ella og hendes Moder. En tilfældig Omſteendighed
nærmede dem til hinanden og tvang dem paa en vis
Maade ind i et fortroligere Forhold. Hvad kunde
han gjøre pan fin Side? elſke, tie og lide. Han
troede fig reſignere; men — i de Forelſkedes Logik
er der altid et men — men han havde Met, ja han
var friſtet til at ſige, at det var hans Pligt at vaage
over hende og fjerne alle de Farer fra hende, ſom
hendes Skjonhed, hendes Formue og hendes Moders
Magelighed kunde optaarne imod hende.

Han tabte derfor ikke Mr. Richard afſyne; men
denne ſyntes ikke at lægge Merke dertil eller at bryde
ſig om det. Den unge Pige deelte ikke denne Lige⸗
gyldighed. Mere end een Gang hvilede hendes Blik
paa Herbert, og han kunde deri læfe hendes Forbau⸗
ſelſe over at fee ham nu faa forffjellig fra tidligere.
Hun gjorde endogſaa flere Forſog paa at bringe ham
til at tage Deel i Samtalen, men det var aldeles
frugtesloſt. Maaffee følte hun fig ſtodt derover, thi
hun hørte pludſelig aldeles op med at .beffjæftige fig
med ham og fortſatte nu muntert fin Samtale med

Ella Wilſon. 375

Mr. Richard, hvoraf Herbert, der ſad i den anden
Ende af Baaden, kun horte nogle enkelte Fragmenter,
afbrudte af en munter Latter.

Saaledes gik hele Hjemtouren. Neppe havde
de naget Fru Wilſons Bolig, for Ella gik op paa
fit Verelſe. Mr. Richard og Fru Wilſon begyndte

paa en Samtale, der ſyntes at ville fortſette ſig

længe, medens Herbert med langſomme Skridt gik
hen til fin Bolig og gjennemgik i fin Erindring Alt,
hvad der var foregaget. Han følte, at denne Antipathi,
ſom Mr. Richard allerede havde indgydt ham under
fin Fraverelſe, var voxet ikke faa lidt, efter at han
havde feet ham.

Et Par Timer efter fad man tilbords, og ved
det forſte Oiekaſt kunde Herbert fee paa Fru Wilſons
alvorlige Anſigt, at der var foregaaet noget Vigtigt.
Hvad det end var, faa var det tydeligt, at det var
Noget, ſom ikke afficerede Mr. Richard. Han var
øienfynlig meget fornoiet, og tiltrods for at Huſets
Frue faae faa bekymret ud, lagde han flet intet Skjul
paa fin Glæde. Miſs Ella vidſte ikke, hvad der var
pasſeret; hun holdt Oie med ſin Moder, men ſyntes
kun diſtrait at hore paa Mr. Richards Bemerkninger
og Sporgsmaal. J Samtalens Lob kom Herbert til
at berøre, at han agtede at tage bort næfte Morgen.

„Hvorledes? vil De forlade os ſaa hurtigt?“
ſpurgte Fru Wilſon.

„Ja, Frue, det er nodvendigt. Min Pligt kalder

376 Ella Wilſon.

mig tilbage til Hilo. Med Deres Tilladelſe vil jeg
iaften ſige Dem mit Farvel, for at jeg imorgen ganſke
tidlig kan begive mig paa Reiſen.“

Miſs Ella ſage forbauſet paa ham, men Herbert
havde Mod nok til at beſvare hendes Blik med et
venſkabeligt Smil, der ikke forraadte nogen Bekymring.
J dette korte Moment vexlede Fru Wilſon og Mr.
Richard et Siekaſt, der var ſporgende fra hendes Side
og bekroftende fra hans. Maaltidet var endt, Tyendet
havde fat Desſerten frem og trak fig eerbodigt tilbage.
Efter et Oiebliks Taushed ſagde Fru Wilſon til ſin
Datter: „Du veed ikke, Ella, at Mr. Richard bringer
os Nyheder, der hoiligen angage os.“

Herbert gjorde en Bevogelſe for at reiſe fig og
trælle fig tilbage.

„Nei, De. maa endelig blive, Mr. Herbert. De
er ingenlunde overflodig her, og jeg glæder mig netop
til at høre Deres Mening. Jeg tilſtager, at jeg efter
min Natur har ondt ved at tage en Beſlutning, og
jeg trænger i Reglen til at ſtyrkes af et godt Raad
fra de Perſoner, ſom jeg har Tillid til, og ſom for—
tjene den.“ — Herbert bukkede, og Fru Wilſon vedblev:

„Herr Richard kommer lige fra St. Francisco,
hvor han har tilbragt henimod tre Uger. Af Grunde,
ſom de ſnart vil forſtaae, Havde han onſket, at man
ikke ſkulde erfare, hvad der var Formaalet for hans
Reiſe, og jeg havde lovet ham at holde det hemmeligt.
De veed udentvivl, at der i flere Maaneder har været

Ella Wilſon. 377

Forhandlinger igang om en Frihandelstraktat mellem
Sandwichsbernes og de Forenede Staters Regering.
Mr. Richard havde god Grund til at troe, at Sagen
var nærmere ved fin Afflutning, end man egentlig
vidſte. Det var for ham af ſtorſte Vigtighed, at blive
noiagtig underrettet om en Forholdsregel, hvis umiddel⸗
bare Reſultat maatte blive af uhyre Fordeel for
Planterne, idet det ſikkrede dem et umaadeligt Marked,
paa ſamme Tid ſom de kunde give Productionen en
nœſten ubegrendſet Udvikling. Hvad Mr. Richard
havde forudſeet er gaaet i Opfyldelſe, og han bringer
os idag den Efterretning, at Traktaten er bleven
ratificeret af de Forenede Staters Kongres. Aver⸗
teret i rette Tid af et Telegram fra Waſhington har
Mr. Richard udkaſtet en Plan, der nu kun mangler
mit Samtykke, og ſom jeg beder ham ſelv om at med⸗
dele Dem.“

„Jeg ſkal med et Par Ord ſige Dem, hvorom
Talen er,“ ſvarede Mr. Richard; „den affſluttede
Traktat befrier os for de uhyre Afgifter, der tynge
ſaa haardt paa Handelen med de Forenede Stater.
Vor Production, ſelv om den var tyve, ja hundrede
Gange ſtorre, end den er nutildags, vil ikke ſtrekke til,
for at tilfredsſtille vore Kunder; meer behover jeg ikke
at ſige Dem om den Fremtid, der aabner ſig for os.
Den er ſaa glimrende, at de Capitaliſter, jeg har ſat
mig i Forbindelſe med, ikke have betenkt ſig noget

Dieblik paa at gage ind van mine Planer. Uden⸗
25

ä = ˙ ůͥX i

378 Ella Wilſon.

tvivl vil der aldrig tilbyde ſig en bedre Leilighed for
Fru Wilſon til at realiſere fin Formue, hvad hun Jo
længe har onſket, og aldrig vil det kunne ſkee paa
fordeelagtigere Vilkaar. Efter Mr. Wilſons Dod blev
Plantagen vurderet til hundrede tuſinde Dollars: jeg
tilbyder nu Deres Fru Moder tre hundrede tufinde
Dollars for den og en Fjerdedeel af Indtegten. De
tre hundrede tuſinde Dollars vil blive betalt contant,
og hendes Fjerdepart af Nettoen anſlaaer jeg mindſt
til tyve tuſinde Dollars om Aaret for de forſte ſyv
Aar og maaſkee mere. J ethvert Tilfælde tager
jeg ikke i Betenkning at garantere hende til denne
Priis“

„De, Mr. Richard?“

„Ja, Miſs Ella, thi i dette Tilfælde er det mig,
der er .. . eller, hvis De foretrakker et andet Ud⸗
tryk,“ tilfoiede han, da han lagde Merke til den unge
Piges Forbauſelſe, „er det mig, der repreſenterer
Kjoberne. De Capitaliſter, ſom jeg har ſat mig i
Forbindelſe med i St. Francisco, har fat de nodven⸗
dige Fonds til min Dispoſition. Hvis det er en god
Handel for dem, faa er den endnu bedre for Deres
Moder, der, foruden at hun fager en meget betydelig
Capital, vedbliver at være interesſeret i Udbyttet af
Plantagen. Forovrigt forlanger jeg ikke noget oie—
blikkeligt Svar. Jeg beder alene Deres Moder om
at raadfore ſig med ſine Venner, og deriblandt med
Herr Mac⸗Carthy, Herr Herbert, hendes egne Agenter

Ella Wilſon. 379

og hvemſomhelſt, der er iſtand til at give hende et
godt Raad, og jeg opfordrer hende til kun at rette
ſig efter disſe Raad. Jeg troer, at den Combination,
ſom jeg foreſlager, er den ſikkreſte og fordeelagtigſte,
man kan tenke fig, men under de paagjeldende For⸗
hold kunde maaſkee min Anſkuelſe anſees for at være
interesſeret: det er hendes Venner, der mage afgjore,
om den er det eller ikke.“

Det var umuligt at udtrykke ſig mere klart og
beſtemt. Mr. Richard imodegik ſelv alle Indvendinger,
og Herbert, der horte paa ham og betragtede ham
med Opmerkſomhed, var ligefrem overraſket deraf.
Der var flet Intet at ſpare paa disſe Argumenter.
Herbert, der var tilſtrœkkelig kjendt med Situationen,
maatte give Mr. Richard Ret, naar han ſagde, at
hvis det var en god Handel for Kjoberne, jaa var
den endnu bedre for Fru Wilſon. Selv om man
antog, at Afflutningen af Traktaten vilde medføre
glimrende Reſultater, ſaa maatte man dog draine og
plante paany efter en ſtor Maaleſtok og mange Gange
fordoble Arbeidernes Antal, med et Ord, man maatte
indlade ſig paa uhyre Udgifter og tilveiebringe en
ſtor Capital. Det vilde ikke være let for Fru Wilſon,
og under disſe nye Forhold vilde Adminiſtrationen
blive altfor omfattende og vanſkelig for en Dame.
Alt dette ſtod ſtrax Hart for Herbert, og han indſage,

at hvis han ſkulde give et Raad, fan maatte han til
25% 0

380 Ella Wilſon.

ffynde Fru Wilſon til at modtage det glimrende Til:
bud, der blev gjort hende.

Ogſaa Miſs Ella fad taus og eftertenkſom; da
hendes Moder feſtede et ſporgende Blik paa hende,
ſagde hun: „Jeg troer, at Mr. Richard har Het . . .
men alligevel ...“

„Tal Mißs Ella.“

„Jeg foler mig bedrøvet ved Tanken om at fkulle
forlade dette fjære Sted, dette Land, hvor jeg er født,
og Alt, hvad der interesſerer mig, og hvad jeg elffer.
Jeg veed ikke, om Penge vil jormaae at give os Er⸗
ſtatning for det, ſom vi tabe.“

„Om Forladelſe, Miſs Ella, jeg har forudſeet
denne Bemcerkning. Huſk imidlertid paa, at Deres
Moder vedbliver at eie en Fjerdedeel af Plantagen
og en Fjerdedeel af alle Indtægter, ligeſom jeg ogſaa
paa hendes Vegne har forlangt, at hun ſkal kunne
vedblive at boe her, faalænge ſom hun vil. Ingen af
Actionairerne har til Henſigt at etablere fig i Manoa
eller i Omegnen, og naar De ſelv ønffer det, vil De
kunne vedblive at leve her under ſamme Vilkaar ſom
hidtil.“ 1

Miſs Ella ſaae paa Moderen med et jaa levende
Udtryk af Glæde, at Fru Wilſon rakte Mr. Richard
Haanden. „Tak fordi De har tenkt herpaa,“ ſagde
hun, „jeg forſtaaer min Datters Bekymring og deler
den; men hvis den Combination, ſom De foreſlaaer,

Ella Wilſon. 381

forer til Maalet, jan vil Oieblikket være kommet for
os til at vende tilbage til England.“

„I det forſte Aar kan der dog ikke være Tale
derom,“ ſagde Mr. Richard hurtigt, „og i et Aar
kan der hende meget.“

Baade Moder og Datter vare ſaa fordybede i
deres egne Tanker, at de ikke ſyntes at hore denne
ſidſte Bemeerkning; kun Herbert, der fulgte denne
Samtale med udeelt Opmerkſomhed, horte den og blev
ſmertelig berørt deraf. Han fane deri en Truſel
mod fin Kjærlighed og en Antydning af fin Med—
beilers Planer. Han ſyntes ſom en ſtum og magtes⸗
los Tilſkuer at ſtage ved fine Forhaabningers Grav,
og Fremtiden ſtod paa eengang ſkrakindjagende for ham.

Under visſe Paavirkninger forklarer man Alt,
efter hvad man haaber eller frygter, og mau ſeer
ſjelden rigtig, naar man er forelſket. Herbert var
ingen Undtagelſe fra den almindelige Regel, men idet
han boiede ſig for den, ſagde han til ſig ſelv, at han
ikke kunde domme uhildet, og at Begivenhederne afloſte
hinanden med et ſaadant Haſtveerk, at han ikke var
iſtand til ret at vurdere dem. Da derfor Fru Wilſon
trengte ind paa ham for at faae ham til at udtale
fin Mening, indſkrenkede han fig til at ſige, at dette
Tilbud nok fortjente alvorligt at proves og det af
Folk, der vare mere competente end han.

„Men,“ ſagde Fru Wilſon, „hvad er Da Deres
Plan, Mr. Richard, hvis denne Handel bliver ſluttet?“

382 Ella Wilſon.

„Jeg bliver en af de fornemſte Deeltagere i
denne Entrepriſe, det vil ſige, jeg kommer ligeſom
De til at eie en Fjerdedeel af Plantagen. Jeg har
Capitaler ſtaaende i Jordeiendomme i Nærheden af
St. Francisco, og deres Verdi er ſteget betydeligt i
de ſidſte to Aar. Den Sum, jeg ſaaledes har reali—
ſeret i Forbindelſe med, hvad jeg kan fage tillaans,
tillader mig at erhverve en faa betydelig Andeel i et
Etablisſement, ſom jeg kjender bedre end nogen Anden.
Jeg betinger mig at ſtyre Entrepriſen det forſte Aar
og forbeholder mig derefter Frihed til enten at fort⸗
fætte paa ſamme Vilkaar, eller, ligeſom De, at vende
tilbage til Europa.“

„Paa den Maade forekommer det mig, at der i
et heelt Aar Intet vil blive forandret i vort nuvæ-
rende Liv.“

„Hverken i eet Aar eller ti, hvis De ikke ſelv
vil det,“ ſvarede Mr. Richard. „De feer, at hvad
De gaaer ind paa vil ikke i mindſte Maade forandre
Deres daglige Levemaade. Hvis De modtager mit
Tilbud, kan De blive her i Manoa, ſaalcenge De be⸗
hager, jeg for min Deel bliver, iſtedetfor at jeg for
var Deres Intendant, nu Deres Asſocis; vi To
reprœſentere Halvdelen af Activerne, hvad der i
Forening med de Fordele, der tilbydes mig ſom
Directeur, giver os en overveiende Indflydelſe i Ad—
miniſtrationen.“

Mr. Richard havde forudſeet Alt, og hvad han

Ella Wilſon. 383

iſer havde bygget pau var Fru Wilſons Utilboielighed
til at tage Beſlutninger og hendes Ulyſt til at for⸗
andre fin Levemaade. Miſs Ella, der følte fig be—
roliget i det Punkt, der meſt laa hende paa Hjertet,
lagde hverken Skjul paa fin Tilfredshed med Arrange⸗
mentet eller paa fin Taknemmelighed mod Mr. Richard,
og denne takkede med et udtryksfuldt BUT,

Man fſkiltes forſt ſeent ud paa Aftenen, Herbert
tog Afſked med Fru Wilſon og hendes Datter og lod
lig ikke bevæge af deres Bonner om at ſkjcenke dem
nogle Dage endnu. Mr. Richard var kold og hoflig,
og de to unge Mænd ffiltes fra hinanden i en
Stemning, der ikke lovede nogen Tilnærmelfe i Frem⸗
tiden. '

Næfte Morgen ved Daggry begav Herbert fig
paa Tilbageveien til Hilo. Han medbragte en lille
Blomſt, ſom Miſs Ella Dagen iforveien havde tabt
af fit Haar, og ſom han havde taget til fig, uden at
den unge Pige merkede det.

(Sluttes i neſte Hefte).

384

Fra to Runstnerkester.

De nedenſtaaende Digte hidrøre fra to ſmukke Kunſtnerfeſter,
der ere feirede her i den ſidſte Halvdeel af indeværende April.
Cantaten og den derefter folgende Sang flutte fig til Embeds⸗
jubilæet for Capelmeſter, Prof. Paulli, der feiredes af det
kgl. Theaters Perſonale den 17de. Cantaten, der var compo—
neret af Hr. Fr. Rung og blev udført af Orcheſtret eg Sang⸗
perſonalet, aabnede Feſten, og Saugen: En Skaal for Kvar⸗
tetten blev afſungen ved Bordet. Den tredie af Sangene
blev afſungen ved Kunſtacademiets Feſt for Bygmeſter, Etats⸗
raad Chr. Hanſen, der den 20de April fyldte Fem og halv:
fjerds. Stemningen ved begge disſe Feſter var livlig og
animeret og fil fit egentlige Opſving fra de to Jubilarers
lige elſtvcerdige Perſonligheder.

Cantate.
Af H. P. Holst.
1.
Fleerſtemmig Sang.

Forunderlige Tid, faa lang for den,
Der ei forftaaer den ſjeldne Kunſt at bruge
De Timer, der hinanden troløft fluge,
Og hvoraf ingen kommer meer igjen.

Fra to Kunſtnerfeſter. 385

Han, ſom vi hilſe her, han Tidens Skrift,
Der viſkes ud faa let, forſtod at tyde:

Hver Dag, der gik, ham maatte Frugter yde,
Hvert Aar, der gik, var ham en Livsbedrift!

2.
Chor.
Hil Dig Meſter, thi Aarene gik, halvhundred i Raekkke,
Dog de trætted Dig ei — kun de bevinged din Kraft.

3.

Solo.
Lad Timerne kun flygte!
Af Tidens plumpe Magt
Den Intet har at frygte,
Der ſtager alt her med Evighed i Pagt.
Om Haarene end graane,
Et evigt Ungdomsſkjœr
Hans rige Sjæl vil laane
Til al den Gjerning, han ſkal rogte her!

4.

Recitativ.
Sangen Du vied dit Liv, og de ni pieriſke Moer
Lonned Dig kjerligt derfor, gav Dig Begeiſtringens
7 Daab,
Fyldte med Reenhed din Sjæl, forlened med Hoihed
din Tanke

386 Fra to Kunſtnerfeſter.

Og den ffabende Kraft vilde de ffjænfe Dig juſt —
See, da ſtandſed Apol med eet dem i deres Travlhed,
Mens han til Plekterets Slag ſang de bevingede Ord:
„Stands! J vil gjore ham ſtor, men lykkelig jeg
vil ham gjore.
Leve han ffal fit Liv mellem det Bedſte paa Jord.
Daglig færdes han ffal med de ſtorſte Meſteres
Verrker,
Daglig ſtille dem frem for det beundrende Folk;
Daglig hans Sjæl ſkal vugge fig glad pan Tonernes
Bølger,
Og i det tonende Bad daglig forynges den ffal.”

5.
Chor.
Hil Dig, Meſter, thi Kunſtens de ſtore, de evige
Verker
Faa har elſket ſom Du, Ferre forſtod dem ſom Du.

6.
Strophe.

At ſelv Du elſked dem var ei Dig nok.
Du vilde og, at vi, den yngre Flok,
Hvem fremad Du paa Kunſtnerbanen forte,
At vi dem ſkulde elfte varmt ſom Du,
Og derfor, Meſter, vi Dig takke nu
For al den Skjonhed, Du for os afſlorte!

Fra to Kunſtnerfeſter. 387

110
Antiſtrophe.

Den bedſte Tak Dig bringes dog af dem,
Der hygge om Dig i det ſtille Hjem,
Som Muſer og ſom Gratier Dig bygge.
Gid dets Penater da beſtandig mage
Beſkyttende omkring din Arne ſtaae
Og værne omt om Dig og om din Lytte!

8.
Coda.

Dog lofter Tanken! Der er Een endnu

Som mindes glad og moderomt, hvad Du
Har kraftigt virket og har ærligt villet —

Det er dit Fedreland, hvem veed det ei?

Dets Blik har kjerligt fulgt dig paa din Vei,
Og blandt de Bedſte har dit Navn det ſtillet.

OM
Chor.

Hil Dig, Meſter! Erindringens lyſende Tavler vil
gjemme

Kjerligt i Tiden dit Navn. Lykkelig var Du ſom Faa!

388

Fra to Kunſtnerfeſter.

En Snkaal for Kvartetten.

Af Chr. K. F. Molbech.

„O lad dem flagre, ſom de vil“,

Det unge Hjertes Lengſelstoner,

Der er en Magt, ſom Alt forſoner
Og ſamler til melodiſk Spil.

Den kommer ſom en Sang fraoven,
Som Gjenlyd af en himmelſk Roſt,
Og boier efter Vellydsloven

Sjæl imod Sjæl og Bryſt mod Bryſt.

Lykſalig Den, ſom flyttet har

J Ungdoms. Aar til Elſkovs Stemme,
Og ſom har vidſt dens Klang at gjemme
Til Alderdommen reen og klar!

Lykſalig Den, ſom har forſtaget,

At Livets ſtore Symfoni

Er ſkjonneſt der, hvor den har faaet

Sit Preg af Hjertets Melodi!

Det har han folt og aldrig glemt,
Vor gamle Ven og Tonemeſter,
Og tidlig har ſit Hjems Orkeſter
Han i fit Hjertes Tonart ſtemt.

Fra to Kunſtnerfeſter.

Forſt lod en Duo, ſaa Terzetten,
Saa kom den fjerde Stemme til,
Og fyldig Lyd fik nu Kvartetten
Af Kjerlighedens Sammenſpil.

Aar efter Aar ſom Bolger ſpandt,
Men Tonevaeldet blev det ſamme

Og lige klar den milde Flamme,
Som fire Hjerter ſmukt forbandt.
Skaal for Kvartetten! Gid den længe
Maa fores af den ſamme Haand,

J ſamme Takt, paa ſamme Strenge,
J ſamme Harmoni og Aand!

ved Feſten for Chr. Hanſen.

Af Carl Anderſen.

Lenken braſt, en deilig Morgenlue
Kaſted atter Glands paa Parthenon,

Fil dog, ak, Metopens Plads kun flue

J det ſonderfleengte Kledebon;

Thi Barbarerne, de frekke, levned,

Hvor de traadte, ikkun Marmorgrus.
See, da var det juſt, en Yugling ftævned
Hid, paany at reiſe Pallas' Hus.

389

— HRSRERREDEREENE

P ˙¹ 1 w

390 Fra to Kunſtuerfeſter.

Fordum ſtormed fra hans Hjemſtavns Strande
Veringflokken hid med Ild og Sværd;

Han var kommen til de græffe Lande

For at flette Spor af deres Færd:

Vidſte jo, den Kunſtens Son, det ſkjonne
Hellas gav den ſkjonne Moder Bryſt

Bag Oliventreœer og Laurer grønne,

Vidſte, hun fik Vært paa denne Kyſt!

Mens han ſpeided blandt Perikles' Reſter
Efter Grakerfolkets Ideal,

Selv han voxed op derved til Meſter,
Skabte da Gudindens ſkjonne Sal! —
Fra de viinblaa Bande un det toner:
„Tak, Du lille Folk, ſom ſendte dem —
Ham, der nu blandt os i Purpur troner!
Ham, der ſkjanked os Athenes Hjem!“

Hvor blankt ſig bugter Adriaterhavet,
Han ſyntes i ſin ſtrenge Dont begravet.
Han havde fyldt — ja, tænk blot! —
Saa vel halvhundred Aar,

Og gik med ffumle Miner om

J „Arſenalet“s Gaard.

Eros kom, med Buen bag paa Ryggen,
Bag paa ham, der ene gik i Skyggen,
Bag paa ham!

Fra to Kunſtnerfeſter.

Og vips! den Gud, der tager fig af Slægten,
Afſkod ſin Piil og ramte Arkitekten.
Kartoverne blev glemte

For tvende Oines Spil,

Og Ares' Gunſt blev vraget —

Han Hende horte til!

„Kom, min Viv, Dig vil Hus jeg bygge
Juldt af Sang, Solſkin, Fredens Hygge!
Kom, min Viv!“

Han horte Toner klinge
Saa yndigt i ſit Bryſt,
Som naar de Klokker ringe
Paa Sjællands fagre Kyſt.
Han horte Danmark kalde,
Og ſagde til ſin Viv:

„Mit Land dog fremfor Alle
Jeg ſkylder Kraft og Liv!“

Hun ſvarte ham: „Jeg folger!

Dit Land jeg ſverger Tro!“

Ved Oreſundets Bolger

Med ham hun feſted Bo,

Var ſeen ei til at lære

Bort Sprog og fane det kjert;
Med ham hun holdt i re.

Hvad her er re værdt. —

391

392

Fra to Kunſtnerfeſter.

Naar derfor nu vi hylde

Den gamle Meſter Hans,

Det mindes ffal, vi ſkylde

Hans Huſtru med en Krands.
Hans Manddoms Daad og Dromme
Med ham hun deelte fro —
Derfor et Glas vi tomme

Nu for dem Beggeto!

Nicolaus Lenau.

395

Den sidste Voberridder i Kran.

Under den tydſke Keiſer Frederik den Tredie,
hvem hans Svaghed ſkaffede Tilnavnet „den fredelige”,
levede omkring Aar 1483 ved Hoffet i Wien en Adels—
mand, der havde udmeerket fig ſom en tapper Soldat
og Partigcenger i Keiſerens Krige, ifær imod Tyrkerne.
Haus Navn var Erasmus Ridder v. Lung. Da
Krigene paa de Tider for ſtorſte Delen tillige vare
Rover⸗ og Plyndringstog, havde Ridderen ved fine
Heltegjerninger ikke blot vundet Berommelſe og An:
ſeelſe, men ogſaa ſtore Rigdomme, ſom han med ftor -
Iver ftræbte at forode i Wien ved et i alle Henſeender
lyſtigt Liv. Oprindelig var han fattig. Hans Fa⸗
milieſlot Lung i Krain, der lag lidt over en halv
Snees Mile fra Adelsberg, havde ingen af haus
Omgangsvenner i Hovedſtaden nogenſinde ſeet, men
mange eventyrlige Hiſtorier vare i Omlob om denne

Borg, og Sagnet gik, at den var en ſelſom og neſten
26*

396 Den ſidſte Røverridder i Krain.“ 2

utilgængelig Rede, der hang paa en Klippetop midt
i en vild Bjergſkov.

Hvo der lever ved Hoffet har altid ikke blot
Venner, men ogſaa Fjender. De talrige Renker, ber .
ſtedſe ſpindes i Selſtabets hoieſte Kredſe, fore ſaadant
med fig, og Erasmus havde fuldt op af begge Dele.

Arvelandmarſkallen Grev v. Pappenheim var
hans Fjende. Kroniken melder endeel om Grunden
til dette Fjendſkab; men det ſynes neermeſt, at man
maa ſoge Aarſagen dertil i gamle Familieſtridigheder.
Saameget er viſt, at de to Herrer nerede et indædt
Had til (manden og tilkaſtede hinanden et fandt Ba—
ſiliſtblik, naar de modtes ved Keiſerhoffet, og dette
ſkete meget hyppigt.

Som det for det meſte er Tilfældet, var der
ingen Mangel pan Mellemlobere, der med en Jver,
ſom var en bedre Sag værdig, fatte ondt for den ene
af de to Herrer hos den anden og ſaaledes puſtede
til det en Gang imellem dem beſtagende Fjendſkab, og
Folgen deraf var, at de to hadefulde Modſtandere. en
ſkjon Morgen i Aaret 1483, da de tilfceldigviis modtes
i det ſtore Galeri pan Keiſerſlottet, ikke noiedes med
at tilkaſte hinanden giftige Blikke, men lode det komme
til knubbede Ord. )

Ridderen kaldte Marſkallen en Erkegavtyv, der
endog var verre end Judas Iſkariotes, og Marffallen
kaldte Ridderen en Kjeltring.

Neppe var dette Ord udtalt, for Ridderen drog

Es

Den ſidſte Roverridder i Krain. 397
*
ſit Sværd og trængte ind paa fin Fjende, der for at
verge fig ligeledes trak blank, og der opſtod nu i
Keiſerborgen, til Trods for den hellige Borgfred, en
kort, men raſende Kamp.

Forgjæves lob Gardiſterne, der ſtode pan Vagt
ved Opgangen til Trappen, til for at ſkille Modſtan⸗
derne ad. Forgjqeves kom Overkammerherren frem
udenfor Doren til Keiſerens Forgemak, ſtrakte fin
Stav frem og paabod Ro. Det var for ſilde. Erasmus
havde Drevet Marſkallen ind i en Krog, hvor han
bibragte ham et frygteligt Sværdhug. Med gjennem
boret Hjerte ſtyrtede Pappenheim om og drog kort
efter ſit ſidſte Suk.

Vidnerne til denne blodige Scene ſtode et Sie—
blik ſom forſtenede. Derpan ſvingede Overkammer⸗
herren ſin Stav og raabte: „Griber Drabsmanden,
ſom fraekt har brudt Borgfreden! Han er hjemfalden
til Doden efter Loven!”

Erasmus indſage ſtrax, at han befandt ſig i en
yderſt mislig Stilling, og at det vilde være meget
vanſkeligt at flippe derfra med heelt Skind. Den
raſende Mand tabte imidlertid ikke Modet. Han
ſvingede fit blodige Vorge og raabte med Tordenroſt:
„Dodſens er den, der vover at gribe mig! Af Veien,
J usle Karle, eller J ffal lære Ridder von Lung
at kjende!“

Med disſe Ord ſprang han frem, ſlyngede med
Kampekraft et Par Gardiſter, der ſtyrtede ham imode,

398 Den ſidſte Raverridder i Krain.

til Side og lob ned ad den ſtore Trappe, idet han
med fit ſtore Sværd jog enhver, der modte ham, af
Veien. Uhindret ſlap han ud af Borgen og Byen,
ffjondt en Mengde Politibetjente neeſten i ſamme
Oieblik fulgte ham i Halene.

Han fandt forelobig et Tilflugtsſted hos en god
Ven i Nærheden af den ungarſke Grændte. Haus
Hus i Wien og alle de Rigdomme, han havde vundet
i Krigen, bleve beſlaglagte, og der blev under Trom⸗
petſfrald og Trommehvirpler kundgjort over hele Riget,
at der var ſat en Priis af hundrede Guldgylden paa
Ridder Erasmus v. Lungs Hoved, fordi han ved et
ugudeligt Mord havde brudt Freden i den keiſerlige
Borg, og man opfordrede alle og enhver til at gribe
den fredloſe Morder og aflevere ham dod eller levende
i Wien.

Ridderen fik naturligviis ſnart, gjennem ſin Ven,
Underretuing om disſe Forholdsregler.

Han var driſtig nok til at gjore Forſog paa at
rette en Appel til Keiſerens Naade, og han ſendte
fra fit Skjuleſted Keiſeren en ſkriftlig Erklering, hvori
han ſogte at undſkylde ſin Forbrydelſe med, at han;
var bleven tirret og udſkjeldt paa den haanligſte
Maade af Pappenheim, medens Gan tillige beraabte
ſig pan fine tidligere Krigsbedrifter. Man tog al—
deles intet Henſyn til hans Appel, og Erasmus fik
ſnart Underretning om, at der ingen Naade var at
vente, men at man derimod med fordoblet Iver an⸗

Den ſidſte Rgverridder i Krain. 399

ſtillede Efterforſfkninger for at opdage hans Tilholds⸗
ſted. Han blev tilſidſt bange for at bringe fin Ven
i Forlegenhed, hvorfor han beſluttede at drage bort
fra hans Slot.

Ad lange Omveie kom han gjennem Ungarn og

Kroatien, efter mangfoldige Eventyr og under en

ukjendelig Forkledning, til Krain, hvor han begav fig
til fit utilgængelige Familieſlot.

Her kunde han have levet temmelig ſikkert, naar
han vilde have holdt fig i Ro; men dette lan ikke
for ham. Han harmede ſig bittert over ſin Van—
ſkjeebne, Tabet af ſine Rigdomme og de Forfolgelſer,
han havde været udſat for. Da han var erkleret
fredlos, laa han paa en Maade i Krig med hele

Verden, og han kunde betragte hele Menneſkeheden —

ſom fin perſonlige Fjende, hvilket han da ogſaa gjorde.
Fuld af Hevntorſt tilkaſtede han den ovrige Menneſke⸗
hed Feidehandſker, med andre Ord han blev en Rover⸗
ridder i ſtor Stil og gjorde Landeveiene i fin Fode—
provinds i hoi Grad uſikkre.

Han ſamlede om fig omtrent treſindstyve forvovne
Karle, for ſtorſte Delen forhenværende Rovere, ſom

med Glæde toge Tjeneſte under en ſaadan tapper .

Hovding, og han begyndte et vildt Roverliv. Han
plyndrede de med Varer belesſede Vogutog, der drog
fra Trieſt til Laibach, og brandſkattede alle rige og

velhavende Folk i en vid Omkreds. Hans Navn blev:

ſnart kun nævnet med Sfræf og Afſty.

400 Den ſidſte Jtøverridder i Krain.

Det rige Bytte, der var Frugten af hans Rover⸗
tog, gik deels med til hans Forbrug, deels lod han
det ved Mellemmend jælge i Udlandet, og de derfor
indkomne Penge opdyngede han i fin Roverrede Lung.

Der lod idelig Klager over den freekke Rover—
ridder, og de nagede tilſidſt ogſaa til Wien. Keiſeren
udſtedte paany Befalinger til at fengſle den fredloſe
Rover og Morder, men der var ingen, ſom havde
Mod til at gribe ham.

Erasmus blev hver Dag driſtigere og fattede
den hoiforrcderſke Plan at losrive Krain fra Sſterrig.
Derfor fluttede han Forbund med Ungarerne, hjalp
dem med at beleire det faſte Slot Klingenfels og
formaaede dem til at beleire Trieſt. Dermed var
imidlertid Maalet for hans forbryderſte Gjerninger
fyldt. Det gik endelig op for Keiſeren og hans
Raader, at de for enhver Priis maatte ſoge at gjore
et faa farligt Menneſke uſkadeligt.

Man overdrog den keiſerlige Feltoverſte og Kom⸗
mandant i Trieſt, Caspar Rauber, det Hverv med
en Troppeſtyrke at drage imod den trodſige Ridder
og enten dræbe eller fange ham og de Skurke, der
våre i hans Sold.

Caspar Rauber udtog et halvt Hundrede af ſine
tappreſte og meſt provede Soldater og drog med denne
Styrke ud fra Trieſt mod Nord og ind i Krains
Bjergſkobve. Han opflog foreløbig fit Hovedkvarteer
paa Slottet Malimgradu-Kleinhänſel i Planinadalen.

Den ſidſte Rgverridder i Krain. 401

Efter de Beretninger, han havde modtaget, fkulde
Roverridderens Klippeborg ligge i Nerheden af
dette Slot.

Rauber ſogte forgjaves at opdrive en Veiviſer,
der kunde fore ham til Lung, da de faa Hyrder og
Kulſviere, der levede i denne Orken, vegrede ſig ved
at viſe de keiſerlige Krigsfolk Vei. De frygtede uden
al Tvivl Ridderens Hevn, hvis denne ikke ſuarere
havde dem alle i ſin Tjeneſte. Det lod nemlig til,
at Erasmus var meget godt bekjendt og ſtrax fik
Beſted om alle Fjendens Bevagelſer.

Da Caspar Rauber en Dag ſtod paa Altanen
pan Slottet Kleinhänſel og netop var i Færd med at
vverlægge med fig ſelv, hvorledes han bedſt kunde
udføre det ham paalagte vanſkelige Hverv, kom en
fremmed Rytter tilſyne paa den aabne Plads nedenfor
Slottet; han tumlede fin Heſt med ſtor Dygtighed og
raabte, at man ſtkulde ſende en Svend ud til ham.
Rauber ſendte ſtrax en af fine Soldater ned til ham
for at erfare, hvad han havde paa Hjerte, og med
Befaling til at indbyde ham til at komme op paa
Slottet, hvis han var en god Adelsmand. Da Sende⸗
budet traadte hen til Rytteren, der var en ſmuk,
ſortſtjcegget, kempemcsſig bygget Mand paa omtrent

fyrretyve Aar, flog denne en hoi Latter op og udbrød:

„Jeg er Ridder v. Lung. Gaa til din Herre og flig
ham, at jeg anbefaler mig til hans Bevaagenhed, og
da jeg har hort, at han ſoger mig, men ikke kan

402 Den ſidſte Raverridder i Krain.

finde mig, er jeg kommen herhen, for ſelv at viſe ham
Veien til mit Slot, og jeg lover ham derfor, at jeg
der ſkal tage langt bedre imod ham, end han fortjener
efter den Behandling, han og hans keiſerlige Herre
har tiltænkt mig.“

Efter at have jagt disſe Ord ſvingede Ridderen
truende fit Sved mod Rauber, hvorpaa han vendte
ſin Heſt og ilede afſted.

Sendebudet lob ſkyndſomt tilbage til Slottet og
afgav fin Melding. Neppe havde Caspar Rauber
faaet Beſked om den raſende Ridders frakke Overmod,
for han i Haſt ſteg til Heſt og forfulgte Flygtningen
med en ſtor Deel af ſine Folk. Denne havpde rigtig—
nok et betydeligt Forſpring, og de kunde ikke indhente
ham, men Sporene af hans Heſt viſte dem Vei til
Klippeborgen, ſom de pludſelig ſage ligge foran dem
i den morke Bjergſkob. Det man have været Ridder
Erasmus's Henſigt at lokke dem hen til hans Feſt—

ning for at viſe dem, at den var aldeles uindtagelig.

Den ſteile Klippe, paa hvilken Borgen Lung. (aa,
ragede op i en neſten noverſkuelig Hvide, og ſaavidt
man ved et noiagtigt Efterſyn kunde opdage, var den
utilgængelig fra alle Sider. Paa et Sted fif man i
en Hoide af omtreut firſindstyve Fod Øie paa en
Hulning i Klippen, og derfra forte en ſmal Trappe,
der var hugget ind i Klippen, op til Roverreden.
Om det »ogſaa havde ladet fig gjore at klavre op til
den omtalte Hulning, havde dog en eneſte Mand været

Den ſidſte Roverrid der i Krain. 403

iſtand til at forſvare den ſmalle Trappe mod en
Krigsheer, da kun een Mand kunde foretage Opſtig⸗
ningen ad Gangen.

Den tappre Feltoverſte og hans Folk betragtede
med den ſtorſte Forbauſelſe denne mærkværdige Klippe—
borg. Det var dem umuligt at forjtane, hvorledes
det havde kunnet lade fig gjøre at bygge den. Enten
maatte Djævelen eller en Troldmand have været
»Meſter for et ſaadant Stykke Arbeide. Det var dem
ikte mindre ubegribeligt, hvor Roverridderen var
bleven af, da han dog umuligt pan fin Heſt havde
kunnet ride op ad den ſteile Klippe. Ikke langt fra
Borgen havde de ganſke tabt hans Spor. Hvor var
han bleven af? Var fan allerede blandt fine Kamme—
rater paa Lung, eller ſtreifede han endnu omkring i
Skoven? De ſkulde dog imidlertid ſnart komme til
Klarhed med Henſyn til dette Punkt; thi omtrent to
Timer efter deres Ankomſt ſage man en Mand ſtige
ned ad Steentrappen. Det var Ridderen ſelv. Da
han var kommen ned i Hulningen, preſenterede han
dig med frekke Geberder for fine Fjender, opflog
en haanlig Latter og gjorde lang Næfe af den keiſer—
lige Feltoverſte.

„Born!“ ſagde Caspar Rauber til ſine Folk,
„dette Menneſke ſtager ſikkert i Pagt med Fanden
ſelv. Hvorledes ſkal vi komme derop, da det kun er
muligt at flyve derop pan Ornevinger? Vi mane

404 Den fidfte Roverridder i Krain.

imidlertid prove, hvad vi kunne gjore; thi den keiſer—
lige Majeſtet har befalet mig at gribe Skurken.“

„Skal vi prove pan at kaſte en af vore Muſfe⸗
donnerkugler op til ham?“ ſpurgte en af Soldaterne,
der paa en Trainheſt havde fort en ſaakaldet Mufke—
donner, et Skydevaaben, der var en Mellemting
imellem en Kanon og' en Bosſe, med ſig.

„Prov det engang,” ſvarede Rauber. „Om Kuglen
end ikke kan beholde fin Kraft til en ſaadan Hvide,
kan deu dog indjage en gavnlig Sfræf.”

Det uhandelige Skyts blev. derpaa anbragt paa
et Stillads, der lignede en Trefod, rettet opad og af—
fyret. Den ſex Lod tunge Kugle ſuſede gjennem
Luften og flog mod Klippeveeggen en halv Snees
Jod nedenfor Hulningen.

Erasmus v. Lung ubftodte en ſkraldende Haan⸗
latter, gjorde endnu en Gang lang Neſe af Fjenden
og ſteg med lette Fjed op ad Trappen. Snart for⸗
ſvandt han for de forbauſede Fjenders Blik imellem
Murene af fin Borg.

„Paa hvilken Maade kan den Skurk være kommen
op i fin Rede?“ udbrod Caspar Rauber mismodig.
„Lad ham længe nok ſtage i Pagt med Fanden ſelvp,
han ſkal dog i hvert Tilfælde ikke komme ud igjen,
det ſkal jeg ſorge for.

Han fordeelte ſit Mandſkab rundt om Klippen
for at bevogte den fra alle Sider og ſendte et Bud
til Slottet Kleinhänſel med den Befaling, at de ovrige
Krigsfolk ſtrax ſtulde ſtode til ham. Den neſte Dag

Den ſidſte Møverridder i Krain. 405

kom de, og Borgen Lung blev indeſluttet af en Ring
af Vagtpoſter, og der blev truffet alle Forauſtaltnin⸗
ger til at ordne Vagttjeneſten. Det var forbundet
med ſtort Beſpeer at ſkaffe Mandſkabet Forpleining i
den vilde Bjergegn, men endelig kom Caspar Rauber:
ud over denne Vanſkelighed, faa at der fandt en
regelmesſig Tilforſel af Levnetsmidler Sted.

Derpaa ſendte han et Bud til Wien for at melde
Keiſeren, hvad han havde udrettet, og at det var
aldeles umuligt at beſtige den Klippe, hvorpaa Borgen
Lung laa, ligeſom i det hele taget at overrumple den.
Han havde omringet Borgen og haabede at kunne
ſulte Roverreden ud og ſaaledes tvinge ham til at
overgive ſig.

Eu Tid ſenere modtog han en naadig Skrivelſe
fra Hofcancelliet, i hvilken der blev ham tilkjendegivet,
at Keiſeren var tilfreds med de trufne Forholdsregler
og haabede det bedſte Udfald. Da det var ſandſyn⸗
ligt, at Beleiringen vilde vare længe, lod Caspar
Rauber ved Foden af Klippen indrette nogle ſolide
Huſe til fig ſelv og fine Underbefalingsmœnd og for
Soldaterne Hytter, Hvori de kunde hvile ud efter
Vagttjeneſten. 0 i

Saaledes forlob et halvt Aar, uden at Rover⸗
ridderen gjorde Mine til at overgive Borgen. Uagtet
det var aldeles umuligt at ſkaffe endog det allerringeſte
Forraad og Proviant ind igjennem Beleirernes Vagt⸗
fjæde, ſyntes der flet ikke at herjfe nogen Mangel i

406 Den ſidſte Roverridder i Krain.

Borgen. Tvertimod tonede ofte en Larm ned fra
Borgen, der tydede paa kaad og overgiven Lyſtighed,
ligeſom Beleirerne mange Gange horte Fryderaab,
Latter og Trompetſtod deroppe fra. Ridder Crasmus
og haus Kammerater tog fig ikke i mindſte Maade
Beleiringstilſtanden nær, medens den keiſerlige Overſte
og hans Undergibne i Vintertiden befandt ſig i hoi
Grad ilde, da det var meget vanſkeligt at ſkaffe Til
forſel i den uveiſomme Egu. Da det engang henimod
Slutningen af Viuteren blev aldeles umuligt at bringe
Proviant tilveie, fik man Gjælp fra den Kant, man
mindſt havde gjort Regning paa.

Erasmus v. Lung kom en Dag tilſyne i Hul—
ningen i Klippen og raabte ned, at han onſkede at
tale med Overſten. Caspar Rauber troede, at han
havde beſtemt ſig til at capitulere og ilede ſtrax til
Stedet. Roverridderen brolede forſt igjennem ſin
Raaber et „God Morgen“, hvorpaa han meddeelte,
at han havde lagt Meerke til, at der herfkede Mangel
paa Levnetsmidler dernede, hvorfor han vilde viſe ſine
Fiender den ufortjente Hoimodighed paa Sieblikket at
ſende dem et Forraad af ferſk Kjod. Efterat have
Jagt dette klavrede han op til ſin Feſtning.

Rauber gik ærgerlig bort, da han holdt Ridderens
Tilbud for Spot og Haan; men til ſtor Forbauſelſe
for ham og hans Folk blev et Par Timer efter en
nylig ſlagtet Oxe, deelt i fire Dele, firet ned ved
lange Tonge, og de ſultne Soldater kaſtede ſig over

Den ſidſte Roverridder i Krain. 407

Gaven med ſtor Begjeerlighed. Overſten blev i Be—
gyndelſen i hoieſte Grad forbauſet over denne Be-
givenhed, men han troſtede ſig ſnart med den Tanke,
at denne Sending var en Krigsliſt af Fjenden for at
gjore Beleirerne modloſe. Han gjenkaldte i fin Erin⸗
dring lignende Krigspuds fra Oldtidens Beleiringer
og befluttede ikke at lade ſig bringe ud af Fatning"
ved Lumſthed. De Beleirede havde dog efter al
Sandſynlighed under de ſtorſte Savn opſparet denne
Oxe til en Lift, der ffulde bringe dem Frelſe.
Ridderen tilbod ham imidlertid tre Dage efter
paany Levnetsmidler, og dengang firede man tre
levende Beder ned i Dalen. Hver tredie Dag gjentog
man denne Spog. Snart lod Roverridderen en Kurv
med Hous fire ned, ſnart nogle Faar, ſnart til en
Afvexling en uhyre tilſyneladende friſk Schweizeroſt
eller nogle Sakke Hvedemeel, og Beleirerne vare nær
ved at tabe Naeſe og Mund af Forbauſelſe, ifær da
ogſaa hele Kurve fulde af nylig fangne levende Fiſtk
og endelig ved Foraarets Begyndelſe endogſaa Frugter,
gronne Wrter og Jordbær ſpevede ned til dem.
Disſe Frugter vare flet ikke til at fane i den raa
Bjergegn, faa at det var hoiſt forunderligt, at man
havde flige Sjeldenheder i Borgen Lung, der var
indeſluttet af en uigjennemtrengelig Beleiringsher og
pan en ſteil nøgen Klippe, hvis Top uden nogenſom—
helſt Vegetation dannede en Flade af hoiſt nogle
tuſinde Kvadratfod. Der herſkede oienſynlig efter en
*

408 Den ſidſte Roverridder i Krain

Beleiring paa over tre Fjerdingaar i Borgen en lige—
frem ubegribelig Overflod af Levnetsmidler og alle
mulige gode Sager.

Den ſtakkels Caspar Rauber blev aldeles fur:
virret ved Tanken om den trodſige Fjendes rige
Hjelpekilder, der ſyntes at være heelt undtommelige.
Der maatte her være et eller andet Hexeri eller
Djeevelſkab med i Spillet, mod hvilken ingen menneſke—
lig Magt kunde udrette noget. Det var ham ſelv—
folgelig ingen Fornoielſe at tilbringe hele fit Liv i
den vildeſte og meſt ode Egn af Fyrſtendommet Krain,
og Soldaterne knurrede over det altfor lange, tilſyne—
ladende unyttige og frugtesloſe Ophold der.

Som pligtfolende Soldat beſluttede Overſten at
indberette Sagens Stilling til Keiſeren. Han ſkrev
en vidtloftig Beretning til Wien, i hvilken han er-
flærede det for under ſaadanne Forhold at være al—
deles umuligt at tvinge Ridderen til Underkaſtelſe
ved Gult, ſiden Skurken maatte ſtage i Vagt med
Djævelen, der forſynede ham med Proviant og de
ſkjonneſte Delikatesſer. Han bad indtrængende om
Tilladelſe til at ophæve den frugtesloſe Beleiring, da
hans Soldater hyppig led Mangel, hvorfor der ofte
herſkede Misnoie blandt dem. Efter nogen Tids Forlob
indlob der Svar fra det keiſerlige Krigskancelli, Hvori
man formanede Overſten til ikke at overhænge Maje⸗
itæten med flige enfoldige Beretninger om Djavelſkab
og Hexeri, da man i Wien var hævet over at troe

Den ſidſte Roverridder i Krain. 409

paa ſligt. Det blev under Truſel med allerhoieſte
keiſerlig Unaade paalagt ham at beleire Borgen Lung,
indtil den overgav fig.

Samme Dag denne unaadige Skrivelſe indløb,
lod Ridder Erasmus et Par fede, levende Beder
fvæve ned.

Der forløb endnu nogle Uger, uden at Stillingen
i nogen veſentlig Grad blev forandret; men ſaa vifte
der fig en Hjeelper i Noden i Skikkelſe af em fremmed
Mand, der en mork Nat pludſelig meldte fig ved en
Vagtpoſt og forlangte at fane Overſten i Tale, da
han havde Ting af Vigtighed at meddele.

Det var en italienſk Kjobmand fra Trieſt.

Man bragte ham ſtrax til Rauber, der temmelig
fortredelig ſtod op af Sengen for at modtage den
Fremmede: men hans Fortredelighed blev ſtrax ved
Lombardens forſte Ord afloſt af ganſte andre Fo-
lelſer.

„Overſte!“ ſagde denne, „J har nu neſten et
heelt Aar ligget udenfor Roverborgen der oppe uden
at kunne indtage den. Jeg vil viſe Eder, hvorledes
J haſtig ved en raſk Overrumpling kan betvinge den,
naar J vil gaae ind paa mine Betingelſer.“

„Nevn mig da disſe!“ ſvarede Rauber; „kan J
give Borgen Lung i mine Hender, vil jeg give alt,
Hvad der ſtaaer i min Magt at give.“

„Jeg er en Handelsmand fra Trieſt, Overſte!“

tog den Fremmede tilorde. „For halvandet Aar ſiden
27

410 Den ſidſte Røverridder i Krain.

befandt jeg mig med en Varetransport paa Veien til
Gorz. J Narheden af Adelsberg, midt inde i Bjer⸗
gene, blev jeg overfalden af Ridder Lung og hans
Svende og udplyndret til Skindet. Det var med
Nod, at jeg reddede mit Liv. Siden den Tid har
jeg deels af Hevngjerrighed, deels af Lyſt til at fane
min Formue tilbage med raſtlos Iver efterſporet
Roverens Hemmeligheder, om hvilke jeg allerede tid—
ligere havde en ubeſtemt Foreſtilling. Jeg kan nu
levere Roverridderen og hans uhyre Skatte i Eders
Hender, og jeg vil gjore det, naar J af Byttet vil
give mig min rovede Eiendom, der belob ſig til en
Værdi af fem zog tyve hundrede Guldgylden, tilbage
og desuden give mig ſom Vederlag for min Tjeneſte
tuſinde Guldgylden.“

„Antaget!“ raabte Caspar Rauber glad i Hu.
„Ja, holder J Ord, lover jeg Eder i Keiſerens
Navn en endnu ſtorre Belonning. Kom altſaa frem
med den ſtore Hemmelighed! Jeg har meget ondt
ved at troe, at denne Helvedes Karl ikke ſtaaer i Pagt
med den lede Satan!“

„Har J nogenſinde hort om de ſtore Klippe⸗
huler, Dverſte, der tolv Miil herfra have deres Ud⸗
gang i Nerrheden af Slottet Adelsberg?“

„Ja, men hvad have disſe fjerne Huler at gjore
med Borgen Lung?“

„Disſe Huler firæffe fig gjennem hele Bjerg⸗
kjcden, da denne for ſtorſte Delen beſtager af Kalk⸗

Den fidfte Røverridder i Krain. 411

ſteen. Hulernes Forgreninger ftræffe ſig mange Miil
under Jorden, og ingen Dodelig vil fuldſtendig noie
kunne udforſke deres Omfang.”

„Og J paaſtaager, at disſe underjordiſte Huler
ſtaae i Forbindelſe med Borgen Lung?“

„Ja, Overſte! Hvad jeg angagende denne Sag
har bragt i Erfaring, er folgende: Da Borgen for
mange Aar ſiden blev bygget, forte en mageligere
Sti op til Toppen af Klippen; men den har man
ſiden tilintetgjort for at gjøre Borgen utilgængelig
udenfra. Man ſkaffede med ſtort Bejvær det frem⸗
ſpringende Hjørne af Klippen, der tjente til Opgang,
bort ved Spreengning. Ridder Erasmus's Fader var
nemlig ved Udhugningen af en Brønd paa "Borgen
dybt nede ſtodt paa en Gule, der ſtod i Forbindelſe
med de ſtore Adelsberghuler.“

„Den Helvedes Karl har altſaa paa den Maade
holdt os for Nar! Jeg kan blot ikke forſtaae, hvor⸗
ledes han fan raſt, i Løbet af et Par Timer, kunde
komme ind i fin Borg, da jeg forfulgte ham. Han
har dog paa ingen Maade forſt kunnet ride til Adels⸗
berg og derefter have tilbagelagt den lange Vei under
Jorden i ſaa kort Tid.“ å

„Nei, det nytter ikke at tænfe paa fra Adelsberg
af at trænge igjennem de mange Krumninger og
Bugter, Hulerne flaae, til Lung. Gaa kunde man
komme til at vanke om set halvt Aarstid uden at

finde den rigtige Bei; men Hulerne have ogſaa andre
27

— —„ —

412 Den ſidſte Agverridder i Krain.

Indgange, ſom kun kjendes af de Indviede. En ſaadan
ſtjultt Udgang befinder fig en Miils Vei herfra ved
Bredden af Bakken Pinka, midt inde i Skoven, og
gjennem den ſtaaer Erasmus i Forbindelſe med Om:
verdenen.“

„Det er altſaa ad denne Vet, at han fager
Proviant?“

„Ja, Veien er faa magelig, at endogſaa Oxer,
Faar og andre Dyr uden ſynderligt Befvær kunne
Drives ad den.“

„Det er jo forbanſende! Jeg kunde jo have
ligget her til Dommedag uden at ſulte ham ud! Men
ſiig mig dog, ſiden J veed Jana god Beſked, hvorledes
Ridderen ſaa tidlig pan Aaret er kommen i Beſiddelſe
af de Frugter, der flet ikke kunne modnes i disſe rage
Bjergegne ?“

„De blive ham tilſendte fra Wipacherdalen, hvor
Frugterne modnes fire Uger tidligere end andre
Steder i Landet, fordi de der ere beſkyttede mod de
barſke Vinde og have megen Sol.“

„Det kan være! J Fjender altſaa hans Indgang
ved Pinka, men fjender J ogſaa hans underjordiſke
Sti og hans andre Smuthuller? Kan han ikke have
Baghold, ſom J ikke fjender?”

„Man kan vere aldeles ubekymret, hvad Baghold
angager, da Ridderen er overbeviiſt om, at J aldrig
vil fane hans Hemmelighed at vide, hvilket jo hans
overmodige Adfærd viſer. Jeg fjender Veien lige til

Den fidfte Røverridder i Krain. 413

den Vindeltrappe, der igjennem Brønden fører op i
Borggaarden. Jeg traadte i Tjeneſte hos en Jode i
Zirknitz, om hvem jeg vidſte, at han ſtod i forbryderſke
Forretningsforbindelſer med Ridder v. Lung, og i
Selſkab med denne Smugler har jeg mange Gange
gjennemvandret den underjordiſke Sti lige til Vindel⸗
trappen. Videre vovede vi ikke at gage. Men ſaa⸗
meget har jeg faaet ud deraf, at man let kan fore en
Skare bevæbnede Mænd op i Borgen og overrumple
den; thi man føler fig faa tryg deroppe, at der ikke
bliver holdt omhyggelig Vagt.”

„Veed J, hvormange Kjeltringer, der er i
Borgen?“

„Ridderen har omtrent treſindstyve forvovne
Knegte under fig.”

„Det ſtemmer overeens med andre Efterretninger.
J troer altſaa at kunne fore mig med et hundrede
Soldater op til Borgen ad den underjordiſke Sti?“

„Ja, det kan jeg med Guds Hjelp for at faae
min tabte Formue tilbage. Stol paa mig!“

„Det ſkal jeg,“ raabte Caspar Rauber glad.
„Her er min Haand! Sagen er afgjort! Imorgen
Nat fkal Foretagendet udføres!"

„Sorg for et godt Forraad af Harpixfakler og
nogle Levnetsmidler for det Tilfælde, at der ſkulde
gjøres en Standsning underveis. Bil Gud, er Borgen
Lung i Eders Magt inden to Dage. Og ffaf mig

414 Den ſidſte Rpverridder i Krain.

en Ledſkedrik, Overſte, og et rigeligt Maaltid; thi jeg
er meget træt af den moiſommelige Vandring.”

Caspar Rauber ſkyndte fig paa det bedſte at be⸗
værte fin dyrebare Gjeſt, der vilde gjore ham en
ſaa vigtig Tjeneſte, og han tilbragte Reſten af Natten
i behagelige Betragtninger over den Overrumpling,
han havde i Sinde at fætte i Værk, og ſom endelig
ffulde frie ham fra den pinlige Beleiring. Dagen
efter traf han med ſedvanlig Energi alle nodvendige
Forholdsregler. Han lod en Meengde Harpixfakler
forferdige og nogle Levnetsmidler pakke i Sakke.
Derpaa udvalgte han Hundrede af fine tappreſte og
meſt provede Soldater, der fuldt væbnede ſkulde holde
lig færdige til Afmarche om Aftenen Klokken jer; de
ſtulde mode paa et afſides liggende Sted, for at de
Beleirede intet ſkulde mærfe. Forøvrigt fif Under⸗
befalingsmændene Befaling til fom jædvanlig at holde
Vagttjeneſten igang for ikke at vælfe Mistanfe. Alt
blev ordnet paa bedſte Maade.

Om Aftenen Klokken ſex ſamlede de hundrede
udvalgte Soldater fig i al Stilhed i en lille Lysning
i Skoven. En Time efter var alt færdigt til Af
marche, og man fatte fig i Bevegelſe under Lombar⸗
derens Ledelſe. Ved Siden af ham drog Caspar
Rauber frem i Spidſen for Toget. Efter en Times
Marche manede man Bredden af Pinka, der ſtyrter
ned i Adelsbergerhulen og der forſvinder paa en
hemmelighedsfuld Maade.

Den ſidſte Roverridder i Krain. 415

Lombarderen forte Skaren et Stykke opad langs
med den ſteile Bred og lod den derpaa, ad en ſkjult
Sti, trænge gjennem et tæt Buſkads, og ſnart ſtode
de foran den morkt gabende Indgang til Hulen.

Der blev Holdt Hvil i nogle Lieblikke, man
tændte Faklerne og betraadte. i Guds Navn Veien til
Underverdenen.

Den Hule, hvori de befandt ſig, var en af de
ſtore Forgreninger af Adelsberghulerne, en af den
raſtloſt ſkabende Naturs ſtorſte Merkveerdigheder paa
Grund af de merkelige Klippedannelſer, de underjor⸗
diſke Vandfald, Soer og Bekke, ſom findes der, og
de ſelſomme Fijfe- og Krybdyrarter, der leve i disſe
underjordiſte Vande.

Tauſe marcherede Krigerne to og to, forte af
Lombarderen og deres tappre Overſte, frem gjennem
disſe uhyggelige Hveelvinger, der undertiden vare

exten til tyve Favne hoie og faa ſtrax igjen ſenkede

ſig ned til Mands Hoide. Snart var Gangen bred,

ſnart ſnever, men altid ret magelig at gjennemvandre,

men den ſnoede ſig ofte ſteerkt, hvilken Omſtendighed
i hoi Grad forlængede Veien. Hvelvingen udvidede
ſig ofte til uoverſtuelige Haller, hvori andre Gange
mundede ud, men den veikjendte Forer ſkred frem
uden Toven og rettede fig efter nogle ſere Merker,
der af Menneſkehaand vare huggede ind i Kalkſteens⸗
væggene og viſte den Indviede den rette Vei. Preg⸗
tige Drypſteenstakker, ſnart kempeſtore, ſnart ſmaa og

416 Den ſidſte Røverridder i Krain.

pyntelige, ſom om de vare frembragte ved en ovet
Kunſtuers Haand, hang ned fra Hvelvingen, og fra
Gulvet hævede Drypſteensobeliſter og Soiler fig i de
meſt fantaſtiſte og afvexlende Skikkelſer. Disſe for⸗
ſtjellige Figurer frembode i Harpixfaklernes rode Lys
et hexeagtigt Skue.

Der blev holdt Hvil to Gange underveis, og
henimod Midnat naaede Skaren frem til det Sted,
hvor en Trappe forte op til Borgen Lung.

„Nu har jeg opfyldt mit Lofte, ſagde Lombar⸗
deren til Overſten, og desuden formanede han denne
til at lade Opſtigningen foregage med faa lidt Larm
ſom muligt. „Saa langt er jeg kommen,“ foiede han
til, „videre ikke. Reſten er Eders Sag. Der forer
Trappen op til Roverborgen.“

Caspar Rauber var ſtrax pan det Rene med
Stillingen. Han jaae, at han var i en udſtrakt Hvel⸗
ving, der bagtil tabte fig i et dybt Morke. Der forte
en bred, i Klippen udhugget Trappe med. en Mengde
Krumninger op til Borgen.

„J Guds og den hellige Crispinus's Navn!“
udbrød Caspar Rauber med dæmpet Stemme. „Jeg
gaaer foran; J andre ffal folge mig med dragne
Sveerd, og hund J feer mig gjore, ffal J ogſaa gjøre.
Der bliver ſandſynligviis et fælt Slagsmaal deroppe,
men et rigt Bytte er den Tappres Lon. J, min fjære
Lombarder! ſtal blive ved Bagtroppen. Eders Liv
Hal ikke blive udſat for Fare. Fremad Folk!“

Den ſidſte Møverridder i Krain. 417

Med en brendende Fakkel i venſtre og det blanke
Sværd i hoire Haand begyndte han at ſtige opad
Trappen, fulgt af Soldaterne, der alle med freidigt
Mod gik Kampen imode.

Da den lille Skare faa lydloſt ſom muligt var
ſtegen omtrent et Par hundrede Skridt opad, kom den
til en ſtor hvælvet Halle, der i den ene Ende lob
ud i en aaben Buegang, gjennem hvilken man ſaae
Borgen, beſkinnet af Maanelyſet. To ſteerke Karle,
der dienſynligt ſkulde holde Vagt, lan der paa Bjorne⸗
ſkind i dybeſte Sovn.

„Hurtigt, hurtigt!” ſagde Overſten til fin Side⸗
mand; , hjælp mig at dræbe disſe Skurke, for de kan
ſkrige!“

Med et frygteligt Sværdfug ſlog han den ene
ihjel, for han kunde gnide Sovnen af Sinene, og
den anden blev af en Soldat med ſamme Hurtighed
bragt ind i Evigheden.

Caspar Rauber bod de forreſte at vente, indtil
hele Skaren var kommen derop, hvilket ſkete i Løbet
af et Par Minutter. Derpaa kaſtede alle Krigerne

deres Fakler bort og ſtyrtede med dragne Sværd og

Dolke los mod Borggaarden.

Nu opſtod der endelig Larm og Tummel paa
Borgen. „Forrcederi, Forrederi!“ raabte flere af
Roverne, og de foer rundt blandt hverandre i ſtor
Forvirring. „Vi ere overfaldne! De Keiſerlige ere
over os!“

418 Den ſidſte Roverridder i Krain.

Som ſedvanlig havde der den Nat været et
ſtorartet Sviregilde paa Lung, og de fleſte af Roverne
vare halv drukne; men Sfrælfen gjorde dem ædru.
De fleſte bleve dog ynkelig nedhuggede, før de kunde
komme ret til deres Sandſers fulde Brug. Ridderen
ſtyrtede ſelv i Natdragt, med en Kappe over Skul—
drene og med draget Sværd, ud af fit Sovekammer og
ſogte at opflamme fine Folk til at gjøre Modſtand;:
men alt var frugtesloſt; hans Folk bleve alle i Lobet
af fan Oieblikke dræbte eller ſaarede, og han ſelv var
den eneſte, der keempede drabeligt for fit Liv.

„Er Du Ridder Erasmus?“ raabte Caspar
Rauber. „Giv Dig, Du Djævelens Verktoi! Jeg
vil bringe Dig i Lenker til Wien!“

„Jeg er Ridder Erasmus!“ ſkreg denne raſende.
„Du fager mig aldrig levende, Overſte! Jeg trodſer
Dig, Keiſeren og hele Verden!“

„Kom her, Folk!“ raabte Caspar Rauber. „Lad
os gribe denne ryggesloſe Karl levende!” og han
ſtyrtede frem imod ham med en Snees Soldater.

Roverridderen trak ſig tilbage til Randen af
Klippen. Der nedhuggede han endnu to Soldater,
og da de øvrige et Sieblik veg tilbage, ſlyngede han
med vældig Kraft ſit Sværd mod Overſten ſelv, men
uden at ramme ham, hvilket aflokkede ham en vild
Ed, hans ſidſte Ord i denne Verden.

Med Lynets Hurtighed ſvobte han fig ind i fin
Kappe og ſtyrtede fig ſom en af de gamle romerffe

Den ſidſte Røverridder i Krain. 419

Helte raſk fra Klippetoppen ned i den gyſelige AF
grund. J neſte ODieblik faa han dernede, knuſt og
ſonderſlaget.

Saaledes endte den ſidſte Roverridder i Krain,
Erasmus v. Lung, og Caspar Rauber lod Klippe⸗
borgen nedrive og den hemmelige Adgang kaſte til.
Lombarderen fif fin tabte Formue tilbage og blev
oven i Kjobet rigelig belønnet med en Deel af de
umaadelige Rigdomme, der fandtes opdyngede paa
Borgen.

Overſten blev ſelvfolgelig Gjenſtand for ſtore
Wresbeviisninger og overoſt med Belonninger, da
han i Wien aflagde Keiſeren Beretning om fin Helte⸗
daad, og Keiſer Frederik den Tredie havde ſenere
ingen Roverridder at fore Krig med, men kunde leve
i uforſtyrret Ro, indtil han den 19de Auguſt 1493
dode paa Grund af en altfor rigelig Nydelſe af ſin
Livret — Meloner. .
i (Ved —a—.)

420

Ella Milson.
En Fortælling.
(Sluttet).

V.

„Ved St. Georg, jeg tager ikke feil, det er
ganſke rigtigt Herbert!“ raabte Mac-Leod, der havde
reiſt fig og feſtet fin lange Kikkert paa Veien, der
forte op til Boligen.

„Og ſelv om det var Herbert, er der dog ingen
Grund derfor til at vælte Deres Kaffekop,“ bemerkede
Mac⸗Carthy. Begge ſade efter Middagsbordet ude
pan Verandaen og node deres Kaffe til et Par for⸗
trœeffelige Ceruter.

„Som De behager min gamle Ven, men jeg er
fan lykkelig over at gjenſee den brave unge Mand
ſom jeg nu har ſapnet i fjorten Dage, og ſom jeg
elſter langt mere, end Nogen ſkulde troe — og det
ſamme gjør De ogſau, ſtjondt De lader ſom Ingen⸗
ting.“

Ella Wilſon. 421

„Jeg . .. MacLeod? jeg beder Dem dog lade
mig være fri for disſe Sentimentaliteter. Jeg er
ſelv glad over at gjenſee Herbert Douglaſs, men det
er, fordi han er mig til Gavn, og fordi alt gaaer en
Smule ffjævt, ſiden han er borte.”

Mac⸗Carthy trak paa Skuldrene, ringede paa
Walter og antydede med en Haandbevegelſe, at han
ſkulde tage Kaffetbiet bort. Denne ſparede blot med
et Buk og trak fig igjen tilbage. Nogle Lieblikke
efter ſteg Herbert op ad Trappen, der forte til Ve⸗
randaen, og gav ſin Onkel og Mac-Leod Haanden.

„Velkommen, Herbert,“ ſagde Mac⸗Carthy til ham.

„Tak!“

„De er træt og bleg,” tilfoiede Mac⸗Leod.

„Maaſtee ſulten, i al Fald torſtig,“ ſparede han.

Mac⸗Carthy trykkede med Fingeren paa Klokken,
der ſtod tæt ved ham, og Walter kom ſtrax efter til
bage med et Par Tjeneſtefolk, der bare en Anretning
af koldt Kjokken.

„Drik et Glas Madeira, Herbert,“ ſagde Mac⸗
Carthy. i

Det unge Menneſte drak fit Glas ud i et Drag
og ſatte ſig hen til Bordet, men han ſpiſte kun lidt
og nippede kun til det. Mac⸗Leod holdt Sie med ham,
men Mac⸗Carthy røg i Taushed fin Cigar og ſyntes
fortabt i ſine Tanker.

„Herbert,“ ſagde han pludſelig, „veed Du hvad
der er ſteet?“

r ˙ 1
—ͤ — ———ꝛ'—— —— ee — — — —

— —

422 Ella Wilſon.

„Hvilket?“

„Tractaten?“

„Ja, jeg horte om den igaar af Mr. Richard,
der er vendt tilbage.“

„Ah! er han vendt tilbage?“

„Ja, derfor tog jeg bort.“

„Denne Mr. Richard er en klogtig Perſon,“ ved⸗
blev Mac⸗Carthy, der fulgte fin Tankegang, „en ual⸗
mindelig klogtig Mand, fiin ſom ti Nankeer og driſtig
ſom en Skotlaender. Han vil bringe det vidt.”

„Ja, hvis han ikke knakker Halſen paa Veien,“
mumlede Mac⸗Leod.

„Og hvorfor ſkulde han fnæfte Halſen paa Veien?
Folk ſom han ere ligeſom Kattene: de falde altid paa +
Benene.“

„Det kommer altſammen an paa Hoiden,“ afbrod
Mac⸗Leod ham, „jeg faſtholder min Paaſtand, han
doer ikke af en Hjerteſygdom.“

„Det behoves jo ikke heller,“ ſagde Mac-Carthy,
„naar han dog ſkal breekke Halſen! Det er forreſten
en ubehagelig Vane De har, Mac-Leod, altid at ſnakke
om Folks Dodsmaade. Hvad vedkommer den Dem?
Jeg for min Deel gjentager, at Mr. Richard er en
meget klogtig Perſon. Men lad os komme tilbage til
Tractaten, hvad ſiger han om den?“

Herbert fortalte ham Samtalen fra igaar og
Mr. Richards Forſlag; han berorte tillige, at det var
Fru Wilſons Henſigt, at henvende ſig til Mac⸗Carthy

Ella Wilſon. 423

om et godt Raad. Han horte taus pan ham, og da
han endelig taug, ſagde han: „denne Mr. Richard er
virkelig et ualmindeligt Menneſke.“

Mac⸗Leod reiſte ſig utaalmodigt. „Hvad ſiger
De derom, Herbert?“ ſpurgte hau.

„Hvorom? om Tractaten, eller om Mr. Richard?“

„Om Mr. Richard.“

„Nu . . . jeg mener ligeſom Hr. Mac⸗Carthy,
at han er en meget klogtig Perſon, at han beſtyrer
Fru Wilſons Affairer fortræffeligt, at Plantagen er i
en ypperlig Stand, og at de to Damers Interesſer
ikke kunne varetages bedre.“

„Lad gage, jeg taler forreſten ikke om ham ſom
Jorretningsmand, men ſom Menneſke.“

„Jeg fjender faa lidt til ham ſom Menneſke, at
jeg ikke har nogen Ret til at domme derom,“

„Siig mig blot, om De kan lide ham eller ikke,“
vedblev Mac⸗-Leod.

„Saa lad dog Herbert i Fred,“ afbrød Mac⸗
Carthy ham; „indſeer De da ikke, at De ikke faner
noget andet Svar af ham end det, De allerede har
faaet. Og deri giver jeg ham Ret, thi at dumme
ſundt og upartiſk er ikke nogen let Sag. Men, uden
at befymre os mere om Mr. Richard, hvem jeg kun
fjender lidt og De, Mac-Leod, endnu mindre, men
Herbert flet ikke, faa lad os nu hellere tale om min
Veninde og Naboerſke, Fru Wilſons Affairer. De

— xvrxsñ; T... ĩ - ĩð ,., ĩè ¼ .:. —T•—Uůʃ—b4 . —

6 —

— p 7˙ ̃ — — UU

424 Ella Wilfon.

Tilbud, der ere gjorte Hende, forefomme mig meget
fordeelagtige; mener Du ikke det ſamme, Herbert.“

„Jo,“ ſparede den unge Mand, uden at betenke
ſig. „Jeg har tenkt meget derover, men det har kun
beſtyrket mig i denne Mening.“

„Har Du ogſaa overveiet, at denne Tractat vil
kunne forhoie Verdien af min Eiendom til det Ti—
dobbelte?“

„Nei,“ ſagde Herbert frimodigt, „. .. jeg til⸗
ſtaaer, at det har jeg ikke tænkt paa.”

„Tak, for din Ligegyldighed ligeoverfor mine
Interesſer. Det lader til, at Fru Wilſons Affairer
ligge Dig mere pan Hjertet end mine.

Herbert rodmede, men ſparede ikke. Hvad kunde
han ogſaa ſagt? Mac-Carthy havde Ret, hau havde
kun tenkt paa, hvad der angik Miſs Ella.

„Naa, det er ligegyldigt,” ſvarede Mac-Carthy
efter et Oiebliks Taushed. „Hvis Du har glemt det,
ſaa har jeg hufket det for os Begge. Vi kan ſiden
ſnakke om hvilke Forholdsregler, der er at tage. J
Eftermiddag agter jeg at ſkrive.“ Med disſe Ord
forlod han dem og lukkede fig inde i fit Cabinet, efter
at han havde underrettet Walter om, at han ikke vilde
forſtyrres.

Herbert og Mac⸗Leod blev alene tilbage. Den
Sidſte betragtede opmerkſomt fin unge Ven, der var
fan optaget af fine Erindringer og fine Tanker, at

Ella Wilfon. 425

han ſlet ikke lagde Merke til, hvilken Opmerkſomhed
han var Gjenſtand for.

„Veed De vel, Herbert,“ ſagde han endelig, „at
hvis Mr. Richard er en klogtig Mand, faa ligner
De ham ſlet ikke?“

„Jeg? nei aldeles ikke. Hvis Kløgt beſtaaer i
at beſtjcftige fig udelukkende med Pengeinteresſer og
at betragte dem ſom det Hoieſte, faa bliver jeg aldrig
klogtig. At ſnakke Alle efter Munden er en Kunſt,
ſom jeg ikke forſtager,“ foiede han til med Bitterhed,
„og min Aabenhjertighed vil endnu; ſpille mig mangt
et ſlemt Puds, det er jeg vis paa.“

Herbert tænkte ved disſe Ord langt mere paa,
hvad der var foregaaet paa Manoa, end paa de Be⸗
breidelſer, hans Onkel havde gjort ham.

Mac⸗Leod horte med Forbauſelſe paa ham. Han
var ſaa vant til ellers altid at ſee ham rolig og fattet,
at det unge Menneſkes Sorgmodighed overraſkede ham.
Det var ham tydeligt, at heller ikke Herbert holdt af
Mr. Richard. Mac⸗Leod kjendte kun meget lidt til
denne Sidſte, uagtet han kom hyppigt til Hilo for at
raadfore fig med Mac-Carthy, hvem han altid viſte
en ualmindelig Wrbodighed. Mac-Leod undgik ved
ſaadanne Leiligheder omhyggeligt at treffe ſammen
med ham, og naar han ventedes, tog han enten til
Manoa, Hvor han altid var vis paa, at blive godt
modtaget af Fru Wilſon og af fin Yndling Miſs
Ella, eller ogſaa lukkede han fig inde med fine In⸗

28

426 Ella Wilſon.

ſekter og ſine Herbarier. Paa ſaadanne Dage arbeidede
han voldſomt paa fit ſtore Vært om den havalſke
Fauna og Flora. Mac⸗Carthy pleiede da at drille
ham med, at det vilde være umuligt at finde nogen
Udgiver til en faa kempemesſig Encyklopæedi. Sagen
er, at ligeſom Abbs Dangeau udbrod efter en ſtor
offentlig Ulykke: „Alt det forhindrer ikke, at jeg har
i min Skuffe totuſinde velconjungerede franſke Verber,“
ſaaledes kunde ogſaa Mac-Leod ſtundom fole ſig friſtet
til at ſige: „Hvordan det end gaaer, faa har jeg i
min Skuffe firetuſinde omhyggeligt beſtrevne Varieteter
af Planter og Inſekter.“

Mr. Richards hovmodige Veſen og afgjorende
Tone behagede ham flet ikke. Hans Samtaler med
Mac⸗Carthy, der udelukkende dreiede fig om Indkjobs⸗
og Salgspriſer, om Dollars og Pund, opirrede ham,
og han undveg dem ſom Peſten. Naar Mr. Richard
var borte igjen, beklagede han Fru Wilſon og Miſs
Ella, for hvem han havde en neſten faderlig Godhed, at
de beſtandig ſkulde omgaaes ſaadant et Talmenneſte.
Hertil pleiede Mac⸗Carthy at ſvare, at naar Mr.
Richard talte med ham om Forretninger, fan var det
rimeligt, at han talte om ganſke andre Ting med
Damerne og ifær med Miſs Ella. „Hvorfor vil De
antage, at en Mand, der forftaaer fig udmerket paa
Forretninger, ikke forftaaer fig paa Andet? Mr.
Richard er intelligent, han har reiſt meget og feet

il

Ella Wilſon. 427

meget, og han forſtager udentvivl ligeſaa godt at ſnakke
med Damer ſom med Mænd.”

„Fortel mig Noget om Miſßs Ella, Herbert,“
ſagde Mac-Leod; „hende er det en Fornsoielſe at tale
med. Skulde De troe det, at hendes Samling af
Bregner er ligeſaa ſtor ſom min egen? hvad det er
Skade, at hun ikke er en Dreng! Saa vilde jeg have
teſtamenteret hende mine Manuſkripter, og hun vilde
da have fortſat og completteret mit Verk.“

Herbert ſmilede over den gamle Mands En⸗
thuſiasme, thi han havde ikke let ved at tenke fig
Miſs Ella ſammen med Mac-Leods Manuſrripter.
„Hun er fortryllende,“ ſagde han.

„Ja, ikke ſandt? det gjentager jeg nophorligt for
Deres ... for Mac⸗Carthy. Men er det ikke en
Puk, at hun ſtal være fordømt til at omgages denne
Mr. Richard, der for mig gjerne kan være faa fiin
ſom ti Yankeer i eet Skind, men jeg holder dog ikke
af at vide ham i Manoa!“

„Har De nogen Grund til at formode, at han
tænker paa hende eller hun paa ham?“

„Aa nei, men hvad flal et ungt Menneſke tenke
paa, der er indeſperret paa en Plantage med en rig
ung Pige? det er ikke fordi jeg troer, at Mr. Richard
fætter ſtorre Priis paa Kjærlighed end "paa Penge,
men her henger jo det Ene ligefrem ſammen med
det Andet. Hvad hende angaager, fan ſiger man jo,

at Fruentimmerne ere romantiſke — jeg taler Gud
28%

428 Ella Wilſon.

ſkee Lov ikke af Erfaring, men hvem ſkal en ung
Pige paa atten Aar vel tenke paa, uden paa dem
hun feer, og hun feer flet ingen Anden end ham.”

Herbert havde allerede ſagt fig det ſamme baade
for og efter Mr. Richards Ankomſt, og dog pinte det
ham at høre det af en anden Mund. „De har Ret,”
ſagde han efter et Oiebliks Taushed, „men troer De.
at Fru Wilſon gjerne vil ſee ſin Datter gift med ſin
Intendant?“

„Intendant? det er han ikke mere. De har jo
ſelv fortalt os, at han ſkal være hendes Compagnon.
Men .. hvor fager han Pengene fra?“

„Jeg har hørt, at han har Eiendomme i Ner⸗
heden af St. Francisco, og hvad der mangler, det
laaner han.“

„Hvis det er Tilfældet, faa kan jo Fru Wilſon
fornuftigviis Intet have at indvende ... medmindre
hun og Datteren tage til England.“

„Det er viſt hendes Forſct, men i ethvert Til⸗
fælde tager hun ikke herfra for om et Aarstid. Mr.
Richard har arrangeret det ſaaledes med de eventuelle
Kjobere, at det ſtaaer Fru Wilſon frit for at blive i
fin Bolig, ſaalcenge hun behager.”

„Naa, faa det har han ogfaa beregnet! Han er
endnu mere ſnu, end jeg havde tænkt, og han brekker
ikke Halſen ſaa let. Men,“ foiede han til, „alt dette
ſpaaer ikke noget Godt og behager mig ſlet ikke.“

„Ja, hvad kan vi gjore derved?“

Ella Wilfon. 429

„Det veed jeg ikke .. . og dog er der en Udvei,
hvis vi kunde ſkaffe Mr. Richard en Rival paa
Halſen.“

„Til at kjobe Plantagen?“

„Nei, til at frie til Miſs Ella. Men Deres
Onkel er altfor gammel; han er to og halpfjerds, og
han har i de ſidſte halvhundrede Aar været en complet
Fruentimmerhader. J det Punkt forandrer han fig
ikke. Hvad mig angaager, jaa er jeg jo rigtignok yngre,
men jeg er dog fyldt de ni og treds, og hvem ſiger,
at Miſs Ella vilde have mig, naar det kom til Stykket.
Vi interesſere os begge To for Botanik, men det er
ikke nok, og hendes Phantaſi gaaer maaſkee i en ganſke
anden Retning. Saa er der "ingen Andre tilbage end
De, Herbert, men De har jo ingen Formue og De
tenker ikke paa ſaadanne Narreſtreger; De har Deres
Jernbane i Hovedet og den giver dem nok at beſtille.
Oprigtigt talt, jeg feer flet ingen Udvei. Seer De
nogen?“

„Nei, ligeſaa lidt,” ſvarede Herbert og gjorde
ſig Umage for at ſmile.

„Naa, jeg opgiver det ikke endnu. Natten bringer
jo Raad. Nu gaaer jeg hen til mine Planter, men
De, Herbert, ſeer bleg og medtaget ud, og De gjor
bedſt i at lægge Dem. Vi har jo endnu Tiden for
os, og hvis jeg kan gjøre Noget til det, ſkal Miss
Ella ikke blive Fru Richard. Richard . .. Richard,

430 Ella Wilſon.

det er jo ikke engang et Navn,” tilfoiede han brum⸗
mende.

Den ene Uge gik efter den anden. Herbert
havde igjen taget fat paa fine daglige Beſtjeftigelſer
og denne Gang med en feberagtig Iver. Han ſogte
ved overdrevent Arbeide at komme bort fra fin fixe
Idee; men alle de, ſom under lignende Omſtendig⸗
heder tage deres Tilflugt til det ſamme Middel, vide
bedſt, hvor lidt det hjælper. Tanken forlader En ikke,
og man vil ikke vere fri for den, ſelv oni man kunde
blive det.

Mac⸗Carthy var mere tankefuld og ordknap end
ſedvanlig, og Mac⸗Leod tilbragte Dagene med at
klasſificere og nummerere ſine Planteexemplarer og
at bedekke det ene Ark efter det andet med fin mikro⸗
ſkopiſke og uleſelige Skrift.

Efterretningen om Tractatens Afflutning udbredte
fig mere og mere og blev overalt hilſet med Glede
af Planterne. Hvad Kanaquerne angik, ſaa interes⸗
ſerede den dem ikke videre. Herbert lagde endogſaa
Meerke til, at Liho betragtede den med en hemmelig
Misfornoielſe; men Liho var jo ſiden ſin ulykkelige
Kjerlighedshiſtorie bleven baade Tvivler og Pesſimiſt.
Han var forbittret paa alle Fruentimmer, og derfra
er der kun et lille Skridt til heller ikke at holde af
Mandfolk. Efter hans Mening vilde Tractaten be⸗
rige Planterne, men Kanaquerne vilde Intet opnaae
derved. Deres Land vilde blive nødt til at betale

Ella Wilſon. 431

Tribut til de Forenede Stater og hvad Dag det be⸗
hagede den amerikanſke Regjering at bryde Tractaten,
havde de kun Valget imellem at blive ødelagte eller
at blive annekterede. Der var meget Sandt. i disſe
Betragtninger; thi Liho havde reiſt og forſtod fig
langt bedre paa den Slags Ting end hans Landé-
mend, der hverken ſaae ſaa vidt fremad eller faa
rigtigt, og hvoraf de Fleſte vare tilfredſe med deres
nuværende Forhold og haabede paa, at de endnu vilde
forbedres i Fremtiden. Der kom en Dag, da Lihos
Jorudſeenhed begyndte at forſkrekke Herbert, der hidtil
kun havde verdiget den ringe Opmeerkſomhed. Liho
meddeelte ham, at der gik det Rygte mellem Kana⸗
querne, at Mr. Richard ventede pan et Skib, der
ſkulde bringe ham tohundrede chineſiſke Arbeidere, ſom
vare feſtede til Manoa for den ubetydelige Betaling af
fire Dollars om Maaneden. Der tilføjedes, at det
var kun det forſte Forſog, at andre Skibe ſnart vilde
folge efter, at alle Plantere vilde efterfolge dette
Exempel, og at de Indfodte, der i tuſindviis arbeidede
paa Plantagerne vilde blive erſtattede af de Nys⸗
ankomne. Disſe Rygter, der i Begyndelſen vare ube⸗
ſtemte, fif efterhaanden mere Troværdighed, og Herbert
meente endogſaa at maatte tale med fin Onkel derom.
Denne lod til at blive mere ærgerlig end overraffet
ved at høre det.

„Det er udentvivl et Factum,“ ſagde han. „Mr.
Richard har mere end een Gang udviklet denne Plan

432 Ella Wilſon.

for mig. Tanken er rigtig og god, naar den langſomt
og gradeviis kommer til ÜUdforelſe; men Mr. Richard
er altfor ubendig og vil gage for hurtigt tilveerks.“

„Lad ham gaae hurtig tilverks og gage Pokker
i Vold med det ſamme,“ afbrod Mac-Leod ham, „jeg
vilde blot onſte, at jeg havde fundet, hvad jeg ſoger,“
tilfoiede han, idet han ſage hen til Herbert.

„Hvad ſoger De da?“ ſpurgte Mac-Carthy.

„Et Middel til at forhindre Deres Mr. Richard
fra at gifte fig med Miſs Ella.“

„Skulde der være Tale derom?“

„Jeg formoder, at det er det, han onffer, men
det er endnu kun en Formodning.“

Mac⸗Carthy traf paa Skuldrene og ſpurgte:
„Og hvad kommer det ſaa Dem ved?“

„Mig? flet Intet; men hende overmaade meget,
Og da jeg har megen Godhed for Miſs Ella og
aldrig har truffet paa nogen ung Pige, der er faa
vidt fremme i Naturhiſtorie, ſaa interesſerer jeg mig
for hende og onſker ikke, at hun ſkal blive Fru Richard.“

„Hvorledes vil De forhindre det?“

„Det veed jeg ikke endnu. Jeg har bedet Her⸗
bert om at hjælpe mig dermed, men det lader ikke til,
at han er meget ivrig derfor.“

„God Lykke, Mac⸗Leod. Hvis De vilde folge
mit Raad, faa ſkulde De holde Dem til Orchideerne “).

*) Planter af Familien Orchis.

Ella Wilſon. 433

Fruentimmerne ere en Gaade, min gamle Ven, og det

er ikke i vor Alder, at man udgrunder den; men hvis

Herbert vil hjælpe Dem, jaa vær fan god, og maaſtee
kan han give Dem nogle Oplysninger, thi jeg vil
netop bede ham om at tage til Manoa og levere Mr.
Richard et Brev, hvori jeg indbyder ham til at til⸗
bringe her nogle Dage. Jeg onſter at tale med ham
om disſe Rygter og om hans fremtidige Planer.
Herbert,“ foiede han til, idet han med Velvillie be
agtede det unge Menneſke, „en Smule Hvile vil gjøre
Dig godt, og hvis Fru Wilſon inviterer⸗Dig til at
blive nogle Dage, til Mr. Richard vender tilbage, ſaa
kan Du gjerne tage imod det.“

„Tak, men.

„Det er endogſaa bedſt, at Du bliver der,“ ved⸗
blev Mac⸗Carthy uden at lægge Merke til hans Ind⸗
vending, „det er ikke urimeligt, at der paa Manoa
viſer fig nogle Symptomer paa Misfornoielſe, og
faa kan din Nerverelſe være nødvendig.”

„Mac⸗Carthy har Ret,” udbrød Mac⸗Leod ivrigt,
„og jeg vil ſelv ledſage Dem, Herbert. Jeg har ikke
været i Manoa lenge og kan nu baade have den For⸗
noielſe at reiſe med Dem, at fee Mifs Ella, at ſamle
nogle Planter ſom mangler i mit Herbarium og —
hvad jeg iſcer fætter Priis paa — med det ſamme und⸗
gaae at vere ſammen med Mr. Richard.“

Herbert bukkede, og Afreiſen blev beſtemt til neſte
Morgen. Han ſtulde altſaa fee hende igjen. Denne

. ̃ T—.

434 Ella Wilſon.

Tanke beſkjeftigede ham hele Aftenen og hele Natten.
Da Mac⸗Leod ſkulde folge med ham, anſaae han det
for rigtigt at lade Liho blive tilbage paa Plantagen
og blot medtage fin Ledſagers Tjener. Lihos Nær:
værelje kunde medføre Ubehageligheder. Han talte
derom med Mac⸗Carthy, der var af ſamme Mening
og raadede ham til at fjerne Liho for nogle Dage
ved at ſende ham til Honolulu med et Wrinde til en
af hans Agenter. Dagen efter indſkibede Liho fig
paa en af Skonnerterne og Herbert og Mac⸗Leod
begave fig paa Veien til Manoa.

VI.

Fru Wilſon modtog vore Reiſende paa det ven⸗
ſkabeligſte og overtalte uden Vanſkelighed Begge til
at tilbringe nogle Dage paa Plantagen. Herbert
flyttede ind i fin tidligere Bolig og ventede der med
Utaalmodighed paa Middugstiden, der ftulde fore ham
ſammen med Miſs Ella, ſom var fraværende ved deres
Ankomſt, uden at han vovede at ſporge om Grunden.
Da han omſider traadte ind i Dagligſtuen, var hun
der og mere fortryllende end nogenſinde, og da hun
rakte ham Haanden havde han en Folelſe af, at det
vilde være hans hoieſte Lykke, om han kunde beholde
denne lille Haand imellem fine. Han jfjælvede af
Bevegelſe, men i det Samme ſaae han Mr. Richard
ude i Verandaen, og det gjengav ham haus Kold⸗
blodighed; han gik ud til ham og leverede ham

Ella Wilfon. 435

Onkelens Brev, ſom Mr. Richard ſtrax gav fig til
at leſe.

„Jeg ſkal imorgen have den re at hilſe pan
Mac⸗Carthy,“ ſagde han, „og jeg er ham forbunden,
fordi han har forudſeet, at Damerne under de nu⸗
bærende Forhold ikke bor være alene. Hr. Mae⸗Leod
og De ſelv bliver vel her tilbage?“

„Det er vor Henſigt, men frygter De virkelig
for Uroligheder?“

„Ikke i dette Oieblik. Det er imidlertid muligt,
at jeg, efter at have talt med Hr. Mac-Carthy, bliver
mødt til at tage til Honolulu; men derom ffal jeg
ſenere tale med Fru Wilſon og Miſs Ella.“

Mr. Richard ſagde disſe Ord i en tor og ſtolt
Tone, der i hoi Grad mishagede Herbert. Uden at
ſvare gik han hen til Damerne og Mac-Leod, der i
fin Glæde over at være ſammen med [in Pndling,
Miſs Ella, ſyntes at være i et ypperligt Humeur.

Under Maaltidet tiltog hans Munterhed, og den
ſmittede Damerne. Mr. Richard talede kun lidt og
Herbert endnu mindre; han var fordybet i ſine Tanker,
og Miſs Ella merkede det. Hun henvendte i den
Anledning nogle ſporgende Ord til ham, men hun
mærkede ſnart, at han var mere ſorgmodig end bi
ſtrait, og uagtet hun ikke kunde gjætte Grunden, reſpek⸗
terede hun hans Taushed. Da Maaltidet var forbi,
vexlede Mr. Richard nogle Ord med Fru Wilſon;
derpaa gik han hen til den unge Pige og tiltalte

436 Ella Wilſon.

hende ſagte. Miſs Ella ſyntes overrafket at vakle et
Dieblik, men paa et Vink af hendes Moder tog hun
imod Mr. Richards Arm og gik ud med ham paa
Terrasſen. Mac⸗Leod talte med Fru Wilſon, og Her⸗
bert, der nu havde god Leilighed til at overgive fig
til ſine Betragtninger, tog Plads paa en affides Sopha
ude i Verandaen. Fuldmaanen kaſtede ſin Glands
ned over en Deel af Verandaen, Terrasſen og Ha⸗
verne. Den Deel af Verandaen, hvor Herbert befandt
fig, laa i Skygge, men hans Blik ſenkede fig derfra
ned i Dalen, der ſtraalede i det hvide Maanelys.
Herbert betragtede drommende dette ſmukke Skueſpil,
da en velbekjendt Stemme tiltrak ſig hans Opmeerk⸗
ſomhed. Uden at ville det, horte han disſe Ord:
„Min Moder vidſte det altſaa? .

„Ja, Miſs Ella. Det vilde ikke være loyalt af
mig at lade hende være uvidende om mine Forhaab—⸗
ninger. De kjender dem nu, og ligeſom hun ſiger
De til mig ...“

„Haab.“

Et Siebliks Taushed fulgte paa disſe Ord, og
han horte deres Skridt fjerne ſig. Herbert gjorde
en Anſtrengelſe for at gage, men til hvad Nytte?
vidſte han ikke Alt, hvad han frygtede for at vide og
hvad bekymrede han fig om at høre mere. Snart
nærmede Skridtene ſig igjen, og han kunde atter høre
den unge Piges Stemme, men denne Gang lod den
mere ſagte og mere tilſloret. Hun talte langſomt, og

Ella Wilſon. 437

Herbert kunde kun opfatte nogle enkelte Ord uden
Sammenhæng. Pludſelig ſtandſede de. Kun et let
Lovtœppe ſkilte dem fra ham.

„Jeg takker Dem, Miſs Ella,“ ſagde han. „Efter
ſaamange Maaneders Taushed, efter ſaamegen Uvis⸗
hed og Kamp kan jeg endelig aande lettere. De
fjender nu min Hemmelighed; uaar jeg ikke har med⸗
deelt Dem den for, fan er det, fordi jeg har oppebiet
en Dag, da jeg kunde gjøre det med nogen Tryghed.
Denne Dag er un kommet.“

Miſs Ella taug. Denne Taushed var mere
gruſom for Herbert end Alt, hvad han havde hort.
Uden at ſee dem, teenkte han ſig dem vexle Haandtryk,
der vare mere veltalende end alle Ord, og Blik, hvori
deres Sjæle ſmeltede ſammen. Ude af Stand til
længer at udholde denne Tortur vilde han reiſe fig,
da den unge Pige pludſelig nævnede hans Navn.

„Men hvorfor nærer De beſtandig dette Fjend⸗
ſkab mod Mr. Herbert?“

„Jeg har troet i ham at ſee en Hindring og
en Fare.“

„Hvilken beſynderlig Idee!“ ſvarede Miſs Ella.
„Har De noget Sieblik kunnet troe, at Hr. Herbert
driſtede fig til .. . De tager feil. Jeg troer, ja jeg
veed, at han er en brav Perſon, der ligeſaa lidt er
iſtand til at misbruge den Tillid, man viſer ham, ſom
til at ſtuffe fig felv med Henſyn til den Interesſe,
man har for ham.“

438 Ella Wilſon.

„Han er fattig og ergjerrig,“ ſparede Richard,
„og Penge kan friſte til meget.“

„Men ilke til det. Forſog derfor paa at være
venſkabelig imod ham, og ... ſenere ... naar Die-
blikket er kommet, ſkal jeg erindre Dem om Deres Løfte,
og da vil De vel ikke afſlaage mig det?“

„Hverken nu eller ſenere.“

De unge Menneſter fjernede ſig. Herbert reiſte
ſig, gik ned i Haven og fatte fig paa en Bænk. Der
blev han ſiddende leenge. En Tjener kom og under⸗
rettede ham om, at Theen var paa Bordet, og at Fru
Wilſon ventede ham i Dagligſtuen. Hans forſte
Tanke var at undſkylde lig med Træthed efter Reiſen,
men hvad forte det til? var han ikke fordomt til at
lide og til at tie? hans Stolthed ſagde ham, at han
ikke maatte vige tilbage, og haus Hjerte hviſkede, at
han ſkulde fee hende igjen.

„Alle Menneſker forlade os iaften, troer jeg,“
ſagde Fru Wilſon til ham, da han traadte ind. „Hvor
er Ella og Mr. Richard?“

De traadte ind i dette Oieblik; Miſs Ella var
bleg og bevæget og fatte ſig uden at ſige et Ord hen
til ſin Moder; Mr. Richard gik hen til Herbert og
tog Plads ved Siden af ham.

„Men, Miſs Ella, jeg har jo ikke feet Dem i en
heel Time!“ udbrod MacLeod.

„Er Tiden faldet Dem lang?“

„Nei, det vil jeg ikke ſige,“ ſvarede den gamle

Ella Wilſon. 439

Mand i en halv gnaven og halv fjærlig Tone. „Tiden
falder mig aldrig lang, naar jeg er ſammen med
Deres Moder, men jeg holder ogſaa nok af at have
Dem hos mig.“

„Imorgen kan De have mig hele Dagen, om
De vil,“ ſagde hun i en lyſtig Tone, der forekom
Herbert noget forceret. „Jeg har en Menugde Sporgs⸗
maal at gjøre Dem angagende mit Herbarium; der
er en heel Dynge af Planter, ſom jeg ikke kjender, og
af Bregnerne har jeg opdaget to nye Varieteter.“

„Alt det kan De viſe mig imorgen; vi vil da
tage Herbert med paa Raad.“

„Hvorledes?“ ſagde Mr. Richard i en venſtkabelig -
Tone, „beſkjcftiger De Dem ogſaa med Botaniken?“

„En Smule. Men min gode Villie er ſtorre
end mine Kundſkaber.“

„Det er fandt,” ſagde Mac⸗Leod; „men man ffal
begynde med Noget, og Herbert har gode Anlcg. Jeg
ffal nok faae Noget ud af ham. Jeg har allerede
uddannet een Elev, og nu begynder jeg paa den anden.“

Miſs Ella ſkjcenkede Thee. Da hun rakte den
til Herbert, der ſad ved Siden af Richard, ſmilede
hun til denne ligeſom for at takke ham, fordi han
havde imodekommet hendes Ønffe. Herbert reiſte fig
for at tage Koppen, fom hun bod ham. Hans Haand
ſkjcelvede, og hun blev overraſket over hans Bleghed.

„Befinder De Dem ikke vel?“

„Jeg er kun noget træt. Det kommer fig nok,

440 Ella Wilſon.

naar jeg har hvilet. Jeg beder Dem,“ foiede han
til med halv Stemme, „lad Deres Moder ikke merke
Noget — hun er altid ſaa bekymret for Andre. Jeg
forſikkrer Dem, det er Ingenting.”

Miſs Ella betragtede ham opmeerkſomt, hun flog
Dinene ned og rodmede ved at fee det unge Menneſkes
ſorgmodige Mine.

„Vi har neppe ſeet hinanden, ſiden De kom, Mr.
Herbert, og jeg har endnu ikke hapt Leilighed til at
ſige Dem, hvor jeg er lykkelig over, at De ikke glemmer
Deres .. . Venner.“

„Tak, Miſs Ella; naar man har faa faa fon
jeg, glemmer man dem ikke, og Venner ſom Dem
glemmer man aldrig. Maaſkee vil der komme en
Dag, da De i mig vil veerdiges at ſee en ydmyg og
taus, men oprigtig hengiven Ven.“

„Det er ikke ſaaledes, at jeg forſtager Venſkab,
og ſaavidt jeg huſker, har vi heller ikke feet det fra
den Side. Er der da Noget forandret?“

„Sporg mig ikke i dette Sieblik, Miſs Ella.“

Hun ſaae paa ham med en Forbauſelſe, der
ſyntes fan oprigtig, at Herbert vilde have troet, at
han havde dromt, hvis ikke hans Hukommelſe med en
gruſom Troſkab havde erindret ham om ethvert Ord,
han nylig havde hort.

„Jeg har ingen Ret til at udſporge Dem, Mr.
Herbert,“ ſvarede Ella alvorligt, „og jeg maa reſpec⸗
tere Deres Taushed; men man anklager ikke ſine

Ella Wilſon. 441

Venner uden at give dem Leilighed til at forklare og
forſvare fig. Jeg har altid troet, at der ikke exiſterer
Venſtab uden Tillid og Fortrolighed.”

Hun havde aldrig forekommet Herbert ſaa ſmuk.
Hun ſtod foran ham hoi og rank med et ſtraalende
Blik, blusſende Kinder og vibrerende Leber, og hele
hendes Perſon gandede en ædel Stolthed. Herbert
taug, men hans Blik forraadte en fan dyb og ſorg⸗
modig Beundring, at den unge Pige blev uvilkaarlig
beveget.

„De lider,” ſagde hun, „og vi kan ſiden vende
tilbage til dette Thema. Tilgiv mig en oieblikkelig
Heftighed, ſom jeg ikke har kunnet beherſke.“

Han greb den Haand, hun rakte ham: „Jeg har
Intet at tilgive Dem, Miſs Ella,“ ſagde han; „Deres
Bebreidelſe var retferdig, men glem, at jeg har for⸗
tjent den.“

Richard var kun fan Skridt fra dem, og lagde
Merke til dem Begge uden at kunne hore de ſagte
Ord, ſom de udvexlede. Efter hans ubevagelige
Anſigt at bomme, ſkulde man ogſaa troe, at det
interesſerede ham kun lidet; men da Miſßs Ella forlod
Herbert, ſkiftede han Plads ſaaledes, at han kom lige⸗
overfor hende og kunde lægge Merke til enhver af
hendes Bevegelſer.

Kort efter tog man da Afſked, og MacLeod tog
Herbert under Armen for at vende tilbage til deres

Schweizerhus.
29

442 Ella Wilſon.

„Det gaaer godt, Herbert, meget godt,“ ſagde
den Gamle, „og det ſkal nok lykkes os at fane Bugt
med denne Mr. Richard.“

Herbert ſtandſede forundret.

„Ja, jeg veed hvad jeg ſiger, og De har under—
ſtottet mig godt. Jeg vidſte ikke, at De var faa fiin,
men jeg kan lægge Merke til Alt, uden at man
aner det.“

„Men, med Deres Tilladelſe, hvad har De da
merket?“

„At min fjære lille Ella ikke bryder fig en
Smule om denne Mr. Richard, at hun undgager ham
og finder langt mere Behag i Dem, og ſandſynligviis
beroer det kun paa Dem felv .

„Saa alt det har De bemerket?“

„Ja, ganſke viſt, og man maatte jo være blind
for ikke at ſee det. Men trods mine ni og treſinds⸗
tyve Aar har jeg et ſkarpt Syn endnu. Veed De
hvad, Herbert,“ føjede han til i en bebreidende Tone,
„hvis jeg blot var tyve Aar yngre fan vilde jeg
reent fee bort fra mine Wgteſkabstheorier, og jeg
vilde ſige reent ud til dette fortreeffelige Pigebarn:
jeg elſter Dem, og vil De have mig? Nu, jeg veed
jo meget godt, at det gjor De ikke, men det var for—
reſten ikke fan galt ſtrax at tage Luven fra Mr.
Richard, medens man kan gjore det.“

„Og det finder De, at jeg har gjort.“

„Ja, jeg tager ikke mine Ord i mig igjen, det

Ella Wilfon. 443

finder jeg rigtignok, og det er det, han er raſende
over. Men det glæder mig netop,” foiede han til,
„og jeg er vis paa, at jeg vil ſove godt inat.“
Herbert ſage forbauſet paa ham og ſpurgte ſig
ſelv, om ikke det Hele var en Drøm, men MacLeod
jane pan ham med en ſaa tilfreds Mine, at man ikke
kunde tvivle om, at han talte alvorligt. Uden at
gratulere ham til hans Skarpſindighed ſagde det unge
Menneſke ham Godnat og lukkede fig inde i fit
Verelſe for at give fine ſorgmodige Tanker frit Lob.
Næjte Morgen kom Fru Wilſon alene til Fro—
koſten. Miſs Ella var ikke vel og lod ſig undſkylde.
Richard var reiſt til Hilo, og Mac-Leod ſpiſte Frokoſt
pan fit Verelſe ſom ſedvanlig. Herbert troede at
bemerke, at Fru Wilſon var bekymret og urolig, uagtet
hun tog imod ham med ſin ſekdvanlige Velrillie.
Hun forte forſkjellige Gange Samtalen hen paa Mac⸗
Carthy og ſenere paa Mr. Richard. Hun roſte hans
Klogt. hans Activitet og hans Forretningsdygtighed,
men lagde ikke Skjul paa, at hun var bekymret over
de energiſke Forholdsregler, han greb til, og at hun
godt havde lagt Merke til de Symptomer pan Util⸗
fredshed, ſom hans Fremgangsmaade havde fremkaldt
hos Kanaquerne. Herbert anſage fig ikke for til-
ſtrækkelig upartiſt til at afgive fin Mening, og han
vilde ikke for Alt i Verden ſige noget Ufordeelagtigt
om fin Medbeiler, naar han ikke var tilſtede. Han

indſkrenkede fig derfor til at opfordre Fru Wilſon til
29=

444 f Ella Wilſon.

at oppebie Reſultatet af Mr. Richards Sammenkomſt
med Mac⸗Carthy. Hun havde den fuldſtandigſte
Tillid til den Sidſtes Dom, thi haus Raad havde
altid været hende til Nytte. Richard ſelv lagde ved
alle Leiligheder for Dagen, at han i al Aerbodighed
boiede ſig for den gamle Mands Indſigt og Erfaring.
Fru Wilſon ſogte forgjæves at bringe Herbert til at
udtale fin perſonlige Mening om Mr. Richard; Her⸗
bert vilde flet ikke ind paa bette Thema: han talte
med Agtelſe om hendes fremtidige Asſociés kloge Be—
ſtyrelſe af hendes Affairer, men lod hende tydelig
forſtaae, at han kjendte Manden for lidt, og at jo
Fru Wilſon maatte kjende ham ulige bedre.

„Jeg kan ikke forklare mig, hvorfor MacLeod
har en faa forunderlig Antipathi . for ham,“ til—
foiede hun.

Herbert ſmilede og ſagde: „J Mac-Leods Alder
har ſaavel Sympathier ſom Antipathier tidt meget
uforklarlige og ubetydelige Aarſager. Det er ubilligt
at tillægge dem en Vigtighed, ſom de ikke har.“

„De har maaſkee Ret, og jeg har Uret i at være
bekymret derover.“

„De er bedre end nogen Anden iſtand til at be—
domme en Mand, der i et Par Aar har levet hos
Dem, og ſom De ſtadig har for Øie. Desuden,“ til
foiede han efter nogen Beteenkning, „vil jo ogſaa
Miſs Ellas Mening om ham, hev være af Vigtighed.“

„Ja ganſke viſt,“ ſagde Fru Wilſon med en

Ella Wilſon. 445

dienſynlig Forlegenhed, „men en ung Piges Dom
kan man ikke altid forlade ſig paa — der fkal faa
lidt til at indvirke paa den. Nu ... jeg takker Dem,
Mr. Herbert, for Alt, hvad De har ſagt mig. Jeg
ſkal ved forſte Leilighed tale derom med MacLeod;
naar jeg har henvendt mig til Dem, jaa er det fordi
jeg ſtoler paa Deres Veuſkab og Deres Interesſe for
os. De nye Forhold, der vente mig, gjore mig na⸗
turligviis tvivlraadig og vaklende.“

Da Herbert forlod Fru Wilſon, ſpurgte han ſig
ſelv om, hvad der havde kunnet foranledige hende til
at henvende disſe Sporgsmaal til ham. J to Aar
havde Mr. Richard levet under hendes Tag, hvor
var det da muligt, at hun ikke ſkulde have feet, hvad
baade Herbert og Mac-Leod havde meerrket ſtrax?
ſtulde Miſs Ella, der var ærlig og aaben ligeoverfor
Alle, kun have forſtilt ſig for ſin Moder, og var
Samtalen imellem Mr. Richard og hende igaar Aftes
endnu en Hemmelighed for Moderen? ſkulde Mac⸗
Leod være den, der havde vakt hendes Mistanke? han
fandt, det var rigtigſt at tale ligefrem med ham. -

„Ah, er det Dem, Mr. Herbert? kom ind og jæt
Dem, det er mig kjcert at fee Dem. Naa, hvorledes
ſtaae Sagerne? er Mr. Richard reiſt?“

„Ja, imorges inden Frokoſten. Men apropos
om Mr. Richard, har De talt om ham igaar med
Fru Wilſon?“

„Ja, det har jeg rigtignok. Det gjor jeg altid:

446 Ella Wilſon.

naar Leiligheden er god, jaa griber jeg den. Hvis
Fru Wilſon ſkulde tale til Dem derom, ſaa glem ikke,
at jeg har ſagt hende, at De tenker om det Punkt
ligeſom jeg, og at vi begge To har kun en meget
daarlig Mening om Mr. Richard.“

„Har De ſagt hende det?“

„Ja, baade det og meget Andet. Jeg lod ogfaa
et Ord falde om, at hun gjorde Uret i at lade de to
Menneſker være ſaameget alene; det kunde let udarte
til en Juclination, og det vilde ſkere mig i Hjertet
at fee det elſkverdige Barn falde i Heenderne paa
ſaadan en Perſon. Det er muligt, at han er ſnild
ſom ti Pankeer,“ foiede han til og gned Henderne,
„men paa det Terrain frygter jeg ham ikke. De har
ogſaa hjulpet mig fortreffeligt, og jeg er temmelig
vis paa, at vi ſeire.“

Herbert horte paa ham med Forbauſelſe. Den
unge Piges lange Samtale med Mr. Richard, hendes
Bevegelſe, da hun kom ind i Dagligſtuen og Mr.
Richards triumpherende Mine, alt det havde altfaa
den Gamle flet ikke lagt Merke til! Han vilde lige
til at aabne Oinene paa ham og ſige ham Alt, men
hvad kunde det nytte? og hvorledes kunde han ogſaa
tilſtaae, at han havde lyttet til en fortrolig Samtale?
han taug og indſkrenkede fig til at bede Mac⸗Leod
om ikke at indblande ham i denne Affaire.

„Det gjor jeg ikke heller,“ ſvarede denne, „men
jeg bliver ikke ſtaaende van Halvveien. Jeg har

Ella Wilſon. 447

endnu ikke talt med Miſs Ella, og jeg har lagt en
Plan ſom jeg lover mig Noget af.“

Herbert kom ingen Vegne. Mac-Leod horte ikke
paa ham, men blev ved at forfølge ſin Tanke og
vilde, ſom han ſagde, ikke paa nogen Maade opgive,
hvad der var fan udmærlet begyndt. „De kan jo
dog ikke nægte,” foiede han til, „at De i Grunden er
af ſamme Mening ſom jeg, hvorfor da ikke ſige det
reent ud?“ Herbert indvendte forgjeves, at han be⸗
fandt ſig i en altfor piinlig Stilling ligeoverfor Fru
Wilſon og hentes Datter, men MacLeod ſvarede, at
der var Intet i Verden faa vigtigt ſom at tale i
rette Tid; det havde han gjort, og det jfulde hans
unge Ven ſkionne paa.

Det var ikke muligt at faae ham fra denne
Tanke, og Herbert onſkede i ſit ſtille Sind, at den
gode Mac-Leod igjen fad hjemme paa Hilo mellem
fine Herbarier.

Miſs Ella lod ſig ikke fee denne Morgenſtund.
Ved Middagstid kom hun ned i Verandaen, hvor
Herbert ſad og gjennemlob en Artikel i „Edinburgh
Rewiew“. Hun ſyntes overraſket over at finde ham
der, men fattede ſig med eet og gik hen til ham.

„Mr. Herbert, undſkyld at jeg forſtyrrer Dem i
Deres Losning, men jeg vilde gjerne tale et Par
Ord med Dem.“

„Tal, Miſs Ella, jeg er til Deres Tjeueſte.“

448 Ella Wilſon.

„Har De, Mr. Herbert, nogen alvorlig Grund
til at viſe Dem fjendtlig imod Mr. Richard?“

„Fjendtlig, nei, men tilbageholden.“

„Kan De meddele mig denne Grund?“

„Nei, Miſs Ella.“

„Kan De ſige den til min Moder?“

„Heller ikke.“

„Naar De hverken kan ſige den til hende eller
mig, er det da ſmukt at vælte en Mistanke imod ham,
ſom man ikke kan komme til at opklare.“

„Jeg har aldrig ſagt eller gjort Noget, der kan
berettige til en ſaadan Beſkyldning.“

„Er De ganſke vis derpaa? for blot at tale om
mig perſonlig har De da forglemt, at De ved for—
ſtjellige Leiligheder har ladet mig forſtaae, at Mr.
Richard var Dem ubehagelig, og at De pan mit lige—
fremme Sporgsmaal om, hvad der var Grunden
dertil, ikke har kunnet ſvare Andet, end at De folte
Dem ubehagelig berort af den Interesſe, min Moder
viſte ham, og af det fortrolige Forhold, De antog at
der var imellem ham og mig. Huſfker De det?“

„Det huſker jeg.“

„Veed De da ogſaa, at Mac⸗Leod har havt en
Samtale med min Moder om det ſamme Thema?
baade min Moder og jeg veed fra gammel Tid, at
Mac⸗Leod er en Original, at han ikke elſker Mr.
Richard, og at de Intet har tilfælles. Men igaar
er han gaaet videre; han har paa det beſtemteſte for⸗

Ella Wilſon. 449

ſikkret, at De deelte hans Aufkuelſer, og han har gjort
Moder opmerkſom paa, at Mr. Richards Ophold her
kunde give Anledning til visſe Formodninger for mit
Vedkommende, ſom baade De og han kun nodig vilde
fee gane i Opfyldelſe. Denne Bekymring, der er
meget beſynderlig imod mig og kun lidt velvillig imod
en Landsmand, ſom De neppe kiender, har han ikke
beteenkt ſig paa at tillægge Dem.“

„Denne Bekymring, ſom De kalder beſynderlig,
og ſom jeg vilde kalde broderlig, nærer jeg virkelig.“

„Nuvel, Mr. Herbert, hvis jeg havde en Broder
vilde han ikke blive ſtaaende derved, men han vilde
tale tydeligt, naar man opfordrede ham til at for⸗
klare ſig. De har allerede tilladt Dem at udtale en
Jormodning, ſom jeg havde været berettiget til at
beſvare med Taushed. Det gjorde jeg ikke. Jeg
troede paa Deres oprigtige Venfkabsforſikkringer, og
nagtet Venſkab ikke berettiger til Indiscretion, ſaa
kan det dog undſkylde den en enkelt Gang. Jeg talte
altſaa aabent til Dem, men det lader til, at De ikke
har forſtaget mig.“

„Hvad De ſagde til mig dengang, Mis Ella,
vilde De ogſaa kunne ſige mig det idag?”
Den unge Pige jane pan ham med et overlegent
Smil. a ?

„Nei, Mr. Herbert. Jeg giver Dem ikke længer
Ret til at ſporge mig, og jeg har Intet at ſpare
den, der engang har tvivlet om mit Ord.“

450 Ella Wilſou.

„Hvad der var ſandt dengang kan dog muligen
nu ikke være fandt,”

„Det indrømmer jeg, og De kan derom tanke,
hvad De ſelv vil. Hvad der mishager mig, det er
at være Gjenſtand for Formodninger, ſom jeg ikke vil
disputere om; men det er kun ſagt i Forbigagende.
De tilſtager, ikke fandt, at De betragter Mr. Richard
med en Antipathi, ſom De hverken vil betroe min
Moder eller mig Grunden til?“

„Ja, Miſs Ella.“

„Det gjør mig ondt, Mr. Herbert; men De vil
indſee, at det paa ingen Maade kan formindſte den
Interesſe, ſom vi nere for Mr. Richard.“

„Det forſtager jeg ſaameget bedre, ſom den er
af en ſaadan Natur, at den, hvis jeg kunde ſige Dem,
hvori den egentlig beſtaaer, paa ingen Maade vilde
fvætfe . .. de Folelſer, ſom den nævnte Perſon ind⸗
gyder Dem.“

Miſs Ella ſaage overraſket paa ham.

„Siden det forholder ſig ſaaledes,“ ſagde hun,
„tillader De mig da at gjentage disſe Ord for min
Moder?“

„Ja, Miſs Ella.“

„Tak! Jeg formoder, at der i alt dette er en
Misforſtagelſe, ſom en ſkjon Dag vil opklapes.“

„Det troer jeg ikke. J ethvert Tilfælde beder
jeg Dem om at glemme min gamle Vens ubeſindige
Ord. Han har uden mit Samtykke betjent fig af mit

Ella Wilſon. 451

Navn, og det beklager jeg. Hvis De ſenere jfulde
komme til at tœnke paa mig, faa beder jeg Dem til
give mig de Übehageligheder, jeg imod min Villie
har foraarſaget Dem. Jeg vil beſtandig erindre Dem
og Deres Fru Moder med Hoiagtelſe og Taknennne⸗
lighed. Hvad enten jeg er ner eller fjern, ville mine
Onſker for Dem altid være de ſamme.“

„Men, Mr. Herbert, jeg forſtaaer Dem ikke.
Agter De at forlade os?“

„Ja, Miſs Ella, jeg vender tilbage til England.“

„Gjor ikke det, Mr. Herbert.“

Han ryſtede ſorgmodigt paa Hovedet.

„Gjor det ikke, men vent.“

„Paa hvad?”

Uden at ſvare ligefrem paa dette Spørgsmaal
blev den unge Pige ſtagende tankefuld og ſagde derpaa
med en noget forlegen Stemme:

„Hav Taalmodighed. Hvorfor ſtrax tabe Modet?
Omſtendighederne kunne forandre fig. De har her
Venner, der interesſere ſig for Dem, Vent!“

„De troer, at jeg er eergjerrig og higer efter
Lykke? maaſtee kunde jeg gjore det for min Familie,
men den tenker jeg i Lieblikket ikke paa. Jeg veed
ikke, hvilke Omſtcendigheder De ſigter til, men vær
vis paa, at om ogſaa Lykken ſtrommede ind til mig
imorgen, og om den overgik langt alle mine Forhaab⸗
ninger og Drømme, faa vilde den dog ikke bringe
mig til at vakle i min Beſlutning.“

452 Ella Wilſon.

„De vil abſolut forlade disſe Oer?“

„Jeg vil bort herfra. Det er nodvendigt,“ ved⸗
blev han med en voxende Bevegelſe, „og De aner
ikke, at det er gruſomt af Dem at tale ſaaledes til
mig. Indſeer De ikke, at De piner mig, at der tynger
en Hemmelighed paa mig, og at jeg behøver hele min
Kraft for at tie.“

Den unge Pige havde fæjtet ſine Dine paa ham,
men de formorkedes uvilkaarligt. Denne dybe Smerte,
hun Havde for Øie, kunde hun ikke modſtaae. For⸗
virrede Erindringer vaagnede hos hende. Frygtede
hun, onſkede hun at höre mere? anede hun omſider
Sandheden? i dette Sieblik kunde hun ikke klare det
for ſig. Et Sporgsmaal ffjælvede paa hendes Leber,
men hun taug. Et Par Taarer rullede langſomt ned
ad Herberts Kinder, et Par brændende Taarer, hvis
ſtumme Veltalenhed forogede hendes Forvirring. Hun
vendte Hovedet bort og rakte ham Haanden — „Farvel!“
ſagde hun.

For forſte Gang forte han denne lille Haand til
fine Læber — „Farvel.“ ſagde han og fjernede fig
hurtigt.

VII.

Da Herbert var kommen hjem i ſin Bolig ſkyndte
han fig, at udføre fin Plan. Han havde beſluttet fig
til at reiſe ſamme Dag og ſkrev derfor to Breve, det
ene adresſeret til Fru Wilſon, det andet til Mac⸗

Ella Wilſon. 453

Leod. Uden at indlade ſig paa ſine fremtidige Planer
foregav han for dem Begge en Skingrund, hvorfor
han maatte vende tilbage til Hilo. Saaſnart Brevene
vare færdige, lod han ſadle ſin Heſt, gav Brevene til
et Tyende med Ordre til forſt at aflevere dem om
Eftermiddagen og kaſtede derpaa endnu et ſidſte Blik
hen paa det Sted, hvor han efterlod ſit Hjerte, ſin
Lykke og fine Dromme. Derpaa tog han Veien til
Hilo. Offeret var altſaa fuldbragt, og Alt var gaaet
godt. Denne ſidſte Samtale med den unge Pige
havde fremſkyndt hans Beſlutning og dens Udforelſe.
Beklagede han det? det vidſte han ikke. Haus Smerte
var imidlertid inderlig og ſterk, thi han elſkede
brændende, og ethvert Skridt af hans Heſt fjernede
ham fra Ella.

Hvad der endnu var tilbage at gjøre var kun
fidt i Sammenligning med denne gruelige Skilsmisſe.
Han havde forbeholdt fig fin Frihed ligeoverfor Onklen
og fin Ret til at bryde ct forelobigt Baand, der ikke
var bindende for nogen af dem. Han vilde ſimpelt⸗
hen ſige ham, at han vilde vende tilbage til Europa.
Paquetbaaden ſkulde forlade Honolulu om en Maa⸗
nedstid, og ved denne Leilighed vilde han benytte den.
Om to Maaneder kunde han igjen være i London,
hvor han vilde vende tilbage til fin tidligere ydmyge
og arbeidſomme Stilling. Han vilde da gjenſee fin
Moder og ſine Soſtre, hvis Breve forraadte en
Sorgmodighed, ſom hans Fravarelſe foraarſagede.

454 Ella Wilſon

Hvad den Formue angik, der kunde tilfalde ham paa
dette Sted, faa havde han jo flet ingen Grund til at
gjøre Regning pan den. Lige ſiden deres forſte
Samtale var hans Onkel aldrig ſenere kommet til
bage til dette Thema. J ſit ſtille Sind tenkte han
dog, at Mac⸗Carthy, der undertiden havde udſpurgt
ham om hans Moder og hans Soſtre, ikke vilde
glemme dem aldeles, men teſtamentere dem et lille
Legat. Hvad ham felv perſonlig angik, fan haabede
han nok at ſlage fig igjennem. Alle disſe Tanker gik
igjennem hans Hoved, men kun en eneſte antog en
beſtemt Form: det var en ung Pige i Hvid Kjole med
en Hibiscusblomſt i Haaret og i Bæltet. Han hufkede
det Blik, hun havde faeſtet paa ham, da han ſidſte
Gang talte med hende; det var ſom om hun havde
kunnet læfe i hans Sine, gjætte hans Hemmelighed
og have Medfolelſe med hans Smerte. Et Ord mere,
og han favde forraadt fig; et Ord mere, og han
havde tilſtaaet Alt for hendes Fodder. Hvortil vilde
det nytte? en Anden havde allerede talt for ham, og
hans Hukommelſe gjentog ethvert Ord af deres Sam—
tale. Han horte endnu Ellas Stemme udtale disſe
Ord: „Hvorledes har De kunnet troe, at Mr. Her⸗
bert turde vove ... men det er jo Galſkab. Jeg
troer, jeg veed, at han er en honnet Mand, hvem det
er ligeſaa umuligt at misbruge den Tillid, man viſer
ham, ſom at tage feil af de Folelſer, han er iſtand

Ella Wilſon. 455

til at fremkalde.“ — „Honnet Mand?“ gjentog han.
„Ja, det er jeg, og derfor reiſer jeg.“

Fordybet i ſine Tanker red han videre. Aftenen
rylkede frem, og Solen forgyldte med ſine ſidſte
Straaler de hoie Trætoppe. Der indtraadte en
Taushed i Naturen, og ikke et Vindpuſt ſatte Bladene
i Bevegelſe. Herbert ſtandſede fin Heſt. Hvorfor
herſkede der ikke den ſamme dybe Fred i hans Sjæl
ſom i den Natur, der omgav ham? hvorfor kunde
han ikke lade være at føle og lide, og hvorfor kunde
han ikke finde Hvile i Glemſel?

En fjern Gallop rev ham ud af hans Dromme⸗
rier: ſandſynligviis var det en eller anden af de
Indfodte, der havde forſinket ſig og vendte tilbage
til ſin Hytte, eller en og anden Embedsmand fra
Plantagen, der begav ſig til Manoa. Lyden kom
imidlertid beſtandig nærmere og ved en Omdreining
af Veien opdagede han, at det var en Kanaque, der
ved Synet af ham ſagtnede fit Ridt og pluͤdſelig
ſtandſede ganſke. Herbert gjenkjendte en af ſin Onkels
Domeſtikker og udbrod: „Er Du her, Keoni, og hvor
vil Du hen?“

„Til Manoa, til Dem, Mr. Herbert, for at bede
Dem vende hurtig tilbage, thi Herr Mac-Carthy er
ſyg, meget ſyg. Han har inat havt et apoplektiſk
Anfald, og imorges kunde han hverken tale eller røre
ſig. Walter, hans Husbeſtyrer, har befalet mig at
tage bort og bede Dem om at ſkynde Dem.“

456 Ella Wilſon.

„Kan din Heſt folge min?“

„Ja, Mr. Herbert.“

„Saa afſted!“

De ſporede deres Heſte og floi afſted i Galop.

Underveis henvendte Herbert nogle Sporgsmaal
til Keoni. Anfaldet havde veret pludſeligt, og der
var flet Intet, der ud van Aftenen antydede, hvad
der vilde free. Herr Mac-Carthy havde talt længe
med Mr. Richard og var tidlig gaaet til Ro. Om
Natten havde man Intet hort til ham, og forſt da
Walter næfte Morgen til ſedvanlig Tid traadte ind
i hans Verelſe, havde han truffet ham lamſlaaget i
Sengen. Den Gamle havde forgjeves gjort ſig Umage
for at tale, men Havde ikke kunnet faac ct Ord frem.
Paa Walters Foreſporgſel om han ikke vilde ſee Mr.
Richard, havde han ryſtet paa Hovedet med en ſynlig
Utaalmodighed; derimod var det tydeligt, at han
havde Noget pan Hjertet og ligeſom ſogte efter Nogen
eller Noget. Da Walter Havde ſpurgt ham, om han
da ſkulde bringe Mr. Herbert en Underretning om,
hvad der var ſkeet, havde han nikket ivrigt. „Strax?“
havde Walter ſpurgt. Han havde igjen niffet, og forſt
da Walter havde ſagt ham, at han gieblikkelig vilde
afſende et vidende Bud, var Mac-Carthy bleven rolig.

Andet vidſte Keoni ikke, han var oieblikkelig taget
bort, og Tilfældet havde ladet ham mode Herbert paa
Veien.

Klokken elleve om Aftenen naaede de Plantagen.

Ella Wilſon. 457

Walter blev ſtrax underrettet om Herberts Ankomſt
og tog imod ham i Verandaen. Han ſagde ham, at
Legen havde været der om Eftermiddagen og ikke
givet noget Haab; maaffee vilde den Syge for nogle
faa Sieblikke fane Melet igjen, men ſelv det var
tvivlſomt. Henad Aften var Lægen kommen igjen og
havde fundet Patienten uforandret. Legen havde faaet
et Bærelje tæt ved Herberts og havde befalet, at man
ſtulde vekke ham, hvis der indtraadte den mindſte
Forandring. Walter vaagede hos ham, og den Syges
Tilſtand var beſtandig den ſamme.

Mr. Richard havpde ikke forladt Villaen; han var
bleven ſteerkt berort af denne Kataſtrophe og havde
hver Time ladet Høre til den Syge. Under disſe
alvorlige Omſtcendigheder fandt man det nødvendigt
at ſende en Underretning til Mac-Leod, der var den
Gamles fortroligſte Ven. Herbert frygtede for, at
denne Efterretning kunde have fkadelige Følger for
Mac⸗Leod, naar den ikke blev bragt ham paa en

ſkaauende Maade; han var faa gammel, at en altfor

ſterk Ryſtelſe kunde forhindre ham i at reiſe. Herbert

beſtemte fig derfor til at forberede ham ſkriftligt, og.

Brevet ſkulde bringes ham neſte Morgen af et paa—

lideligt Bud, der ſkulde undgaae omhyggeligt at ſige

Noget, ſom kunde forſkraekke ham. Førend han ſkrev,
onſkede han at fee den Syge. Walter faudt det i fin
Orden og kom kort efter tilbage med den Beſked, at

Mac⸗Carthy, der havde faaet at vide, at han var
30

— — —

458 Ella Wilſon.

kommen, ouſkede at ſee ham. Herbert begav ſig ſtrax
hen til ham, men anmodede forſt Walter om at ſette
en Lampe ind i Onklens Cabinet, da han vilde til
bringe Natten der og fkrive til Mac-Leod.

Den Syge laa ſtille hen paa Sengen uden noget
Livstegn, kun ſyntes hans Blik mere ſkarpt og gjennem⸗
trengende end fædvanligt, Hans Leber vilde for—
giceves fremſtamme nogle Ord, og al hans Livs⸗
kraft lod til at have ſamlet ſig i Blikket. Det var
ikke muligt at tage feil af Oinenes Udtryk, og det var
med ſterk Bevegelſe, at Herbert nærmede fig Onklens
Dodsleie og ſage, at han var velkommen i dette høi
tidelige Oieblik. Walter nærmede ſig forſigtigt. Med
nogle fan Ord udtalte Herbert fin Sorg og med—
deelte ham fin Henſigt, at ſende Bud efter MacLeod.
Han forklarede ham ligeledes, at han havde modt
Budet paa Veien og derfor havde kunnet komme ſaa
hurtigt. Opmuntret af den Gamles Opmerkſomhed
bad han om Tilladelſe til at maatte ſende Bud efter
den proteſtantiſke Misſionair paa Hilo. Den Syge
gav ſit Bifald til Alt, men det var dienſynligt, at
hans Tanker beſkjceftigede fig med noget ganſke Andet,
og Alt, hvad Herbert kunde forſtage, var, at han med
Utaalmodighed længtes efter, at Mac-Leod ſkulde
komme. Herbert foreſlog ham derfor at kalde paa
Walter, at ſkrive gieblikkelig og at ſende Budet ſtraz
bort med Brevet. Det var tydeligt, at han imodekom
den Gamles Onſker, og at hans Oine opfordrede ham

Ella Wilſon. 459

til at ſtynde ſig. Han lod Walter blive tilbage hos
ham og gik nu igjennem Verandaen hen til Onklens
Cabinet.

Walter havde udfort hans Ordre, og igjennem
det halvaabne Vindue kunde Herbert i Morket ſee
ind i Cabinettet, der fik ſit Lys fra en Lampe, ſom
var ſtillet paa Planterens Pult. Nogle lette Trin
tiltrak ſig hans Opmerkſomhed. Der maatte være
Nogen inde i Verelſet, en Skygge bevegede fig
henne i den morke Deel af Cabinettet, og man horte
en Lyd, ſom om en Skuffe blev aabnet eller lukket.
Det var ikke Walter, thi ham havde Herbert lade blive
tilbage ved ſin Onkels Leie. Han ſtirrede ufravendt
derover og ſage Skyggen pludſelig reiſe ſig. Ikke en
Lyd forraadte ham, thi ſaavel dette Verelſe, ſom alle
de øvrige i Villaen, ja endogſaa Verandaen vare be⸗
lagte med tykke chineſiſke Tæpper. Skikkelſen nærmede
ſig den oplyſte Deel af Verelſet. Det var en Mand,
og han holdt i Haanden et Papir, ſom han aabnede.
For at kunoe læfe det bedre" vendte han Ryggen til
Lampen, hvorved haus Anſigt kom i Skygge. Han
gjennemlob hurtig Papiret, ſom han holdt i Haanden,
og gik derpaa atter hen i den Krog, hvor Herbert
forſt havde faaet Øie paa ham. Den ſamme Lyd af
en Skuffe, der blev aabnet eller lukket, hørtes igjen,
og den Übekjendte aabnede derpaa en Dor, ſom forte
ud i en Corridor og forſvandt, uden at Herbert havde

faget Leilighed til at ſkjelne hans Træf. Hvem kunde
30*

460 Ella Wilſon.

pan denne Tid trænge ind i dette Verelſe? var det
et Tyende, der kom for at udføre en eller anden
Ordre? det var umuligt, naar man tenkte paa, at
den Vedkommende havde gjennemleſt et Papir og
derpaa igjen havde lagt det hen paa fin Plads. Var
det Dele en Drom af Herbert? var hans Phantaſi
ophidſet af den heftige Sindsbevegelſe, han havde havt
i Manoa? det var ikke rimeligt, men dog muligt.
Han gik ind i Cabinettet og lige hen i den Krog,
hvor han havde feet, eller troet at fee, en Perſon for
et Øicblif ſiden. Der ſtod der et Skab med Solvlaas,
ſom hau kjendte meget godt. Mac-Carthy Havde,
efter Mac⸗Leods Sigende, ladet det forfærdige for en
halv Snees Aar ſiden af alle de ſjeldne Treſorter,
der findes paa Derne i dette Archipelag. Herbert
underſogte det opmeerkſomt. Laaſene ſyntes urorte og
der var ingen Nogle i Skufferne. Det eneſte, der
overraſkede ham, var, at Meublet, der ellers var
meget blankt, var ligeſom lidt formorket af Beaganden
eller Beroring foroven. Denne lette Nuance i Farven
udſlettedes ſtrax, og nogle faa Sekunder derefter, var
der ikke engang et flygtigt Spor tilbage deraf.
Herbert beſluttede at opſœtte ſine Betragtninger
derom til ſenere og fatte ſig ſtrax til at ſtrive til
Mac⸗Leod. Brevet var netop ſkrevet, da det kanaquiſke
Bud kom og underrettede ham om, at han var færdig.
Herbert indſkcerpede ham, hvad han havde at gjøre,
og gik op paa fit Verelſe, Hvor han kaſtede ſig paa⸗

Ella Wilſon. 461

kleedt pan Sengen for at fane nogen Hvile, ſom han
trængte hoiligen til.

Den folgende Dag forlob uden at medføre nogen
Forandring i den Syges Tilſtand. Mr. Richard
overraſkedes ved at fee Herbert ved Frokoſten, men
denne Sidſte indlod fig ſlet ikke pan Forklaringer i
Anledning af hans Tilbagekomſt. Mr. Richard paa
ſin Side talte heller ikke om at reiſe og ſyntes
beſtemt paa at blive til det Sidſte. Hvad Legen
angik, da havde han intet Haab. Efter hans Mening
dreiede det Hele ſig om Timer, i det hoieſte om Dage.
Patienten var fig fin Tilſtand, bevidſt, thi endnu var
hans Hoved fuldkommen Hart. Men i et Lieblik
kunde det Hele vere forbi.

Under disſe Omſtendigheder var Mr. Richards
Nærværelfe dobbelt piinlig for Herbert. Den vakte
igjen Sorgmodighed i haus Sind, og Mr. Richards
overmodige Holdning var ham forfærdelig til Byrde.
Mere end een Gang folte han ſig friſtet til at for⸗
raade ſit Incognito, til at ſige, hvem han var, og
hvilke Familiebaand der kuyttede ham til den Doende;
men hvad kunde det nytte at meddele ligegyldige
Perſoner et Factum, ſom han havde holdt hemmeligt,
ſom Mac⸗Leod var den Eneſte, der kjendte, ſom ikke
kunde interesſere Nogen og ſom netop, naar det
rygtedes i dette Sieblik, kunde blive modtaget med en
fornermelig Tvivl log fortolket paa en ſaarende Maade.
Han taug, fortſatte ſin beſkedne Rolle og offrede al

462 Ella Wilſon.

fin Tid til den Syge, hvis Tilſtand forværredes med
hvert Oieblik. Mac⸗Leod ankom henimod Aften, Med
nogle faa Ord ſatte Lægen og Herbert ham ind i
Situationen. Det gjorde et ſmerteligt Indtryk paa
ham, og han begav fig ſtrax hen til fin gamle Ven,
hos hvem han tilbragte et Par Timer. Doden nær:
mede ſig, og Mac⸗Leod, Herbert og Walter ſade om
hans Leie og modtoge hans ſidſte Suk. Han dode
midt om Natten.

Dette Dodsfald afbrod det ſidſte Baand mellem
Herbert og Øerne. Det var altfor pluͤdſeligt og
uventet, til at hans Onkel, ſelv om han havde villet
det, havde kunnet udføre nogen af de Planer, han
havde omtalt i ſit Brev. Herbert haabede og ventede
Intet. Han ſorgede alene oprigtigt over Tabet af
denne excentriſte gamle Mand, Hvis Blik havpde hilſt
ham faa venligt Dagen iforveien. Han ſagde til fig
ſelv, at under andre Forhold vilde de have forſtaaet
og elſtet hinanden. Han vidſte, at den Dode havde
agtet og vurderet ham hoit.

Indefluttet i fig ſelv havde Herbert kun ringe
Opmerkſomhed for hvad der foregik omkring ham.
Mac⸗Leod, der forſtod det unge Menneſkes Sorg⸗
modighed, traf de nødvendige Forberedelſer til Be⸗
gravelſen og fandt en praktiſk og virkſom Biſtand hos
Mr. Richard. Tre Dage efter Mac⸗-Carthys dødelige
Afgang blev han ſtedet til Jorden. Alle Planterne i
Omegnen og alle Plantagens Beboere og Arbeidere

Ella Wilſon. 463

fulgte ham til Jorden. Mac-Leod gik i Spidſen for
Sorgetoget, og han forlangte, at Herbert ſkulde gaae
ved Siden af ham. Mr. Richard, der ſtottede fig til
ſit fortrolige Forhold til den Afdode, gjorde Paaſtand
pan den ſamme Ret. J Overeensſtemmelſe med Øernes
gjeſtfrie Skikle vare de nermeſte Naboer af Mac:
Leod blevne indbudne til at gjeſte Plantagen, hvor
der blev anviiſt dem Verelſer. Ved denne Leilighed
glemte man hverken Fru Wilſon eller Miſs Ella, der
ogſaa havde efterkommet Opfordringen. Saaledes be⸗
fandt Herbert ſig pan Begravelſesdagen pludſelig
ſammen med den, hvem han i fine Tanker havde ſagt
et evigt Farvel.

Saamange Ryſtelſer og Ængftelfer hapde eſter⸗
ladt deres Spor paa Herberts Anſigt. Den unge
Pige blev overraſtet ved at fee ham faa bleg og ved
at lægge Merke til Mr. Richards overmodige Hold⸗
ning ligeoverfor Herbert og Mac-Leod. Den Forſte
ſyntes flet ikke at bemcerke det, men den Gamle var
ligeſaa forbauſet derover. Fru Wilſon henvendte
nogle troſtende Ord til Herbert, og Miſs Ella rakte
ham taus Haanden, men hendes Blik ſagde mere end
Moderens Ord. Da Ceremonien var forbi adſplittedes
Mængden. Fru Wilſon og hendes Datter, Mr. Richard
og Mac-Leod, Herbert og et Par Plantere vendte
alene tilbage til Villaen, hvor Damerne, efter Mac⸗
Leods indftændige Opfordring, havde Se at til⸗
bringe nogle Dage.

464 Ella Wilſon.

Ved Hjemkomſten lod Mac-Leod de Indbudne
anmode om at ſamles i Mac⸗Carthys Cabinet, hvor
han onſkede at meddele dem den Afdodes ſidſte Villie.
Hvis Mac⸗Carthy ikke havde efterladt noget Teſtament,
var Herbert hans retmeesſige Arving, men den Gamle
havde flere Gange ſlaget paa, at han agtede at dispo—
nere over fin Eiendom til velgjorende Formaal. Her⸗
bert vidſte ogſaa, at han havde udſeet fin gamle Ven
til Executor; han kom ſilde til Sammenkomſten og
ſatte fig hen i en Krog. Saaſnart Mac-Leod ſaae
ham, (od han Walter rekke fig Noglen til Plantexrens
Pult. Mac⸗Leod aabnede den og fremtog en anden
Nogle med hvilken han begav fig hen til et Meubel,
der ſtod i en Krog af Salen. Hele den myſtiſke
Scene, der var foregaget den Nat, da Herbert vendte
tilbage til Plantagen, ſtod paa een Gang for hans
Oine. Var Teſtamentet gjemt der, og hvem kunde
have Interesſe af at fjende det ſtrax? i ethvert Til
fælde var han vis pan, at han ikke havde dromt, men
ſeet den hele Scene tydelig for ſine Dine.

Mac⸗Leod dabnede Meublet, og den beſynderlige
Lyd, der fulgte med Noglens Omdreining, erindrede
igjen Herbert om, hvad der var foregaaet hiin Nat.
Den gamle Mand fremtog et ſammenlagt Papir og
lœeſte folgende:

„Sund paa Sjæl og Legeme nedſkriver jeg her
Indholdet af min ſidſte Villie. Jeg doer ſom Prote⸗
ſtant, hvilken Tro ogſaa har været mine Forfedres,
og jeg befaler min Sjæl i Guds Haand.

J det Onſke, at bringe Orden i mine timelige
Sager og at gjøre den bedſt mulige Brug af min
Rigdom, udnævner jeg min gamle Ven John William
Mac⸗Leod til executor testamenti og teſtamenterer
ham forud den Sum af halvtredſindstyvetuſind Dollars,
at hæve hos min Banquier Schultz & Comp. med

*

Ella Wilſon. 465

Forpligtelſe for ham til at vaage over, at alt det
Efterfolgende noie bliver eſterlevet. Jeg anviſer en
Sum af hundredetuſinde Dollars til Opforelſen og
Vedligeholdelſen af et Hoſpital for de Indfodte i
Byen Hilo; min executor testamenti har i den Hen⸗
ſeende, at afgjore det FJornodne med Regjeringen og
Byraadet. Jeg teſtamenterer min troe Tjener Walter
tretuſinde Dollars og eettuſinde Dollars til hver af
mine andre tre Tjenere. Endelig indſetter jeg til
min Univerſalarving, under Forventning af at han
reſpekterer de ovennævnte Gaver, min Broder, Franz
Mac⸗Carthy. Skulde han være død inden jeg, ſkal
haus ældjte Son Robert Mac-Carthy eller, hvis han
ogſaa er dod, hans Broder med ſamt hans mandlige
Arvinger i lige Linie være min Univerſalarving, imod
at hau udbetaler min Broders Kone og Dottre en
aarlig Rente af eettuſinde Dollars hver. Hvis Ingen
af de ovenncvnte Perſoner ſkulde være ilive ved min
dodelige Afgang, tilfalder der min Svigerinde og
mine Niecer en Sum af tyvetuſinde Dollars hver een
Gang for alle, og Reſten af min Formue ſkal da an⸗
vendes til at bygge Skoler for unge Kanaquer i
Byerne Hilo, Lahaina og Honolulu. Min exeoutor
testamenti ffal have den fornødne Myndighed. til,
angagende dette Punkt, at forhandle med Regjeringen
og i Forening med den at treffe alle de Forholds⸗
regler, ſom han anſeer for nodvendige. Üdferdiget i
Hilo den 15de Januar 1870 i Oververelſe af John
William Mac-Leod og Thomas Walter, der uden at
kjende Indholdet af dette Dokument have ſom Vitter⸗
lighedsvidner atteſteret min Underſkrifts Agthed.
Stephen Mac⸗Carthy.“
Oplœsningen af dette Dokument blev modtaget med
den dybeſte Taushed. Herbert vilde neppe troe ſine
Oren. Dette Dokument, der var af en tidligere

466 Ella Wilfon.

Datum end hans Ankomſt, indſatte ham til Univerſal⸗
arving, efterſom hans Fader og eldſte Broder vare
døde. Det var netop i det Oieblik, da han meſt
tvivlede om, at Formuen vilde tilfalde ham. Hans
forſte Tanke var hans Moder og Soſtre, hans neſte
Tanke Onkelen, der ikke var mere, og hvem han ikke
kunde bevidne ſin dybe Taknemmelighed. For ham
ſelv kom denne Formue forſilde, men hans Familie
vilde i alt Fald nyde godt deraf. Fordybet i fine
Tanker mærkede hau ikke det Blik, der vexledes mellem
Fru Wilſon og Mr. Richard, ligeſaa lidt ſom den
Sidſtes heftige Bevegelſe og pludſelige Blegnen.

„Hvor hoit anflaner De Mac-Carthys Formue?”
ſpurgte en af Planterne Mac⸗Leod.

„Til omtrent to Millioner Dollars.“ ſvarede den
Gamle, „men jeg har endnu ikke meddeelt Dem Alt;
for omtrent to Maaneder ſiden har Mac-Carthy leveret
mig et forſeglet Brev og anmodet mig om ikke at
aabne det for efter hans Dod. Det er muligt, at
dets Indhold kan forandre i et eller andet Punkt
Teſtators Villie. Vil De derfor behage at conſtatere,
at Seglet er urort.“ Med disſe Ord lagde hau et
Brev med Mac⸗Carthys Segl paa Bordet.

„Hvorfra kommer dette nye Dokument, og hvad
Verdi har det?“ ſpurgte Mr. Richard med en ffjæl
vende Stemme.

Planterne fane paa hinanden med Forbauſelſe.
Overraſtet og fornærmet ſvarede Mac-Leod i en tor
Tone: „Jeg har nylig forklaret, hvorfra det kommer.
Indholdet fjender jeg ikke.“

„Hvorledes er det muligt,“ vedblev Mr. Richard,
„at et Dokument, hvis Vigtighed vi ikke kjende, ikke
findes vedlagt ſelve Teſtamentet, men er overgivet til
en Trediemand, hvem det jtaaer frit for at komme
frem med det eller lade det være.”

Ella Wilſon. 367

„Det er begribeligt, Mr. Richard, at min gamle
Ven kjendte mig tilſtrœkkeligt til at vide, at jeg ikke
var iſtand til at lægge Skjul paa et Dokument, ſom
var anbetroet til mig. Jeg forſtager ikke, hvor De
kan reiſe nogen Tvivl derom; men da jeg overhovedet
ikke anerkjender, at De har nogen Ret til at inter⸗
venere, vil De undſkylde, at jeg gaaer videre. Vil
altſaa De, mine Herrer, og vil De, Herbert, conſta⸗
tere, at Seglet der er urort.“

„Enten De anerkjender min Ret til at intervenere
eller ikke,“ ſvarede Richard, „er mig temmelig lige⸗
gyldigt. Jeg tager den, og jeg benytter mig af den.
Jeg fkal ſenere retferdiggjore mig i den Anledning.
J dette Oieblik, hvor jeg er tilſtede ved Oplesningen
af et Dokument, der disponerer over en betydelig
Formue og gjor det paa en lovlig Maade og i Over⸗
eensſtemmelſe med Teſtators Henſigt, der er os Alle
velbekjendt, reiſer jeg en Tvivl om Værdien af det
Dokument, ſom De her fremkommer med, ſaafremt det
i nogenſomhelſt Henſeende modificerer de Dispoſitioner,
ſom De nylig har opleſt for os. Jeg gjentager, at
de Omſtendigheder, hvorunder De kommer frem med
det, den Oprindelſe, ſom De tillægger det, den Ret,
ſom det hjemler Dem til at publicere det eller holde
det tilbage, motiverer min Indſigelſe og — min Mis⸗
tanke.“

Den Gamle reiſte fig op, ganſke hvid i Anſigtet
over den Forneermelſe, der var blevet ham tilfoiet;
men inden han kunde fvare, var Herbert allerede
traadt hen til Bordet. i

„Det er nok,“ ſagde han. , Ingen uden De vilde
have vovet at reiſe en Tvivl om Hr. Mac⸗Leods
Wrlighed. Vi veed Alle, at han havde Hr. Mac⸗
Carthys uindſkrœnkede Tillid. Deres uværdige Mis⸗
tanke fortjener kun hans og Alles Foragt. Behag at

——ͤ —ůů —VT —— * 2 ——ͤ ——

368 Ella Wilſon.

lade Mac⸗Leod fuldfore fit Hverv. Deres Indſigelſer
kan De altid komme frem med. Her, i dette Hus,
ſom Doden nylig har gjeſtet, er det kun en For⸗
nærmelje imod den Hedengangnes Minde.“

„Mr. Herbert har Ret,“ tilfoiede en af Plan⸗
terne, „dette Dokument, der ſagtens er et Codicil,
forekommer mig at være fuldkommen legalt. Seglet
er urort, og hvis det, ſom jeg troer, er ſtrevet og
undertegnet af Teſtator og af en ſildigere Datum end
Teſtamentet, har det den ſamme Verdi, om ikke en
endnu ſtorre. Udſkriften er forreſten Mac-Carthys
Haandſkrift og lyder: Til John William Mac-Leod,
kun at aabnes efter min Dod.“

Fru Wilſon og Mijs Ella fulgte med en ſmerte—
lig Forbauſelſe denne beſynderlige Scene. Herberts
Optræden og hans faſte og værdige Sprog fremkaldte
en Sympathi hos dem, der ogſaa gav fig tilkjende i
de to Planteres Ord og Holdning. Richard merkede
det, og idet han med en voldſom Anſtrengelſe be—
kicempede ſin Forbittrelſe over Herberts Tiltale, trak
han paa Skuldrene og fatte fig ned, idet han ſagde:
„Her og pan ethvert andet Sted faſtholder jeg, og vil
jeg faſtholde, hvert Ord, ſom jeg har ſagt.“

Mac⸗Leod aabnede ſagte Brevet, men han var
altfor bevæget til at kunne læfe det, og han rakte det
derfor til den ældfte af Planterne. Denne gjennemlob
det hurtigt. „Dette Dokument,“ ſagde han, „er ſkrevet
og undertegnet af Mac⸗Carthy, det er dateret den
2den Mai 1875 og er folgelig fem Aar yngre end det
Teſtament, ſom man nylig har leeſt. Efter min
Overbeviisning kan man ikke reiſe nogen Tvivl om
Dets Agthed.“ — Han oplæfte Folgende:

„Siden den Dag, da mit Teſtament blev ſkrevet,
har jeg maattet erfare, forſt at min Broder og ſenere
at hans ældfte Son ere afgaaede ved Doden. Den

Ella Wilſon. 469

Alder, hvori den Sidjtnævnte er dod langt fra ſin
Familie, uden at den har hort Noget fra ham, og eſter
at han i hele to Aar har bevaret en haardnakket
Taushed, gjør at jeg ikke kan have nogen fuldſteendig
Vished om, hvorvidt han ikke i denne Mellemtid har
indgaaet noget Wgteſkab eller efterladt fig nogen
Arving. Det eventyrlige Liv, han har fort inden fin
Dod, og de Omgivelſer, Hvori han har tilbragt fine
ſidſte Aar, lade mig frygte for, at han kan have ind-
ladt fig i en Forbindelſe, der er vort Navn og vor
Familie uverdig. Paa den anden Side har jeg
ſtaffet mig Vished om, at hans Broder Herbert for—
tjener min Agtelſe og min Kjerlighed, og at han vil
gjore en hæderlig Brug af min Formue. Forvisſet
om at, hvis Robert Mac-Carthy har efterladt Born,
vil haus Broder gjore for dem Alt, hvad han finder
billigt og rigtigt, overdrager jeg til ham derom at
anſtille de nodvendige Underſogelſer. Idet jeg altſaa
udtrykkelig tilbagekalder Alt, hvad, der i mit tidligere
Teſtament vedkommer Robert Mac-Carthy og hans
mandlige Efterkommere i lige Linie, men faſtholder
de ovrige Legater, der indeholdes i det ſamme Teſta⸗
ment, indſcetter jeg til min Univerſalarving min
Broderſon Herbert Douglaſs Mac-Carthy og over⸗
brager det til ham at udrede ſamklige ovennævnte
Legater. ;

Hilo, den 2den Mai 1875, i Oververelſe af
John William Mac-Leod og Thomas Walter, hvem
jeg ikke har underrettet om dette Dokuments Indhold,
men kun ladet atteſtere Underſkriftens Rigtighed.

Stephen Mac⸗Carthy.

„Herbert Douglaſs Mac⸗Carthy,“ gjentog Mr.
Richard mekaniſt.

„Kom nermere, Herbert,“ ſagde MacLeod be⸗
veget, „det er overflodigt at bevare Tausheden længere.

470 Ella Wilſon.

Jeg er glad over, at Deres Onkel har viiſt Dem
Retfærdighed. Og De, mine Herrer, tillader mig at
prœſentere Dem Herbert Douglaſs Mac-Carthy. Min
gemle Ven har kaldt ham til ſig under Forhold, der
gjorde det onſkeligt for dem Begge, at han foreløbig
ikte optraadte ſom hans nære Slegtning. Jeg er
vis van, at De vil billige det, naar De har hort
mig.“ Mac⸗Leod fortalte nu med fan Ord, hvad der
var pasſeret mellem Onkelen og Neveuen.

Ved at høre denne Fortælling blev Mr. Richard
bleg ſom et Lig, og Had og Raſeri afmalede fig i
hans Anſigt. Fru Wilſon og Ella tabte ham ikke
afſſyne. Planterne reiſte fig op og gave Herbert
Haanden.

„Inden vi ſkilles ad,“ vedblev Mac-Leod, „er
det min Pligt at preſentere Mac-Carthys Arving og
den tilkommende Eier af denne Plantage for hans
Undergivne.“ Han ringede, og Walter traadte ind.
— „Vil De, Walter, være jaa god at underrette Arbeids—
inſpecteurerne og Tyendet om, at jeg beder dem om
at indfinde ſig her.“ — Walter bukkede og nogle
Sieblikke efter indførte han hele Perſonalet i Mac
Carthys Cabinet og deriblandt Liho, der ſamme
Morgen var vendt tilbage fra Honolulu. Mac-Leod
meddeelte dem Indholdet af Teſtamentet og preſen—
terede Herbert for dem ſom deres fremtidige Herre.
Herbert havde gjort fig elſket og agtet af Alle, og
denne Meddelelſe modtoges derfor med Glæde. Midt
iblandt dem var der dog Een, der blev ſtagende al—
deles ubevægelig: det var Liho, der ſyntes neppe
engang at hore, hvad der foregik, men ſtirrede ufra-
vendt hen i en Krog af Salen. Herbert lagde Merke
til det, og da han fulgte Retningen af hans Blik, traf
det Richard, der ſad i en Leneſtol og ſkjulte Anſigtet
i ſin Haand, Richard, der udentvivl ſporede det Mag—

Ella Wilſon. 471

netiſke i dette ſtirrende Blik, vendte fig i dette Oieblik
om og ſaage Liho lige overfor ſig. En pluͤdſelig
Rodme foer hen over hans Anſigt, hans Miner fortrak
ſig og forraadte en Uro, der dog kun varede et Øie-
blik; derpaa blev han igjen bleg, et ſtolt og truende
Smil ſpillede om hans Leber, og uden at dreie
Hovedet eller udtale et Ord reiſte han fig langſomt
og fuldt og forlod Verelſet. Liho vendte ikke Oinene
fra ham og gjorde en Bevagelſe for at folge ham,
men Herbert vinkede ham hen til ſig.

„Kjender Du Mr. Richard?“ ſpurgte han.

„Det er forſte Gang jeg ſeer ham her.“

„Da betragtede Du ham dog nylig med en be-
ſynderlig Opmerkſomhed.“

„Det er forſte Gang, at jeg ſeer ham her.“

Herbert trængte ikke mere ind paa ham. Alle
trak fig tilbage. Han hilſte dem venſkabeligt, og Liho,
der ſyntes utaalmodig at have ventet pan dette Lie—
blik, foer hurtig ud af Sälen. Herbert gik hen til
Mac⸗Leod, med hvem han endnn ikke havde vexlet
et Ord. ;

„Herbert, mit fjære Barn,“ ſagde ben Gamle til
ham i heftig Bevegelſe, „jeg gratulerer Dem af mit
ganjfe Hjerte, det veed De, men derom kan vi altid
tale ſiden. Jeg er nu fan træt, at jeg kun trænger
til at hvile mig; undſkyld mig hos Damerne, vi ſees
ved Middagsbordet.“

Herbert trykkede kjcerligt hans Haand og var nu
alene med Fru Wilſon og hendes Datter; de gik alle
Tre ud i Verandaen. J

„Tillad ogſaa mig at forene mine Lykonſkuinger
med dem, De nylig har modtaget,“ ſagde Fru Wilſon
i en kold Tone, der ſmertede Herbert. „De var altſaa
fuldkommen ubekjendt med ... Deres Onkels Teſta⸗
ment?“

472 Ella Wilſon.

„Fuldkommen. Han har aldrig talt et Ord til
mig derom. Jeg anede det ſaa lidt, at jeg netop
havde iſinde at vende tilbage til Europa. Jeg havde
kun nævnt det for Miſs Ella,“ ſagde han, idet han
vendte ſig til den unge Pige, der ſyntes at undgaae
hans Blik og hvis Holdning forraadte en beſynderlig
Bevegelſe.

„Det er ſandt,“ ſagde hun efter nogen Toven,
„Mr. Herbert havde ſagt mig fit Farvel paa en Tid,
da han umulig kunde have nogen 1 om Hr.
Mac⸗Carthys Dod.“

„Jeg kan ikke tænfe derpaa uden Sorg, “ ſvarede
Herbert alvorligt; „jeg var fuldkommen uvidende om,
at min Onkel havde ſaamegen Kjerlighed til mig.
Jeg forſtod det forſt, da jeg kom tilbage hertil og da
var det forſilde. Jeg vilde aldrig have tilgivet mig
ſelv, at jeg var taget bort, hvis Doden havde over-
raſtet ham nogle Dage eller nogle Uger ſenere. En
Billie, der er hoiere og mægtigere end min, har ſparet
mig for denne Anger.“

„Begivenhederne ville nu ſagtens forandre Deres
Plan?“ i

Herbert taug et Sieblik. „Ja maaſkee i en vis
Grad . . . og dog er det ikke nodvendigt. Hr. Mac⸗
Leod har jo ſom Teſtamentets executor Fuldmagt til
at ordne alle Legaterne. Jeg kan ogſaa overlade det
til ham at beſtyre Plantagen i min Fraverelſe og
ſaaledes opfylde en Pligt, ſom baade min Onkels og
mine egne Onſker paalcgge mig.“

„Og denne Pligt er?

„Forſikkre mig om, at min Broder Robert ikke
har efterladt enten Huſtru eller Born. Det er ikke
faa let; vel har jeg ingen Grund til at troe, at han
har været gift, men en Mulighed er der dog beſtan—

Ella Wilſon. 473

dig, og jeg vil derfor Intet forſomme, hvad der kan
hjælpe mig til at opdage Sandheden.”

„Og hvad agter De i den Anledning at gjøre?”

„Jeg vil tage til St. Francisco, ſende Folk ud
paa Opdagelſer og ſelv opſoge alle de Steder, hvor
min Broder har opholdt ſig; det vil koſte Tid, Penge
og Taalmodighed. Hvis min Broder har været gift,
fan er hans Huſtru, hvem hun end er, min Sviger⸗
inde, og hvis han har efterladt et Barn, faa vil jeg
tage dette Barn til mig og opdrage det.“

„Det er rigtigt, Mr. Herbert, denne Pligt paa⸗
hviler Dem, det veed jeg, og det foler jeg. Men
hvis nu ...“

„Bliv ved Miſs Ella.“

„Hvis nu Deres Broder lever ...

„Hvis min Broder lever, Miſs Ella, faa kan
De være vis paa, at jeg pan Vieblikket vil overdrage
ham den Formue, ſom jeg kun har min Onkels Godhed
at takke for. Da jeg for lidt ſiden horte dette Teſta⸗
ment oplæfe, var min Tanke hos ham, ſom ikke er
mere, og hvem denne uventede Arv vilde have frelſt
for Elendighed, ja maaſkee for Døden.” *

Miſs Ella fane af den Varme, der malede ſig i
hans Anſigt, at han meente det ærligt. Hendes Dine
ſogte at leſe i Dybet af hans Hjerte, hun ſyntes paa
eengang henrykt og forbauſet — Herbert havde aldrig
feet hende ſaaledes. Hvad foregik der da? hvorfor
denne Blanding af Tillid og Tvivl? disſe beſynder⸗
lige Sporgsmaal? hans ſporgende Blik forvirrede den
unge Pige, der taug nogle Sieblikke. Men hun folte,
at hun ikke kunde blive ſtagende derved og med en
ſagtere Stemme ſpurgte hun:

„Erindrer De vor ſidſte Samtale?“

Han blegnede. „Ja, ſom igaar.“

51

474 Ella Wilſon.

„De har altſaa ikke glemt, hvad De ſagde mig
angagende Mr. Richard?“

„Hvilken Forbindelſe, Miſs Ella, kan der være
mellem ham og den Perſon, ſom vi nu tale om?“

„De veed altſaa ikke, at Mr. Richard er ...

Robert Mac⸗Carthy .. . Deres Broder?“
„Han!“ ſpvarede Herbert.
„Ia

„Herbert taug, og Fru Wilſon og Ella betragtede
8 med en vis Augſt.

„Hvad De der ſiger mig, Miſs Ella, kan det
pere ſaudt? . veed De det? men nei . .. det

er ikke muligt ... Robert er ikke mere, han er dod
i Californien .. . og alligevel ... min Moder har
fænge tvivlet Derom ... jeg var ganſte ung,“ foiede

han til, ſom om han talte med ſig ſelv, „da vi tabte
hinanden afſyne. Tidens Gang, Livets Provelſer —
og han har gjennemgaaet mange — medføre mange
Forandringer. Hvem veed? ... maaſkee ... og
dog, naar jeg tenker paa Robert, ſom han ſtager for
mig i min Barndom, har jeg ondt ved at troce .
Jeg befværger Dem, ſiig mig, hvad De veed, og forjag,
om De kan, denne frygtelige Tvivl, ſom piner mig i
dette Sieblik.“

„Min Moder vil kunne gjore det bedre end jeg.“

Fru Wilſon fortalte nu, at to Aar forend Herbert
ankom til Øerne, var Mr. Richard kommet til hende med
et Anbefalingsbrev fra hendes Agent i St. Francisco, til
hvem hun havde henvendt fig om at fkaffe fig en
Intendant. Mr. Richard, der var virkſom og intelli⸗
gent, havde ſtrax behaget hende og vundet hendes
Tillid. Under Taushedens Segl Havde han under—
rettet hende om, at han var en Broderſon af Mac
Carthy, og han havde foreviiſt hende Breve fra fin
Moder og forſkjellige andre Dokumenter, der godt⸗

Ella Wilſon. 475

gjorde hans Identitet. Han havde ligefom ſin Onkel
forladt England for at ſoge Eventyr, for at tilfreds⸗
ſtille fin Reiſelyſt og for om muligt at erhverve en
Formue, da haus Families Forfatning allerede den⸗
gang var mislig. Ung, uerfaren og med kun faa
Penge, havde han efterhaanden været i Auſtralien,
Centralamerika mog ſidſt i Californien, hvor han havde
tilbragt flere Aar og friſtet en Minegravers omſkifte⸗
lige Tilværelfe. Endelig Havde han indſeet, at det
var umuligt at ſkaffe fig en ſolid Formue paa den
Maade, og han havde derfor kaſtet fig paa Agerdyrk⸗
ningen; det lykkedes ham tildeels, men Mangelen paa
Capital tillod ham ikke at drive det til noget Betyde⸗
ligt. Han havde hort ſaameget tale om Sandwichs—
bernes blomſtrende Forfatning og om den Lykke, hans
Onkel havde gjort der, at han omſider beſluttede fig
til at ſoge derhen. Faſt beſluttet pan ikke at ville
ſtylde Andre ſin Lykke, vilde han for ingen Priis
lade Mac⸗Carthy vide, hvem han var. Hans Onkel
ſkyldte ham Intet, men han var hans lovlige Arving,
og efter al Sandſynlighed vilde Planteren efter engelſt
Skik teſtamentere ſin Formue til den eldſte Green af
Familien, hvis Nepræfentant han, Richard, jo var.
Hvad der end ſkete vilde han paa ingen Maade habe
Skin af at beile til en Arv, ſom han kun vilde have
Giverens frie Villie at takke for. J flere Aar havde 8
han ophørt at ffrive til fin Familie. Han vidſte, at
de vare fattige, og han vilde forſt ſkrive. naar han for
Alvor kunde hjælpe dem. Denne overdrevne Stolthed
behagede ikke Fru Wilſon: hun Havde ſogt at bekempe
hans Beſlutning, men uden Held, og hun havde om⸗
ſider lovet at bevare hans Hemmelighed for Alle,
kun onſkede hun at turde betroe den til fin Datter.
Mr. Richard havde imidlertid forbeholdt fig at med⸗
dele den ſelv til Miſs Ella, naar Tiden forekom ham
31*

476 Ella Wilſon.

beleilig. Det havde han forſt for ganſte nylig gjort,
og den unge Pige var ſaaledes ogſaa bleven bekjendt
med Mr. Richards ſande Navn og hans Hiſtorie.
Herbert horte opmeerkſomt pan denne Fortælling.
Tuſinde forvirrede Tanker og Folelſer bemægtigede
ſig hans Hjerte. Alt dette var muligt, endogſaa
ſandſynligt. Denne Mr. Richards Taushed og hans
Holdning ligeoverfor Mac-Carthy ſtemte godt overeens
med Alt, hvad han vidſte om fin Broder. Han erin⸗
drede, at han havde hort fin Moder tale om Roberts
Stolthed og Uafheengighedslyſt. J de mange Aar, de
ikke havde hort Noget fra ham, havde hun uophorligt
gjentaget, at naar Robert ikke ſkrev, fan var det,
fordi han ikke vilde være fin Familie til Byrde. Hun
havde ikke villet feſte nogen rigtig Tro til Efterret⸗
ningen om hans Dod. De ubeſtemte Enkeltheder, der
vare komne til hendes Kundſkab om den, havde be—
ſtandig ladet hende ffimte et Haab, om det end var
nok ſaa ſvagt. Richard kunde ſaaledes meget godt
være hans Broder og Medbeiler. Det var altſaa
ikke blot hans Elſkede, det var ogſaa hans Formue,
han berøvede ham, thi Herbert tenkte ikke et Oieblik
paa at ville holde ſig til ſin Onkels Teſtament.
Dette Teſtament var ſkrevet under Indtrykket af at
Robert var død, men his Robert levede, kunde og
burde han alene være Arvingen. Der var ikke Noget
at betcenke tig paa, her maatte der handles — han
maatte ſee fin Broder, fætte ham ind igjen i” fine
Rettigheder, og ... tage bort. Og dog ... rorte
der ſig en Tvivl hos ham. Der var Intet hos
ham, Intet uden Folelſen for Ret og Billighed,
der talte til Gunſt for denne Broder, ſom han altid
havde bevaret i en kjcerlig Erindring, og hvis tidlige
Dod havde vakt hans oprigtige Sorg. Selv efter
alle disſe Afſloringer følte han den ſamme Antipathi

Ella Wilſon. . 477

mod dette Menneſke ſom tidligere; paa den anden
Side ſagde han ſig ſelv, at hans Kjerlighed gjorde
ham uretfærdig, og at hans Jalouſi alene havde
fremkaldt disſe Folelſer, ſom han nu rodmede for.
Hvorfor vilde han tvivle? havde Fru Wilſon ikke ſelv
ſeet deres Moders Breve og de ovrige Dokumenter?
det maatte jo være ſandt, det var fandt.

Herberts Holdning og den Bevegelſe, der malede
ſig i hans forandrede Træf, forraadte hvad for en
Kamp der foregik i hans Indre. Miſs Ella lagde
bedrovet Merke dertil. Hvad var der blevet af hans
Hoimodighed, hans Retfeerdighedsfolelſe og hans
Uinteresſeerthed? et eneſte Ord havde været nok til
at forandre det Hele. Denne Broder, ſom han troede
død og hvis Tab han ſagde, at han beklagede dybt,
han levede, og nu ſyntes han paa eengang at fole fig
ſkuffet!

Fru Wilſon, der forklarede Herberts Taushed og
Sorgmodighed pan ſamme Maade ſom Datteren, var
ældre og mindre romantiſk og forſtod godt, i hvilken
Grad en ſaadan Opdagelſe maatte berore ham. Da
hun ſaage den unge Mand henſunken i Betragtninger,
reiſte hun ſig og gik ſagte bort, uden at han ſyntes
at lægge Merke dertil. Miſs Ella ventede nogle
Dieblikke; hun haabede, at et Ord af Herbert ſkulde
forjage hendes Tvivl, og hun onſkede at fee ham gane
hæderlig ud af denne indvortes Kamp. Han vedblev
at tie, og nu vilde ogſaa hun fjerne fig; men idet
hun nærmede ſig til Doren, vaagnede Herbert af ſine
Drommerier, og forſt nu merkede han ogſaa, at Fru
Wilfon var gaaet. „Forlad mig ikke endun, Miss
Ella,“ ſagde han alvorligt. „Jeg erindrer, at jeg
en Dag vovede at bede Dem om et Venſtab, jon jeg
ikke havde nogen Ret til at forlange. De fandt mig
viſt dengang meget fordringsfuld, og dog tilbageviſte

478 Ella Wilſon.

De ikke min Begjæring. Dengang var jeg Dem
ganſke ubekjendt, men nu veed De, hvem jeg er, og
nu meer end nogenſinde anraaber jeg Dem om dette
Venſkab, fordi jeg er meget ulykkelig. Jeg trænger
til Deres Raad, om muligt til Deres Sympathi, men
i ethvert Tilfælde til Deres Agtelſe. Jeg fkal ikke
længe bejvære Dem. Omſteendighederue have gravet
en Kloft imellem os, ſom ikke kan overſkrides. Jeg
forlader Dem ſnart og for beſtandig. Lad mig da
eengang tale aabenhjertigt med Dem og lad mig
haabe, at De, naar De har hort mig, vil beklage mig,
og at De ikke vil dadle mig.“

Den unge Pige boiede Hovedet til Tegn paa, at
hun ſamtykkede.

„De troer mig, ikke ſandt? naar jeg ſiger Dem,
at jeg lige indtil denne Dag aldrig har kjendt eller
anet, hvad der er Tale om?“

„Ja, Hr. Herbert.“

„De troer mig ogſaa, naar jeg ſiger, at hvis
min Broder havde levet, vilde jeg uden Betenkning
have overdraget ham den Formue, der kun er tilfaldet
mig ved et Teſtament, ſom min Onkel havpde ſkrevet
under den feilagtige Forudſetning, at Robert var død.”

„Det troede jeg.“

„Men nu troer De det maaſtee ikke længer, Og
dog vil jeg ſige Dem, at min Befſlutning er den
ſamme, at jeg ikke har vaklet et Sieblik, og at De
vilde gjore mig Uret, hvis De tilſkrev min Sorgmo⸗
dighed en Skuffelſe, der ikke exiſterer. Jeg har ikke
eftertragtet denne Formue, og jeg har kun onſket den
for. min Families Skyld, men det er jo ogſaa hans
Familie og det agter jeg at ſige ham.“

„Hvorledes, Mr. Herbert, det er Deres Hen⸗
ſigt ...“

„At gjøre, hvad min Onkel vilde have gjort,

Ella Wilſon. 479

hvis han havde troet, at Robert levede, og ikke at be—
nytte mig af en Vildfarelſe til at tilegne mig, hvad
der ikke tilhorer mig.“

„Det er ſmukt,“ ſagde hun, reiſte fig op og
rakte ham Haanden, „det er ſmukt, og jeg er ſtolt af,
at De er min Ven. Men Hvorfor fan bedrøvet? er
det ikke en ſtor Tilfredsſtillelſe at kunne opfylde ſin
Pligt, ſaaledes ſom De gjor.“

„Nei, Miſs Ella, og det er netop det, ſom be⸗
drover mig, og jeg vil tage Mod til mig og ſige
Dem hvorfor. Denne Broder, ſom jeg troede tabt,
og ſom jeg elſtede, gjenfinder jeg under eiendommelige
Forhold. Jeg kan forklare mig hans Skuffelſe ved
at hore det Codicil oplæft, der berover ham hans
lovlige Rettigheder, men jeg kan ikke forklare mig
hans bittre Ord, hans forneermelige Tvivl mod en
Afdod og hans ſtodende Bortgang, uden at vexle et
Ord med mig. Har Livet behandlet ham ſaa haardt,
at han kun kan fole Vrede og Had? jeg forſtaaer
heller ikke,“ tilfoiede han med ſagtere Stemme, og
ſom om han talte med fig ſelv, „denne forunderlige

Modvillie, ſom han fremkalder hos mig, og ſom be.

ſtager tiltrods for at jeg troer, at han er min Broder.“

Hun ſtjalvede, thi disſe Herberts Ord, der gjen⸗
kaldte hende en Scene, hun havde været Vidne til,
vakte et ſmerteligt Echo i hendes Sjæl. Hun var
dengang ſelv bleven ubehagelig berørt af Mr. Richards
Ord og Holdning, og nu erindrede Herbert hende
derom.

Han tog feil af hendes Folelſer. „Tilgiv, at
jeg ſiger Dem dette,“ ſagde han med nogen Anſtren⸗
gelſe; „jeg glemmer, at jeg har Uret. Jeg foler, at
det er urigtigt af mig at anklage ham ligeoverfor Dem.“

Hun fane forbauſet paa ham. „Hvorfor mere
ligeoverfor mig end for enhver Anden? at denne

480 Ella Wilſou.

Scene har været Dem piinlig begriber jeg, men
hvorfor ſkulde De ikke kunne ſige det til mig lige fan
godt ſom til Andre?“

„Naar De tillader mig at tale ud, vil De maaſfee
forſtaae mig. Jeg har en Tilſtaagelſe at gjøre Dem.
Erindrer De den ſidſte Aften, jeg var paa Manoa?“

„Ja.“

„Den Aften havde De en Samtale med ...
min Broder. De ſtod med ham ude paa Terrasſen.
Jeg ſad henne i en Krog af Verandaen, og Tilfældet
— jeg beder Dem at troe, det var kun et Tilfælde
— lod mig opfange nogle Ord af Deres Samtale.
Jeg bar mig urigtig ad og burde gaaet ſtrax, men
ulykkeligviis gjorde jeg det ikke. De forſte Ord, jeg
horte, beſtyrkede mig i mine Formodninger . . .“

„Men ſaa vidſte De jo, hvem han var.“

„Hvad mener De, Miſs Ella?“

„Det var jo netop den Aften og i den Samtale,
at han for forſte Gang meddeelte mig denne Hemme—
lighed.“

„Hvad jeg dengang horte, havde Intet at gjøre
dermed.“

Den unge Pige faae forundret paa ham. Der
var et Udtryf i hans Anſigt, ſom gjorde hende for⸗
virret, og en pludſelig Rodme foer hen over hendes
Kinder. Med en uſikker Stemme tilfoiede hun:
„Bliv ved.“

„Jeg horte nogle Ord, Miſs Ella, der ikke (od
mig i Tvivl om, at min Broder elſker Dem, at De.
elfter ham, og at ...“

Hun rodmede ikke mere, men et beſynderligt
Smiil ſpillede om hendes Læber; mekaniſk plukkede
hun en Blomſt og gav fig til langſomt at afrive
Bladene. Herbert taug, og der var ſaa ſtille om dem
i dette Sieblik, at han kunde høre fit Hjerte banke.

|

Ella Wilſon. 481

Hvor lang Tid forlob der? hvem af dem vilde tale
forſt? han huvde. ilfe mere at ſige, men vilde hun
tilgive ham, eller vilde hun lade ham føle, at hans
Nerverelſe var hende til Befvær. Det var ud paa
Aftenen, og en ſidſte Solſtraale, der brød igjennem
Verandaens Lovverk, ſpillede paa den unge Piges
Haar. Hun fane paa de duftende Blade, ſom hun
holdt i ſin Haand. Hun vilde netop afrive det ſidſte
og løftede langſomt Øinene op til Herbert, der vilde
fjerne ſig med uſikkre Skridt. Hun ſtandſede ham
med en Bevegelſe og ſagde til ham med en Stemme,
der var fan ſagte, at han knap kunde høre den: „Jeg
er en Smule overtroiſk, Mr. Herbert, veed De, hvad
denne Blomſt ſiger mig?“

„Nei, Miſs Ella.“

„Den ſiger, at De elſter mig.“

„Og Blomſten taler Sandhed! Ella ...“

Hun boiede Hovedet og lagde ſin lille Haand i
hans. „Farvel, Herbert . .. vi ſees ſnart.“

VIII.

Da Mr. Richard forlod Planterens Cabinet gav
han Tjeneren Ordre til at ſadle fin Heſt og gik faa
tilbage til det Verelſe, han beboede i Huſet. Han
ſyntes igjen at være bleven Herre over fig ſelv, thi
hans Træt vare atter haarde og ubevegelige ſom
ſedvanlig. Uden tilſyneladende at ſkynde fig, gjorde
han hurtig alle Forberedelſer til Reiſen, ſkiftede Dragt,
underſogte omhyggeligt Fenghetterne paa fin Revolver
og ſteg tilheſt, idet han befalede ſin Tjener at be⸗
give fig, fan ſnart han var færdig, til Manoa med
huns Vadſcœk. Et hurtigt Blik ſagde ham, at han
hverken blev iagttaget eller fulgt, Nogle Vieblikke
efter havde Gan forladt Plantagen og var paa Veien

482 Ella Wilſon.

til Manva. Trods hans tilſyneladende Ro var han
et Bytte for en beſynderlig Angſt. Da hau naaede
et Sted, hvor Veien deelte fig, ſtandſede han og
kunde ikke fatte nogen Beſlutning. Begge Veiene
forte til Fru Wilſons Bolig: den ene, den meſt beſogte
og bedſte, men ogſaa den lengſte, focte hen over
Sletten, den anden og langt kortere lob langs med
Stranden. Denne ſidſte valgte han, og han havde
allerede redet en god Time, da han troede at hore
et ſteerkt Galop i nogen Afſtand bag fig; det var
udentvivl en Rytter, der red ſamme Vei ſom han
ſelv. Et truende Smiil ſpillede om hans Laber.
Han fatte fig faſt i Sadlen, gav Toilen los og ſporede
Heſten. Da han et Par Miil lengere borte ſagtnede
fit Ridt, horte han igjen Hovſlagene bagved ſig. Det
bue bienſynligt, at han hverken Havde tabt eller vundet
Terrain. Han ſyntes at overveie et Sieblik, hvad
han vilde gjore, og fortſatte derpaa ſit Ridt, men
uden at ſkynde fig. Lyden kom beſtandig nærmere,
og da han veudte ſig om, opdagede han ſtrax, hvem
det var, der fulgte ham. Det var Liho. Han ſyntes
ingenlunde, at overraſkes, men han holdt fin Heſt
an. Iſtedenfor at ſtandſe eller ſagtne ſit Ridt, foer
Kanaquen lige hen imod ham. Veien langs med
Stranden var faa ſmal, at to Ryttere ikke kunde ride
ved Siden af hinanden. Richard lod ham nærme fig
indtil nogle Favnes Afſtand og ſpurgte derpaa: „Hvad
vil Du?“

„Det ſkal jeg ſtrax ſige Dem,“ ſvarede Liho.

„Stands eller Du er dodſens.“

„Saa De ſtjeler ikke blot, men De myrder nu
ogſaa.“

Richard blev bleg og fremtog ſin Revolver. Liho
nærmede fig langſomt og tabte ikke fin Modſtanders
Beveegelſer afſyne. Med fin hoire Haand greb han

Ella Wilſon. 483

Lasſoen, der var rullet omkring Sadelknappen paa
haus mexikanſke Sadel, og fvingede den over fit Hoved.
Richard vidſte af Erfaring, hvor frygteligt dette Vaaben
er i de Indfodtes Hender, og tvivlede intet Øieblit
om, hvad Reſultatet af denne Kamp vilde blive. Han
ſigtede, og uden at tove affyrede han to Skud, juſt
ſom Lasſoen peb hen over hans Hoved.

„Bandit!“ brolede Liho, hvis hoire Arm var
bleven ramt af Kuglen og faldt livløs ned; med den
venſtre Haand greb han Lasſoen og ſogte at traekke
Knuden ſammen, hvori hans Modſtander var hildet.
Richard benyttede Oieblikket til at frænge Lasſoen over
Skulderen; endnu en Bevagelſe, og han var fri;
men hans Heſt, der var blevet forſkrekket ved de ko
Skud og endnu mere ved Lasſoens Piben, ſteilede,
vendte fig paa Bagbenene, tabte Ligevegten og rev
ſin Rytter med ſig ned ad Skrenten i en Hoide af
en Snees Favne. Liho jane ham falde; han boiede
ſig ud over Skrenten og forvisſede fig om, at hans
Fjende ikke rorte ſig. Et tilfreds Smiil opklarede
hans Anſigt, mens han vendte Heſten om og red
igjen langſomt tilbage til Hilo. Hans Saar ſmertede
ham forfærdeligt, og det var blevet Aften, inden han
nagede Plantagen. Han underrettede oieblikkelig Walter
med den ſtorſte Koldblodighed om hvad der var ffeet
og bad ham melde det til ſin Herre. Walter for⸗
langte, at han ſkulde ſige det ſelv, lod haus Saar
forbinde og underrettede Herbert om, at Liho onffede

Hat tale med ham.

Med faa Ord fortalte Liho ham fin Hiſtorie.
Herbert udbrød forſkrekket: „Ulykkelige, det er min
Broder, Du har dræbt.”

„Herre,“ ſvarede Liho, „jeg har Ingen dræbt,
og John Burdan er ikke Deres Broder.“ 5

„John Burdan?“

484 Ella Wilſon.

„Ja, John Burdan, den ſtorſte Bandit i Virginia
City, hvor jeg til min Ulykke lærte ham at fjende.
Han udplyndrede mig ganſke, og da de opbragte Mine—
gravere truede ham med at anvende Lynchloven, forlød
han Virginia i 1872. Jeg var ſyg dengang og ikke
iſtand til at forfolge ham, men jeg Havde ſporet paa,
at hvis jeg nogenſinde traf ham paa min Vei, ſkulde
han ikke undgaae mig. John Burdan er en Ameri⸗
faner fra Baltimore, og han har flere Forbrydelſer
pan Jin Samvittighed, end han har Haar paa fit
Hoved.“ — Liho talte med en faa ſtor Sikkerhed og
ſyntes faa vis i fin Sag, at Herbert var nodt til at
troe ham. Han lod ham noie beſkrive det Sted, hvor
Begivenheden tildrog ſig, og befalede Walter at ſende
en Flok Kanaquer ud for at ſoge efter Richard.
Derpaa gik han hen til Mac-Leod.

Den Gamle horte med Opmeerkſomhed paa Herberts
Fortelling, paa hvad Fru Wilſon havde meddeelt ham,
paa hans Samtale med Miſs Ella og paa hvad der
var pasſeret mellem Richard og Liho. „Liho har
Ret,” ſagde han, „og jeg er vis paa, at Fru Wilſon
er bleven fort bag Lyſet af en Bedrager. Tro mig,
Herbert, den gode Liho har Ret, og vor Antipathi
mod denne Richard er vel forſkyldt.“ Derpaa flog
han ind i en anden Tone og ſagde: „De elſtede
altſaa dog Ella, Herbert og jeg kunde Ingenting
marke! Nei, man feer daarligt. naar man bliver
gammel.“

Det var allerede langt ud paa Aftenen, da
Kanaquerne kom tilbage og bragte den Saarede med
ſig paa en Baare. Richard var ikke dod endnu, men
Legen gav intet Haab. Det forſte Ord, han henvendte
til Lægen, da han kom til fig ſelv, var et Sporgs⸗
maal om han kunde leve: „Siig mig den nogne.
Sandhed,” hviſkede han, „jeg har ſeet Døden tyve

Ella Wilſon. 485

Gange under Dine, og den ſkrokker mig ikke.“ Lægen
meddeelte ham da, at hans Timer vare talte, og at
han neppe vilde leve Natten tilende. Han taug nogle
Minutter. „Godt!“ ſagde han derpaa, „en Smule
tidligere eller ſenere, gjor Intet til Sagen. Jeg har
ſpillet hoit Spil, jeg har tabt, og jeg maa betale.“
Han bad on at ſende Bud efter Mac-Leod og Herbert,
der ogſaa ſtrax indfandt fig. Han bekreftede i deres
Nerverelſe, hvad Liho havde ſagt. Hau hed John
Burdan og havde i Californien lært Robert Mac
Carthy at kjende. De havde underſogt i Forening
Guldregionerne i Nevada og var gaaet i Compagni
ſammen. Robert kjendte ikke Noget til ſin Compag⸗
nons Fortid; hans Conſtitution havde lidt, han blev
ſyg i Red⸗Gulch og døde af Gaun og Udmattelſe.
John Burdan kjendte hans Hiſtorie, og da han var
dod, havde han bemegtiget fig hans Efterladenſkab.
Saaledes var han kommet i Beſiddelſe af hans Pa⸗
pirer og Familiebreve, og da han blev nødt til at
forandre fit Navn og Opholdsſted, havde han begivet
ſig til St. Francisco. Der var han kommet i For⸗
bindelſe med Mac⸗Carthys Agent, der ligeledes var
Agent for Fru Wilſon. Han erfoer, at hun ſogte en
Intendant, og tillige at Stephen Mac⸗Carthy var
meget rig. Derpaa byggede han ſtrax fin Plan, at
nærme fig til Planteren. Han vidſte, at Robert aldrig
havde ſeet ſin Onkel, og at denne var tilaars og
levede paa Øerne uden at ſtage i nogetſomhelſt For⸗
hold til ſin Familie. John Burdan ſagde da til, fig
ſelv, at Planteren kunde doe, at de ſtjaalne Papirer
kunde hjælpe ham til at udgive fig for Robert, at
der hengik Maaneder, inden et Brev fra Øerne kunde
bringe Svar fra Europa, og at han i denne Mellemtid,
og til hans Bedrageri blev opdaget, kunde realiſere
om ikke hele Formuen, fan dog betydelige Summer.

486 Ella Wilſon.

Agenten medgav ham et Anbefalingsbrev til Fru
Wilſon. Ved deres forſte Sammenkomſt meddeelte
han hende ſin ſaakaldte Hemmelighed og tog det Lofte
af hende, at hun ikke vilde tale derom til Nogen; men,
da han havde lært Situationen nærmere at fjende,
indſaae han, at Stephen Mac-Carthy endnu kunde
[eve længe, at hans oprindelige Plan altſaa kunde
ſtrande, og at han burde ſikkre fig imod enhver Even⸗
tualitet. Han fandt det derfor politiſk rigtigt, at være
honnet ligeoverfor Fru Wilſon, og han varetog virkelig
ogſaa hendes Interesſer, ſom om de kunde være hans
egne, Skulde det ikke lykkes ham at arve Mac-Carthy,
Jan haabede han dog paa at vinde Miſs Ella og fane
hendes Haand. Tilfældet alene havde bragt ham til
Mac⸗Carthy, da denne blev: ſyg. Han vidſte, hvor
hans vigtige Papirer vare gjemte, og det var meget
vigtigt ham, der hiin Aften havde gabnet Piedeſtalen
og leſt Teſtamentet.

Uvidende om, hvem Mr. Herbert var, havde han
troet fig ſikker paa et lykkeligt Udfald. Teſtamentet
udpegede Robert Mac⸗Carthy ſom Arving; han var i
Beſiddelſe af Roberts Papirer; Fru Wilſon og Miſs
Ella troede pan hans Identitet — i det ſidſte Sieblik
vilde deres Vidnesbyrd vere det afgjorende. Derfra
ſtrev fig hans Raſeri, da Codieillet blev oplæft og
Mac⸗Leod meddeelte alle de Tilſtedevcerende, at Her⸗
bert var Roberts Broder. Partiet, der et Sieblik
ſyntes vundet, var nu tabt. Alt ſyntes at ſtyrte
ſammen over ham, thi Liho, et af hans tidligere Offre,
hvem han havde troet død for længe ſiden, ſtod
pludſelig for ham. Der var intet Andet for ham at
gjøre end at flye og at flye faa hurtigt ſom mulig.
Han begav fig paa Veien til Manoa for at ſamle
fine Sager, indſkibe fig til Honolulu og derfra afgaae
med det forſte det bedſte Skib, da Liho forfulgte og

Ella Wilſon. 487

indhentede ham. Nu fkulde han doe, men det var
ham ligegyldigt. Han hang ikke ved Livet, han var
trœt og villig til at ſove den evige Sonn. Han troede
pan Intet, haabede paa Intet og frygtede Intet.

Saaledes dode han.

To Maaneder efter disſe Vegivenheder ægtede
Herbert Miſs Ella. Han vidſte nu, at det var hans
Sag, hun havde talt hiin Aften til den, ſom hun
troede engang ſkulde arve Mae-Carthy. Han havde
misforſtaaet hendes Ord, da hun tilbageviſte hans
Rivals fornermelige Mistanke om, at han ſpekulerede
pan at arve Planteren. Richard havde elffet Ella,
men, mere klartſeende end Herbert, havde han opdaget
den unge Piges vaagnende Tilboielighed til hans
Medbeiler, og, ſreptiſfk i Kjærlighed ſom i alt Andet,
havde han ſkjult fine Forhaabninger og gjort Regning
paa- Fremtiden. :

Dagen for Brylluppet ſtod Herbert ved Siden
af ſin unge Brud ude pan Verandaen og betragtede
det Landſkab, der udfoldede fig for deres Oine. Nede
i Dalen blinkede den lille Flod i Sollyſet. Han
erindrede fig fit forſte Beſog pan Manoa, og han
gjenjane Ella under de ffyggefulde Grene i fin hvide
Kjole, med de nøgne Arme og en Hibiscusblomſt i
Bæltet. Dengang beſtraalede, ligeſom i dette Oieblik,
den glimrende tropiſke Sol denne fortryllende Plet,
hvor haus Kjærlighed var vaagnet, hvor han havde
lidt jaa gruſomt, og ſom han havde troet at ſige et
evigt Farvel. 5 &

Hans Die faldt paa en hvidblomjtvende Buſft,
han afbrod en Green og ſtak den ſagte ind i den

unge Piges bolgende Haar. „Ella,“ ſagde han, „huſker

Du den Dag, da jeg paa denne Plet ſagde Dig Farvel?
jeg forlød Dig med et hjt Hjerte. Maaſkee vilde

488 Ella Wilſon.

Du dog ſenere have bukket under for de Snarer, der
truede Dig allevegne ...“

„Aldrig, Herbert! thi jeg elſkede ogſaa Dig, og
man er ſterk, naar man elſker. Desuden er der i
en Kvindes Hjerte Noget, ſom J Mænd ilfe forftane
Eder paa.”

„Og det er?“

„Et ſikkert og guddommeligt Inſtinkt, der ſiger
hende, om den Kjerlighed, hun indgyder, er oprigtig
og ſand, om den er hende værdig, og om hun uden
Frygt kan overlade ſig til den. Nogle bedrage ſig i
det Punkt — men, det er dem, der ere forſetlig
blinde, og ſom lukke Oinene for ikke at ſee.“

(Efter C. de Varigny ved H. P. Holst.)

AW

N. Clausen.

H.

491

Fornarsdigte

af
Cmannel Geibel,
overſatte af A. Zinck.

1.
Tit Skoven, naar i Solens Skin
Sig Knopperne udfolde,
Jeg maa, en Lopſang fro i Sind
At holde. )

Hvad mig er hændt af Sorg og Lyſt,
Det Gode, ſom det Slette,

Det vil jeg der af aabent Bryſt
Berette.

Thi hvert et Tre forſtaaer mit Kvad,
Dets Blade ſpidſe Øre

Og paa de rette Steder glad.

Sig rore.

492

Foraarsdigte.

Rundt om i Skovens gronne Sal
Min Glæde man fornemmer.

Fra Buſken den hver Nattergal
Iſtemmer.

Der forſt fager Sangen rigtig Lyd,
Der Haab og Glæde klinger —

O, fagre Vaar! Du Sang og Fryd
Frembringer.

2.
Ban Svens Speil fig vugger
Aakanden hid og did,
Dens gronne Blade ſkinne,
Som Snee dens Kalk er hvid.

Klart ſtraalende paa Himlen,
Sin milde Solverglod
Fuldmaanen venligt kaſter
Ind i dens Begers Sfjod. .

En Svane tæt om Blomiſten
Kredſer paa Sven klar,

Saa elſkovsfuldt den ſynger

Og venter paa Blomſtens Svar.

San veemodsfuldt den fynger,

Som vil den af Sorg forgnae;
O,, ſkjonne, hvide Lilie!

Kan Du dens Sang forſtage?

— —

Foraarsdigte. 493

Foraaret er faa bold en Helt,

En Ridder, Alle æver;

En Roſe rod med Gront til Felt
Hau i fit Vaaben bærer.

Sit Sværd af Solens Straaler ſvang

Han fjæf og uforfærdet,

Indtil det Solverharniſk ſprang,

Som Vintren barfk omgjerded'.

Derpaa med Seir i Skov og Dal

Sit Indtog han begynder,

Mens hoit den lille Nattergal 8
Det, ſom Herold, forkynder.

Da vaagner Glæden i hvert Sind
Trindt om Hvor Sangen lyder —
Var det i Steen end fluttet ind,
Det ham Velkommen byder.

Ham Hjerter aabnes hvert et Sted,
Slet intet ſig undſkylder,

Thi Dronningen, for hvem han ſtred,
J Kjærlighed Alle hylder.

494

Hoiere end Kirken.

En Fortælling.

J.

En ſmuk Dag i det Herrens Aar 1511 kunde
man fee to ſtatelige Skikkelſer ſtride hen over den
aabne, rolige Plads foran Domkirken i Breiſach. Den
ene af dem, efter UÜUdſeendet at domme den eeldſte,
havde et mægtigt graat Skjoeeg og lange Lokker, ſom
i rig Fylde faldt ned under den rode Floielsbaret;
over hele haus Perſon, Gang og Holdning var der
noget jaa Majeftætite, at man ved forſte Oiekaſt kunde
fee, at han ikke var noget almindeligt Menneſke, men
bar en uſynlig Verdenskugle paa ſine brede, mandige
Skuldre. En Keiſer var hau fra Isſe til Fod; dertil
en Digter og en Helt i Ordets egentligſte, ſandeſte
Betydning — det var Auaſtaſius Grün's ſidſte Ridder:
Maximilian den Forſte.

Her i „hans egen By“, Breiſach, hvilede den

Hoiere end Kirken. 495

mægtige Keiſer ud, naar han for en fort Tid traf fig
tilbage fra det Rore og de Begivenheder, ſom holdt
ham og med ham Verden i Bevegelſe og Aande; her
midt i den lille Byes landlige, uforſtyrrede Ro og
Stilhed arbeidede han pan fine Digte, og herfra ſkrev han
de omme, kjarlige Breve til fin Datter, Margaretha,

i Nederlandene. Den nu ſaa forglemte, lille, venlige -

Stad ved den ovre Deel af Ahinen var Keiſer
Maximilians „Sansſouci“. Men paa vor Fortallings
Tid, i Aaret 1511, havde der over bette „Sorgenfri“
ſamlet fig truende, uveirsſvangre Skyer, ſom for⸗
morkede den ædle Keiſers Pande og bebudede en
Storm, der ſnart ſkulde rive ham bort for ſtedſe fra
den ſtille, fredelige lille Plet, ſom han elſtede fan
hoit. J det Indre af Riget blusſede allerede Bonde⸗
krigens Flammer paa mange Steder hoit op, og overalt
ulmede det truende under Aſken; udenfor begyndte
der ogſaa atter at komme fjendtligt Røre i Europas
falſte, ſpigefulde Folkevulkan — Tabet. af Mailand
var neerforeſtagende, og den gamle Drage, Tyrken,
reiſte fig vaany langt borte i det Fjerne — det var
for meget, for overveeldende, ſelv for en Keiſer.
Med ſtolte, men tunge og langſomme Skridt gik han
hen over Münſterpladſen, og haus Øie hang ſorgfuldt
ved det lyſe, ſmukke Landſkab, der laa udſtrakt for
hans Fodder; den' uſynlige Verdenskugle hvilede idag
fungere end nogenſinde paa hans Skuldre.

Pludſelig ſtod han ſtille. „Hvad er det for

496 Hoiere end Kirken.

Born?“ ſpurgte han ſin Ledſager, den hoibaarne
Ridder og Geheimeſkriver Marx Freitzauerwein, og
pegede paa en Gruppe af to Born, ſom vare ivrigt
beſtjeftigede med at plante et ungt Roſentre i en
Niſche i Stadsmuren.

Det var to fan ſmukke Born, ſom kun en Kuuſt-
- ners Phantaſi kan tenke fig dem — en Pige og en
Dreng, den forſte omtrent otte, den anden tolv Aar
gammel. De Smaa vare faa fordybede i deres Ar—
beide, at de ikke horte Keiſeren komme; forſt da han
ſtod lige ved Siden af dem, foer de i Veiret, og
Drengen ſtodte til Pigen og ſagde ganſke hoit: „See
op, det er Keiſeren.“

„Hvad beſtille J der?“ ſpurgte Maximilian,
medens hans Kunſtneroie med ſynligt Velbehag
hvilede paa det henrivende lille Par.

„Vi plante en Roſenbuſk til den gode Gud,”
ſagde Drengen freidig.

„Troer J, at den gode Gud vil blive glad for
den?“

Drengen traf paa Skuldrene. „Ja hvad! vi har
ikke noget Bedre.“

Keiſeren lo. „Jeg tenker nok, han vil være glad
blot for Eders gode Villie! Hvad hedder Du?

„Hans Liefrink.“

„Og den Lille der? Er det din Soſter?“

„Nei, det er Ruppachers Marie, hun boer Hus

Hpiere end Kirken. 497

om Hus med mig. — Fy, Marie, lad bog være at
ſtage og tygge pan dit Skjort!“

„J holde vel meget af hinanden, kan jeg tenke;
hvad, min Ven?“ ,

„Ja, og naar jeg forſt bliver ſtor og fager en
Kniv, faa ſfal hun være min Kone.“

Keiſeren gjorde ſtore Sine. „Behover Du da en
Kniv for at kunne gifte Dig?“

„Ja, det gjor jeg rigtignok,“ ſvarede Drengen
alvorlig, „naar jeg ingen Kniv: har, kan jeg ikke
ſuitte, og naar jeg ikke kan ſuitte, faa tjener jeg heller
ingen Penge, og Moder har ſagt, at man ikke kan
gifte fig uden Peuge: men jeg maa rigtignok have
mange Penge, hvis jeg ſkal kunne gifte mig med Marie,
for hun er en Raadmandsdatter.“

„Men,“ ſpurgte Keiſeren videre, „hvad vil Du
da ſnitte?“ .

„J Træ!”

„Naa, ja, jeg forſtager nok, hvad Du mener.
Du vil være Træffærer. Nu erindrer jeg ogſaa, at
jeg engang har ſeet to unge Knoſe, der hed ligeſom

Du, hos Dürer i Nürnberg — er Du i Familie

med dem?“
„Ja, vi ere Sodſkendeborn.“
„Saa brev Eders Fædre vel ogſaa deune

Kuünſt ?“

„Ja — og jeg ſtod altid ſtille og fade til,
medens jeg var lille, og mt vil jeg ogſaa lare det,

498 Hoiere end Kirken.

men baade Fader og Onkel ere dode, og Moder har
ikke Raad til at kjobe mig nogen Kniv.“

Keiſeren greb ned i Lommen og traf en ſmuk Kniv
med et kunſtigt indlagt Skaft og en Mengde Blade op
af den. „Kan den gjore det?“

Drengen blev blusſende rod i Anſigtet af Glede
og Befippelſe, og man kunde igjennem den grove, lappede
lille Skjorte fee, hvor heftig haus Bryſt gik op og ned.

„Ja,“ ſtammede han, „det kan den rigtignok.“

„Naa, faa tag den da, og lad mig ſee, Du bringer
den flittig,“ ſagde Keiſeren.

Drengen modtog Kniven af Keiſerens Haand
med en ſaadan Forſigtighed, ſom om han var bange
for at brænde fine ſmaa Fingre pan den.

„Mange Tak!“ var Alt, Hvad han kunde faae
frem i. fin Bevegelſe; men i Drengens morke Sine
tindrede der en fan lyſende Gledesild, at Keiſeren
ligeſam folte fig overdrysſet med en Regn af Kjerlig-
heds og Taknemmeligheds Gniſter.

„Vil Du ikke til Nürnberg til dine FJettere og
hjælpe dem med at ſkjere Plader ud? Der er der
Meget at beſtille.“

„Jeg vilde gjerne til Nürnberg til Dürer, men
jeg vil ikke (ave Træplader. Dem kau jeg ikke lide,
de ere faa. flade og glatte, at man kan glide med
Haanden hen over dem, og man kan ſlet ikke ſee pad
dem, hvad der ligger nermeſt ved, og hvad der er
længere borte; man maa altid gjette fig til det Halbe.

Hgiere end Kirken. 499

Nei, faa holder jeg rigtignoͤk mere af at ſnitte Figu—
rer, det ſeer meget naturligere ud, og dem kan man
tage paa med Henderne!“

„Man kan tage paa dem med Henderne!“ gjen⸗

tog Keiſeren ſmilende, „det er en egte lille Plaſtiker!

Du bliver nok til noget Stort, Haus Liefrink. Men
Du har Ret, hold Dig ſtedſe til, hvad der er natur⸗
tigt, og hvad man kan tage og fole paa — faa" vil
det gage Dig godt, faa bliver Du til Noget!”

Han tog en Lederpung frem og rakte Drengen
den. „Pas godt paa den, Hans. De Guldſtykker,
Du horer klinge inde i den, kan bringe Dig frem; Du
ffal ikke give dem fra Dig til Nogen, ikke engang til
din Moder; ſiig blot, at Keiſeren har befalet, at de kun
mage anvendes til din Uddannelſe! Vær flittig og leer
Noget, og naar Du bliver ſtor og kan reiſe, gaa fan
til Nürnberg, til Dürer, bring ham en Hilſen fra mig
og ſiig til ham, at ligeſom hans Keiſer i fin Tid holdt
Trappeſtigen for ham, ſaaledes ſkal han mu holde den +
for Dig, for at Du kan komme rigtig hoit op paa
den. Vil Du give mig Haanden paa, at Du vil gjore
Alt, ſaaledes ſom jeg har ſagt Dig det?“

„Ja, Hr. Keiſer!“ raabte Haus begeiſtret, idet
han af al Magt klaſkede ſin lille Haand ned i Keiſe⸗
rens fremrakte Hoire og i fin overvettes Glede ry⸗
ſtede den hjertelig.

„Hr Keiſer“, ſtammede han: „Naar jeg engang.

500 Hpiere end Kirken

Hal ſnitte den gude Gud, fan laver jeg ham ligeſom
Eder, — han maa ſee ud netop dal ſom J“.

„Gjor, ſom Du vil, min Ven,“ ſagde Keiſeren
leende, idet han og hans Ledſagere forlode Bornene
og gik ned af Bjerget.

Drengen kunde ikke komme til Beſindelſe og ſtod
ſom i Dromme; Marie, eller, ſom Hans kaldte hende,
Maili havde imidlertid trods Forbudet tygget et Hul
i Skjortet, og ogſaa hun ſtod ſom forſtenet med den
vaade Tut i Haanden. Nu lob hun henimod en Pige,
ſom ſkicendende kom for at hente hende hjem, og hvi—
ſtede til hende: „Tenk bare, Keiſeren har været her
og har givet Hans en Kniv og en hel Mængde Guld—
penge.” Pigen vilde ikke troe hende, men da hun ſaage
Kniven — hun fif ikke Lov til at vore ved den — jaa
maatte hun jo troe det, og hele Veien ned af Bjer⸗
get kaldte hun Folk ud af deres Huſe og fortalte dem
den merkelige Tildragelſe, og de vilde Alleſammen

ſee Kniven og Indholdet af Pengepungen, men det

vilde den kloge Dreng ikke viſe til Nogen.

Den neſte Dag reiſte Keiſeren, og Hiſtorien med
Hans Liefrink var endnu i mange Uger det ſtaaende
Thema for Byſnakken i Breiſach: „Det var ſaamen
ikke fan underligt endda, for Hans Liefrink havde jo
altid været en frek Dreng; der forſtod at bruge fit
Snakketoi — Hvorfor ſkulde han faa ikke ogſag have
forſtaget at ſnakke fig ind i Keiſerens Gunſt?“

Hgiere end Kirken. 501

II.

Det ene Aar gik imidlertid efter det andet.
Hans Liefrink miſtede ſin Moder, Maili ſin, og den
forcldreloſe Dreng og den moderloſe lille Pige ſlut⸗
tede ſig med hver Dag faſtere og inderligere til hin—
anden. Om Aftenen, naar Dagsarbeidet var tilende,
naar Maili's Fader fad fordybet i fin Kandeſtober—
politik paa Honoratioresbenken i Vertshuſet, og
Husholderſken ſtod udenfor Doren og ſladrede med en
eller anden af Byens Madammer, — da klattrede
Bornene over det Gjærde, der adſkilte de bag ved
Huſene liggende Haver, og fatte fig ned under en Buff
Side om Side, og Hans ſnittede da med fin Kniv til
Maili det deiligſte Legetoi og derhos Figurer, form intet
andet Barn i hele Breiſach havde Mage til, og imens
fortalte han hende Alt, hvad han vidſte om de ſmukke
Billeder og de udſkaarne Meſterverker, ſom hau havde
ſeet i Domkirken i Freiburg, ſamt om de to ſtore
Meſtre i hans egen Kunſt, Baldung Grün i Freiburg
og Martin Schön i Colmar; thi han vandrede nu ofte
. Mart et Sted ſnart et andet Sted hen, hvor der var
Noget at fee og lere, og han lærte utrattelig.

Saaledes kunde de ſidde hele Timer ved Siden
af hinanden og fortelle hinanden Alt, hvad de vidſte
og hvad der fan dem paa Hjerte. Men naar det paa
nogen Maade (vd fig gjore, lob de op til Domkirken
og vandede deres Roſentre, ſom Hans til Minde om

502 Høiere end Kirken.

ſin Velgjorer havde døbt Keiſertrecet. Deroppe holdt
de meſt af at ſidde, thi, mente de ſtadig, Keiſeren
maatte dog engang komme tilbage og pludſelig ſtaae
foran dem deroppe ligeſom forſte Gang. Ja, ofte
kunde man ogſaa hore dem raabe den ene Gang eſter

den anden: „Hr. Keiſer, Hr. Keiſerx. kom tilbage, kom

tilbage!“

Men Barneſtemmerne nagede ikke hans Øre: han
tumlede fig omkring i Slagets vilde Larm, og Bor⸗
nene ventede forgjceves. Keiſeren kom ikke tilbage!

Saaledes voxede de Smaa op ſammen, og „Kei⸗
ſertræet“ voxede med dem; og ligeſom om deres ube—
vidſte Kjerligheds fine Traade havde flynget og vævet
ſig ſammen til Eet med det lille Tres Rodder og Grene,

droges de, jo ſtorre de bleve, ſtedſe inderligere og nær-

mere til Roſentræet i Murniſchen, og her kunde man
ſee dem ſidde ufravigelig. Dag ud og Dag ind. Træet
var ſom en trofaſt Ven, der forenede begge deres
Hender i fine og holdt dem faſt med en nimodſtage—
lig, dragende Magt. Men deres trofaſte Ven var
deſtoverre ikke ſtcerk nok til beſtandig at holde det
ſammen, ſom Menneſkene bilde adſkille.

Den ſmukke, ſtatelige Jomfru Ruppacher, den hoit⸗
anſete Raadsherres Datter, maatte ikke mere pleie
Nabovenſtab med den fattige Billedſkerer; Faderen
nedlagde en Dag det ſtrengeſte Forbud derimod, thi
Hans Liefrink var ikke alene fattig — han var ikke
engang en indfodt Breiſacher-Borgers Barn. Hans

Høiere end Kirken. 503

Familie ſtammede fra Holland og var for nogle Aar
tilbage indvandret i Breiſach. En Fremmed, oven:
ikjobet en fattig Fremmed, var paa den Tid en Slags
Paria. Men nu drev Hans jo ikke engang noget
ordentligt Haandveerk, han vilde være Kunſtner, —
og derved forſtod man dengang omtrent det ſamme
ſom en Lommetyv, en omflakkende, brodlos Perſon, en
Hexemeſter, der gik ud paa at forfore og bedrage
erlige Folk ved Trylledrikke og Troldomsord. Og
Hans var netop en Fyr, ſom man nok kunde tiltroe
den Slags Hocuspocus. Hvor hau gik, maatte Pigerne
ſtage ſtille og ſee efter ham; hans Lokker vare ſom af
kaſtaniebrunt Silke, og hans morke Oine havde noget
ganſke Merkvcerdigt ved fig, ſom intet Menneſke kunde
ſige, hvad var; de forhexede ganffe alle dem, der talte
med ham. Hvad han arbeidede paa og tog fig? til,
kunde heller intet Menneſke blive klog paa. Det lille
Hus, ſom han beboede, havde han kjobt ſig, og efter
Moderens Dod boede han der gauſke alene; den Eneſte,
der gik ud og ind hos ham og jevnlig ſages ſammen.
med ham, var den beromte, men ſom Følge deraf og⸗
faa berygtede Billedhugger, Jakob Schmidt, der ſenere
en Dag kom op at flages med en Breiſacher, ſom han
ſlog til Jorden, hvorfor han ſkyndſomſt maatte flygte
bort fra Byen. Man ymtede endogſag om, at Hans
havde været ham behjælpelig med hans Flugt. Fra
den Tid af var han fuldſteendig lyſt i Ban, og haus
ſtolte Nabo Ruppacher, hvem Datterens trofaſte Barn⸗

504 Hpiere end Kirken.

doms⸗Legekammerat leuge havde været en Torn i
Diet, lod endogſaa en hoi Mur opfore imellem fin
egen og Hans's Have, faa at det unge Par fra nu
af blot kunde modes ved „Keiſertrœet“, og det endda
kun en ſjelden Gang, naar det var ganſke tyſt og ſtille
deroppe. Men netop denne Hindring bragte den hid—
til rolige Strom af ubevidſte Folelſer i de unge
Hjerter til at ſouulme op og bane fig Vei ud over
Læberne, En Aften, da der var ſorlobet ufædvanlig
lang Tid, ſiden Maili havde været ved Roſentrceet,
ſang Hans fin forſte Elſkovsſang under hendes Vin—
due, der vendte ud til Haven:

Paa Roſenbuſkens ſkarpe Torn

Der ſpiddedes mit Hjerte;

Men kommer Du til Noſen ud
Da fri det for dets Smerte.

Mangt Tre med ffjønt og ſaftigt Bær

Har vel dit Sie frydet,

Men dog jeg troer, at flig en Frugt

Har ingen Stamme tydet.

Min Elſkte kom, pluk Frugten af,

Du maa ei lenger tgve;

Thi ſnart vil Solens ſteerke Brand

Den Kraft og Saft bergve.
Og hun kom ogſaa gaufke rigtig den neſte Dag og
friede Hjertet af dets Kval og lagde det ved ſit eget
hoitbankende Hjerte og ſvor med hoitrodmende Kinder,
at hun aldrig, aldrig mere vilde give Slip paa det.
Midt i dette deres Livs lykkeligſte Oieblik raabte Hans

*

Hfiere end Kirken. 50

af ſine Lungers fulde Kraft: „Ak, gid Keiſeren nu
vilde komme!“, ſom om han ikke vilde unde ſig ſelv
alene denne Times hele ubegribelige Lykſalighed, og
ſom om kun en Keiſer kunde dele den med ham. Men
Keiſeren kom heller ikke idag, og Hans fnittede i
Roſentrœets Bark med den ſtkjonne Kniv, ſom han
havde modtaget af den Salvedes Haand, Bogſtaverne
M og Hog en lille Keiſerkrone ovenover. Det ſkulde
ſige: Maria, Hans og Keiſer Maximilian. 6

Hoſten gik, og Vinteren kom, men for hver Dag
ſages de kun ſjeldnere og ſjeldnere, og Hans fang da
til Gjengjeld deſto tiere baade Sangen om Roſen⸗
buſkens Torne og mange andre Gange, fan at det
endte med, at Ruppacher merkede det og truede Pigen
med at forbande og forſtode hende, hvis hun ikke holdt
ſig borte fra „Rakket“.

Saa kom da den Aften, da det unge Par for
ſidſte Gang fad ſammen under det Roſentre, ſom de
ſelv havde plantet for otte Aar ſiden — han, en ſmuk
een og tyvegarig Yugling, hun en bly, endnu ikke fuldt
udſprungen Knop paa ſexten Somre. Det var en af
Sydens lune, milde Februardage. Sneen var ſmeltet,
og en ſagte Luftuing bevægede Roſentreets tornede,
endnu brune Grene. Hun ſtod med bedrovet, boiet
Hoved foran ham og havde juft fortalt ham Alt, hvad
hun favde maattet høre og lide i Hjemmet; nu taug
hun ſtille. Hendes Haand hvilede i hans, og ſtore
Taarer trillede hende ned over de blege Kinder.

35

506 Hgiere end Kirken.

„Maili“, ſagde han, „troer Du virkelig ogſaa, at
jeg er ſaadant et ſlet Menneſke?“

Der var noget Madonnaagtigt i de ſtore, taare—
fyldte, blaae Dine, da hun tillidsfuldt fæjtede dem paa
ham og ſagde, idet et yndigt Smil gled hen over det
ſtionne Pigeanſigt: „Nei, Hans, det hverken troer
jeg, eller vil jeg nogenſinde komme til at troe. Ingen
ſkal kunne bibringe mig en falſk Mening om Dig.
De fjende Dig jo Alleſammen flet ikke, men jeg kjen—

der Dig. Du har opdraget mig og lært mig det, ſom

de Andre Intet fjende til, — hvad der er jfjønt og
ſtort. Du har gjort mig til den Smule, jeg er, lige—
ſom Din Kunſtnerhaand former et Menneſkebillede af
det plumpe Træ", og hun greb hans kraftige, hærdede
Haand og trykkede den ſagte og omt til ſine blode,
varme Læber. Han fandt fig gjerne deri, thi dengang
kjendte de Unge endnu Intet til vore Dages Kjerlig—
hedsetiquette, og hun foldede fine fine, ſpede Fingre
over hans og ſagde videre: „Paa Dig vil jeg troe
og ſtole hele mit Liv, thi Du forherliger Gud i din
Kunſt, og den, der gjor det i Ord eller Billede, han
kan ikke være flet!”

„Og vil Du blive mig tro, Maili, indtil jeg har
bragt mig ſelv og min Kunſt i Wre og kan komme
igjen ſom en anſeet Mand og frie til Dig?“

„Ja, Hans, jeg flytter ikkte min Fod ud af min
Faders Hus uden for at gage til Dig — eller til
Kloſtret. Og ſkulde jeg doe, forinden Du kommer til

Hsiere end Kirken. 507

bage, faa vil jeg ligge begravet her under Keiſertrcet,
hvor vi har tilbragt faa mange lykkelige Timer. Og
ikke fandt, ſaa kommer Du og fætter Dig her og hvi⸗
ler ud efter al din Moie og alt dit Arbeide, og
hvert et Roſenblad, ſom Træet drysſer ned over Dig,
ſkal være et Kys fra mig!“

Bevegelſen overveldede hende, hun ſank, badet i
Taarer, til haus Bryſt og begge de unge, betrengte
Hjerter ſloge hinanden imode i Affkedens bittre
Smerte, og det var, ſom kom der ſagte, ſpirende For⸗
aarsrore og Foraarsanelſer i Roſentrcets fine Marv.

„Gred ikke, Maila“, ſagde Hans endelig, idet
han tog fig ſammen. „Det vil nok gaae os godt.
Jeg gager til Dürer, ſom Keiſeren har befalet, og
lærer hos ham, og naar jeg faa ev bleven rigtig dyg⸗
tig, fan gaaer jeg til Keiſeren, forebringer ham min
Sag og beder ham lægge et godt Ord ind for os hos
din Fader.“

„Ak ja, Keiſeren“, raabte Maili, „ak gid han
dog engang vilde komme tilbage! han vilde kunne
hjælpe os!“

„Han kommer ſikkert tilbage, min Elſkede“, mente
Hans tillidsfuldt, „vi vil bede ret inderlig, at den
fjære Gud vil fore mig til ham eller ham til os.“

Og de knelede Begge ned i det fugtigkolde Vin⸗
tergres, og de ſyntes, at Gud dog maatte gjore et
Vidunder og for deres Sine forvandle Keiſertrcet

til Keiſeren ſelv.
3057

508 Hgiere end Kirken.

Men pludſelig — hvad var det? Domkirkens
ſtore Klokke vingede — langſomt, hoitidelig dumpt,
med en dyb og inderlig Sorgeklang.

De to Elſtende ſage forſkrekkede op. „Hvad er
det — er der Ildebrand — er det Fjenden?“ De
anede en frygtelig Ulykke.

Nu kom der Folk gagende op ad Bjerget, og de
rettede deres Skridt hen imod Kirken. Hans ilede dem
imode for at høre, hvad der var paafærde, medens
Maili ſtjulte fig i Kirkens Chorgang.

„Hvor har J været henne, at J itfe veed det“,
raabte Folkene: „Det er jo blevet loeſt op paa Tor⸗
vet: Keiſeren er dod!“

Keiſeren dod!

Den ſtakkels Hans ſtod ſom ramt af Lynet, alle
hans Forhaabninger vare tilintetgjorte med eet Slag.
Men da der igjen blev ſtille og tomt paa Pladſen
foran Domkirken, da fatte han fig paa Benken, lænede,
fuld af kvcelende Smerte, Hovedet op til Roſentrecets
flanke, fine Stamme og hulkede høit: „Ak, min Kei⸗
Jer, min kjere gode Keiſer, Hvorfor har Du forladt
os!“ Da følte han en blød Haand ſagte lægge fig
paa hans Skulder, og Maili ſtod ved hans Side.
Det var nu næften blevet mørkt, og kun Rhi⸗
nens blanke Vandflade gjenſpeilede endnu mat de ſidſte
Straaler af Dagslyſet. Klokkeklemtningen var tilende,
Dodsklagen forſtummet, og trindt om i Naturen var

Hgiere end Kirken. 509

alt ſaa tyſt og ſtille og uddod, ſom om. det aldrig
mere vilde blive Foraar.

„Ak, Maili“, klagede Hans halv afmegtig af
Smerte, „Keiſeren kommer ikke mere tilbage!“

„Men Gud er hos os, og han forlader os ikke!“
ſagde Maili fromt, og hendes blaae Dine lyſte igjen „
nem det demrende Tusmorke, ſom var det et Par fra
Himmelen banlyſte Stjerner, der lengtes tilbage til
deres gamle Plads.

Og da Hans fane hende ſtage ſaaledes for fig
med de ſkjonne Arme korslagte over Bryſtet, i hele
hendes jomfruelige Renhed og Veemod, da lyſte hans
Aaſyn af Glæde, og han foldede begeiſtret fine Hænder.

„Maria!“ hviſkede han. „Ja, Gud vil ikke
forlade os! i dette Sieblik ſtaaer Himmeldronningen for
mig, og naar jeg kan drive det til at ſkabe, hvad jeg
nu ſeer for mit Blik — da er jeg en Kunſtner, ſom
ikke længer trænger til nogen Keiſers Hjælp.”

Den næjte Morgen gryede næppe, for Haus,
reiſeferdig, med Randſlen paa Nakken og Lederpungen
med de ſidſte Reſter af Keiſer Maximilian's Guld⸗
gylden vel forvaret paa Bryſtet, traadte ud af fin
Dor, lukkede det lille Hus forſvarlig i Laas, ſtak
Noglen i Lommen og tiltraadte ſin lange Vandring.
Endnu engang gjeulod hans klangfulde blode Stemme
i den ſtille By:

„Men kommer Du til Roſen ud,
„Da fri det af dets Smerte.“

— — —

510 Hoiere end Kirken

Da aabnedes ſagte og lydloſt i Ruppacher's Hus
et af de lavere Vinduer med de runde, i Bly indfat⸗
tede Ruder, og et hvidt, taarevedet Torklede tilviftede
ham igjennem Morgendemringen den ſidſte, ſtumme
Afſkedshilſen. Da var det, ſom kvaltes Stemmen af
Taarer, og uſikkert, halvt uforſtageligt lød det:

„Mangt Træ med ſkjgut og ſaftigt Bær
„Har vel dit Sie frydet
„Men dog jeg troer, at ſlig en Frugt —“

Nu forſtummede Sangen helt; Bevegelſen havde
overvældet de unge Hjerter, der faa nodig vilde ſkilles,
og man horte endnu kun hans faſte Skridt og Vandre⸗
ſtavens Klirren paa Broſtenene, da han vandrede ud
af Byen. ;

III.

Det ene Aar forlob efter det andet; Hans Lie⸗
frink var forlængft glemt. Man tenkte kun paa ham,
naar man tilfeldigvis kom forbi det lille aflaaſede
Hus med de blindede Vinduer; man vidſte ſnart ikke,
hvem der kunde gjøre Fordring paa det.

Kun Een tænkte beſtandig, Nat og Dag, paa
ham og haabede og ventede med Brudens ſtille, hen—
givne Lengſel. Hverken Faderens Bonner eller Trud⸗
ſler formagede at bevæge Marie Ruppacher til at lytte
til nogen af de talrige Friere. Hun forlod aldrig
Hiemmet, undtagen for at vandre op til Kirken, og
hver Aften efter Mesſen vandede hun Keiſertrcet, for
at det kunde ſkyde vigtig kraftig i Veiret og glede

Hpiere end Kirken. 511

hendes Hjertenskjcers Sjæl, naar han engang kom friſt
tilbage. Det var jo det Eneſte, ſom ſtod i inderlig
Sammenherng med ham; de havde plantet det ſammen
og elſtet det ſammen, — derfor pleiede hun det lille
Træ med fordobblet Omhyggelighed, ligeſom Moderen
pleier Barnet, ſom Faderen har ladet tilbage i hendes
Varetegt, for at han kan gjenfinde det rigtig ſtort og
ſterkt, naar han vender tilbage. Og Træet voxede og
trivedes, Det var allerede ligeſaa høit ſom Niſchen,
det ſtod i, og begyndte alt at ſtrekke fine Grene ud
over den, men hun boiede dem ind igjen og bandt
dem faſt til Muren, faa at den blomſtrende Top igjen
maatte ind under Hvalvingen.

Denne ſtille Gjerning var hendes eneſte Glæde
og Opmuntring. Hendes Dage forlob under Arbeide
og Bon, og hendes friſke Kinder begyndte at blegne,
men Faderen ſage uden Medlidenhed fit ſkjonne Barn
blive mere ſtille og ſorgmodig med hver Time, der
gik. Det var en Lykke for hende, at de begyndende
Reformationskampe, ſom ogſaa truede Breiſach, mere
og mere lagde Beſlag pan Ruppachers Tid og forhin⸗
drede ham i at udfore ſin Henſigt, at gifte Maria
bort enten hun vilde eller ikke.

Stormen nærmede fig Breiſach mere og mere,
Keiſerſtolens Bonder reiſte fig for den nye Lære, og
den fif med hver Dag nye Tilhængere. Byen bævede
for ſin ældgamle Tro, og medens der i det Ybre blev
foretaget omfattende Forſvarsanſtalter, raadede Stadens

512 Hpiere end Kirken.

Erkehertug, Ferdinand, Keiſer Maximilian's Barne—
barn, til ogſaa inde i Byen at foretage Alt, hvad der
pan nogen Maade kunde ſtyrke og befceſte den gamle
Tro. Med from Offerberedvillighed gjorde Enhver:
hvad der ſtod i hans Magt; Stiftelſer byggedes og
Gaver ſtjenkedes for at ſikkre Geiſtlighedens Anſeelſe,
for at foroge og forbedre alle kirkelige Eiendomme og
Embeder, og endelig for at forherlige den katholſke
Troes ideale Skikkelſer ved Billeder og Kunſtveerker i
ſelve Kirkerne. Man havde i Breiſach længe folt
Savnet af et værdigt Hoialter; juſt nu var Sieblikket
kommet til at ſkaffe det tilveie, uden Henſyn til hvad
det vilde koſte, og man beſluttede at lade udfore
et Vork, ſom ſkulde fremſtille hele den himmelſke Her—
lighed under Eet og derved ſtyrke Troen hos ſvage
og vaklende Sjale.

Man lod udgaage en Rundſkrivelſe til alle tydſte
Kunſtnere om, at de ſkulde indſende Tegninger, Udkaſt
og Forflag til dette Verk, og den, der indſendte de
bedſte, vilde da fane Arbeidet overdraget. Om alt
dette horte Maria ikke meget, thi hun færdedes nu
aldrig iblandt Byens Beboere, ſom altid ryſtede paa
Hovedet, naar de ſage hende, og kaldte hende Himmel—
bruden. Hun levede enſomt og rolig i ſit lille Kviſt—
veœrelſe; men med hver Dag blev hendes Blik mere
bedrøvet og taareblendet, naar hun ſaage op paa Chri⸗
ſtusfiguren, ſom hendes Hans engang havde fnittet til
hende. Det var nu paa det femte Aar, at man ikke

FS

rn

Hoiere end Kirken. 513

havde hort Noget til Hans. Visſelig kunde og turde
han jo ikke ſtrive til hende, og Venner havde han
ingen af i Breiſach. Men denne ſtadige Leven i
Uvished tærer paa Livskraften; Maria var legemlig,
men ikke aandelig tret, dodtret af at vente forgjæves,

Eu Aften fatte hun ſig da til at nedſkrive fin
ſidſte Villie. Hendes Fader var oppe pan Raadhuſet,
faa at hun var alene og uforſtyrret.

„Naar jeg er dod“, fkrev hun, „onſker jeg at
blive, lagt til Hvile oppe ved Domkirken under det
Roſentrae, ſom jeg, medens jeg var Barn, plantede
deroppe til Are for den gode Gud. Skulde Hans
Liefrink nogenſinde vende tilbage, beder jeg .. ..“

„Men kommer Du til Roſen ud,

„Da fri det for dets Smerte —“
lod det pludſelig ſagte, ganſke ſagte under hendes
Vindue.

Hurtigere end Stjerneſkuddet paa Himlen, hurti⸗
gere end nogen Blomſterknop ſpringer ud, ſtod den
unge Pige, i ſamme Sieblik Lyden naaede fjendes Øre,
henne ved Vinduet og gjentog med bevende Stemme
Slutningsſtrofen.

„Min Elſkte kom, pluk Frugten af“,

lod Svaret atter over Muren dernede fra — og Pa⸗
piret med det paabegyndte Teſtamente, Pennen og
Blekhuſet, Alt floi hulter til bulter ned i Skuffen, og i
ſamme Sieblik var Pigen allerede faa hurtig ſom

514 Hsiere end Kirken.

FJuglen, der flipper ud af fit Bur, pan Veien op ad
Bjerget; og afſted foer hun uden at ſee fig om, ret
ſom om hendes Lykke, hendes ubeſtrivelige, ufattelige
Lykke, vilde ſorſvinde, naar hun vendte fig om, og
hun ſage en Anden end den fænge Ventede bag ved
ſig. Hurtige Skridt, ſom med hvert Sieblik blev ſter—
fore, nærmede fig hende. Nu ſtandſede hun med ban⸗
kende Hjerte aandelos ved Keiſertreet, og i ſamme
Dieblik følte hun fig faſt omſlynget af to ſtcerke Arme;
hun miſtede Beſindelſen — det var, ſom om Rhinens
Bolger bruſende ſteg op ad Bjergets Side, ſtormede
hen over hende og med Magt drog hende ned
med fig, og hun klamrede fig faſt til den Sterke
ſom holdt hende i fine Arme, for ikke at ſynke ned i
det umaadelige Dyb. Hun laa bevidſtlos og bleg ved
den Elſtedes Bryſt.

Til al Lykke kom der Ingen forbi; og da Maili
atter kom til fig ſelv, ſad Hans paa Beenken og vug⸗
gede hende ømt paa fine Knæ, medens han gned hen⸗
des Tindinger og Hender og varmede hende lige ind
i det Inderſte af hendes Sjæl med fit Livs og ſin
Kjerligheds glødende Aande. Længe, længe fade de
tauſt klyngede til hinanden.

„Mit trofafte Liv“, ſagde Hans endelig; „Du er
faa bleg, ſom om Du var ſyg?“

Hun ryſtede med et ſaligt Smil paa Hovedet.
„Nei, nu ikke længere, nei ſaa fandt jeg lever, nu

Hgiere end Kirken. 515

ikke længere! Men Du blev for længe borte! Havde
Du ikke kunnet komme for tilbage?”

„Nei, min Elſkede, det kunde jeg ikke. Hvis jeg
var kommen tilbage ſom en fattig, ubekjendt Stakkel,
vilde Din Fader ſaa ikke igjen have jaget mig bort
fra fin Dorterſkel med Skam og Skjendſel? Da
bilde vi blot have gjenſeet hinanden for at fkilles ſtrax
efter for anden Gang. See, derfor har jeg holdt ud.
faa længe jeg kunde lere Noget, ligetil jeg kunde ſige
til mig ſelv: nu har Du Lor til at frie til Ruppa⸗
chers ſmukke Datter. Jeg tumlede mig forſt om i
Verden og uddannede mit Sie ved at ſtudere alle de
ſtore Byers Kunſtſkatte, og ſaa gik jeg til Dürer og
arbeidede i hans Verkſted og nu nævnes mit Navn
med re iblandt haus Diſciple.“

„Ak, Hans, troer Du virkelig, at det vil forſone
min Fader?“ ſpurgte Maria engſtelig.

„Ja, Maili — det er umuligt andet. Jeg har
hort i Nürnberg, at Ovrigheden her endelig vil lade
udfore et nyt Hoialter til Domkirken. Jeg er ilet
herhid for at melde mig til dette Arbeide, og bliver
jeg funden værdig til at ſtabe ſaadant et Vork —
hvad ſkulde vel fan din Fader kunne have at ind⸗
vende imod mig?“

Maili ryſtede dog endnu ſtadig vantro paa Ho—
vedet, men Hans var fuld af Haab.

„Nei ſee, hvor det gamle Keiſertre er voxet.“
raabte han beundrende, „det har Du rigtig nok pleiet

— — — — —

516 0 Hpiere end Kirken.

godt! Men det er, ſom om det havde indſuget alt!
det frijfe rode Blod, ſom dine Kinder have miſtet,
faa purpurrøde ere dets Roſer. Giv mig min lille
Maili's Blod tilbage, Du Tyv“, ſagde han ſpogende,
idet han plukkede en Haandfuld Roſer af og ſtrog dem
blidt hen over hendes Kinder, ſom om han vilde ſminke
dem; men de blev ved at være hvide. „Det hjælper
ikke, ſaa maa vi hitte paa et andet Middel“, ſagde
han og kysſede hende. „Naada. den Sminke var
bedre“, lo han og klemte i overſtrommende Lykke og
Salighed Pigens rodmende Anſigt til ſit Bryſt.
„Spring ud, min Roſenknop, ſpring ud, Foraaret er
kommet!“ 7

En halv Time ſenere traadte Raadſtutjeneren med
ryſtende Skridt ind i det hoigavlede Breiſacher-Raad⸗
hus's Forſamlingsſal.

„Jeg beder det hoiviſe Raad allerydmygſt om
Undſkyldning“, bad han, „men der er Een herudenfor,
ſom indtrængende begjeerer at ſtedes for det hoiviſe
Raad.“

„Hvem er det?“ ſpurgte Borgermeſteren.

„Det er Hans Liefrink“, ſagde Raadſtutjeneren,
„men i ſmukke Kleder — jeg havde ondt ved. at gjen⸗
kjende ham.“

Det var en Overraſkelſe! „Hans Liefrink, den
Landſtryger, ſom ved Nattetid ſtjal ſig herfra, og ſom
har flakket omkring det ene Aar efter det andet, Gud
maa vide hvor? Hvad vil han?“ ſpurgte Ruppacher':

Høtere end Kirken. 517

„Han vil melde ſig til Hoialter-Arbeidet og fore⸗
lægge det hoiviſe Raad fine Tegninger.”

„Hvad? Skulde vi indlade os med ſaadan en
Landſtryger?“ ffreg Ruppacher, og de øvrige hoiviſe
Herrer ſtemmede i med.

„Lad ham ſee til, han kan pakke ſig derhen, hvor
han kom fra!“ løb det endelige Svar, „ſaadant et
Arbeide betroer man ikke den forſte den bedſte Stym⸗
per, ſom Ingen veed om, hvad han duer til.”

Den godmodige Raadstjener forlod nedflaaet Sa⸗
len med denne ubarmbjertige Beſked. Men ftrar efter
kom han tilbage og præfenterede med dybe Buk Bor⸗
germeſteren en Mappe.

„Liefrink vil ikke gage; han beder de ſtrenge og
hoie Herrer om blot en euneſte Gang at fee hans
Tegninger igjennem — og naar de ſtrenge Herrer
ikke vide, hvad Hans Liefrink duer til, faa beder han
dem ſporge fig for hos Dürer i Nürnberg; han vil
kunne give de ſtrenge Herrer Beſked derom.“

„Hvis den frælfe Karl ikke pakker fig, og det
ſnart“, raabte Ruppacher raſende, „ſaa lade vi sm
fætte i Hullet!”

„Saa ſagte, fan ſagte, Mefter Ruppacher“, fare
Borgermeſteren, der var en beſindig Mand og imid⸗
lertid havde aabnet Mappen: „Den Tegning er dog
ikke jaa rent daarlig, efter hvad jeg kan ſtjonne. Det
er Guds Moder, der krones i Himlen. See, hvor
det er ſindrig udtænkt.”

518 Hgiere end Kirken.

„At gjøre et Udkaſt er meget lettere end at ud—
fore det“, mente de Andre.

„Ja, ja, han har dog maaſkee gjort Fremſkridt“,
bemærkede Borgermeſteren, „og naar Alt kommer til
Alt, gjor han det vel ogſaa billigere end de beromte
Meſtre.“

Dette Henſyn gjorde et viſt Indtryk paa Mange;
men det vilde dog have været uhort, om man havde
overdraget et faa ſtorartet Værk til et ſimpelt Brei⸗
ſacher⸗Barn ſom Hans Liefrink, hvem Alle og Enhver
jo havde kjendt ſom en dum Dreng, der voxede op,
uden at man nogenſinde ſaae ham tage ſig noget Or—
dentligt til, — ja, og ſom man tilmed havde foragtet
og ſeet over Hovedet! Nei, det vilde virkelig ikke
tage fig godt ud nu at lade ham komme til Hæder og
Verdighed! Og faa blev Hans Liefrink unigjenkalde⸗
lig afviiſt.

Men eet Gode havde det dog: Herrerne kom
derved paa den Tanke, for ret at ſikkre ſig, at Arbei⸗
det kom i de bedſte Hender, at ſende Albrecht Dürer
de indtil da indleverede Tegninger og bede ham udtale
fin Dom over dem.

Maili græd bitterlig, da hun horte, hvor ilde
det var gaaet Hans oppe paa Raadhuſet; men han
fortvivlede dog ikke helt endnu, han haabede paa Al⸗
brecht Dürer, og ſamtidig med det hoiviſe Raads
Skrivelſe afgik der ogſaa et Brev fra Hans Liefrink
til hans berømte Ven og Lærer.

Høiare end Kirken. 519

De folgende Uger forlob vel i en bange Spen⸗
ding, men ofte havde de Elſkende dog hemmelige CC
ſkovsmoder, thi Aaret 1524˙8 politiſke Kampe og For⸗
virring bortdrog fan godt ſom ganſke Ruppacher's
Opmerkſomhed fra Datteren. De ſages i denne Tid
mere uforſtyrret end nogenſinde for, og Maria levede
op igjen og fif hurtig det blomſtrede Udſeende tilbage.
Hans var atter Draget ind i fit fan længe ubeboede
Hus og havde benyttet Tiden til at ſnitte fig en ny
Husdor, ſom til Trods for Kunſtnerens ringe Aner⸗
kjendelſe i hans Fodeby, gjorde ikke fan lidt Opſigt.

Dürer's Svar fod lenge vente paa fig, thi med
Poſtbefordringen var det dengang yderſt ſlet bevendt,
og Folk maatte, iſtedenfor at vi mu kan regne med
Dage og Timer, ofte vente Uger og Maaneder paa
deres Breve. Endelig kom Svaret da efter fire Ugers
Forlob. Men hvem kan beſtrive det forſamlede Raads
maalloſe Forbauſelſe, da Skrivelſen ikke indeholdt an⸗
det end den foragtelig afviſte Hans Liefrink's Tegning
med vedfoiede Ord fra Dürer: „at han kunde med ſin
bedſte Villie ikte anbefale dem noget Smukkere end
det vedlagte Udkaſt af hans Ven og Diſcipel, Hans
Liefrink, for hvis udmerkede Dygtighed han vilde
indeſtaae. Han kunde heller ikke forſtaae, at en By,
der nod den Wre at beſidde en ſaadan Kunſtner i ſin
Mitdte, kunde falde pan at henvende fig til fremmede
Kunſtnere. Hans Liefrink var et ſaa moralſt heder⸗
ligt og pligtopfyldende ungt Menneſke og en fan ſtor

520 Hiere end Kixken.

Kunſtner, at Byen Breiſach maatte vere ſtolt af at
kunne falde ham fin og ffulde gjøre alt Muligt
for at beholde ham, thi Hans Liefrink var en Mand,
for hvem hele Verden ſtod aaben, og kun hans tro—
faſte Kjærlighed til fin Fodeby havde kunnet bevæge
ham til overhovedet atter at vende tilbage til Breiſach.“

En halv Time efter bette Brevs Ankomſt, drog
en efter Breiſacher⸗Maaleſtok nhort ſtor Menneſke⸗
masſe op ad den ſnevre Gade. Hans, der fad rolig
i ſit Verkſted og arbeidede, lob hen til Vinduet for
at fee, hvad der kunde være paafcerde. Men, o Under!
Toget ſtandſede udenfor hans eget Hus, og Mesſing⸗
Dorhamren dundrede gjaldende imod det ſmukt ud⸗
ſkaarne Lovegab midt paa hans Dor.

Hans aabnede Doren, traadte ud og ſtod Anſigt
til Anſigt med en Deputation af Raadet i feſtligt
Optog, efterfulgt af alle de nærliggende Gaders Be—
boere.

„Hvormed kan jeg være Herrerne til Tjeneſte?“
ſpurgte han forbauſet.

„Hans Liefrink“, begyndte Deputationens Ord—
forer, „det hoiviſe Raad i denne Stad lader Eder
herved melde, at det ſaa godt ſom eenſtemmig har be—
ſluttet at antage Eders Tiklbud betreffende Udforelſen
af et Hoialter til vor Domkirke og tilmed uden Hen⸗
fyn til Pengeſporgsmaal, ſaa at J kan hæve hos
Raadets Kasſerer Alt, hvad J J behover til Anſkaffelſen
af Materialier oſv.“

Høtere end Kirken. 521

Hans ſlog Henderne ſammen af Glæde: „Er
det fandt! er det muligt! Siig mig dog, hoiedle Her⸗
rer, hvem ſkylder jeg denne min Lykke?“

„Raadet ſender Eder tillige denne Skrivelſe fra
Albrecht Dürer, ſom vi her ville opleſe for Byens
Indvaanere“, ſagde Ordforeren og opleſte derpaa med
hoi og lydelig Stemme hele Dürers Brev. Haus
lagde i fin overvættes Glæde ikke Merke til, hvorledes
hans Nabo Ruppacher med indædt Arrighed fmæffede
alle fine Vinduesſkodder i, ſom om han ikke kunde
taale at hore den unge Kunſtners Ros gjenlyde i ſine
Oren. Men da Deputationen havde forladt Huſet, og
Hans var alene, traf han ſine bedſte Klœeder paa, fiat
en Blomſt i Knaphullet og gik over til Nabo Ruppa⸗
cher, thi nu var Sieblikket kommet, da han turde, frie.

IV.

Maili lukkede ſelv Doren op for ham, et ſagte
Skrig af glad Skrek — et hurtigt Kys — og hun
var allerede ſmuttet ind i fit lille Verelſe, hvor hun
med bankende Hjerte ſank ned foran fin Bedeſkammel
og anraabte den hellige Jomfru om Hjelp og Biſtand.
Hans traadte uforfærdet ind til Ruppacher.

„Oho. hvad vil J?“ raabte Ruppacher med flam⸗
mende Oine, inden han endnu havpde faaet et Ord
fremfort.

„Jeg vilde forſt og fremmeſt, Hr. Raad, aflægge

54

522 HSøiere end Kirken.

min Tak til Eder for den Tillid, hvormed den hoiviſe
Ovrighed har hædret —“

„Det ſkal J ikke gjore her“, afbrod Ruppacher
ham bidende; „jeg har ikke givet Eder min Stemme.“

„Virkelig?“ lagde Hans noget forbløffet, „det
var ikke ſmukt gjort af Eder, Hr. Raad! hvad havde
J da at indvende imod mig?“

„Hvad? det ſporger Jom? Er det ikke Eder,
der har flanet med min Datter og gjort Pigebarnet
forrykt i Hovedet, ſaa at hun nu beſtemt vægrer fig
ved at ægte nogen ærlig Mand, fordi hun ſtadig væl
ganer med Eder i Tankerne?“

„Hr. Raad“, ſagde Hans rolig. „Jeg veed en
ærlig Mand, ſom hun gjerne vil ægte, og jeg er kom⸗
men for at bringe Eder ham“.

„Naa, hvem ſkulde det vel være?”

De er mig ſelv, Hr. Raad!“

Ruppacher opflog en ſkraldende Latter: „Du?
Har man nogenſinde hort Magen? Tiggerungen un⸗
derſtager fig til —“

„Hr. Raad!“ foer Hans op: „Jeg har aldrig
været og er ingen Tigger. Jeg var fattig, men lad
mig ſee den, der tor ſige mig paa, at han nogenſinde
har ſkicnket Hans en Hvid! Min Fader ernærede
os ved Træffæreri, og min Moder fkaffede os efter
hans Dod redelig det daglige Brod ved ſine Henders
Arbeide. Det Eneſte, ſom jeg har modtaget af Nogen,
fan længe jeg har levet, det var Kniven og Penge⸗

Hgiere end Kirken. 523

pungen, ſom Keiſer Max gav mig, og dem bad jeg
ikte om. Keiſeren gav mig dem, fordi den ſtore
Mand, hvis Øie forſtod at trænge lige ind til Bunden
af en Menneſkeſjœl, erkjendte, at der var en ærlig
Streben hos den fattige Dreng. Det var ingen Al⸗
misſe, — med Kniven arbeidede jeg, og Guldpengene
gjemte jeg paa, indtil jeg kunde bruge dem til min
kunſtueriſte Uddannelſe, og, det kan J viſt ikke nægte,
at de har baaret gode Renter. Jeg er ingen Tigger,
Hr. Ruppacher, og det Skjeldsord taaler jeg der-
for ikke!“

„Ja fan! Du taaler det ikke?“ ſpurgte Ruppa⸗
cher, dog i en noget nedſtemt Tone, „men hvor er
da dine Rigdomme? viis mig dem, faa kan vi tales
nærmere ved.“ j

„Her og her har jeg dem, Hr. Raad.“ Hans
pegede paa ſit Hoved og ſin Haand.

„Vil Du have mig til Nar, Slyngel?“ ſtreg
Ruppacher raſende.

„Nei, Hr. Raad — dermed vil jeg blot ſige Eder,
at et tænfende Hoved og en flittig Haand ogſaa pan
fin Viis er en Rigdom, thi mit Hoved og min Haand
frembringer de Verker, ſom har ſkaffet mig Eiendom
og Penge — og tro mig, der ſtikker endnu en god
Del Penge verdi i dem, ſom med Tiden vil komme
frem for Dagens Lys.“

„Og den Slags Luftkaſteller fulde jeg troe paa
34”

524 Hpiere end Kirken.

og uden videre give min Datter bort til en Mand,
der ikke har Andet end fra Haanden til Munden!“

„Hr. Raad, jeg har mere end nok for mig og
min Huſtru til at leve af i to Aar; Arbeidet til Dom⸗
kirken vil jo ſkjcenke mig mit rigelige Udkomme, —“

„Og efter de to Aar, hvad ſaa?“

„Saa fager jeg nye Beſtillinger —“

„J troer altſaa, at Verden ikke har Andet at
fænfe paa end at ugle fig ud med Eders Snorkler?
Det er ſvere Tider, vi gage i Mode, ſkal J vide, og
ſaa har man ingen Penge til den Slags Narreri.
Var J endda en hæderlig Skrædder eller Skomager;
Kleder og Sko maa ethvert Menneſke have, men den,
'der driver den Slags brodloſe Kunſter ſom J, han
kan i vore Tider ikke bruges til andet end til Bjorne⸗
trœkker eller omvandrende Gjogler — og fan kunde
vel den ſmukke Raasherredatter fane Lov til at ſpille
Luth eller ſaadant Noget paa offentlig Gade. Ei, ja,
det kunde jo være net!“

Hans Liefrink ryſtede af Harme, men han betvang
fig dog for Maili's Skyld og ſvarede beſkedent og
ſagtmodig: „J kjender mig ikke, Hr. Ruppacher. Jeg
var en fremfuſende Dreng, der altid vilde lobe Hove⸗
det lige imod Væggen, men det er forbi nu. Jeg har
tumlet mig om i Verden og lert at indſee, at Kunſten
kan ikke undvære Brod; jeg har ogſaa lært at drive
Haandveerk ved Siden af min Kunſt for at kunne leve,
og ſkulde det komme faa vidt, kan jeg ogſaa ernære

Hziere end Kirken. 525

mig paa den Maade. Eders Datter ſkal ikke komme
til at lide Nod, ſelv om hendes rige Fader gjor hende
arvelos, og kommer der engang bedre Tider, og Kjer⸗
ligheden til det Skjonne og til Fredens Kunſter vaag⸗
ner paany, da er Hans Liefrink atter Kunſtner med
Liv og Sjæl!”

„Naa, og faa er han noget rigtig Stort, ikke
ſandt, naar han bare er Kunſtner!“ ſagde Ruppa⸗
cher haanligt, „hvad troer Du vel, Du Nar, at jeg
bryder mig om en Kunſtner? Dagtyve er J, altfor
Dovne til at arbeide og for dumme til at kunne be-
klede nogen ordeutlig Stilling. J hænger med Nerbet
og har Jert dumme, orkesloſe Hoved fuldt af Tant
og Narreri, ſom J gaaer igjen og fætter andre mere
ſtittelige og agtverdige Folk i Hovedet. Den, der
holder paa Orden og god Skik, gjor bedſt i at holde
ſaadant noget eventyrligt og herreloſt Pak ſaa langt
fra Livet ſom muligt!“

„Store Gud, giv mig Taalmodighed!“ raabte
Hans Liefrink raſende. „Hor Mand, var J ikke
Maili's Fader, da ſtulde jeg vel pan anden Maade
vide at fane Opreisning for den Skjendſel, J her
tilføjer mig; gode Gud, hvad er det for Menneſker,
jeg ſkal være nødt til at boie mig for! med hvilke For⸗
Domme maa jeg ikke fjæmpe! Trindt omkring mig har
jeg hele den ſtore, ſmilende, lokkende Verden, beſtraalet
af den forſte Solglands fra det Skjonnes vaagnende
Idee — Alt, hvad der har Tanke og Folelſe, ſtrommer

526 Hgiere end Kirken.

jublende den uys oprundne Stjerne imede; Humani⸗
ſterne og Kunſtnerne, Alle have forenet ſig for at
ſkabe og værne om det Skjonne, og de Ulerde, Folket,
ſynker, blændet af det overjordiſte, uſædvanlige Lys,
ned for deres Fodder og ſiger: „for os fremad!“ En
Keiſer har holdt Stigen for Albrecht Dürer, medens
han ſtod og malede — og en Raadsherre i Breiſach,
hvis Støv om kortere eller længere Tid. vil være
ſpredt for alle Vinde, mishandler den guddommelige
Kunſtners Yndlingsdiſcipel ſom en almindelig Tolper!
Derude i Verden har jeg nydt alle Wresbeviisninger
for mit Talent, og her i denne morke, jammerlige
Krog maa jeg lade mig trede under Fodder, fordi
jeg bringer en Straale herind fra hin lyſende Verden,
ſom Eders lysſtye Sine ikke kan taale at fee paa —
alt det, fordi jeg er Kunſtner!“

„Afſted med Dig da til det lyſe Helvede, ſom
Du kalder „Verden“, Du frekke Karl“, raabte Rup⸗
pacher: „Hvorfor blev Du ikke der? hvorfor har Du
nedladt Dig til at opſoge vor morke og jammerlige
Krog?“

„Fordi jeg elſker Eders Datter, Fader Ruppacher,
elffer hende ſaa inderlig, at intet Offer er mig for
ſtort, naar det gjelder hende?“

„Og Du har virkelig for fuldt Alvor troet, at
Ruppacher vilde give ſin Datter til en Kunſtner?“

„Ja, Fader Ruppacher, efter den Anſeelſe, ſom

Hpiere end Kirken. 527

denne Kunſtner nyder ude i Verden, kunde jeg ikke
troe Andet.“

„Om ſaa Keiſeren ti Gange kan more ſig med
at holde Stigen for Dürer — eller borſte hans Sko,
om Du vil — jan holder jeg mig til hvad der er
Skik her i Landet, og jeg ſiger Dig, at ligeſaa lidt
ſom Du kan ſtille et Alter op i Domkirken, der er
hoiere end Domkirken ſelv, lige jaa lidt kan Du komme
til at fore min Datter ind i dit Hus!“

„Er det Eders ſidſte Ord?“

Ruppacher opflog en haanende Latter og ſagde:
„Ja, ſnit mig et Alter, der er hoiere end
den Kirke, det ſtaaer i — da ſkal Du faae
min Datter — men for ikke, faa fandt
hjelpe mig Gud!"

Et hjerteſterende Skrig trængte ud fra Sidevæ-
relſet. Ruppacher gik hen og lukkede op; Maili (aa
afmegtig bag Doren. Hans ilede til, men Ruppacher
løftede Armen truende imod ham og raabte:

„Pak Dig herfra, eller jeg forgriber mig paa
Dig, Du Kvindeforfolger!“

Et Oieblik forekom det Hans Liefrink, fon rørte
den Kniv, Keiſeren hade givet ham, fig i haus Lomme.
Han kempede en haard Kamp, og ſtore Sveddraaber
perlede ham pan Panden, men Kniven blev i Lommen.
Han betvang ſig, boiede tauſt Hovedet og gik. Solen
brendte ham paa Isſen, da han kom udenfor, det
ſvimlede for ham, Blodet hamrede i hans Tindinger

528 Hpiere end Kirken.

og han maatte et Sieblik læne ſig til Dorſtolpen, for
itfe at ſegne om. Saa ſkyndte fan fig bort, ikke ind
i fit Hus, men op til Domkirken og til Keiſertrcet.

Det var en vidunderlig ſmuk Middagsſtund; i
Solglands og ubeffygget faa Verden udbredt for
haus Blik. Glands og Herlighed ſtraalede blændende
ned fra det blaa, hycelvede Firmament og kaſtedes
tilbage af de ſkinnende gronne Enge og den rislende,
blinkende Flod. Langt borte i det Fjerne tegnede den
ſtolte Sponekborg ſig imod den gyldne Baggrund lige—
ſom et Eventyrſlot, og Rhinen bruſede nede ved Foden
af den Klippe, hvorpaa Borgen laa, — ligeſom en
lidenſkabelig Elſker, der kaſter fig for ſin Elffedes
Fodder. Med lengſelsfuldt Blik ſkuede Hans over
imod Strasburg, ſom paa den Tid var Arneſtedet for
tydſk Kunſt og Dannelſe. Men den rene, ſkyfri Him⸗
mels ſtraalende Glands gjorde ondt i hans Vine, og
den ſkjonne Natur forekom ham idag ſom en udeelta⸗
gende Veninde, der pynter ſig og lader fin Ven
græde i Enrum. Han fatte fig i Niſchen under Ro—
ſentreet, hvor den afdode Keiſer's Skygge ſyntes ham
at dvæle endnu, og hvor hver en Roſe var blomſtret
frem under hans og Maili's Kys; derhen dreves hau
altid i Sorg og i Glæde, og der havde han altid
fundet Troſt og Lykke.

Men hvilken Troſt kunde Træet nu vel ſkjenke
ham? Kunde bet løsrive fig fra Jorden og gane hen
til Ruppacher for at lægge et godt Ord ind for ham?

Høtere end Kirken. 529

Vilde Keiſeren, der ikke engang kom i levende Live,
maaſkee komme efter ſin Dod og hjælpe ham i Noden?
Og ſelv om Træet rev fig los af Jorden, og ſelv om
Keiſeren ſteg op af Graven, ja ſelv om Ruppachers
Hjerte ogſaa kunde blodgjores — hvad kunde det fan
Altſammen hjælpe ham? Nuppacher ſelv kunde jo
ikke laenger give ham ſin Datter, thi han hapde ſporet
en dyr Eed paa, at Hans kun fik hans Datter, naar
han forfærdigede et Alter, der var hoiere end den
Kirke, hvori det ſtod! Men dette var jo umuligt, og
ſaaledes var ogſaa hans Onſke en Umulighed, — og
der maatte da ſkee et Mirakel for at hjælpe ham.
Men et Mirakel gjorde Gud dog ikke for faa ubetyde⸗
ligt et Menneſkebarn ſom ham.

For ham og Maili var der uu ingen Frelſe,
intet Haab mere!

For hans Blik ſtod endnu beſtandig hendes dod⸗
blege, fjære Anſigt, og Smerte og Raſeri afpresſede
den ellers fan ſterke Maud de bittreſte Taarer. Han
ſtjulte fin Pande i Henderne og hulkede igjen, ſom
da han var Barn: „Ak min Keiſer, min Keiſer, hvor⸗
for har Du forladt mig?“ Men denne Gang var
Maili der ikke for at minde ham om, at Gud var hos

dem, og ingen Kunſtnerdromme fyldte ham nu ſom

dengang med ſtolte Forhaabninger. Alt forblev ſtille
og tyſt trindt omkring ham; kun Inſekterne ſummede
omkring de fulde Roſer, og en Skade ffreg oppe i
Luften.

530 Døie.e end Kirken.

Men pludſelig folte han et ftærft Slag i Ryggen.

Han foer ſammen, og det ſyntes ham, ſom om
Keiſeren maatte ſtaae bag ved ham, naar han vendte
ſig om. Det gjorde han dog ikke, men Sagen var, at
Roſentrœet ved fin egen Kraft havde losnet ſig fra
Bagveggen i Niſchen, hvortil Maili havde bundet det
op, — og var faa i Farten tornet imod Hans.

Der ſtod det nu jaa rankt ſom et Lys og ragede
meget hoiere i Veiret end Niſchen, og nu forſt faae
Hans, hvor meget hoiere Træet var end det Rum, det
hidtil havde maattet noies med. Men i det ſamme
ſlog en Tanke ſom et Lyn ned i den ſtakkel Hans's
Hoved.

En fort Beſindelſe, et Jubelſkrig: „Herre, Du
er ſtor i det Mindſte ſom i det Storſte, og Mirakler⸗
nes Tid er endnu ikke forbi“, raabte han.

Hvad havde Træet lært ham? Hvad var det,
der pludſelig bragte ham til at ſtyrte paa Knee og
omfavne og kysſe Keiſertrcets Stamme?

V.
Hans faae ikke Maili oftere; den gamle Ruppa⸗
cher indſaae, at Pigen ikke længer var vel forvaret i
Hjemmet, og bragte hende ſelv til Kloſtret Marienau,
for at hun hverken ſkulde kunne fee eller tale med
den Elſkede. Men hun blev dog ikke holdt ſaa ſtrengt
der, at ikke nu og da en Hilſen, en Sang eller et

'

Døtere end Kirken. 531

fortroſtningsfuldt Ord fra Hans Liefrink (fulde kunne
nage til hendes lyttende Øre.

Ogfaa Hans levede iovrigt ſom en Eneboer i ſin
Hytte. Fra det Oieblik, Dagen gryede, til langt ud
paa Natten arbeidede han uden Riſt eller Ro, og
ingen Bon, intet nok faa paatrende Forlangende kunde
bevæge ham til at viſe Nogen fit Arbeide. Det ſtod
ikke i hans Contrakt, ſvarede han paa alle den Slags
Opfordringer, og ſom Folge heraf voxede hele Breiſach's
Nysgjerrighed Dag for Dag.

To lange Mar vare forløbne; de forſte Reforma⸗
tionskampe med deres ſorgfulde og tunge Dage vare
dragne hen over Breiſach. Hans havde ilfe ladet fig
adſprede eller afholde fra ſit Arbeide af Noget; ufor⸗
trodent havde han arbeidet videre, uden at fee til
hoire eller venſtre, og endelig i Sommeren 1526 kunde
han en Dag gage op paa Raadhuſet og erklere ſit
Arbeide for færdigt.

Nu blev der ſtor Bevægelfe i Breiſach. Dom⸗
kirken blev lukket i de tre Dage, Altrets Opſtilling
varede. Hundreder af Nysgjerrige flokkedes om Hans
Liefrinks Hus og Kirken, for muligvis at fane et
Glimt af Verket at ſee. Men faſt indpakkede og til⸗
hyllede førtes alle de enkelte Dele ud fra Veerkſtedet,
og Spendingen ſteg til det Hoieſte.

Den fjerde Dag var Maric Himmelfartsdag, og
paa denne ſkulde Altret indvies. Allerede fra den
tidlige Morgenſtund bølgede en uoverſkuelig Menneſle⸗

— H— —— — —

— ERR

532 Hgiere end Kirken.

mængde op ad Bjerget til det atter aabnede Guds-Hus.
Jublende Toner klang fra den ſtore Klokke vidt ud
over By og Land.

J ſtore Skarer, til Fods og til Vogns, ſtrom⸗
mede Keiſerſtolens og Elſas's Landbefolkning til for
at ſee Underverket, ſom man nu allerede havde talt
om i to Aar.

Hans Liefrink havde lige fra Daggry opholdt ſig
i Kirken. Han betragtede endnu engang med provende
Blik ſit Arbeide, og da den ſtore Klokke klang hoit
ovenover hans Hoved for at kalde de Troende til
Gudstjeneſte, da gik der en ſagte Zittren igjennem
haus hoie, ſlauke, kraftige Skikkelſe; han tog Kappen
af og ſagde med foldede Gænder: „Herre, læg nu
din Velſignelſe i mit Arbeide!“

Det var en kort, en ſimpel Bon, men den, der
nogenſinde har arbeidet rigtigt og gjennem lange Aar
i fit Anſigts Sved for at naae et ſtort Maal for hele
ſin Fremtid og ſin Lykke, han veed, hvorledes Hans
Liefrink var tilmode, da han udtalte disſe Ord, og
Gud vidſte det ogſaa.

Nu ſtrommede Mængden ind, og det hoitidelige
Oieblik nærmede fig, det Sieblik, da Kunſtneren over⸗
giver fine enſomme Dages og Natters Arbeide i Offent⸗
lighedens og Kritikens Hender. Hans Liefrink kaſtede
endnu et ſidſte Blik paa, hvad han havde ſkabt; faa
traf han fig til Side og iagttog i bange Spænding

Høiere end Kirken. 533

det Indtryk, det vilde gjøre paa den forſamlede Men⸗
neſkemasſe. Morgenſolen kaſtede fine fulde Straaler
lige ind paa Altret, og et Forbauſelſens, Glædens,
Beundringens Udraab gjenlod paa engang under de
mægtige Hvelvinger.

Der ſtod nu hele den himmelſte, guddommelige
Glorie i fin urgamle, af Traditionen bevarede Skik⸗
kelſe: Gud Fader og Son, og midt imellem dem Maria
med Armene korslagte over Barmen og Hovedet yd—
mygt boiet under Kronen, ſom Fader og Son holdt
op over hende. En Gledesſtrom ſyntes at gjennem⸗
ſuſe hele Himlen; ligeſom i en Storm flagrede de
Himmelſkes Klodebon og Lokker; var det virkelig Træ,
ſtift, haardt Træ? det ſyntes dog faa bevægeligt og
blodt? Var det da muligt at gjore det Livloſe le—
vende? Havde disſe Skikkelſer ikke Liv og Aande?
Og nu alle disſe Engleſkarer, ſom i Jubel der fang
Halleluja! Og alle disſe Helgener, hvoraf enhver
var faa naturlig, faa charakteriſtiſk i fin Art. Alle
Figurerne vare i Legemsſtorrelſe, og det Hele omvun⸗
det og kronet med tætte, tykke Ranker af kunſtigt Lov⸗
værk, hvis midterſte Del med mægtige Sving boiede
ſig i fulde Vindinger op imod og hen under Chorets
Hvclving. De ſimple Beſkueres uovede Øie kunde
ikke engang overſee alt det Herlige, der her frembod
fig for Blikket, paa een Gang. Et ſaadant Vært havde
ingen af dem feet endnu, og disſe ukunſtlede Sjæle

534 Hgiere end Kirken

ſtirrede derfor med barnlig Wrefrygt pan dette Kun—
ſtens uvaute Trylleri.

Hoimesſen begyndte; en ſaadan Mesſe var ikke
bleven holdt, jan langt man kunde huſte tilbage. En
andegtig Gyſen gik gjennem den forſamlede Menighed;
aldrig havde den endnu ſaaledes ſtaaet Anſigt til An⸗
ſigt med det Himmelſke — hvor inderlig maatte da
ikke Bønnen være netop idag! Og da Klokkerne nu
lod over deres Hoveder, da vovede Ingen at ſee op
— de mente Alle, at Forloſeren deroppe nu maatte
blive levende og træde ud af fin Træramme.

Men da Gudstjeneſten var forbi, trengte Alle
fig frem og vilde fee Meſteren, der havde fkabt dette
vidunderlig ſkjonne Veerk.

Man ſendte Kirkebetjenten afſted for at opſoge ham.

Da traadte han frem bag Altret beſkeden og
dybt bevæget, men fan ſmuk og ſtolt, at Alles Dine
hang med Henrykkelſe ved ham. Borgermeſteren, der
i ſin Tid var den Forſte, ſom lagde et godt Ord ind
for ham i Raadet, traadte ham nu i Mode og ryſtede
lykonſkende hans Haand; hele Raadet fulgte hans
Exempel med Undtagelſe af Ruppacher, der ſtod mork
og lænede ſig op til en Soile, da det var ham umu⸗
ligt at komme bort i den tætte Treengſel. Hans Dat⸗
ter havde i Dagens feſtlige Anledning faaet Lov til
at forlade Kloſtret og ſtod nu ved hans Side, blegere
end nogenſinde, men med et forklaret Udtryk i det
henrivende Anſigt.

Hgiere end Kirken. 535

„Finder J ikke, at Ruppacher's Datter ligner
Guds Moder deroppe?” hviſkede En til en Anden.

„Id, det har J Ret i!"

„Og Gud⸗Fader Keiſer Mar!” mente en gam⸗
mel Wand, „netop ſaaledes ſaae han ud!“ og
ſom en Lobeild gik det fra Mund til Mund, at
Liefrink havde afbildet Maria, Ruppacher's Datter, og
Keiſer Max.

„Ja, kjœre Venner“, ſagde Hans rolig og beſtemt,
„det gjorde jeg, fordi jeg ikke har kjendt eller kjender
noget Skjonnere og Bedre paa Jorden end Keiſer
Max og Jomfru Ruppacher. Gud har ſkabt Menne⸗
ſkene i fit Billede, og Kunſtneren, der ſkal fremſtille
Skaberen, har Ret til at holde ſig til dem, ſom han
troer ligne Skaberen meſt.“

„Godt ſagt!“ lød det fra alle Sider.

„Meſter Liefrink, J kommer engang i Raadet, det
ſpaaer jeg Jer!“ ſagde Borgermeſteren.

Nu gik Hans med faſte Skridt hen til Ruppacher,
der netop med ſin Datter vilde forlade Kirken. „Stands,
Meſter Ruppacher!“ raabte han med hoi og klar
Stemme, „jeg har endun Noget at tale med Eder om,
og JI maa høre mig! For to Aar ſiden ſtillede J
mig ſelv en beſynderlig Betingelſe, der ſkulde afgjore,
om jeg fif Jer Datter til Ægte eller ei. Kan J
endnu erindre den?“

Ruppacher taug foragtelig ſtille.

536 Hpiere end Kirken.

Hans vedblev: „J forlangte, hvad der ſyntes
umuligt, nemlig, at jeg ſkulde ſnitte et Alter, ſom er
hoiere end den Kirke, det ſtager i — og J ſvoer en
hellig Eed, at jeg 'i faa Tilfælde ſkulde faae Jer Dat:
ter! Nu, Meſter Ruppacher, ſee op! Altret her er
noiagtig een Fod hoiere end Kirken og dog ſtager det
inden i den — jeg har blot boiet Spidſerne om.“

Ruppacher ſaage i Veiret og blegnede — det havde
han ikke tænft paa! En almindelig Bifaldsmumlen
lod igjennem Kirken.

„Jeg har“, vedblev Hans rolig, „opfyldt Eders
Betingelſe, opfyld I nu Eders Ed, og giv mig Eders .
Datter til Huſtru!“

Ruppacher ſtod ſom ramt af Lynet, det ſortnede
for hans Blik, og de Omkringſtaaende maatte under⸗
ſtotte ham; men han var en ſteerk Natur og fattede fig
hurtig. Han var ikke den Mand, der drev Gicel med
Eder. Hans Liefrink havde taget ham paa Ordet, og
det paa en Maade, ſom intet Menneſke kunde forud⸗

ſee; men naar han havde givet fit Ord, maatte det

holdes. Det ſommede ſig heller ikke for en Raads⸗
herre her midt i en offentlig Forſamling at lægge fin
Wergrelſe for Dagen.

Der opſtod en lang Pauſe. Hans ventede taalmo⸗
dig — endelig banede Ruppacher ſig Vei igjennem
Mængden og forte med ſtolte, faſte Skridt den unge
Mand hen til fin Datter „En Ruppacher har endnu

Hgiere end Kirlen. 537

aldrig brudt ſin Eed. Der har J min Datter, ſom
jeg lovede Eder det“, ſagde han tort.

„Maria“, jublede Hans, idet han bredte ſine
ſterke Arme ud imod den unge Pige, der neſten
ſegnede om af Glæde og Bevegelſe.

Hvem kan beſkrive det Blik, hvormed Maili efter
ſyv lange Aars Haaben og Venten ſank i fin Brud—
goms Arme? Han maatte holde hende oppe, ellers
var hun faldet paa Kue for ham. Lydloſt, men faſt
og inderligt holdt de hinanden omſlyngede. Dette var
Opfyldelſen af deres ſkjonneſte Drom; men oppe fra
Hoialtret ſmilede det udſkaarne Mariebillede og Keiſer
Maximilian venlig ned til dem, og alle Tilſtedeverende
deelte deres Glæde.

Nogle unge Karle ſkyndte ſig ud af Kirken, brød
i Haſt Grene af Roſentreet i Niſchen og flettede to
Krandſe til Brudeparret. Under lydeligt og alminde—
ligt Bifald kronede de fan Meſteren og hans Brud.
Men Hans tog ydmygt ſin Krands af og lagde den
paa Altret: „Seer Du, Marie“, hviſkede han og
pegede op imod Altrets omboiede Spids, „det har Kei⸗
fertræet lært mig! Og heraf kan Enhver drage den
Lære, at man godt kan boie fig og dog være hoiere
end den, man boier ſig for!“

Tre Uger ſenere bleve Hans og Maili viede foran
det ſamme Alter.

Det var et Bryllup, ſom Breiſach aldrig havde

ſeet Mage til. Den taknemlige By havde udbetalt
i 35

ä enken

538 Høtere end Kirken.

Hans en Sum for hans Arbeide, der efter Datidens
Maaleſtok var en heel lille Formue; Byraadet havde
ovenikjobet holdt hans Bryllup — og Fader Ruppacher
var nu langt medgjorligere, end man ſkulde troe; thi
han havde begyndt at faae Reſpekt for fin Svigerſons
„brodloſe Kunſter.“

539

Mlarie Uheresias' Dod,
d. 29 de November 1780.

(Efter en Beretning af hendes ældfte Datter, Erkehertug⸗
inde Marie Anna. Beretningen opbevares i Kloſtret Sancta
Urſula i Klagenfurt i Kärnthen).

„Hendes Majeſtcets Sygdom, ſaaledes ſom jeg
ſelv har iagttaget den“, ſiger Dagbogens Forfatter, „op⸗
ſtod af en Forherdelſe i Lungerne, ſom i hoi Grad
forogede Smerkerne ved et Tilbagefald af en Catarrh,
hvoraf hun havde lidt i længere Tid. Hun følte fig,
ſagde hun, ſom om hun indvendig var bleven til Steen.
Paa famme Tid beklagede hun fig over en indvendig
Brænben; i den ſidſte Tid lod hun Vinduerne være
aabne baade Nat og Dag og raabte beſtandig paa
mere Luft. Legerne turde ikke aarelade hende, af
Frygt for Vatterſot (Hydropſie), ſom hendes Bleghed
ſyntes at bebude. Man kan regne Begyndelſen af
Sygdommen fra d. 24de November; Tilbagevendelſen
af hendes Catarrh foraarſagede haardnakkede Anfald af

357

540 Marie Thereſias Død.

Hofte, hvortil endvidere kom Aandedrags-Beſperlighe⸗
der, der, ſiden den foregagende Aften, havde nodſaget
hende til at forlade Sengen, i hvilken hun ikke ſenere
lagde ſig. Den 24de havde hun, uagtet hun var ſterkt
angrebet, alligevel villet modtage Marie Chriſtine og
hendes Mand, ſom var kommet tilbage fra Presburg,
og underholdt ſig med os og med Keiſeren, ſom ſlet
ikke troede paa nogen Fare. Legen Storck havde dog
ſamme Morgen erkleret, at Upasſeligheden havde taget
en meget alvorlig Vending. Da han beſtandig havde
lovet Keiſerinden, at give hende en noiagtig og oprig⸗
tig Underretning om hendes Tilſtand, anſage han fig
forpligtet til henimod Aften at ſige hende, at hun
burde lade fin Skriftefader ) hente, hvilket hun gjorde,
idet hun dog ſamtidig dermed yttrede, at hun ikke
troede paa nogen overhængende Fare, og at det kun
var en Forſigtigheds-Forholdsregel. Hun takkede
Storck og yttrede igjen ſom et beſtemt Onſke, altid
at blive noiagtig underrettet om ſin ſande Tilſtand,
ligeſom hun ogſaa erklærede ikke at ville have nogen
anden Læge, og at hun onſkede ilke at blive plaget
med unyttige Medikamenter. — Natten d. 25de var
daarlig; ikke deſtomindre lod Hendes Majeſtet os falde
til ſig om Morgenen til Frokoſt og talede med en
Aandsfrihed, ſom ikke lod ane, at hun forberedede ſig

*) Ignace Müller, Prior i Kloſtret St. Dorthea i Wien,
Marie Thereſias' ſidſte Skriftefader.

——— 1

Marie Thereſias Dad. 541

til en faa alvorlig Handling, ſom det ſidſte Skrifte⸗
maal. Preeſten var beordret til at mode Kl. 9. —
Da Natten til d. 26de ikke havde været bedre, ſtrev
Hendes Majeſtcet en Billet til Keiſeren, hvori hun
aldeles beſtemt forlangte at modtage Sakramentet.
Keiſeren, ſom endnu ikke var bleven urolig, forſogte at
formaae hende til at afſtaae derfra, men opnaaede kun,
at man opſatte Meddelelſen af den ſidſte Olie. Den
ſorgelige Hoitidelighed fandt Sted om Eftermiddagen,
og var offentlig. Den pavelige Nuntius bar det hel⸗
lige Sakrament, og vi ledſagede ham lige til Sove⸗
voœrelſet. Keiſerinden fnælede paa en Bedeſkammel med
et Sorgeſlor over Hovedet, ſom paa Langfredag. Efter
Communionen, hvilede hun ſig lidt og modtog os
derefter Kl. 6 med en Munterhed, ſom forbauſede os.
Hendes Aandedrag ſyntes lettere, men det varede ikke
længe, og fort derpaa begyndte Kvelningerne igjen.
Natten til d. 27de funde hun iffe engang hvile paa
fin Chaiſelongue, men maatte fætte fig i en Læneftol.
Keiſeren, ſom ſov i Verelſet ved Siden af, underſtot⸗
tede hende for forſte Gang under disſe frygtelige
Kvelnings⸗Kriſer og tabte fra det Sieblik alt Haab.
— Natten til d. 28de var faa flet, at man frygtede,
at Sendes Majeſtet ikke vilde kunne gage den igjen⸗
nem. Storck underrettede hende nu om, at det var paa
Tiden, at hun modtog den ſidſte Olie, og Klokken fire
om Morgenen kom man for at falde paa os, idet man
dog ſagde os, at Hendes Majejtæt fritog os fra at

542 Marie Thereſias Dod.

overvære Hoitideligheden, derſom vi frygtede, at den
vilde gjøre et for ſterkt Indtryk paa os; men vi gik
Alle og lagde os knelende omkring hende. Hendes
Majeftæt havde en hvid Kappe paa Hovedet, og bar
en bruun Morgenkjole, ſom hun beholdt paa til fit ſidſte
Oieblik. Jeg kjobte denne Kjole efter hendes Dod af
hendes Folk og vil opbevare den ſom en Reliquie,
idet jeg onſker, at man vil indhylle mig i den, naar
man lægger mig i min Kiſte. Hendes Majeſtet deel⸗
tog i Bonnerne med ſtor Andagt; efter Hoitidelighe—
den blev hun nogen Tid ene med ſin Skriftefader,
hvorefter Keiſeren, Maximilian, Marie og hendes
Wgtefælle, Eliſabeth og jeg igjen kom tilbage. Vi
ſade i en Kreds omkring Hendes Majeſtcts Leneſtol
og hun talede med os i omtrent ti Minutter med en
klar og fuldkommen forſtaaelig Stemme; hun takkede
os for vor Kjærlighed til hende og ſagde os under
Taarer de ommeſte og meſt rorende Ting. Keiſeren
vilde fvare, men han kunde kun knele hulkende for fin
Moder og modtage hendes Velſignelſe; derpaa kysſede
han hendes Haand. Hendes Majeſtœt ſagde nu til os:
„Gaa, det ſmerter mig formeget at ſee Eder“. Kun
Keiſeren blev; hun talte længe med ham, gav ham fin
Velſignelſe til hans fraværende Brødre og Soſtre,
ſkrev meget, expederede endnu nogle Sager og gav
fine ſidſte Ordrer med Henſyn til hendes Jordfekſtelſe,
idet hun tillige anordnede de Bonner, ſom ſkulde frem⸗
ſiges derved. Hun nærede ikke den ringeſte Frygt

Marie Thereſias Død. 543

eller Samvittighedsnag. Hun ſagde: „Jeg har altid
handlet i en god Henfigt, og jeg haaber derfor ogſaa,
at Gud vil være barmhjertig imod mig.“ Hun ſagde
endvidere: „Jeg har altid onſket at doe ſaaledes, men
jeg frygtede, at det ikke vilde blive tilſtaget mig. Jeg
ſeer nu, at man kan Alt ved Guds Naade.“
Eftermiddagen d. 28de havde huu et Anfald af
Hoſten ledſaget af en indre Kulde; hun ſagde: „Det
er Koldbranden, der vil dræbe mig inden fire og tyve
Timer.“ Da Hendes Majeſtet efter et meget heftigt
Kvclnings⸗Anfald igjen var kommen lidt til fig ſelv
og ſaae os troſtesloſe ved hendes Side, ſpurgte hun
Storck: „Er det Dodskampen?“ — „Nei, endnu
ikke“, ſvarede han. — „Saa er der da endnu noget
Verre ivente“, gjenſvarede hun. Hele denne Dag og
den folgende Nat havde hun ligeſaa heftige Anfald.
Under en af disſe Kriſer raabte hun: „Min Gud, vil
dette ikke ſnart fane Ende?“ Preſten, ſom var ved
hendes Side og troede, at disſe Ord vare afpresſede
hende af Smerten, bad hende om endelig at vere
taalmodig, hvortil hun ſvarede: „Det er ikke for min
egen Skyld, at jeg onſker at fee en Ende paa mine
Lidelſer, men det er for alle Eders Skyld. Jeg dre⸗
ber Eder; jeg ſeer jo godt, hvormeget J lide.“
Natten til d. 29de var ſkrekkelig. Hendes Maje⸗
tæt havde ſaadanne Anfald af Kvelning, at vi meer
end een Gang troede, at hun ſkulde gaae bort med
det ſamme. Da hun igjen kom til ſin Samling, fore⸗

544 Marie Thereſias Dod.

kom det os, at hun var ſovnig, men at hun bekje m⸗
pede Sovnen, og vi raadede hende derfor, til ikke at
ſtride imod; men hun ſparede os: „Hvorledes, vil J
at jeg ſkal ſove nu, da jeg hvert Sieblik kan vente at
blive faldet for min Dommer? Jeg frygter for at
ſove, jeg vil ikke overraſkes, jeg vil ſee Doden komme“.
Klokken tre om Natten bad hun Keiſeren om at hvile
fig lidt paa en Sopha og at lade Maximilian, for
hvem hun i den ſidſte Tid havde havt megen Godhed,
kalde. Dette ſkete, og han forblev en heel Time hos
Hendes Majeſtœt. Klokken fem forlangte hun café au
lait, ſom man bragte hende, og hun drak to Kopper
deraf. Vi vare alle nærværende derved. Hun vilde
have, at der ſkulde ſerveres for Keiſeren efter hans
Onſte, men han kunde Intet nyde, faa bevæget ſom
han var. Efter Mesſen talte jeg en halv Time med
hende. Vi talede om ganſke ligegyldige Ting. Hen—
des Majeftæts Tankegang var ligeſaa klar, ſom da
hun var fuldſteendig frijf, men hendes Stemme var ;
huul og næppe horlig; hendes Anſigt var meget for=
andret og bar alle Tegn paa Dødens .Nærmelfe.
Sendes Majejtæt talede til mig om mit Tilflugtsſted “),
lod mig love fig ikke ſelv at fremſkynde noget i faa
Henſeende, og ikke at reiſe dertil midt om Vintren. Da

*) Erkehertuginde Marie Anna trak ſig i Aaret 1787 tilbage
til Nonnekloſtret Sankta Urſula i Klagenfurt, hvor hun
døbe 1789.

Marie Thereſias Død. 545

jeg tovede dermed, presſede hun fan heftig paa mig
om at love hende, at jeg ikke ſelv vilde tale forſt til
Keiſeren om min Reiſe, men vente til han gjorde
det, at jeg maatte love hende det; hun troede, at han
vilde beholde mig hos ſig. Jeg adlod hende imod
min Villie, hvorefter hun omfavnede og velſignede mig
endnu engang. Eliſabeth kom nu ind, og ſidenefter
Marie; efter at have talet med os hver ifær, onſkede
hun, at vi ſkulde forlade hende og ikke mere betræde
hendes Verelſe, fordi hun ikke vilde, at hendes Dot⸗
tre ſtulde fee hende doe. Vi gik i Kirke.

Denne Eftermiddag talede hun meget med Keiſe—
ren paa Franſk; men hun led frygtelig af Torſt, foraar⸗
ſaget ved Koldbranden. Under hele hendes Sygdom
havde hun med ſtorſte Taalmodighed taget de hende
ordinerede Legemidler; da Storck, tre Timer for
hendes Dod, havde bragt hende en ny Doſis, ſagde
hun leende: „His jeg troede, at dette er for at holde
mig ilive, vilde jeg flet ikke tage det.“ Fem Minuter
for ſin Dod reiſte hun ſig med Heftighed fra ſin
Leeneſtol og gik nogle Skridt hen til ſin Chaiſe⸗
longue, paa hvilken hun ſank ned. Man udſtrakte
hende ſaägodt ſom muligt paa den, og hun hjalp endnu
ſelv med derved. Keiſeren ſagde til hende: „Du be⸗
finder Dig ilde!” — Hun ſvarede: „Godt nok til at
doe.“ Til Storck ſagde hun: „Tend Liiglyſene, og
luk mine Dine, thi det vilde være for meget at for⸗
lange af Keiſeren.“ Keiſeren kneelede ved Siden af

ꝶ6P᷑—d A K

546 Marie Thereſias Død.

hende, og det ſamme gjorde Maximilian og Prinds
Albert. Man kaldte pan os, men for ſilde . ... —
Hendes Majeſtcet døde ſom en Heltinde. To Dage
forinden fin Dod havde hun havt den Godhed at
ſende mig ſin daglige Bonnebog. Jeg kjobte den
Kaffekop, hvoraf hun daglig drak, og jeg tog ligeledes
de Reliquier, ſom ſalig Keiſeren og hun ſelv havde
baaret til deres ſidſte Sieblikke.“

— J de ſidſte Dage for Keiſerindens Endeligt maatte
hendes Son, efter hendes Diktat, ſkrive Breve til alle
hendes fraværende Born, i Serdeleshed eet til Dron⸗
ningen af Frankrig, der fremhæves ſom et Meſterſtykke
af politiſt Viisdom og moderlig Veltalenhed.

Ingen kan heller tvivle om, at af alle de Tanker
og Velſignelſer, ſom Marie Thereſia i ſine ſidſte Dage
ſendte til ſine Dottre, har Marie Antoinette faaet en
ſtor Deel. Uden Tvivl har hun ønffet og haabet for
hende, ſom hun kaldte ſin „charmante Dronning“, en
ligeſaa ſmuk og fredelig Dod ſom hendes egen.

(Overſat af An.)

— —ð— s —

547

Oneestormen.
En Fortælling af Alexander Puſchlin.

Ved Udgaugen af Aaret 1811 boede den brave
Gawrila Gabrilowitſch paa fit Landgods Negradowo.
Han var i hele Omegnen bekjendt for fin Venlighed
og Gjeſtfrihed. Hans Naboer beſogte ham hyppigt
og ſpillede en lille Boſton med ham og hans Frue
Praskovia Petrowna, Andre kom ogſaa af en anden
Grund, for at ſee deres Datter Maria Gawrilowna,
en ſmuk, rank, ſyttenaarig Pige, der blev anſeet for
en af de rigeſte Arvinger paa Egnen.

Maria havde en hemmelig Kjærlighed, og Gjen⸗
ſtanden for den var en fattig Lieutenant, der havde
faaet fin Afſked og levede i fin Landsby. Den unge
Mand var ikke mindre forelſket, men Marias Foret
dre, der havde lagt Merke til deres gjenſidige Til⸗
boielighed, befalede Datteren at opgive ethvert Haab
om nogenſinde at faae ham, og den ſtakkels Frier be⸗
handlede de endnu haardere.

548 Sneeſtormen.

De to unge Elſkende vexlede Breve og ſage hin—
anden i al Hemmighed hver Dag, enten i en Granſkov
eller henne ved et lille Kapel. Der tilſvoer de hinan⸗
den evig Kjeerlighed og Troſkab, anklagede deres
Skjcbne, lagde Planer og byggede Luftkaſteller. J
deres Breve og Samtaler kom de ofte tilbage til den
ſamme Tanke: „Da vi ikke kan leve uden hinanden,
men vore gruſomme Forældre modarbeide vor Lykke,
kan vi da ikke undvære deres Samtykke?“ Tanken
opſtod hos den unge Mand, men den behagede Maria,
der var af en romantiſk Natur.

Vinteren kom, og med den ophorte Sammenkom⸗
ſterne, men Brevvexlingen blev mere levende. Wladimir
Nicolajewitſch — ſaaledes hed det unge Menneſke —
tiggede hende i ethvert Brev om, at hun dog maatte
hengive ſig til ham og gifte ſig hemmeligt med ham.
En Tidlang vilde de leve ganſke forborgent, og der⸗
paa kaſte ſig for Fodderne af de Gamle, ſom da, rorte
over deres heroiſke ÜUdholdenhed og de Elſtendes
Ulykte, ſikkert vilde tage dem til Naade og udbryde:
„Born, kom i vore Arme!“

Maria tøvede længe. En Mængde forſkjellige
Planer til Flugt, havde hun forkaſtet, men omſider
ſamtykkede hun i folgende: paa den beſtemte Dag
ſkulde hun ikke ſpiſe til Aften, men begive fig tidligt
til fit Vœerelſe under Paaſkud af, at hun havde Hoved⸗
pine. Hendes Pige [fulde indvies i Hemmeligheden.
De ſkulde Begge lifte fig ned i Haven, og bag den

Sneeſtormen. 549

ſtulde der holde en Slede, ſom fkulde bringe dem til
Kirken i Landsbyen Jadrinow, der lan nogle Ver⸗
ſter fra Godſet, og her fkulde Wladimir vente dem.
Maria pakkede ind, bandt Linned og Kloder ſam⸗
men i en Byldt, ſkrev et langt Brev til en folelſesfuld
Froken, der var hendes Veninde, og et andet til ſine
Forcldre. Hun tog Afffed med dem i de meſt rorende
Udtryk, undſkyldte fin Forſeelſe med Lidenſkabens ube⸗
tvingelige Magt og endte med, at hun vilde anſee det
Oieblik for det helligſte i ſit Liv, da det blev hende
tilladt at kaſte fig for fine dyrebare Foreldres Fodder.
Efter at hun havde forſeglet begge Brevene med et
lille Tula-Signet, hvori der var indgravet to flam⸗
mende Hjerter med en pasſende Omſkrift, kaſtede hun
ſig fort for Daggry paa Sengen og flumrede ind,
men hvergang hun var lige ved at falde i Søvn, væl
kedes hun af ſkreekkelige Drommeſyner. Snart forekom
det hende, at hun i ſamme Sieblik, ſom hun ſatte ſig
i Sleden, blev ſtandſet af Faderen, der flæbte hende
med ſig gjennem Sneen og kaſtede hende ind i en
mork Hvelving, hvorfra hun ſtyrtede ned i en byd
underjordiſk Kjcelder; ſnart fane hun Wladimir ligge
bleg og lidende i Greesſet, og døende bad han hende om
at formele fig med ham. Endnu mange andre lige
ſaa vilde Drommeſyn floi hende forbi, og tilſidſt ſtod
hun op, blegere end ſedvanlig, og med en virkelig
Hovedpine. Faderen og Moderen merkede det, og de⸗
res bekymrede Sporgsmaal: „Hvorledes har Du det,

550 Sneeſtormen.

Maria? er Du ſyg?“ ſonderrev hendes Hjerte. Hun
ſogte at berolige Forældrene og vilde ſynes munter,
men det lykkedes hende ikke. Det blev Aften, og den
Tanke: „Nu tilbringer Du den ſidſte Aften i din Fami⸗
lies Kreds", piinte hendes Hjerte. Ganſke ſtille tog
hun Afſked med alle fine Omgivelſer. Aftensbordet
blev dekket, og hendes Hjerte bankede ſterkere. Med
ſkjcelvende Stemme forſikkrede hun, at hun ikke kunde
ſpiſe til Aften og ſagde Forældrene Godnat. De kys⸗
ſede og velſignede hende, ſom de pleiede. Hun var
lige ved at græde, og da hun kom op paa fit Verelſe
og kaſtede fig i en Leneſtol, fif Taarerne Luft. Hen⸗
des Pige ſogte at berolige hende og indgive hende
Mod. Alt var beredt. Der var nu kun en halv
Time tilbage, og Maria ſkulde da forbeſtandig ſtilles fra
fit Hjem og fine Forældre, fra ſit Verelſe og fit Ung⸗
domsliv. Udenfor raſede der en Sneeſtorm; Vinden
hylede og rev i Vinduerne. Det var lige ſom en
Trudſel imod hende og fyldte hende med ſorgelige
Anelſer. J Huſet blev der efterhaanden ſtille, og Alle
ſov. Maria hyllede ſig i et Shwal, bandt en varm
Baslik om Hovedet, tog en lille Kasſe med ſine Eien⸗
dele i Haanden og gik ud af Bagdoren. Pigen bar
et Par Byldter efter hende, og de ilede hurtig gjennem
Haven. Stormen havde ikke lagt fig, men Vinden
blæfte lige imod hende, ſom om den gjorde lig Umage
for at ſtandſe hende i det ſidſte Øjeblik Endelig
naaede de, med ſtor Anſtrengelſe, Havelaagen, og Slæ-

Sneeſtormen. 551

den holdt ganſte rigtigt udenfor. Heſtene fros og vare
urolige. Wladimirs Kudſk Hjalp Frokenen og hendes
Pige ind i Sleden, pakkede Byldterne og den lille
Kasſe ned i den, greb Tommen, og Heſtene foer afſted,
Vi ville nu overlade et Lieblik Frokenen til hendes
Skjœbne og ſee os om efter det unge Menneſke.
Wladimir havde hele Dagen været i travl Bevæ-
gelſe. Tidlig om Morgenen havde han været hos
Preeſten i Jadrinow. Aldrig fan ſnart havde han af—
gjort Sagen med denne, for han kjorte hen til nogle
Godseiere i Nærheden for at fkaffe fig Forlovere.
Den Forſte, han kom til, var en fyrgetyveaarig Inva⸗
lidofficer, der gik ind paa det med Fornoielſe. Dette
Tilfælde, forſikkrede han, erindrede ham om mange
andre lignende Huſarſtreger fra hans Ungdom. Han
overtalte Wladimir til at ſpiſe til Middag hos fig og
forſikkrede ham om, at han med det ſamme vilde finde
de to andre Forlovere, ſom han trængte til. Strax
efter Middagsbordet kom der ogſaa en Landmaaler og
en ung Kapitains⸗Son, der Begge med ſtor Glæde
gik ind paa Wladimirs Anmodning og ſpor paa, at
de vilde offre Livet for ham. Wladimir omfavnede
dem henrykt og kjorte hjem for at gjøre fig færdig.
Det begyndte allerede at blive morkt. Sin paa⸗
lidelige Izwoinick (Kudſk) havde han ſendt med et
Treſpand forud til Negradowo og forklaret ham om⸗
ſtendelig Alt, hvad han havde at gjøre. Til fit eget
Brug tog han en Eenſpenderſlede og kjorte uden

552 Sneeſtormen.

Kudſt til Jadrinow, hvor Maria ſkulde indfinde ſig et
Par Timer efter. Veien var ham velbekjendt, og
kunde tilbagelægges i en Snees Minutter.

Neppe var han ude i det Frie, for Blæjten reiſte
ſig, og der opſtod en ſaadan Sneeſtorm, at han ikke
kunde ſee on Haand for ſig. Veien var natt tilfoget,
og Himmel og Jord ſtod i Et. Heſten gik paa Lykke
og Fromme over Grofter og Gjerder. Hvert Dieblik
væltede Sleden, og alle Wladimirs Beſtrebelſer gik ud
paa ikke at tabe Retningen. Efter hans Mening, var
der allerede forløbet en halb Time, og endnu var han
ikke ved den lille Skov foran Jadrinow. Der forlob
atter en god Stund, og endnu ingen Skov. Han kjorte
henover en Mark, der var gjennemſkaaret af Grofter.
Stormen vilde ikke lægge fig og Himlen ikke klare op.
Heſten blev træt, og den dampede af Sved, thi hvert
Dieblik blev den ſiddende faſt i Sneen og maatte
kjcempe, for at hjælpe fig. ud af Driverne.

Wladimir Havde aldeles tabt Retningen; han holdt
ſtille, for at overveie, og kom til det Reſultat, at han
maatte holde fig mere til Hoire. Denne Retning ſlog
han ind paa, men Heſten kunde neppe komme af Stedet.
Der var nu forløbet en Time, og Jadrinow kunde
umuligt være langt borte, men han kjorte og kjorte,
og Marken fik ingen Ende. Beſtandig Bakker og
Grofter; Tiden gik, og Wladimir blev urolig.

Endelig ſkimtede han til Siden noget Sort
og ſtyrede ſin Cours derimod. Da han kom

Sneeſtormen. 553

nærmere, ſaae han, at det var en Skov. „Gud flee
Lov!" tænkte han, „ſaa er jeg i Nærheden.” Hau
kjorte uden om den lille Skov, i Haab om ſnart at
være pan den kjendte Vei, Jadrinow maatte ligge
lige bag ved. Snart fandt han en Bei, ſom han kjorte
ind paa: her var han noget i Ly for den hylende
Blæft; Veien var jevn, Heſten fik atter Mod, og
Wladimir blev rolig.

Men han kijorte og kjorte, og der var intet Jadri⸗
now at fage Øie paa. Skoven tog ingen Ende, og
til tin Skrek lagde Wladimir Merke til, at det var
en Skov, ſom han ſlet ikke kjendte. Fortvivlelſen greb
ham. Han pidſkede los pan den ſtakkels Heſt; i Be⸗
gyndelſen faldt den vel ind i et Trav, men efter et
Kvarteerstids Forlob var den atter i Skridtgang, og
alle Wladimirs Forſog paa at fane den hurtigere af⸗

ſted, frugtede ikke.
Lidt efter lidt bleve Træerne ſjeldnere, og Wla⸗

dimir kom ud af Skoven, men Jadrinow var ikke til
at opdage. Det maatte nu være Midnat, og han
maatte igjen kjore videre paa Lykke og Fromme. Vei⸗
ret blev mere ſtille, og Skyerne fordeelte ſig; forau
ham udbredte ſig en Slette, der ſkjultes af et hvidt
Sneetœppe; i Nærheden laa en lille Landsby, der
kun beſtod af nogle faa Huſe. Wladimir kjorte hen
til den. Ved den forſte Hytte ſprang han af Sleden,
lob hen til Vinduet og bankede pan. Det anbnedes,

og han fane en gammel, graaſkjegget Mand. „Hvad
56

554 Sneeſtormen.

vil J?“ ſpurgte den Gamle. — „Er der langt til
Jadrinow?“ — „Aa ner, en halv Snees Werſter,
tænker jeg.“ — Ved dette Svar blev Wladimir ſtagende
ſom forſtenet. „Hvem er Du?“ ſpurgte den Gamle.
— Wladimir brød fig kun lidt om at ſvare paa bette
Sporgsmaal, men vedblev: „Kan Du fkaffe mig Heſte

til Jadrinow?“ — „Hvorfra ſkulde jeg fane Heſte?“
ſvarede Bonden. — „Kan jeg da ikke fane en Forer?
jeg vil betale ham, hvad han forlanger.” — „Vent

lidt“, ſagde den Gamle og lukkede Vinduet, „ſaa
ffal jeg ſende min Son ud til Dig.“ — Wladimir
ventede, men det varede ham forlænge, og han bankede
igjen. Vinduet gabnedes, og den Gamle ſpurgte:
„Hvad vil Du nu igjen?“ — „Hvor er din Son?“
— „Han kommer ſtrax, men han maa klede fig paa
forſt. Hvis Du fryſer, kan Du komme ind og varme
Dig.“ — „Nei Tak! ſend mig bare din Son.“

Doren aabnede fig langt om længe. En ung
Knos kom ud med en Knippel i Haanden og gik forud,
idet han ſtrax fandt Veien, der var bedakket med
Sneedynger. „Hvad kan Klokken være?” ſpurgte Wla⸗
dimir. — „Det kan ſnart blive Dag“, ſvarede den
unge Bonde, og dermed var Samtalen forbi.

Hanerne galede, og det var allerede lyſt, da de
naaede Jadrinow. Kirken var lukket; Wladimir betalte
Foreren og kjorte hen til Preeſtens Bolig, men fit
Treſpand ſaae han ikke noget til. Hvad for en Efter⸗
retning ventede ham?

Sneeſtormen. 555

Men vi vende igjen tilbage til de gode Folk i
Negradowo for at fee, hvorledes Sagerne ſtaae der.

Her var flet Intet pasſeret.

De Gamle vaagnede og gik ned i Spiſeſtuen, —
Gawrila med Nathue paa og en Boffelſkinds Troie,
og Petrowna i fin vatterede Sloprok. Man bragte
Samowaren (Themaſtinen), og Gawrila ſendte Pigen
ned for at forhøre fig om, hvorledes Maria havde
ſovet, og hvorledes det ſtod ſig med hende i Dag.

Pigen kom tilbage og meldte, at Frokenen havde rig⸗

tignok ſovet daarligt, men nu havde hun det bedre og
vilde ſtrax komme ned. Maria kom og onſkede For⸗
cldrene en Godmorgen.

„Hvorledes er det med din Hovedpine?“ ſpurgte
Faderen. — „Bedre“, ſvarede Maria. — „Du havde
ſterk Feber i Gaar“, ſagde Moderen. — „Det er nok
muligt”, ſvarede Maria.

Dagen gik tilende, uden at der forefaldt Noget,
men Natten efter blev Maria ſyg. Der blev ſendt
Bud til Byen efter Legen, og henad Aften kom han
og fandt den Syge i ſteerk Feber. Et Par Dage
ſvœvede hendes Liv i Fare.

J Hjemmet var der Ingen, der vidſte Noget om
den aftalte Flugt. De Breve, ſom Maria havpde ſtre⸗
vet, vare brændte, og hendes Kammerpige vogtede fig
vel for at flabre af Skole, thi hun var bange for de
Gamle. Bræften og Vidnerne vare blevne enige om
at tie ſtille, og Kudſken ſnakkede aldrig over fig, ikke

36”

556 Sneeſtormen.

engang naar han var fuld. Saaledes blev det Hele
en Hemmelighed, uagtet der var en halv Snees Per⸗
ſoner indviet i Sagen. Maria fortalte rigtignok ſelv
Alting i ſine Feberphantaſier, men hvad hun ſagde,
var alligevel jaa uklart, at Moderen, der aldrig fjer⸗
nede ſig fra hendes Seng, kun fik ſaameget ud af det,
at Datteren var dodelig forelffet i Wladimir, og at
det uden Tvivl var denne Kjerlighed, der havde frem:
kaldt hendes Sygdom. Hun raadforte ſig da med ſin
Mand og ſine Naboer, og Alle vare enige om, at Wla⸗
dimir var den, ſom Skjæbnen hapde beſtemt til hendes
Mand, at Fattigdom ikke var nogen Forbrydelſe og
Rigdom ikke heller den hoieſte Lykke.

Imidlertid begyndte Maria at komme ſig. Alle—
rede i længere Tid. havde man ikke feet Wladimir der
i Huſet. Han var afſkrakket af den uvenlige Modta⸗
gelſe. Man beſluttede da at ſende Bud efter ham
for at underrette ham om den uventede Lykke, at For⸗
ælbrene havde givet deres Samtykke til Forbindelſen.
Men hvor ſtor var Alles Forbauſelſe, da man fik et
Brev fra ham, der var ſkrevet ſom af en Afſindig.
Han erklerede, at han aldrig mere vilde fætte fin Jod
i deres Hus. Han bad, at man vilde forglemme en
Ulykkelig, og gjentog, at Doden nu var hans eneſte
Haab. Nogle Dage efter erfoer man, at han var reiſt
til Armeen. Dette ſtete i 1812.

J lang Tid maatte man holde dette ſkjult for
Maria, ſelv nævnte hun ham aldrig med et eneſte Ord.

Sneeftormen. 557

Nogle Maaneder efter læfte man hans Navn blandt
deres, der havde hæderlig udmerket fig ved Borodino,
og da Maria horte, at han laa haardt ſaaret, faldt
hun i Afmagt. Man frygtede for et nyt Tilbagefald
af Nervefeberen, men lykkeligviis kom Sygdommen ilke
tilbage. Derimod fik hun ſnart en ny Sorg, thi hen⸗
des Fader dode og efterlod hende hele ſin Formue.
Men Arven kunde ikke troſte hende; hun deelte oprig⸗
tigt Moderens Sorg og lovede, at hun aldrig vilde
forlade hende. Begge forlode Negradowo, det Sted,
hvortil der knyttede fig faa mange ſorgelige Erindrin⸗
ger, og flyttede hen til et Gods, ſom de eiede i en
fjerntliggende Provinds.

Snart indfandt der ſig Friere nok til den unge
Pige, men hun gav Ingen det mindſte Haab. Under⸗
tiden tilraadede Moderen hende, at hun ſkulde dog
gjore et Valg, men da ryſtede Maria paa Hovedet
og ſtirrede i Tanker hen for ſig. Wladimir levede
iffe mere. Dagen for Franſkmeendene holdt deres
Indtog, var han død i Moſkau, men Mindet om ham
var hende helligt — idetmindſte bevarede hun om⸗
hyggeligt Alt, hvad der kunde erindre hende om ham:
de Bøger, ſom han engang havde læft, hans Noder,
hans Tegninger og de Digte, ſom han havde afſkre⸗
vet til hende. Naboerne erfoer Alt, forundrede ſig
over hendes Troſkab og ventede med Nysgjerrighed
pan at fee den unge Helt, der engang fkulde beſeire
denne jomfruelige Dianas ulykkelige Troffab.

—

558 Sneeſtormen.

Krigen var endt hederligt. Regimenterne vendte
tilbage til deres Hjem. Meengden ſtrommede dem
imode, og Muſikken ſpillede erobrede Sange, Tyroler⸗
valtſe og Arier af Joconde. Officererne, der vare
dragne i Krig ſom Drenge, vendte tilbage ſom Mænd
beheengte med Ordener. Soldaterne pasſiarede muntert
med hinanden og indblandede hvert Sieblik tydſte og
franſke Ord i deres Samtaler. Det var en uforglem⸗
melig Tid! Alle jublede af Henrykkelſe, Hjertet ban⸗
kede dobbelt varmt for Fædrelandet, og Kjerlighed til
Keiſeren var den Folelſe, der forenede Alle.

De rusſiſke Fruentimmer vare mageloſe, dengang
deres ſœedvanlige Kulde var forſpunden, og deres Hen—
rykkelſe ubeſkrivelig, naar de mødte de ſeirrige Tropper,
naar de raabte deres Hurraer og kaſtede Huerne iveiret.
Der er ingen Officer fra den Tid, ſom ikke villig aner⸗
Fjender, at den rusſiſke Kvinde dengang var den dyre
bareſte Belonning for alle de udſtaagede Farer og An:
ſtrengelſer.

I denne glimrende Tid levede Maria og hendes
Moder i Gouvernementet T. .. og ſaage ikke, hvorledes
begge Hovedſteder feirede Troppernes Hjemkomſt, men
ude paa Landet var Glæden lige jaa almindelig og
maaſkee endnu ftærlere. Naar en Officer viſte fig paa
disſe Steder, blev han modtaget ſom en Engel, og
ingen Civiliſt kunde rivaliſere med ham.

Jeg har allerede ſagt, at Maria beſtandig var
omſvœrmet af Friere, men at hun var ligegyldig imod

Sneeſtormen. 559

Alle. Disſe Friere traadte nu paa eengang i Skygge,
da den ſaarede Huſarmajor Burmin traadte ind i Slottet
med Georgsordenen i fit Knaphul og en tiltrekkende
Bleghed paa ſine Kinder. Han var omtrent fer og
tyve Aar gammel og var fra Krigen vendt tilbage til
ſine Godſer, der ſtodte op til den Landsby, hvori
Maria boede. Hun udmerrkede ham ſerdeles, og naar
han var hos hende, forſvandt hendes ſedvanlige Sorg—
modighed. (En Digter vilde have jagt, naar han ſaae
dem ſammen: „Se amor non è, che dunque?“ (er det
ei Kjerlighed, hvad er det da?) Burmin var ogſaa i
Virkeligheden en elffværdig ung Mand. Han var af
Naturen opmerkſom og artig imod Damerune, og lige
over for Maria var han utvungen og fri. Man ſagde,
at han tidligere havde gjort dumme Streger, men det
ſkadede ham ikke i Marias Omdomme, thi dumme
Streger, der vidne om Mod og Driſtighed, tilgive
Damerne gjerne. Hvad der dog tiltalte hende meſt
hos den unge Huſarofficer, var hans tauſe Tilbagehol⸗
deuhed. Uagtet hun. maatte tilſtage for fig ſelv, at
hun behagede ham, og uagtet han paa ſin Side heller
ikke var i Tvivl om, at hun udmeerkede ham, var der
dog aldrig kommet et Ord over hans Læber. Hvad
holdt ham da tilbage? var det den Frygtſomhed, der
altid er uadſkillelig fra ſand Kjærlighed, eller var det
Stolthed; hun kom ſnart paa det Rene med, at det
var det forſte, og ventede med Utaalmodighed pan det
Oieblik, da han ſkulde overvinde den og erklære ſig.

560 Onceftormen.

Hun fordoblede fin Venlighed imod ham, og denne
Opforſel ſyntes ogſaa at ſkulle medføre det onſkede
Reſultat. J det Mindſte henſank Burmin i et ſaadant
Drommeri, og hans mørke Sine feſtede fig pan Maria
med en ſaadan Fyrighed, at en Forklaring maatte
ſynes ganſke ner. Naboerne talte allerede om Bryl—
lupet, ſom om en afgjort Sag, og Marias Moder
glædede fig over, at Datteren endelig havde faget en
Frier, der var hende verdig.

En Dag ſad den Gamle alene i ſit Verelſe og
ſpillede Patience, da Burmin traadte ind og ſpurgte
efter Maria. „Hun er nede i Haven“, ſvarede Mode—
ren, „gaga De kun ned til hende“. — Han traf hende
nede ved Dammen med en Bog i Haanden. Samta—
len gik ſnart iſtaae, og der opſtod en gjeuſidig For:
legenhed. Burmin erklerede omſider, at han allerede
længe havde ſogt om en Leilighed til at aabne fit
Hjerte for hende, og han bad hende derfor om at
høre et Dieblik paa ham. Maria lukkede Bogen og ſlog
Dinene ned ſom et Tegn paa, at hun ſamtykkede.

„Jeg elſker Dem“, ſagde Huſarofficeren, „jeg el⸗
ffer Dem lidenſkabeligt“. (Maria rodmede og boiede
Hovedet endnu dybere). „Jeg handlede uforſigtigt, da
jeg gav efter for min Tilboielighed og Lyſt til at
fee og høre Dem jevnlig. Nu er det for ſeent at
modarbeide, hvad der er fleet. Erindringen om Deres
kjerre og uforglemmelige Anſigt vil altid være paa
eengang min Kval og min Lykſalighed, thi der paahvi⸗

Sneeftormen. 561

ler mig en tung Forpligtelſe: jeg maa aabenbare Dem
en Hemmelighed, der for beſtandig adſkiller os fra
hinanden: jeg er allerede gift.“

Maria ſaae forundret paa ham.

„Jeg er gift“, vedblev Officeren, „gift allerede
for fire Aar ſiden, og dog veed jeg ikke, hvem der er
min Kone, hvor hun opholder fig, og om jeg nogen⸗
ſinde ſkal ſee hende igjen.“

„Hvad ſiger De!“ raabte Maria. „Hvor beſyn⸗
derligt! men jeg beder Dem, bliv ved! fortæl!”

„J Begyndelſen af 1812“, ſagde han, „ilede jeg
til Wilna, hvor mit Regiment ſtod. Sildig om Afte⸗
nen ankom jeg til en Poſtſtation og forlangte friſk
Forſpand. Da reiſte der fig pludſelig en fan heftig
Sneeſtorm, at baade Poſtholderen og Kudſken raadede
mig til, at jeg dog fkulde lade den trakke forbi forſt.
Jeg fandt mig deri, men en ubeſkrivelig Uro bemeg⸗
tigede ſig mig, og det forekom mig, ſom et uforklar⸗
ligt Noget drev mig afſted. Stormen vilde ikke lægge
ſig. Jeg kunde ikke holde det ud fænger, men [od
ſpende for og kjorte afſted i det forfærdelige Veir.
Kudſken beſluttede at kjore langs Floden, hvad
der vilde forkorte Veien hele tre Verſter. Flodbred⸗
den var bedeekket med Snee, Kudſken kom bort fra
Veien, og vi befandt os pludſelig i en ganjfe ubekjendt
Egn; men Stormen vilde endnu ikke lægge fig. Jeg
faae et Lys og befalede ham at fjøre efter det. Det
var en oplyſt Trakirke, der ſtod gaben; udenfor Kirke⸗

—

562 Sueeſtormen.

deren holdt nogle Sleder, og i Indgangen ſtod
der Folk. „Herhen!“ raabte nogle Stemmer. Jeg
lod Kudſten kjore derhen. „Men, min Gud! hvor Du
dog bliver længe borte!” raabte En til mig, „Bruden
er lige ved at falde i Afmagt, og Preſten veed ikke,
hvad han ffal gjore. Vi vare lige i Begreb med at
tage bort; kom nu hurtig!” Taus ſprang jeg ud af
Sleden og traadte ind i Kirken, der kun var ſparſomt
belyſt. En ung Dame ſad paa en Bænk i en mork
Krog, og en Kammerpige ſyslede med hende. „Gud
ſtee Lov!“ udbrød denne, „at De endelig kommer.
De havde nær taget Livet af Frokenen.“ Den gamle
Preſt kom hen til mig og ſpurgte, om han ſtulde be⸗
gynde. „Ja“, ſagde jeg ganſte diſtrait. Man hjalp
den unge Dame op, og et Blik ſagde mig, at hun var
alt Andet end hæslig. Men hvorledes ffal jeg for⸗
klare min utilgivelige Letſindighed! Jeg ſtillede mig
hen ved Siden af hende foran Altret. Preſten havde
Haſtverk. Tre Herrer og Kammerpigen ſtottede Bru⸗
den, og vi bleve viede. Man ſagde til os: Kys nu
hinanden! Min Huſtru vendte ſit blege Anſigt om
til mig, og jeg vilde kysſe hende, da hun i det Samme
raabte: „Det er ikke ham! det er ikke ham!“ og ſtyr⸗
tede bevidſtlos om. Forloverne ſaae forſkrekkede paa
mig, men jeg vendte mig om, gik ud af Kirken, og da
Ingen holdt mig tilbage, kaſtede jeg mig i min Vogn
og raabte: „Kjor til!“

Sneeſtormen. 563

„Min Gud!“ raabte Maria, „og De veed ikke,
hvad der er blevet af Deres ſtakkels Huſtru?“

„Det veed jeg ikke“, ſvarede han, „jeg veed ikke
engang, hvad Landsbyen hedder, hvori vi bleve viede,
og huffer heller ikke, hvad det var for en Station,
jeg kjorte bort fra. Dengang var jeg tankelos og brod
mig faa lidt om, at jeg havde gjort et Skridt, der
var baade letſindigt og loyſtridigt, at jeg faldt i
Sovn, ſtrax efter at jeg havde forladt Kirken, og
vaagnede forſt op paa Dagen, da jeg allerede havde
pasſeret den næjte Station. Min Tjener faldt i en
Træfning, faa jeg ikke engang har Haab om nogen⸗
ſinde at gjenfinde den, med hvem jeg har drevet en
Jan uforſvarlig Spog.“

„Min Gud! Min Gud!” ſagde Maria og greb
hans Haand, „det var altſaa Dig, og Du Fjender mig
ikke igjen?“

Den unge Huſarofficer blev bleg ſom et Lig og
ſtyrtede ned for hendes Fodder.

Swah Bernhardt.

Det er beſynderligt nok, at naar hos en Nation
en beſtemt Begavelſe findes ligelig fordeelt over hele
Masſen, fan har vel ethvert Individ noget af denne
Begavelſe, men der bliver ikke nok tilbage, til dermed
at udſtyre et ſtort og fremragende Talent. Naar
denne Begavelſe derimod er nægtet de forſkjellige In-
divider i en Nation, faa er den i det Hele forbeholdt
enkelte ſtore og ualmindelige Talenter. Ungarn og
Polen, der ere Rytterlande par excellence, frembringe
ingen berømte Kunſtberidere; derimod rekruteres Cir-
kustropperne i Regelen af Italienere, Franſkmend,
Belgiere — det vil ſige blandt Nationer, der tilheſt
kun gjore en kummerlig Figur. Frauſkmendene ere
fra Forſt til Sidſt fodte Skueſpillere; allerede ſom
Born udmærke de fig ved Stillinger, Bevegelſer og
Geſtus, ſom man udenfor Frankrig kun gjenfinder paa

*) Denne Artikel er ſtillet til min Dispoſition af Dr. M.
Nordau, en ung begavet Ungarer, der har ſtrevet et
fortræffeligt Veerk om Paris, der ſnart udkommer i
Trykken. Udg.

Sarah Bernhardt. 565

Scenen; deres Gagen og Stagen er theatralſt, deres
Tale er Deklamation, deres Gjoren og Laden erindrer
om Coulisſerne og Rampen, — og netop Franſkmen⸗
dene frembringe færre ſtore tragiſke Skueſpillere end
nogenſomhelſt anden Nation. De ere rige paa Talen⸗
ter for Lyſtſpillet og Komedien; de har den Lykke at
beſidde en Got og en Coquelin, en St. Germain og
Landrol, en Dieudonné og Dupuis, en Geoffroy,
Hyacinthe, Lheéritier og Lasſouche, der virke ſamtidigt
pan deres Scene; men de frembringe ingen tragiſke
Storheder af forſte Rang, der kunne maale ſig med
en Devrient eller Daviſon, en Kran, Booth, Irving,
Roſs eller Salvini. J et Aarhundrede har Frankrig
kun havt en Talma og en Frédéric Lemaitre — det
er den hele Lifte pan franſke Tragikere ſiden Revolu⸗
tionen, og endda var Fr. Lemaftre faa mangeſidig i
ſin Begavelſe, at man ligeſaa godt kunde i eet Aande⸗
drag nævne ham ſammen med Got ſom med Talma.
Og hvad der gjeelder om Mendene, det gjelder ikke
mindre om Kvinderne. Det nittende Aarhundrede har
ſin Rachel og Dorval, det attende Aarhundrede har
havt fin Duclos og Adrienne Lecouvpreur, det ſyttende
ſin Chanxmeslé — det er een eller to tragiſke Skue⸗
ſpillerinder i et Aarhundrede, og det vidner ikke om
nogen rig Frugtbarhed paa tragiſk Begavelſe hos den
franſke Nationalaand.

Siden Rachels Dod, d. v. ſ. i næjten tyve Aar,
har den franſke Tragedie været barnlos. Man ſpillede
vel Corneilles, Racines og Voltaires Verker; men

566 Sarah Bernhardt.

Phedra og Eſther, Andromache og Iphigenia ſnege ſig
blege og kummerlige hen over théåtre frangais' klas⸗
ſiſte Breder; de havde ikke nogen Virkelighed, der
fattedes dem et corpus, og disſe Skikkelſer vare kun
afblegede Erindringer om en lyſende Fortid. Der
fattedes ikke paa dem, ſom gjerne vilde tage Arv efter
Rachel, og hundrede obſkure Hender udſtrakte tig be⸗
gjerligt efter hendes Diadem og hendes Hermelin;
men Publikum, der er den overſte Dommer i en ſaa⸗
dan Sag, fandt, at iblandt hele denne ſtoiende
Hob, der ſtredes om Arven, var der ikke en Eneſte,
der blot var langt ude beſlegtet med Rachels Talent.

Da ſkete der en Aften noget Merkverdigt.
Man gav i théåtre frangais et nyt Stykke af en
ubekjendt Digter, Rome vaincue af Alexander Parodi.
Jeg var tilſtede ved den forſte Foreſtilling, og Ind⸗
trykket deraf zittrer endnu gjennem mine Nerver. J
tredie Akt viſte der ſig paa Scenen en gammel
Romerinde; det var en hoi, blind, ærefrygtbydende
gammel Kvinde, Bedſtemoder til Helten i Stykket.
Ved Synet af denne Skikkelſe gik der en Bevegelſe
giennem hele Tilſkuerpladſen; det var, ſom Alle paa
eengang ſtandſede deres Aandedret. Den romerfke
Kvinde var indhyllet i et ſort, bolgende Gevandt, hun
ftøttede ſig til en Slavinde, men var et heelt Hoved
hoiere end denne; hendes magre, neſten gjennemſig⸗
tigt blege Anſigt var indfattet af et langt graat Haar;
Vinene vare halvt tillukkede og ligeſom udſlukkede; den
hele Skikkelſe indgjod paa eengang Medlidenhed og

Sarah Bernhardt. 567

Beundring, Sympathi og Redſel; der var hos hende
Noget af en Cornelia og Noget af en Sibylle; idet
hun ſtred hoitideligt hen over Scenen, ſyntes hun
ligeſom at komme fra en anden Verden, og paa hendes
rene Marmorpande ſyntes der at ruge en Hemmelig⸗
hed fra Graven. Da hun begyndte at tale, klang
hendes Stemme dybt og melodiſk ſom en nylig ſtemt
Klokke, men den var dog omfløret af Tungſind, ſom

naar man lægger et fint Silkeſpind omkring Klokken“

for at dempe dens Klang. Romerindens Rolle var
lille og tragiſt. Hendes Opgave var at forſpare fin
Datterdatter, en Veſtalinde, der var anklaget for
Ukydſkhed, og at dræbe hende ſenere med egen Haand,
da hun erfarer, at den unge Pige virkelig har ſyn⸗
det. Intet ligner den Angſt, der bevede i hendes
Stemme, da hun beſvoer Dommerne at frikjende hen⸗
des Barnebarn; men da hun for ſidſte Gang knugede
lidenſkabeligt Veſtalinden i ſine Arme og med ſkjel⸗
vende Haand ſogte efter hendes Hjerteſlag for, at bi⸗
bringe hende det drebende Dolkeſtod, da ſaae man
gamle, blaſerede og ſkeptiſke Kritikere fælde Taarer af
Rorelſe.

Da Romerinden forlod Scenen, gik der en lyde⸗
lig Mumlen gjennem Salen. „Rachel“ gik det fra
Mund til Mund; i Foyeren dannede der fig Grupper,
og Rachels Navn gjentoges overalt. Der var kun een
Mening: „Det er et kongeligt Talent! Vi har gjen⸗
fundet Rachel.“ Bladene gjentoge næfte Morgen denne
megetſigende Phraſe. Den rette Arvtager var ende:

568 Sarah Bernhardt.

lig kommen, og Publikum og Kritiken lagde i Forening
Rachels Diadem og hendes Kongekaabe om Sarah
Bernhardts Hoved og hendes Skuldre.
Romerinden i „Rome vaincue“ var da altſaa
denne Skueſpillerindes forſte Debut? Nei ingenlunde.
Paris havde allerede kjendt hende i nogle Aar: hun
gjaldt for en dygtig Kunſtnerinde, for en af théåtre
frangais' betydeligere sociétaires. Man hapde ſeet og
applauderet hende i Dumas' ,,Etrangéré" ; men hvilket
Svælg var der dog ikke mellem hendes tidligere
Roller og denne „Poſthumia“! Det var, ſom om hun
nu pludſelig havde faget Vinger og udfoldede dem til
Flugt, efterat hun tidligere blot havde med Verdig—
hed ſkredet hen over Jorden, ſom en anden Dødelig.
Hvad var ogſaa Sarah Bernhardt i „I'Etrangèré“,
der var hendes bedſte Rolle, indtil hun havde ſkabt
denne vidunderlige Poſthumia? En beſynderlig lune⸗
fuld, hjertelos Kvinde, ſom Digteren havde tankt fig
demoniſk, og ſom Skueſpillerinden blot havde Kraft
til at gjøre forunderlig og bizar. Hendes ydre Frem—
træden var overraſkende. Hun var ifort en extrava—
gant Kjole af en ſkrigende rod Farve; i ſit ravnſorte
Haar havde hun en Kam, der gjorde den meſt orni—
thologiſte Virkning, man kan tenke fig: hendes Hoved
ſaae med denne Pynt ud ſom en Paafugls. J den
forſte Akt, i Scenen hos Hertuginden af Septmonts,
overraſkede hun ved nogle ſmukke, ſtolte og bydende
Bevegelſer og ved den fine Lethed, hvormed hun ud—⸗
ſendte fine Sarkasmer. J anden Akt, hvor hun for⸗

Sarah Bernhardt. 569

tæller Hertuginden fin Ungdomshiſtorie, havde hun
nogle merkverdige Krumninger og Slangeſnoeninger,
hvorom Paris talte i mange Dage, Da faa Maane⸗
der efter den forſte Opforelſe af TÉtrangére Salonen
1876 blev aabnet, fane man et Billede, ſom havde
faaet dette Aars Udſtillingspriis. Det foreſtillede Nero.
der forſoger paa en Slave den for ham tilberedte
Gift. Slaven vendte fig pan Marmorgulvet i kramp⸗
agtige Snoeninger, og Pariſerne paaſtode, at J Etran-
gère i Fortellerſcenen havde forefvævet Maleren, da
han ſkabte den ſig vridende Slave.

Poſthumia var altſaa for Paris en Aabenbaring,
en pludſelig Solopgang. Sarah Bernhardt havde
indtil den Aften bevaret et Incognito, bag hvilket blot
de Indviede anede en Storhed; i Rome vaincue havde
hun ladet ſit Incognito falde og viiſt ſig i hele ſin
ſouveraine Begavelſes Majeſtœt. Til hendes tidligere
Succes pan Scenen havde et ungdommeligt Anſigt
og et raffineret Toilet virket med; denne Gang havde
hun iſtedenfor al Toiletpragt ifort ſig en Slags Sorge⸗
dragt; hun gjorde Afkald paa Virkningen af fine
ſmukke Oine, idet hun holdt dem lukkede; hun afkledte
fig endogſaa fin Ungdom, idet hun tog en graa
Paryk paa og ſminkede fig ſom en gammel Kone —
det ſtorſte Offer, ſom en ung Skueſpillerinde kan bringe
fin Kunſt; men forladt af fine troe Forbundsfeller og
berovet ſine ſedvanlige Hicelpemidler henrev hun Pu⸗

blicum blot med ſit Talents Trolddom langt mere, end
37

570 Sarah Bernhardt.

det hidtil var lykkedes hende med fine Dine og Haar,
ſine Wdelſtene og Rober.

Efter Poſthumia⸗Aftenen var man almindelig
ſpendt paa, hvad hendes neſte Frembringelſe vilde
blive; men denne lod igjennem flere Maaneder vente
paa fig. Sarah Bernhardt har ikke noget ſterkt Hel⸗
bred; hun blev ſyg, og man frygtede almindelig, at
hendes Carridre paa en hurtig og tragiſk Maade vilde
være endt. J hele tre Fjerdingaar maatte hun holde
fig borte fra Scenen; endelig optraadte hun ſom
„Andromache“ og ſenere ſom Donna Sol i Hernani,
og i begge disſe Roller feirede hun glimrende Tri⸗
umfer. '

Sarah Bernhardt er nu neppe 26 eller 28 Aar
gammel; Kunſtnerindernes Dobeſedler hore ſom bekjendt
ikke med til de offentlige Dokumenter, og det er van⸗
ſteligt at erfare noget Tilforladeligt derom; men da
hun kun i fire eller ſex Aar har tilhørt Theatret, kan
hun neppe være ældre. Hun er rank af Vært og
derhos fiin, ſlank og boielig [om en Liane. Hendes
Magerhed er i Paris bleven til et Ordſprog. Paa
Salonen i 1876 var der udſtillet to forſkjellige Por⸗
traiter af hende. Paa det ene af disſe ſidder hun
let henkaſtet paa en Sofa i en hvid Sloprok, og en
uhyre Hund ligger ved hendes Fødder. Da Alexander
Dumas fane bette Portrait, bemeerkede han, at det var
„un chien qui garde un os“ (en Hund, der pasſer
paa et Been). Denne pheenomenale Magerhed hænger

Sarah Bernhardt. 571

ſammen med hendes ſvage Conſtitution, der dog ikke
forhindrer hende i at drikke i lange Drag af alle Livs⸗
nydelſens Kilder. Hun rider de vildeſte Heſte, kjorer
ſelv med et rusſiſk Forſpand, fegter lidenſkabelig, og
man ſiger, at hendes Tilbedere — hun har naturlig⸗
viis Tilbedere — mage erobre hendes Hjerte med
Spidſen af deres Nappirer. J fit fabelagtigt luxuri⸗
euſe Hjem, ved ſine forrykte Feſter cultiverer hun de
Traditioner fra théåtre frangais, der knytte fig til
hendes Forgengerinder, til Quinault og Sophia Ar⸗
nould, til de Seyne og Camargo, disſe ſtore Kunſt⸗
nerinder og ſtore Synderinder, om hvis Geni og Over⸗
mod det attende Aarhundredes literaire og galante
Hiſtorie har ſaameget at fortælle.

Sarah Bernhardt er ikke egentlig ſmuk: hendes
ſmalle, lidende Anſigt gjør den ſamme melancholſte
Virkning ſom en Vinterdag. Men hun har dybe,
ſjclfulde blaa Dine, ſmukke hvide Tender og en ſtrengt
og reent modelleret Hage. Uden ligefrem at have en
jodiſk Typus — hun nedſtammer nemlig fra elſaſiſte
Jøder, men er allerede i en ganſke ung Alder bleven
dobt og er nu en af de ivrigſte Kirkegengerinder i
St. Germain I' Auxerrois — er der dog Noget i hen⸗
des Træf, man kan neppe engang ſige, hvad det er,
ſom erindrer om Orienten. Den bedſte Gave,
Naturen har forlenet hende med, er hendes Stemme.
Dette blode, dybe, modulationsrige Organ ſmigrer ſig
ind i Sjælen og bringer En uvilkaarlig til at tenke

57*

572 Sarah Bernhardt.

paa en luun Aftenvind eller pan en varm og tung
Nellikeduft. Jeg har aldrig hort en ſaa vidunderlig
Fruentimmerſtemme. Clara Zieglers kommer den i
visſe Maader nær, men kan dog ikke maale fig med
den. Naar hun er paa Scenen, beherſker hendes
Stemme Samtalen, ligeſom et Orgel beherfker Kirke—
tjeneſten. Om hendes Spil er der ikke meget at ſige.
Det er edelt og naturligt — det er hele Hemmeligheden.

Sarah Bernhardt er heel og holden en Kunſtner⸗
natur; hun har det rette Inſtinkt for det Skjonne, ſom
hun ſoger at forſtage, gribe og forme i alle dets
Skikkelſer. Hun ſkriver kjonne Vers — for Orthogra⸗
fien tor jeg ikke indeſtaae — hun maler ſmukke Aqua⸗
reller og modellerer ſtore Skulpturverker. Ved for⸗
rige Aars ÜUdſtilling fik hun Medaillen for en Gruppe,
der foreſtillede en gammel Kone, ſom holder i ſit Skjod
en bød (eller afmegtig) Fiſterdreng. For Tiden hug⸗
ger hun paa to Helgenſtatuer, ſom hun har beſtemt
til Forœring for fin Pudlingskirke, den tidligere nævnte
St Germain I Auxerrois, og det franſke Miniſterium
for. Underviisning i Kunſt har ganſke nylig beſtilt en
Büſte hos hende, ſom fkal opſtilles i Nationalgalleriet
i Verſailles. Hendes fortrolige Venner paaſtaage, at
hun har Hang til religieus Fanatisme og ſagtens tenker
paa at gage i Kloſter. Vi vil haabe, at det dog vil
vare en Tid, inden hun i Virkeligheden vil ombytte
Herſkerkaaben med en Nonnekutte.

573

Kun kire Ord!

Den, der reiſer i Udlandet — hvad enten det nu
er En af disſe Übekymrede, ſom kun reiſe af Lyſt
til at reiſe, eller En af disſe Udvalgte, der ere be—
naadede med rig og dyb Folelſe, — gribes kun ſjel⸗
dent ſaadan rigtig inderligt af en Fremmeds Skjeœbne.
Vi er jo nu eengang Alleſammen plagede Menneſker,
og Ingen er ſaa frit ſtillet, at han ikke ſkulde bære
ſin egen Sorg med fig ud i Livet; Udlandet er og
bliver desuden Udlandet, — hvad bryde vi os vel
om Hekuba, faa vi for hendes Skyld ſkulde give os
til at græde?! ... Men — undertiden græde
vi alligevel for hendes Skyld, fordi vi ere nodte til
det! Pludſelig, ganſke uformodet, maaſke midt i Li⸗
vets lyſeſte Sieblikke, treffe vi paa et Menneſkes ſtore
Lidelſe, og Hjertet i os ſkjclver, ſom om det Lyn,
der knuſte det ſtakkels fremmede Hjerte, hapde ſtreifet
vort eget.

30. gid jeg dog var dod, Herre! ..

Jeg ſeer tydeligt for mig den ſtolte, ſmukke
Campo santo (Kirkegaard) ved Foden af Alperne,
og fra den pyntelige Grav reiſer den ligblege gamle
Kone ſig op og ſtryger det uredte, hvide Haar fra
Banden og raaber med ſkingrende Stemme: „De feige

10

RE ae —

574 Kun fire Ord.

Bodler! de vare bange for et Barn! Hvorfor ſeer I.
ſaadan paa mig, Herre? Jeg er ikke vanvittig! —
Gud bedre det! Nei, Gud har ikke været faa barm—
hjertig imod mig!“

Det var i Breſcia, hvor neſten ethvert Hus
er et Verkſted. Hamrene drone, Bleſebeelgene puſte;
i Luften og hvorhen man vender fig Gores en vold—
ſom, dump, ryſtende Surren og Suſen, — det er
Sangen, ſom denne By, Jernets By, „Brescia ar-
mata“, ſynger den Fremmede! ... Et forunderligt
Lune havde fra Mailand fort mig til den morke By,
hvor Blod og Taarer have flydt i Stromme.

Kirkegaarden i Breſcia er maaſkee det yndigſte
Sted i denne Stad, ſom ellers er uden Skjonhed. Blom⸗
ſtrende Buſke kante de hvide Gravgeleendere, hvor de
Rige hvile, og blomſtrende Buſke boie fig hen over
de Fattiges Grave. Intet minder om Forraadnelſe,
Alt derimod om den dybe, ſmertefri Hvile.

Jeg gik ſtille og bevæget langs Gravenes Rekker,
hvor Intet hørtes uden Foraarets ſagte, yndige Stem⸗
mer: Fugleſangen og Vindens Viften i Grenene. Det
var atter en af disſe pregtige Foraarsdage, hvor
Solen ſtod høit; og nu, da den gik ned. blev Luften
kolig og klar, ſom om hele den velſignede Dag var
en foraarsklar Morgen. Og da Aftenſolen ſpillede
paa de hvide Sten, var det, ligeſom Morgenroden

flod hen over dem. Det var en Time fuld af uſigelig

Fred, der ikke forſtyrredes af, hvad der ſtod at læfe”
paa Mindeſtenene. Mange af dem, der hvile her, ere
dode i den dybeſte Nod og under forvirret Kamp;
men Guldet og Ertſet over deres Hvileſted taler om
Fred og Forſoning. J andre Byer fætter man gjerne
ſom den ſtorſte Ros over fine Kjeres Grapſteder:
„modello di vertu“. .. eller „tresore de bonta“ ,
men her ſtod kun fort og ſtolt: „amante della patria“.

Kun fire Ord. 575

. .. Utallige Gange læfte jeg dette Ord og blev ikke
træt af at gage frem og tilbage i denne Dødens Have,
indtil Tusmorkets forſte ſvage Skygger og Opfyns⸗
mandens Klirren med Noglerne erindrede mig om, at
jeg maatte bryde op. Jeg gik da henimod Porten.
Til Venſtre for den, der, hvor de Fattige og Folk
uden Navn ligge, fab paa en Gravhoi en gammel
Kone med Hovedet boiet ned mod Bryſtet. Der var
intet Kors paa Graven, men en friſk Buket laa der-
paa. Idet jeg gik forbi, ſage jeg flygtigt pan den
ſammenkrobne Skikkelſe, og vendte mig uvilkaarligt
endnu engang om, — det var et blegt, fint og ædelt
Anſigt, hvorom det hvide Haar lage fyldigt og ſtin—
nende blankt. Man feer paa hin Side Alperne faa
ſjeldent en ſmuk, ærværdig gammel Kone! Hun faae
neppe nok op og rakte ikke Haanden ud imod mig;
men da hendes Dragt var ſaa fattig, troede jeg ikke,
jeg tog feil, naar jeg gav hende et Par Stilling.
Hun takkede, hoiere og med flere Ord, end der pas-
ſede til hendes Veſen; men det er jo nu engang
den italienſke Maade at takke pan. „En lykkelig Hjem⸗
komſt, Herr Englænder!” raabte hun efter mig. —
„Jeg er en Tydſker“, ſagde jeg ſmilende og gik vi⸗
dere. J det Samme vendte jeg mig overraffet og
forbløffet om. „Kjeltring! Fordomte!“ havde den
Gamle pludſelig raabt med fkingrende Roſt; de
fromme Trek vare modbydeligt fordreiede, de alvorlige
Dine lynede uſigeligt forbittret imod mig, og mit
Pengeſtykke rullede hen for Fodderne af mig. „Tag
det og gan ad hede Helvede med det!“ ... Var
Konen vanvittig? — Jeg fane ſporgende paa Opſyns⸗
manden. Han forſtod mit Blik, og med et bitterſodt
Smiil traadte han nævmere. „Det er ſandſynligviis
kun en Misforſtaagelſe!“ ſagde han tovende. Bed
„Tedesco“ forſtades hos os i Lombardiet en Oſterriger;

1

576 Kun fire Ord.

en Tydſker kalde vi „Prusſiano“. Konen troer, at
De er Oſterriger . . .“ — „Og om faa var?“ — „Ja,
faa”, ſagde han, og hans Stemme lød barſtk og tog
ikke længer Henſyn til de Drikkepenge, han havde i
Vente, „ſaa har De Intet at beklage Dem over. Saa
er der kun ſteet Dem Deres Ret. Det vil ſige — hm!
— naturligviis kun fra denne Kones Standpunkt. Jo,
Herre, De maa troe mig! hverken min eller Deres
Moder vilde have baaret ſig anderledes ad ... Men“,
foiede han til med ydmyg Hviſken, „tillad mig at bringe
den Sag i Orden.“ — Han gik hen til den gamle
Kone, ſom igjen var kroben ſammen pan Graven, med
Anſigtet ſkjult i Heenderne og ryſtende, ſom om Feber—
kulden tog i de ſyge Lemmer. „Ziata!“ ſagde han
og lagde fin Haand paa hendes Skulder, „den Herre
der er jo fra Berlin, og Preusſerne har ordenligt
ſkudt Oſterrigerne ned. J har gjort ham Uret, Ziata!
J maa kjont bede ham om Forladelſe. Fortæl ham
'engang, hvorfor J hader Sſterrigerne!“ ...
Naa — ſaa fortalte hun mig det. Ganſte viſt

nolende og forſt efter en Stunds Forløb, og tidt

kunde hun ikke tale videre for Taarer og Vrede. Det
er et Voveſtykke, naar jeg forſoger at gjengive hendes
Ord, og egenlig et frugtesloſt Voveſtykke. Thi kun
Ordene kan jeg fremſcette, men ikke Tonen, ſom den
brød fig frem fra dette ſtakkels forpinte Hjerte .

„Ja — det var dumt af mig, at jeg tog feil.
Uden at jeg bad derom, gav J mig en Skjcerv, —
hvor kunde J ſaa vere en Tydſker? Disſe Oſterri⸗
gere ere Alle tilſammen Tigere; kunne de bare komme
til at træffe os lige i Hjertet, ſaa gjøre de det og juble
af Glæde ovenikjobet ... Ak ja! og vi ſelv have
ſmeddet deres Vaaben! ... Nei, det tilgiver jeg den
Dag i Dag ikke min Tonio... Men et godt
Menneſke var han alligevel, det maa man lade ham!

Kun fire Ord. 577

og ſaaſnart han blot kunde, giftede han fig med mig,
ſtjondt jeg jo ikke længer var faa ung endda og heller
ikke mere var ſmuk, og min lille Marie var dengang
da ogſaa allerede 12 Aar. Jeg ſkal nemlig ſige Dem,
det var ikke hans Barn. Jeg kan godt være ved det,
der er ingen Skam i det. See, min forſte Kjereſte
bude, inden han fik indfriet det Lofte, han havde givet
mig; han dode ſom Soldat i Polen. Til Bjornenes
Land, til den evige Snee ſlebte Oſterrigerne ham, og
der omkom han, i fremmed Elendighed — ak ja! det
forbandede Folk er Skyld i al min Ulykke! Naa, ſaa
lærte jeg da Tonio at kjende, og jeg var ham tro,
ſom om jeg havde været hans Huſtru, og da han fif
fit ſikre Udkomme, giftede vi os. Det var lykkelige
Dage, ſom ſaa fulgte, ihvorvel Lonnen var meget ringe,
og vi kun havde en lille tarvelig Stue ved Porta
Torlunga; men vi havde da det daglige Brod! Ogſaa
Børnene trivedes, iſer Marietta; jeg havde fodt Tonio
en Dreng, Sandro, og han, det fkikkelige Menneſke,
gjorde lige meget af begge Bornene, og Alt gik godt.
Men ſaa kom dette urolige Aar. Oſterrigerne fik vi
da fra Halſen, og det var, ligeſom Livet paa eengang
blev dobbelt ſmukt. Men fan kom de igjen, og faa
ſiger Tonio til mig: „Nu gjelder det at forſvare ſig!“
Han tog nok ſaa fornoiet ſin Bosſe og lo: „De have
aldrig været rigtig tilfredſe med vort Arbeide, men
nu ſkulle vi nok viſe dem, hvad Bosſerne Duer til!“
ſagde han. Og jeg og Marietta gik med. ham for at
lade Gevererne og pleie de Saarede, og ſelv Sandro,
ſom kun var fer Aar, var ikke langt fra Skandſen.
Vi ſtod, hvor det gik allerhedeſt til, da en Kugle
rev Hovedet af Tonio, faa den blodige Krop rullede
hen for mine Fødder. — Ak ja! ... Men jeg græd
ikke, jeg ſtjod med hans Bosſe og ventede, til Alt var
forbi. Og ſaa ſad vi igjen i vor lille Stue. Mari⸗

578 Kun fre Ord.

etta og jeg var inderlig bedrovede og ventede paa
Døden, — uden Haab, forſtaar De, men ogſaa uden
Frygt. Kun Sandro glædede fig over Seierherrernes
Trommer og Horn, der beſtandig lød ſterkere og
ſteerkere. Og ſom de røvede og myrdede! Vi horte
dem komme hen imod vor Hytte, og et Oieblik efter
ſtode de ogſaa i Stuen. Men hos os var der
Fattigdom og kun een Skat: mit Barus Skjonhed og
Ungdom! .... Jeg, hendes egen Moder, maatte
med en Knebel i Munden og bagbunden ſtaage og fee
paa de Uslinger ... J Oktober maatte jeg fan bes
grave Marietta; hendes Dod var en daglig Doen, der
varede fer Maaneder — hendes Grav er her ved
Siden af.

„Den Dag havde jeg kunnet tage Livet af mig
ſelv. Gud var jeg ikke bauge for, thi jeg var traadt
hen til ham og havde ſagt: „Herre! jeg gaaer ikke i

Rette med Dig om mit Liv! — gaa Du ſaa heller
ille i Rette med mig om min Dod!“ — Men jeg

havde jo min lille Dreng Sandro tilbage; for hans
Skyld maatte jeg leve! Og det lod ogſaa til, at Gud
forbarmede fig over mig: jeg havde god Fortzjeneſte
ſom Vadſkerkone, og Drengen trivedes og blev et
Pragtexemplar af en Dreng. Det ſagde ogſaa altid
vor Preſt ved St. Eufemia; han ſagde altid: „Saa⸗
dant et Hoved, der ſidder paa den Knegt! — Vi man
have ham til Studeringerne!“ Saa ſtuderede han og
omgikkes med de bedſte Folks Born, og Alle holdt af
ham! Han var jo ogſaa ſaadan en ſmuk og flink og
modig lille Dreng, var min Sandro! :
„Men ſaa kom der en ſorgelig Dag! Det var
netop otte Aar, ſiden Tonio var dod, og min Dreng
var fjorten Aar; ſaa gik han en Dag og ſpadſerede
gjennem Byen med en Kammerat, der nu er Advokat i:
Mailand. — Ja! hvad kunde min Sandro ikke være

Kun fire Ord. 579

blevet! Men de kom forbi Broletto ved „Torre del
Popolo“ og ſaae netop Zſterrigerne afloſe Vagten;
ſaa raabte Sandro til fin Kammerat: „Sono stan co
del governo!“ (vi ere kjede af Regeringen!) Kun
disſe fire Ord raabte han; men de grebe ham og forte
ham ind i Broletto. Og den anden Dreng lob til
fire Forældre, og de ſendte Bud til mig, og jeg foer
i Dodsangſt til Vagten. „Hav Medlidenhed — han
er jo et Barn! giv ham fri!” Men de fvarede:
„Han er ſtillet for en Krigsret — det er en Forbry⸗
delſe, ſom hører ind under Standretten.“ ... Stand⸗
retten! — Mit Hjerte ſtod ſtille — jeg vidſte nok,
hvad det var for en Net: den Weldſte af dem ſiger
„Dod!“ og de Andre ſvarer Ja, — det er den Ret,
ſom Oſterrigerne have for os ... Jeg løber jaa til
Preſten og ſammen med ham til en Kaptain, ſom han
kjender; vi bonfalde Kaptainen, og han folger med
os . . . . „ent lidt”, ſiger han og gaaer ind og
forhorer ſig i Broletto. Da han kommer tilbage, ſiger
han: „Her er han ikke længer, han er allerede bragt
til Kaſtellet, og idag ffal Dommen falde!” — „Over
en Dreng?” raabte jeg. — „Ja!“ fvarede han, „Sol⸗
daterne og en Agent ſige, at han har forhaanet
Vagten. Naa — det var vel i og for ſig ikke ſaa
farligt! Men han har paa aaben Gade og for Vidner
ſagt, at han er kjed af denne Regering, og det er
Hoiforrcederi!“ — „Og hvad gjore de ved ham?“ —
Kaptainen traf paa Skuldrene og vendte ſig tavs bort.
Men jeg lob op til Kaſtellet, — de lode mig ikke komme
ind. Saa faldt Morket paa, og hele Natten igjennem
lage jeg foran Porten og fremſtammede i min ſtore
Vaande min Bon til Gud. Jeg troſtede mig med:
„Det er jo Menneſker — et Barn ville de da ikke bræbe
for fire Ords Skyld! “..

Den gamle Kone rettede ſig i Veiret; hendes

580 Kun fire Ord.

Anſigt var ligblegt, Øinene lynede, hendes Stemme
(od hes, næften uforſtaaelig, da hun ſagde: „Men
det var ikke Menneſker — det var Tigere! Da Solen
ſtod op, horte jeg tre Skud derindefra. . . . jeg vidſte,
hvad det betod! ... Min Anelſe var rigtig ...
hans Liig gave de mig. — . .. her ligger hau, her,
under den Jord. — Et Barn — og ſaa for fire Ord
kun ..! O min Gud! Jeg er ikke vred pan Dig,
men Get fordrer jeg af Dig ſom min gode Ret, og det
er, at Du ikke dommer disſe Menneſker og deres Born
barmhjertigere, end de engang domte mit Kjod og
Blod ...“

Saavidt den gamle Kones Fortælling; og jeg
tenker, det er bedſt, om jeg Intet foier til hendes Ord.
Da jeg forlod Campo Santo og fort derpaa den morke
By, Jernets, Blodets og Taarernes By, folte jeg kun
det dumpe, ſmertelige, bedovende Elko af hendes
Beretning.

Karl Emil Franzos.

2 *

5 — en ud

e N

8

N „
. "Stå

Je ended

; SL sys. SÆR SEE
2 LE

.
'dlacgasin

For Romantik og
Historie
bd. 20 C826)